Undertegnede følger ikke Christiansborg- eller Rådhuspolitikken (i København) tæt. Men det virker som om interessen for at gå efter borgerlige stemmer - eller simpelthen at føre politik, der er borgerlig på den frihedsorienterede måde, trives lidt mere for tiden, end det har været tilfældet tidligere.

Nogle af de seneste eksempler er Pia Kjærsgaard, der brugte flere indlægsmuligheder i Jyllands-Posten på at kritisere lunkenheden, hvad angår Danmarks forhold til Taiwan.

Så har der været Anders Fogh Rasmussens pointering af frihedsrettigheder (aktuelt i forbindelse med Hirsi Ali invitationen og Hollands knæfald for islamisering) samt også Statsministerens betoning af, at den totale afskaffelse af landbrugsstøtten skulle på dagsordenen.

Anledningen for at remse op, er så en nyhed i Politiken , der handler om at "Venstre vil kæmpe mod Ungdomshus-aftale" (i København), hvor man ifølge lokalpolitikeren Pia Allerslev vil "undersøge alle muligheder" for at bremse en sådan aftale. Og det er god politik.

Læs om Københavns socialdemokrater og "de unge" i Københavns dobbeltløbede socialistiske båthorn.

Den frihedsorienterede tegner-duo Cox & Forkum indstiller ifølge deres hjemmeside arbejdet på professionel basis. Årsagerne der gives er såvel professionelle som personlige. I forbindelse med den danske ”Muhammed-krise” bidrog C&F med en række glimrende tegninger, der viste hykleriet fra den arabiske verdens side.

Cox &Forkum mener, at den vestlige verdens frihedsværdier er værd at forsvare. Deres tegninger spidder ofte venstrefløjens groteske dobbeltstandarder.

De to tegnere har ofte vist, hvordan interessen for alle de uhyrligheder, der foregår i diktaturstater med folkedrab, udbredt tortur, forfølgelse af minoriteter, grov censur, spredning af revolution - eksempelvis fra iransk side - med mere ignoreres af de venstreintellektuelle i den frie verden, mens man aldrig kan få nok af at skrive om enkeltstående individers forbrydelser, blot disse er vestlige og især amerikanske.

- Sådanne forbrydelser begået af isolerede personer eksempelvis som det er set i irakiske fængsler forsøger journalister og akademikere så at hæve op til at være udtryk for, hvad den vestlige verden repræsenterer på et overordnet plan.

Denne adfærd fra de venstreintellektuelles side må naturligvis ses som udtryk for et had til den frie verden man lever i. Når man ser den politik som de venstreorienterede fører, og som de ”borgerlige” efterligner - herunder appeasement-politikken i forhold til Iran, Nordkorea, Kina, militante islamister i Libanon og de palæstinensiske områder, må man da også antage, at ret mange moderne politikere enten bevidst eller ubevidst vil friheden til livs.

(Derfor var det et lille lyspunkt i dag at læse endnu debatindlæg vedrørende moralsk støtte til Taiwan fra Pia Kjærsgaard i dagens udgave af Jyllands-Posten).

Besøg Cox & Forkum her.

Ambassaderåden [fra Kina] hævder arrogant, at befolkningen i Taiwan ønsker at "opretholde status quo" i forholdet mellem Folkerepublikken Kina og Taiwan, og at dette også "i vidt omfang" anerkendes af det internationale samfund. - Ja, men det anerkendes udelukkende med en ladt kinesisk pistol for panden og med trusler om raketangreb og krig, hvis der ændres ved status quo. Ikke så sært at ingen på den baggrund ønsker at lægge sig ud med verdens mægtigste hær, der tillige råder over atomvåben. Det ændrer bare ikke et komma ved det faktum, at den taiwanske befolkning naturligvis har krav på at blive indlemmet i det internationale samfund på lige fod med deres landsmænd i folkerepublikken. - Det skriver Pia Kjærsgaard i dagens udgave af Jyllands-Posten, og peger samtidig på en besynderlig form for lunkenhed, når det gælder danske myndigheders og politiske beslutningstageres interesse i at anerkende Taiwan som en stat.

Læs også På Taiwan findes der uden tvivl en stat.

Kina holdt SARS-udbruddet i 2002-2003 skjult i månedsvis, hvilket medførte død, lidelse og økonomisk ødelæggelse i Taiwan og mange andre lande. Kina plages netop nu af et omfattende udbrud af hundegalskab, og det rapporteres fra uafhængige kilder, at 1735 mennesker er døde af sygdommen mellem januar og august 2006.

