Ritt og Bondam tænker ikke. Der findes i historien regeringer og byråd, der beslutter mærkelige ting. Der findes også i historien regeringer og byråd, der beslutter meget mærkelige ting. Og så er der Københavns Kommune! Den er uden sidestykke. Det er, som om Ritt, Bondam og deres flertal i Borgerrepræsentationen ikke gør sig tanker om, hvorfor byen fungerer. Hvorfor der er liv på cafeerne, varer i supermarkederne, bygninger, der bygges og affald, der fjernes, sagde Leo Jensen.

Leo Jensen er næstformand i Dansk Transport og Logistik og udtalelsen er fra åbningen af Nordre Birks transportmesse 2008 i Grønholt ved Hillerød. - - Læs hvorfor det bliver dyrere at bo i København i Vognmænd i åben strid med Ritt og Bondam.

"Ritt villig til at finde løsning" lyder overskriften på en artikel i Berlingske Tidende.

I artiklen peger overborgmester Ritt Bjerregaard på to mulige løsninger, når det gælder om at få et såkaldt "Ungdomshus".

"Ungdomshus" er - hvis man ikke ved det - et sted, hvor unge, der har været igennem offentlig uddannelse vil have lov at være, uden at de har ejendomsret.

Ejendomsret betyder som bekendt, at der er tale om noget, man retmæssigt har erhvervet sig.

På dansk betyder dette, at man enten har lejet et hus, købt et hus, - eller at man har overtaget et hus som ingen andre retmæssigt kan gøre krav på, at have ejerskabet over.

Man kunne således i det sidste tilfælde forstille sig, at der fandtes boliger, som ingen ville vide af.

Og så havde disse unge og alle mulige andre naturligvis lov til at overtage et sådant i kraft af, at nogen havde givet afkald på ejerskabet (Det vil sige at det retmæssige ejerskab frivilligt var blevet opgivet uden at det var blevet overgivet til nogen andre).

I dette tilfælde skal det dog også bemærkes, at sådanne huse tidligere også blev bygget og vedligeholdt i kraft af ejerskab. Tilsvarende betyder ejerskab i almindelighed, at boliger holdes ved lige og forbedres. Med andre ord: Det er altså netop når det gives afkald på ejerskab, at tingene forfalder.

Men dette med ejerskab og dets betydning går tydeligvis hen over hovedet på såvel overborgmesteren som "de unge". (Der er vel at mærke tale om en særligt primitiv og bøvet gruppe unge, som netop i praksis af på absolut vis at tage afstand fra den private ejendomsret igen og igen får foretræde for og/eller opmærksomhed fra de lokale beslutningstageres side.)

"Den ene løsning er en privat løsning, som man prøvede med Stevnsgade 34, hvor en fond ville købe ejendommen og føre tilsyn med den. Den løsning blev ikke til noget, fordi de unge krævede at få bygningen gratis".

Den anden "løsning" er så en "kommunal løsning", hvor man netop gentager de mange krænkelser af den private ejendomsret som socialister er skolede i.

Og i kraft af overskriften og budskaberne i artiklen man finder fra Ritt Bjerregaard, må man således konkludere at socialisten Bjerregaard gerne vil give efter, såfremt flere af hendes kolleger også gerne vil give efter.

Der er således tale om, at de der allermindst respekterer den private ejendomsret får ekstremt meget omtale og sympati; at de der i stedet forsvarer ejendomsretten og den politiske og økonomiske stabilitet og velstand, denne ejendomsret sikrer, de omvendt fremstilles som "bussemænd". Og så er det socialisterne "i midten", der giver efter for førstnævnte vandaler og primitive.

Så en stemme på Ritt Bjerregaard er tydeligvis en stemme for mere ballade på Nørrebro.

Copenhagen Institute udgiver nu [22/2/06] en bog af Statsminister Anders Fogh Rasmussen med titlen ”Vera og Benefica”. Bogen er skrevet i 1996. Det vil sige tre år efter den berygtede bog med titlen ”Fra socialstat til minimalstat”; den som Poul Nyrup Rasmussen rev et eksemplar i stykker af i forbindelse med valgkampen 2001.

