Det med, at utilfredse kunder udtaler sig til en avis, kan man selvfølgelig ikke gøre så meget ved. Det er deres ret. Men at man skulle være afskåret fra helt at kunne tage til genmæle i offentligheden, når det nu det er hér anklagerne er fremførte, er beskæmmende. Det burde får enhver, der tror på retsikkerhed, til at rynke på brynet.

Og at en offentlig myndighed – nærmest uden videre – kan have lov til at lege dømmende magt for åben skærm, skal simpelthen stoppes her og nu. Finanstilsynet er en myndighed og dens ansatte, herunder direktøren, bør opfører sig som de embedsmænd de nu og engang er. De skal vide, at de hører til i den 2. statsmagt og ikke den 3.

http://altanen.wordpress.com/2010/07/20/saxo-bank-retsikkerheden-og-din-egen-frihed/

Mennesker, der ikke har et mål med eget liv og drømme, som man ønsker at opfylde, er nogle tarvelige skabninger i mine øjne. Folk, der produktivt forfølger deres egne mål og indgår frie aftaler med andre frie mennesker, og respekterer basale dyder som rationalitet, uafhængighed, integritet, ærlighed, retfærdighed, produktivitet og stolthed, de må vel i al ærlighed siges at være kernen og dem, der sikrer basis for et velstående samfund? At folk fejer foran egen dør, før de fejer for andres, er vel stadig fornuftigt? At folk ser deres eget liv og deres familiers og venners liv, som noget der går foran staten er vel OK, så længe man ikke ligger andre til last?

Hvorfor skulle det være moralsk at ofre sit eget liv for en stat og nogle politikere, som gerne vil bestemme, hvad moral er? Den har vi hørt før, ellers tak.

http://www.180grader.dk/klumme/Valget_er_klart_Kapitalisme_eller_knaldr_d_socialisme.php

Når andre f.eks. diskuterer tørklæder eller asylbørn, taler DF om islam. Når andre diskuterer anstændighed og åbenhed, taler DF om danskhed og kernekultur. Når andre diskuterer respekt og religiøse hensyn, taler DF om ytringsfrihed. Når andre helst vil være venner og kammerater – og som i Ny Alliances tilfælde går til valg på at få hvad – en dronningerunde? – så er det ikke sært, at mange vælgere foretrækker kandidater, der siger deres mening intenst, uden dikkedarer og skjulte dagsordener. - Det skriver Mikael Jalving hos Berlingske Tidende.

COIN har apropos Jalving fået lov til at genoptrykke et interview af forfatteren med den administrerende direktør for Saxo Bank, Lars Seier Christensen. Interviewet har titlen - Den aristoteliske bank.

Jalving kalder i Berlingske Tidende Dansk Folkeparti for socialdemokratisk anno 1950. Her må det formodes, at der tænkes på den socialistiske opbakning til en større offentlig socialsektor, som man fra Dansk Folkepartis side vil bevare, frem for at privatisere den. Og på den måde er socialdemokratisk passende.

Sagen er bare, at de andre partier også er socialdemokratiske, men i langt højere grad er aktive med at promovere nye områder og ofte har langt mere travlt med at afvikle borgernes frihed, end det er tilfældet med DF.

Undertegnede mindes for nogle måneder siden, at have set en undersøgelse (vist nok af sociolog Ole Borre fra Aarhus Universitet) i Weekendavisen, der viste, at DF i økonomisk henseende faktisk lå et par skridt til højre i økonomisk henseende i forhold til V&K. Følger man pressemeddelelser fra de Konservative, Venstre og DF kan man da også godt få det umiddelbare indtryk, at det som virkeligt koster noget, oftere er udspil, der kommer fra førstnævnte. (At der er flere karrierepolitikere i V&K underbygger påstanden).

Fra denne side er problemet først og fremmest, at ingen af de nuværende partier grundlæggende tager afsæt i den respekt for ”liv, frihed og ejendom”, som er nødvendig hvis den økonomiske og politiske frihed skal bevares, og også hvis den tabte frihed skal vindes tilbage.

