Der tales for tiden om hvorvidt, der skal stemmes om en revideret udgave af EU-"forfatningstraktaten". Nu skal det sagnomspundne dokument blot ikke hedde noget med "forfatning" længere, men mest traktat; og så skal dokumentet have et tillægsnavn, der adskiller det fra andre EU-traktater.

Financial Times bragte i juni måned en kort oversigt over, hvad der adskiller det reformerede dokument fra det, der er afvist (og som i nogle lande blev kaldt en forfatning og i andre noget andet). Når man har læst denne oversigt, kan man roligt stemme nej en gang til; hvis altså man gives mulighed for det.

Som allerede tidligere nævnt - blandt andet i Clement Kjersgaards magasin RÆSON , så skal en forfatning sikre borgernes friheder, også kaldet de individuelle frihedsrettigheder. Traktater indgået mellem lande, der hver især har forfatninger, der sikrer disse rettigheder, skal så respektere disse friheder.

Med respektere menes simpelthen, at traktater ikke må afvikle frihedsrettighederne ligeså vel, som man ikke må gøre dette på det nationale plan.

Men det er præcist sådanne afviklinger og krænkelser af borgernes friheder, som EU-samarbejdet i meget vid udstrækning er udtryk for:

De økonomiske overførsler mellem landene er grove krænkelser af ejendomsretten. EU's dokumenter er tillige med et hav af dokumenter fremstillet i FN-regi fyldt med såkaldte "materielle rettigheder" også kaldet "behovsrettigheder", som socialister har formuleret i disse institutioner.

Dette betyder i praksis, at nogle skal opfylde de mange behov (krav), som findes i disse dokumenter i det omfang at dokument-magerne får magt til at tvinge deres krav igennem.

(Man er forhåbentlig i stand til se, at friheden, som frihedsrettighederne sikrer de i samme omfang erstattes af en herre-slave-relation, hvor nogle skal yde, for at andre kan nyde i kraft af de krav, der er nedfældet i de mange dokumenter).

Nu består udgifterne til EU jo i praksis netop af økonomiske overførsler, hvoraf en meget stor del går til landbrugsstøtte - og en anden stor del til såkaldt "regionalstøtte", som i vid udstrækning også går til landbruget - men også andre typer af erhverv. Men der findes også en meget lang række af andre typer af projekter, hvor ganske mange EU-milliarder flyder hen.

Produktionen af disse dokumenter, som man vil have borgerne til at godkende, handler så i al sin enkelhed først og fremmest om, at man vil have en formel godkendelse af, at man afkræver enorme beløb i skat, for at man bagefter kan uddele disse midler til de grupper og individer, man vælger som sine klienter

(Naturligvis strander store beløb også hos bureaukraterne undervejs, og bliver så forbrugt i de byer, hvor EU's institutioner befinder sig).

Stemmer man ja til de traktater/forfatninger der i vor tid derfor kommer fra EU-embedsmændene og Europas politikere, stemmer man derfor i praksis for et voksende omfang af konfiskation af den indkomst, man tjener.

Men her er det mest uhyggelige: Stemmer man nej, fortsætter væksten i konfiskationen alligevel - blot i et mere behersket tempo.

Det vil sige: et Nej, betyder en vis opbremsning af europæisk klientskabelse og bureakratisk korruption. Et Ja, betyder i stedet en eskalering.

Hvis man ikke vil beskattes med henblik på regionale overførsler, og eksempelvis ikke vil finansiere tobaksproducenter i andre dele af Europa over skattebilletten, - er der i praksis kun en måde at sikre dette på; og det er at arbejde for en udmelding af EU-samarbejdet, og blive ved med at gøre dette indtil konfiskationen til sidst ophører.

Financial Times: Revamping the constitution.

(Det skal tilføjes, at der også er ret store omkostninger for borgerne ved EU-samarbejdet i kraft af regulering, der bygger på misforstået konkurrenceteori, samt baserer sig på det, man må kalde direkte korrupt adfærd - i form af regulering, der åbenlyst har til formål at beskytte bestemte virksomheder imod andre via lovgivning, bøder m.v.)

