I går skrev Naser Khader et åbent brev til statsministeren, hvor man kan læse, at han "står bag og støtter de militære operationer i Afghanistan. Det er en nødvendig kamp. Det er en retfærdig kamp. Men vi skal huske på, at det forpligter os politikere moralsk, når vi vælger at sende unge mennesker i krig. Jeg mener, at regeringen svigter sit moralske ansvar overfor soldaterne, når den svigter Parwez Kambakhsh", skriver Naser Khader. Læs resten af brevet her.

Parwez Kambakhsh er idømt 20 års fængsel for at kritisere shariaens forskelsbehandling af mænd og kvinder. Islamisk lov gælder således også i Afghanistan, hvortil danske skatteydere i dag tvinges til at finansiere infrastruktur men også til at vedligeholde moskeer.

Hvis vestlige tropper var i Afghanistan for at befri afghanerne for islamisering, har man tydeligvis ikke opnået dette. Tværtimod er der noget der tyder på, at man hjælper med at organisere landet, hvilket så vil ende med, at de islamiserende kræfter- de som åbenbart er stærke nok allerede i dag til at håndhæve sharia - får mere overskud til at islamisere udadtil.

- Hvis målet var, at vi i vores del af verden skulle have et islamiserende land mindre at bekymre os om har projektet ikke været en succes.

Helt afgørende for at man kan vinde en krig er det, at man gør sig klart præcist, hvad man kæmper for, samt at man mentalt er indstillet på at identificere hovedfjenden, der står imod de værdier, man forsvarer.

Er Taleban i Afghanistan hovedfjenden? Nej, de har ikke de økonomiske eller politiske ressourcer til at være en trussel mod den vestlige verdens frihed. Men de er åbenlyse fjender, eftersom de indædt bekæmper de individuelle frihedsrettigheder.

Naser Khaders indfaldsvinkel – i form af ovenstående brev - er på sin vis sympatisk. Men i virkeligheden burde man nok overveje om selve krigen skal fortsætte, når det eneste man fra vestlig side opnår, er at sikre en ”islamisk fred” i området, som altså hverken gør afghanere eller os andre mere sikre for religiøs undertrykkelse. For ”freden” kommer til at bestå i den stagnation, fattigdom og åndelige formørkelse, der følger af selvsamme undertrykkelse.

Hovedfjenden er i stedet de islamiserende statslige enheder i Mellemøsten, der blandt andet har medlemskab i en række internationale fora; og som blandt andet i kraft af olieindtægter - men også prestige i kraft af nævnte medlemskaber kan bruge medier i Vesten til at undergrave friheden.

Lande som Saudi Arabien men også Iran er derfor mere oplagte mål, hvis man vil forsvare sig mod afvikling af friheden i vores del af verden. Og der er masser af måder at isolere og afvæbne disse landes magthavere på. Sagen er imidlertid, at man de sidste årtier blandt andet via FN – har gjort det modsatte: Man har givet disse magthavere status af at være ligeværdige i forskellige fora (Et eksempel). Den eneste forklaring, man kan give på denne eftergivelsespolitik må være, at nogle vestlige ledere simpelthen ikke regner friheden for at være noget værdifuldt; og så taber man til sidst krigen - og mister friheden.

Danmark bør hjemkalde ambassadør fra Saudi-Arabien: Efter saudiernes islamiske afstraffelse af et voldtægtsoffer, kræver Dansk Folkeparti, at regeringen tager Danmarks forhold til Saudi-Arabien op. - "Danmark bør øjeblikkelig hjemkalde sin ambassadør fra Riyadh til konsultation, og derefter generelt overveje, om det er muligt at opretholde forholdet til Saudi Arabien," siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Det fremgår af en aktuel pressemeddelelse

Jyllands-Posten har også skrevet ledere om emnet. Som det fremgår af en aktuel kommentar fra Flemming Rose findes der vel at mærke kendte meningsdannere i Danmark, som er tilhængere af de straffeformer, der findes i Saudi Arabien heriblandt imamen, Abdul Wahid-Pedersen. Læs mere her.

