Our government’s policy of preventing the increase in the supply of oil, atomic power, coal, and natural gas, is what is responsible for the high prices of oil and gasoline that we must now pay. Let it just get out of the way, and the supply of all these forms of energy will dramatically increase and the price of oil and gasoline will fall, even more dramatically. Every senator who votes to place obstacles in the way of U.S. energy production, who helps to harass U.S. energy producers, is voting to hamper OPEC’s most important competitors and to allow OPEC to go on obtaining high prices. Such senators are the ones who bear responsibility for the high price of oil and gasoline. They are senators serving OPEC not the American people. - Economist George Reisman

Selected essays by George Reisman

I perioden 1971-1981 bidrog den amerikanske miljøbevægelse og den amerikanske stat i fællesskab til stigende efterspørgsel på olie - samt til et svigtende udbud!

Resultatet var 1970'ernes oliekrise.

Fire årtier senere kan vi konstatere, at olien var der, og at der har vist sig at være meget mere olie end man tidligere troede. Som følge af reguleringstrangen nåede olien blot ikke frem til forbrugerne.

Den centrale årsag til knapheden i 1970'erne var prisregulering: Olieindustrien måtte fra politisk side ikke tjene "for mange" penge. Man fastsatte derfor maksimumspriser. Dette førte i sig selv til knaphed, og til helt groteske former for ressourceallokering. 1970’ernes katastrofale energipolitik er beskrevet til mindste detalje af økonomen George Reisman i bogen Capitalism.

De politiske beslutningstagere forværrede yderligere situationen ved at lytte til miljøbevægelsen.

Miljøbevægelsens bidrag til katastrofen var blandt andet at medvirke til en hastigere overgang fra kul til olie, end det ville have været tilfældet uden statslig intervention. Årsagen til denne umiddelbart besynderlige aktivitet fra miljøbevægelsens side skyldes, at miljøbevægelsen ikke er i stand til reelt at levere alternativ energi. Via politisk lobbyisme kan de grønne blot sikre, at deres præferencer kommer til at betyde mere end forbrugernes præferencer.

De grønne kan således tale om den alternative energi. De kan synge sange om disse energiformer. Men de grønne er som bekendt ikke profitmagere. De kan derfor ikke omsætte energi til indtjening. De kan med andre ord ikke levere varen, hvis og såfremt de i det hele taget skulle være interesserede i gøre dette. De grønne kan kun påvirke forbrugernes adfærd ved at hæve prisen på bestemte former for energi, det vil sige ved at øge omkostningerne for forbrugerne.

Solen er således en alternativ energikilde; men de grønne kan ikke producere energi fra solen, som de er i stand til at sælge, på en måde så det kan betale sig for den vestlige verdens befolkning at købe energien. Det eneste de grønne er i stand til at gøre, er derfor kunstigt at hæve prisen på en type af energi, sådan at forbrugerne ændrer adfærd. Dette sker vel at mærke samtidig med at forbrugerne bliver fattigere, som følge af de kunstigt fordyrede alternativer, som forbrugerne tvinges til at forlade som følge af de af miljøbevægelsens og de politiske beslutningstageres kunstigt skabte omkostninger. Netop derfor er energipriserne i Danmark høje, selv om der er i Danmark produceres masser af energi.

Der er således ingen ingen fagre ny verden forbundet med den klassiske intervention i markedet for energi: Fiskere samt andre mindre virksomheder i vor tids Europa kan, som følge af de stigende oliepriser - som de politiske regulatorer sammen med miljøbevægelsen bidrager til, se frem til at måtte opgive deres erhverv; på samme måde som virksomheder, der levede i kraft af billig energi blev svækket eller gik konkurs i 1970’ernes USA - hvilket var en følge af datidens energipolitiske eksperimenter.