I dag lancerer Copenhagen Institute en ny hjemmeside, der fokuserer på klimapolitiske spørgsmål. Anledningen for at konstruere siden er mængden af omtale, interviews samt debatindlæg i såvel den indenlandske som udenlandske presse.

Til nogen forbitrelse må man imidlertid konstatere, at det navnlig - men altså ikke udelukkende - har været Danmarks Radio, der har interesseret sig for de synspunkter, der i denne forbindelse er promoveret fra Copenhagen Institutes side. Med hjemmesiden kan man derfor håbe, at også borgerlige og privatfinansierede medier i fremtiden vil tage ved lære af statsmonopolet...

- Hvordan er Copenhagen Institutes synspunkter (i en dansk sammenhæng) så enestående i forhold til eksempelvis Bjørn Lomborgs?

Her er hvad undertegnede skrev i forbindelse med et længere indlæg i Nyhedsmagasinet RÆSON, der bestyres af Clement Kjærsgaard:

I både den danske og den internationale debat har en markant skikkelse været Bjørn Lomborg. Hans vigtige bidrag var, at han tillod sig at benytte sig af cost-benefit-tilgangen i forhold til miljøpolitikken; dvs. at gøre opmærksom på, at ressourcerne kun kan bruges én gang, og at man derfor må vælge og prioritere. Min pointe er yderligere, at man ved at afvikle den personlige frihed med henblik på at forfølge bestemte politiske mål (herunder regulering af den globale gennemsnitstemperatur) ikke længere ved hvornår benefits opvejer costs – jf. eksemplet med Sovjet/Cuba/planøkonomier vs. samfund, hvor frihedsrettighederne respekteres.

Jeg kritiserer dermed også miljøbevægelsen mere direkte for ikke at tage udgangspunkt i mennesket (men i naturen og i en ide om naturens ukrænkelighed), for at være modstandere af industrialisering og markedsøkonomi, samt - herunder - for at ville afvikle den personlige frihed til fordel for den tvivlsomme utopi om en godartet (og i det hele taget opnåelig) ”naturtilstand”.

Lomborg stillede derudover spørgsmål ved, om det gik godt eller dårligt for naturen - jf. skeptical environmentalist. Jeg søger i den forbindelse at gøre opmærksom på, at forudsætningen for, at vi bekymrer os om naturen (og at flere har fået disse sværmeriske ideer om naturen som noget vi ikke må påvirke), netop skyldes velstanden skabt i forbindelsen med industrialisering og en velfungerende markedsøkonomi. Den velstand er ikke desto mindre skabt netop fordi vi ikke ”respekterer” naturen – men derimod påvirker, forandrer og omformer den, sådan at den bedst muligt opfylder vore egne behov. - Jf. eget indlæg i Kristeligt Dagblad

Så hvad vil Lomborg? - Han vil som en mere klassisk socialist (intention) øge velstanden, men også omfordele politisk, mens det man kan kalde "neo-socialisterne" (de grønne) vil reducere væksten - til fordel for naturen, samt omfordele hvad der måtte være tilbage af et økonomisk overskud. (- Det vil i øvrigt være lettere for de grønne at opnå deres mål om nulvækst, end det vil være for Lomborg at skabe velstand via omfordeling).

Her kan læses hvad undertegnede skrev om Bjørn Lomborg og omfordelingsprojektet Copenhagen Consensus i Information den 24. januar 2006

CBS og Copenhagen Consensus

Handelshøjskolen i København støtter den socialistiske konkurrence. Er der konsensus?

Politik handler som bekendt om "den autoritative fordeling af ressourcer med gyldighed for et samfund", det vil sige tvungen omfordeling via staten: Statslige myndigheder truer dig, og så betaler du. Eller også ryger du i fængsel. Forskellen på stat og marked burde dermed være til at forstå.

Engang definerede man mere fredsommeligt politik, som det "at ville noget". Den sætning gælder stadigvæk; men med den autoritative tilgang nu med den tilføjelse, at andre bliver tvunget til at betale for det, man vil.