Partiernes grundlag i Danmark var med andre ord fra starten selvmodsigende og vage, når det gælder opbakningen til friheden. Og derfor skrider man langsomt hen imod socialisering og kollektivisering: Fordi man ikke har et klart formuleret og bevidst idepolitisk modsvar. Det som de forskellige partier tilbyder, er i overskriftsform derfor mere nogle forskelle i, hvor hurtigt man vil kollektivisere yderligere.

Forandringerne må derfor komme udefra – dels i form af dannelsen af et eller flere nye partier; men umiddelbart lige så meget i kraft af en generel forandring i den offentlige debat om, hvad man har ret til – og først og fremmest hvorfor man ikke har ret til andres retmæssigt erhvervede ejendom. Denne forandring kan man som det er nævnt i andre sammenhænge heldigvis allerede iagtage. Og det er fremvæksten af et politisk pres på de aktuelle partier og i kraft af skabelsen af nogle nye, at der også over tid vil ske forskelle.

Trods det negative i ovenstående må man derfor konstatere, at venstrefløjen ideologisk set er blevet mere og mere svækket siden Murens Fald. Problemet er bare at højrefløjen i så mange årtier har vænnet sig til det, der kom fra venstrefløjens side, at de til sidst begyndte at overtage ideerne (Men i samme fald vil de så også kollapse internt af de samme grunde som det er tilfældet med de rigtige venstrefløjspartier: at socialisme har vist sig ikke at have en videnskabelig basis, og at man ikke via socialisering af økonomi og samfundsliv kan sikre velstand og velfærd).

Hvis man er aktiv i VU eller KU burde man derfor også overveje, om ikke man burde søge andre veje til at præge og påvirke, end i partier, der i stigende grad har forladt principperne (hvad der oprindeligt var af dem) netop sådan som Jalving beskriver det.

På kort sigt kan der være presserende emner, der gør, at man mener, man skal stemme taktisk – eller være engageret i ovenstående ungdomsforeninger, for at holde virkeligt økonomisk uansvarlige på venstrefløjen væk fra magten.

På længere sigt og mellem valgene må man dog ikke overlade politikken til "politikmagerne" (altså professionelle politikere, der skifter mening som vinden blæser, og tager andres politik blot for at bevare magten); ej helller bør man ofre sin selvstændige aktivisme ud fra ideer om loyalitet, men i stedet bruge mere tid på at sætte sig ind i, hvorfor samfundet skridt for skridt er blevet mere politiseret, - og så lede efter de rette svar.

- Et godt sted at starte dette arbejde er i øvrigt med Steen Steensens Demokratiets Rødder, som undertegnede kort nævner i en aktuel boganmeldelse (nederst i teksten, hvor der også findes henvisninger til køb).

Se også posteringen Nye partier.

Torsdag den 1. juni [2006] afholdt Saxo Bank et foredrag med Yaron Brook, der er direktør for the Ayn Rand Institute i USA.

Ayn Rand Institute (ARI) har sit navn fra russisk fødte Ayn Rand (1905-1982), der er grundlægger af den filosofiske skole ved navn Objektivismen.

Eftersom det var en investeringsbank, der havde inviteret direktøren for ARI til Danmark kan eventuelt forventes et resume af et foredrag, der primært handlede om økonomi, og værdien af det frie marked.

Denne gang starter indlægget imidlertid med forudsætningen, for at nogen i det hele taget skulle interessere sig for, hvad der er sandt eller falsk - også i en økonomisk sammenhæng. Spørgsmålet om hvorvidt noget er sandt eller falsk handler blandt andet om ærlighed; og dermed om moral.

Eftersom det gælder om at fastholde så mange læsere som muligt, bringes imidlertid først - i en komprimeret form - nogle af de budskaber, der kan udledes fra Objektivismen og foredraget den 1. juni [2006]:

