Atlas Shrugged, Ayn Rand’s opus to Objectivism, was published in 1957 and has never been out of print. It sold over 70,000 copies annually in the 1980s, over 95,000 copies a year in the 1990s, and is up over 100,000 copies a year in this decade. This year is different, though. As America moves more toward Euro-style socialism, with Joe the Plumber paying more in taxes to buy Henrietta Hughes a house, sales of the book are up. In the two months since President Obama’s inauguration, sales of Atlas Shrugged are triple what they were for the same period last year.

http://www.examiner.com/x-3339-Republican-Examiner~y2009m3d16-Who-is-John-Galt

http://en.wikipedia.org/wiki/Thomas_Paine

I det seneste nummer af det akademiske blad Libertas, der udkom i slutningen af 2008 forsøgte cand. theol. Katrine Winkel Holm at vise, at liberalismen havde brug for kristendommen, forstået som den kristne kulturarv, som en modvægt til den frihed, der findes i liberalismen.

KWH's primære problem er, at hun ikke forstår den tanke at man kan bygge en frihedspolitik op på virkelighedens præmisser; det vil sige logisk og konsistent - uden at importere en eller anden form for mystisk ingrediens i form af religion – eller den verdslige Hegelske form, som omtales senere.

Det virker ikke til at være tilfældet, at KWH skulle have den tanke, at der kunne findes en integreret rationel tilgang, der ikke blot tilbyder vejledning i, hvordan man bør begå sig rationelt som individ, men som samtidig også har bud på, hvilke spilleregler, der bør gælde, sådan at denne rationalitet også får mulighed for at udfolde sig på samfundsplan.

Hele ideen om at mennesker skulle kunne orientere sig efter ikke-selvmodsigende principper; det vil sige logisk (uden religiøsitetens ”krydderi”); såvel på mikro- som makroplan er derfor en tankegang, som KWH helt ignorerer. Det er ikke desto mindre ærgerligt eftersom netop tænkeren Ayn Rand er en ret central politisk figur i den liberalisme, som også Libertas har beskæftiget sig med.

Faktisk virker selve ideen om, at man ved hjælp af sin fornuft prioriterer, vælger og fravælger forskellige tilbøjeligheder ud fra ideen om hvad der gavner en på langt sigt (sådan som også Ludwig von Mises beskriver det i sit hovedværk Human Action http://www.mises.org/resources/3250 ), som en fremmed fugl i KWH’s indlæg.

Det er muligvis en konsekvens af at læse teologi, at man i den grad kommer til at afskrive fornuftens rolle, såvel i dagligdagen som i opstillingen af principper, der virker civilisationsbevarende.

Ovenstående mistanke om generel fornuftsafskrivelse bygger jeg på KWH's udsagn om at "Vesten opstår ved en sammensmeltning af [...] forskellige forståelser af frihed. Og at Vesten sine mange unoder til trods i den grad er et forsvar værd".

Denne og tilsvarende sentenser vidner om en ubeviselig påstand, der kræver styrke i troen, om at ”Vesten” er en slags pakkeløsning, og at man derfor enten må vælge hele pakken eller forkaste den; samt at hvis man vælger pakken, så forventes man også at acceptere og forsvare alle elementer, der har konstitueret pakken, altså bidraget til at skabe dette fænomen, ”Vesten”. - Eller også skal der som KWH argumenterer for i Libertas ske en eller anden slags arbejdsdeling mellem kristne pligtforkæmpere og det som KWH tilsyneladende ser som liberale slaver af utøjlede lyster.

For det første er der med ”Vesten” tale om et fænomen, der åbenlyst kan brydes ned i forskellige – og modstridende elementer.

For det andet er det logisk, at konstatere, at man sagtnes kunne undvære nogle af elementer uden at de centrale og godartede dele af den grund forsvandt. Dette er logisk i det omfang man anerkender at mennesket er et fornuftsvæsen, der kan forstå og leve efter principper, det vil sige pejlemærker for adfærd – uanset om disse er opstillet religiøst eller verdsligt.

For det tredje giver det ikke sig selv, at det forhold at bestemte historiske faktorer har ført til et givent fænomen IKKE betyder, at andre faktorer (eksempelvis rationelle indsigter i forhold til religiøse ”åbenbaringer”) ikke også skulle kunne føre til de samme godartede faktorer. Jævnfør det foregående kunne tidligere principper, som måske blev iført religiøs klædedragt altså udmærket blive markedsført ud fra rene appeller til hvad, der er i modtagerens interesse på længere sigt. (Og i kraft af den rationelle argumentation føre til mere godartede resultater).

Historiske nødvendigheder

Hvad der er tale om med KWH’s indlæg i Libertas er således en slags borgerlig form for determinisme – jævnfør de historiske ”nødvendige” faktorer som skal forsvares fordi de har ført til det som findes i dag, - som imidlertid slet ikke er ny.

Tilbage i begyndelsen af 1990’erne kunne politologer således stifte bekendtskab med Francis Fukuyamas bog ”Historiens afslutning og det sidste menneske”, der udkom på dansk i 1993.

Fukuyama bruger i sin bog G. W. Hegel til at stille Karl Marx på hovedet, og hævder at det liberale demokrati og ikke kommunismen er udtryk for historiens sidste stade. (Fukuyama er tidligere omtalt i Information http://www.information.dk/80671 ).

Man forventes således med de konservative mystikere at købe en meget stor pakkeløsning, og med nogle elementer som andre mere rationelle tænkere har dokumenteret ER selvmodsigende, og altså hvor nogle elementer på sigt er destruktive for helheden. (Jf. Mises beskrivelse af hvad ”blandingsøkonomien” i sidste instans fører til).

Det som disse Hegelianere vil have os ”fornuftstilbedere” til, er således at acceptere denne påstand om modsætningernes heldige historiske syntese, og derfor ikke at stille de åbenlyse spørgsmål, der handler om, hvordan det selvmodsigende (paradoksale) på nogen måde kan skabe en enhed, endsige en meningsfuld af slagsen. Således har vi et af flere paradokser hos disse kristne teologer og konservative mystikere, der handler om at man skal afbalancere lysten og pligten, selv om det ene fænomen udelukker det andet:

Et menneske der har fået påduttet pligtfølelse udefra (og altså ikke selv har valgt en afgrænset personlig ”pligt), er naturligvis ikke et frit menneske, der så vælger lysten, hvor pligten ikke er blevet indpodet. Et sådant menneske er først og fremmest et pligtmenneske, og i praksis en slave af andres værdier og værdidomme. Det er omgivelserne der har defineret dette individs moralske spændetrøje – inklusive hvad dette måtte omfatte af frihed. Vedkommende orienterer sig derfor i praksis ikke på grundlag af lyst, men i stedet gennem den udefrakommende pligtindpodning.

