I vores klub kan man spille en hel sæson for 600 kroner, og en ketsjer kan købes for cirka 300 kroner, siger Jørgen Hansen [bestyrelsesmedlem i Aalborg Tennisklub]. Han er godt klar over, at tennis af nogen bliver betragtet som en overklassesport. - Sådan var det engang, men det er helt ude af trit med virkeligheden i dag, mener han. Som medlem af bestyrelsen i en tennisklub frygter han, at annoncen fra 3f kan gøre det sværere at få unge til at melde sig til tennissporten. Det er svært nok i forvejen at holde på de unge. - Det kan man læse i artiklen Tennissporten føler sig hængt ud.

Men hvorfor er det blevet billigere at spille tennis? Svaret er det samme som spørgsmålet: "hvorfor er kontaktlinser, computerskærme, mobiltelefoner, fjernsyn, sodavand, flyrejser"...og så videre blevet billigere? - Og svaret er ULIGHED: Det vil sige, det er mulighederne for at skabe sig en materielt solid tilværelse med overskud i hverdagen, der har ført til denne generelle velstandsskabelse. Det er muligheden for at den enkelte kan træffe sine egne beslutninger, og dernæst forfølge sine drømme og visioner uden at blive plyndret af sine omgivelser for hvert et fornuftigt og produktivt skridt, der bliver taget.

Det er dermed muligheden for at blive "ulige" alle andre, der betyder, at nogle rent faktisk foretager sig noget fornuftigt og praktisk orienteret. I primitive eller middelalderlige samfund trives derimod retsløsheden og også lighedsmentaliteten, der betyder, at når nogle tager et selvstændigt skridt fremad, trækkes de med det samme tilbage og ned af resten. Fra og med 1970'erne tog vi i Danmark med ny-marxisimen (og kultur-socialismen) et grimt skridt tilbage i den forkerte retning. Man genopfandt en lighedskultur, som kun kan føre tilbage til mere primitive tilstande.

Historien fra Aalborg fortæller således noget ret centralt. Og det er at friheden ganske rigtigt i praksis har en tendens til at føre til ulighed, sådan at der opstår en "overklasse", fordi mennesker vil noget forskelligt med deres liv, og også fordi mennesker er forskellige fra naturens hånd; men at den samme frihed også fører til øget velstand generelt.

Et ofte hørt argument er, at Danmarks Radio sikrer, at den danske kultur trives. Argumentet om at dansk kultur kun kan trives med store subsidier fra staten, er det samme som at sige at man ønsker, at den danske kultur tager en bestemt form, nemlig i form af DR og andre statsstøttede kultur-institutioner. Støtter bag statsstøttet kultur er ikke bange for, at den danske kultur falder bort, nej de er bange for, at den ikke kommer til, at se ud som de ønsker det. De er bange for at danskerne ikke mener det samme som dem, så derfor skal vi oplyses. Kultur bør ikke styres af en lille kultur elite, den bør skabes af danskerne. Vil du lade en lille gruppe mennesker bestemme, hvordan dansk kultur skal se ud? - Læs mere her:

Ligestilling er oppe i tiden. Indre-missionske præster kan med henvisning til deres religion få lov til selv at bestemme. De ikke-religiøse slipper derimod ikke for statens klamme hånd. Det siger måske noget om, hvor sympatierne i staten ligger, at almindelige borgere skal underkastes ligestilling, mens religiøse organisationer går fri. Fra COIN's side skal der her bringes nogle bidrag til modstandskamp mod ligestilling fra oven; og dermed også mod et kollektivistisk projekt, der tilhører partiet Venstre.

Venstrefløjsracismen:

Kvoter, der kræver et vist antal sorte, hvide eller lyserøde ansat er ikke desto mindre (hvad enten det sker i det offentlige eller private) så racistisk, som det kan blive. Og kvoter baseret på køn er tilsvarende chauvinistiske kvoter: Det vil sige ordninger, der tilsiger, at et vist antal kvinder skal ansættes primært, fordi de er kvinder - eller at et bestemt antal mænd skal ansættes, primært fordi de er mænd.

Denne i virkeligheden frastødende indstilling til ansættelsespolitik har fortalere i mange partier. Det burde imidlertid være tale om eksklusionsgrund i et hvilket som helst parti at være fortaler for sådanne ordninger, eftersom de repræsenterer en af de allerværste former for kollektivisme, man kan tænke sig: En ide om at bevidsthed og klogskab skulle være bestemte gener eller kønnet underlegen.

