CEPOS' forlag udgiver bogen "89'erne" redigeret af Nikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving. Antologien har 62 bidragydere - heriblandt undertegnede og Copenhagen Institutes stifter Chresten Anderson.

Forordet til ”89'erne – politiske visioner fra en borgerlig revolution” begynder således:

"Tre årstal skiller sig ud i de seneste 50 års kulturhistorie i Danmark og resten af den vestlige kulturkreds. 1968, 1989 og 2001.

1968 markerer studenteroprøret i Vesteuropa. 1989 markerer borgeroprøret i Østeuropa. 2001 markerer islamisternes angreb på USA.

Det er i skæringsfeltet mellem disse skelsættende årstal, at denne antologi er blevet til. De fleste bidrag er skrevet efter 11. september og folketingsvalget den 20. november 2001, der gjorde Anders Fogh Rasmussen til ny statsminister i Danmark, men flere af bidragene trækker implicitte eller eksplicitte tråde tilbage til 68' og 89'. Bidragene hører hjemme i en borgerlig generation, der opponerede mod 68-generationen med mere end et ”nå” og som var med til at berede jordbunden for et borgerligt regimeskifte i dansk politik med Anders Fogh Rasmussens valgsejr – eller under alle omstændigheder gav stemme til det forandrede Danmark. ”..

Læs mere her:
www.cepos.dk

Køb bogen her:
bogpriser.dk

Liberalisme er måske nok et fyord i dansk politik, men de borgerlig-liberale er de lykkeligste. Det viser flere undersøgelser fra såvel ind- som udland. Lektor og ph.d. i Nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i Århus Christian Bjørnskov er ophavsmand til flere lykkeundersøgelser, og hans konklusioner er klare: Størstedelen af de tilfredse borgere skal findes til højre for midten på den politiske skala.

Information: Liberalister er lykkeligst.

[Professor Ole] Humlum peger, som mange andre, også på at temperaturen faktisk ikke er steget de sidste ti år, på trods af at IPCC-modellerne klart forudsiger en stigning på 0,2-0,3 grader. Nu er ti år sandsynligvis ikke nok til at kunne sige noget som helst fornuftigt om en langsigtstrend, ikke mindst fordi 1998 var et såkaldt ’El Niño år’, men nordmanden gør opmærksom på, at IPCC selv har brugt det usædvanligt varme år som ’bevis’ for at opvarmningen er menneskeskabt. Og som han udtaler til Weekendavisen: ”Hvis ti års temperaturstigning fra 1978 til 1988 var nok til at overbevise om rigtigheden af at oprette IPCC med den erklærede opgave at undersøge specielt den menneskelige påvirkning af klimaet, og hvis ti års temperaturstigning frem til 1998 er usædvanlig og et mere end 90 procent sikkert bevis på menneskeskabt global opvarmning, som det er blevet hævdet af IPCC, så har de efterfølgende otte-ni års stagnation i temperaturen vel også relevans?”

Mere hos Punitokraterne

[D]et forhold, at man vælger at føre retssagen i Frankrig, der har tætte politiske bånd til flere ganske ubehagelige styrer i Mellemøsten, og hvor politikerne oven i købet har reel indflydelse på domstolene, er vel ikke helt uden betydning?

Sagens kerne er bestemt heller ikke uden betydning, idet den handler om hvor stor indflydelse, religion, religiøse dogmer og religiøse følelser bør have på det samfund, der eksisterer uden om dem, som tror på religionen. På et vist plan handler den endda om, hvorvidt religiøse dogmer og følelser i andre lande, bør have indflydelse på vores samfund. Og de dogmer har betydning udenfor retsvæsenet og udenfor politik, og i langt højere grad end jurister og politikere er opmærksomme på. Friheden for dem er grundlaget for vores samfund.

Det skriver Christian Bjørnskov hos Punditokraterne, hvor han gør sig flere overvejelser omkring sammenhængen mellem religion og velstand. Mere om emnet her.