I stedet for prisregulering satser politikerne i Europa nu på Kyoto og kvoteordninger. Dem indførte man i øvrigt også i USA i 1970’erne i et forsøg på at afhjælpe den mangelsituation, man selv havde skabt. Resultatet af den politiske galskab blev, som George Reisman beskriver det, at de allermest marginale indkøbsture for Fru Sørensen son følge af kvoteordningen blev muliggjort på bekostning af de virksomheder, der skulle bruge benzin til at fragte olie og benzin til forbrugerne!

Under et friere marked ville sådanne virksomheder have været i stand til at byde priserne op, og sikre den benzin, de skulle bruge til at levere energi til forbrugerne. Nu indførte regeringen med sine kvoteordninger oveni deres prisregulering således en regel, der kunstigt tildelte alle behov den samme værdi. Man skulle derfor tro, at datidens politiske projekt direkte handlede om at sikre kødannelse og mangeltilstande – ikke bare i Sovjetunionen – men altså nu også i USA.

Det energipolitiske miljø blev yderligere forværret eftersom skiftende regeringer lyttede til en af miljøbevægelsens mest vanvittige ideer, den der handler om, at naturområder har en værdi-i-sig-selv.

Den amerikanske stat forhindrer også i dag, at meget store dele af USA ikke kan ejes af private borgere, virksomheder m.v.; men at disse områder – for deres egen og miljøbevægelsens skyld - er statseje og ligger brak.

Energipolitikken, der på flere måder svækkede nationale amerikanske producenter, gav samtidig mellemøstlige udbydere en fantastisk mulighed for at vinde markedsandele, og for at opnå øget politisk indflydelse på det land, der via prisregulering på denne måde valgte at skade sig selv.

Den amerikanske venstrefløjsaktivist Michael Moore glemmer således i Fahrenheit 9/11 at beskrive de oprindelige årsager til, at Mellemøsten fra og med 1970’erne pludselig blev et meget interessant område at handle olie i. Energipolitikken kan derfor også siges at være en - blandt flere - indirekte årsager til det efterfølgende militære engagement i Mellemøsten.

Prisregulering i form af maksimumspriser betyder således, at der indføres grænser for, hvad man kan tjene indenfor det pågældende marked. Prisreguleringen gjaldt imidlertid ikke i Mellemøsten. Efterspørgslen på olie steg således som følge af de kunstigt fastsatte lave priser. Interessen for at levere amerikansk produceret olie faldt samtidigt som følge af de samme kunstigt lave priser. Resultatet blev en mangeltilstand, kaotiske scenarier samt helt meningsløse personlige tragedier. Oliebranchen i USA vidste ikke desto mindre godt, at den politiske galskab ikke kunne vare ved. Som en konsekvens af den langvarige intervention i den amerikanske energisektor (1971-1981), opstod der således samtidig en række langvarige forbindelser mellem den amerikanske og den mellemøstlige olieindustri.

Hvis politikere i DK, EU og USA nu atter ønsker at kaste sig ud i prisregulering eller kvoteordninger, bør de derfor begynde med at eksperimentere med mindre vigtige dele af markedsøkonomien. Eksempelvis kunne man via lovgivning fastfryse regulatorers lønninger.

Tidligere bragt på www.coin.dk. Læs samtlige artikler fra hovedsiden via arkivet.

Is it really so difficult to understand that mandating a huge increase in corn production (with subsidies) for ethanol will result in less corn for other uses, less land for other crop production (and wildlife habitat), and hence higher food prices? Congress had the choice of opening only a couple of thousand acres of the barren tundra in the north slope of Alaska (ANWR) for more oil production, or insisting we all use ethanol.

The amount of land required to replace the gasoline the government will not allow to be produced on this tiny piece of land in Alaska by growing more corn in the Lower 48 (about 40,000 square miles) is larger than the total land area of Indiana or Maine. ANWR could produce about a million barrels of oil a day, which would translate into 7.7 billion gallons of gasoline a year. It would require about 3.9 million bushels of corn to obtain the same energy content from ethanol.

- Read more in Energy Follies by Richard Rahn.

Besøg Kyoto Kritik.

