The Chilean privatized system began in 1981, exactly 100 years after Bismarck instituted his system in Germany. It has been 29 years since the system went into effect in Chile so Mr. Pinera now can answer his critics, not only with theoretical arguments, but with hard data. -- The results are remarkable. Chile's citizens have on average experienced a 10 percent per year, above inflation, compounded growth rate in their pension funds for the last 29 years. The result is most Chileans are no longer poor, but are, in fact, "small capitalists."

- Read more in A Working Model by Richard Rahn.

Pyramid scams collapse when they run out of enough new "investors" to pay earlier promises. Some use this fact to deny that Social Security is really a massive redistribution scheme, since it has lasted over 70 years. That assertion misses two substantial differences between Social Security and other Ponzi schemes however: Social Security involves far longer generations, with people collecting on current promises far into the future; and it has been not one, but a series of Ponzi schemes. -- Since Social Security began, each of the many times it has been expanded, those in or near retirement got benefits far exceeding their costs. Those already retired paid no added taxes, and those near retirement paid more for only a few years. But both groups received increased benefits for the rest of their lives. However, such "generosity" must be paid for by someone else, forcing later generations not only to finance their own retirements, but also to cover the unfunded benefits given early retirees. Therefore, the good deal Social Security has given retirees (e.g., Ida Fuller, Social Security's first retiree, received benefits 924 times her contributions) does nothing to prove it is not a Ponzi scheme; instead, it demonstrates why it is... The Government Runs the Ultimate Racket af Gary Gales.

Velfærdslobbyen har lanceret hjemmesiden Velfærd til Alle. Formålet for velfærdslobbyen er den fortsatte umyndiggørelse af danske borgere. Et sammenrend af organisationer, der alle mener, at netop deres medlemer skal have snablen dybbere ned i lommerne på de danske skatteydere har skruet op for krævermentaliteten.

Som svar herpå er der blevet lanceret siden Skattelettelser til Alle!

Et fint initiativ, som ikke har til formål at tømme dine lommer - men istedet at fylde dem med god dansk mønt.

Det mest absurde er, at Velfærdslobbyen ikke har forstået, at skattelettelser vil gavne væksten i samfundet, og dermed sikre flere penge til også dem på lidt længere sigt.

Den 31. august annonceredes udgivelsen af en ny bog om de udfordringer, som mange europæiske velfærdsstater står overfor, forfattet af Wilfredo Prewo.

I "Fra velfærdsstat til socialstat” analyserer Prewo således de fælles problemer forbundet med den moderne europæiske velfærdsstat herunder de demografiske forandringer, der præger størstedelen af landene i Europa i form af en aldrende befolkning, men også tendensen til at ydelser og rettigheder til stadighed udvides, og som – i lighed med de demografiske forandringer - reducerer arbejdsstyrken.

Læs mere her.

Takket være Stockholm Network kan man læse mere om emnet i bogen Europe Needs Saving: Defusing the Pensions Time Bomb - med bidrag fra blandt andre forfatteren til ovenstående.

Flere publikationer fra Stockholm Network

Pensionsbomben I

"We are facing a demographic time bomb: by 2050, there will be 2 workers to every 1 retired person in most European countries. In some countries that ratio will be 1:1. The harsh reality is that current pay-as-you-go pension systems are simply financially, economically and socially unsustainable - without reform, pensioners will bankrupt the welfare state."

Sådan lyder introduktionen til en ny bog med titlen Europe Needs Saving: Defusing the Pensions Time Bomb, der handler om de europæiske pensionssystemer. Bogen kan downloades via Stockholm-Network.

En bog på dansk om emnet er på vej fra Copenhagen Institute. Orientering om præcist hvornår udgivelse finder sted, vil blandt andet ske via nyhedsbrevet, man kan tilmelde sig på forsiden.

Læs også Velfærdsreform via borgerkonto og Befri arbejderne: Verdens pensions-revolution.