Man behøver ikke være liberal, FN-skeptisk, eller noget som helst andet for at stille spørgsmål ved klimarapporterne. Det eneste det kræver, er et sind, der er åbent sind for argumentets magt, og kritisk overfor blind autoritet. Man behøver heller ikke være paranoid for at spørge sig selv, om rapporten havde haft samme effekt for et år siden oven på en af de koldeste europæiske vintre i mange år. Og hvorfor skal man lægge offentliggørelsen af den politiske sammenfatning nu, og ikke når den videnskabelige rapport er færdig til maj? Min læsning af de mange indikationer er, at hovedproblemet bliver ved med at være, at FNs klimapanel ikke har orden i deres argumenter, men i stedet forsøger at råbe højere end modstanden...

- Det skriver Christian Bjørnskov hos Punditokraterne og nævner en række årsager til at man - også i almindelighed - bør være skeptisk overfor FN, og deres mange selv-aktiverende rapporter.

Der er jo ingen grund til at opvarme den offentlige varmestue på skatteydernes lomme, hvis præsten decideret oplever ekkoet i kirkerummet som stressende.

- Det skriver Marie Østerbye i Urbanavis.

Anledningen til ovenstående bemærkning er følgende også ifølge Østerbye:

[I] den gode sags tjeneste indleder Viborg Stift nu en undersøgelse af, hvorledes stress påvirker de ansatte i folkekirken: Præster, organister, kirkesangere og gravere.

For et stykke tid siden ansøgte flere præster ellers om at få fri om søndagen, fordi weekendarbejde og besøgende gæster ligeledes kan virke stressende, men det stresser tilsyneladende også, når der IKKE er nogen i kirken...

Debatten om Folkekirken, besøgstallet og kedsomheden er imidlertid hverken ny. Og det burde samtidig ikke være overraskende, at den bliver ved med at komme op til overfladen.

For hvis man vil have en levende kirke, så må man sikre forudsætningerne for liv. Og det er ikke det samme som at sikre sig kronisk beskyttelse via en tilknytning til staten.

Kirkens forhold til staten er således blot endnu et eksempel blandt utallige på, at penge fra staten ikke fører til dynamik og fremdrift, jævnfør også gårdagens kommentar af Christian Bjørnskov om ulandsbistanden.

- Man bliver således ikke kapitalist eller produktiv fordi man får en pose penge, men fordi man har et incitament, og (i kraft af et retssamfund med respekt for ejendomsretten) samtidig mulighed, og forudsætninger for at tjene dem selv!

Der er derfor ikke et dilemma, hvad angår kirkens forhold til staten: - Det er kun et valg at træffe hvis man vil have publikum tilbage; - og det er at løsrive sig, og derefter tage opgøret med den tiltagende bureaukratisering og de mange statsligt påvirkede rutiner.

Hør også interviewet - Why is Statism So UNBEARABLY boring? om hvordan statens dominans ift. civilsamfundet påvirker vores måde at tænke på.

"Det offentliges rolle: [...] Tanzania fik gennem 90erne næsten 20 % af landets nationalindkomst gennem bistand. Hvad ville der ske med samfundet og folks økonomiske adfærd, hvis Danmark fik samme mængde? For at sætte tingene i perspektiv svarer det til, at hver dansker i gennemsnit får en helt arbejdsfri gave på 42.000 kroner hvert år, men en lille gruppe offentligt ansatte skal bestemme, hvem der får hvor meget. Hvis man tænker eksemplet igennem, med den forskel at de relevante mennesker er meget fattigere end de velstående danskere, er det måske ikke så sært at ulandshjælpen har stærke bivirkninger?"

- Læs mere i dagens kommentar af Christian Bjørnskov.

[T]ænk over situationen, som den i sin reneste form ser ud: 1) Et firma viser sig ikke at være konkurrencedygtig pga. politiske indgreb og stærke, traditionalistiske fagforeninger; 2) politikerne tager det op som en sag, hvor de kan vise deres ‘sociale sindelag’ og giver støtte til det skrantende firma; 3) firmaet og dets partnere såsom fagforeninger behøver ikke gøre det store for at rette op på situationen, for staten/EU har jo vist sig klar til at hjælpe.

