Undertegnede følger ikke Christiansborg- eller Rådhuspolitikken (i København) tæt. Men det virker som om interessen for at gå efter borgerlige stemmer - eller simpelthen at føre politik, der er borgerlig på den frihedsorienterede måde, trives lidt mere for tiden, end det har været tilfældet tidligere.

Nogle af de seneste eksempler er Pia Kjærsgaard, der brugte flere indlægsmuligheder i Jyllands-Posten på at kritisere lunkenheden, hvad angår Danmarks forhold til Taiwan.

Så har der været Anders Fogh Rasmussens pointering af frihedsrettigheder (aktuelt i forbindelse med Hirsi Ali invitationen og Hollands knæfald for islamisering) samt også Statsministerens betoning af, at den totale afskaffelse af landbrugsstøtten skulle på dagsordenen.

Anledningen for at remse op, er så en nyhed i Politiken , der handler om at "Venstre vil kæmpe mod Ungdomshus-aftale" (i København), hvor man ifølge lokalpolitikeren Pia Allerslev vil "undersøge alle muligheder" for at bremse en sådan aftale. Og det er god politik.

Læs om Københavns socialdemokrater og "de unge" i Københavns dobbeltløbede socialistiske båthorn.

"Ritt villig til at finde løsning" lyder overskriften på en artikel i Berlingske Tidende.

I artiklen peger overborgmester Ritt Bjerregaard på to mulige løsninger, når det gælder om at få et såkaldt "Ungdomshus".

"Ungdomshus" er - hvis man ikke ved det - et sted, hvor unge, der har været igennem offentlig uddannelse vil have lov at være, uden at de har ejendomsret.

Ejendomsret betyder som bekendt, at der er tale om noget, man retmæssigt har erhvervet sig.

På dansk betyder dette, at man enten har lejet et hus, købt et hus, - eller at man har overtaget et hus som ingen andre retmæssigt kan gøre krav på, at have ejerskabet over.

Man kunne således i det sidste tilfælde forstille sig, at der fandtes boliger, som ingen ville vide af.

Og så havde disse unge og alle mulige andre naturligvis lov til at overtage et sådant i kraft af, at nogen havde givet afkald på ejerskabet (Det vil sige at det retmæssige ejerskab frivilligt var blevet opgivet uden at det var blevet overgivet til nogen andre).

I dette tilfælde skal det dog også bemærkes, at sådanne huse tidligere også blev bygget og vedligeholdt i kraft af ejerskab. Tilsvarende betyder ejerskab i almindelighed, at boliger holdes ved lige og forbedres. Med andre ord: Det er altså netop når det gives afkald på ejerskab, at tingene forfalder.

Men dette med ejerskab og dets betydning går tydeligvis hen over hovedet på såvel overborgmesteren som "de unge". (Der er vel at mærke tale om en særligt primitiv og bøvet gruppe unge, som netop i praksis af på absolut vis at tage afstand fra den private ejendomsret igen og igen får foretræde for og/eller opmærksomhed fra de lokale beslutningstageres side.)

"Den ene løsning er en privat løsning, som man prøvede med Stevnsgade 34, hvor en fond ville købe ejendommen og føre tilsyn med den. Den løsning blev ikke til noget, fordi de unge krævede at få bygningen gratis".

Den anden "løsning" er så en "kommunal løsning", hvor man netop gentager de mange krænkelser af den private ejendomsret som socialister er skolede i.

Og i kraft af overskriften og budskaberne i artiklen man finder fra Ritt Bjerregaard, må man således konkludere at socialisten Bjerregaard gerne vil give efter, såfremt flere af hendes kolleger også gerne vil give efter.

Der er således tale om, at de der allermindst respekterer den private ejendomsret får ekstremt meget omtale og sympati; at de der i stedet forsvarer ejendomsretten og den politiske og økonomiske stabilitet og velstand, denne ejendomsret sikrer, de omvendt fremstilles som "bussemænd". Og så er det socialisterne "i midten", der giver efter for førstnævnte vandaler og primitive.

Så en stemme på Ritt Bjerregaard er tydeligvis en stemme for mere ballade på Nørrebro.

»Ifølge Ungdomshusets selvbillede repræsenterer I en værdifuld og kreativ modkultur. Men sådan er billedet ikke i den brede befolkning. For de fleste mennesker er I nogle forkælede unge, der ikke vil betale for et hus. Og hvis I ikke får jeres vilje, kommer der ballade,« siger Kim Larsen, der mener, at den største udfordring ligger i at skabe balance mellem selvopfattelsen og omdømmet.

»Jeres omdømme er den kapital, I skal bruge til at forhandle jer frem til en løsning. Uden den kommer I ingen vegne,« siger kommunikationsrådgiveren.

