Peter Kurrild-Klitgaard: Vi har [...] på enkeltområder fået politikker, der ser »borgerlige« ud – f.eks. sænkelse af selskabsskatten. Men det billede holder som regel kun så længe, man alene ser på den ene del af regnestykket. Man sænker nogle skatter, men samtidig hæver man så andre steder. Det minder om VK-regeringen, som fik gennemført en beskæring af efterlønsordningen – men for at kunne bruge pengene andetsteds. Det er alt sammen teknokratiske fiflerier, som isoleret set kan være gode eller dårlige, men som har som deres primære formål at strømline og cementere status quo i et samfund, hvor den sammensatte marginalskat er på 68 pct., og hvor to tredjedele af vælgerne er afhængige af de offentlige kasser. Det er i hvert fald slet ikke en politik, der repræsenterer en egentlig borgerlig-liberal ambition om at rulle statsstyringen tilbage til fordel for marked, familie og civilsamfund.

http://www.b.dk/kommentarer/myten-om-den-borgerlige-regering

CEPOS' forlag udgiver bogen "89'erne" redigeret af Nikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving. Antologien har 62 bidragydere - heriblandt undertegnede og Copenhagen Institutes stifter Chresten Anderson.

Forordet til ”89'erne – politiske visioner fra en borgerlig revolution” begynder således:

"Tre årstal skiller sig ud i de seneste 50 års kulturhistorie i Danmark og resten af den vestlige kulturkreds. 1968, 1989 og 2001.

1968 markerer studenteroprøret i Vesteuropa. 1989 markerer borgeroprøret i Østeuropa. 2001 markerer islamisternes angreb på USA.

Det er i skæringsfeltet mellem disse skelsættende årstal, at denne antologi er blevet til. De fleste bidrag er skrevet efter 11. september og folketingsvalget den 20. november 2001, der gjorde Anders Fogh Rasmussen til ny statsminister i Danmark, men flere af bidragene trækker implicitte eller eksplicitte tråde tilbage til 68' og 89'. Bidragene hører hjemme i en borgerlig generation, der opponerede mod 68-generationen med mere end et ”nå” og som var med til at berede jordbunden for et borgerligt regimeskifte i dansk politik med Anders Fogh Rasmussens valgsejr – eller under alle omstændigheder gav stemme til det forandrede Danmark. ”..

Læs mere her:
www.cepos.dk

Køb bogen her:
bogpriser.dk

Fri Debat er et tværpolitisk netværk, hvis formål er at styrke bevidstheden om og forsvaret af ytringsfriheden i den offentlige debat. Netværket består af folk på tværs af det politiske spektre. Vores eneste fællesnævner er en uforbeholden støtte for den universelle ytringsfrihed for Loke såvel som for Thor. Foruden at være en stemme i den offentlige debat er det netværkets ambition at arrangere konferencer og gå-hjem-møder, der tager forskellige aspekter af ytringsfriheden under behandling.

Fri Debat blev grundlagt i januar 2010 af Jacob Mchangama, Frederik Stjernfelt, Jens-Martin Eriksen, Troels Heeger og Søren K. Villemoes. Det opstod i frustration over, at de to på daværende tidspunkt primære selskaber, der forsvarede ytringsfriheden i Danmark, Dansk PEN og Trykkefrihedsselskabet, havde problemer med at vise en klar afstandtagen fra indgreb i ytringsfriheden, der ramte politiske modstandere. Fri Debat skal dog ikke ses som en modsætning til disse to organisationer eller som en konkurrent. Vi værdsætter både Dansk PENs og Trykkefrihedsselskabets bidrag til kampen for ytringsfrihed. Vi udfylder derimod et vakuum i debatten, som er opstået de senere år.
http://www.fridebat.nu/

Første debatmøde den 1. marts:
Bør vi afskaffe blasfemi- og racismeparagrafferne?

Man må spørge sig selv, om det er særligt sundt for en samfundsdebat, at et begreb, der tilsyneladende er så slattent og vattet, at alle kan lægge alt i det, gøres til en næsten uanfægtelig helligdom. Menneskehedens historie er fuld af eksempler på ideologier, der med udgangspunkt i en upræcis abstraktion forsøger at indrette virkeligheden i detaljer, uanset omkostningerne for menneskenes liv, frihed og lykke. Fascister og nationalsocialister har gjort det med »folket«, »nationen« og »racen«. Kommunister og socialister af forskellig observans brugte og misbrugte også »folket«, når de ikke lige talte om »klassen«. Gennem tiderne har flere religioner retfærdiggjort enhver tænkelig handling med henvisning til deres helligdomme, på samme måde som f.eks. islamister gør det i dag. Fællesnævneren har hver gang været, at individer må ofres til fordel for en eller anden uhåndgribelig abstraktion.