• Fornuften er menneskets eneste redskab til overlevelse. Det vil sige fornuften er ikke bare det primære redskab, men det eneste.
• Overlevelse, ikke bare på det korte - men også det lange sigt, forudsætter menneskets frihed samt dets evne til at bruge fornuften. Dette forudsætter dermed forsvaret for den personlige frihed.
• Hvis man vil overleve – også i en moralsk henseende – i et frit samfund - samt har et ønske om at forbedre egne vilkår, må man bruge sin fornuft. Det er dermed ikke fornuftigt at ofre egne værdier, hvis disse handler om overlevelse.
• Moral er noget der må udledes af fornuften; og er dermed på linie med fornuften et redskab til overlevelse. Moral er således primært noget man har for sin egen interesses skyld. Et moralkodeks er et sæt af værdier, man orienterer sig efter – på samme måde, som man orienterer sig ved hjælp af sin fornuft
• Moral er dermed vigtigere end økonomi, eftersom det er moralen - og lige bag ved denne, vores fornuft - der er forudsætningen for, at vi beskæftiger os med hvad, der er sandt eller falskt. Kun hvis vi interesserer os for rigtigt og forkert, sandt og falskt – og jf. moralværdierne for at leve og leve længe - giver det mening at debattere og analysere økonomiske sammenhænge.
• Kun et frit samfund med tænke-, tale- og handlefrihed kan siges at være et moralsk og rationelt samfund.

Her følger et længere resume:

Yaron Brook indledte med at minde tilhørerne om, at mange konferencer med mange repræsentanter for diverse frimarkeds-tænketanke giver mindelser om filmen ”Ground-hog Day”, der har Bill Murray i hovedrollen som en person, der vågner op til den samme dag igen og igen.

Det vil sige, de samme diskussioner gentages. Det frie markeds ubestridte succes påpeges.

Og alligevel fortsætter den politiske knægtelse af såvel de politiske og økonomiske friheder, og ikke bare i de ufrie lande.

Tendensen til at erstatte markedet med stat, og det private med det offentlige fortsætter indenfor mange områder i såvel Europa og USA, trods det forhold at endemålet: den absolutte og gennemført totalitære stat historisk set altid er brudt sammen; og trods det forhold, at selv yngre generationer har sådanne totalitære staters sammenbrud i frisk erindring.

De politiske beslutningstagere har således, som befolkningen i almindelighed, ikke taget ved lære af historien. I praksis lytter man samtidig kun i meget begrænset omfang til dem, der peger på nytten ved forsvaret for de økonomiske og politiske frihedsrettigheder.

Resultatet er, som Yaron Brook opsummerede det, at de helt grundlæggende fakta står uimodsagte: Man kan iagttage at kapitalismen virker, og at den er praktisk og nyttig, men samtidig se tydelige skridt på vej hen imod socialisme og planøkonomi.

Et spørgsmål om værdier

Svaret på hvorfor det forholder sig sådan, var for Yaron Brook netop dét vigtige spørgsmål, der skulle besvares, og som ifølge Yaron Brook ikke besvares bedst af økonomer, men af mennesker, der beskæftiger sig mere med filosofi og herunder de politiske ideologier.

Synspunktet er således, at der er noget, der kommer før økonomi, som er vigtigere, og som er det der forklarer, hvorfor det kapitalistiske system undergraves - på trods af Murens Fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Det korte svar på det spørgsmål er simpelthen: Værdier.

Hvilke værdier er det så, ifølge Yaron Brook, der undergraver kapitalismen? Det gør den altruistiske ”etik”. Det vil sige den ideologi, der tilsiger at mennesker skal ofre sig for hinanden – eller for miljøet.

Ifølge Brook står altruismen i skærende kontrast til det, der er kerneværdien bag det kapitalistiske system, hvilket er den oplyste egeninteresse, og de værdier der i stedet går ud på, at handle i ens egen interesse.

Forskellen på de to modstridende sæt af værdier kan illustreres ved koncentriske cirkler:

Den oplyste egeninteresse begynder med den inderste cirkel. Altruismen med den cirkel, der i den enkeltes verdensbillede til en hver tid kan siges, at være den yderste.

- Den ærlige altruist vil ofre sig selv for befolkningen i ”Langtbortistan”. Den uærlige altruist vil have andre til at ofre sig.

Altruisme som en offerideologi

Ifølge direktøren fra the Ayn Rand Institute tilskrives den moralske værdi (”the moral credit”) således til det uselviske menneske; det vil sige det menneske, der ikke tænker på sig selv, eller i det mindste handler som om vedkommende ikke tænker på sig selv; eller – værre endnu - så tildeles status til den, der opfordrer andre mennesker til ikke at tænke på dem selv, og som opmuntrer andre til at ofre sig og opgive egne værdier til fordel for (ofte anonyme) andre.