Omvendt er et menneske, der lever af lyst, og som eventuelt lader sin lyst få udløb på en måde som ikke skader det længere livsforløb, inklusive relationerne til andre, men som tværtimod fremmer livet gennem fornuftige livsfremmende lyster ikke på nogen måde et pligtmenneske. Så heller ikke her er der tale om nogen ”syntese”. Dette menneske har selv valgt sit liv, herunder i hvilket omfang det vil overholde lovene eller ej.

En tredje mennesketype kunne så være det ustyrlige lystmenneske, der hurtigt havner i fængsel eller i graven med en overdosis. (Denne sidste type, er altså åbenbart også en ”rendyrket liberalist” ifølge KWH.)

A er derfor A. Det selvmodsigende er det selvmodsigende. At stille to modsætninger overfor hinanden og derfor at vælge halvt om halvt (det vil sige at vælge en smule pligt og give efter for en et vist mål af lyst) er ikke en integration, og ikke nogen syntese. Der er bare tale om ”balancegang”, baseret på tro og dermed ønsketænkning.

Afskrivelsen af fornuften

Det centrale problem ved KWH’s indlæg er derfor først og fremmest det forhold, at hun helt og aldeles undlader tanken om, at der kunne udvikles / forbedres en politisk tankegang og orientering, som i højere grad end tidligere tager højde for de unoder, som ikke tjener civilisationen. - Men tænk nu også hvis man indså at en af disse nye indsigter førte frem til konklusionen om, at troen ikke var noget særlig nyttigt redskab som pejlemærke for at begå sig i verden? Så hvorfor forholde sig til ikke mindst Ayn Rand og objektivismen, når man i stedet kan opstille det utøjlede lystdrevne menneske som prototype på den moderne liberalist?

KWH’s tilgang og forsvar for civilisation er således som andre mystikere omtalt tidligere http://www.coin.dk/default.asp?aid=565 , at hun tager afsæt i hvad der findes, og at hun derefter ophøjer disse elementer, (som dog bliver udvalgt og rangordnet efter en eller anden mystisk indsigt), til at være afgørende for helheden; og samtidig at valget som det moderne menneske så skal gøre sig, er valget mellem enten helheden (civilisation) eller fravalget (ikke-civilisation) – men altså ingen selvstændig rationel og analytisk stillingtagen til de enkelte dele.

Retorikken fra KWH’s side er dermed også primitiv, og sælger tydeligvis ikke borgerligheden til fornuftsmennesker. Hvem køber for alvor påstanden om den uundværlige religion? Det gør vist især venstrefløjen, når den skal portrættere borgerlige som notorisk religiøse. Denne primitivisme er netop ret populær hos pressen, og især hos venstrefløjen: Socialisterne er vildt begejstrede for at få bekræftet deres fordomme om, at borgerlige og religiøsitet er uadskillelige størrelser. Hvis man tror på et eller andet og især hvis man er med i en af de verdensreligioner, der har flest urimeligheder på samvittigheden – og samtidig kalder sig for ”borgerlig”, ja så strømmer venstrefløjspressen til prædikestolen. Marx sagde jo netop, at de borgerlige havde en bestemt klassebevidsthed. De borgerlige set med socialistiske briller ved jo naturligvis at religion er redskabet for at holde masserne nede. I en venstrefløjs optik er en ægte borgerlig derfor også en sand teolog, der kan sit borgerlige opiums-pensum-til-folket fra a – z.

I stedet for at lede efter det mest fornuftige bud på vor tids liberalisme, så opfinder KWH i stedet sin egen stråmand, der beskriver en form for liberalisme, som overladt til sig selv fører til sin egen destruktion: ”[H]vis man skal give friheden videre og bevare den, kræver det, at man understreger et aspekt ved friheden, som umiddelbart kan virke som en modsigelse af friheden: Forpligtelse og selvdisciplin. Ellers degenerer friheden og ender med at ødelægge sig selv”[…] Mystikeren KWH har således fjernet et par af sine ingredienser fra totaliteten (det givne). Nu konstaterer hun så at delene (den rene frihed) ser ”uhel” ud. Hun tilføjer så analytisk atter resten af totaliteten (forpligtelse og selvdisciplin), hvorefter helheden (”Vesten”) atter ser pæn ud igen. Kort sagt kan argumentationsformen koges ned til at: a) helheden er god; b) helheden udgøres af forskellige elementer; c) uden de forskellige elementer fungerer helheden ikke.

KWH har dermed ikke på nogen måde givet et rationelt og logisk forsvar for friheden og civilisationen. I sidste instans er påstanden derfor også fra KWH’s side at religion er uundværlig, samt at kombinationen af religion og fornuftsorientering, eller pligt (tro), selvdisciplin (åbenbart også tro) - og så mere rendyrket frihed (det som KWH kalder lystprincipper og selvrealiseringsprincippet) er en (historisk) nødvendig kombination. Som det tidligere er forklaret kan eksempelvis lyst og pligt bare grundlæggende ikke eksistere side om side: Enten lever man i krig med sig selv – mellem udefrakommende pligt og så personlig lyst; eller man er et pligtmenneske; eller man lever i nuet som rendyrket lystmenneske; – eller man orienterer sig rationelt og nyder dermed livet, så det giver mening på langt sigt, uden anden pligt end den man opstiller for sig selv.

Som det er påpeget tidligere tilbyder religionen ingen som helst form for vejledning i hvornår det betaler sig at være religiøs og hvordan det giver mening at bruge sin fornuft.

Det centrale er derfor, at KWH har opfundet en isoleret set selv-ødelæggende liberalisme, som hun bagefter med lethed kan hævde er ukomplet.

KWH's liberalistiske stråmand er gammel vin på gamle flasker

Læg derfor mærke til at hele den konservative balancegangs-retorik og –tankegang genfindes i KWH’s kommentar. Forskellige fænomener (fornuft og tro) samt forskellige tilbøjeligheder (pligt, lyst, viljen til selvrealisering) skal således balanceres op imod hinanden. Men hvordan og hvorledes ved vi ikke med religionens hjælp. De religiøses rolle er således udelukkende at komme med arbitrære påstande, om betydningen af selvmodsigende tilbøjeligheders bidrag til helheden, men ikke at give nogen rationel vejledning.