Med Fra Socialstat til minimalstat forsøgte Anders Fogh Rasmussen at sætte bidrag fra frihedsorienterede tænkere såsom F.A. Hayek, Ludwig von Mises, Ayn Rand eller Milton Friedman samt ældre danske ideologer ind i en nutidig kontekst.

”Vera og Benefica” er i modsætning hertil en kortere og mere konsistent præsentation af centrale økonomiske sammenhænge.

Tilblivelsen af ”Vera og Benefica” skyldes ikke mindst inspiration, fra den amerikanske journalist og økonom Henry Hazlitt (1894-1993) og hans bog Economics in one lesson. Der er ligeledes hentet inspiration fra den franske journalist, filosof og økonom Frederic Bastiat (1801-1850) samt hans essay That Which Is Seen And That Which Is Not Seen.

Som titlerne antyder, er hensigten for sidstnævnte værker, at man vil formidle en særlig pointe. Det vil sige, man vil give den opvakte læser et redskab, der derefter vil kunne anvendes på vidt forskellige problemstillinger.

Med Vera og Benefica er det Anders Fogh Rasmussens hensigt, at minde om, at de valg politikere træffer, ikke blot har synlige, direkte og positive konsekvenser, men også vil have en række utilsigtede og ofte mere negative konsekvenser, på såvel det korte som det lange sigt.

Man kan illustrere dette fænomen ved at minde læseren om, at når politikere giver noget til nogen, tager de det fra nogle andre.

Økonomisk omfordeling har imidlertid ikke blot statiske konsekvenser, men også dynamiske: Når råderetten over den konfiskerede ejendom forsvinder fra de oprindelige ejermænd vil incitamentsstrukturerne i samfundet forandre sig. Adfærden bliver en anden. - Jo mere økonomisk magt politikere får, i forhold til private borgere, desto mere øges incitamentet til politisk aktivitet.

Højere skatter betyder dermed, at nyderne i samfundet begunstiges til ulempe for yderne, og dermed, at interessen for at være aktør på markedet reduceres.

I det følgende skal - for at vise hvor omfattende Anders Fogh Rasmussens pointe om de sekundære konsekvenser er, nævnes nogle aktuelle eksempler på, hvordan den økonomiske visdom kan gøre os klogere på den komplekse virkelighed, vi lever i.

Det første område, der skal bruges til at eksemplificere Foghs pointe er arbejdsmarkedet. Markedet for arbejdskraft er naturligvis ikke et løsrevet marked fra andre markeder eller fra markedsøkonomien som helhed.

Det betyder at enhver ydelse, der kommer fra offentlige kasser - enten i form af bistandshjælp eller som tilskud til dagpengene, har konsekvenser for det øvrige marked: for forbrugsvaner, prisudvikling, men ikke mindst for udbuddet af arbejdskraft.

Niveauet for sociale ydelser påvirker interessen for at til at søge beskæftigelse. Alt andet lige vil arbejdssøgende med højere socialydelser derfor kunne undlade at søge en række stillinger. - Man vil i stigende grad vente længere på det ”rigtige” eller passende job.

Hvad enten midlerne til at dække sådanne udgifter kommer fra opsparing eller fra penge, der ville være brugt på forbrug her og nu, har dette negative konsekvenser såvel for de mere produktive individer i økonomien, som for økonomien som helhed.

De penge, der gives til arbejdssøgende, så de kan tillade sig at vente længere med at påtage sig et job, kan ikke på samme tid bruges til investering i nye maskiner. Pengene kan tilsvarende ikke bruges på at belønne mennesker for produktiv aktivitet. Når mennesker i et eller andet omfang holder sig væk fra arbejdsmarkedet, presser det lønningerne op, hvilket mindsker evnen til velstandsskabelse.

Det andet område, der skal nævnes er støtten til produktion af kultur og information.

Statsstøttet information og kultur er politisk efterspurgt kultur og information. Statsstøtte gør visse former for kultur og information mere synlige for publikum, end det ville have været tilfældet uden støtte. - Med andre ord: nogle varer på kultur- og informationshylderne rykkes længere frem, mens andre placeres længere tilbage.

Statsstøtten påvirker naturligvis ikke bare synligheden og tilgængeligheden af bestemte former for kultur og information. Støtten påvirker selvfølgelig også indholdet.