På Handelshøjskolen lærer man, i modsætning til hvad man lærer inden for politisk videnskab, hvordan man skaber ressourcerne i samfundet; det vil sige de ressourcer som politikere senere hen konfiskerer, og omfordeler autoritativt.

Nu kommer socialisten Bjørn Lomborg, en af de mange repræsentanter for autoritative omfordelere, så til Handelshøjskolen for at lære ungdommen, hvordan socialismen fungerer i et samfund med markedsøkonomi.

Copenhagen Consensus skal således have en mere permanent base. Der skal laves lister over alverdens problemer. Men der skal først og fremmest prioriteres. Og det vil før eller siden ske autoritativt. For der er ikke konsensus, og det har der aldrig været.

Hvis der virkelig var konsensus, var der ingen som helst grund til at fordele "autoritativt". Borgerne kan dog under ingen omstændigheder regne med at bruge deres penge selv. Dét er der konsensus om.

"Copenhagen Consensus Centret vil arbejde målrettet for at prioritere løsninger til globale problemer på samme måde som sidste års Copenhagen Consensus møde," står der i velkomstteksten på Handelshøjskolens hjemmeside. Man kan oversætte de floromvundne vendinger, der findes på CBS hjemmeside til følgende:

"Vi er skam også socialister her på CBS, trods det forhold at vores studerende fortrækker at blive privatansatte. Vi synes ikke desto mindre dette med at konfiskere og uddele midler, gøre sig venner med ligesindede samt øge mængden af klienter, er en spændende, ja fascinerende, disciplin. Tænk hvad verden, dvs. vores venner i staten, kan gøre med - lad os sige - 50 mia. dollar ekstra. Det er mange penge. Det er lovende. Det er visionært. Hurra.".

Der er således intet nyt i oprettelsen af Copenhagen Consensus. Det eneste nye er, at de socialistiske smagsdommere nu er nogle andre, og at de vil bruge statens redskaber til at tvinge og omfordele på nogle andre - mere gammel-socialistiske - måder, end dem der mener, at 'konsensus' bør handle om noget andet - eksempelvis klima-socialisme.

Samfundskageretorik

I overensstemmelse med en tidligere tv-spot til bekæmpelse af licensunddragelse kan man derfor sammenligne disse forskellige statslige eller statssponsorerede kliker, med forskellige fester, der uanset hvor forskelligartede de er, og hvilken musik, der spilles, alle har det til fælles, at festdeltagerne ikke er dem, der betaler regningen. Regningen betales derimod af de naboer, der står tidligt op og går tidligt i seng; men som tvinges til at betale for den musik, der holder dem vågne om natten; og hvor festernes overdådighed - jævnfør Danmarks Radio - dokumenteres, så festdeltagere har noget at gøre i dagtimerne - mens naboerne er på arbejde.

Hvis en af naboerne formaster sig til at protestere over larmen og den destruktive ordning, kan han regne med at få besøg af en vred festdeltager, der taler om 'solidaritet', mens der under dette begreb lurer en trussel om frihedsberøvelse eller yderligere konfiskation. Og som udgangsreplik kan finde på at sige: "Eller skal jeg stave det for dig."

I 'skarp' opposition til Lomborg og Copenhagen Consensus, har vi derfor socialister som Christian Ege, Niels I. Meyer eller Svend Auken, der gerne vil prioritere helt anderledes med de ressourcer, som andre skaber.

Den ældre fest-generation synes ikke desto mindre som Lomborg, at Robin Hood-princippet, er noget af det mest moderne, der er set siden dampmaskinen. Og som i de gode gamle 1970'ere, benytter hver fest-fraktion sig af hver deres samfundskage-retorik, hvor man - eksempelvis som Ege, Meyer eller Auken - prøver at få kvoteordninger og højere priser på energi til at fremstå som en gevinst.

I Iran kan man vælge mellem forskellige islam-modeller. I Danmark kan vi vælge mellem de røde og de grønne socialister. Det fælles spørgsmål, som de mange festlige socialister rejser, er det, der handler om, hvad vi skal bruge dine penge på. Er der konsensus? Og er den klar?

