The White House convened a meeting of 60 artists to help push the president's domestic agenda in May, months before a controversial conference call with artists in August led to the reassignment and, on Thursday, the resignation of the communications director of the National Endowment for the Arts.

In what some critics are calling a "troubling" early effort by the Obama administration to politicize the NEA, rappers, dancers, writers and other activists from around the country were invited to a May 12 session next door to the White House, where they were "challenged to come up with promising and attractive ideas about how artists can work for the administration's agenda," according to a report written by organizers of the meeting.

http://www.foxnews.com/politics/2009/09/23/watchdogs-wary-early-push-white-house-politicize-nea/

Statens glade gøglere

Danmarks Radio kunne [...] fint blive en af de offentlige institutioner, der blev gjort til en privat og selvfinansierende institution, eller hvor delene simpelthen blev solgt til højestbydende. Informationssamfundet er en videreudvikling af det kapitalistiske samfund i almindelighed. Og mængden af kultur og information vokser netop massivt takket være markedsøkonomien. Der har derfor aldrig nogensinde været et behov for statsfinansieret underholdning eller information.

Forbrugerstyrelsen vil ingen forbrugere tilsvarende i praksis savne. Også her har man set hvordan det ideologiske har taget overhånd, og at Forbrugerstyrelsen i stigende grad vil opdrage og blandt andet bekæmpe ”forbrugerismen” – netop ud fra økologiske og socialistiske doktriner. Spørgsmålet er rejst før, men ingen har svaret: Hvornår skete det helt præcist at mandatet til at opdrage og propagandere for bestemte forbrugspolitiske og markedsfjendske bøger blev givet? I forbrugerstyrelsen anbefales det således, at man [blandt andet sagesløse skolebørn] læser Naomi Kleins bog No Logo [...] og det er så vidt vides den eneste bog, man reklamerer for. (Hvis man ikke vil nedlægge helt, så kan man i det mindste flytte propagandisterne i sådanne styrelser over i Danmarks Radio).

- Læs mere i:

Tiden er inde til at reducere statens størrelse
http://s-espersen.blogspot.com/2007/08/tiden-er-inde-til-at-reducere-statens.html

Demonstrationen [til fordel for Danmarks Radio] var arrangeret af Dansk Kunstnerråd i samarbejde med Dansk Journalistforbund. I en fælles indkaldelse til demonstrationen forklares det, at man "vil gøre opmærksom på, at DR med nedskæringerne ikke længere har mulighed for at bidrage til udviklingen af den danske kultur", og at "konsekvensen af DR’s nedskæringer er, at dansk kultur bliver usynlig i globale sammenhænge, fordi den mister sin egenart. Fra Berlingske Tidende [egen fremhævelse]

- De citater, hvor man sætter lighedstegn mellem dansk kultur og DR, taler jo næsten for sig selv. Her ser man den neo-gramskianske kulturelite folde sig ud i noget der nærmest ligner desperation i kraft af absurditeten i påstanden.

For Danmarks Radio bidrager ikke med noget som helst originalt i en kulturel forstand. Hvis man lukker den venstreorienterede institution, findes der masser af andre tilsvarende statslige propagandamaskiner. At have en tv-station med en politisk bestyrelse , der konfiskerer borgernes midler for at producere tv, er en groteskhed, det er er vanskeligt at finde et sidestykke til. Det strider mod selve meningen med, hvad det vil sige at drive medievirksomhed.

Medier spiller kun en positiv rolle i kraft af deres frihed men også i kraft af den frihed, der eksisterer i samfundet. Men her repræsenterer DR i stedet et element af tvang. Mange af de bestyrelsesmedlemmer som Folketinget i tidens løb har sendt ind i denne tvangsmaskine hylder i øvrigt også et politisk system, der i sin kerne baserer sig på ufrihed og tvang, det vil sige socialisme.

Venstrefløjen dominerer i forvejen helt urimeligt uddannelsesinstitutionerne; - og jo større en offentlig sektor, desto mere taletid sikres der også til marxistisk inspirerede personer fra bureaukratiets side. (Og her skal det naturligvis bemærkes, at Danmark har en af de største offentlige sektorer i den frie del af verden).

Danmarks Radio er derfor venstreorienteret "luksus", der ikke bør privatiseres eftersom man i forvejen har Politiken, Arbejderen og Dagbladet Information, hvad angår medierne. Bedst er det i stedet, at DR lukkes, afskaffes og forsvinder. Ønsker man på privat basis at etablere noget tilsvarende må man gøre det fra grunden.