En vigtig pointe her er, at de offentligt finansierede medier, såsom Danmarks Radio naturligvis er en del af mediemarkedet. Det vil sige, mediet vil i større eller mindre omfang leverer ydelser, som ellers ville være efterspurgt via frivillige betalinger. På grund af den tvungne finansiering af Danmarks Radio kan ingen imidlertid vide, om der bruges for meget eller for lidt, eftersom køberne ikke er de samme som forbrugerne; jf. det forhold at efterspørgslen via offentlige midler er politisk bestemt.

Hensigten med denne pointe er ikke her at diskutere kvalitet, lødighed - eller de politiske budskaber, der på denne måde overeksponeres. Det skal blot påpeges, at det er de færreste, der frivilligt vil betale for noget, der i forvejen er finansieret via tvang. Hvis der via en tvungen ordning, som licensen, bruges omkring 2000 kr. årligt på en national public service fjernsynskanal, er det de færreste, der frivilligt vil bruge mere på public servicefjernsyn, men i stedet vil bruge ekstra midler på en helt anden type udsendelser.

Påstanden om, at der ikke ville eksistere en eller flere store og brede landsdækkende tv-kanaler uden tvungen finansiering er derimod tvivlsom. Der er imidlertid ingen tvivl om, at indholdet, i tilfældet med frivillig finansiering ville være anderledes; og sandsynligvis til større glæde for dem, der i forvejen betaler frivilligt for kultur og information. Fjernsynsproduktion ville med andre ord i højere grad afspejle forbrugernes interesser.

Det offentlige forbrug - set under ét - skal nævnes som et tredje eksempel på, hvordan Anders Fogh Rasmussens, Frederic Bastiats og Henry Hazlitts indsigter kan anvendes. Dette er allerede sket ved at påpege, at højere socialydelser reducerer incitamentet til at produktiv adfærd.

Med en udvidelse af den offentlige sektor køber de politiske beslutningstagere sig til beskæftigelse i denne sektor, men prisen for dette betales i form af lavere beskæftigelse i den private sektor. Denne tendens har været gældende de sidste hundrede år i Danmark, med den konsekvens, at Danmark har en af de største offentlige sektorer i verden – vel at mærke på bekostning af den private.

Det offentlige forbrug består samtidig i udbetalinger af en række ydelser, der tidligere blev finansieret ved hjælp af opsparing eksempelvis pensioner. Ændringen her betyder, at incitamentet til at spare op reduceres. Det påvirker atter mængden af kapital, der er til rådighed for investering. Et stigende offentligt forbrug påvirker dermed forholdet mellem velstandsskabelse og forbrug. Det gælder både forbruget i den offentlige sektor og i den private.

Det offentlige pensionssystem betyder, at nutidige udbetalinger til pension ikke finansieres via tidligere opsparing, men via nutidig produktivitet. Det betyder at ophobningen af midler i samfundet til investering formindskes.

Som det fjerde og sidste eksempel skal nævnes statslige former for ”erhvervsfremme”.

I forbindelse med valgkampen 2005 kunne man på Handelshøjskolen på Frederiksberg opleve Anders Fogh Rasmussen som progressiv julemand og gavegiver, der ville satse 10 mia. skatteyderkroner på at gøre Danmark til et IT-forgangsland. Danmark skulle ifølge Anders Fogh Rasmussen være lidt ligesom Finland, der har Nokia. Når man læser Vera og Benefica må sådanne udspil imidlertid mest fortolkes som socialdemokratisk valgflæsk. Budskabet var sandsynligvis ikke primært henvendt til de studerende på Handelshøjskolen, men snarere til de omkringstående journalister. For jævnfør Foghs egen bog må der atter henvises til de negative konsekvenser ved denne form for erhvervsfremme:

For statsstøtten forstyrrer de signaler som private forbrugere via deres forbrug sender til virksomhederne. Statsstøtte finansieret via skatterne er ensbetydende med færre penge som private borgere kan bruge på at belønne de former for produktivitet, som de selv efterspørger.