En af de mange ”under-stråmænd” er således påstanden om at viljen til selvrealisering som sådan skulle være selvdestruktiv. Lige så vanvittig er imidlertid tanken om at religiøsitet skulle virke som en godartet faktor, når det gælder selvrealisering. Den eneste måde hvorpå man kan realisere sig selv på en meningsfuld måde, er tværtimod netop at man konstant bevarer kontakten til virkeligheden, og tænker over de langsigtede konsekvenser af ens egne handlinger, og den måde som man konkret ønsker at realisere sig på. Det er vel at mærke det modsatte af at vælge religiøsitet: det gælder netop om at undgå religion, og i stedet også tænke selvrealisering på det lange sigt. Tilsvarende med ”lystprincippet” gælder det, at man ikke fornægter det, man efterstræber, men samtidig rationelt holder sig for øje, om det man umiddelbart efterstræber, også er det man på længere sigt har gavn af.

Som det fremgår direkte i KWH’s kommentar opstilles der således en liberalisme, hvor ”normen er, at alle bare skal gøre, hvad de har lyst til”. Men hvilke borgerlige i Danmark argumenterer for noget sådant? Svaret er naturligvis INGEN borgerlige i vor tid, og med stor sandsynlighed har ingen borgerlige af betydning nogensinde kæmpet for noget sådant i Danmark. Tværtimod er der indenfor de ikke-religiøse liberalistiske strømninger opstået noget, der bevæger sig endnu længere væk fra den hedonisme, som KWH har fyldt i sin liberale stråmand. De eneste der har ”kæmpet” for denne udgave af liberalismen er derimod venstrefløjen, jf. portrætteringen af Anders Fogh Rasmussen som ”hulemand”, da han i sin tid blev regnet for at være liberalist. Denne fordom ophøjes nu til en virkelig ’isme, hvor KWH’s så vil modvægte liberalisme-lysterne med konservatisme-pligten.

Med Ayn Rands ideer og objektivismen står de religiøse ikke desto mindre overfor en politisk tankegang, der med rette har påpeget, at dette med religiøsitet som afsæt for moral og karakterdannelse er en ekstrem overfladisk og farlig indstilling, når det gælder behovet for at finde sig redskaber til at begå sig i verden. Man har i stedet brug for et redskab til at kunne integrere ens forskellige behov; - og kun fornuften kan gøre dette. Med fornuften kan man opstille et generelt styrende princip (målet om at leve godt og længe), og derefter rangordne de andre principper man har brug for - ud fra dette (gennem rationelle valg og betoningen af værdier og normer/dyder).

Konklusion

KWH’s kommentar er netop endnu et bevis på, at der fra konservativ og mystisk side kun tilbydes en eller anden form for ”holisme”, hvor det eksisterende ophæves til at være det gode (bedste) og påstanden om at helheden skal forsvares ved hjælp at et forsvar for modstridende dele. Dette var netop G. W. F. Hegels tankegang. Og KWH’s tilbyder intet nyt udover den idealistiske dialektik som Hegel stod for, og som netop er kendetegnet ved at være udtryk for en rendyrket mystikers påstand. Mystikerens rolle efter at den mystiske påstand er blevet accepteret bliver efterfølgende at fortolke guddommen eller ”verdensånden” (Hegels begreb), og dermed at have åndelig magt over sagtmodige tros-tilbøjelige sjæle. Betingelsen for dette er ikke desto mindre, at man har held med at portrættere liberalister som nogle vildmænd, og samtidig at afskrive muligheden for en etik på fornuftens præmisser.

Der er derimod intet som helst mystisk ved at konstatere at mennesket har en fornuft; at man som menneske er i stand til at tage stilling til om begreber er sande eller falske; at man som individ med sin bevidsthed kan bygge sin begrebsverden op fra grunden – med de simplere begreber først og dernæst de mere komplekse; og at man derfor kan vælge at orientere sig ud fra principper som har en rationel og reel forbindelse til virkelighedens verden, det vil sige den fysiske/materielle virkelighed, vi befinder os i, herunder også at man kan udvikle et intersubjektivt overførbart kodeks, som andre også kan være enige i, og som blandt andet stipulerer hvor friheden ender og begynder. Det er også – i forhold til ovenstående mysticisme - helt uproblematisk at skrive og håndhæve en forfatning ud fra sådanne normer for frihed.

Man kan derfor i kraft af konstateringen af, at mennesket er et biologisk væsen med en selvstændig og refleksiv bevidst, og som befinder sig i et univers med kausalitet og konsekvenser, derfor også lære at begå sig på fornuftens præmisser og at orientere sig på rationalt baserede principper, der kan hjælpe en til at tage stilling til hvad man skal gøre i konkrete situationer: Skal man søge dette eller hint job?, skal man overtræde love eller ikke?, købe bil eller ej? Køre for stærkt eller ikke? I enhver situation hvor der byder sig muligheder og valg, har man derfor fornuften at konsultere, hvis man vælger det.

Vælger man blot i begrænset omfang religiøsiteten svarer det tværtimod til at spille om sit liv ved at kaste med terninger. Det sidste er så uborgerligt som det kan blive. Religion bør man helt overlade til venstrefløjen.

Dr. Peikoff's forthcoming book, The DIM Hypothesis, identifies three different modes of integration, i.e., of interrelating concretes, such as individual percepts, facts, choices, etc. As Dr. Peikoff explains: "My thesis is that the dominant trends in every key area can be defined by their leaders' policy toward integration. They are against it (Disintegration, D); they are for it, if it conforms to reality (Integration, I); they are for it, if it conforms to a superior reality (Misintegration, M)." The book demonstrates the power of these three modes in shaping Western culture and history.

Læs mere hos the Ayn Rand Bookstore under overskriften: The DIM Hypothesis (2007 version) (CD)

Udgangspunktet for Peikoffs integrerende arbejde bygger [...] på det aristoteliske/objektivistiske verdensbillede. Dette verdensbillede handler meget simplificeret om, at abstraktioner kun er gyldige, hvis de kan tilbageføres til noget virkeligt og identificérbart, det vil sige: abstraktioner, koncepter og tankesystemer skal i sidste instans kunne refere tilbage til noget konkret.

Læs mere i Leonard Peikoffs DIM-hypotese .

De fleste bekymrer sig måske ikke over dette i det daglige, men forudsætningen for, at man kan opfinde en bil, og bidrage konstruktivt til videreudvikling og innovation indenfor området er, [...] at man accepterer et univers, der er meningsfuldt, og dermed præget af, at der er årsager og virkninger. - Man kan også kalde dette for accepten af en objektiv virkelighed, hvor man anerkender at vores omgivelser er uafhængig af vores bevidsthed. I et sådant univers kan intentioner (eller "social indignation") dermed ikke erstatte fornuft. - Og fornuften i denne sammenhæng er således en beskæftigelse, der er virkelighedsorienteret og fokuseret, og hvor man skridt for skridt nærmer sig løsningen af en opgave eller et problem ved at forholde sig til opgaven på virkelighedens præmisser.

