...Der er for det første det galt, at man ikke kan opkræve alle skatterne uden at true folk. ”Enten betaler du,” siger skattevæsenet, ”eller også putter vi dig i fængsel”. Det er ikke frihed, det er tvang. Og i Danmark står den slags tvang for opkrævningen af næsten halvdelen af den samlede produktion. Intet land i verden har mere skattetvang end Danmark. I intet andet land er friheden til at råde over sin egen indkomst så lille som i Danmark.

Og det gør danskerne så også i stor stil. Hvis de har råd. Men så tvinges de til at betale for op til to, hver gang de køber én: Først til det offentlige og så i det private. De, der ikke har råd, må nøjes med det offentlige, fordi politikerne har taget deres penge. Det er ikke frihed. Det er tvang.

Læs mere her:
Min grundlovstale - Ole Birk Olsen
http://www.180grader.dk/Politik/min-grundlovstale-2

Ole Birk Olesen: Mandag læste jeg en artikel om 38 rockere i Aalborg, som modtager kontanthjælp, men ikke bliver sat i aktivering, fordi de kommer til samtale hos deres sagsbehandler i fuld uniform med rygmærke og gør et stort nummer ud af, at de nogle farlige karle.

Det er da effektivt! Og jeg står naturligvis gerne til tjeneste fremover, hvis det røde bystyre i Aalborg igen er i bekneb for gode, borgerlige løsningsforslag.

Læs flere forslag til færre offentlige udgifter og lavere skat på: http://blogs.jp.dk/vejentilfrihed/

CEPOS' forlag udgiver bogen "89'erne" redigeret af Nikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving. Antologien har 62 bidragydere - heriblandt undertegnede og Copenhagen Institutes stifter Chresten Anderson.

Forordet til ”89'erne – politiske visioner fra en borgerlig revolution” begynder således:

"Tre årstal skiller sig ud i de seneste 50 års kulturhistorie i Danmark og resten af den vestlige kulturkreds. 1968, 1989 og 2001.

1968 markerer studenteroprøret i Vesteuropa. 1989 markerer borgeroprøret i Østeuropa. 2001 markerer islamisternes angreb på USA.

Det er i skæringsfeltet mellem disse skelsættende årstal, at denne antologi er blevet til. De fleste bidrag er skrevet efter 11. september og folketingsvalget den 20. november 2001, der gjorde Anders Fogh Rasmussen til ny statsminister i Danmark, men flere af bidragene trækker implicitte eller eksplicitte tråde tilbage til 68' og 89'. Bidragene hører hjemme i en borgerlig generation, der opponerede mod 68-generationen med mere end et ”nå” og som var med til at berede jordbunden for et borgerligt regimeskifte i dansk politik med Anders Fogh Rasmussens valgsejr – eller under alle omstændigheder gav stemme til det forandrede Danmark. ”..

Læs mere her:
www.cepos.dk

Køb bogen her:
bogpriser.dk

Kan man sætte lighedstegn mellem højere social ydelser og hvor mange, der er på dem (dvs. får overførselsindkomst)?
Utvivlsomt. Det er ingen tvivl om det. Jo højere ydelser, jo mindre motiverede er borgerne til at gå på arbejde. I 1960 var der 200.000 i den arbejdsdygtige alder på overførelsesindkomst. I 2004 var der 900.000. Baggrunde for stigningen er, at der er blevet flere ydelser man har kunne søge, og ydelserne er blevet højere. Der er en tydelig sammenhæng.
http://raeson.dk/2010/ole-birk-olesen-om-sit-velf%C3%A6rdsideal-ikke-nu-jeg-raber-h%C3%B8jt/

