Hvorfor går Konkurrencestyrelsen ikke i kødet på den planlov, som forhindrer øget konkurrence om forbrugernes gunst i Danmark? Fordi Konkurrencestyrelsen er gift med det politiske system, får sine penge fra det politiske system og rekrutterer sine medarbejdere og direktører fra dét politiske system, som Konkurrencestyrelsen i så fald skulle kritisere. Konkurrencestyrelsen vil ikke bide den hånd, der fodrer den. Heller ikke selvom det er selv samme hånd, der bremser konkurrencen med reguleringer og med tilskud, som beskytter nogle aktører på bekostning af andre, og lader mindre effektive virksomheder overleve på bekostning af mere effektive virksomheder.

- Det kan man læse i en leder på 180grader.dk.

Lederen nævner det franske Carrefour, som en af de butikskoncepter, der angiveligt forhindres adgang til det danske marked. Man kunne også nævne det amerikanske Walmart. Tilsvarende kan man undre sig over hvorfor, Danmark i skrivende stund kun har en enkelt Starbucks. Svaret er således ofte, at etablerede virksomheder herhjemme frygter konkurrence, og forventer at forbrugerne, hvis forbrugerfriheden i kraft af konkurrencefriheden får lov at eksisterer, vil vælge det nye. Og så søger man beskyttelse via lovgivningen.

Diverse kartelsager er tilsvarende symptomatiske for, at konkurrencestyrelsen i praksis søger at bevare bestemte og eksisterende markedskonstellationer. For netop i de to seneste kartelsager: om samarbejde mellem mindre banker, samt om samarbejde mellem kroer, kunne sådanne former for samarbejde jo udsætte større virksomheder for en vis konkurrence.

Det er således værd at pointere, at de store virksomheder - eksempelvis nationale eller skandinaviske banker - i praksis allerede nyder de fordele, som kartelparterne også håber at opnå: det vil sige adgang til mere information om forbrugernes ønsker i kraft af deres størrelse. Denne adgang er naturligvis til gavn for forbrugerne, og også mindre virksomheder har gavn af den, eftersom de kan bruge de større virksomheder som retningsangivende. Men beskyttelsen af de større virksomheders markedsandele ved at forhindre eksempelvis kartelsamarbejde, er derimod ikke til nogen gavn.

På den måde fungerer kartellovgivningen, og anvendelsen af den, dermed også til at forhindre udfordrere til de "dominerende" virksomheder, som konkurrencemyndigheder i andre sammenhænge hævder at være særligt opmærksomme på. - Læs mere i Karteller kriminaliseres

I praksis ser vi derfor statens institutioner føre en politik, der gavner netop de virksomheder i landet, der har allermindst behov for beskyttelse for at overleve. Regningen for sådanne former for negativ prispolitik fra statens side betales i sidste instans af forbrugerne. For beskyttelse fører naturligvis alt andet lige til højere priser.

Der er derfor behov for at kulegrave forbindelserne mellem politiske beslutningstagere og så de brancher og virksomheder, der via lovgivning søger at forhindre nye spillere på markedet.

Her er hvad undertegnede skrev i Horsens Folkeblad 2004 under overskriften Konkurrence eller lobbyisme :

Hvis en virksomhed frygter konkurrence er der i Danmark to veje frem. Virksomheden kan prøve at gøre det bedre og tage kampen op på markedets vilkår. Alternativt kan den f.eks. via sin brancheforening henvende sig til politiske beslutningstagere og søge beskyttelse mod nye og potentielle konkurrenter dér.

Måske er det ikke så overraskende at brancheforeninger som Håndværksrådet eller DSK forfølger denne strategi. Men det burde vække opmærksomhed at såkaldt borgerlige politikere med stor ivrighed implementerer og håndhæver love som gør konkurrencen mindre fri, giver dyrere varer og reducerer forbrugernes valg. Fra arkivet.

Læs også kommentaren Kræver produktudvikling frihed eller styrelse? Her er pointen også at en række bestemte produkter beskyttes mod udfordringer i kraft af lovgivningen; hvilket er et andet udtryk for at lovgivning forhindrer produktudvikling, og dermed tilsvarende at staten tager parti for de eksisterende producenter imod de nye eller potentielle.

