Apropos bogudgivelser: Pinnocchio, Tom Sawyer og andre fiktive skikkelser er blevet islamiseret i nye versioner af hundrede klassiske historier i det tyrkiske skolepensum. "Giv mig brød, for Allahs skyld", siger Pinocchio til sin skaber, Geppetto i en bog, der har fået uddannelsesministeriets godkendelse. - Det skrev britiske Telegraph i går.

Hvis man foretrækker den ægte vare, kan man besøge Projekt Gutenberg og the Literature Network . Fremhævede forfattere findes i kommentaren Liberalismen, kulturen og de "kulturløse"

"Kulturløs" er en anklage, der på forunderlig vis - ofte ved helt upassende lejligheder - påhæftes frihedsorienterede individer i Danmark.

Begrebet er i visse perioder anvendt til konstruktionen af en slags kategori, man henviser liberalistiske velfærdsstatsskeptikere til.

Det skete eksempelvis i forbindelse med debatten om Grundtvig på den ene side og de "nyliberale" (som også fik prædikatet "kulturløse" oven i købet) - på den anden; en debat der tidligere har udspillet sig på Berlingske Tidendes sider. (- Læs blandt andet Et spørgsmål om principper).

- I det Radikale Venstre har man i øvrigt også en "Brandes-fløj", der står overfor Grundtvig-fløjen; men den fik lov til at være i fred.

At de nyliberale i Danmark typisk ikke (længere) er nyliberale, der tager afsæt i Chicago-skolen og monetarismen ; og at det "nyliberale", derfor henviser til noget andet, er een ting. - De "nyliberales" ideer bygger derudover som bekendt (ligesom de fleste ideer gør det) ovenpå ældre ideer, og handler yderligere i vid udstrækning om et angreb på mange nye ideer, som termen på uretfærdigvis dermed ikke afspejler.

"Nyere" tænkere såsom Mises (1881-1973) og Rand (1905-1982) er således ikke de nyliberale, som begrebet oprindelig henviser til:

Filosoffen Ayn Rands mission handler blandt meget andet om en kritik af filosoffen Immanuel Kant (samt en kritik af forskellige former for platonisme, nye og gamle); det sker blandt andet via et forsvar for Aristoteles; og kan i sig selv ikke siges at være specielt "nyliberalt". Men i eksempelvis "Minimalstatsbogen" af Anders Fogh Rasmussen henvises i vid udstrækning til sådanne nye (det vil blot sige i Danmark forholdsvis ukendte) men altså ikke "nyliberale" tænkere som netop Mises og Rand.

Ludwig von Mises står tilsvarende for en afvisning af meget, af det der oprindeligt var "nyliberalt", og ligesom økonomen George Reisman står Mises på flere områder for en genoplivning af en række ideer, som man med Reismans udtryk grundløst har forladt, og som dermed er ældre, end det man kritiserer, hvad enten der er tale om keynisanisme eller marxisme.

- Men hvad har alt dette i grunden med kulturen at gøre?

Jo, det hævdes - eller antydes - at liberalisme i sin kerne er skadelig for kulturen. Og at man, hvis man er liberalist, derfor ikke har forstået kulturen (eksempelvis den danske) godt nok (for hvis man gjorde det ville man ikke være liberalist...).

- Jf. ovenstående uklarheder er der imidlertid ikke nogen grund til at tage sidstnævnte tilsvarende uklare og vage anklage alvorligt.

Ikke alene er de "kulturløse" lige så meget (eller i mange instanser mere) kulturelle (begrebet er i sig selv så rummeligt at diskussionen hurtigt bliver absurd) end andre.

Men derudover har de national-konservative et forklaringsproblem, eftersom kapitalistiske samfund, hvor de politiske og økonomiske friheder forsvares, mere end nogle andre, er samfund, der spreder, muliggør og faciliterer kulturelle udtrykformer.

Der er med påstanden om "kulturløse nyliberale" således tale om en meget stor løgn; som vel at mærke er mere afgørende, og dermed en langt mere central problemstilling, end man indledningsvist skulle tro.

Den politiske og økonomiske liberalisme er således kulturens bedste ven, hvilket er endnu en grund til at vreden mod USA (fra især Venstrefløjens, men også mange konservatives side) er så uforståelig. Det bør samtidig give anledning til at granske motiverne bag den vrede (hvad enten den kommer fra Mellemøsten eller den europæiske venstrefløj) yderligere.

Fra USA kom blandt andet Internettet (og de billige maskiner, der var en forudsætning for at man kunne have gavn af mediet).

Fra venstrefløjens side kvitterede man i vanlig stil med begreberne "pornoficiering", "afhængighed" og - for blot at nævne nogle få mærkater, der blev sat på det nye fænomen - "fremmedgørelse".

Den reaktion er/var i modsætning til Internettet ganske vist gratis underholdning (Internettet er bare billigt men ikke gratis); men på længere sigt virker begreberne ikke desto mindre forslidte.

(- De sidste to begreber kan i øvrigt bruges om stort set alt: Man er afhængig af vand. Og biler og den udbredte privatbilisme har fremmegjort os fra det at være fodgænger (eller at være tvunget til at benytte kollektive transportformer) - eller distanceret os fra hesten som et transportmiddel, og har skabt helt nye afhængighedsforhold. Det første begreb - pornoficering - anvendes i øvrigt også i Mellemøsten samt i en række asiatiske lande, i øvrigt med samme målsætninger, det vil sige at afvikle individets handlefrihed). - I sådanne områder vil man i øvrigt forventes at mene at måden venstrefløjens pornoficeringsmodstandere i Danmark klæder sig på er - pornografisk. Mange steder kan intet mindre end en burka ikke mindst ifølge magthaverne løse "problemet" med nøgenhed/"pornografisering i/af det offentlige rum.)

Så for at løfte sløret for hvad Internettet også kan tilbyde bringes her to sider med et stærkt kulturelt og litterært indhold, hvor der skulle være rigeligt til resten af sommerferien. Disse sider er Free eBooks samt The Literature Network.

Glem derfor venstrefløjens snak om fremmedgørelse og afhængighed, spring den statstøttede social-realisme over og:

- tag med Jules Verne rundt om jorden på 80 dage,
læs eventuelt britisk science fiction her,
opdag Huxleys fagre nye verden,
læs Stevensons Skatteøen,
eller Defoes Robinson,
mød en anti-kirkelig, men amerikansk religiøs,
eller en tysk ateistisk og anti-kristelig filosof - der lod sig inspirere af sidstnævnte anti-kirkelige religiøse
eller en af verdens første politologer?
eller måske i stedet en kinesisk krigsteoretiker?
hvad med en engelsk journalist,
eller en naturalist?
måske en teatermand?
eller en fransk romantiker ved navn Hugo?
- hans franske kollega Dumas?
Eller en skotsk romantiker ved navn Scott?
Og måske som en slags modvægt - en spansk satiriker ved navn Cervantes?
eller en græsk eventyr-digter kaldet Homer?
Og sidst, men ikke mindst, hvad så med en ordentlig og langtidsholdbar forfatning?

Læs også Hvad skal vi med kulturstøtten?