Det er tidligere nævnt, hvordan Politiken er et af de medier, der i den ringeste grad har skrevet om Copenhagen Institute.

For nogle uger siden blev undertegnede imidlertid ringet op af en person, der sagde han var journalist på Politiken. (Og det tror jeg i vid udstrækning kun, at man siger, hvis man er det.)

Journalisten ville have Chresten Andersons telefonnummer, og stillede i den forbindelse min interesse i at vide til hvad, ved at fortælle, at han ville undersøge, hvem det var, der havde lækket den berømte e-mail, som den 17. marts 2005 blev sendt fra Finansminister Thor Pedersen til samtlige af Finansministerens kolleger; og som blandt andet indeholdt et debatindlæg begået af undertegnede med overskriften Hysterisk klimapolitik, der naturligvis handlede om Kyoto-protokollen og de CO2-kvoteordninger, som nu rammer Europa. Læs mere om sagen her.

Men åbenbart lykkedes det ikke journalisten, at komme videre i sine undersøgelser (det vil sige bestræbelser på at finde kilden til afsløring af uenigheden om klimapolitikken i Regeringen), for der blev ikke skrevet noget om sagen. Jeg fik således det indtryk, at aktiviteten skulle bruges til at supplere skriverier om Thor Pedersens person mere end om indholdet i den pågældende e-mail.

Med andre ord var det dermed også indtrykket, at interessen for substans, - det vil sige hvad Thor Pedersen mente og mener om klimapolitikken (eller hvad andre i opposition til klima-hysteriet mener), mildt sagt var ret begrænset. Det centrale var derimod spørgsmålet: ”hvem lækkede e-mailen?”. Og det ved jeg ikke.

Besøg Kyoto Kritik.

"Fogh blåstempler oplysninger fra tortur" skriver Politiken i dagens avis. Men inde i artiklen fremgår det at "Danmark [statsministeren] tager afstand fra tortur".

Journalist Mikael Børsting spørger statsministeren om følgende: Siger du så, at man godt kan bruge oplysninger, selv om man har en viden og en formodning om, at de fremkommet ved brug af tortur?

Til dette svarer Anders Fogh Rasmussen så bekræftende. Og hvad skulle man ellers gøre?

Lad os sige, man får at vide, at der vil blive begået en terrorhandling, men at man samtidig får at vide, at oplysningen er fremkommet ved et vist pres på en afhørte eller tortur. Skulle man så bagefter undlade at foretage sig noget for at stoppe terrorhandlingen?

- Så det er et dumt spørgsmål, og Anders Fogh Rasmussens svar er det eneste rigtige.

Alligevel har man nu fra Politikens side fået frembragt en kort avisartikel, der ikke gør nogen spor klogere, eftersom tanken om, at man skal ignorere livsvigtig viden er så latterlig, at selv den dummeste Politiken-læsere ikke ville vide dette på forhånd.

Og man har vel at mærke produceret en artikel med overskriften "Fogh blåstempler oplysninger fra tortur", når sagens kerne vel et mærke er, at Anders Fogh Rasmussen vil benytte viden, der kan redde liv uanset hvor den viden kommer fra fordi den viden kan redde liv.

Er det urimeligt at se en sådan avisartikel med den pågældende overskrift som udtryk for en vis modvilje mod fornuften? Måske er det dette isoleret set. Men hvis man finder 10, 20, 50 eller hundrede af slagen; hvor dumme spørgsmål resulterer i besindige svar, og derefter fører til tåbelige overskrifter, så er der måske noget om snakken.

En anden sag er så, at den samme spalteplads kunne være brugt til at skrive om regimer, hvor tortur rent faktisk i praksis er udbredt og systematisk (og som ikke bruges på at redde de civile borgere, men i stedet på at fastholde magthavernes magt).

Man kunne i Politikken forholde sig til lande som Nordkorea, Iran, Syrien, Kina, Cuba, o.s.v. o.s.v., som i kraft af politisk undertrykkelse og mangel på respekt for helt basale frihedsrettigheder producerer flygtninge, fastholder befolkningen i fattigdom, forarmer og stivner mennesker i rigide kulturelle mønstre, og tvinger befolkningen til at deltage i meningsløse handlinger, der skal bekræfte den lokale diktators magt og status. - Men hvis man gjorde dette, så var man jo nok ikke ret længe på Politiken.