I 2001 forsøgte Abdul Wahid-Pedersen at blive opstillet til Københavns Borgerrepræsentation via det Radikale Venstre. Og det var meget tæt på at det lykkedes. Undertegnede, der på det tidspunkt var medlem af det Radikale Venstre hørte i øvrigt en historie om, at formanden for en af det Radikale Venstres lokalforeninger var blevet tilbudt 1000 stemmer af Abdul Wahid-Pedersen, hvis imamen fik mulighed for at stille op. At man kan tilbyde noget sådant er naturligvis ikke usandsynligt al den stund, at man har en del af et trossamfund i ryggen. Tilbuddet blev naturligvis afvist af formanden (som jeg kender navnet på).

Da det fra og med 2001 så blev vanskeligere at islamisere herhjemme via Det Radikale Venstre flyttedes interessen over imod andre partier. - Man forsøgte sig med Det Konservative Folkeparti. Men her blev man tilsvarende afvist. Nu samler interessen sig indtil videre om Enhedslisten; eller som partiet måske vil hedde i fremtiden "Frelserfronten - kommunisterne/islamisterne".

Men hvor mange artikler skrives i grunden om de økonomiske midler, der netop kommer fra det islamiserende Saudi Arabien, og som kanaliseres ind i europæiske lande - til brug netop for at fremme religionens påvirkning af politik i vores del af verden, sådan som man nu har forsøgt at gøre det i flere lokale partier? Det kan ikke være mange.

På http://annalyttiger.wordpress.com kan man læse og se et uddrag fra et interview med en saudisk religiøs autoritet, der forklarer synet på hustruvold. I overensstemmelse med interviewets indhold er overskriften "At banke konen religiøst korrekt". Ifølge autoriteten skal man blandt andet ikke slå for hårdt, og sådan at der efterlades mærker. Debatten forekommer ikke mindre absurd af, at man kan se debatten via bredbånd og internet. Verden er blevet mindre. Men i Saudi Arabien lever man tydeligvis i gårdsdagens chauvinistiske og kvindeundertrykkende verden.

Hvad har dette at gøre med danske forhold? Svaret er, at hvis synet på kvinder tages med fra lande, hvor meningsdannere promoverer de holdninger, man finder i interviewet, får dette selvsagt også konsekvenser for kvinder i Danmark, samt forholdet mellem kvinder og mænd her i landet. Lignende ideer importeret fra lande, hvor man diskuterer "hvordan man skal slå konen" vil man så stå overfor i skolerne; og man vil derfor skulle bruge tid på at debattere emner, som man i kraft af en mere restriktiv indvandrings- og flygtningepolitik kunne være sluppet for.

Det menneskesyn, der ligger bag, og som forsvares ved hjælp af religiøse skrifter præger naturligvis også den generelle kulturelle adfærd. Adfærden kommer med andre ord også til udtryk på mange andre måder end den, som kvinder bliver behandlet på. Jævnfør kontrasten mellem skabelsen af internettet og så en debat om ”hvordan man skal slå sin kone”, konfronteres man derfor med en kulturel kløft af tilsvarende dimensioner. Og der er stadigt mange politiske beslutningstagere, der ignorerer problemstillingen forbundet med indvandring og flygtningeoptagelse fra Mellemøsten med henvisning til enten humanistiske begrundelser eller ideer om kulturberigelse og "mangfoldighed".

Hvis man i forvejen er glad for ligestillingen mellem kønnene og for den civiliserede omgangsform i denne del af verden, er der imidlertid ingen berigelse at finde i ovenstående. Der er kun tale om en omkostning og en trussel mod de værdier, som man selv værdsætter. Det gælder naturligvis også, selv om der skulle være behov for arbejdskraft; for man kan man lethed finde regioner i verden, hvor de kulturelle tilstande er langt mere forenelige med hvad der er tilfældet herhjemme. Ud fra ideerne om oplyst egeninteresse bør man derfor lukke af for tilstrømning af indvandrere eller flygtninge fra Mellemøsten, og lade dette forblive situationen indtil tingene forandres til det bedre i den pågældende region.

Læs også:
Tradition og religion
Indvandring på frihedens betingelser

[H]vad med principperne for, hvad staten skal tage sig af? Er der ingen grænser? Ifølge Arno Victor Nielsens udtalelser i Nyhedsavisen er det vanskeligt at finde nogle.