Altruismen kan således også kaldes for en offerideologi; og ikke bare eftersom kerneværdien handler om at ofre sig; men eftersom det, at der kan identificeres ofre, (og ikke vindere) er den primære forudsætning for ideologiens eksistens.

Æren går således til den der forærer ting væk gratis, og som ikke forfølger det, der er i den enkeltes egen personlige interesse. Indenfor den altruistiske etik, står Moder Theresa således højt hævet over for Bill Gates. Personlig success anses måske for at være et gode, men ikke et moralsk.

En udløber af denne altruistiske etik, er derfor skyldfølelsen i form af en følelse, der handler om at man ikke giver tilstrækkeligt meget væk, og ikke ofrer sig så meget man føler, at man burde. Skatterne – men ikke mindst stoltheden hos nogle forretningsfolk ved at betale umådelige summer i skat er, var ifølge Yaron Brook, tilsvarende symptomatisk for denne etik.

Ayn Rands egoistiske etik

Alternativet til den altruistiske etik er, ifølge Brook, et syn på etikken, der tager sit afsæt – ikke i religion, men i virkeligheden og i et naturvidenskabeligt syn på verden.

Dette syn handler om, at mennesket har en fri vilje, og som et levende væsen må overleve, og derfor har brug for værdier, der kan sikre overlevelsen, når der skal vælges mellem flere alternativer. - Og det skal der: Ethvert øjeblik har sine egne valg. - Man kan vælge at fokusere på disse aktuelle og konkrete valg i ens egen tilværelse; eller man kan vælge at stikke hovedet i busken. Der er derfor, som Yaron Brook udtrykker det, et behov for at kunne træffe valg ud fra værdier, der er baseret på fornuften, eftersom fornuften er menneskets redskab til overlevelse. Fornuften er dermed den standard, med hvilke moralske værdier kan bedømmes.

Den objektivistiske tilgang fører således ikke til uselviskhed – og ikke til en filosofi, der fortæller dig, at du bør ofre dig for nogen eller (i miljøbevægelsens tilfælde) for noget.

Ideerne om overlevelse, fornuft, og for det tredje moral som værende snævert forbundet med førstnævnte to begreber, fører tværtimod til et princip, der handler om, at man bør søge at handle med andre, det vil sige i frivillighed udveksle goder eller serviceydelser med andre, og dermed ikke om at ofre sig: det vil sige at give rigdom væk, og for (hvis man holder af velstand) i retur at modtage fattigdom.

Handelsprincippet bygger således ikke på altruisme, men på oplyst egeninteresse eller ”langsigtet egoisme”. Dette princip afspejler samtidig et syn på verden, der - ikke blot i prakisk men også moralsk henseende - forbinder individniveauet med samfundsniveauet: Sikringen af ens egen personlige frihed forudsætter, at man forsvarer et samfundssystem, hvor den personlige frihed i almindelighed forsvares. Ensartede regler om liv, frihed og ejendom gavner såvel individet, men også samfundet som helhed. Ikke desto mindre er synet på mennesket vel at mærke afsættet for valget af den fortrukne samfundsmodel - og ikke omvendt.

Afsættet for ovenstående er således et forsvar for fornuften, og et syn på fornuften som værende absolut. Der argumenteres samtidig ud fra en idé om, at fornuften står i et modsætningsforhold til initieringen af magt; og som en følge af dette, at magt kun kan komme på tale med henblik på at forsvare sig, eller til at forhindre – i form af præventive handlinger (jf. Iran og Nordkorea), angreb på egne værdier.

Kapitalisme som system, er netop et system, der tager afstand fra et samfundssystem baseret på magtanvendelse; men vel at mærke samtidig ikke fra magtanvendelse som forudsætning for at forsvare friheden.

Kapitalisme baserer sig derfor på handelsprincippet. Og ideen om at udveksle varer og ydelser under frivillighed er netop det, der adskiller kapitalisme fra enhver form for kollektivisme såsom socialisme, kommunisme og socialdemokratisme.