Kort sagt har Copenhagen Institutes kritik af Kyoto-protokollen et frihedsorienteret udgangspunkt (med et afsæt i de individuelle frihedsrettigheder), hvorimod Lomborg tager et traditionelt socialistisk, omfordelingspolitisk og kollektivistisk afsæt.

Dagens kommentar på Copenhagen Institutes forside, der bringes herunder samler i øvrigt kritikken af Kyoto-sporet og klimapolitikken i tre hovedpunkter: Disse er effekterne på klimaet ved kvotepolitikken, de økonomiske konsekvenser ved den nuværende klimapolitik samt mere fundamentalt - pointen om at synet på industrisamfundet og markedsøkonomien som bekendt ikke er det samme for liberalister, socialister og de grønne "neo-socialister". Og før man kan blive enig om det sekundære (eksempelvis hvordan man skal handle), må man ikke desto mindre søge fælles grund, når det gælder det primære (- eksempelvis hvad forskellige typer af handlinger vil føre til).

- Når Anders Fogh Rasmussen således giver socialdemokrater veto-ret, når det gælder velfærdsspørgsmål, er der således noget, der tyder på, at han helt fejlagtigt ikke tilskriver mængden af danskere på overførselsindkomst netop dette parti, som i øvrigt på grotesk vis hævder at repræsentere "det arbejdende folks" interesser; og at han dermed ser bort fra at synet på eksempelvis markedsøkonomi, fri handel og fri konkurrence er meget forskelligt for de menige medlemmer af henholdvis Venstre og Socialdemokratiet.

- Det er i stedet på tide, at de mere grundlæggende politiske og økonomiske uenigheder bliver klarlagt; og her har Statsministeren svigtet (i øvrigt også ved at kaste skatteyderkroner efter "Lomborgismen").

Dagens kommentar: Nye vinkler på klimapolitikken

Om de praktiske effekter og de økonomiske konsekvenser ved Kyoto-protokollen, samt om de grønne og industrisamfundet, klimahistorien samt indfaldsvinklen til naturhistorie i almindelighed.

Klimapolitikken og klimajournalistikken handler ofte om beskrivelse af scenarier, hvoraf nogle af disse er udviklet via klimamodeller. Den handler også om følelser, og om intentioner: Det vil sige hvad politikere, eller medlemmer af miljøbevægelsen, kunne tænke sig der sker, eller hvad man frygter. Klimapolitikken og debatten handler tilsvarende om "signaler" og "budskaber". Ganske ofte handler debatten ikke mindst om frygt for forandringer. - Og hvis og såfremt, der er grund til frygte noget bestemt, er det naturligvis meningsfuldt at frygte dette, og at handle sådan at årsagen til frygten forsvinder.

I modsætning til ovenstående er der vel at mærke tre centrale emner, der ofte ignoreres i miljø-, energi- og klimadebatten, men som ikke desto mindre burde stå helt central for enhver ansvarlig politiker, og for en hver almindelig borger, der beskæftiger sig med klima- og miljøpolitiske spørgsmål: Disse tre emner er:

1. De praktiske effekter af den førte politik: Det vil sige, hvor meget man forventer at påvirke klimaet med som følge af - eksempelvis - en gennemførelse af Kyoto-protokollen med de nuværende deltagerlande, eller i de usandsynlige tilfælde, hvor alle lande i verden skulle tilslutte sig i en nyere og mere omfattende og mere forpligtende aftale.
2. De økonomiske konsekvenser af den førte politik: Det vil sige, hvor høj en pris befolkningen i Danmark, Europa og resten af verden skal betale som følge af den nuværende miljø-, energi- og klimapolitik, eller som følge af de indgreb i økonomien som mange organisationer og klimapolitikere arbejder på yderligere at indføre.
3. Kyoto-tilhængeres syn på industrialisering, markedsøkonomi og på naturhistorie samt videnskab:

I - Industrialisering og markedsøkonomi: En meget stor del af Kyoto-tilhængere er kritiske overfor det industrisamfund og den markedsøkonomi, der har kendetegnet den vestlige verden de seneste to hundrede år, men som trods denne modstand har præsteret hidtil usete resultater i form af velstandsskabelse, materiel tryghed samt spredning af information og kulturelle manifestationer.

