CEPOS' forlag udgiver bogen "89'erne" redigeret af Nikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving. Antologien har 62 bidragydere - heriblandt undertegnede og Copenhagen Institutes stifter Chresten Anderson.

Forordet til ”89'erne – politiske visioner fra en borgerlig revolution” begynder således:

"Tre årstal skiller sig ud i de seneste 50 års kulturhistorie i Danmark og resten af den vestlige kulturkreds. 1968, 1989 og 2001.

1968 markerer studenteroprøret i Vesteuropa. 1989 markerer borgeroprøret i Østeuropa. 2001 markerer islamisternes angreb på USA.

Det er i skæringsfeltet mellem disse skelsættende årstal, at denne antologi er blevet til. De fleste bidrag er skrevet efter 11. september og folketingsvalget den 20. november 2001, der gjorde Anders Fogh Rasmussen til ny statsminister i Danmark, men flere af bidragene trækker implicitte eller eksplicitte tråde tilbage til 68' og 89'. Bidragene hører hjemme i en borgerlig generation, der opponerede mod 68-generationen med mere end et ”nå” og som var med til at berede jordbunden for et borgerligt regimeskifte i dansk politik med Anders Fogh Rasmussens valgsejr – eller under alle omstændigheder gav stemme til det forandrede Danmark. ”..

Læs mere her:
www.cepos.dk

Køb bogen her:
bogpriser.dk

Vor egen tid har mange ildevarslende paralleller til Den Store Depression. F.eks. et boom og en finanskrise skabt af en centralbank, der gennem alt for lang tid har fastholdt en kunstig lav rente og muliggjort en ikke-bæredygtig kreditekspansion med deraf følgende aktivprisbobler, en forkert diagnose på krisens årsager, markedsfjendsk retorik, en mislykket republikansk regering, der kraftigt har ekspanderet de offentlige udgifter og en nyvalgt præsident, der lover forandring, men efter alt at dømme vil lave mere af samme slags, og som samtidig flirter med protektionistisk lovgivning.

Det er ikke umuligt at gentage historiens fejl, hvis ikke vi lærer af vores erfaringer. Når man følger mediedækningen i dag og lytter til mange politikkere, får man det indtryk, at deres fordømmelse af kapitalismen som moralsk system gør dem blinde for den økonomiske videnskabs resultater og konklusioner.

Læs mere hos 180grader.dk

Atlas Shrugged er en moralsk og intellektuel thriller. En mesterlig historie om den amerikanske kapitalismes kollaps ned i socialismens kviksand. Den dramatiserer modsætningerne mellem tanke og tro, mellem egoisme og altruisme, mellem individ og stat. Den foregår i et fremtidigt USA, hvor de sidste kreative skabere er ved at trække sig ud af samfundet. Europa er tabt til kollektivismen og lever af forsyninger bragt på nødhjælpsskibe fra USA. Arbejdstitlen på bogen var Strejken, for Ayn Rand ønskede at undersøge, hvad der vil ske, hvis alle de kreative hjerner går i strejke. Idéen var, at vi er vant til at høre, at igangsætteren, kapitalisten og industrialisten er blevet rig på arbejderens ryg. At han har udbyttet arbejdsmanden og approprieret den merværdi, arbejderen har skabt, til sig selv. Lad os se, siger Ayn Rand, hvad der vil ske, hvis disse mennesker trækker sig ud af samfundet? Hvis de får nok. Lad os se, hvem der har mest gavn af hvem? -- Læs mere her.

Cepos afholdt den 11. oktober et foredrag om filosoffen Ayn Rand ved Per Henrik Hansen. Der findes ikke en lydoptagelse af foredraget på Cepos' hjemmeside. Men der findes en ret omfattende samling af Power Point-noter.

Opmærksomheden skal i særlig grad henvises til de noter ("slides" 59-65), der hører til under konklusionen, hvor Per Henrik Hansen i punktform opsummerer, hvad Ayn Rand gør i sin egenskab af, at være filosof; det vil sige, hvad det er for filosofiske problemstillinger som Ayn Rand har forholdt sig til og også løst. - Med "løst" menes, at der har eksisteret en række selvmodsigende påstande om eksempelvis menneskets natur; om hvad der kan siges at være god etik; eller om hvordan (og hvorfor) kapitalismen fungerer; - og hvor Ayn Rand afslører at det selvmodsigende har sin årsag i forkerte grundpræmisser; og hvor hun så i stedet opstiller nogle andre præmisser, der kan siges at være faktuelt baserede og ikke-selvmodsigende.