Ayn Rand og Yaron Brook baserer derfor primært deres forsvar for kapitalismen på nogle værdier om personlig frihed og fornuften; og dermed ikke - som det primære – ud fra en nyttebetragtning, men ved hjælp af et moralsk synspunkt, - der ikke desto mindre er grundet i et afsæt, der handler om overlevelse, og som derfor samtidig har en stærk ”nyttedimension”. (- Ikke desto mindre giver det kun begrænset mening at tale om nytten eller unytten ved overlevelse. Hvis man ønsker at forsvare sit eget liv, må man først og fremmest anse det for at være værd - det vil sige værdifuldt - at forsvare).

Tidligere tiders modsætningsforhold mellem egeninteresse, nytte, det praktiske og det moralske – samt mellem individ og fællesskab ophæves dermed med den objektivistiske indfaldsvinkel: At følge sine egne rationelle interesser (og handle langsigtet og velovervejet) skader ikke andres rationelle interesser. Tværtimod. Kapitalisme er netop præget af frivillige udvekslinger; hvor forudsætningen for samhandel er, at begge parter mener, de har fordel ved at gennemføre en given udveksling. (En statsligt fastsat minimumsløn fungerer således ikke blot i praksis som en kile og en barriere mellem to parter, der ellers kunne have nået frem til en handel i frihed. Der er også tale om initiering af magt fra statens side, og dermed om noget umoralsk).

Ayn Rands forsvar for kapitalismen er således baseret på hendes forsvar for fornuften. Og forsvaret for fornuften er det primære. Kapitalismen er derfor ikke udgangspunktet, men en konklusion. Ayn Rand forudsætter at mennesket er et fornuftsvæsen, og ender med at konkludere at kapitalismen giver mennesker maksimale muligheder for at bruge deres fornuft.

Dette forsvar baseret på en vurdering af fornuftens værdi, adskiller sig tydeligt fra eksempelvis den tyske tænker og "fornuftskritiker" Immanuel Kant.

Forsvaret for kapitalismen er således samtidig baseret på bestemte værdier, og på en bestemt moral. Kapitalisme anses dermed ikke blot for at være praktisk, men også for at være moralsk, eftersom det sikrer menneskets overlevelse og også dets værdighed ved at respektere den enkeltes ret til at træffe egne valg, så længe disse ikke skader andre.

(Det sidste er åbenlyst ikke er tilfældet med Irans atomvåbenprogram, der ledsages af erklæringer, der kun kan betegnes som krigserklæringer mod ovenstående værdier om individuel frihed, og som de der har til opgave at forsvare friheden, derfor må forholde sig til ).

Den primære problemstilling anses således ikke for at handle om konfliktende økonomiske systemer, men derimod om konfliktende værdier – som dem der handler om kollektivisme overfor individualisme.

Som en eksemplificering - og til sandsynliggørelse - af at skridtene mod kollektivisme skyldes værdier, nævnte Yaron Brook de former for skyldfølelse, der plager amerikanske forretningsfolk, netop som en følge – ikke af to syn på økonomiske sammenhænge (man går ikke ind for socialisme) – men derimod et dobbelt, og modsatrettet, syn på værdier:

Amerikanske forretningsfolk ved, at deres målrettede og ambitiøse adfærd gavner dem selv. Men blandt andet i skolen og via medierne har de samtidig lært, at det netop ikke er det mest moralske at gavne sig selv, men ifølge altruismen i stedet at fokusere på at gavne andre. Jo bedre gør man gør det for sig selv, desto mindre moralsk fremstår man i egne øjne: Velstanden er således det mest tydelige bevis på, at man ikke for alvor ofrer sig for andre. - Fornuften, der tilsiger mennesker at handle for at forbedre deres egen situation, står dermed overfor ideerne om at ofre sig, og om at handle her-og-nu med det primære sigte at være til gavn for andre.

Denne moralske konflikt fører ifølge Yaron Brook til det, han kaldte emotionalism, det vil sige at forretningsmænd (m/k)– og alle andre – handler ud fra hvad, der føles rigtigt; eftersom de indre konfliktende moralværdier ikke er til nogen hjælp. For man mangler en standard, der fortæller hvornår man skal ofre sig, og hvornår man skal søge lykken.

