Since European precautionary principle proponents advocate that ‘quality of life’ considerations, moral values, and social and environmental group (communal) concerns should serve a predominant role in international policy-making to address future potential public harms, it is incumbent upon all other nations to question the source of these beliefs. They must demand strict transparency and accountability from those who argue in favor of changing the current ‘risk-based’ global paradigm to a new ‘precautionary principle’ hazard-based paradigm, which dictates the extent to which all societies may use and rely upon science in evaluating potential future public dangers. After all, is it not the advocates of precaution who bear the burden of proving to the world that a paradigm shift focusing primarily on the ‘unknowables’ of life is actually necessary? Mustn’t they prove beyond a preponderance of the evidence that this utopian vision can not result in greater harms to global society than those they are intended to eliminate? And, isn’t it they who must demonstrate that the assumptions underlying these beliefs reflect a reasoned rather than a desperate, pessimistic view of reality? [...]

In essence, some sort of blurring or unnatural fusion may have occurred between the multitude of values and phobias long submerged within Europe’s collective psyche and the extreme, almost religious utopian ideologies of post-communist European social and environmental groups. This convolution of European fears, ideals and hypothetical realities has manifested itself in the form of the precautionary principle. If its underpinnings indeed manifest a disease (i.e., "Precautionus Principilitis"), its symptoms and diagnosis would be quite telling: a disorder induced by stress and repressed feelings of inferiority and desperation, marked by extreme luddism, incoherent babbling, disorientation, and a shared form of delusion. But what is worse, instead of suffering this disturbance in private, the European regionalists seek to convert the entire world to their disordered understanding of reality. They are driven to do this, as a means of denying the guilt attendant with the sociopathic manner in which they are manipulating the rest of the world, while injecting their own shortcomings into a world system over which they now claim moral superiority.[...]

Read more in Precautionus Principilitis: A Psychosocial Disorder Causing Luddite Psychobabble by Lawrence A. Kogan and Robert Stein.

Fra og med i dag kan man tegne aktier i et nyt selskab ved navn "Klimainvest". I den anledning bringes kommentaren "Maskinstorm A/S", der tidligere har kunnet findes på www.coin.dk.

Et nyt dansk firma vil til efteråret begynde at sælge C02-kvoter direkte til danskerne. Investeringen er ikke bare god for miljøet – den kan også give et pænt afkast, skriver Penge & Privatøkonomi. Mens bilerne, fabrikkerne og kraftværkerne fortsat prutter drivhusgassen C02 lystigt ud i atmosfæren, er der nu godt nyt til de danskere, der gerne vil have en lidt grønnere samvittighed – og samtidig tjene lidt penge. - Det skriver gratisavisen Urban [se artikel nederst]. På forsiden af Urban havde man dog passende kaldt dette "at tjene penge på varm luft".

Man kan mildt sagt også kalde det "interessant", at man kan tjene penge på ikke at producere noget, og på at spekulere i, at politikere vil reducere den økonomiske handlefrihed stadigt mere (sådan at prisen på disse kvoter presses yderligere op). Men det kan man. Og det skyldes lovgivningsmagten, som nogle nu har benyttet, til at skabe en situation, hvor man kan sælge økonomisk frihed i kvoteform. Dire Straits sang om money for nothing; her er udtrykket mere passende, end det var tilfældet i selve sangen.

For de første individer, der får sådanne kvoter i hænderne - eventuelt gratis - er der naturligvis tale om en yderst indbringende forretning; eftersom der ingenting er produceret, før man sælger sin "vare". Man sælger simpelthen noget, der er skabt ved politisk dekret. Hvad man sælger, og handler med er således at sidestille med arbejdstilladelser udstedt af staten eller EU.

Staten og EU kan altså som udgangspunkt gøre to ting: De kan enten sælge disse kvoter, og produktionstilladelser; eller de kan forære dem væk. Det afgør så, hvem der beriger sig mest. Prisen for sådanne manøvrer væltes ligesom med de "grønne afgifter" over på befolkningen i almindelighed. De som ikke begunstiges, men som altså må købe (d.v.s. de produktive virksomheder), de rammes. Og det som disse ramte så producerer efterfølgende, det koster så mere for forbrugerne i kraft at de kunstigt forhøjede omkostninger, der er en konsekvens af kvotekøbet.

Indkomst i samfundet flyttes altså fra een gruppe i samfundet til anden: Den økonomiske omfordeling går fra lønmodtagere, som må holde for, i det omfang at udgiften til lønninger må reduceres, når der skal købes kvoter. Omfordelingen går samtidig fra een type af virksomhedsejer til en anden (De kvote-begunstigede).

