Under overskriften Snart slut med EU landbrugsstøtten kunne man i maj læse at [p]å initiativ fra De Radikale har Folketinget vedtaget, at den danske regering skal udarbejde en strategi for afvikling af landbrugsstøtten

- Men hvad betyder det præcist, når de socialist-sympatisk indstillede i Det Radikale Venstre vil afskaffe landbrugsstøtten? Betyder det, at man vil overlade mere beslutningskraft til borgerne? Skal man nu have råderet over flere af ens egne midler, hvis det står til eksempelvis Lone Dybkjær, som er interviewet foroven?

Overhovedet ikke. Initiativet i Danmark skal ligesom politikere i andre lande ønsker det, føre til, at man omlægger landbrugsstøtten til at handle om en "indsats for miljø og landdistrikter". Så hvordan en meget stor del af læserens midler (og sandsynligvis alt hvad der i dag bruges på landbrugssstøtte) bliver forbrugt vil dermed stadig væk være en "tilskuersport"; - altså med mindre andre sikrer, at en reduktion af landbrugsstøtte i Europa og Dk fører til skattelettelser.

I Danmark er projektet, der gælder omlægning konkret formuleret således: B 75 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om udarbejdelse af strategi for afvikling af EU's landbrugsstøtte. Fremsat den 16. januar 2007 af Lone Dybkjær (RV), Elisabeth Arnold (RV), Ole Glahn (RV), Marianne Jelved (RV) og Niels Helveg Petersen (RV):

"I dag er landdistriktsprogrammerne finansieret bl.a. via en overførsel på 4 pct. fra landbrugsstøtten. Fra 2007 og frem vil overførslen være på 5 pct. (Rådets forordning 1782/2003). Det forventes derudover, at medlemslandene under landdistriktsprogrammet 2007-2013 får mulighed for frivilligt at overføre op til 20 pct. af den resterende landbrugsstøtte til landdistriktsprogrammet. Ordningen tegner dog til at blive en fiasko, idet kun Storbritannien har tilkendegivet interesse for at overføre en mindre andel på 6 pct. af landbrugsstøtten til landdistriktsprogrammet. Derfor bør et element i strategien for afvikling af landbrugsstøtten være forøgelse af den tvungne overførsel af midler fra landbrugsstøtten til landdistriktsprogrammet" http://www.ft.dk/Samling/20061/beslutningsforslag/B75/som_fremsat.htm [Egen fremhævelse].

Læs hvad støtten koster skatteyderne i 9.000 kroner om året.

Læs også kommentaren Landbrugsstøtte og skattelettelser.

Presseklip: Landbrugsstøttens afvikling skal bruges på skattelettelser.

[I] mange år har det ikke været særlig populært at være medlem af et politisk parti, hvilket da også kun 180.000 danskere er. Spørgsmålet er så, om de nye [lidt højere] tal kan tolkes som en stigende bevidsthed i forhold til at tage et medansvar for folkestyret. Det gør det næppe... Det skrev Berlingske Tidendes lederskribent i går.

Naser Khader har i en af sine bøger (vist nok Ære og Skam) beskrevet mødet med den moderne vælgerforening, og hvor meget tid, der bruges på ligegyldigheder fra politisk aktive, der ikke gør en positiv forskel hverken lokalt eller nationalt. En af årsagerne til partiernes manglende appeal må derfor ikke mindst findes i, at der findes en hård kerne i partistrukturen, som ikke er specielt ideologisk orienteret, og som har en mere rendyrket bureaukratisk mentalitet. Hvis man betænker hvor lidt princip-orienterede de nuværende MF'ere i almindelighed er, skulle det være muligt at danne sig et billede af hvor slemt, det i realiteten står til.

Parti-bureaukraterne vil ikke desto mindre også gerne have magt og indflydelse. Og man bliver pludselig bevidst om, at man har magten - og at man kan bruge den - det øjeblik, hvor en opadstormende politiker forsøger at blive opstillet.

Tidligere formand for det Radikale Venstre i Hovedstaden, Anders Thomsen, har således fornylig påpeget problemstillingen ved at henvise til sagen om, at man forsøgte at spænde ben for netop Khader, uden at man selv havde andet at byde på. Spørgsmålet var dog om der var tale om benspænd fra en sekt til fordel for Marianne Jelved, eller rettere om Jelved, som politiker ikke blot repræsenterer den mindre idé-orienterede politiker, som partibureaukraterne har lettere ved at identificere sig med? For hvem kan sådan klart sige hvad Marianne Jelved står for, - altså ud over at hun er "centrum-venstre-radikal". Her er således en politiker, der er noget for alle, - og derved repræsenterer summen af radikalt vægelsind.

