[V]ælgerne er ofte længere fremme i skoene end politikerne. Flere af de tvivlende vælgere, som Berlingske Tidende spurgte om valgkampens vigtigste emner i avisen fredag, nævnte faktisk EU som afgørende ved siden af det sørgeligt stafylokok-betændte danske sundhedsvæsen. Det skrev Berlingske Tidende den 29. oktober. Man bemærkede interessen hos det frimarkeds-venlige Open Europe

Men der er åbenlyse grunde til at flertallet af folketingspartierne forsøger at dysse Traktat/Forfatningsspørgsmålet ned. For som Valéry Giscard d'Estaing, der kan siges at være en af hovedmændene bag den forkastede EU-forfatning, har forklaret det, så det det samme der tilbydes een gang til: Læs det britiske Telegraph - Giscard: EU Treaty is the constitution rewritten - Hos the Telegraph har man i øvrigt taget initiativ til at kræve en folkeafstemning om dokumentet.

Anders Fogh Rasmussen står i forhold til Giscard d'Estaing udmeldinger nu ret svagt, eftersom han har hævdet, at det nye dokument skulle være langt mere tilforladeligt (citater findes i nederste henvisning); og at han tvivlede på, at der i en juridisk optik skulle være behov for at stemme denne gang. Og dette må siges at være en position, der står i grel kontrast til dette citat fra forfatningens "fader" i Telegraph-artiklen:

Looking at the content," [Giscard d'Estaing wrote] "the result is that the institutional proposals of the constitutional treaty….are found complete in the Lisbon Treaty, only in a different order and inserted in former treaties. [egen fremhævelse]

- Og som man samme steds bemærker det fra britisk side, er der kun en eneste mulig forklaring på, at man foretager sig en sådan manøvre; og det er at man ville undgå at sætte borgerne til at stemme. Dette må så atter betyde, at man allerede da man gik igang med "revisionen" (i praksis blot omrokering af teksterne) vidste, at det man var i færd med var politisk uspiseligt. Det samme som man ikke fik godkendt af borgerne den første gang, vil beslutningstagerne denne gang derfor blot nøjes med at godkende selv.

Mere i Giscard d'Estaing: Ny EU-traktat er en forfatning.

[N]år krydset skal sættes næste tirsdag vil hele 47 procent af Dansk Folkepartis kandidater enten være ansat i eller drive en privat virksomhed. Det viser en gennemgang af de godt 800 opstillingsberettigede kandidater, som Berlingske Tidende og ErhvervsBladet har foretaget.

Det fremgår af dagens udgave af Erhvervsbladet, hvor man kan læse, at det betyder at Dansk Folkeparti har overhalet Det Konservative Folkeparti i konkurrencen om at have flest kandidater med baggrund i det private erhvervsliv. Som nummer et ligger man naturligvis også højere på listen end Venstre og Ny Alliance.

Flere politik-områder, som der ofte er fokus på fra www.coin.dk kan i den anledning fremhæves til fordel for Dansk Folkeparti.

Det gælder kritikken af FN; politikken i forhold til Israel; kritikken af EU herunder modstanden mod EU-traktaten; ønsket om at afvikle landbrugsstøtten; den aktuelle moralske støtte til Taiwan; opmærksomheden på det negative ved islamisering herhjemme og i Europa; forståelsen for ytringsfrihedens værdifuldhed; samt den ofte direkte afstandstagen til den socialistiske ideologi herunder kritikken af Danmarks Radio.

Hertil kan tilføjes en direkte formuleret kritik af energipolitikken og Kyoto-samarbejdet inklusive modstand mod højere energiafgifter. Sidst men ikke mindst bakker man i Dansk Folkeparti op om det af Venstre indførte skattestop.

En del af kritikken af EU bygger desværre nogle gange ikke på et frimarkedsgrundlag, men på noget man kan kalde en misforstået ide om statens ret til at bestemme over borgerne frem for EU’s til at gøre det samme. Men hvis man skal vælge mellem to onder, er det som regel en fordel at gå efter det mindre; det vil sige en småstats diktater frem for diktater fra en region.

Synet på økonomisk omfordeling og en vis opbakning til den offentlige sektors nuværende størrelse fra DF’s side vidner imidlertid også om, at man ikke helt har forstået, at dele af den politik, man selv vil føre også er socialistisk.