Læs mere i D-I-M illustreret ved hjælp af bilproduktion.

Torsdag den 1. juni [2006] afholdt Saxo Bank et foredrag med Yaron Brook, der er direktør for the Ayn Rand Institute i USA.

Ayn Rand Institute (ARI) har sit navn fra russisk fødte Ayn Rand (1905-1982), der er grundlægger af den filosofiske skole ved navn Objektivismen.

Eftersom det var en investeringsbank, der havde inviteret direktøren for ARI til Danmark kan eventuelt forventes et resume af et foredrag, der primært handlede om økonomi, og værdien af det frie marked.

Denne gang starter indlægget imidlertid med forudsætningen, for at nogen i det hele taget skulle interessere sig for, hvad der er sandt eller falsk - også i en økonomisk sammenhæng. Spørgsmålet om hvorvidt noget er sandt eller falsk handler blandt andet om ærlighed; og dermed om moral.

Eftersom det gælder om at fastholde så mange læsere som muligt, bringes imidlertid først - i en komprimeret form - nogle af de budskaber, der kan udledes fra Objektivismen og foredraget den 1. juni [2006]:

• Fornuften er menneskets eneste redskab til overlevelse. Det vil sige fornuften er ikke bare det primære redskab, men det eneste.
• Overlevelse, ikke bare på det korte - men også det lange sigt, forudsætter menneskets frihed samt dets evne til at bruge fornuften. Dette forudsætter dermed forsvaret for den personlige frihed.
• Hvis man vil overleve – også i en moralsk henseende – i et frit samfund - samt har et ønske om at forbedre egne vilkår, må man bruge sin fornuft. Det er dermed ikke fornuftigt at ofre egne værdier, hvis disse handler om overlevelse.
• Moral er noget der må udledes af fornuften; og er dermed på linie med fornuften et redskab til overlevelse. Moral er således primært noget man har for sin egen interesses skyld. Et moralkodeks er et sæt af værdier, man orienterer sig efter – på samme måde, som man orienterer sig ved hjælp af sin fornuft
• Moral er dermed vigtigere end økonomi, eftersom det er moralen - og lige bag ved denne, vores fornuft - der er forudsætningen for, at vi beskæftiger os med hvad, der er sandt eller falskt. Kun hvis vi interesserer os for rigtigt og forkert, sandt og falskt – og jf. moralværdierne for at leve og leve længe - giver det mening at debattere og analysere økonomiske sammenhænge.
• Kun et frit samfund med tænke-, tale- og handlefrihed kan siges at være et moralsk og rationelt samfund.

Her følger et længere resume:

Yaron Brook indledte med at minde tilhørerne om, at mange konferencer med mange repræsentanter for diverse frimarkeds-tænketanke giver mindelser om filmen ”Ground-hog Day”, der har Bill Murray i hovedrollen som en person, der vågner op til den samme dag igen og igen.

Det vil sige, de samme diskussioner gentages. Det frie markeds ubestridte succes påpeges.

Og alligevel fortsætter den politiske knægtelse af såvel de politiske og økonomiske friheder, og ikke bare i de ufrie lande.

Tendensen til at erstatte markedet med stat, og det private med det offentlige fortsætter indenfor mange områder i såvel Europa og USA, trods det forhold at endemålet: den absolutte og gennemført totalitære stat historisk set altid er brudt sammen; og trods det forhold, at selv yngre generationer har sådanne totalitære staters sammenbrud i frisk erindring.

De politiske beslutningstagere har således, som befolkningen i almindelighed, ikke taget ved lære af historien. I praksis lytter man samtidig kun i meget begrænset omfang til dem, der peger på nytten ved forsvaret for de økonomiske og politiske frihedsrettigheder.

Resultatet er, som Yaron Brook opsummerede det, at de helt grundlæggende fakta står uimodsagte: Man kan iagttage at kapitalismen virker, og at den er praktisk og nyttig, men samtidig se tydelige skridt på vej hen imod socialisme og planøkonomi.

Et spørgsmål om værdier

Svaret på hvorfor det forholder sig sådan, var for Yaron Brook netop dét vigtige spørgsmål, der skulle besvares, og som ifølge Yaron Brook ikke besvares bedst af økonomer, men af mennesker, der beskæftiger sig mere med filosofi og herunder de politiske ideologier.

Synspunktet er således, at der er noget, der kommer før økonomi, som er vigtigere, og som er det der forklarer, hvorfor det kapitalistiske system undergraves - på trods af Murens Fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Det korte svar på det spørgsmål er simpelthen: Værdier.

Hvilke værdier er det så, ifølge Yaron Brook, der undergraver kapitalismen? Det gør den altruistiske ”etik”. Det vil sige den ideologi, der tilsiger at mennesker skal ofre sig for hinanden – eller for miljøet.

Ifølge Brook står altruismen i skærende kontrast til det, der er kerneværdien bag det kapitalistiske system, hvilket er den oplyste egeninteresse, og de værdier der i stedet går ud på, at handle i ens egen interesse.

Forskellen på de to modstridende sæt af værdier kan illustreres ved koncentriske cirkler:

Den oplyste egeninteresse begynder med den inderste cirkel. Altruismen med den cirkel, der i den enkeltes verdensbillede til en hver tid kan siges, at være den yderste.

- Den ærlige altruist vil ofre sig selv for befolkningen i ”Langtbortistan”. Den uærlige altruist vil have andre til at ofre sig.

Altruisme som en offerideologi

Ifølge direktøren fra the Ayn Rand Institute tilskrives den moralske værdi (”the moral credit”) således til det uselviske menneske; det vil sige det menneske, der ikke tænker på sig selv, eller i det mindste handler som om vedkommende ikke tænker på sig selv; eller – værre endnu - så tildeles status til den, der opfordrer andre mennesker til ikke at tænke på dem selv, og som opmuntrer andre til at ofre sig og opgive egne værdier til fordel for (ofte anonyme) andre.

Altruismen kan således også kaldes for en offerideologi; og ikke bare eftersom kerneværdien handler om at ofre sig; men eftersom det, at der kan identificeres ofre, (og ikke vindere) er den primære forudsætning for ideologiens eksistens.

Æren går således til den der forærer ting væk gratis, og som ikke forfølger det, der er i den enkeltes egen personlige interesse. Indenfor den altruistiske etik, står Moder Theresa således højt hævet over for Bill Gates. Personlig success anses måske for at være et gode, men ikke et moralsk.