Skyldes terrortruslen imidlertid ikke også andre staters adfærd? Og er disse stater ikke totalitære? - Er det så ikke nærmere det totalitære, der skal bekæmpes og ikke friheden? Her tænkes ikke mindst på de ideologiske og islamiske regimer som Iran og Saudi-Arabien, som alt for mange delvist frie stater ignorerer i sikkerhedspolitisk henseende.

- September måneds sidste kommentar på forsiden er kort og har titlen En grænseløs stat er en trussel mod friheden.

(Munkhammar: COIN er den ledende tænketank i DK. Det mener konservative nordmænd iøvrigt også).

Kan udenrigsministeren bekræfte, at EU har støttet tanken om at overdrage FN kompetence til kontrol af internettet?

I artiklen »Fra stat til privat - til stat?« på internetsiden for Copenhagen Institute (http://www.coin.dk/default.asp?aid=221) beskrives det, at EU gennem FN har udtrykt ønske om øget kontrol med internettet. Således bemærkes det, at Iran i 2005 var vært for en konference i maj-juni måned om internettets fremtid, som blandt andet udmundede i et dokument ved navn The Tehran Declaration. Af The Tehran Declaration fremgår det blandt andet, at lande som Iran samt andre lande ønsker, at det via FN sikres, at »Informationssamfundet« er »baseret på og stimulere[r] respekt[en] for kultur, tradition og religion«. Spørgeren bekendt, er de lande, der ønsker en kontrol med internettet via FN, lande, som i forvejen har voldsomme vanskeligheder ved at overholde menneskerettigheder. Det drejer sig ud over Iran om Saudi Arabien og Folkerepublikken Kina samt en række mellemøstlige lande, herunder EU-ansøgerlandet Tyrkiet. På den baggrund synes disse initiativer om regulering af og kontrol med internettet særdeles skræmmende. Spørgeren er i almindelighed bekymret for disse initiativer og særdeles bekymret for, hvordan EU må håndtere det øgede ønske om kontrol med internettet. Udenrigsministeren bedes derfor oplyse, hvilke tilkendegivelser EU har givet i denne sammenhæng. Fra Folketingets arkiv.

Spørgsmålet er stillet den 12. april 2007 af Morten Messerschmidt.

På hjemmesiden Western Resistance rapporterer man om nogle europæiske landes lovgivning, hvad angår påklædning:

No country in Europe has banned the Burka, but in Belgium, five Flemish towns have introduced bans on the garments. These are: Ghent, Antwerp, Sint-Truden, Lebbeke and Maaseik. The mayor of Maaseik, Jan Cleemers, said he acted after six women started wearing burqas, alarming local residents. On June 12, Khadija El Ouazzanik, a woman who had challenged the ruling in Maaseik magistrates' court lost her case. She launched the appeal after she had been fined 75 Euros ($95) in April 2005 for wearing the costume after the ban was enforced. She was told by the court that the town was legally within its rights to prevent the wearing of burkas.

When the bill is written into law, the Netherlands will be the first country in the European Union to have outlawed the Muslim face-coverings which have become such a political hot potato recently. Kilde

Så vi kan konstatere at et klædningsstykke er blevet en "politisk varm kartoffel", og at burkaen skræmmer de lokale. Og sandsynligvis er der ikke meget mere dybde tilbage, når det gælder afsættet for den aktuelle burka-lovgivning. Under alle omstændigheder vil lovgivere nu også bestemme, hvordan man må gå klædt.

Hvis principperne bag den tankegang var reglen og ikke undtagelsen, hvordan kunne vi så i vores del af verden, hævde at vi var mere moderne og oplyste, end de er i eksempelvis Saudi Arabien, hvor man (vel at mærke i langt større omfang) tager afsæt i tilsvarende former for frygt - blot rettet mod blandt andre jøder og kristne?

Frihedsrettighederne trives ganske rigtigt ikke i Saudiarabien, men nu beviser hollænderne blot, at de tilsvarende er ved at afvikle dem dér. Og med den aktuelle handling gør man ikke andet end dette: Forbuddet må nu engang ses som et led i afviklingen af den politiske frihed, og ikke som en del at et forsvar.