"Løsningen" bliver at man gør det, man føler er det rigtige (og derefter så efterrationaliserer man). Det vil sige, man indgår et følelsesmæssigt kompromis mellem den oplyste egeninteresse, og så altruismen. For man kan ikke bare ofre sig. Og man føler samtidig en udefinerbar skyld ved "blot" at tage vare på sig selv.

Resultatet, ifølge Brook, er imidlertid, at man i kraft af dette kompromis mellem modsatrettede værdier, begynder at se bort fra det lange sigt, og i stedet vælger de hurtige uovervejede ”løsninger”, eftersom man ikke længere opfatter fornuften som noget absolut. (Det kan man ikke, når man forsøger at kombinere værdierne, der handler om altruisme med de, der handler om egeninteresse). At tjene penge bliver herefter – selv for forretningsmanden – derfor i stigende grad anset som noget, der som udgangspunkt er mindre vigtigt, og til sidst tangerende noget, der anses for at være gement og uhæderligt (uanset hvordan de er tjent). Herfra er der ikke langt til at man ikke længere bekymrer sig om hvordan, pengene er tjent i det hele taget.

Yaron Brook nævnte således Enron, som et eksempel på, hvordan forrettningfolk har forladt fornuften for at opnå de hurtige gevinster, ikke mindst eftersom glæden ved at tjene penge, den skridt for skridt er forsvundet. Når fornuften og prinicpperne forsvinder, indtræder således i stedet pragmatismen, og det at gøre det, der føles rigtigt – her-og-nu.

”Money-grabbing” er i takt med denne pragmatisme således blevet et stadigt mere udbredt fænomen ikke bare i forretningslivet, men også i politik - jf. lobbyismen. - I takt med udbredelsen af statsstøtte er synet på forretningslivet derfor tilsvarende begyndt at tilnærme sig synet på velfærdsstatens korrumperede politikere.

- En spørger i forbindelse med foredraget spurgte i denne forbindelse, hvorfor kapitalismen på denne måde lader til at have tabt slaget om værdierne – herunder de der handler om integriteten.

Svaret fra Yaron Brooks side var en pointering af at det er ideerne, der – ikke bare ifølge Rand men også ifølge Ludwig von Mises – driver verdenshistorien (hvilket var modsat hvad Karl Marx mente).

Slaget stod eksempelvis tidligere mellem det gamle Grækenlands oplysningstid, og så før-kristne stammers ideer om at ofre sig. Slaget stod senere mellem kristendommen på den ene side, og så genopdagelsen af Aristoteles på den anden.

Som Yaron Brook mindede om, så følger verdenshistorien derfor ikke (i modsætning til Hegel) en bestemt plan. Den nuværende tilstand – hvor offervilligheden står overfor egeninteressen - er således et produkt af magtkampe mellem bestemte mennesker, der forsvarer bestemte ideer.

Brook nævnte som et andet eksempel, at den muslimske kultur (det vil sige nogle bestemte individer indenfor denne) i år 900-1100 efter vor tidsregning genopdagede Aristoteles; og at tænkere som Kant og Hegel i modsætning hertil, genoplivede en nu verdsliggjort version af de kristne værdier (og Platons ideer – blandt andet den om, at der eksisterer en mere virkelig virkelighed, end den vi opfatter med vores fornuft), mens Ayn Rand står for et forsvar for aristoteliske ideer.

Yaron Brooks bud på, hvad der kræves, når det gælder kampen mod afviklingen af de økonomiske og politiske friheder, var således først og fremmest, at man må stille tvivl ved nogle bestemte - og meget udbredte - værdier i samfundet; og at man i den forbindelse må pege på skismet mellem ideen om, at man bør ofre sig på - den ene side, og så de ideer, der forsvarer handlinger motiveret ud fra det enkelte menneskes egen interesse - på den anden.

Besøg Ayn Rand Institute, og læs Leonard Peifkoffs præsentation af objektivismen.

Tidligere bragt på www.coin.dk. Læs flere længere artikler i arkivet.

Imorgen er det fridag for flere, og så nærmer weekenden sig. Derfor skal man opfordres til at skrive og sende bidrag til COIN's forside: www.coin.dk.

Bidrag skal naturligvis være frihedsorienterede, men kan handle om alt, hvad kan siges at have at gøre med politik og økonomi, - hvilket naturligvis også omfatter kommentarer om videnskabsteori, filosofi, idehistorie, jura, etik med mere.