The important, the defining, the crucial attribute of the role of Wal-Mart/Asda is that it is entirely voluntary. Nobody is coercing anybody. Indeed the reason it is such a huge success is that large numbers of us go there of our own volition. But even the largest corporations are utterly vulnerable to people’s choices. These may be whimsical or irrational. They may be a perceptive instinct for better options. We all remember Marks & Spencer’s dominance built on quality. Almost overnight it lost its magic. We went elsewhere… at least for a while. What a wake-up call that was.

Contrast this simple retailing story with schools. These are the products of utterly different forces – bureaucracy funded from taxation and built on the conscription of their customers. So much of education has been captured by the professions it is difficult to discern what parents or pupils want. At their meanest, some of our schools are little more than baby-sitting facilities. The students do not learn to read or write or count. Indeed as James Bartholomew, author of The Welfare State We’re In, points out: Two out of every five street robberies are committed by 10- to 16-year-olds during school hours. So are a quarter of all burglaries and a third of car thefts. It begins to seem that schools are academies of crime.

- Det skriver John Blundell fra Institute of Economic Affairs i "Why industrialists must stop being ashamed of capitalism".

Blundell afslutter sin kommentar således:

In their heart of hearts I think many top industrialists still carry the baggage of Marxism. They do genuinely believe they exploit, degrade or diminish. They see profits as zero-sum games. An exception is Lord Browne of BP. He observed that in business you want your customer to return. At one level this is a banality. Yet it is a crucial insight. In capitalism your relationship depends upon delivering satisfaction. The great cell structure of tiny transactions is what capitalism is really about. It is collaborative, participatory, mutual and, most oddly, equalising.

- If I have somebody being paid $12 an hour processing a $5 theft, I have just lost money, [...] I have also lost the time to catch somebody stealing $100 or an organized group stealing $3,000. Det siger sikkerhedsmedarbejder for Wal Mart, J. P. Suarez til the New York Times.

Selv Walmart har således begrænsede ressourcer. Man kan ikke det hele. Og sætter man penge til, så overlever man ikke på sigt.

Men hvordan måler man, hvad der kan - og ikke kan - betale sig i det offentlige? Med andre ord: I hvilket omfang det eksempelvis kan betale sig at opkræve skatter, og hvor meget det efterfølgende kan betale sig at forære væk - til ansatte og ydelsesmodtagere?

De der lever af de midler, skatteministeriet tilvejebringer, gør sig sjældent sådanne overvejelser.

Sålænge produktiviteten stiger i den private sektor (blandt andet som følge af ovenstående dispositioner i private virksomheder, som de der finder sted hos Walmart), ja - så bliver der for de skattefinansierede samtidig råd til mere. Her behøver man derfor ikke prioritere. Man har som følge af skatteindtægtskilden ingen som helst grund til at bekymre sig om, hvad der er - og ikke er - rentabelt.

Ingen kan derfor sige, hvor mange fødevarekontrollanter det kan betale sig at ansætte under Fødevareministeriet. Og indenfor det offentlige kontrolapparat ved man tilsvarende ikke, hvor mange virksomheder det kan betale sig at have som "kunder"; eller hvor mange gange om året, det kan betale sig at komme på kontrolbesøg. Det er der ingen der ved.

For de, der er ansat i Fødevareministeriet kan det imidlertid altid betale sig at kontrollere - uanset hvem, hvad og hvor meget, sålænge regningen sendes videre til de stort set uorganiserede skatteydere. (Men besøg i den forbindelse Skatteborgerforeningen ).

- Historien viser derfor - og som en konsekvens af dette, at flere statsansatte foretrækkes over færre; og at højere skatter lovprises af skattenydere mere end det er tilfældet med lavere skatter.

Dagens kommentar handler om plan- og lukkeloven.
Den minder om hvem, det er, der forsvarer forhindringer for økonomisk stordrift og dermed for skabelsen af øget velstand; og ikke mindst med hvilke argumenter, de gør det.

Læg mærke til argumenterne for protektionisme. De er ikke økonomiske. Man forsøger imidlertid at give dem et skær af økonomi - jævnfør den konservative Wedell-Neergaards tale om det "rige liv" i byerne.