Udskift nu ordet ‘firma’ med ‘sydeuropæisk skotøjsindustri’, ‘værfter’, eller ‘landbrug’, og min pointe bliver forhåbentlig klar: Italien er helt repræsentativ for hvordan men i EU fører erhvervspolitik. ...

- Det skriver Christian Bjørnskov hos Punditokraterne. Læs mere her.

Læs også Chresten Andersons kommentar i iDag - Industriens Dagblad fra den 23.: Den dyre lobbyisme.

Dagens tema på bloggen kan med nogen retfærdighed siges at være økonomisk teori og økonomisk historie - også som den indprentes i folkeskolen.

Hvis man har læst den netop publicerede roman Hymne, og interesserer sig for historie herunder idehistorie og økonomi - skal i tråd med ovenstående tema derfor anbefales Ludwig von Mises Omnipotent Government, hvori det blandt andet kortlægges, hvorfor ideen om individets frihed - sådan som den forsvares af de politisk frihedsorienterede, der benævnes liberalister, stod særligt svagt op til nazisternes magtovertageslse i Tyskland i midten af det 20. århundrede.

Omnipotent Government kan downloades gratis her, købes via en multinational udbyder eller via Laissez Faire Books

Ludwig von Mises bog er værd at fremhæve, eftersom den netop afdækker sammenhængen mellem nationalsocialisme og andre former for kollektivisme, hvilket typisk ikke er noget, som danske historikere i almindelighed bruger tid på.

Ludwig von Mises opererer således på pædagogisk vis med sondringen mellem Socialism of the German pattern samt Socialism of the Communist or Sovjet pattern, hvilket peger frem imod, at centrale fællesnævnere netop er statisme og politisk kontrol med økonomien; og at selv om ejerskab i Tyskland formelt var privat, så var det imidlertid ikke tilfældet reelt.

- En sådan historisk betoning (herunder sondringen mellem formelt og reelt privatejerskab) ville således også sætte den danske udvikling med stigende skatter siden begyndelsen af 1900-tallet i et noget andet lys end hvad socialdemokratiske historieskrivere sikkert kunne ønske sig...- Jævnfør også den tilbagevendende debat i Venstre om, hvorvidt det ikke er rimeligt primært at lade borgeren arbejde mere for sig selv - end for nogle andre, og herunder om ikke det reelle ejerskab (det vil sige, det man har at gøre godt med, når skatten er betalt) i grunden burde være noget, der var værd at forsvare...

Christian Bjørnskov, der bidrager med en kommentar til COIN ca. en gang om måneden kan i øvrigt opleves på Liberalisternes landsmøde og ekstraordinære generalforsamling den 1. oktober.

Herfra skal selvsagt ikke anbefales nogen særlig form for stemmeafgivning, men dog mere liberalisme, mindre system og mere frihed til den enkelte; sådan at historien ikke gentager sig; og sådan at Ayn Rands fremtidsscenarie kan forblive fiktion.

[N]etop ved at iagttage private virksomheder, kan vi også tage ved lære af hvordan fremtidens uddannelsessystem bør indrettes: Der skal således netop være mindre planøkonomi, og dermed mere konkurrence og mere marked, så vi hurtigere får informationerne igennem systemet. De øgede økonomiske incitamenter vil samtidig sikre at de studerende også i højere grad bliver ansvarlige for egne valg. At det kan betale sig at tænke sig om vil også betyde, at man alt andet lige træffer mere fornuftige og ansvarlige beslutninger.

- Det skriver Chresten Anderson i dagens ene kommentar.

Dagens anden kommentar er af Christian Bjørnskov hvori, der argumenteres for, at EU bærer en meget stor del af ansvaret for det aktuelle sammenbrud i WTO-forhandlingerne. Læs kommentaren her.