Hundegalskab blev udryddet i Taiwan i 1959. Ulovlig handel med dyr og Kinas manglende meddelsomhed i forhold til epidemiske udbrud udgør en betydelig risiko for, at hundegalskaben igen skal sprede sig til Taiwan og resten af regionen.

- Det skriver Shuh-min Wu, der er formand for sammenslutningen af Læger i Taiwan i Fyens Stiftstidende, hvor han beder EU's beslutningstagere om at genoverveje afvisningen af Taiwans medlemskab af WHO.

Taiwan er i øvrigt en selvstændig nation, som også Hong Kong burde være det.

Der var engang hvor kontaktlinser, mobiltelefoner, bærbare computere - ja selv stationære PC'ere, endog biler selv i USA var helt uden for meningmands rækkevidde. Så blev produkterne billigere. - Hvorfor?

Statsvidenskaben (det vil sige den statsligt ejede eller finansierede del af videnskaben) har ikke et svar på dette. - Her er der angiveligt tale om et komplet mysterium, noget man ikke ønsker at beskæftige sig med.

Et af de helt store problemer med at beskæftige sig med spørgsmålet er ikke mindst at tingene er kommet til os udefra. De har spredt sig hertil, hovedsageligt fra USA, men også fra lande, der heller ikke har velfærdsstater, som vi har det.

Og vi forstår simpelthen ikke (vi vil ikke) hvordan alle disse produkter, der er så billige kan komme fra lande, hvor befolkningen ifølge vores intellektuelle, de hvis fremmeste opgave det er at opdrage på befolkningen og sige velfærdssandheden, -hævdes at leve i den største armod, og som kues af store mulitnationale selskaber (også jævnfør de seneste undersøgelser om fattigdommen i Nordamerika, som sydamerikanerne på helt naiv vis strømmer til. - Jamen,hvorfor gør de?! - Her er endnu et spørgsmål, der må og skal ignoreres; for svaret peger åbenlyst i retning af en monumental fejlperception).

Så når markederne i disse ikke-velfærdsstatslige regioner på helt uforklarlig vis er mættede, det vil sige - når kapitalisterne kun med besvær kan sælge flere dimser og dingenoter til "slavehæren" i Hong Kong, Taiwan eller Texas (den stat hvor ikke kan bygge et hegn, der er højt nok til at holde indvandrere ude),- ja så vender de "udbyttende spekulanter" sig imod Norden, hvor vi alligevel lader som om, at vores købekraft er noget helt særligt, raffineret, skandinavisk og velfærdsstatsligt, - en købekraft der således på en eller anden måde må henføres til Stauning, Gimlekongressen og solidariteten.

Og derfor viger vi ikke en tomme, når vi udsættes for propagandaen om, at videnskaben er markedsøkonomiens tjener; det vil sige at kontaktlinser, mobiltelefoner, bærbare computere, nye biler der kan køre længere på literen - det også er videnskab, og vel at mærke nyttig, praktisk og folkelig ditto. Det føler vi simpelthen ikke!

Staten skaber således ifølge vores trosretning (velfærdslamismen) - velfærden i Danmark.

For uden denne vores tro på politisk overlegenhed og velfærdslamisk know how, ja så ville vi blot være at regne for nogle af dem, der står i kø for at komme til, når globaliseringens stordriftsfordele gør selv vores ejendomsrest for attraktiv. Og det ville åbenlyst være højst ødelæggende for nationalfølelsen, hvis troen blev skiftet ud med nogle ideer, der kunne forklare hvorfor varerne allerede er så billige, når de frem til os.

Således rustet imod udefra kommende velfærdsblasfemi - kan man nu læse følgende af Constantin Gurdgiev fra Open Republic

A recent OECD report on sources of economic growth finds no evidence to support the assertion that publicly financed research is productive in any way. More than that, the report states that public r&d spending ‘crowds out resources that could be alternatively used by the private sector’.

Within the OECD, the leaders in r&d investment and the most research-intensive countries, namely Sweden, Switzerland, Japan, Israel, the US, Belgium and Finland all have a higher proportion of business investment and lower share of government spending in total non-military r&d expenditure than Ireland. While Irish public R and D budgets grew at an average rate of 12.3% per year between 1997 and 2003, the leading countries average growth rates were 3.7% per annum. Relative to Ireland, all research economies had a lower proportion of scientists employed by the government.