[De] penge [borgerne] ikke bruger i teatret [under fravær af statsstøtte], bruger de ikke dem på noget andet? Som også ville have en samfundsøkonomisk gevinst? ”Jo. Måske et eller andet sted ude i systemet. Men altså ikke i den øjeblikkelige situation. Det er det vi tæller. Det er jo kortsigtet,” siger Lise Lyck. - Det gør hun i 180grader i interviewet Topøkonom om teaterrapport: Dur ikke.

Holdningen er således, at bistand på kort sigt betaler sig - vel at mærke for bistandsmodtagere.

Jf. en tidligere kommentar om Grønland, så er det korte sigt i midlertid for længst passeret. Nu er man i det lange sigt; og her betaler man så prisen for bistandskultur i kraft af stagnation. Og den pris betaler bistandsmodtagerne vel at mærke også.

Den samme stagnation finder man - ganske vist med mildere konsekvenser - i det statsstøttede danske kultur-liv. Og dette skyldes at støtten skaber distance mellem de kulturelle aktiviteter og så brugerne, på samme måde som bistand øger tilbøjeligheden til uproduktivitet og ledigang, og dermed fremmer stagnation og forfald.

En familiær relations "forklaring" - eller var det måske ligefrem et forsøg på retfærdiggørelse - for skattefinancerede projekter generelt lød en gang i sin enkelthed at: - De vil jo ikke betale frivilligt. Det kan bare ikke siges at være retfærdiggørelse overhovedet. Men det er ganske vist et faktuelt udgangspunkt for en analyse, når bistandsmodtagere med lys og lygte leder efter et forsvar for, at man aftvinger borgerne deres indkomst - for eksempelvis at lave teater.

Sandt er det utvivlsomt, at mange borgere ikke vil betale frivilligt for det skuespil, som mange skuespillere opfører. Og så opfører man som reaktion på denne modvilje et ad-hoc skuespil, der handler om "samfundsnytte" - jævnfør interviewet i 180grader.

De konservative hører desværre i vid udstrækning til blandt dem, der abbonerer på ideen, om at tvang til gennemførelse af kulturelle projekter er en vigtigt ingrediens til opnåelse af det, de kalder for "sammenhængskraften". I samme grad må man så også konstatere, at de samme konservative tilsvarende ringeagter frivillighed.

Så hvorfor ikke udvide tvangskulturen?, kunne man så spørge de konservative. (Der netop er dem, der aktuelt især har fået overladt de kulturelle stats-tøjler), og ud fra begrundelserne om ’det samme til de mange’, så ikke også [lade bureaukrater og politikere] bestemme over borgernes indkøb af fødevarer, afgøre valget af transportmiddel eller bestemme hvilke bøger, vi må læse, når vi har fri? Ville sådan en ensretning ikke på samme måde styrke ”sammenhængskraften” og homogenisere folkesjælen? Hvorfor ikke et nationalt menukort, øget statsstøtte til udvalgte bøger, en total afskaffelse af privatbilisme samt indførsel af pligtlæsning - også for de voksne? (læs mere her)

Her gælder imidlertid de konservative teser om balancegang: Den optimale "sammenhængskraft" bygger antageligvis på en helt særlig blanding af tvang og frivillighed, og hvor altså kun konservative og udvalgte få andre så øjensynlig er i besiddelse af den mystiske indsigt, der fortæller, hvor snittet skal lægges.

Landet ledes således i vid udstrækning af mystikere, der påkalder sig forskellige magiske ord, såsom balancegang, sammenhængskraft, samfundsnytte mv.; hvad de siger de gør for at forsvare det eksisterende, men i praksis tydeligvis også via de små skridts vej at føre landet lidt nærmere det totalitære fælleskab: Balancen navnlig de seneste 30-40 er som bekendt blevet forrykket henimod mere stat og mindre civil-samfund.

Også på venstrefløjen kæmper man imidlertid for, at der sikres et statsligt kulturelt hegemoni. Inspiration til dette fandt man blandt andet (også hos SF'ere sidst i 1980'erne) hos den italienske kommunist Antonio Gramci.

[Den seneste kommentar på forsiden handler også om statstøtte til kultur og information. Læs Tiden er inde til at reducere statens størrelse. I arkivet findes også Hva’ ska’ vi med kulturstøtten? samt Von Trier, Fly og bananpolitikken. ]