Offentliggørelse honoreres med et eksemplar af Ayn Rands Atlas Shrugged i hardback-udgaven (35th anniversary edition doneret af Saxo Bank). Tilbuddet gælder så længe lager haves. Der er også eksemplarer af Vera og Benefica samt Fra Velfærdstat til Socialstat, som man læse om under udgivelser.

Kommentarer og artikler, der afvises vil naturligvis blive vedhæftet en begrundelse eller med et par forslag til opstramning til senere optagelse. Minimum antal anslag for optagelse er 8000.

Bidrag eller kommentarer i almindelighed kan sendes til ses[AT]coin.dk.

Takket være blandt andet Saxo Bank, der har bidraget til økonomien, så forsætter strømmen af artikler og kommentarer fra Copenhagen Institute også i 2007.

Jeg vil samtidig gerne øge aktiviteten, og efterspørger derfor bidrag til forsiden, hvorfor man inviteres til at indsende frihedsorienterede indlæg, om alt hvad kan siges at have at gøre med politik og økonomi, hvilket naturligvis også omfatter kommentarer om videnskabsteori, filosofi, idehistorie, jura, etik med mere.

Kommentarer og artikler, der afvises vil naturligvis blive vedhæftet en begrundelse eller - i bedre fald - med et par forslag til opstramning til senere optagelse.

Hvis man i øvrigt overvejer at skrive til aviserne med argumenter, der er i "COIN-ånden", er man i øvrigt også velkommen til at sende dem her forbi til opstramning. Bliver de senere trykt kan man eventuelt lave en aftale om, at sådanne kommentarer på et senere tidspunkt bliver bragt her.

Bidrag (eller kommentarer i almindelighed) kan sendes til ses[AT]coin.dk.

Det kan nævnes at www.coin.dk havde besøgsrekord sidste måned, det vil sige det højeste antal besøgende nogensinde siden vi begyndte at måle i 2005, og vel at mærke tusind flere originale besøgende end i den tidligere rekordmåned, der var november måned 2006. Det typiske antal originale daglige besøgende på forsiden er for tiden ca. 600. Bloggen har ifølge vores egen statistikprogram mellem 800-1000 læsere dagligt. (Om disse tal er sammenlignelige med chart.dks eller sitemeters vides ikke).

Bidrag på engelsk modtages også.

Søren Kierkegaard præsenterede i Enten Eller på underholdende vis, den klassiske polarisering mellem ateistiske nihilister (æstetikeren, der dog alligevel – ”by default” – har nogle bestemte værdier) på den ene side, og så etikeren på den anden.

Æstetikeren fravælger således moralen, det vil sige han lader moralen ligge på den religiøse boldbane, hvor Kierkegaard tydeligvis mener, den hører til. Dermed forholder Kierkegaard sig udelukkende til konflikten mellem religiøse moralister på den ene side og ateistiske a-moralister på den anden.

(Konflikten mellem etikere og æstetikeren er i øvrigt gengivet i Anders Fogh Rasmussens tale i forbindelsen med indvielsen af Kierkegaard forskningscentret i Vartov den 30. november 2005 ).

Budskabet fra Kierkegaard og de religiøse, er at vi uden en religiøst forankret moralpligt - eller pligtmoral, (der imidlertid som altid må vælges til og accepteres af den enkelte), alligevel – og trods teatertordenen [fra Kierkegaards side] - vil befinde os på Herrens mark.

Det skal ikke desto mindre her være påstanden, at Kierkegaards sondring ikke er den eneste gyldige – jf. den indtil videre ignorerede tredje tilgang.

Den tredie tilgang er - måske ikke overraskende - liberalisme med afsæt i ideen om oplyst egeninteresse, jf. dagens tidligere kommentar. - Læs mere i Moral er noget man vælger.

Se også Vartov-talen: Grundtvig og Kierkegaard - nogle af mine vigtige kilder Foredrag af statsminister Anders Fogh Rasmussen, Vartov, onsdag den 30. november 2005

De kapitalistiske moralværdier: uafhængighed, ubestikkelighed, ærlighed, retfærdighed, produktivitet og stolthed, som afsæt for virksomhedsmission, præsenteret af en dansk investeringsbank:

(pdf. s.2).