Tænk således hvis man i de lande, der i dag udvikler, fremstiller, markedsfører og eksporterer alle de billige varer, der bliver ved med at øge også vores købekraft (og dermed afbøder effekten af skattetrykket) - tilsvarende valgte den danske solidariske model med en tilsvarende offentlig sektor, som vi har herhjemme.

Mon så priserne på kontaktlinser, mobiltelefoner eller dvd'er ville være højere og lavere? Og mon man så ikke samtidig i de nye "velfærdsstater" af de nye statsansatte opdragere man ville have råd til at ansætte også i Nordamerika, så ikke også ville lære, at den velstand, der eksisterede primært skyldtes arven fra Roosevelt, Kennedy eller Jimmy Hoffa?

Velfærdsimporten er således det store nationale tabu, der kan svække sammenhængskraften og nedbryde solidariteten. - Godt at vi har Venstre.

Forsiden af dagens Berlingske er præget af frygten for klimaforandringer. Det bærende tema for artiklerne inde i avisen er børnenes fremtid - "vores" børn, som det betegnes på kollektivistisk.

Hvad har børn i Afrika og alle andre steder brug for?

Svaret er et samfund, hvor det kan betale sig at handle.

- Hvad betyder dette i praksis? Det betyder, at der skabes retssamfund, hvor man forsvarer og håndhæver den private ejendomsret; og hvor man af netop den grund kan handle og producere i frihed.

Det betyder et samfund, hvor fremtidens børn, der senere bliver til voksne får mulighed for at stille tvivl ved dogmer og traditioner - herunder synet på kvinder som mindreværdige.

Den politiske og økonomiske frihed ville i sådanne fremtidssamfund sikre at informationer, holdninger og ideer kunne spredes; og dermed at fremtidens voksne ville kunne udvælge og overtage det bedste fra den i forvejen industrialiserede verden, og at de dermed ville kunne springe årtier - om ikke århundreder over, når det gælder udvikling - sådan som det har været tilfældet for eksempelvis flere af de asiatiske tigre (som Taiwan eller Sydkorea).

Er dette så hvad Berlingskes klima-journalist Pauli Andersens artikel handler om?

Svaret er Nej. I Pauli Andersens artikel er forskelle på de politiske systemer, på kulturen, på synet på mennesket, på religioners plads i samfundet, på traditioner med meget mere blevet sat på "stand by".

I stedet er budskabet, at hvis temperaturen stiger kommer der flere klimaflygtninge.

Dette skal tilsyneladende forestille at være journalistik. Det er det måske. Man er skeptisk.

Det kunne dog udemærket tænkes, at der i år 2050 vil være et barn, der vokser op i et frit samfund i Afrika, som vil kunne bidrage med noget bedre. - Men det vil i så fald hverken være takket være Pauli Andersen eller planøkonomen Nicholas Stern.

Den 1. august, det vil sige i går, talte Tony Blair i World Affairs Council i Los Angeles.

Her leverede Storbritanniens premierminister en analyse vedrørende situationen i Mellemøsten, der ligger endog meget fjernt fra hvad danske socialdemokrater - eksempelvis Mogens Lykketoft kunne forventes at bidrage med af vurderinger af den samme situation.

Der er meget i talen, der kan kritiseres ud fra et afsæt i et mere konsistent forsvar for frihedsrettighederne end det Tony Blair præsenterer. - Blairs vurdering af menneskers indflydelse på klimaet, er samtidig vanskelig at følge. (Læs en kritik af klimapolitikken her).

Ikke desto mindre skal der påpeges nogle pointer fra Blairs tale, som forhåbentlig - dog højst sandsynligt af andre veje end via COIN-bloggen - burde påvirke ikke mindst Blairs franske (og i visse tilfælde Ayatollah-venlige) kolleger, og som Danmarks Radio sandsynligvis ikke har fundet det væsentligt at viderebringe:

• Blair sammenligner det, han kalder den ekstreme version af islam med - early revolutionary communism.
• Han påpeger at konflikterne mellem de ekstreme versioner af islam på den ene side - og demokratiske nationer på den anden side, ikke er et spørgsmål om konfliktende interesser, men grundlæggende handler om modsatrettede og ikke-forenelige værdier (Jf. eksempelvis synet på kvinder, ytringsfriheden - og den personlige frihed i det hele taget).
• Det vurderes samtidig, at en stor del af kampen for en mere fredelig og sikker verden handler om perception: Det vil sige om, at ikke mindst den europæiske opinion indser, at der er tale om en kamp mellem ideer og værdier, der ligger bag de mange krige og konflikter; og at de mange forskellige værdier således har et fælles omdrejningspunkt (Om Blair så tilbundsgående har analyseret hvad dette omdrejningspunkt i sin kerne består af, det er en anden sag).
• "We were attacked" siger Blair om den 11. september 2001, og påpeger i samme anledning, at krigen mod den vestlige verdens værdier ikke desto mindre var blevet ført længe før dette tidspunkt, men blot i områder, der ikke nyder den samme mediebevågenhed, som det var tilfældet med den amerikanske østkyst og angrebet på New York - eksempelvis i Indien.
• Blair udpeger endvidere Iran og Syrien, som de mest destabiliserende stater i Mellemøsten. Han gør i den forbindelse blandt andet opmærksom på Irans delagtighed i de mange terroraktioner, der finder sted i Irak.
• I modsætning til mange af Blairs venstreorienterede kolleger taler Storbritanniens premierminister i øvrigt varmt for fri handel og globalisering. Han hævder at venstre-højre-skalalen betyder mindre, og at konflikten i dag i stedet er mellem lukkethed og åbenhed. Sandt er det da også, at protektionisme og dermed lukkethed desværre i høj grad også er noget, der kan identificeres på højre side af det politiske spektrum.

Men tænk hvis Blair var i stand til at analysere "velfærds"-statens rolle med et afsæt i den personlige frihed, og ud fra forsvaret for de menneskerettigheder han nævner i sin tale: - Kan tvungen finansiering af BBC eller af Danmarks Radio eksempelvis siges at være i overenstemmelse med ytringsfriheden endsige respekten for den private ejendomsret? - Og tænk hvis Blair blev i stand til at se, at der er en sammenhæng mellem kollektivisering/nationalisering af pressen (herunder uddannelsesdelen) i Europa, og så eksempelvis synet på USA og de værdier, som USA historisk set har repræsenteret.

Tony Blairs ide om, at regeringer i Europa og andre steder via demokrati og "nationbuilding" via gigantiske overførsler af know how og bistandshjælp kan indføre værdier, der minder om dem, vi hylder i vores del af verden i eksempelvis Irak og Afghanistan virker for nu at bruge hans eget udtryk "ekstremt" naivt, ikke mindst set i lyset af den seneste udvikling i Afghanistan, når det gælder indførslen af et religiøst "moralvogterpoliti" (der nu sideløbende opererer sammen med danske udsendinge) ; og når man kan iagtage, hvor stor en rolle staten tildeles i Irak med assistance fra USA, Europa og FN.

Det positive er derfor først og fremmest, at Tony Blair klart og tydeligt har indset, at konflikten mellem islamisme og vesten i sin kerne handler om værdier og ideer (herunder synet på den personlige frihed); men også at Blair mener, at de værdier, der er grundlaget for velstanden i Europa og USA er værdier, der er værd at forsvare, at værdierne har almen gyldighed, og at de derfor kan udbredes. (Problemet handler således om, hvad det er for værdier, der præcist er tale om, og hvordan de udbredes bedst).

Spredningen af værdier som ytringfrihed, respekt for kvinders ret til selvbestemmelse og retten over deres eget liv, samt for den private ejendomsret, vil imidlertid ikke ske via skabelsen af stærke stater (der har en tendens til at cementere de til enhver tid dominerende værdier i et givent samfund - og som i det danske tilfælde over tid tydeligvis har ersattet sunde civile værdier med statsdyrkelse og selvpromovering af ynkelighed, som afsæt for at opnå støtteberettigelse).

Frihedsværdier vil i stedet blive udbredt gennem etableringen af frie markeder (jævnfør Blairs åbenhed), og ved at begrænse statens rolle i økonomien (sådan som det i vid udstrækning var tilfældet med Tyskland og Japans økonomier efter 2. verdenskrig, og jævnfør økonomiske successer som Hong Kong, Taiwan og Sydkorea).

Trods Blairs mange vigtige pointer har han således en tendens til - i sidste instans - at sætte stemmeretten over forsvaret for frihedsrettighederne - herunder de økonomiske friheder, og dermed gå på kompromis med sidstnævnte. - Blair burde i denne henseende derfor distancere sig endnu mere fra sine franske kolleger, men på samme tid også fra nutidens amerikanske "nationbuildere". - Han kunne i givet fald vælge at alliere sig med nogle af de østeuropæiske politikere, der har taget ved lære af stats-interventionismens urimeligt lange historie, og som af samme gode grund i dag er kritiske overfor EU.

Talen på tryk.

Videoudgave her.