President Bush and Secretary of the Interior nominee Gale Norton favor lifting current environmental restrictions that prevent oil drilling in Alaska's National Wildlife Refuge (ANWR). If they follow through on this, it will be a great boon to American consumers. Geologists claim that ANWR holds seven billion barrels, enabling it to add significantly to American energy production. Senator Frank Murkowski of Alaska, chairman of the Senate Committee on Energy and Natural Resources, states that "ANWR could produce oil for decades, adding as much as $325 billion to the U.S. economy and reducing imports by well over one million barrels per day." If Bush and Norton are serious, their go-ahead to domestic producers will result in a much-needed increased supply of oil-based products to American consumers. - Thus writes Andrew Bernstein in Bush and Norton Should Lift Environmental Restrictions on Energy Production

- Jason Hoskin tør det som danske journalister viger tilbage for, det vil sige at beskrive miljøbevægelsens værdigrundlag (men i øvrigt også det statslige finansieringsgrundlag). Det gør han i California Proposition 87: Environmentalism Unites With Marx To Loot Oil Producers.

Et citat fra ovenstående:

The pesticide DDT has saved an estimated half billion according to the National Academy of Sciences by destroying malaria carrying mosquitoes. This rivals the number of lives saved by the drug penicillin. Nevertheless, Environmentalists successfully lobbied for its world-wide ban, claiming that it is a carcinogen in humans. This is in spite of the fact that tests in animals and humans, show that it safe even at thousands of times the concentration of normal exposure.

When a reporter asked Dr. Charles Wurster, chief scientist for the Environmental Defense Fund, why the attack on this beneficent chemical, he responded that there were too many people and ``this was as good a way to get rid of them as any.”

Er wurster nu en undtagelse? - Så prøv at finde miljøaktivister, der er positivt indstillede overfor introduktion af nye produkter samt tiltag, der forbedrer menneskers vilkår i forhold til udgangspunktet; - eksempelvis aktivister, der ville foretrække olieboringer i Alaska frem for Mellemøsten; - eller aktivister som har anstændighed nok til at anerkende olieindustriens kollosale gavnlighed for menneskers velstand, - selvsagt også når det gælder om at forbedre vores omgivelser.

Mere kritik hos Punditokraterne.

Besøg også www.coin.dk/kyoto.

Verdenssundhedsorganisationen har nu besluttet at støtte brugen af DDT:

The World Health Organization, conceding that alternative methods to fight malaria have failed, will start encouraging the use of DDT around the world.

"For anyone who cares about human life, this is excellent news," said Dr. Yaron Brook, executive director of the Ayn Rand Institute. "The widespread use of DDT against malaria-carrying mosquitoes can prevent the infection of hundreds of millions of people every year and save millions of lives." - Fundet på the Objective Standard.

I et interview med George Reisman (mp3) kan man i øvrigt få en god forklaring på, hvorfor mange af miljøbevægelsens anbefalinger har negative konsekvenser for mennesker, og hvorfor mange medlemmer af miljøbevægelsen samtidig ikke lægger skjul på dette; men for en række personers vedkommende rent faktisk byder de harmfulde konsekvenser for mennesker af deres politik velkommen (eksempler findes i artikelanbefalingen nederst): - Dette handler om synet på den eksisterende naturtilstand, som havende en værdi-i-sig-selv. Konsekvensen af dette syn medfører således at flere mennesker og øget civilisation opfattes negativt i denne sammenhæng, for de af miljøfolkene påstulerede iboende værdier i dyr og planter.

I går på forsiden af Berlingske kunne man således se en masse fabrikker, der udledte en masse røg. Mange miljøfolk ser således dette billede som noget negativt.

For undertegnede står billedet imidlertid for følgende: - At maskiner nu har erstattet hårdt og nedslidende arbejde; at ressourcer er frigjort så eksempelvis kinesere nu kan beskæftige sig med andet, end blot at slide 40-50 timer om ugen for kun at opnå helt bassale fornødenheder; og at den kinesiske befolkning, dermed langt om længe er ved at fjerne sig fra den tilstand forbundet med afsavn, der har kendetegnet størstedelen af menneskets historie. (Og at takket være markedsøkonomien - og hverken Connie Hedegaard, Svend Auken, Mao eller Per Stig Møller - vil de ineffektive fabrikker nu i hastigere tempo blive udskiftet med mere effektive).