Kiras øjne var mørkegrå som stormskyer, der hvad øjeblik det skal være, kan blive gennemlyst af solstrålerne. De så roligt og fast på folk med noget, som de kaldte arrogance, men som i virkeligheden blot var en fuldkommen, dyb, tillidsfuld ro, der fortalte menneskene, at hendes syn var skarpt nok til, at hun aldeles ikke trængte til at låne deres yndlingskikkert, når hun betragtede livet. - - Sådan skrev den russisk-amerikanske forfatterinde Ayn Rand om hende, for det var i Rands bog Vi, der lever, at jeg mødte Kira. Kira, der havde så meget kærlighed til livet, friheden og sin Leo, at hun var villig til at udstå hvad som helst for dem alle, skulle vise sig kun at være den første af flere karakterer fra Ayn Rands bøger, som jeg fik et tæt forhold til i det halve år, som det tog mig at læse hendes tre store romaner.

Læs mere i Mig, Kira, Howard, John - og Ayn af Ole Birk Olesen.

Artikler om Ayn Rand og hendes arbejde – med en introduktion til forfatteren

(pdf)

[I]nde i rigtig mange mennesker sidder der en potentiel misbruger, en person, som længes efter at slippe tøjlerne ude i præstationssamfundet og helt at hengive sig til sin egen umiddelbare lystfølelse. For nogle mennesker er det eneste, som holder denne indre misbruger tilbage, de bekymringer om fremtiden, som de fleste mennesker gør sig. Tager man bekymringerne væk, så har misbrugeren mulighed for at slippe ud. Derfor er der i dag flere misbrugere end før velfærdsstaten.

- Det skrev Ole Birk Olesen i kronikken Velfærdsstaten er en taberfabrik i Politiken den 19. juni, hvor man også kan læse at der i 1961 var [...] godt 200.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som fik opretholdt deres tilværelse af ’samfundet’, det socialdemokratiske ord for staten. Godt fire årtier senere, i 2004, var det mere end 900.000.

Med omkring tusind daglige besøgende på COIN-bloggen er der ikke grund til brok. Men det kunne være interessant med flere eksterne bidrag såvel, når det gælder klummer til forsiden som kommentarer til bagsiden. Derfor skal der atter opfordres til indsendelse af essay (se mere her) , hvor de bidrag, der bringes på forsiden, vil blive honoreret med en hardbackudgave af Atlas Shrugged.

Jævnfør gårdsdagens kommentar på forsiden om fælleskassen vs. den enkeltes råderet over egne midler, er et emne der burde debatteres oftere hvorfor skattetrykket i Danmark er det højeste i den frie verden.

Der er masser af indfaldsvinkler til at diskutere dette. Her er nogle:

• Gjorde diverse socialistiske bevægelser i Danmark noget helt særligt fra og med slutningen af 1800-tallet?
• Hvad er det for en type af værdier, man i særlig grad har haft held til at underminere? Er beskatning udtryk for politisk egoisme eller skal det voksende skattetryk omvendt forklares med appeller til altruisme? (Er de to svar uforenelige?).
• Hvorfor har borgerlige partier i så mange årtier fejlet, når det gælder evnen til at bremse væksten i skatter og offentliggørelse? (Vinkler på dette kan findes i det seneste indlæg i Nyhedsmagasinet RÆSON ).
• Hvordan kan det være at socialisme i Danmark stadigvæk har så stor politisk indflydelse? Berlin-muren blev som bekendt væltet i 1989, og meningen for mange var, at Murens fald ikke mindst symboliserede den økonomiske socialismes død. Så hvordan kan det være at økonomisk centralisering og topstyrede løsninger stadigvæk er så fremtrædende? Tilsvarende: hvorfor er det, at de tilhængere af den markedsøkonomi, der stod tilbage, og som var et system, der åbenlyst var den socialistiske planøkonomi overlegen, de i dag bliver kaldt ”super”, ”ultra” eller neo-liberalister? ( jf. Ole Birk Olesens kommentar i den seneste udgave af Weekendavisen).
• Hvor stor en rolle spiller den offentlige uddannelse for fastholdelsen af det høje skattetryk? Og hvis denne faktor har en central betydning, hvorfor skulle uddannelse i Danmark så mere end andre lande fremstille et højt skattetryk som en velsignelse?
• Endelig kunne man beskæftige sig med, hvorfor et samfund præget af et stigende skattetryk, en reduceret privatsektor og en voksende offentlig, det vil sige en proces, er blevet kaldt for en "model?" - som i "den tredje vej", "velfærdsstaten" eller "den blandede økonomi"? - Det er naturligvis godt ”spin”, men hvem fandt på det? Og er troen på "modellen", der er en proces i retning mod mere stat, også afgørende for selve beskatningens vækst?.