- Det skriver Peter Kurrild-Klitgaard hos Punditokraterne.

Venstres vælgere ved man, mere end det gælder partitoppen, hvor man har:

- Hele 87,7 procent af Venstres mandlige vælgere ønsker, at regeringen lægger en sådan plan for skattelettelser. 72,5 procent af Venstrekvinderne svarer ja til spørgsmålet, og det betyder samlet set, at 80,5 procent ønsker en plan for skattelettelser. Kun 8,1 procent svarer nej til spørgsmålet, mens 11,4 procent ikke ved hvad de skal mene.

Det skriver Berlingske Tidende.

I dagens trykte version af Berlingske - i debatsektionen, under overskriften "Frihedens bøger" af Peter Kurrild-Klitgaard anbefales i den anledning Vejen til trældom af F.A. Hayek samt Ayn Rands Atlas Shrugged, der begge handler om hvem, det er bedst til at lægge planer: Temaet er således embedsmænd og politikere i maksimal-staten vs. frie individer i minimalstaten.

For mere end ti år siden skrev den nuværende statsminister i øvrigt en bog, der omhandlede sidstnævnte statsform. Måske har de har læst den?

Man kan indtil videre ikke stemme på partiet Liberalisterne, men det findes.

Dagens kommentar handler med aktualitet for sagen om Liberalisterne om, hvordan stat og parti glider sammen takket være den massive adgang til borgernes midler, og i kraft af en stort set ubegrænset råderet over dem.

Som Peter Kurrild-Klitgaard skriver i Berlingske Tidendes debatsektion handler det også om, hvordan man politisk beskytter sig mod konkurrence. Det er er slemt i Sverige. Det er næsten lige så galt herhjemme.

På siden www.liberalisterne.skrivunder.dk kan man protestere mod navneforbuddet, som ud over en skandaløs sagsbehandlingstid er det, sagen handler om.

Undertegnede har i øvrigt tidligere været medlem af noget, der hed Det Radikale Venstre (1998-2002).

Det skal beklages. Men det var ikke forbudt.

Efterlønsreformen i 1998, der bl.a. indførte kravet om 25 års medlemsskab af en arbejdsløshedskasse, resulterede i, at andelen af 35-39 åriges tilmeldning faldt til 67% i dag, mod 82% for fem år siden.

For de 30-34 årige var faldet endnu højere (der ifølge reformen fra 1998 har muligheden for tilmeldning frem til det 35. år).

Disse markante fald betød ifølge et arbejdspapir fra Copenhagen Institute i en besparelse på mellem 1,8 og 4 mia. kr.

I det nyligt forhandlede velfærdsforlig (reform fik vi ikke-nikke-nej), ændres kravet til medlemsskab af en arbejdsløshedskasse med 5 år, til 30 år. Endvidere skal indbetalingerne påbegyndes senest, når man fylder 30 år.

Som Peter Kurrild-Klitgaard redegjorde for i en analyse for CEPOS, så kan det godt være at befolkningen bakker om om efterlønnen, men altså kun sålænge den er ”gratis”.

Da befolkningens præferencer nok ikke ændrer sig sådan over night, skal vi nok regne med at se endnu en nedgang i antallet af tilmeldte. En nedgang, der vel at mærke ser ud til at batte langt mere end den elastiske tilbagetrækningsalder, der også er en del af forliget.

Ændringen af tilmeldingstiden er indtil videre ikke det, diverse internetmedier har brugt deres båndbredde på. Måske er det lykkes forligspartierne at snige noget, der reelt er mere omfangsrigt end det umiddelbart synes, ind i forliget i håb om at finde en balance mellem det nødvendige og bibeholdelse af taburetterne.

Eller også tager jeg fejl. Måske har jeg pådraget mig en velfærds-psykose, der bunder i et ønske om reformer - næret af 5 års skuffelser.

Under alle omstændigheder, er det temmelig ynkeligt, at skulle glæde sig over en udsigt til at staten sparer et par håndører, der sikkert aligevel bliver delt ud til diverse kontraproduktive støtteordninger.