Rådgiveren er fra kommunikationsvirksomheden Burson-Marsteller, der imidlertid også siger til de unge at:

»Etableringen af citronhalvmånernes befrielsesfront og besættelsen af Ejendomskontoret i København var humoristiske indslag. Når man bruger humor, bliver folk afvæbnet.« [egen fremhævelse]

Spørgsmålet er nu om Burson-Marsteller vil råde andre til at besætte offentlige bygninger?

Læs hele rapportagen hos Journalisten i KRISESTYRING FOR BEGYNDERE.

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner: Kommunalt ejendomskontor besat

Local Eyes: Københavns ejendomskontor besat (billede af "kommunikerende" unge)

- Hvad mon det kostede borgerne i København med politiets hjælp at få fjernet 14 aktivister fra det omtalte kontor?

I Forbrugerstyrelsen er man skeptisk overfor det, man kalder forbrugersamfundet og forbrugskulturen. Ifølge styrelsen tærer den menneskelig aktivitet på jordens ressourcer.

Fra Forbrugerstyrelsens side er ønsket ikke bare at promovere en genbrugsfilosofi. Målet for styrelsen er direkte at reducere forbruget. Udgangspunktet er økofilosofien, hvor man anser mennesket for en forstyrrende faktor i en iøvrigt harmonisk økobalance.

Til at nå målet om at reducere menneskers påvirkning af omgivelserne, har styrelsen derfor udarbejdet et bidrag til undervisning på folkeskoleniveau. Dette bidrag handler nu om, at børn og unge skal lære at forbinde globalisering med udbytning af den 3. verden, og med en tilsvarende ”udbytning” af miljøet.

En af metoderne er på marxistisk vis, at lære de unge, at de er ofre for ”kunstige behov” skabt af sælgere og producenter.

Konkret skal eleverne på gruppebasis opfordres til at diskutere hvilke følelser, de forbinder med købet af bestemte varer. Man kan nu selv tænke sig til, hvilke følelser, der vil blive regnet for autentiske og gode, og hvilke der omvendt vil blive stemplet som kunstige og falske. Når man de første par gange har bekendt sin glæde ved et givent køb, men derefter i gruppen lærer at glæden var ”kunstig”, så varer det ikke længe før man lærer det, der er styrelsens hensigt: at føle, at man er et offer for en verden domineret af kyniske voksne.

Forbrugerstyrelsens syn på den 3. verden er endvidere, at de fattige her er bedre mennesker end vi er det, eftersom man dér ikke forandrer sine omgivelser så meget, som vi gør det i de industrialiserede lande.

Det gode for styrelsen er med andre ord ikke at påvirke, og ikke at forandre, men i stedet så vidt muligt, at leve på naturens præmisser. Som en konsekvens gælder således idealerne om selvforsyning, afsavn, nøjsomhed, askese; og altså om at begrænse netop den velstandsskabende specialisering og arbejdsdeling, der finder sted i det moderne globaliserede samfund.

Målet for styrelsen må derfor også antages at være at forhindre industrialisering i den 3. verden. I stedet søger man, at vi i vesten tilnærmer os de fattige landes niveau. - I overensstemmelse med det omtalte ”undervisningsmateriale” er navnet Forbrugerstyrelsen derfor ganske passende, - som også Menneskestyrelsen, eller Produktionsstyrelsen ville være det.

Hvis man således når sit mål, om at lære børn og unge, at meningen med tilværelsen er at begrænse sig, og ikke at forandre, ikke at producere, og ikke sætte sit menneskelige præg på den verden, man lever i, hvilken konkret adfærd, kan man så forvente sig af ovenstående holdningsbearbejdning? Svaret er en adfærd præget af nihilisme, selvhad og destruktion.

Unge mennesker, der er blevet udsat for et lignende pensum kunne derfor forventes at flytte ind i et hus, der er nået ud over selv genbrugsværdighed. Man ville præcis insistere på, at det var et godt hus at bo i (ikke mindst i en moralsk forstand), fordi det er forfaldent. Man måtte tilsvarende forvente, at laser og pjalter, og ikke blot genbrugstøj var højeste mode i sådan en bevægelse. Endvidere må man regne med, at intellektuelle, der har de samme holdninger til forbrugssamfundet ville sympatisere med sådanne hætteklædte typer, af den simple grund at de unge rødder var at regne for deres egne ”produkter”; det vil sige noget, der i dette tilfælde er skabt i kraft af en statsautoriseret ideologi.

Målet er derfor, som vi har hørt det fra de ”politisk korrekte”: at hver eneste storby i Europa med respekt for sig selv skal have mindst ét hus med sådanne hjernevaskede hærgende og hætteklædte frontløbere. - Men er der med den målsætning ikke tale om et kunstigt behov?

Tidligere bragt på Kommunikationsforum, hvor der findes kommentarer til teksten.

Uddrag fra styrelsens "undervisningsmateriale" findes her.