Men eftersom Venstre og Konservative i vor tid samt Ny Alliance befinder sig meget langt inde på den politiske midte, hvad angår socialisme-liberalisme, er spørgsmålet nu om denne side af DF’s politik trækker så meget fra – relativt set – i forhold de andre borgerlige partier.

Hvad angår nogle af de områder nævnt foroven står Dansk Folkeparti vel at mærke alene i at promovere synspunkterne; det gælder ikke mindst kritikken af FN, kritikken af Kina, kritikken af EU, samt kritikken af energipolitikken.

Indenfor andre områder findes der nogen opbakning i de andre borgerlige partier til de samme synspunkter, som man finder i Dansk Folkeparti. Det gælder forståelsen for det problematiske ved islamisering, vigtigheden af ytringsfrihed, og såmænd også kritikken af Danmarks Radio.

Men man er nok nødt til at erkende, at DF indenfor de nævnte områder har formuleret sig nogenlunde klart; mindst klart måske på energiområdet, hvor der er lidt slinger i valsen jævnfør en aktuel historie i Jyllands-Posten om, at man vil kaste sig ud i nye energieksperimenter sammen de andre partier.

Ovenstående nævnes eftersom der må være en åbenlys masse af vælgere, der er frustrerede over hvor lidt frihedsorienteret politik, der er ført fra Venstre og Det Konservative Folkepartis side.

Og her er det nok ikke så meget Dansk Folkepartis skyld, at man ikke har taget fat på, at reducere en række dele af den offentlige sektor, hvorfra mange af de værdier, som man ikke kan tilslutte sig i DF de netop promoveres. Man kunne eksempelvis sagtens have forstillet sig, at DF’erne ville have været interesseret i, at gøre op med de mange, der er beskæftiget med regulering og propagandisme indenfor miljøområdet; men altså i det hele taget større dele af de sektorer, der er beskæftiget med offentlig finansieret information og uddannelse.

Det kunne jo simpelthen tænkes, at Venstre og Konservative var blevet mere venstreorienterede ikke af taktiske grund, men permanent. Og så kan man jo overveje at stemme på nogle andre eksisterende partier, mens man venter på noget, der er bedre.

Under alle omstændigheder, så er ”velfærdssovsen”; det vil sige nye løfter om ”ydelser”, offentlige goder og diverse ordninger, som flyder i en lind strøm fra Venstres pressetjeneste vanskelig at tage alvorligt; hvis partiet skal forestille at være ”Danmarks liberale parti”.

Danmark mangler stadig et virkeligt konsistent frihedsorienteret parti. Men Dansk Folkeparti kan ikke afskrives, hvis man har tænkt sig at stemme, og når man i så fald sammenligner med Venstre eller det Konservative Folkeparti.

Undertegnede følger ikke Christiansborg- eller Rådhuspolitikken (i København) tæt. Men det virker som om interessen for at gå efter borgerlige stemmer - eller simpelthen at føre politik, der er borgerlig på den frihedsorienterede måde, trives lidt mere for tiden, end det har været tilfældet tidligere.

Nogle af de seneste eksempler er Pia Kjærsgaard, der brugte flere indlægsmuligheder i Jyllands-Posten på at kritisere lunkenheden, hvad angår Danmarks forhold til Taiwan.

Så har der været Anders Fogh Rasmussens pointering af frihedsrettigheder (aktuelt i forbindelse med Hirsi Ali invitationen og Hollands knæfald for islamisering) samt også Statsministerens betoning af, at den totale afskaffelse af landbrugsstøtten skulle på dagsordenen.

Anledningen for at remse op, er så en nyhed i Politiken , der handler om at "Venstre vil kæmpe mod Ungdomshus-aftale" (i København), hvor man ifølge lokalpolitikeren Pia Allerslev vil "undersøge alle muligheder" for at bremse en sådan aftale. Og det er god politik.

Læs om Københavns socialdemokrater og "de unge" i Københavns dobbeltløbede socialistiske båthorn.