Rige børn lever længst står der på plakater og indrykket i annoncer finansieret af fagforbundet 3F. Det viser sig dog, at der ikke menes børn men voksne.

Der skrives meget på denne blog om, at vi i den frie verden er rigere og derfor også har en langt højere levetid generelt, end det er tilfældet i lande, hvor man lever i undertrykkelse; og hvor man enten i lokalmiljøer eller via statsmagten sørger for at ingen får mulighed for at skille sig ud fra resten.

Rigdom er således en konsekvens af en bestemt adfærd: Rigdom skyldes i en fri verden produktivitet, og før dette forståelse for hvordan velstand skabes. Dette handler altså ikke mindst om friheden til at bruge sin fornuft. Handlefriheden, der er en vigtig forudsætning for velstandsskabelse og et mere meningsfuldt liv skyldes ikke mindst ejendomsretten.

Men Poul Erik Skov Christensen ønsker åbenbart at afskaffe denne frihed. For i en kronik i Politiken under overskriften Ulighed dræber vil han gøre alle lige for at gøre alle lige så sunde, som de mest sunde er det i dag.

Det bliver blot ikke resultatet af denne ufrihedens mission. Tværtimod vil den velstand, der er blevet skabt i frihed, også forsvinde i kraft af ufriheden, som forbundsformanden repræsenterer.

Læs mere dagens kommentar.

Om religion, følelser og ejendomsret

Science-fiction forfatteren Robert Heinlein forklarede en gang i en roman*, at avancerede samfund i virkeligheden var de mest simple:

Komplekse, det vil sige materielt avancerede, samfund bygger på nogle klare regler, der sikrer at samfundene har kunnet udvikle sig; og at de fortsætter med at gøre det.

De simple regler, der overordnet tager et afsæt i respekten for den enkeltes liv, frihed og ejendom, bevirker at alverdens konstruktive handlinger er mulige - i højere omfang end komplicerede regler ville gøre det.

Primitive samfund bygger derimod på et væld af skjulte koder, indforståede regler og særlige traditioner. Der insisteres eksempelvis på respekten for en række geografiske steder, som man ikke må komme i nærheden af; på fænomener, der ikke må tales højt om; eller på at en række personer ikke må afbilledes.

Ofte gør sådanne kulturer sig ikke fri af de indforståede regler. I stedet bygger man videre på de mange forbud, og slår dermed flere knuder på sig selv, og sin egen kultur, end hvad godt er – i det mindste for udenforstående. Resultatet bliver til sidst materiel stagnation, og dermed også et kulturelt forfald. - Og så bliver man vred.

Det forunderlige er bare, at man ikke bliver vred på sig selv, men på nogle andre. Det bliver samtidigt umådeligt vanskeligt at kommunikere med mennesker, der orienterer sig efter de simple regler, da sidstnævnte udenforstående typisk ikke følger med, hvad angår de komplekse regelsæts knopskydning i alverdens kulturer og subkulturer.

Her skal gives et par eksempler på forskellene i praksis: Tøger Seidenfaden er så vidt vides nudist i en del af sin fritid, og udøver sin hobby et sted i Sverige. Ikke alle bryder sig om nudisme. Mange opfatter måske også Politiken som en fornærmelse. De simple regler tilsiger i så fald blot, at man undlader at købe bladet; men ikke at man foretager en ”renselsesproces” ved at brænde bladet, mens man hopper op og ned på Rådhuspladsen.

Tilhængere af de komplekse regelsæt ville i stedet eventuelt forsøge at ophæve Tøger Seidenfadens nudisme til et samfundsanliggende; og kræve at der indføres særlige regler, der forholder sig til spørgsmålet om netop offentligt kendte personers promovering af nøgenhedens velsignelser; og måske ligefrem insistere på, at der er behov for en skærpelse af det nuværende regelsæt.