Efterlønsreformen i 1998, der bl.a. indførte kravet om 25 års medlemsskab af en arbejdsløshedskasse, resulterede i, at andelen af 35-39 åriges tilmeldning faldt til 67% i dag, mod 82% for fem år siden.

For de 30-34 årige var faldet endnu højere (der ifølge reformen fra 1998 har muligheden for tilmeldning frem til det 35. år).

Disse markante fald betød ifølge et arbejdspapir fra Copenhagen Institute i en besparelse på mellem 1,8 og 4 mia. kr.

I det nyligt forhandlede velfærdsforlig (reform fik vi ikke-nikke-nej), ændres kravet til medlemsskab af en arbejdsløshedskasse med 5 år, til 30 år. Endvidere skal indbetalingerne påbegyndes senest, når man fylder 30 år.

Som Peter Kurrild-Klitgaard redegjorde for i en analyse for CEPOS, så kan det godt være at befolkningen bakker om om efterlønnen, men altså kun sålænge den er ”gratis”.

Da befolkningens præferencer nok ikke ændrer sig sådan over night, skal vi nok regne med at se endnu en nedgang i antallet af tilmeldte. En nedgang, der vel at mærke ser ud til at batte langt mere end den elastiske tilbagetrækningsalder, der også er en del af forliget.

Ændringen af tilmeldingstiden er indtil videre ikke det, diverse internetmedier har brugt deres båndbredde på. Måske er det lykkes forligspartierne at snige noget, der reelt er mere omfangsrigt end det umiddelbart synes, ind i forliget i håb om at finde en balance mellem det nødvendige og bibeholdelse af taburetterne.

Eller også tager jeg fejl. Måske har jeg pådraget mig en velfærds-psykose, der bunder i et ønske om reformer - næret af 5 års skuffelser.

Under alle omstændigheder, er det temmelig ynkeligt, at skulle glæde sig over en udsigt til at staten sparer et par håndører, der sikkert aligevel bliver delt ud til diverse kontraproduktive støtteordninger.

Politisk idealisme er i dag ikke farligt - men snarere en mangelvare, således skriver Tøger Seidenfaden.

I det korte tyvende århundrede - 1917-1991 - fandt der er et massivt misbrug sted af solidariteten med de svage. Misbrugets kerne går under navnet kommunismen, som Lenin formede den. Men det satte også sit præg på andre bevægelser. Misbruget havde flere dimensioner. For det første bestod det i at udnævne en del af samfundet - arbejderklassen - til at være på det nærmeste identisk med de svageste. For det andet i at hævde, at hvis arbejderklassen ikke udgjorde det store flertal i befolkningen, så ville den i hvert fald snart gøre det. For det tredje i at mene, at denne gruppes befrielse fra undertrykkelse kunne retfærdiggøre undertrykkelse af alle andre. Og for det fjerde bekæmpede man det demokrati, der kunne sikre, at de svage rent faktisk ønskede det, man gjorde i deres navn.

Tøger mener dog ikke, at man skal smide babyen ud med babevandet og opgive idealismen (som for ham er identisk med solidaritet med de svage), bare fordi nogle diktatorer har misbrugt idealet til at begå millioner af mord.

Og det kan han naturligvis have ret i. Ønsket om at hjælpe de svage ligger formentligt dybt i de fleste, hvis ikke os alle.

I vores samfund forekommer det mig, at solidaritet med de svage både er helt igennem respektabel, fuldstændig politisk ufarlig - og i fare for at blive en mangelvare. Den amerikanske politiske filosof, John Rawls, har opstillet den retfærdighedsnorm, at enhver større forandring i et frit samfund, der også vil være et retfærdigt samfund, skal bedømmes på, om den også kommer de svageste til gavn. Man kan i høj grad diskutere, hvordan normen skal udlægges i hvert enkelt tilfælde. Men som en rettesnor for politiske vurderinger forekommer den mig at have stor moralsk styrke. Synspunktet har i øvrigt - uden reference til Rawls - altid været en central del af værdigrundlaget for udgivelsen af denne avis. Fortsætter tøger.