Demonstrationen [til fordel for Danmarks Radio] var arrangeret af Dansk Kunstnerråd i samarbejde med Dansk Journalistforbund. I en fælles indkaldelse til demonstrationen forklares det, at man "vil gøre opmærksom på, at DR med nedskæringerne ikke længere har mulighed for at bidrage til udviklingen af den danske kultur", og at "konsekvensen af DR’s nedskæringer er, at dansk kultur bliver usynlig i globale sammenhænge, fordi den mister sin egenart. Fra Berlingske Tidende [egen fremhævelse]

- De citater, hvor man sætter lighedstegn mellem dansk kultur og DR, taler jo næsten for sig selv. Her ser man den neo-gramskianske kulturelite folde sig ud i noget der nærmest ligner desperation i kraft af absurditeten i påstanden.

For Danmarks Radio bidrager ikke med noget som helst originalt i en kulturel forstand. Hvis man lukker den venstreorienterede institution, findes der masser af andre tilsvarende statslige propagandamaskiner. At have en tv-station med en politisk bestyrelse , der konfiskerer borgernes midler for at producere tv, er en groteskhed, det er er vanskeligt at finde et sidestykke til. Det strider mod selve meningen med, hvad det vil sige at drive medievirksomhed.

Medier spiller kun en positiv rolle i kraft af deres frihed men også i kraft af den frihed, der eksisterer i samfundet. Men her repræsenterer DR i stedet et element af tvang. Mange af de bestyrelsesmedlemmer som Folketinget i tidens løb har sendt ind i denne tvangsmaskine hylder i øvrigt også et politisk system, der i sin kerne baserer sig på ufrihed og tvang, det vil sige socialisme.

Venstrefløjen dominerer i forvejen helt urimeligt uddannelsesinstitutionerne; - og jo større en offentlig sektor, desto mere taletid sikres der også til marxistisk inspirerede personer fra bureaukratiets side. (Og her skal det naturligvis bemærkes, at Danmark har en af de største offentlige sektorer i den frie del af verden).

Danmarks Radio er derfor venstreorienteret "luksus", der ikke bør privatiseres eftersom man i forvejen har Politiken, Arbejderen og Dagbladet Information, hvad angår medierne. Bedst er det i stedet, at DR lukkes, afskaffes og forsvinder. Ønsker man på privat basis at etablere noget tilsvarende må man gøre det fra grunden.

På www.top100politics.com kan man finde ud af, hvor besøgt ens politiske hjemmeside er i forhold til andre.

En indtastning af "www.coin.dk" viser, at Copenhagen Institute med en placering på 437 er mindre populær at besøge end Liberator (417), De Konservative (304), SF (101) og Dansk Folkeparti (416), men at Copenhagen Institute rangerer højere end www.venstre.dk (447) samt Venstre Ungdom - www.vu.dk (451) og Enhedslisten - www.enhedslisten.dk (642).

At netop det danske Folketing indtager en førsteplads på en side om politik, der er åben for hele verden peger måske også i retning af hvorfor skattetrykket i Danmark er verdens højeste (Men måske også at deltagerantallet på siden er en smule begrænset).

Man kunne jo fristes til at konkludere, at politik i Danmark ikke så meget handler om holdninger, eftersom samtlige mainstream-partier bakker op om "velfærdsstaten". (Kommunisterne i Enhedslisten gør såmænd også). Tværtimod handler dansk politik først og fremmest - og jævnfør netop "velfærdstaten" - om at stemme sig til Andres Folks Penge, og dermed sikre sig AFP-bidrag. Derfor bliver man nødt til at holde sig orienteret på Folketingets informationssystem.

På Kommunikationsforum er der bragt en kommentar fra Filip Ulrichsen, der er henholdvis officer og journalist i anledning af posteringen fra i går med titlen Freedom and the ability to cope with changes in the environment .

Ulrichsen skriver blandt andet at:

Hvis menneskets ressourcer fremover skal gå til at opretholde status quo i naturen, vil det bliver dyrt og tidskrævende at dømme efter den geografiske variation, som oversvømmelser, jordskælv vulkanudbrud, jordskred, laviner og alle mulige andre helt naturlige "katastrofer" igennem historien har afstedkommet.

Måske skulle man i stedet overveje at bremse befolkningseksplosionen i den tredje verden, men der synes ikke at være den store fokus på den slags politisk ukorrekte løsninger ...