Så hvad er løsningen på partiernes forfald?

- Som medlem af DRV frem til 2002, forsøgte undertegnede sammen med andre partikolleger, at bidrage til mere liv i netop det Radikale Venstre (2000-2002) ved at tage fat på - ikke det Radikale Venstres historie, men i stedet ved at undersøge, hvad der lå i begrebet social-liberalisme. Det førte til et studie i liberalisme, sådan at det var muligt at sammenligne.

Afsættet for dette studie var blandt andet en umiddelbar undren over, hvordan det ”sociale” (socialdemokratiske velfærdsstats-element) kunne fylde så meget, når man nu engang befandt sig i et land med en så kollosal offentlig sektor og med verdens højeste skattetryk.

- Det sære her var samtidig, at jo mere man gik tilbage, og undersøgte, hvad der var af principper og fundament i afsættet for det Radikale Venstre, desto mere venstreorienteret forekom flertallet af det radikale venstres nuværende og aktive medlemmer at være det. Det vil sige i takt med at man havde forladt det ideologiske og principperne, desto mere venstredrejet var man blevet.

I lokalforeningen produceredes således i januar 2001 et lokalblad med overskriften "Ved vi hvor vi har Venstre?", der blandt andet omhandlede et meget forfriskende udspil fra daværende og tidligere nævnte partiformand Anders Thomsen samt nuværende MF'er for Venstre, Troels Lund Poulsen: - En debatbog med titlen Tid til forandring. Temanummeret beskæftigede sig også med Anders Fogh Rasmussens selviscenesættende biografi I godt vejr og storm, hvis aktualitet gav mulighed for at sammenligne med bogen "Fra socialstat til Minimalstat" fra 1993. Sidstnævnte må - vist også ifølge Poul Nyrup Rasmussen - stadigvæk stå som det mest provokerende indspark fra en professionel politiker.

Som i de andre partier, var der i DRV således også tale om et ideologisk tomrum, som nu blev fyldt ud af personer, der simpelthen vidste at de kunne få langt mere ud at arbejde i det Radikale Venstre (der gerne vil fremstå som et borgerligt parti) - end de kunne i SF, Socialdemokratiet - og også Enhedslisten. (- Dansk Folkeparti er således på mange måder mere internationalt end det radikale, når man betænker at medlemmer af det globaliseringsfjendtlige Attac, i højere grad vil kunne findes i DRV end i DF.)

Læren - som er fælles for partierne (og som har relevans for siden her) er således: at når man flygter fra principperne (ideerne og de konsistente ideer, kort sagt den ideologiske analyse), så bliver partierne i stedet fyldt op af individer, der har deres egne små kæpheste, som ikke kan tænke principielt; - og som dermed ikke kan se sammenhænge mellem eksempelvis vigtigheden af fri handel mellem lande, og så nødvendigheden af fri konkurrence på det nationale plan. I stedet reagerer man fra sag til sag, ud fra hvad man på et givent tidspunkt føler (hvorved mediernes følelsesbearbejdning kommer til at spille en større og voksende rolle).

Det korte svar på hvordan man gør partierne mere interessante, er derfor, at man internt i partierne - også på græsrodsniveau - begynder at genopdage forskellene på ikke mindst liberalisme, konservatisme, socialisme o.s.v., og gerne også hvilke værdier og ideer disse ramme-betegnelser bygger på.

- For hvis man ikke gør det, så fortsætter bureaukratiseringen – ikke blot af partierne – men også af resten af samfundet.

Steen Steensen: Der er ingen grundlæggende modsætninger mellem folketingsmedlemmerne. De ledende i folketinget kommer fra det samme sociale lag. Arbejdsfolk og næringsdrivende er fraværende. De mennesker, som skaber samfundets materielle værdier, er ikke repræsenteret. På Christiansborg troner den intellektuelle klasse, som rivaliserer indbyrdes om ministerposter og tilsvarende trofæer. Det tager sig drabeligt ud, lige så drabeligt som når speedwaykørere ræser banen rund og giver konkurrenterne albuer i siden og mudder i ansigtet. Men der er en himmel til forskel på sociale modsætninger og karriererivaliseringer. Læs mere.