Konsekvensen for muligheden for, at man udvikler mere effektive maskiner og mere optimale energiformer er i øvrigt også den samme, som for "grønne afgifter": De produktive i samfundet straffes på bekostning af dem, der ønsker at forbruge her-og-nu. Dermed fastholder man i praksis også den aktuelle påvirkning af vores omgivelser, - og det var vist ikke meningen. Det er derfor ironisk, at nogle vil kunne øge deres forbrug på bekostning af velstandsskabelse og andres forbrug, og samtidig iklæder sig godhedens og altruismens gevandter, men sådan er det: - For det var markedsøkonomien, der begunstigede de mest produktive og mest effektive producenter på de mindre effektives bekostning.

Det var således i kraft af det fri marked, at der blev skabt en situation, hvor vi bevægede os fra at bruge hvalolie, kul og tørv - og til at benytte os af de renere og mere ydende fossile brændstoffer såsom olie. Den rigelighed som olierevolutionen sikrede førte så senere til muligheden for, at man kunne udvikle atomkraft (men også moderne vindmøller og solenergi).

Den rigelighed, som markedet sikrer, er ikke desto mindre den samme rigelighed, man bekæmper med kvoterne.

- Med denne "kvote-virksomhed" må man derfor tale om Maskinstorm A/S. Man kan da også godt kalde det konservativt, ligesom man fik et "konservativt" indtryk af Sovjetunionen og de ufrie lande i Østeuropa, når man fra den frie vestlige verden besøgte disse lande før murens fald, og kunne se "gammeldags" kraftværker og fabrikker; - for der trivedes kvotementaliteten i allerhøjeste grad. Man havde derfor ikke overskud til at producere noget, der var bedre.

Er man et arbejdende menneske, der værdsætter andres produktivitet, er det måske derfor interessant at vide, at der med disse kvoter er tale om "profitskabelse ud i den blå luft". Der er som det allerede nævnt tale om profit, der er skabt takket være et statsindgreb, og som dermed er profit, som er sikret en "profitmager" uden at der er leveret nogen som helst form for produktiv indsats fra den virksomhedsejer, der som den første får sådan en kvote tildelt af staten.

Får man sin kvote foræret er det dermed "gratis penge"; og disse "gratis penge" bruger den kvotebegunstigede så alt andet lige mere på forbrug, end på geninvestering i kapitalapparatet samt til lønninger. Eventuelt vil den kvotebegunstigede bruge en del tid på at sikre, at kvotenettet strammes yderligere, og man tilsvarende begunstiges; for det vil jo være en "god" forretning for de begunstigede, at drive sådanne former for lobbyisme.

Med kvoteordningerne har vi dermed også et fænomen, som ligner det man har i kraft af den statslige begunstning af offentligt ansatte, der kan pege på sociale problemer, der angiveligt så kræver flere skatter og nye offentlige projekter for at kunne blive løst: Nu har man skabt et incitament i erhvervslivet til at kræve øget regulering fra en gruppe spekulanter; og hvor denne gruppe så vil vokse endnu mere i kraft af deres succes (altimens de reelt produktives skare omvendt vil reduceres i samme omfang).

Ovenstående konsekvenser for ændret økonomisk adfærd gælder i øvrigt, uanset om kvoteejeren selv er producent og udleder CO2 - eller ikke. For jo større en kvote, der kan sælges - desto mere kommer indtægten nu fra dette salg, og ikke fra, hvad virksomheden ellers foretager sig. Der er med andre ord bragt noget ind i verden, som er blevet gjort profitabelt, der bare ikke har en fysisk værdi. Det der har en fysisk værdi, og som er noget reelt værdifuldt får dermed også en relativt mindre værdi i forbindelse med salg, eftersom der er større omkostninger forbundet med at producere det; i modsætning til salget af sådanne tilladelser, der ikke koster mere end det papir, som tilladelsen er nedfældet på.

Det politiske indgreb fører derfor til mere forbrug hos disse kvoteejere, på bekostning af de produktive i markedsøkonomien - herunder lønmodtagere. Der er derfor også tale om en økonomisk omfordeling fra de der skaber og producerer noget, og så over til nogle, der også kan kaldes "netto-forbrugere": Det er altså mennesker, der kan leve af at sælge en tilladelse, som andre skal bruge for at klare sig; det vil sige en politisk tilladelse til produktivitet begunstiget af de uproduktive!

Alle der efterspørger billig energi, og som ikke får kvoter foræret, der kan dække deres eget forbrug, og hvor de derfor ikke kan sælge det tiloverblevne af sådanne kvoter på CO2-børsen, bliver derfor tabere i dette kvotespil. Den virksomhed, der bruger meget energi, men ikke får en kvote bliver derfor taber i spillet. Og den almindelige lønmodtager, der oplever at energipriserne stiger, rammes igen af skadelig energipolitik.