Desværre lykkedes det ikke at lægge et svar på Kommunikationsforum, p.g.a. af tekniske problemer. Derfor bringes et svar vedrørende venstrefløjen og frygten for overbefolkning her (Debatten er åben underneden de næste par dage):

- Årsagen til at nogle lande præges af hungersnød, sult og fattigdom skyldes, jævnfør det du selv skriver, forskelle på økonomiske systemer.

Der var en gang, hvor man på venstrefløjen var opmærksomme på disse forskelle - og så anbefalede man vel at mærke det forkerte system, det vil sige planøkonomi (d.v.s. realiseret økonomisk socialisme, som aldrig er blevet fuldt realiseret nogle steder men som er blevet tilstræbt - og bliver det den dag i dag i eksempelvis Nordkorea, netop med hungersnød til følge).

I dag anbefaler man, hvad angår økonomi vel at mærke ikke noget andet fra venstrefløjens side (og jævnfør stigende skatter bevæger vi os langsomt i retning af en socialisering af økonomien - netop eftersom venstrefløjen stadigvæk tror på at man kan styre økonomien fra oven).

I stedet lader man som om måden, man indretter sin økonomi på bare ikke betyder noget (eller næsten ingenting). Og i stedet fokuserer man så på eksempelvis klimaforandringer. Man opererer altså med "alt andet lige", hvor det angiveligt er lige meget om lever i et samfund, hvor det lader sig gøre at producere og handle i frihed - eller ikke. Og når man ignorerer centrale og afgørende fænomener, så må man tilsvarende på samme tid i stedet kaste sig over ligegyldige spørgsmål, såsom om det bliver varmere og koldere.

En helt grundlæggende og simpel forklaring på dette er, at man blot ikke vil anerkende, hvor stor en positiv rolle markedsøkonomien har betydet.

Venstrefløjen har simpelthen et fornægtelsesproblem i den henseende.

Og eftersom venstrefløjen også har politisk magt - i FN og i en række europæiske stater - så har denne fornægtelse af forskelle på om man er del af den globale økonomi eller ikke, også meget konkrete konsekvenser for eksempelvis lande i Afrika.

Det betyder så eksempelvis, at mennesker, som Al Gore rejser rundt og viser billeder af Killmanjaro (med og uden is) for en venstrefløj, der strengt taget er ligeglad med økonomiske forskelle; og som derfor ikke kan se en sammenhæng mellem plyndinger og lovløshed i Zimbabawe og store dele af Afrika, og så den sult og elendighed, der præger kontinentet.

Men tænk hvis vi i Norden og Danmark havde borgerkrig og rockerkrige på nationalt plan, samt udpræget manglende respekt for alle de rettigheder, vi tager for givet: Ytringsfrihed, tale, tænke, tros- frihed - samt respekt for ejendomsretten. Og tænk så også, hvis amerikanske millionærer (hvad enten de har tjent deres penge på transport, IT, eller politik) rejste rundt i verden, samt afholdt koncerter, hvor man påstulerede, at det der betød mest for, at man var fattig og sultede var en gennemsnitlig global opvarmning på 0,006 grader celsius om året!

Også i Danmark findes der således politikere og journalister, der tillægger sådanne forandringer den allerstørste betydning, og tilsvarende ikke længere derfor beskæftiger sig med de samfundsmæssige institutioner, der udgør et retssamfund og altså også fundamentet for en sund økonomi, hvilket netop er forudsætninger der ikke eksisterer i en række "udviklingslande". Sådanne personer er også medlemmer af Folketinget, og bliver taget seriøst. Nogle af dem er endda ministre.

- Mit gæt er i øvrigt, at man efter at have forkastet interessen for forskelle på økonomi, og nu har vendt sig mod klimaforandringer, så efterfølgende vil vende sig imod mere rendyrkede former for religiøsitet. (Madonna har dog allerede vist hvordan man kan kombinere sidstnævnte).

Venstrefløjen har så også støvet Thomas Maltus af til lejligheden, som netop ikke tog højde for om forudsætningerne for produktivitet og velstandsskabelse indenfor et givet territorium var opfyldt eller ej.