Disse indsigter angående erhvervsfremmestøttens skadelighed er som bekendt ved at trænge ind hos de politiske beslutningstagere, når det gælder landbrugsstøtte. Desværre er der stadigvæk uenighed, når det gælder områder som for eksempel boligmarkedet - jævnfør Ritt Bjerregaards seneste bolig-initiativ. Værre er det, at idéerne om at støtte politisk udvalgte IT-virksomheder åbenbart er ved at vinde indpas i Venstre. Man kan kun håbe, at der med den retorik er tale om vælgertaktik.

Vera og Benefica er tiltrængt og civiliseret politisk forfatterskab. Med bogen giver Anders Fogh Rasmussens - anno 1996 - samtidig et klart svar på anklagen om at være hulemand:

- For kan hulemændene i politik for alvor siges at være dem, der ønsker, at borgerne i højere grad får lov til at træffe deres egne valg? Eller er hulemændene ikke snarere dem, der ønsker at satse med borgernes penge, sådan som det sker med statsstøtten?

Køb bogen her:

Anmeldelsen er tidligere bragt på www.coin.dk den 23. februar 2006.

Flere artikler fra forsiden kan findes via arkivet.

Det, jeg gennemførte i 70erne, var en reaktion på en meget eksamenspræget, formalistisk »sort« skole. Der blev pustet liv i skolen, og børnene fik større glæde af skolen og bedre mulighed for at udtrykke sig. Men det har bevæget sig så langt ud, at de faglige kundskaber er blevet for ringe, og lærerne er blevet for ringe stillet, siger Ritt Bjerregaard til Berlingske idag.

Det må siges at være en socialdemokratisk selverkendelse, der vil noget.

Men det bør ikke kun være Ritts tidligere allierede, som undskylder, for Ritts forfejlede folkeskole projekt, handler ikke kun om uddannelsesniveauet. Det er ikke fordi Ritt tog fejl, at tingenes tilstand er så ringe, som de er idag. Problemet er et helt, helt andet!

I 1970'erne da Ritt Bjerregaard var undervisningsminister, afskaffede hun realskolens opdeling af fagligt stærke og svage elever. Loven adskilte kirke og skole, og skolens formål blev at medvirke til den enkelte elevs alsidige udvikling.

Men man gik for vidt.

På Københavns Rådhus sidder Ritt Bjerregaard så nu, og vil gøre op med hendes tidligere politik. Men her er der også kritik at finde.

Asger Baunsbak-Jensen var én af dem, der for 30 år siden advarede mod den manglende faglighed i kernefag som dansk og historie, er han ikke begejstret for Ritt Bjerregaards københavnske skoleplan.

»Jeg mener, at reaktionen i dag går for vidt med hensyn til at teste eleverne. Jeg er bange for, at man ikke får tid til fortælling. I de yngste klasser skal børn ikke stå til regnskab og kunne årstal. De skal have fortællinger og ikke kun kundskabstilegnelse,« siger han til Berlingske.

Og det er netop, her vi er ved at kunne finde problemets egentlige rod.

Det danske uddannelsessystem er gennemsyret af planøkonomisk tænkning og regulering fra toppen. Det er her fejlen ligger - ikke hos Ritt Bjerregaard, som i 1970'erne forvaltede sin post som undervisningsminister, som hun mente det var bedst for børnene.

Hvis politikere, og andre (eks. Kommissionen til forsvar for kundskaber), reelt ønsker, at Danmark skal være fremme i skoene og sikre børn, den bedst tænkelige uddannelse, så er vejen frem ikke mere planøkonomi eller topstyring, men derimod reelle reformer, som er baseret på, at pengene følger eleven og konkurrence mellem skolerne om at være den bedste. CEPOS offentliggørelse af karakterer bidrager til konkurrencen, men det er slet ikke nok.

For skolerne har ingen reel mulighed for at konkurrere - og der er ingen fordel i at konkurrere, udover at få en fin placering hos CEPOS.

De reformer, som der er behov for, er langt mere omfattende - og kræver at skolerne i langt højere grad kan beholde deres midler over tid, samt at pengene følger eleverne. Der er behov for reformer som disse fra Heritage, School Choice eller erfaringerne fra Wisconsin.

Der er kort sagt brug for langt mere forældre indflydelse og bestemmelse og langt mindre offentlig styring!