En udløber af denne altruistiske etik, er derfor skyldfølelsen i form af en følelse, der handler om at man ikke giver tilstrækkeligt meget væk, og ikke ofrer sig så meget man føler, at man burde. Skatterne – men ikke mindst stoltheden hos nogle forretningsfolk ved at betale umådelige summer i skat er, var ifølge Yaron Brook, tilsvarende symptomatisk for denne etik.

Ayn Rands egoistiske etik

Alternativet til den altruistiske etik er, ifølge Brook, et syn på etikken, der tager sit afsæt – ikke i religion, men i virkeligheden og i et naturvidenskabeligt syn på verden.

Dette syn handler om, at mennesket har en fri vilje, og som et levende væsen må overleve, og derfor har brug for værdier, der kan sikre overlevelsen, når der skal vælges mellem flere alternativer. - Og det skal der: Ethvert øjeblik har sine egne valg. - Man kan vælge at fokusere på disse aktuelle og konkrete valg i ens egen tilværelse; eller man kan vælge at stikke hovedet i busken. Der er derfor, som Yaron Brook udtrykker det, et behov for at kunne træffe valg ud fra værdier, der er baseret på fornuften, eftersom fornuften er menneskets redskab til overlevelse. Fornuften er dermed den standard, med hvilke moralske værdier kan bedømmes.

Den objektivistiske tilgang fører således ikke til uselviskhed – og ikke til en filosofi, der fortæller dig, at du bør ofre dig for nogen eller (i miljøbevægelsens tilfælde) for noget.

Ideerne om overlevelse, fornuft, og for det tredje moral som værende snævert forbundet med førstnævnte to begreber, fører tværtimod til et princip, der handler om, at man bør søge at handle med andre, det vil sige i frivillighed udveksle goder eller serviceydelser med andre, og dermed ikke om at ofre sig: det vil sige at give rigdom væk, og for (hvis man holder af velstand) i retur at modtage fattigdom.

Handelsprincippet bygger således ikke på altruisme, men på oplyst egeninteresse eller ”langsigtet egoisme”. Dette princip afspejler samtidig et syn på verden, der - ikke blot i prakisk men også moralsk henseende - forbinder individniveauet med samfundsniveauet: Sikringen af ens egen personlige frihed forudsætter, at man forsvarer et samfundssystem, hvor den personlige frihed i almindelighed forsvares. Ensartede regler om liv, frihed og ejendom gavner såvel individet, men også samfundet som helhed. Ikke desto mindre er synet på mennesket vel at mærke afsættet for valget af den fortrukne samfundsmodel - og ikke omvendt.

Afsættet for ovenstående er således et forsvar for fornuften, og et syn på fornuften som værende absolut. Der argumenteres samtidig ud fra en idé om, at fornuften står i et modsætningsforhold til initieringen af magt; og som en følge af dette, at magt kun kan komme på tale med henblik på at forsvare sig, eller til at forhindre – i form af præventive handlinger (jf. Iran og Nordkorea), angreb på egne værdier.

Kapitalisme som system, er netop et system, der tager afstand fra et samfundssystem baseret på magtanvendelse; men vel at mærke samtidig ikke fra magtanvendelse som forudsætning for at forsvare friheden.

Kapitalisme baserer sig derfor på handelsprincippet. Og ideen om at udveksle varer og ydelser under frivillighed er netop det, der adskiller kapitalisme fra enhver form for kollektivisme såsom socialisme, kommunisme og socialdemokratisme.

Ayn Rand og Yaron Brook baserer derfor primært deres forsvar for kapitalismen på nogle værdier om personlig frihed og fornuften; og dermed ikke - som det primære – ud fra en nyttebetragtning, men ved hjælp af et moralsk synspunkt, - der ikke desto mindre er grundet i et afsæt, der handler om overlevelse, og som derfor samtidig har en stærk ”nyttedimension”. (- Ikke desto mindre giver det kun begrænset mening at tale om nytten eller unytten ved overlevelse. Hvis man ønsker at forsvare sit eget liv, må man først og fremmest anse det for at være værd - det vil sige værdifuldt - at forsvare).

Tidligere tiders modsætningsforhold mellem egeninteresse, nytte, det praktiske og det moralske – samt mellem individ og fællesskab ophæves dermed med den objektivistiske indfaldsvinkel: At følge sine egne rationelle interesser (og handle langsigtet og velovervejet) skader ikke andres rationelle interesser. Tværtimod. Kapitalisme er netop præget af frivillige udvekslinger; hvor forudsætningen for samhandel er, at begge parter mener, de har fordel ved at gennemføre en given udveksling. (En statsligt fastsat minimumsløn fungerer således ikke blot i praksis som en kile og en barriere mellem to parter, der ellers kunne have nået frem til en handel i frihed. Der er også tale om initiering af magt fra statens side, og dermed om noget umoralsk).

Ayn Rands forsvar for kapitalismen er således baseret på hendes forsvar for fornuften. Og forsvaret for fornuften er det primære. Kapitalismen er derfor ikke udgangspunktet, men en konklusion. Ayn Rand forudsætter at mennesket er et fornuftsvæsen, og ender med at konkludere at kapitalismen giver mennesker maksimale muligheder for at bruge deres fornuft.

Dette forsvar baseret på en vurdering af fornuftens værdi, adskiller sig tydeligt fra eksempelvis den tyske tænker og "fornuftskritiker" Immanuel Kant.

Forsvaret for kapitalismen er således samtidig baseret på bestemte værdier, og på en bestemt moral. Kapitalisme anses dermed ikke blot for at være praktisk, men også for at være moralsk, eftersom det sikrer menneskets overlevelse og også dets værdighed ved at respektere den enkeltes ret til at træffe egne valg, så længe disse ikke skader andre.

(Det sidste er åbenlyst ikke er tilfældet med Irans atomvåbenprogram, der ledsages af erklæringer, der kun kan betegnes som krigserklæringer mod ovenstående værdier om individuel frihed, og som de der har til opgave at forsvare friheden, derfor må forholde sig til ).

Den primære problemstilling anses således ikke for at handle om konfliktende økonomiske systemer, men derimod om konfliktende værdier – som dem der handler om kollektivisme overfor individualisme.

Som en eksemplificering - og til sandsynliggørelse - af at skridtene mod kollektivisme skyldes værdier, nævnte Yaron Brook de former for skyldfølelse, der plager amerikanske forretningsfolk, netop som en følge – ikke af to syn på økonomiske sammenhænge (man går ikke ind for socialisme) – men derimod et dobbelt, og modsatrettet, syn på værdier:

Amerikanske forretningsfolk ved, at deres målrettede og ambitiøse adfærd gavner dem selv. Men blandt andet i skolen og via medierne har de samtidig lært, at det netop ikke er det mest moralske at gavne sig selv, men ifølge altruismen i stedet at fokusere på at gavne andre. Jo bedre gør man gør det for sig selv, desto mindre moralsk fremstår man i egne øjne: Velstanden er således det mest tydelige bevis på, at man ikke for alvor ofrer sig for andre. - Fornuften, der tilsiger mennesker at handle for at forbedre deres egen situation, står dermed overfor ideerne om at ofre sig, og om at handle her-og-nu med det primære sigte at være til gavn for andre.