Eksemplet kunne justeres ganske lidt, og så ville vi opdage, hvordan vi i Danmark i dag desværre er på vej mod stigende regelkompleksitet: eksempelvis med politiske krav om regler, hvad angår informationsfriheden, herunder regler for reklamer indenfor sundhedsområdet. Den udvikling bidrager, som det også er tilfældet i andre lande, til at svække de simple regler, der tidligere gjorde det lettere at handle, innovere og at producere.

Eller hvad med denne reklame for griseører, som undertegnede en gang fik øje på i Bilka uden for Århus: "Danske ører til danske hunde", stod der. Mon ikke internationalister bliver kede af sådanne former for isolationistisk markedsføring? Det er blot de færreste smagsdommere, der kommer i Bilka. Og det er sikkert en af årsagerne til, at ingen indtil videre har benyttet lejligheden til at kræve at reglerne for hvilke følelser, der må appelleres til, når det gælder salget af griseører, de bliver skærpet.

Men religion er jo noget særligt, hævdes det. Her skal imidlertid fortælles en historie, der foregik i 1998, og tager sin begyndelse på vej mod Ayers Rock, der er de indfødtes helligdom - en kæmpe klippe midt i den australske ødemark, og som blandt andet på grund af sin afrundede form, også er en verdenskendt turistattraktion.

De indfødte har vel at mærke fået ejerskab, i kraft af at have status som indfødte. Dette er imidlertid rent nonsens, eftersom de fleste andre australiere også er indfødte! Ikke desto mindre har man et slags pseudoejerskab, med en "kollektiv ejendomsret". Dette ejerskab betyder således, at ingen bestemte individer ejer området, men derimod fællesskabet i form af "the aboriginals".

På den måde findes der i Australien således et racistisk funderet ejerskab, som man tidligere kunne have forestillet det sig i Sydafrika, parallelt med den private og universelle ejendomsret. Og venstrefløjen er tilsyneladende meget begejstret for ordningen, så længe man altså ikke lader det samme gælde for de indfødte af europæiske afstamning.

De, der har råderetten kan derfor ikke sælge "deres" "ejendom", netop i kraft af, at det ikke er bestemte personer, men en bestemt kultur, der er tildelt ejerskabet. Dermed har den australske stat bidraget til kulturel stagnation.

Men dem, der har den kollektive råderet, hvilket jo er bestemte nulevende personer kan imidlertid tjene penge på det, man opfatter som en helligdom i kraft af turisme; det vil sige via besøg fra dem, der ernærer sig i de nære og fjerne velstående samt mere komplekse samfund med de simplere regler. Så længe man vedkender sig sin ”aboriginalitet”, er man i kraft af lovgivning således sikret en indtægtsmulighed.

Så her var undertegnede på vej til klippen i ødemarken, da meldingen lød fra turistguiden at: "De bliver kede af det, hvis I går derop". Den angivelige bedrøvelse fra de indfødtes side, skyldtes at stedet bliver anset for at være helligt.

Men vi tilrejsende ikke-indfødte måtte vel at mærke alligevel gerne bestige toppen. De indfødte havde tilladt adgang, eftersom deres indtægtskilde ville udtørre det øjeblik, de forbød opklatring på selve klippen. Derfor kravler flere hundrede mennesker op på toppen af Ayers Rock dagligt. Men de lokale bliver, hvis turistguiden har ret, samtidig kede af det, når det sker!

Stort set hver eneste dag, undtagen når vejret er dårligt, og det er for farligt til at klatre derop, bliver de indfødte på denne måde kede af det, mens de samtidig ernærer sig ved, at mennesker fra resten af verden gladelig bestiger bjerget og nyder udsigten - helt uden deres religiøse forbehold.

Lige så vigtigt er det, at man kan bestige Ayers Rock uden frygt for repressalier, da de ”særligt” indfødte i meget vid udstrækning er at betegne som civiliserede. Derfor respekterer de, at andre ikke føler helt det samme, som de gør det, for den meget gamle sten.

Udsigten er i øvrigt fantastisk.