Aftalefrihed eller ligestillingstvang? :

Enten bestemmer ligestillingsministeren, hvad man skal have i løn, eller også aftales det i al frivillighed med den, der tilbyder dig et arbejde. Der er tale om et ”enten eller”, og ikke et ”både og”.

Et mere frit marked skaber ikke desto mindre også ligestilling – men fra neden.

Kvoter er det modsatte af kvalifikationer :

Konsekvensen ved kvoteordninger bliver [...] netop, at man ikke ansætter den bedst kvalificerede, men som følge af lovgivning i stedet må orientere sig efter at opfylde de tilfældige kvoter, der ønskes sat fra oven. Kvoteordninger er netop til gavn for de mennesker , der ikke søger at kæmpe for, at kvalifikationer kommer til at stå øverst. Så hvordan kan man i stedet sikre, at dette sker?

Man kunne i øvrigt ikke drømme om at ansætte, fordi en ansøger krævede det på vegne af kønnet - eller en anden tilfældig gruppe. Hvad skulle man med sådan en form for flokmentalitet?

Med udgangspunkt i NCC-sagen i København stiller Business.dk spørgsmålet: - Skal der være større synlighed omkring, hvem der støtter politikere økonomisk? - Det sker under overskriften Politikere er bydrenge for virksomheder.

Fokus for ovennævnte artikel er på virksomheders forsøg på påvirkning. Men naturligvis sker påvirkning via lobbyisme også fra organisationers side, hvad enten der er tale om miljø- eller forbrugerorganisationer, eller arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer.

I en introduktion til hvordan man driver lobbyisme skrev undertegnede i 2002 følgende: - Oprindeligt blev lobbyisme forstået snævert som forsøgene på at påvirke de folkevalgte i et parlament. I dag er det mere normalt at se lobbyisme som et bredere fænomen, der inkluderer såvel det påvirkningsarbejde, der udøves i forhold til parlamentsmedlemmer, som påvirkning rettet mod en kommune, et amt, de politiske partier, den offentlige administration, EU samt offentligheden.

Hvordan kan man nu tage stilling til om lobbyisme er godt eller skidt? Og om der i givet fald er rigtige og forkerte former for lobbyisme?

Et afsæt for stillingtagen kunne være i ejendomsretten. Er det noget lobbyister skal respektere? ( - Eller er lobbyister i en moralsk kategori for sig selv?). Skyldes omfanget af lobbyisme i Danmark og andre velfærdsstater (USA inklusive) ligefrem at ejendomsretten ikke respekteres?

I Europa er begrebet lobbyisme i særlig grad et fænomen man forbinder med EU-samarbejdet. Det er der gode grunde til. For her flyder endog ganske store midler rundt i et system, hvor disse midler ikke som udgangspunkt er øremærkede - via lovgivning - til noget bestemt. - Så hvad gør lobbyisterne? De tager til Bruxelles og kommer med forslag til hvordan de mange "midler" (skatteydernes penge), skal bruges. (Såvidt vides skrev Politiken en gang en historie om at der var penge nok til alle...) Dette lobbyarbejde i EU sker vel at mærke også fra såvel organisationernes som fra virksomhedernes side.

Udgangspunktet er imidlertid ikke en politisk tilstand, der er skabt af lobbyisterne, men derimod er udgangspunktet nogle spilleregler opstillet af politikere, der har fjernet grænserne for politik.

Også i Danmark er disse grænser således forsvundet: Så hvis man kan komme igennem til en politiker, og senere til nogle flere, som til sidst kan samle de gyldne 90 mandater, så er der ingen sag, som ikke potentielt set kan få støtte, beskyttelse, politisk opmærksomhed m.v. fra politisk hold (og selvsagt blive finansieret af skatteyderne).

(En måde at få en meget perifær og iøjnefaldende sag igennem uden at pressen opdager det, kan således være at pakke den lille sag ind i en større sag, sådan at missionen kommer til at ligne noget, der er udtryk for helhedsorientering - og som dermed også kan fange flere politiske beslutningstageres opmærksomhed.).

Grænserne for hvad der er politisk er således borte. Dem har "man", det vil sige politikere og befolkning i fællesskab, stille og roligt fjernet år for år. Og disse grænser handler netop om ejendomsret og handlefrihed i civilsamfundet. Denne handlefrihed er således betinget af, at man selv kan bestemme, hvad man vil bruge sine penge til; og dette handler netop om at den enkelte har sin frihed intakt.