For i et mere frit samfund kunne mennesker, der ikke bryder sig om bestemte former for beklædning med største lethed vælge at "fryse" de pågældende ud af samfundet, der måtte vælge at gå i en bestemt klædedragt: Man kunne simpelthen undlade at ansætte, at handle med eller kommunikere med dem, man ikke bryder sig om. En mere udbredt ejendomsret ville sikre at man ikke behøvede at handle med andre end dem man ville handle med. Der ville ikke være pengeoverførsler mellem kulturelle modstandere. Og det ville tilsvarende stå en hver frit, om man ville gøre dette eller om man i stedet ville vælge at handle på den stik modsatte måde, og dermed se bort fra beklædning (og måske forestille sig hvad der var under burkaen!), det vil sige vælge at lægge vægt på nogle andre ting.

Pointen er således, at flere mulige valg ville stå åbne, og mennesker derfor i højere grad ville have valget mellem mange forskellige alternativer, - herunder når det gælder hvem man ville omgås -og herunder hvem man ville støtte økonomisk.

I stedet har man i Holland bevist, at man aspirerer til kollektivismen. Og den ene form for kollektiv tankegang står nu overfor en anden: Det vil sige en bestemt form for kultur-religiøsitet er konfronteret med en bestemt form for flokmentalitet fra de hollandske lovgiveres side.

Men er dette overraskende? Nej, ikke når man i forvejen har indført enhedsskolen, det nationaliserede uddannelsessystem, de fælles-nationale samlingsmedier (primært tv- og radio), og når opmærksomheden i vores samfund ikke længere er rettet imod selvstændigt tænkende produktive, opfindere, innovative og/eller på anden måde normbrydere - men i stedet magtmennesker, der i kraft af at komme til magten opfører sig "generøst" ved at dele rundhåndet ud med den ene hånd af de midler, de konfiskerer med den anden. Det vil sige individer, som netop i kraft af dette ernærer sig gennem politiske alliancer, beskyttelsespolitikker og bestikkelse via fælleskassen.

Og hvor de samme magthavere netop forsvarer en række principper, der forhindrer positive forandringer og fremskridt, der i stedet netop ville flytte opmærksomheden over mod de produktive i samfundet - hvilket blandt andet sker via forsigtighedsprincippet, bæredygtigheds-sludderet og balance-vrøvlet: måder hvorpå man handlingslammer den produktive sektor, samtidig med at man iscenesætter sig selv som beskytter af det bestående, det sikre og det gammelkendte. Oplysningsstadiet for den latinamerikanske bananrepublik er derfor så småt ved at være en del af den europæiske mentalitet.

Det fristende alternativ til burka er således - en økologisk "bæredygtig" folkedragt.

- Apropos det sidste har James Lovelock nu, ifølge Berlingske Tidende udgivet endnu en bog om GAIA. Spørgsmålet er nu hvilket holistisk samfundsyn, der kan samle de fleste stemmer, og som derefter vil blive det kollektivt påtvungne "valg" for os andre.

Man venter i spænding.

En af de mest fremhævede rapporter fra CEPOS fra undertegnedes side er en meget kort og koncis dokumentation for sammenhængen mellem stigende skatter og en voksende offentlig sektor, tilføjet et stigende antal borgere på overførselsindkomst, tilføjet et fald i andelen af privatansatte.

Men hvorfor står det så slemt til i Danmark med skattetrykket mere end det er tilfældet i andre lande (Sverige undtaget)? - Det er det store milliardkroners spørgsmål, som der fra Copenhagen Institutes side ikke desto mindre er svaret på flere gange, men hvor det overordnede svar nu lanceres på bloggen i anledning af den genopblussede skattedebat, herunder et tankevækkende interview med Henrik Quortrup i dagens udgave af Berlingske Tidende, hvor den tidligere spindoktor bedyrer at Fogh er parat til at ofre udsigterne til skattelettelser til fordel for udsigterne til nogle flere år ved magten.