Korte svar kan skrives herunder, og længere kan indsendes til ses[at]coin.dk

Danskerne skal have et borgerligt alternativ, når de læser avis.

”Vi udgiver en net-avis, som henvender sig til danskere, der hellere vil tjene deres penge selv end at plage politikerne om at få del i andre folks penge. Der er en tendens til at brugerbetaling og offentlige besparelser er forbudte ord, men der er stadig en hel del danskere, der synes, at det er interessant at diskutere,” siger Ole Birk Olesen, der har arbejdet på Berlingske Tidende i næsten fem år og hovedsageligt dækket borgerlig politik og værdier.

Læs mere i Nyhedsavisen: Danmark får borgerlig net-avis.

"Kremlologi" er ifølge Gyldendals etbindsleksikon: studiet af Sovjetunionens politik og de indbyrdes magtkampe mellem de ledende politikere i Kreml (Kreml kan dermed sammenlignes med Christiansborg).

Danmark har således også sine ”kremlologer”, hvoraf nogle behersker - eller fokuserer på - analysen af det politiske indhold, mens andre nærmest konsekvent fokuserer på, hvem, der simpelthen er bedst til at fastholde magten. Der er naturligvis tale om gradsforskelle.

Hvem af de to fløje af kremlologer (Christiansborgforskere) har nu fat i den lange ende, når det gælder dansk politik? Er det dem, der mener, at der er forskel på substansen, eller dem der hælder til det sidste: at det vigtigste såmænd er den rene Machiavelli-orienterede magtanalyse, hvor hvad der måtte være af tilsyneladende politisk substans i virkeligheden nærmere må forståes som (det vil sige underordnes) en del af positioneringsspillet?

Undertegnede har selv penduleret mellem de to overbevisninger: Som studerende (på Statskundskab) var overbevisningen, at der stort set ingen forskel var på danske politikere.

Efter endt studie og med involvering i partipolitik udviklede der sig et blik for nuancerne.

Men i dag er der en tilbøjelig til en tilbagevenden til det oprindelige udgangspunkt, der således handler om, at forskellene hvad angår substans i virkeligheden er minimale.

Når det gælder dagens forsidehistorie i Berlingske Tidende: Jelved i åbent opgør med Khader med kommentarer fra såvel Thomas Larsen (der placerer sig på Machiavelli -fløjen) og Ole Birk Olesen (der i højere grad hører til på substans-fløjen), er bedømmelsen derfor (såvel på historiens egne præmisser som på hvad der i øvrigt kommer fra de politiske partier), - at det væsentlige i historien primært handler om hvem, der spiller spillet bedst, og ikke hvad de politiske beslutningstagere tilbyder. - Og det første er i grunden ikke så forfærdeligt interessant for ret mange andre end spillerne selv.

Angående "hundepsykologi": Den lejlighedsvist perfide Politiken-skribent Carsten Jensen kaldte, i forbindelse med en kortere ansættelse på Berlingske Tidende, Thomas Larsen for ”landets største hundepsykolog”. Sandsynligvis gik Jensens grovhed på Larsens måde at formidle på.

Men ”hundepsykologi” kunne vel at mærke også forstås vedrørende objektet for den politiske analyse, det vil sige de politiske spillere. For uden substantielle forskelle, hvad angår politikken, så handler studiet af spilfægterierne på Christiansborg netop primært om, hvem der er ”leader of the pack” - "the top dog" - og om hvorfor, de er det.