COIN-bloggeren fik omtale i en Sankt Hanstale i år ved Christiansminde af socialdemokrat og aktivist i fagforeningen 3F, Flemming Madsen der blandt andet sagde at: ... direktøren lever betydeligt længere en rengøringsdamen, og ikke nok med det - så har rengøringsdamen desuden større risiko for at pådrage sig skavanker gennem arbejdslivet. Dette burde være en daglig politisk dagsorden på Christiansborg at rette op på disse åbenlyse skævheder, men tværtimod lyder der meldinger fra blandt andet Henriette Kjær, at uligheden gerne må blive større, da det vil skabe dynamik i samfundet. Igen vil jeg sige - hvis hun havde sagt dynamit, ville jeg være helt enig. Da hun ikke skal stå alene, vil jeg også citere Simon Espersen, daglig leder af Copenhagen Institute, som er en liberal tænketank. Han siger: ”Friheden giver mulighed for ulighed, som har betydet at alles levestandard er blevet hævet” På almindeligt dansk mener han, at bare de rige bliver rigere, bliver vi alle rigere, sundere og får et bedre miljø.

Citatet er fra kommentaren - Bør rige børn ikke leve længst?

Et andet citat herfra: - Det er [... ] friheden, der også giver mulighed for ulighed, som har betydet at alles levestandard er blevet hævet. Det er i kraft af friheden, som har været gældende og formaliseret i det borgerlige retssamfund de sidste par hundrede år, og som blandt andet også giver muligheden for, at der kan opstå store forskelle i velstand og sundhedsmæssig status, at velstanden er realiseret.

Aktuel artikel fra Information - CEPOS: Kampen for lighed er moralsk forkastelig

Den korte økonomiske forklaring på, at man må acceptere ulighed, hvis man ønsker at velstand bliver skabt:

- Økonomisk ulighed er [...] et resultat af det, der gik forud, hvilket i en markedsøkonomi vel at mærke er forbrugernes valg - eller undladelsesvalg - af en vare eller en ydelse. Kampen mod økonomisk ulighed er derfor i realiteten en kamp imod disse valg under et økonomisk system, som på denne måde hver dag belønner nogle producenter og straffer andre; men som over tid ikke desto mindre øger den samlede velstand i samfundet. Læs mere her.

Om resultaterne af markedsøkonomien:

Hvis man trænger til en øl efter dagens dont, skal det fra COIN-bloggens side anbefales, at man besøger Nørrebro Bryghus.

Skribenten har smagt flere af bryggeriets produkter, og der er derfor ingenlunde kun tale om en politisk anbefaling.

Men når nu politik er sagen, må det påpeges, at der i Danmark er frihed til at melde sig ind i de organisationer man vil, men derfor også frihed til ikke at være med i diverse organisationer.

Efter sigende har medarbejdere i fagforeningen 3F således på helt uacceptabel vis været ansvarlige for fysiske blokader af bryghuset, for at tvinge ansatte i restauranten ind i deres organisation. (Læs mere her).

Fagforeningers fysiske blokader af virksomheder bør af ordensmagten ikke tolereres i et civiliseret samfund; og også af andre grunde bør man derfor melde sig ud af 3F, hvis man er medlem. Der findes heldigvis masser af fagforeninger, der ikke benytter sig af 3F's metoder.

Seneste nyt i sagen kan læses i:

Klar sejr til Nørrebro Bryghus over 3F

Bryggeriansatte: Fri os fra 3F

I går gik undertegnede rundt i det lokale indkøbscenter og så på computerskærme. De bliver som bekendt større og større ligesom tv-skærmene.

Hvad bruges de skærmstørrelser til? Ja, megen tid forbruges uden tvivl på at se film og spille computerspil, og dermed til at benytte sig af de mange nye tilbud, der er opstået i kraft af konkurrence og innovation indenfor IT-området, men også i kraft af alle de effektivitetsforbedringer indenfor andre områder, der har understøttet udviklingen her.

Disse effektiviseringer betyder, at man kan mere i sin fritid, og at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer om dagen for at opnå indkomst til de mere basale ting. Og så bliver der også tid til at spille og se film, selv hvis man befinder sig i den lave ende af indkomstskalaen. (Og måske bevæger man sig i den henseende så for lidt).

Herefter vil jeg atter vende tilbage til 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og hans retorik om "dræbende ulighed".

Måske skyldes min interesse for PESC's måde at udtrykke sig på, at jeg selv har været beskæftiget indenfor de fagområder som 3F – og tidligere SID - omfatter: Jeg har stået på slagteri og fabrik, gået med aviser, været chauffør, gået med breve og for en kort bemærkning stået i butik.