Datamaterialet fra Cepos, men også Danmarkshistorien i almindelighed viser således, at Anders Fogh Rasmussen i vid udstrækning med sin uddannelsesmæssige baggrund er et barn af sin tid, det vil sige del af den nye og store akademikergeneration, der takket være en voksende "fælleskasse" blev sluppet ind i universiteternes hellige haller i 60'erne og 70'erne, - og som skabte et massivt pres på behovet for skabelsen af nye offentlige embeder.

Der var imidlertid samtidig tale om et "behov" for embeder, der kun kunne løses i kraft af en langt mere intens form for kollektivistisk problemidentifikation. - Og var der ikke nok problemer at pege på, så skabte man dem ved massivt at øge mængden af overførselsindkomster, jævnfør ovennævnte rapport.

Netop 1970'erne endte således med at blive et årti, hvor meget mere end normalt fik status at være enten farligt, og under alle omstændigheder et samfundsproblem og/eller samfundsanliggende. - De der voksede op i 1970'erne husker måske en pinlig sang med titlen Vi voksne kan også være bange. Sangen var vel at mærke ikke ment som en vittighed, men som en falliterklæring, hvilket netop måtte blive det personlige resultat af det, man dengang blev undervist i på universiteter og andre offentlige anstalter; og som var ideer der spredte sig via de allerede på det tidspunkt kollektiviserede medier.

De voksne i 1970'erne blev således mere bange og mere autoritetstro end nogensinde før. Og slet ikke overraskende blev mere stat svaret på frygten, hvad enten der var tale om miljøfrygten, den sociale frygt, krigsfrygten, u-landsfrygten, USA-frygten, kultur-frygten o.s.v. o.s.v.

At svaret på, hvorfor den offentlige sektor er vokset eksplosivt, og hvorfor der netop i Danmark og Sverige findes en velformuleret skatteglad akademisk elite hænger sammen med offentlig og "gratis" uddannelse, kan man i øvrigt også forvisse sig om, via nedenstående liste over de ti lande, det vil sige stater, i verden, der ifølge The Economist aktuelt bruger allermest på uddannelse (procent af BNP).

Disse er:

1) Zimbabwe 10,4
2) Lesotho 10,1
3) Yemen 10
4) Saudi Arabien 9,5
5) Botswana 8,6
6) Cuba 8,5
7) Danmark 8,2
8) Namibia 8,1
9) Sverige 7,8, og
10) Estland 7,5

• Kilde: The Economist – Pocket world in figures 2003

Læs mere her:

Vejen til dårlige studievalg er brolagt med statsstøtte

Uddannelse til embedsjagt

Atilla på skoleskemaet

Den enevældige undersøgende klasse

Hvem tager ansvar for uddannelsen?

Uddannelse er inflation

Apropos dagens historie fra Heathrow anbefales They Are All Jews Now af Mark Steyn:

In Causeries du lundi, Charles-Augustin Sainte-Beuve recalls a Parisian dramatist watching the revolutionary mob rampaging through the street below and beaming: "See my pageant passing!" That's how opportunist Arabs and indulgent Europeans looked on the intifada and the terrorists and the schoolgirl suicide bombers: as a kind of uber-authentic piece of performance art with which to torment the Jews and the Americans. They never paused to ask themselves: Hey, what if it doesn't stop there?, skriver Steyn blandt andet.

- Ja, hvad vil man i fremtiden lære i Hizbollas skoler i Libanon, hvis Israel forsvinder? Mon den "hellige" krig ophører, og uddannelsen til at blive selvmordsbomber og gidseltager lægges til side til fordel for et mere konstruktivt pensum?

"They" er således ikke længere bare israelere og amerikanere, men jævnfør de senere års angreb i eksempelvis Spanien og England også europæere og andre, der har fornærmet - eller som bare ikke lever op til de allerstrengeste krav, der udgår fra Iran og eventuelt Saudiarabien.

Det er, som Michelle Malkin pointerer, blevet særdeles vanskeligt ikke at fornærme, - og som reaktionen på Muhammedtegningerne dokumenterede:

If it's not Qana, it's Gitmo.
Or cartoons or pop singers. Or filmmakers.
Or books. Or more books.
Or beauty pageants and bikinis.
Or American fast-food joints.
Or Valentine's Day.
Or playing cards.
Or Piglet.
Or soccer.
Or South Park.