Man kan læse mere om Malthus her (jf. frygten for overbefolkning)

http://www.coin.dk/blogs/index.php?cat=185

Morten Sørensen, der er næstformand for Liberalisterne savnede i forbindelse med en aktuel debat om ernæringsmærker i Folketinget bare en eneste liberal MF´er, der ville gå på talerstolen og bede politikerne lade være med at behandle os som pattebørn. En der ville fortælle det ærede Folketing, at folk selv har et ansvar. Læg dertil at alle sgu da ved, at majonæse og kager feder, slik er usundt, man skal spise meget frugt og grønt o.s.v. Er man så dum, at man ikke ved det, så har man fortjent at blive fed; og i øvrigt vil man så også være for dum til at forstå et ernæringsmærke". Læs mere her.

Ernæringsmærket hører under Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender.

Kan udenrigsministeren bekræfte, at EU har støttet tanken om at overdrage FN kompetence til kontrol af internettet?

I artiklen »Fra stat til privat - til stat?« på internetsiden for Copenhagen Institute (http://www.coin.dk/default.asp?aid=221) beskrives det, at EU gennem FN har udtrykt ønske om øget kontrol med internettet. Således bemærkes det, at Iran i 2005 var vært for en konference i maj-juni måned om internettets fremtid, som blandt andet udmundede i et dokument ved navn The Tehran Declaration. Af The Tehran Declaration fremgår det blandt andet, at lande som Iran samt andre lande ønsker, at det via FN sikres, at »Informationssamfundet« er »baseret på og stimulere[r] respekt[en] for kultur, tradition og religion«. Spørgeren bekendt, er de lande, der ønsker en kontrol med internettet via FN, lande, som i forvejen har voldsomme vanskeligheder ved at overholde menneskerettigheder. Det drejer sig ud over Iran om Saudi Arabien og Folkerepublikken Kina samt en række mellemøstlige lande, herunder EU-ansøgerlandet Tyrkiet. På den baggrund synes disse initiativer om regulering af og kontrol med internettet særdeles skræmmende. Spørgeren er i almindelighed bekymret for disse initiativer og særdeles bekymret for, hvordan EU må håndtere det øgede ønske om kontrol med internettet. Udenrigsministeren bedes derfor oplyse, hvilke tilkendegivelser EU har givet i denne sammenhæng. Fra Folketingets arkiv.

Spørgsmålet er stillet den 12. april 2007 af Morten Messerschmidt.

En række aviser har i dag beskæftiget sig med det ret åbenlyse forhold, at VK-regeringen har sine egne smagsdommere og besserwissere (Tysk er jo så moderne).

Det kan imidlertid ikke være anderledes, når den nuværende regering netop har valgt, at positionere sig langt inde på midten, - og i flere sager rent faktisk til venstre for midten i dansk politik.

Og oprøret mod smagsdommeri er nu engang en del af oprøret mod, at staten spiller en altomfattende og aktiv rolle i borgerens liv. Kampen mod statslige smagsdommere er dermed noget, der hører til under overskriften mindre system og mere plads til individ og civilsamfund.

Men hvorfor så udspillet i 2001, der handlede om at nedlægge en række råd og nævn indeholdende diverse smagsdommere?

Svaret er det ret simple, at der her var tale en forholdsvis afgrænset og ikke mindst symbolsk gave til det ideologiske bagland i V, K og O (O’erne man "begavede" var blandt andet de frihedsorienterede kræfter, der fulgte med ind i DF fra Fremskridtspartiet).

- Men udspillet handlede nu engang mere om symbolik, end om noget som helst andet.

Det var en gestus, der netop ved at blive udført lige efter et valg kunne bruges til at skabe en ”tolerancekapital” hos det ideologiske bagland, og dermed også sikre opbakningen fra denne side i forbindelse med valget i 2005.

Havde man derimod ment noget alvorligt med opgøret med råd og nævn, så havde beskæringen imidlertid i stedet fået funktion som ouverture til et endnu større opgør med smagsdommeriet, som også kunne have haft en effekt i form af lavere skatter.

Dette større opgør ville i så fald have handlet om et livtag med langt større institutioner, hvori det som bekendt vrimler med - ikke blot smagsdommere - men med masser af forholdsvis frie statsansatte aktører, hvis daglige beskæftigelse det er, at forsøge at udstikke kursen, styre, kontrollere, forme, præge, opdrage, tøjle, dirigere og/eller kontrollere befolkningen; - og dermed behandle voksne mennesker, som om de var børn.