Pointen med at nævne dette, er, at det for mig at se, er ret åbenlyst, hvorfor medlemmerne flygter fra de røde fagforeninger: Ideen om hvordan verden er skruet sammen, kan de potentielle nye medlemmer simpelthen ikke genkende. Retorikken bygger med andre ord på et ”ikke-virkelighedsbaseret verdensbillede”

Den ideologiske kultur-socialisme havde således sin sidste storhedstid i 1970'erne. Og det man sagde, var også løgn dengang. Da man ikke havde andet end løgn at sige, blev man imidlertid blot ved med at sige det.

I kraft af ovenstående kan man derfor finde konstante historier om, hvordan man i socialdemokratiet ønsker at genopfinde sig selv, og fortælle en ny og mere moderne historie. Men man har kun socialismens historie at fortælle og vende tilbage. Man vil ikke fortælle historien om hvordan velstanden spredes til resten af verden i kraft af økonomisk frihed. (Og det er der måske i sidste instans nogle psykologiske og ikke filosofiske årsager til).

Men så snart andre gider gøre opmærksom på, at verden tydeligvis ikke er som PESC og socialisterne beskriver den, bliver det selv for dem med de allermest begrænsede uddannelser åbenlyst, at noget er galt med retorikken. Det er som i "Kejserens nye klæder": så virker retorikken ikke længere.

Og på såvel internationalt som nationalt plan begyndte man allerede i 1980’erne fra borgerlige akademikeres side, at gøre opmærksom på, at den socialistiske retorik og tankegang var forskruet og virkelighedsfjern.

Her tænkes eksempelvis på forbundsformandens tale om "underdanmark", overdanmark" eller det lige så besynderlige udtryk "samfundshierarkiet". - Jamen for fanden Poul Erik, hvad er der i vejen? Man skulle tro, at du aldrig nogen sinde har sat dine ben på en af de danske arbejdspladser, hvor individer fra vidt forskellige samfundsniveauer arbejder sammen; og hvor man har vidt forskellige sociale baggrunde og livserfaringer, at trække på. Hvor er klassementaliteten, der burde kunne findes, hvis der virkeligt eksisterede fastlåste og stivnede sociale klasser?

Som allerede nævnt sammenligner forbundsmanden således det forhold, at nogle dør tidligere end andre i det frie og rige samfund som det moderne danske er - med krigen i 1864! Det er så langt ude som det næsten kan komme (, og Lægemiddelindustriforeningen giver spalteplads).

Og hans ”løsning” på "problemet" med den relative ulighed er åbenlyst at afskaffe friheden til fordel for ligheden:

"Danskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år", skrives der.

Dette lighedsprojekt kræver ikke desto mindre den absolutte politiske magt, og fører som sagt ikke til nogen som helst form for sundhed, men i stedet til et slavesamfund, sådan som de findes i Nordkorea og på Cuba. Og disse samfund "klarer sig" i øvrigt kun, fordi der skabes en kollosal velstand i den frie omverden; og fordi bistand derfor tilflyder disse og holder diktaturerne i live (hvilket naturligvis er ekstremt umoralsk og en hån mod mennesker, der lever i frihed).

I forbundsformandens kronik fremgår det vel at mærke mere overordnet - jævnfør talen om "over-" og "underdanmark"; at forbundsformanden mener, at de med de lavere indkomster i almindelighed er ofre; mens de med de højere indkomster på forunderlig vis sådan generelt kan takke deres bedre position med held:

"Det passer heller ikke, at de lavt uddannede ikke er interesseret i at gøre noget ved det. Jeg kender mange, der har lagt deres vaner om, og endnu flere, der har prøvet på det", skriver PESC således og placerer på værste demagogiske vis alle, der har en lav indkomst i den samme kasse, det vil sige ”underdanmark” og dermed nederst i det han kalder ”samfundshiearkiet”.

Spørgsmålet er derfor i kraft af ovenstående, om ikke socialdemokraterne bør være taknemmelige for ikke at have så tætte bånd til disse klassekamps-retorikere i fagforeningerne, som det har været tilfældet tidligere.

Måske burde man også benytte lejligheden til at overveje, om man i socialdemokratiet ikke mere grundlæggende har taget fejl i sin analyse af hvordan velstand og velfærd bliver skabt.

Et hint til nye indsigter er således, at lande med lavere skatter og mere respekt for den private ejendomsret end man har i Danmark kan fremvise langt hurtigere økonomisk vækst, end vi kan gøre det i Danmark. Det er også ret veldokumenteret, at der på globalt plan findes en tydelig sammenhæng mellem frihed og velstand.