I Danmark har politikere og administratorer således udvidet deres frihed på bekostningen af den øvrige befolknings, men med befolkningens stiltiende accept. Det ved lobbyisterne. Og grunden til, at der er så mange lobbyister, skyldes i øvrigt at vi andre også selv ved, at vi har bidraget til at afvikle friheden: For der er praktisk talt ikke en eneste voksen person, der ikke enten direkte eller indirekte bidrager til en organisation, forening, et.c., der forsøger at påvirke politikere og/eller adminstratorer til at fokusere på det, der gavner dem. (Eksempelvis kan den lokale købmand være medlem af Danske Samvirkende Købmænd, der gerne vil bevare lukke- og planlove, og nu har brug for politikere, der kan forklare at begrænsningen i forbrugernes frihed er til gavn for alle).

Pointen her skal således være, at man på kort sigt (som virksomhed, brancheforening, eller via en forbrugerorganisation mv.) ganske rigtigt kan høste fordele af lobbyisme, - men at man på det lange sigt – bidrager til højere skatter, til en forringet købekraft og til at den samlede reguleringsbyrde vokser, - sådan at alle (inklusive de der lever af lobbyisme) bliver fattigere. Det kan simpelthen ikke være anderledes, når afsættet for de stigende skatter og den øgede regulering ikke er drevet af en motivation om at forbedre forholdene for alle i samfundet, men for at begunstige særlige grupper.

- Undervejs i lobbyisme-processen ændrer man ganske vist på argumentationen for et givent indgreb eller en støtteordning, sådan at det nu hævdes at støtten til en IT-industri i Nordjylland eller til landbruget gavner alle. Men det var selvsagt ikke afsættet for processen. Samfundsinteressen er ikke den oprindelige og dermed sande motivation. Afsættet er tværtimod at man helt modsat vil sikre bestemte virksomheder og/eller brancher beskyttelse – netop på bekostning af den økonomiske frihed (med de risici, som den frihed indebærer). (- Det forunderlige er imidlertid, at en del lobbyister er i stand til at bilde sig selv ind, at de alligevel gavner alle, når de handler som bestemte virksomheders, organisationers og/eller foreningeres håndlangere, og via lovgivning sikrer at politikere tvinger hele befolkningen til at give bestemte interessse-grupper en særlig begunstigelse).

Den centrale pointe her er således, at interessen for at drive lobby-virksomhed vokser i takt med at principperne for politikken forsvinder, og i takt med at alt bliver genstand for politik. Princippet - den private ejendomsret - er i denne henseende helt central. Skattestoppet forhindrer således på positiv vis, at den samlede mængde penge, der kan kæmpes om, holdes på et bestemt niveau. (Næste stop må så være skattelettelser, og gerne et tilsvarende reguleringsstop).

Læseren bør derfor også holde øje med hvilke typer af partier og politikere, det er, som især beskæftiger sig med små besynderlige emner, hvor man bør undres over prioriteringen.

For når man som politiker ikke har blik for de fælles spilleregler, der sikrer den overordnede økonomiske dynamik og sikkerhed (ejendomsretten og forbrugernes handlefrihed), men i stedet fokuserer på at begunstige de særlige grupper, der henvender sig, - ja så er man netop med stor sandsynlighed en af den slags politikere, der har bidraget til ”opbygge” den velfærdsstat vi kender i dag: - med beskyttelse af bestemte erhverv; hvor en stor del af befolkningen er afhængige af overførselsindkomster (en klientmasse der er skabt af lobbyister fra "arbejderbevægelsen"); - hvor skatterne er de højeste i verden; - og hvor niveauet for politisk indblanding i stort og småt nu har nået groteske højder.

Med sit forslag rettet mod de danske provinslufthavne demonstrerer Flemming Hansen manglende forståelse for den del af befolkningen og erhvervslivet, der bor vest for Storebælt og nyder godt af trafikbetjeningen fra de lavprisselskaber, der - modsat SAS - gerne flyver til udlandet fra provinsen.

Flemming Hansen vil stå sig ved, at lægge sine kasketter på hylden og overlade driften af de danske lufthavne til markedskræfternes frie spil uden nogen form for statslig indblanding eller kontrol.

- Det kan man læse i Jyllands-Postens leder i dag. Læs også COIN-kommentaren Regeringens mærkværdige konkurrencepolitik.

Også i JP er der i Erhvervssektionen (s.2) i øvrigt et fornuftigt forslag fra Venstre om lov-stop for erhvervslivet.