Man bør derfor også holde et godt øje med, hvad der kan findes af politiske forbindelser og kvotetildelinger. For hver eneste kvotebegunstigelse vil have en historie tilknyttet vedrørende "gode relationer" og politisk sympati-dannelse, også kaldet lobbyisme.

Med CO2-kvoter har Karl Marx på ironisk vis derfor også fået en smule relevans: - Kvoteejerne sælger noget værdiløst, men noget man som produktiv virksomhed kan blive nødt til at købe. De virksomheder, der er nødt til dette, kan nu i mindre grad bruge midlerne på, at investere i kapital og arbejdskraft. I praksis er der således tale om økonomisk omfordeling fra ydere til nydere, sådan som Marx malende beskrev det i en anden sammenhæng.

Over tid bortfalder så incitamenterne, der sikrer, at industrisamfundet vedligeholdes og udbygges . CO2-kvoter fører derfor ikke til "miljøforbedringer", men til forbrug her-og-nu og økonomisk stagnation.

I modsætning til hvad Karl Marx mente, er det således bare ikke markedsøkonomien, men de politiske beslutningstagere - herunder "folkets mand" (i Havana) Svend Auken og Connie Hedegaard, der må tage "æren" for den faldende velstand.

-----------------------

Urban: Spekuler i global opvarmning

Læs også George Reisman: How Environmentalism Raises Profits at the Expense of Wages .

Hvem er kvotebegunstigede? Besøg Energistyrelsen via Planøkonomi tilstræbes på energiområdet.

Forfatter-filosoffen Ayn Rands roman Anthem er som den fjerde af Rands skønlitterære værker blevet oversat til dansk. Romanen der udkom på engelsk i 1938 foregår i en fremtid, hvor maskinstormere og kollektivister har overtaget magten i samfundet; og hvor de individuelle frihedsrettigheder ikke længere eksisterer.

Siden afholdelsen af den socialdemokratiske Gimlekongress i 1876 er vi i Danmark - i kraft af skattetrykket - nu nået ca. halvvejs på vejen mod denne lidet ønskeværdige samfundstilstand.

Den danske oversættelse samt to forord findes her.

Læs en introduktion til forfatteren her.

The present climatic fluctuation has been discussed since the 1920's almost exclusively in scientific circles, although it has recently become a subject of more than academic interest...Ordinary people are beginning to realize that something has happened and is happening which is of great interest to themselves. The last dry summer, which transformed large parts of Western Europe into a virtual steppe, increased this interest and also caused anxiety, though this drought cannot be said with any certainty to belong to the present climatic fluctuation.

- Det skriver Professor Hans Ahlmann fra Stockholms Universitet, vel at mærke i 1948. Professoren fortsætter imidlertid med følgende:

If we find in the Antarctic similar evidence of the present climatic fluctuation as has been found in other parts of the world, we shall be justified in concluding that the present fluctuation is a world-wode phenomenon and probably the result of variations in solar activity which, slow as they may be to take effect, are actually resulting in an improvement in the climate of our world.

Citaterne er fundet af Ian Murray. Artiklen er fundet på Hodja.

Det var i øvrigt heldigt, at Ahlmann tilskrev solen en større rolle end man typisk gør det med gennemsnitslige temperaturforandringer i dag, eftersom den globale gennemsnitstemperatur ifølge klimaforskerne faldt i perioden 1940-1970, hvilket i 1970'erne fik maskinstormere mf.l. til at frygte for en ny istid. Læs Newsweek anno 1975 - The Cooling World.

Læs Hvad enhver europæer bør vide om global opvarmning - af Ian Murray samt Klimaforandringer: - Har solen meldt sig ud?

(- Det ironiske svar på dette spørgsmål er således: - Ja, fra og med 1970'erne er solen stort set holdt op med at påvirke gennemsnitstemperaturen og klimaet. Solen er med andre ord taget på ferie; og i dag må forandringer i stedet tilskrives samfundet, Svend Aukens manglende indflydelse, kinesernes bestræbelser på at få et bedre liv samt amerikanernes ønske om at bevare deres "usolidariske" livsstil - vel at mærke undtagen Al Gore, der i princippet, men dog ikke i praksis, er parat til at ofre sig for sagen).

Mere om global opvarming

Grunden til, at de mest populære danske weblogs alle er borgerlige og liberale, mener Trine-Maria Kristensen skyldes, at der er flere maskinstormere på venstrefløjen, så de har sværere ved at vænne sig til den nye teknik. Jens Hoff peger på, at den borgerlige regerings midtsøgende linie gør det nødvendigt for højrefløjen og de radikale liberalister at øve opposition. - Det skriver Bent Blüdnikow i dagens Berlingske-artikel Det er borgerligt at blogge.

COIN-artikler om maskinstormere, der er skrevet af liberalister her.