Denne moralske konflikt fører ifølge Yaron Brook til det, han kaldte emotionalism, det vil sige at forretningsmænd (m/k)– og alle andre – handler ud fra hvad, der føles rigtigt; eftersom de indre konfliktende moralværdier ikke er til nogen hjælp. For man mangler en standard, der fortæller hvornår man skal ofre sig, og hvornår man skal søge lykken.

"Løsningen" bliver at man gør det, man føler er det rigtige (og derefter så efterrationaliserer man). Det vil sige, man indgår et følelsesmæssigt kompromis mellem den oplyste egeninteresse, og så altruismen. For man kan ikke bare ofre sig. Og man føler samtidig en udefinerbar skyld ved "blot" at tage vare på sig selv.

Resultatet, ifølge Brook, er imidlertid, at man i kraft af dette kompromis mellem modsatrettede værdier, begynder at se bort fra det lange sigt, og i stedet vælger de hurtige uovervejede ”løsninger”, eftersom man ikke længere opfatter fornuften som noget absolut. (Det kan man ikke, når man forsøger at kombinere værdierne, der handler om altruisme med de, der handler om egeninteresse). At tjene penge bliver herefter – selv for forretningsmanden – derfor i stigende grad anset som noget, der som udgangspunkt er mindre vigtigt, og til sidst tangerende noget, der anses for at være gement og uhæderligt (uanset hvordan de er tjent). Herfra er der ikke langt til at man ikke længere bekymrer sig om hvordan, pengene er tjent i det hele taget.

Yaron Brook nævnte således Enron, som et eksempel på, hvordan forrettningfolk har forladt fornuften for at opnå de hurtige gevinster, ikke mindst eftersom glæden ved at tjene penge, den skridt for skridt er forsvundet. Når fornuften og prinicpperne forsvinder, indtræder således i stedet pragmatismen, og det at gøre det, der føles rigtigt – her-og-nu.

”Money-grabbing” er i takt med denne pragmatisme således blevet et stadigt mere udbredt fænomen ikke bare i forretningslivet, men også i politik - jf. lobbyismen. - I takt med udbredelsen af statsstøtte er synet på forretningslivet derfor tilsvarende begyndt at tilnærme sig synet på velfærdsstatens korrumperede politikere.

- En spørger i forbindelse med foredraget spurgte i denne forbindelse, hvorfor kapitalismen på denne måde lader til at have tabt slaget om værdierne – herunder de der handler om integriteten.

Svaret fra Yaron Brooks side var en pointering af at det er ideerne, der – ikke bare ifølge Rand men også ifølge Ludwig von Mises – driver verdenshistorien (hvilket var modsat hvad Karl Marx mente).

Slaget stod eksempelvis tidligere mellem det gamle Grækenlands oplysningstid, og så før-kristne stammers ideer om at ofre sig. Slaget stod senere mellem kristendommen på den ene side, og så genopdagelsen af Aristoteles på den anden.

Som Yaron Brook mindede om, så følger verdenshistorien derfor ikke (i modsætning til Hegel) en bestemt plan. Den nuværende tilstand – hvor offervilligheden står overfor egeninteressen - er således et produkt af magtkampe mellem bestemte mennesker, der forsvarer bestemte ideer.

Brook nævnte som et andet eksempel, at den muslimske kultur (det vil sige nogle bestemte individer indenfor denne) i år 900-1100 efter vor tidsregning genopdagede Aristoteles; og at tænkere som Kant og Hegel i modsætning hertil, genoplivede en nu verdsliggjort version af de kristne værdier (og Platons ideer – blandt andet den om, at der eksisterer en mere virkelig virkelighed, end den vi opfatter med vores fornuft), mens Ayn Rand står for et forsvar for aristoteliske ideer.

Yaron Brooks bud på, hvad der kræves, når det gælder kampen mod afviklingen af de økonomiske og politiske friheder, var således først og fremmest, at man må stille tvivl ved nogle bestemte - og meget udbredte - værdier i samfundet; og at man i den forbindelse må pege på skismet mellem ideen om, at man bør ofre sig på - den ene side, og så de ideer, der forsvarer handlinger motiveret ud fra det enkelte menneskes egen interesse - på den anden.

Besøg Ayn Rand Institute, og læs Leonard Peifkoffs præsentation af objektivismen.

Tidligere bragt på www.coin.dk. Læs flere længere artikler i arkivet.

Hvis man vil vide mere [om den filosofiske retning "objektivisme"] før man går i gang med at købe bøger, kan man nu få sin nysgerrighed skærpet ved at besøge et online-leksikon, der præsenterer objektivistiske definitioner på en række begreber, der er særligt relevante i forbindelse med Ayn Rands filosofi. Besøg The Ayn Rand Lexicon. - Copenhagen Institute har i øvrigt udgivet en kortere novelle fra Ayn Rands tidlige forfatterskab. Den har på dansk titlen Hymne. Læs Hymne her (pdf). Centrale faglitterære bøger, der formidler objektivistiske indsigter, er "The Virtue of Selfishness" samt "Capitalism the Unknown Ideal". Centrale romaner er "Atlas Shrugged" samt "The Fountainhead". Hvis man vil læse en samlet præsentation af Objektivismen anbefales Leonard Peikoffs bog: "Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand".

Læs mere i Objektivisme
http://s-espersen.blogspot.com/2007/10/objektivisme.html

Other animals live by snatching what is around them — plucking fruit from a tree or gulping water from a stream. We don’t. We turn barren land into orchards. We build irrigation canals. We create what has never existed before: computers, airplanes, polio vaccines. What enables us to do this? Reason: systematic and deliberate logical thought. So the image [Ayn Rands] morality holds up to us to emulate, on whatever scale of ability we can achieve, is the thinker, the creator, the producer—the Aristotle, the Hugo, and the Carnegie. - To have their kind of devotion, rational and passionate, to your own mind and self — to your life and the incredible happiness that is possible within it — is for Rand the hallmark of morality. This is what she means by the virtue of selfishness.

Thus writes Onkar Ghate in the New Statesman. Read more in Objectivism. A philosophy for living?

More articles here.

I dag er det forfatter-filosoffen Ayn Rands fødselsdag. På forsiden kan man midt på siden finde nogle henvisninger til artikler om forfatteren og hendes ideer.