Når man har læst denne opsummering sidst i notesamlingen kan man så gå tilbage i Per Henrik Hansens præsentation, og finde oversigten over litteraturen (slides 12-17), der i særlig grad beskæftiger sig med de emner, man interesserer sig for. En systematisk introduktion til Ayn Rands filosofi objektivismen findes i øvrigt i Leonard Peikoffs ” Objectivism: The Philosophy of Ayn Rand”.

Det er også naturligt herfra, at fremhæve pointeringen af Ayn Rands syn på miljøbevægelsen. Her skal man konsultere slides 56-58. En anden vigtig betoning, der findes i foredraget er den, som handler om forholdet mellem utilitarisme og/eller altruisme - og så kapitalisme; hvor Ayn Rand viser, at typer af forsvar for kapitalismen baseret på førstnævnte tilgange er fejlagtige. Det korrekte forsvar for kapitalismen må ifølge Ayn Rand bygge på ideen om ”oplyst egeninteresse”. Læs om dette på slides 45-51. Synet på forskellen mellem en republik, hvor de individuelle frihedsrettigheder respekteres på et principielt grundlag - og så demokrati forstået som ”flertalsvælde” er også værd at fremhæve. Om dette man læse på side 42-44.

Ayn Rand v/Per Henrik Hansen

Direkte link til Power Point noter (PPT)

Mere introduktion i kommentaren Objektivisme.

Hvorfor er kapitalismen så så upopulær i Europa?

Phelps foreslår to mulige forklaringer. For det første er der nogle, som simpelthen mener, at kapitalismen er moralsk forkert. Kapitalismen er egoistisk. At kapitalismen så også gavner hele samfundet, kan for dem ikke opveje, at det kun sker via en indirekte mekanisme og således ikke er en direkte »villet« konsekvens. For det andet forbinder mange mennesker kapitalisme med gamle penge, magt og særlige privilegier. Det lader til, siger Phelps, at de sidestiller en entreprenør med en rig ejer af en fabrik eller bank. Dette er helt at overse Schumpeters, Knights og Hayeks forståelse af kapitalismen og markedsøkonomiens mekanismer. Man begår en stor fejl, siger Phelps, når man associerer kapitalisme med forskanset formue og magt. Kapitalismen er tværtimod at åbne økonomien op for nye industrier; for nystartede selskaber; for at eksisterende selskaber kan få nye ejere på kapitalmarkederne; og for at selskaber kan få ny ledelse. Det er den kooperative model, som er strukturbevarende og som giver »gamle penge« mulighed for at forskanse sig mod konkurrence fra nye entreprenører med bedre idéer.

- Det skriver cand. polit. Per Henrik Hansen i dagens kronik i Berlingske Tidende under overskriften Kapitalismen er bare bedre.

Timbro har i øvrigt netop udgivet en rapport, der viser hvor gennemsyret kollektivistisk Sverige er blevet, hvilket netop er en konsekvens af ovenstående fælles-europæiske skepsis.

Kritik af Phelps findes i en artikel af Edward Hudgins fra the Objectivist Center bragt i Wall Street Journal, der handler om at Phelps ikke er helt konsistent i sin begrundelse for kapitalismen - jvf. Phelps interesse for Rawls. Læs mere her.

Bogreklame:

Imagine the horror of the anti-capitalist, socialist mentalities if it was said to them: what if there were a country in which the government stays out of the economy? One with no tariffs or other legal restrictions on international trade - with no regulatory agencies, no minimum wage laws, no price or wage controls. Imagine, it is said to them, that the government limits neither investment coming in nor profits going out. There's no captal gains tax, no interest tax, no sales tax and a pittance in corporate bailouts for companies that fail to compete on a free market.

This imaginary country has a 15 percent flat tax, enabling its citizens to retain the preponderance of their earnings. Further, it extends no uemployment benefints, enacts no labor legislation and provides no Social Security, no national health insurance and scarcely any welfare. The welfare statist would recoil in horror from such a proposal; he would drown his interlocutor with dire warnings regarding the misery of the numberless poor and exploited who would be the inevitable victims of such a heartless, callous system. But, in fact, that country exists, it is real; it's Hong Kong, one of the wealthiest nations of history...