"Rigdommen" her handler ikke om velstand. Den handler ikke om forbedret købekraft. Men om - noget andet. Man ved ikke rigtigt, hvad det er. Blot at der er tale om en eller anden form for samvær, der frygtes at forsvinde, hvis konkurrencen indenfor tøj og fødevarebranchen skulle øges, mere end det, man vil tillade finder sted. Det er derfor vigtigt, at pege på, at det "rige liv" intet har at gøre med velfærds- eller velstandsforbedringer.

Det er i øvrigt også relevant gøre opmærksom på, at den samme måde at argumentere på, kan iagtages, hvad angår Kyoto-protokollen, og når det gælder energipolitikken generelt: Også her anerkender man stigende priser ved sin adfærd.

- Ligesom med butikscentre ved man, at priserne bliver lavere og udbuddet større ved mere fri konkurrence. Netop derfor lovgiver man til ære for blandt andet de to brancheforeninger, der har medlemmer som "tilbyder" højere priser og et lavere udbud; og også her ved man, at der er omkostninger og byrder forbundet ved forbudspolitikken (eller i Kyoto-protokollens tilfælde kvotepolitikken), der skal fordeles.

Men bagefter går man ikke desto mindre til pressen (som i Neergaards tilfælde), og hævder at der med det nye indgreb og det nye eksperiment (eller i plan- og lukkelovens tilfælde - fastholdelsen af det gamle), er tale om en gevinst for borgerne: - I får dyrere varer og et mindre udvalg end under mere fri konkurrence, men til gengæld får I et rigere liv...

Hvad angår energipolitikken antydes det - eller det postuleres, at borgerne ganske vist skal betale mere for deres energi: man indrømmer at færre i Danmark har råd til egen bil, at det nationale jernbane-system ganske vist ikke er verdens bedste... MEN samtidig, at der er noget andet (og eventuelt "rigdomsagtigt") som indgrebet/eksperimentet giver borgerne i stedet.

Danmark hævdes eksempelvis at være blevet et forgangsland; -ganske vist bilfattigt, købekraftfattigt, pristungt, skatte- og/eller kontrolantplaget, men uden tvivl en vindernation, når det gælder den "alternative velstand" - sammenhængskraften, det helt særlige samvær og så videre.

Det alternative kan der imidlertid ikke sættes tal på. Og man kan ikke iagtage glæden ved en forringet købekraft. - Den skal bare føles.

Og måske føler de politiske beslutningstagere denne alternative velstand, når de besøger deres kolleger i udlandet. Måske er politisk prestige reelt forbundet, med at et land har et lavt antal biler pr. indbygger. Måske er denne alternative prestige på denne måde helt anderledes, end det normale mennesker forbinder med prestige.

Men hvorfor i det hele taget henvise til "det rige liv", når man som politiker alligevel ikke interesserer sig for andre borgeres rigdom? -Uærlighed kunne være et oplagt bud...

Walmart som case

For at anskueliggøre, hvad man mister ved at ignorere spørgsmålet om købekraft og dermed velstandsforbedringer, handler resten af denne kommentar om butikskæden Walmart.

Først skal henvises til fire COIN-kommentarer, der omtaler Walmart, og som blandt andet viser, hvorfor politikere sjældent er på velstandsskabelsens side. Disse er:

Skal vi boykotte Wal-Mart?
EU-kommissionens akademiske skoleridt
Kinas fremgang er din fremgang
Den politiske kamp mod fri konkurrence

Derudover følger her et udvalg af citater fra en 17 sider lang artikel til forsvar for Walmart, og dermed for konkurrence på logistik og stordriftsfordele skrevet af Paul Kirklin, der blandt andet er ansporet til at skrive sin artikel efter at have læst George Reismans bog Capitalism, der kan hentes online.

Artiklen handler ikke mindst om købekraft, og den viser med al ønskelig tydelighed, hvorfor en forbedret købekraft er forklaringen på, at vi i dag er rigere end vores forfædre. Vi er dermed rigere i det omfang vores forfædre ignorerede Neergaards og Vesselbos - og S. Auken og C. Hedegaards - argumentation.

[Om produktivitetsforbedringer, priser og købekraft]

[THe] lower prices [of Walmart] are possible because Wal-Mart is more productive — more efficient — than its competitors. This gives it lower costs than its competitors and because its costs are lower than theirs it is able to charge less than they do while still making a profit...