Tidligere bragt på www.coin.dk. Find flere artikler i arkivet.

*Glory Road

Demonstrationen [til fordel for Danmarks Radio] var arrangeret af Dansk Kunstnerråd i samarbejde med Dansk Journalistforbund. I en fælles indkaldelse til demonstrationen forklares det, at man "vil gøre opmærksom på, at DR med nedskæringerne ikke længere har mulighed for at bidrage til udviklingen af den danske kultur", og at "konsekvensen af DR’s nedskæringer er, at dansk kultur bliver usynlig i globale sammenhænge, fordi den mister sin egenart. Fra Berlingske Tidende [egen fremhævelse]

- De citater, hvor man sætter lighedstegn mellem dansk kultur og DR, taler jo næsten for sig selv. Her ser man den neo-gramskianske kulturelite folde sig ud i noget der nærmest ligner desperation i kraft af absurditeten i påstanden.

For Danmarks Radio bidrager ikke med noget som helst originalt i en kulturel forstand. Hvis man lukker den venstreorienterede institution, findes der masser af andre tilsvarende statslige propagandamaskiner. At have en tv-station med en politisk bestyrelse , der konfiskerer borgernes midler for at producere tv, er en groteskhed, det er er vanskeligt at finde et sidestykke til. Det strider mod selve meningen med, hvad det vil sige at drive medievirksomhed.

Medier spiller kun en positiv rolle i kraft af deres frihed men også i kraft af den frihed, der eksisterer i samfundet. Men her repræsenterer DR i stedet et element af tvang. Mange af de bestyrelsesmedlemmer som Folketinget i tidens løb har sendt ind i denne tvangsmaskine hylder i øvrigt også et politisk system, der i sin kerne baserer sig på ufrihed og tvang, det vil sige socialisme.

Venstrefløjen dominerer i forvejen helt urimeligt uddannelsesinstitutionerne; - og jo større en offentlig sektor, desto mere taletid sikres der også til marxistisk inspirerede personer fra bureaukratiets side. (Og her skal det naturligvis bemærkes, at Danmark har en af de største offentlige sektorer i den frie del af verden).

Danmarks Radio er derfor venstreorienteret "luksus", der ikke bør privatiseres eftersom man i forvejen har Politiken, Arbejderen og Dagbladet Information, hvad angår medierne. Bedst er det i stedet, at DR lukkes, afskaffes og forsvinder. Ønsker man på privat basis at etablere noget tilsvarende må man gøre det fra grunden.

Politikere har helt indlysende ret til at lovgive for at give befolkningen de sundeste betingelser. Hvis en domstol siger, at vi ikke må lovgive angående sund luft, så kan offentlige myndigheder heller ikke blande sig i, hvor meget nitrat landmændene må lægge ud på markerne. Derfor har restauratørerne ikke en kinamands chance for at vinde sagen. - Det siger Jørgen Winther fra Venstre i anledning af at Restauratørforeningen af 1881 trækker staten i retten for at finde ud af om den nye rygerlov overtræder den grundlovsfæstede ejendomsret. Læs mere her.

Det er åbenbart at Jørgen Winter ingen respekt eller forståelse har for sidstnævnte ejendomsret.

For hvis en landmand forurener andres ejendom, er der jo netop ejendomsretten at henvise til. Hvis den ejendom, der forurenes er statslig, kan staten jo agere som en privat aktør, og overfor en domstol søge at bevise, at det vand som eventuelt er på statens ejendom er blevet forurenet af den pågældende landmand.

Men når en privat borger bevæger sig ind på et værtshus, hvor der ryges, er dette helt og aldeles en privat affære. Her er tale om private borgere, der mødes og handler med hinanden. Et værtshus, hvor der ryges er simpelt hen et privat område, hvor der drives forretning. Med dette har staten intet at gøre. Statens opgave må være at håndhæve den private ejendomsret, og ikke at afvikle den.