Forskel på Nyrup og Fogh?

Dette livtag med the Nanny State tog man imidlertid ikke. Og private tænketanke, brancheforeninger, og andre organisationer har i mellemtiden vist, hvor tilbageholdende den nuværende regering rent faktisk er, såvel når det gælder privatiseringer og liberaliseringer, men også når det gælder om at øge borgerens handlefrihed.

Den betonkurs som blev udstukket af reformistiske socialister tilbage i slutningen af 1800-tallet, har man i det store og hele derfor fulgt mere eller mindre loyalt. I visse tilfældet har den socialdemokratiske regering under Nyrup fra før 2001, endda været langt mere villig til at file på noget af de socialdemokratiske vildtvoksende stødtænder.

Det er derfor svært ikke at tænke magt for magtens egen skyld, når man associerer til denne forslæbende og politisk tandløse kurs, som den føres af VKO.

Fødevarestyrelsen og de uklare signaler

Et svagt optræk til noget i retning væk fra den snagende og kontrollerende stat, var dog reduceringen af fødevarestyrelsen og kontrollen her, som også fandt sted efter Folketingsvalget i 2001.

Man beskar dog som bekendt ikke mere, end at man stadigvæk kunne foregøgle befolkningen, at det er takket være staten at fødevarekvaliteten i Danmark er høj. Men som bekendt fejlede fødevarekvaliteten ikke noget før ”smiley-ordningen” blev indført omkring årtusindskiftet af den socialdemokratiske regering, der regerede før 2001. Og det er nu engang den private konkurrence om at levere fødevarer af høj kvalitet, som vi kan takke for selv samme kvalitet.

Så hovedindtrykket af VKO er derfor blot, at: man sender svage ideologiske signaler til baglandet, tilmaler sig selv om socialdemokratisk og vel at mærke forsvarer den tilhørende betonideologi, alt imens man trimmer de socialdemokratiske institutioner en smule – uden rigtigt at sikre mulighederne for, at private virksomheder kan begynde at operere dér, hvor man i det mindste – som i fødevarekontrollens tilfælde – har svækket monopoliseringen. Resultatet og ikke mindst de politiske budskaber bliver derfor stort set betydnings- eller meningsløse for de fleste.

Tilbage står så kun den noget mere konsistente strategi, der handler om at fremstille oppositionen som uansvarlig. Men skal det virkelig forestille politik? Er det at ville noget? Det vil sige noget andet?

En ukontrolleret Forbrugerstyrelse

Et andet sted man kunne have sat ind var over for Forbrugerstyrelsen, der er en institution der i høj grad har bidraget til illusionen om, at vores høje velfærd og forbrugerkvalitet tilsvarende er noget, der må tilskrives en aktiv og kontrollerende stat.

Men her er der i stedet noget, der tyder på, at man (enten aktivt eller i kraft af ligegyldighed) gav de ansatte i styrelsen endnu mere frihed til at promovere markeds-skepsis, og noget man direkte kan karakterisere som forbruger-fjendtlighed.

Det var således en direktør i Forbrugerstyrelsen, der i en debat med undertegnede (19/3) nævnte, at det netop var fra og med 2001, at forbrugerstyrelsen begyndte at ”undervise” børn og unge om forbrugssamfundet på en måde, som man i høj grad må karakterisere som politisk farvet smagsdommeri.

Budskabet – skjult under overskriften ”undervisning” – fra Forbrugerstyrelsens side handler i al sin korthed om, at den moderne forbruger i den vestlige verden er et offer for ”markedskræfternes frie spil”; at forbrugeren i den vestlige verden ”udnytter” jordens ressourcer og ”tærer” på disse ressourcer; at kloden ikke kan bære, at de fattige i udviklingslandene kommer op på vores niveau; - og dermed at den gode forbrugerpolitik – fra forbrugerstyrelsens side – handler om at bidrage til, at borgerne reducerer forbruget.

Forbrugerstyrelsens kamp for at reducere forbruget og/eller begrænse forbrugerfriheden føres således i kraft af en dobbelt strategi, der på den ene side handler om lovgivning: det vil sige via offentlig lobbyisme at sikre flere forbud, øget regulering, højere afgifter, - samt som det nye nu også via sådanne former for ideologisk propaganda målrettet nye generationer.