To determine the level of wealth that income represents, real income should be considered and not nominal income. Prices are equally as important as dollar incomes; they are half the equation. To a person's well-being, a fall in prices (other things unchanged) is the equivalent of an increase in pay (other things unchanged). As will be shown, Wal-Mart critics are completely ignorant of the fundamental significance of prices for real incomes...

[Om produktivitetsforbedringer og beskæftigelse]

The fact that human beings "always want more," no matter how wealthy they become, is often cited as if it were a sad fact of human nature. But it is this fact that guarantees that we will never run out of employment opportunities. The Wal-Mart critics spend half their time worrying about something that is taken care of automatically by human nature. Worrying about running out of things for the economy to do is like worrying about the sun not coming up tomorrow. The possibilities for new products, businesses and entire industries are infinite. Just as it would have been difficult for someone a hundred years ago to imagine all the things that our economy does today, it is difficult for us to imagine today all the new things that the economy will do in the years to come...

[Om lønninger, priser og købekraft]

Wal-Mart's critics worrying about Wal-Mart driving wages down, is as preposterous as worrying that some group that buys cars will decide to drive the prices of cars down. Every car buyer would love to drive the prices of cars down, but they can't. If some buyer tried to be mean to sellers of cars by refusing to outbid other potential buyers of those cars, the sellers of those cars would cease selling them to that buyer. The same thing can be said about employers purchasing labor services. They don't pay their employees a certain amount because they're nice or mean. They pay their employees the least they can to outbid competing businesses. If their offer isn't enough, the potential employee is free to try getting a higher offer somewhere else...

Everyone cannot get a raise without an increase in the total quantity of money. But an increase in the total quantity of money does not increase real incomes one bit. No extra wealth has been produced by such an increase. Prices would rise as much as dollar incomes and thus real incomes would be left unchanged. If the critics want to help wage earners, they should find ways to increase production. Probably no company has accomplished this in recent years to a greater degree than Wal-Mart...

[En afsluttende bemærkning med relevans for kommentarens indledning - om "det rige liv i byerne":]

The truth about Wal-Mart's critics is that they aren't really interested in economics at all, but they know that in order to be taken seriously they have to pretend to be addressing the issue from a rational point of view. Economic science is complicated and poorly understood by most people, so propagandists often use it as a tool to lend credibility to their arguments. By misusing economic concepts, terminology, and statistics, Wal-Mart's critics have been able to give many people the impression that they are on the side of science. I hope this essay has demonstrated the utter fallaciousness of that impression...

"De sidste mange år har brancheforeninger som Danske Samvirkende Købmænd (DSK) eller Håndværksrådet gjort hvad de kunne for at sikre deres medlemmers overlevelse via den sidste strategi [lobbyisme]: Budskabet til de politiske beslutningstagere har været: nej til storcentre og varehuse - hurra for plan- og lukkelov". Det skrev undertegnede i Horsens Folkeblad, den 2. november 2004.

Artiklen skal nævnes i forbindelsen med dagens kommentar fra Jesper Ib, der forklarer hvorfor Walmart - ligesom Dynelarsen eller Dansk Supermarked er til gavn for borgerne i deres rolle som forbrugere, men så sandelig også for dem, der finder bedre beskæftigelse hos Walmart, end det ville være tilfældet, hvis amerikanere og kinesere levede med de danske former for protektionisme - og en række former for beskæftigelse, dermed blev forhindret ad politisk vej.

Et andet indlæg om Walmart, der skal nævnes i sammenhængen, er et læserbrev fra undertegnede bragt den 20. oktober 2004 i Berlingske Tidende, som svar på en artikel om Walmart af Journalist Poul Høj, - der i øvrigt senere begyndte at skrive mere positivt om virksomheden. Det indlæg bringes her:

Wal-Mart bidrager til øget velstand

Wal-Mart bidrager rent faktisk til øget velstand i det amerikanske samfund – jf. også historie om Bentonville. Nogle af de 90.000 tilflyttere må have valgt noget fra, da de valgte Wal-Mart til.

Læs dagens kommentar - Skal vi boykotte Wal-Mart? af Jesper Ib.