There's always something burning with the jihadi members of the Religion of Perpetual Outrage. It's time to see through the smokescreen, skriver Malkin.

Fra 2003 til 2006 er der indsamlet data om FN's menneskerettighedssystems kritiske udtalelser om bestemte lande.

I perioden blev Australien kritiseret lige så ofte som Nordkorea. Begge lande befinder sig dog langt nede på listen på en delt 44. plads.

Sydkorea (64. plads) er retfærdigvis placeret lavere end Nordkorea. Det kan imidlertid undre at den frie del af Korea kritiseres langt mere end det lukkede Bhutan (74. plads) (men måske er der forbud mod at undersøge, hvordan det står til); og at forholdene i Sydkorea, bedømt på påtale, angiveligt er sammenlignelige med hvad, der finder sted i det forholdsvist utrygge Jamaica, eller for den sags skyld Bahrain (der begge deler 64. pladsen med Sydkorea).

Tilsyneladende er det værre at bo i USA (5.plads) eller Israel (1. plads), end det er at befinde sig i Afghanistan (6. plads), Kina (12. plads), Iran (19. plads) eller Georgien (32. plads).

I Storbritannien (20. plads) kan man glæde sig over (lige akkurat) - ifølge FN-systemet - at være mere attraktiv end Iran, men dog mere undertrykkende - altså i følge FN - end Haiti (22. plads), Pakistan (23. plads) eller Saudi Arabien (31. plads).

- Hvorfor mon der ikke er flere briter, der flygter til disse lande, eller for den sags skyld til Tyrkiet, der er at finde på en 26. plads, og dermed kritiseres oftere end Saudi Arabien? (Det må vist siges at være et argument imod tyrkisk EU-medlemskab...).

Syrien finder man på en 37. plads. Mens Frankrig er at finde på 39. pladsen.

Måske husker læseren en række historier om forholdene i Zimbabwe (30. plads) under Mugabe, om statsdirigerede plyndinger, overfald, censur og tortur. Landet har imidlertid kun fået påtale 54 gange, der kan sammenlignes med eksempelvis Indiens 92 gange (der giver Indien en 9. plads på listen).

Jordan blev kritiseret lige så ofte som Schweiz (delt 60. plads).

Spanien (44. plads) blev kritiseret oftere end kommunistiske Vietnam (45. plads).

Og Grækenland (52. plads) oftere end Ukraine (55. plads).

I Botswana, Bulgarien, Namibia, Danmark og Sverige kan man glæde sig over en delt 67. plads...

Se Human Rights Actions. Og besøg EYE on the UN

Tre alternative landelister (herunder fra Freedom House) findes i kommentaren Frihed, velstand, civilisation (nederst)

The Economists liste fra 2003 over hvilket land, der procentuelt brugte mest på offentlig uddannelse ser sådan ud:

1) Zimbabwe 10,4

2) Lesotho 10,1

3) Yemen 10

4) Saudi Arabien 9,5

5) Botswana 8,6

6) Cuba 8,5

7) Danmark 8,2

8) Namibia 8,1

9) Sverige 7,8, og

10) Estland 7,5

• Fra The Economist – Pocket world in figures 2003

- Så hvad lærte man det år i Zimbabwe? Mon nogle turde nævne ideer vedrørende den private ejendomsret? Hvad med ytringsfrihed? Blev der sagt noget om principper vedrørende magtens tredeling? Eller om at respektere de produktive i samfundet? Hvad med de tanker, der drejer sig om det fornuftige ved en begrænset statsmagt? Det er tvivlsomt.

Det er derimod helt sikkert, at socialistiske ideer om at overtage produktionsmidlerne , i et eller andet omfang er blevet luftet, men også at uddannelse er blevet præsenteret som en rettighed staten giver; hvad den som bekendt gør ved at tage fra andre.

Ideen om gratis uddannelse som en menneskerettighed præsenteres man som bekendt også for i Danmark. Den er del af statens kanon. Og så undrer man sig bagefter over uddannelsesniveauet, indholdet og den politiske adfærd, der følger...

Læs mere her:

Atilla på skoleskemaet
http://www.coin.dk/default.asp?aid=416

Hvem tager ansvar for uddannelsen?
http://www.coin.dk/default.asp?aid=392