- Men sådan er vi så forskellige. Andre fortolker således røgudledende fabrikker og vareproducerende fabrikker som skade på naturen, og tager således i stedet stilling til fordel for søpølser, koralrev, egetræer, pandabjørne eller moskitoers ynglepladser; eftersom de på denne måde ser dyr og planter, som havende en værdi-sig-selv (eng. intrinsic value).

I den forbindelse skal også anbefales George ReismansThe Toxicity of Environmentalism :

The doctrine of intrinsic value is itself only a rationalization for a preexisting hatred of man. It is invoked not because one attaches any actual value to what is alleged to have intrinsic value, but simply to serve as a pretext for denying values to man. For example, caribou feed upon vegetation, wolves eat caribou, and microbes attack wolves. Each of these, the vegetation, the caribou, the wolves, and the microbes, is alleged by the environmentalists to possess intrinsic value. Yet absolutely no course of action is indicated for man.

For example, the intrinsic value of the vegetation et al. is invoked as a guide to man's action only when there is something man wants, such as oil, and then, as in the case of Northern Alaska, its invocation serves to stop him from having it. In other words, the doctrine of intrinsic value is nothing but a doctrine of the negation of human values. It is pure nihilism.

Tænk hvis politiske beslutningstagere i USA og Europa på drastisk vis, det vil sige i løbet af få måneder, forlod deres nuværende og inkonsekvente energipolitik, og eksempelvis:

• Satte tempoet for liberaliseringer og privatiseringer af energisektoren i vejret.
• For USA's vedkommende tillod gas- og olievirksomheder at bore i de "forbudte områder" i blandt andet Alaska og Colorado.
• Hvis man - i såvel USA som Europa - fjernede de særlige afgifter på eksisterende og billige alternativer til olie - såsom kul.
• Hvis lande, der idag forbyder en række billige alternativer til olie - såsom atomkraft - atter tillod opførelsen af sådanne - for de private investorer, der måtte ønske at gøre det.
• Og hvis hvert enkelt land, for blot at nævne nogle få eksempler, forlod egne protektionistiske foranstaltninger, og "nedrustede" deres nationale programmer; og dermed tillod øget konkurrence fra de europæiske nabolande - ud fra princippet: "må den bedste virksomhed vinde markedsandele".

Kort sagt, hvad nu hvis en række forskellige former for liberaliseringspolitik - på ganske kort tid - blev gennemført, der alle førte frem mod den samme konsekvens:

At oliemarkedet i Mellemøsten fik så meget konkurrence (og til en start blot måtte forventes at få så meget konkurrence), at priserne på få måneder raslede ned?

Hvad mon der så ville ske med de regimer, der i dag er afhængige af oliepenge til at betale lønninger til deres efterretningstjenester, præster, bødler, soldater og propagandister?

For dem der ikke har CNN, og ikke kan se de daglige konsekvenser ved at overlade den fri produktion af olie til lande, der på alle andre måder er ufrie - og som søger at sprede deres ufrihed til andre lande; ja så er konsekvenserne af de nuværende (og ufrie) former for prisregulering, interventionisme, forbud, fredninger, satsninger på "det alternative" (finansieret ved konfiskation) - samt andre former for straf på produktivitet i de politisk friere lande - beskrevet indgående her:

.

PS. Husk venligst på, at politikere er ansvarlige for konsekvenserne af ikke blot deres egne handlinger - men også fortidens politik; det vil sige fastholdelsen af en bestemt politik (afgifter, et højt skatteniveau, tilskud m.m.) er således det samme som at føre en bestemt politik.

Mellemøstens politiske betydning er med andre ord en konsekvens af en politik, der er blevet fastholdt og dermed ført i årtier. George Reisman dokumenterer hvordan.