- Når statsministeren i sin åbningstale til Folketinget opfordrer virksomheder til at ansætte flere indvandrere, så er det en helt forkert måde at gøre det på. Her i Saxo Bank har 40 procent anden baggrund end dansk, men de er ansat, fordi de er dygtige og gør deres bedste for virksomheden hver dag. Ministeren burde tværtimod være mere fokuseret på at give indvandrere et incitament til at tage arbejde.

- Det siger Lars Seier Christensen fra Saxo Bank til Erhvervsbladet i et interview om CSR (Corporate Social Responsibility).

Læs mere her.

Bankdirektør Lars Seier Christensen er sikker i sin sag: hvis danskerne tog sig tid til at læse Ayn Rands bestseller Atlas Shrugged fra 1957, ville Danmark være et anderledes og bedre land.

- Det skriver Anna Libak i Weekendavisen i en længere artikel, hvor hun interviewer ovennævnte, der er den ene af investeringsbanken Saxo Banks grundlæggere.

Der er imidlertid yderligere grund til at købe et eksemplar af Weekendavisen blandt andet for at kunne opleve kontrasten mellem en SF'ers budskab om frihed og så Claus Hjorts (V) bestræbelser på at begrunde regeringens manglende vilje til reform.

I en anti-kollektivistisk artikel, skriver medlem af SF's hovedbestyrelse (!), Claus Christoffersen under overskriften Venstres kommunistiske fiktion således at:

For at få den enkelte borger til at give sit bidrag til virkeliggørelsen af den kollektive interesse og lade være med at skeje ud i systemfjendtlig adfærd, har Venstre overtaget et andet element af arbejderbevægelsens kulturarv, nemlig fra-vugge-til-grav-formgivningen af borgeren, idet man gennemfører de adfærdsregulerende mekanismer der skal til, for at borgeren på ethvert skridt i livet - fra børnehave til pensionsalder - ikke tager sine egne individuelle valg, men opfører sig ordentligt og hensigtsmæssigt ud fra Venstre-toppens indsigt i, hvad der gør Danmark rigt om 30 år.

Samt:

Venstrefløjen har gjort mange smertelige erfaringer i, hvad mangelen på tiltro til individets frihed medfører, og vi deler gerne ud af de erfaringer. Det er helt overflødigt, at Venstre insisterer på selv at gøre sig de samme erfaringer. Og det er paradoksalt nok til skade for landets fremtidige rigdom, hvis partiet får magt til at gennemføre denne planøkonomiske tankegang, hvor samfundet formgiver borgeren helt ned i livets små detaljer.

Men jævnfør hvad SF'ere i almindelighed og SF-formand Villy Søvndal i særdeleshed tilbyder af netop planøkonomi, statslige statsninger og reduktioner i borgernes handlefrihed, er en stemme på Liberalisterne, eller en personlig stemme afgivet til et andet borgerligt parti (de Radikale undtaget), herfra at anse for at være et mere sikkert valg, hvis man ønsker at øge den personlige frihed.

Mere om Saxo Bank.

- Når vi alligevel bruger krudt på at sende kundegaver ud til jul, kan vi ligeså godt give dem noget meningsfuldt. Desuden mener vi, at Ayn Rands værdier er afgørende for en sund virksomhed såvel som for et succesfuldt liv. Et liv, der er irrationelt, eller hvor du er fuldstændig afhængig af andre menneskers velvilje, eller hvor du siger et og gør noget andet, eller hvor du er fuld af løgn eller behandler folk uretfærdigt eller er uproduktiv, går også ud over dit professionelle virke. På samme måde er det meget vigtigt for folk at føle, de har et liv, der er noget værd, og som giver dem selvrespekt. Det kommer kun, hvis man er stolt over det, man udretter, og på den rigtige måde. Jeg har f.eks. svært ved at forestille mig en bankrøver være helt rigtig stolt over den måde, han opretholder sin eksistens på.

- Det siger Lars Seier Christensen, der er direktør i Saxo Bank til Mikael Jalving, der netop er blevet del af Berlingske Tidendes debatredaktion. Læs en kronik af Lars Seier Christensen her.