Man bør med andre ord være opmærksom på, at Kyoto-tilhængere ikke nødvendigvis bakker op om den dagsorden, der handler om at øge velfærden og velstanden: det vil eksempelvis sige, at skabe endnu bedre forudsætninger for udviklingen af billigere og bedre medicin, boliger, transportformer, fødevarer med meget mere.

Typisk vil Kyoto-tilhængere i stedet åbenlyst tale om at begrænse væksten og dermed om at reducere skabelsen af velstand. At Kyoto-tilhængeres politik direkte retter sig mod centrale områder for industrisamfundets infrastruktur: herunder transport- og energiområdet, betyder at konsekvenserne af deres politik vil have særdeles drastiske konsekvenser.

II - Naturhistorie og videnskab: Kyoto-tilhængere tager ofte afsæt i et postulat om før-menneskelig stabilitet, som værende karakteristisk for eksempelvis den gennemsnitlige globale temperatur; eller for klimaforandringer. At forsvare en ide om før-menneskelig stabilitet er så at sige en nødvendighed, hvis påstanden om farlige menneskeskabte klimaforandringer skal kunne "sælges" til offentligheden.

Derudover opereres der ofte med enten implicitte eller eksplicitte påstande om "harmoni" eller "balance" i en natur uden menneskelig tilstedeværelse, og hvor mennesket således fremstilles som en fredsforstyrrer i balancen. At sådanne ideer er udviklet af mennesker, der således også må se dem selv som "fredsforstyrrere" virker ikke desto mindre paradoksalt. - Og at ideerne om "verden i balance" (jf. en bog af præsidentkandidat Al Gore) som hovedregel udvikles, forsvares og promoveres af mennesker i moderne industrisamfund ved hjælp af de allernyeste kommunikationsredskaber og transportmidler, bringer yderligere vidnesbyrd om at man her har at gøre med hyklere, og ikke med politiske aktører, der har et reelt ønske om at gøre verden bedre for mennesker.

III - Kyoto-tilhængere henviser endvidere ofte til - angiveligt - videnskabelige rapporter herunder statistiske redegørelser. - Det er imidlertid yderst sjældent at disse rapporter forholder sig til effekter på de fremhævede problemer eller til hvilke økonomiske konsekvenser, der vil følge hvis problemerne ophæves til have status af politiske anliggender.

Den offentligt finansierede videnskab, hvor sådanne rapporter udgår fra, er - navnlig de seneste tre årtier - blevet mere løsrevet fra det, videnskaben tidligere beskæftigede sig med: det vil sige at øge velstanden for befolkningen ved at bidrage til effektiviseringer og med nyskabelser. En stadigt større del af videnskaben beskæftiger sig i stedet med eksempelvis fremskrivninger af tendenser. Hertil kommer at der i flere tilfælde er afsløret et åbenlyst selektivt datavalg - eksempelvis når det gælder oversigter over indholdet af CO2 i atmosfæren og så gennemsnitstemperaturer for nogle bestemte historiske perioder. Der tages med andre ord ikke afsæt i den samlede mængde data, der er til rådighed; og hvis man gjorde dette, når det gælder CO2 og gennemsnitstemperaturen ville man i stedet opdage at der ikke er nogen klar og entydig samvariation.

Værre er det måske at klimamodeller, der i forvejen baserer sig på et selektivt valg af data, og på fremskrivning af tendenser (og som i større eller mindre omfang ignorerer dynamiske effekter og i stedet tager afsæt i postulatet om før-menneskelig stabilitet og balance) bliver yderligere forsimplede undervejs i "mediemaskinen". Det har blandt andet været tilfældet med de uenigheder og diskussioner, der oprindelig har været i forbindelse med FN's klimainstitution IPCC, og så resultatet i form af de forsimplede budskaber, der er nået frem til politikere og befolkning i almindelighed.

Besøg Kyoto Kritik.