En mere udførlig præsentation findes blandt andet på det gratis internet-leksikon Wikipedia.

Ayn Rand er en af de tænkere, hvor man med stor sandsynlighed aldrig senere vil diskutere, hvad det egentlig var hun mente. - Tingene bliver med andre ord sagt ligeud. Det er også en fordel, hvis man gerne vil sælge sine bøger.

Den bedste introduktion til hendes ideer er således også givet af hende selv. Det skete da en sælger spurgte hende, om hun kunne præsentere sin filosofi objektivismen stående på en fod.

Resultatet blev følgende svar:

1. Metafysik: En objektiv virkelighed

2. Epistemologi: Fornuft

3. Etik: Egeninteresse

4. Politik: Kapitalisme

Læs mere om svaret her - og hør en 28 minutters introduktion til Ayn Rands ideer af forfatteren i:

Introducing Objectivism - By Ayn Rand - Miss Rand offers a capsule description of her philosophy.

Copenhagen Institute har i øvrigt udgivet en af Ayn Rands kortere romaner på dansk. Originaltitlen er "Anthem". På dansk og tysk er det blevet til "Hymne".

Hymne kan downloades gratis her - inklusive oversætterens og forfatterens eget forord.

Dagens kommentar er Nicolai Heerings forord til den danske oversættelse af Ayn Rands korte roman Anthem, der på dansk er blevet til Hymne.

Ayn Rand beskæftigede sig med politisk og økonomisk frihed ud fra et filosofisk afsæt:

- Forsvaret for individets økonomiske frihed var ifølge Ayn Rand det politiske valg, som et fornuftsvæsen burde træffe for at maksimere evnen til at klare sig i verden

Politik og økonomi var for Ayn Rand derfor overbygninger på et fundament, der tager afsæt i - i sidste instans - erkendelsen.

Ayn Rand valgte dermed den økonomiske model (det frie marked), som hun mente var mest passende for mennesker ud fra sit afsæt i ikke mindst Aristoteles.

Synspunktet var således, at en forudsætning for, at man kan bruge sin fornuft, er friheden til i praksis at kunne gøre brug af den, - jævnfør sentensen om "retten til at høste frugterne af eget arbejde".

Den sidste sætning blev desværre overtaget af kollektivister, der satte et lighedstegn mellem det fysiske (manuelle) arbejde, og så arbejde i det hele taget; hvorved man efterfølgende bekæmpede markedsøkonomiens entreprenører og organisatorer, og gav sidstnævnte status af "udbyttere" (jævnfør 1800-tals billedet af den sløvsindede kapitalist med den store cigar og den høje hat).

Det ironiske er imidlertid at "proletariatets" kamp mod investorer, entreprenører og organisatoreres dygtighed, og deres evne til at bruge fornuften til at producere til lavere omkostninger i samme omfang øgede og/eller fastholdt niveauet for hårdt fysisk arbejde, sådan som man har kunnet iagtage det i Nordkorea, Kina samt i Rusland og Østeuropa i tiden før Murens fald.

Kampen mod profit viste således sig at blive en kamp mod velstandsskabelse.

Den kamp, der også i dag føres mod chefers høje lønninger og store profitter, samt kampen for lighed , resulterer således netop i præcis det hårde fysiske slid, der alle dage har karakteriseret samfund, hvor man ikke får noget ud af at bruge sin fornuft; det vil sige hvor brugen af fornuften blot er et akademisk tidsfordriv for aristokrater - og for mennesker, der lever af overførselsindkomst, det vil sige konfiskation (hvilket omfatter SU).

I Danmark har man imidlertid ikke tilvalgt socialismen helt og aldeles, men bare at gå i retning af socialisme - skridt for skridt - ikke mindst i kraft af de stigende skatter som har kunnet iagtages siden begyndelsen af 1900-tallet.

Men bortset fra medlemmerne af Enhedslisten er der såvidt vides ingen, der rigtigt ønsker at afskaffe markedsøkonomien. Alligevel har samtlige partier de seneste årtier bidraget til netop dette ved at øge de offentlige udgifter, og ved at hæve skatterne.

Og forklaringen på at processen fortsætter ville for Ayn Rand ikke så meget handle om økonomi (og om ærlige misforståelser angående økonomiske sammenhænge), men i højere grad om synet på fornuften, på værdierne og på mulighederne for erkendelse: det vil sige, vedrøre spørgsmålet om man i realiteten mener, at man kan identificere og analysere sammehænge objektivt, og at man kan iagtage og integrere - samt drage nytte af brugen af sin bevidsthed i den verden, der omgiver os.

Budskabet fra Ayn Rands side er kort sagt, at fornuften har fået en mindre plads i samfundet end det var tilfældet tidligere; og at vi dermed er ved at undergrave fundamentet for velstandsskabelse ved at bekæmpe fornuften, og erstatte fornuften med ufornuft.

De trusler mod den vestlige verden som vi kan se, der kommer fra Mellemøsten findes dermed ifølge Ayn Rand også internt - blot i en anden form i vores egne samfund. Og dermed må man, hvis man vil analysere og forudsige et samfunds skæbne ikke mindst undersøge hvilke bøger, der står på hylden for filosofi i den typiske boghandel.

Absurde økonomiske påstande vil ifølge ovenstående dermed trives i samme omfang som navnlig den aristoliske erkendelseslære er fraværende eller blot drukner i mysticisme og subjektivisme, herunder ideen om at et hvilket som helst valg af grundlæggende værdier samtidig vil være et arbitrært valg. - Som et alternativ til dette se artiklerne Moral vigtigere end økonomi samt Moral er noget man vælger

Ayn Rand mente i stedet, at man ved at tage stilling ud fra erkendelsen af, at mennesket er biologi og samtidig er et fornuftsvæsen, og ved at anerkende, at der er en objektiv virkelighed, der omgiver os - og som vi er del af, også på det grundlag kan vælge værdier der har almen gyldighed, der vil sikre de rette betingelser for menneskets overlevelse og forudsætningerne for forbedrede levevilkår. "Objektivisme" handler derfor ikke blot om erkendelse, men i lige så høj grad om at vælge sine værdier med et afsæt i netop den fysiske virkelighed, man må forholde sig til, sålænge man er i live.

At de værdier man vælger kan være objektive betyder derimod og selvsagt ikke, at det er dem, der i realiteten bliver valgt. De værdier kan ligeså vel blive forkastede (og måske ligefrem stemplet som "kætterske").

Synspunktet er ikke desto mindre, at værdier kan være praktiske - samtidig med at de er moralske, eftersom moralen på tilsvarende vis kan tage sit afsæt i biologien, bevidstheden, eksistensen og virkeligheden; og dermed tage afsæt i, hvad der er, - og derimod ikke i, hvad man tror der er, (eller hvad man tror, andre tror, at de ved, at andre tror o.s.v.).