Omvendt er der en lidt uheldig udtalelelse fra Venstres miljøordfører på JP's forside. Her er Vesselbo citeret for følgende:

Hvis man vælger en overgangsordning på f.eks. 12 år, sådan som bilejernes organisation, FDM, har foreslået, vil bilmarkedet ikke bryde sammen. Man kan også sagtens lave andre varianter, man skal blot passe på ikke at slå hele markedet i stykker, siger Eyvind Vesselbo. [egen fremhævning] - Altså skal man sikre, at det kun er en del af bilmarkedet man slår i stykker? Hvis man er bilejer bør man måske kontakte Vesselbo for at få en afklaring.

Det er kun en offentlig virksomhed, der kan slippe af sted med at opføre sig så økonomisk uansvarligt som DR. Budgetoverskridelserne i forbindelse med byggeriet af DR-byen har et helt uacceptabelt omfang, og det bør få ledelsesmæssige og politiske konsekvenser. Når DR samtidig fører politisk kampagnejournalistik med ”Den hemmelige krig”, opfører DR sig som en privat tv-kanal uden public service forpligtigelser, og så er det på tide at tage konsekvensen heraf og privatisere DR hurtigst muligt.

Fra Liberalisterne.

Se også:

COIN inspirerer CEPOS til at foreslå licensfond

samt:

Åbent brev til Danmarks Radio .

Liberalisterne har fået et tillægsnavn, og kan nu - efter benspænd fra Venstre - begynde at indsamle underskrifter til den kommende folkeafstemning.

Det kan man læse om i Børsen og i gratisavisen DATO.

Liberalisternes principprogram er et spændende alternativ til de gamle partiers. Læs det her.

Lige nu lukker mange af de private jobformidlere, som er kommet til i de senere år. For folk har fået arbejde. Der er ikke brug for formidlere.

Det største bidrag de kunne give for at skaffe mere arbejdskraft ,var selv at søge de ledige job. Men det sker nok ikke.

- Det skriver Carsten Steno i Erhvervsbladet.

Læs også Arbejdsformidlingen - en fiasko med overlevelsesgaranti .

I Kazakstan er man ikke vanvittigt begejstret over den britiske komiker Sacha Baron Cohen, der aktuelt udgiver sig for at være en kazakisk journalist ved navn Borat.

I stedet for at ignorere komikeren har man imidlertid fra den kazakiske regerings side valgt at svare igen, og dermed blive en større del af morskaben.

Komikerens reaktion på trusler om et retsligt efterspil fra en talsmand fra det kazakiske udenrigsministerium ved navn Yerzhan Ashykbayev, kom således promte fra Borat/Cohen:

In response to Mr. Ashykbayev's comments, I'd like to state I have no connection with Mr. Cohen and fully support my government's decision to sue this Jew.... Kazakhstan is as civilized as any other country in the world. Women can now travel on inside of bus, homosexuals no longer have to wear blue hats, and age of consent has been raised to 8 years old…. We have incredible natural resources, hardworking labor, and some of the cleanest prostitutes in whole of Central Asia., lyder svaret (Kilde)

Mere (og flere fornærmelser) på www.borat.tv.

Spørgsmålet man nu kan stille, men som sikkert ikke vil blive rejst af Uffe Ellemann-Jensen, er, om ikke det er rimeligt og fuldt forsvarligt at gøre nar af Kazakhstans kulturelle stade, når man tager manglen på respekten på frihedsrettigheder i landet i betragtning? Og om ikke den tiltrængte opmærksomhed, der nu tilflyder Kazakstan - i kraft af Cohens grovheder ikke kan tænkes at få en positiv konsekvens - jævnfør også pressens elendige behandling i landet - af netop de magthavere, som diplomaten Ashykbayev repræsenterer?

Harassment of and attacks against journalists and media outlets critical of the regime continued in 2005... - fra Freedom House..

[T]ænk over situationen, som den i sin reneste form ser ud: 1) Et firma viser sig ikke at være konkurrencedygtig pga. politiske indgreb og stærke, traditionalistiske fagforeninger; 2) politikerne tager det op som en sag, hvor de kan vise deres ‘sociale sindelag’ og giver støtte til det skrantende firma; 3) firmaet og dets partnere såsom fagforeninger behøver ikke gøre det store for at rette op på situationen, for staten/EU har jo vist sig klar til at hjælpe.

Udskift nu ordet ‘firma’ med ‘sydeuropæisk skotøjsindustri’, ‘værfter’, eller ‘landbrug’, og min pointe bliver forhåbentlig klar: Italien er helt repræsentativ for hvordan men i EU fører erhvervspolitik. ...

- Det skriver Christian Bjørnskov hos Punditokraterne. Læs mere her.

Læs også Chresten Andersons kommentar i iDag - Industriens Dagblad fra den 23.: Den dyre lobbyisme.