Læs mere i The Capitalist Manifesto af Andrew Bernstein (s. 326):

Per Henrik Hansen, der forrige søndag i Berlingske Tidende skrev om økonomen Keynes fik et svar fra en læser ved navn E.J.M. Pedersen den 15. september, der blandt andet skrev, at økonomi ikke var en "eksakt videnskab".

Men her er tale om et paradoks, eftersom videnskab netop handler om at formulere det eksakte. Det gøres blandt andet ved at fjerne misforståelser, ukorrektheder samt ved ikke at sige mere end der er grund (på engelsk - reason, eller afsæt, belæg) for at sige - om økonomiske sammenhænge.

Så enten er faget økonomi en videnskab eller også er det ikke. Det er ikke en "ueksakt videnskab". I praksis er det imidlertid et fag, hvor der er stor uenighed om, hvad der er rigtigt og forkert. Men kun ved at insistere på, at det, der bliver formuleret er eksakt, vil man kunne gøre sig forhåbninger om at nå til enighed en gang i fremtiden.

Udsagn med et økonomisk indhold er således i realiteten kun interessante (det vil sige nyttige og værdifulde) i det omfang, at de pågældende udsagn er sande. (Økonomiske udsagn kan dog selvsagt også være "interessante", forstået som bemærkelsesværdige, i kraft af deres komplette fravær af relevans for virkeligheden).

Begreber som "sandhed", "værdi" og "videnskab" er derfor snævert forbundne begreber, sådan som det også er søgt anskueliggjort i det følgende :

Virkeligheden, det vil sige naturlovene, er [...] politikernes største fjende. For i virkeligheden må man handle. Og handlinger har konsekvenser. Når man forbruger mere her og nu, vil der være mindre at forbruge i fremtiden. Belønner man bestemte virksomheder her og nu, svækker man andre i konkurrencen. Når man tager fra forbrugerne, har forbrugerne mindre at forbruge til sig selv. Og når man indfører folkepension; og giver pension med penge fra produktivitet skabt i dag, afvikles tilsvarende det personlige incitament til opsparing - og til opsparing i det hele taget.

Der er således konsekvenser ved at handle; men de er [typisk] ikke politisk belejlige. Derfor opfindes nogle hjælpeideologier, der eksempelvis kan handle om, at forbrugere ville købe de forkerte varer, med netop de penge som politikere konfiskerer. Eller at borgerne er for dumme til at spare op til egen alderdom (mens politikere afskaffer incitamentet til at gøre det). Eller at de virksomheder, som forbrugerne ville belønne med deres efterspørgsel alligevel ikke vil kunne klare sig lige så godt, som de virksomheder politikere ønsker skal klare sig.

Tilbage står nu at stille motivspørgsmålet, der handler om, hvem der har interesse i at forsvare synet på en videnskab, hvor man kan acceptere det ueksakte; og hvor det eksempelvis tolereres, at der bliver slået større brød op; - det vil sige, at der siges mere end den viden, som man har indsamlet, og de sammenhænge man via tænkning har kortlagt i realiteten vil tillade?

Måske er der tale om de samme mennesker, der tillader sig at kalde en femhundrede siders sammenhæftet bunke papir med modstridende økonomiske tilgange for en "grundbog", samt også de mennesker der indkøber sådanne bøger til sagesløse universitetsstuderende.

I en af de mest berømte passager skriver Keynes, at »ideerne fra økonomer og politiske filosoffer, både når de har ret og ikke ret, er mere indflydelsesrige end normalt antaget. Faktisk er verden ikke styret af meget andet«. 70 år efter udgivelsen af »The General Theory« forbliver mange praktiske mænd og politiske myndighedspersoner slaver af fejlslagne økonomer og akademiske skriblere. Vor tids tragedie er, at blandt de stemmer, de stadig hører, mens de fejlstyrer vores økonomier, er John Maynard Keynes.

- Det skrev Per Henrik Hansen, der er ekstern lektor i Berlingskes kronik søndag.

Copenhagen Institute har fået lov til at bringe tre længere kommentarer af Per Henrik Hansen på engelsk. Den første blev bragt mandag, og har titlen The Silent Partner in Family Decline .