[I]nde i rigtig mange mennesker sidder der en potentiel misbruger, en person, som længes efter at slippe tøjlerne ude i præstationssamfundet og helt at hengive sig til sin egen umiddelbare lystfølelse. For nogle mennesker er det eneste, som holder denne indre misbruger tilbage, de bekymringer om fremtiden, som de fleste mennesker gør sig. Tager man bekymringerne væk, så har misbrugeren mulighed for at slippe ud. Derfor er der i dag flere misbrugere end før velfærdsstaten.

- Det skrev Ole Birk Olesen i kronikken Velfærdsstaten er en taberfabrik i Politiken den 19. juni, hvor man også kan læse at der i 1961 var [...] godt 200.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder, som fik opretholdt deres tilværelse af ’samfundet’, det socialdemokratiske ord for staten. Godt fire årtier senere, i 2004, var det mere end 900.000.

[D]et er hans [Tøger Seidenfadens] deller. Og det er mit slik. Det er hans overvægt. Og det er mine penge. Jeg ønsker ikke at være solidarisk med Tøger Seidenfadens deller. Jeg ønsker ikke at betale mere i skatter og afgifter, fordi Politikens chefredaktør har en slap selvdisciplin. Hvis han gerne vil tabe sig, behøver han ikke blande politikerne og forbrugerne ind i det - eller mig for den sags skyld. Han kan bare tage at spise noget mere kål, løbe en tur eller tage trappen.

- Det skriver Christopher Arzrouni i 180grader.dk om de seneste krav om nye afgifter på fødevarer, som får støtte fra Politikens Chefredaktør.

Det er ikke kun i Politiken og Jyllands-Posten at man nuancerer klimaudsigterne og debatten. Det gør man også i Ingeniøren.

Læs: Forskere bag alternativ rapport: Klimaændringer kan være naturlige:...De alternative konklusioner er skrevet på basis af oplysningerne hentet i det andet udkast til IPCC-rapporten fra april 2006. Dette udkast har været udsendt til eksternt review i forskerkredse, og selv om det bærer teksten »Do Not Cite or Quote«, er det blevet bredt distribueret.

På baggrund af oplysningerne i udkastet kommer de klimaskeptiske forskere frem til helt andre end forskerne under FN. Deres hovedkonklusion er, at »der et uundgåeligt element af usikkerhed om det omfang menneskeheden bidrager til fremtidige klimaforandringer, og om en sådan forandring eller ej i virkeligheden er en god eller dårlig ting«...

Samt - 50 forskere skriver konklusion om klima-forandringer :...2.500 videnskabsmænd og -kvinder står bag den nye klimarapport fra FN's klimapanel, IPCC. Det siger næsten alle i forbindelse med offentliggørelsen af rapportens resume for beslutningstagere. [...] Når det drejer sig om det tekniske resume, der udkommer til maj, og det netop offentliggjorte Summary for Policymakers, er det snarere et halvt hundrede forskere, der har været direkte involveret....

De sidste 3000 års opvarmninger og nedkølinger:

Surface temperatures in the Sargasso Sea (with time resolution of about 50 years) ending in 1975 as determined by isotope ratios of marine organism remains in sediment at the bottom of the sea. The horizontal line is the average temperature for this 3,000 year period. The Little Ice Age and Medieval Climate Optimum were naturally occurring, extended intervals of climate departures from the mean. Kilde: Kegwin, L. D. (1996) Science 274, 1504-1508.

Temperaturen på Sydpolen er ikke steget, sådan som klimamodeller ellers har forudset, at den ville. [...] I det hele taget forvirrer Sydpolen forskerne. De fleste klimamodeller forudser nemlig også, at der burde komme øget nedbør over Sydpolen med stigende globale temperaturer.

Det har man heller ikke kunne observere over de seneste 50 år, viser tidligere studier af forskerholdet bag undersøgelsen. Sydpolens klima er dog meget sværere at forudse en restens af klodens, påpeger forskerne. - Det kan man læse i dagens udgave af Nyhedsavisen.

Læs også dagens kommentar af David Gress.

Ny bog om global opvarmning og nedkøling.

Læs også Politiken fra 9/2 om situationen i nord: Indlandsisen smelter overraskende langsomt.