Og i stedet for at give styrelsen modspil eller overlade debatten om forbrugerismen (og kontrollen med produkterne) til frie private organisationer, ja så trives forbudsiveren og opdragertranger også i de såkaldt borgerlige partier, navnlig hos de Konservative. Heller ikke i Venstre eller fra Dansk Folkepartis side ser man dog noget som helst modspil til de folkeopdragende - og i øvrigt ret frit agerende - offentlige institutioners bud på ”folkeoplysning”.

Det dagsaktuelle venstrefløjshykleri

I kraft af den aktuelle begejstring fra venstrefløjens side, der handler om den borgerlige regerings åbenlyse hykleri, bør man i øvrigt samtidig huske at vende spejlet 180 grader rundt, og spørge:

Hvem i alverden er det lige, der har hovedansvaret for at give staten en status om overformynder og børneopdrager af voksne ”frie” borgere? Det vil sige: - Hvad er det vi kan forvente, hvis vi får en ny socialdemokratisk ledet regering?

Med andre ord: Er der noget reelt ønske fra ”den anden side” (de klassiske socialdemokrater) om at borgeren skal have ansvaret over sit eget liv tilbage (inklusive lavere skatter, men altså også inklusive en højere grad af forbrugerfrihed)? Og hvor alvorligt skal man derfor i så fald tage reaktionen fra venstre side på aktuelle undersøgelser om etableringen af borgerlige smagsdommere?

I praksis står valget mellem de etablerede blokke derfor blot mellem to forskellige bud på, hvordan den danske befolkning skal opdrages og tages i hånden. For de anti-autoritære i såvel Dansk Folkeparti, Venstre og SF har længe været på retræte. Beton, "forsagelse", opdragende afgifter, reklameforbud, krav om korte brusebade (formidlet via den ”borgerlige” presse) samt appeller om øget offervilje i befolkningen hører derimod til dagens orden, anset hvorhen man vender sig hen (I dag kom DRV med endnu et forslag om nye afgifter på fødevarer).

Så ligegyldigt hvilket etableret politisk parti, det drejer sig om, finder man således ledende kræfter, der iscenesætter sig selv som enten miljøets, forbrugets eller den gode smags vogtere. Og hvor alle vil bruge magtmonopolet til at tvinge og dirigere endnu mere end det i kraft af den offentlige sektor allerede sker i dag. - Og at der i den forbindelse er en åbenlys sammenhæng mellem at Christiansborg-politik er blevet noget, man lever af som et håndværk, og at der så er en stigende tilbøjelighed i Folketinget og regeringen til at se på befolkningen som noget ler, der skal formes, burde være tydeligt.

Den naturlige reaktion fra de, der omvendt er i politik for at forandre, og ikke for at leve af at positionere sig, holde symbolske taler - og så i praksis begunstige klassen af offentligt ansatte kontrollanter yderligere, burde derfor være at søge væk fra de i stigende grad ensartede ”velfærds-partier” og mod partier, der tilbyder noget andet.

Konklusionen og budskabet til nye partistiftere bør derfor være: Ikke mere brobygning! Det er i stedet på tide, at der graves nogle dybere grøfter; og at forskellene på de politiske partier, og dermed valgmulighederne vender tilbage.

I 2009 er der måske tre nye partier, man kan stemme på. Tænk hvis de ligefrem tilbyder noget nyt, og samtidig formår at påvirke de gamle.

Uden egne solidt forankrede ideer er man [...] prisgivet dem, andre måtte have. For man kan simpelthen ikke handle politisk uden pejlemærker. Selv rendyrkede magtmennesker vil derfor være nødt til at handle ud fra en eller anden idé. I dag er det i vid udstrækning derfor de andres ideer, som vor tids politikere, der netop i høj grad er levebrødspolitikere, bruger som retningsangivende for deres egen politik! Det sidste er netop symptomatisk for tilstanden, hvor uklare sætninger og vendinger dybdeanalyseres - måske en e-mail fra Brian Mikkelsen - som om de var udtryk for væsentlige toneangivende holdningsforskelle. Den sag er dermed en indirekte indrømmelse af ideernes forsvinden fra Christiansborg. - Læs mere i artiklen De andres idéer hos Nyhedsmagasinet RÆSON.