At Ayn Rand på den baggrund anså Ludwig von Mises for at være en af historiens store økonomer bør derfor ikke være en overraskelse i kraft af følgende Mises-citater:

Reason's biological function is to preserve and promote life and to postpone its extinction as long as possible. Thinking and acting are not contrary to nature; they are, rather, the foremost features of man's nature. The most appropriate description of man as differentiated from nonhuman beings is: a being purposively struggling against the forces adverse to his life...

People do not cooperate under the division of labor because they love or should love one another. They cooperate because this best serves their own interests. Neither love nor charity nor any other sympathetic sentiments but rightly understood selfishness is what originally impelled man to adjust himself to the requirements of society, to respect the rights and freedoms of his fellow men and to substitute peaceful collaboration for enmity and conflict....

Netop slægtsskabet mellem filosoffen Ayn Rand og økonomen Ludwig von Mises udforskes af Bettina Bien Greaves i artiklen:

To What Extent Was Rand a Misesian?

One important message in the writings of both Ludwig von Mises and Henry Hazlitt, is that ideas had consequences, and that the future of freedom will depend on an improved understanding of free market ideas. "Rand picked up that challenge and attempted to provide economic enlightenment to her readers through the story of Atlas Shrugged." (Boettke, 452) During his years of teaching, Peter J. Boettke frequently used the book as a teaching tool, comparing the economic ideas it taught with those in John Steinbeck's Grapes of Wrath"....

When Mises read Atlas Shrugged, he was so impressed by her criticism of bureaucrats that he wrote her a "fan letter": Atlas was "not merely a novel. It is also — or may I say first of all — a cogent analysis of the evils that plague our society, a substantiated rejection of the ideology of our self-styled 'intellectuals' and a pitiless unmasking of the insincerity of the policies adopted by governments and political parties. It is a devastating exposure of the 'moral cannibals,' the 'gigolos of science' and of the 'academic prattle' of the makers of the 'anti-industrial revolution.' You have the courage to tell the masses what no politician told them: you are inferior and all the improvements in your conditions which you simply take for granted you owe to the effort of men who are better than you." (Reisman, 356)...

Economics in One Lesson - af Henry Hazlitt nævnt foroven, er i øvrigt en god introduktion til faget økonomi.

Kommentaren Om subjektets værdiansættelse og begrebet "subjektivisme" beskæftiger sig med forholdet mellem begreberne objektivisme og subjektivisme, og i hvilket omfang, der er tale om sproglige uklarheder vs. reelle meningsforskelle.

Se også Interview med Bettina Bien Greaves

I anledning af femårsdagen for angrebet på New York den 11. september 2001 skal det herfra pointeres, at kernen i konflikten mellem islamister og den vestlige verden i bund og grund handler om synet på mennesket og menneskets omgivelser.

Der er således en årsag til, at begrebet videnskab står så centralt, som det nu engang er tilfældet i økonomisk og politisk frie samfund.

Der er også en grund til, at respekten for individet - trods alt - er temmelig udbredt i Europa, Nordamerika, Australien samt i en række stater, der har en tilsvarende politisk kultur.

Og fællestrækket er jævnfør ovenstående ikke demokrati: - Det er derimod ideen om en objektiv virkelighed, og en vurdering af vores plads i denne virkelighed - herunder hvordan vi orienterer os i den, og som vel at mærke altovervejende er fornuftsorienteret, rationel, praktisk og vel at mærke målrettet henimod konkrete forbedringer i netop denne objektive virkelighed - og dermed af vores konkrete omgivelser.

Som Ayn Rand viser det i sin roman Hymne kan kollektivister (herunder de islamistiske terrorister) derfor ikke vinde; forstået på den måde, at de kan overtage produktionsmidlerne og skabe velstand via tvang, eller på anden måde opfylde deres løfter om en bedre verden, af den simple grund at midlerne ikke fører i sådan en retning, men derimod i den stik modsatte; - det vil sige mod destruktion - herunder terroristernes egen. - Og i den sammenhæng er det vigtigt at bemærke, at den afgørende destruktion ikke er den, der finder sted i det øjeblik en terrorist fysisk destruerer sig selv, men derimod er den forudgående destruktion af den medfødte evne til fornuft, som størstedelen af artens medlemmer udstyres med fra fødslen, men som ødelægges via indoktrinering af kollektivistiske ideologer.

Menneskets frihed til at bruge sin fornuft som værende den helt centrale forudsætning for velstandsskabelse kan derfor simpelthen ikke bortønskes, uanset om man er en verdslig eller religiøs kollektivist.

Som Leonard Peikoff i følgende tekststykke forklarer, så er den centrale modstander - også når det gælder islamismen - derfor først og fremmest den ufornuft, der i takt med kollektiviseringen i det 20. århundrede har spredt sig - også i den vestlige verden, ikke mindst via staten:

If men are irrational (most are less so than the intellectuals who attacks them), the cause is the ideas that dominate the world; the ideas, and the mind-destroying statism they promote. The solution is not force, but its opposite: a theory, and then a country, of reason.

If, by magic, men could abolish only a single vice and they selected the initiation of force, it would not make everyone moral or prevent every injustice. But it would transform the world. It would mean the end of crime, slavery, war, dictatorship. It would mean the Utopia that people so often fantasize or at least make speeches about: the reign of peace and human dignity.

Vice, however, is an effect which cannot be ended by magic, but only by uprooting its cause. Just as evil (including brutality) on a world scale follows from some kind of philosophy, so good on the same scale will follow only from the opposite philosophy.

To abolish vice, establish virtue. To establish virtue, enshrine thought. To enshrine thought, identify its relationship to reality.

Nothing less will cut out the rot that has been spreading for decades from the heart of civilization to its farthest extremities.

Nothing less will prevent the fall not of Rome this time, but of New York.

(Citatet er fra bogen Objectivism - the Philosophy of Ayn Rand).

Ayn Rand, der er forfatter til den netop oversatte roman Anthem, der på dansk er blevet til Hymne, blev en gang spurgt, om hun kunne præsentere sin filosofi objektivismen stående på en fod.

Resultatet blev følgende svar:

1. Metafysik: En objektiv virkelighed

2. Epistemologi: Fornuft

3. Etik: Egeninteresse

4. Politik: Kapitalisme

Læs mere om svaret her - og hør en 28 minutters introduktion til Ayn Rands ideer af forfatteren i:

Introducing Objectivism
By Ayn Rand - Miss Rand offers a capsule description of her philosophy.