Det må derfor være på tide, at man begraver det marxistiske forarmelsesscenarium en gang for alle. Fedmefrygt (herunder epidemi-retorikken, der også anvendes i relation til rygning) samt statistikker vedrørende stress på arbejdspladsen vil ikke kunne vække kultur-socialismen til live.

Rige børn lever længst står der på plakater og indrykket i annoncer finansieret af fagforbundet 3F. Det viser sig dog, at der ikke menes børn men voksne.

Der skrives meget på denne blog om, at vi i den frie verden er rigere og derfor også har en langt højere levetid generelt, end det er tilfældet i lande, hvor man lever i undertrykkelse; og hvor man enten i lokalmiljøer eller via statsmagten sørger for at ingen får mulighed for at skille sig ud fra resten.

Rigdom er således en konsekvens af en bestemt adfærd: Rigdom skyldes i en fri verden produktivitet, og før dette forståelse for hvordan velstand skabes. Dette handler altså ikke mindst om friheden til at bruge sin fornuft. Handlefriheden, der er en vigtig forudsætning for velstandsskabelse og et mere meningsfuldt liv skyldes ikke mindst ejendomsretten.

Men Poul Erik Skov Christensen ønsker åbenbart at afskaffe denne frihed. For i en kronik i Politiken under overskriften Ulighed dræber vil han gøre alle lige for at gøre alle lige så sunde, som de mest sunde er det i dag.

Det bliver blot ikke resultatet af denne ufrihedens mission. Tværtimod vil den velstand, der er blevet skabt i frihed, også forsvinde i kraft af ufriheden, som forbundsformanden repræsenterer.

Læs mere dagens kommentar.

I vores klub kan man spille en hel sæson for 600 kroner, og en ketsjer kan købes for cirka 300 kroner, siger Jørgen Hansen [bestyrelsesmedlem i Aalborg Tennisklub]. Han er godt klar over, at tennis af nogen bliver betragtet som en overklassesport. - Sådan var det engang, men det er helt ude af trit med virkeligheden i dag, mener han. Som medlem af bestyrelsen i en tennisklub frygter han, at annoncen fra 3f kan gøre det sværere at få unge til at melde sig til tennissporten. Det er svært nok i forvejen at holde på de unge. - Det kan man læse i artiklen Tennissporten føler sig hængt ud.

Men hvorfor er det blevet billigere at spille tennis? Svaret er det samme som spørgsmålet: "hvorfor er kontaktlinser, computerskærme, mobiltelefoner, fjernsyn, sodavand, flyrejser"...og så videre blevet billigere? - Og svaret er ULIGHED: Det vil sige, det er mulighederne for at skabe sig en materielt solid tilværelse med overskud i hverdagen, der har ført til denne generelle velstandsskabelse. Det er muligheden for at den enkelte kan træffe sine egne beslutninger, og dernæst forfølge sine drømme og visioner uden at blive plyndret af sine omgivelser for hvert et fornuftigt og produktivt skridt, der bliver taget.

Det er dermed muligheden for at blive "ulige" alle andre, der betyder, at nogle rent faktisk foretager sig noget fornuftigt og praktisk orienteret. I primitive eller middelalderlige samfund trives derimod retsløsheden og også lighedsmentaliteten, der betyder, at når nogle tager et selvstændigt skridt fremad, trækkes de med det samme tilbage og ned af resten. Fra og med 1970'erne tog vi i Danmark med ny-marxisimen (og kultur-socialismen) et grimt skridt tilbage i den forkerte retning. Man genopfandt en lighedskultur, som kun kan føre tilbage til mere primitive tilstande.

Historien fra Aalborg fortæller således noget ret centralt. Og det er at friheden ganske rigtigt i praksis har en tendens til at føre til ulighed, sådan at der opstår en "overklasse", fordi mennesker vil noget forskelligt med deres liv, og også fordi mennesker er forskellige fra naturens hånd; men at den samme frihed også fører til øget velstand generelt.

Ifølge Hans-Jørgen Pahlke fra fagforeningen 3F får jordbærplukkere i Danmark en uanstændig lav løn. Bærplukning er som bekendt blot ét af de steder, hvor Danmark har fået besøg udefra i form af tilrejsende arbejdskraft fra Østeuropa.

Med andre ord: købekraften er det centrale. Om man får halvt så meget som andre i Danmark er i praksis mindre vigtigt; ellers ville man simpelthen ikke rejse hertil.

- Læs mere i Jordbærplukning, købekraft og kapitalisme.