Spørgsmålet er så bare hvilken tidshorisont man har, for et frit marked og økonomisk vækst har en simpel konsekvens for selv de svageste i samfundet - over tid vil de få fortsat flere ressourcer tilrådighed. Et frit samfund vil over en periode altid bidrage til, at samfundets svageste bliver bedre og bedre stillet.

Venstrefløjen og de kulturradikales foretrukne eksempel på ulighed er USA. Men i netop USA har økonomisk vækst bidraget til at samfundets svageste er blevet bedre og bedre stillet. Det kan naturligvis gå op og ned, men som fattig indvandre kan man komme til USA og skabe sig en fremtid - det kan de stort set ikke i Danmark eller Frankrig.

Økonomisk vækst skaber velstand for alle - som bekendt drypper det på degnen, når det regner på præsten. Så hvis Tøger virkelig mener, hvad han skriver, så melder han sig snart i koret af folk, som mener at regeringens velfærdsreformer ikke går langt nok.

Der er behov for velfærdsreformer som bl.a. privatiserer folkepensionen
og indfører en medborgerkonto, samt en skattereform som afskaffer top- og mellemskat, afskaffer dobbeltbeskatning af indkomster (herunder fjerner rentefradraget) og bliver en reel fladskat.

Hvis Tøger mener, hvad han skriver, vil han - ganske som Copenhagen Institute - mene, at folk skal have ansvar for eget og mulighed for at træffe egne valg. Kun derigennem kan vi sikre en virkelig solidaritet med de svageste!

Den overraskende nyhed hørte jeg først i Radioavisen. KL havde foreslået et opgør med folkepensionen som en rettighed for alle.

Det var en god nyhed, og det var blot et af en række reform forslag, som KL stillede.

Det ene punkt handler om, at vi som samfund skal gøre op med automatikken i velfærdsydelser. De skal istedet tildeles efter behov.

Desværre er resten af forslagene enten intetsigende eller handler om højere offentligt forbrug.

Men derfor er budskabet fra KL stadig kærkomment. Som JP skriver:

Velfærdsydelser bør reserveres til de borgere, der har behov.
Derfor skal politikerne på længere sigt sætte en stopper for den automatiske tildeling af ydelser som folkepension og børnepenge, der ikke tager hensyn til folks økonomi, men udelukkende tildeles på baggrund af alder og andre kriterier uden at forholde sig til behovet.

Kommunerne peger på, at det er nødvendigt at diskutere brugerbetaling og en skarpere afgrænsning af, hvilke ydelser der er offentlige, og hvilke der er private. Ikke mindst i lyset af et voksende pres på sundhedsområdet med et stigende antal operationer, der handler mere om kosmetik end sundhed.

Dermed tager KL også fat på debatten på finansiering af sundhedssektoren. Hvorfor skal vi betale for et tandlæge besøg, men ikke for et læge besøg. Sygdommen kan trods alt være lige invaliderende. Der er behov for reformer, reformer som knytter sig til den enkelte. Se bl.a. her.

På et punkt bør man dog være varsom, det er med afskaffelse af børnechecken. Oprindeligt var der tale om et skatteomlægning, så forældre istedet for at kunne benytte børns personfradrag, så modtog en børnecheck. Hvis man fjerner børnechecken uden samtidigt at tlbageføre fradraget - så er der tale om en skatteforhøjelse. Problemet er at man netop har gjort det til en ydelse fra det offentlige, istedet for at bibeholde det som en del af skattesystemet.

Det centrale er dog at KL vil tage et opgør med velfærdsstatsautomatikken. Det er positivt!

Se iøvrigt KL's oplæg her.

Vi siger mere velfærd – ikke flere skattelettelser, sagde Helle Thorning-Schmidt ved hendes første 1. maj tale idag.

Og Helle har ret - mere skattefinansieret velfærd vil forhindre skattelettelser, og det er et politisk valg.

Men Helle tager også fejl. For skattelettelser betyder nemlig ikke mindre skattefinansieret velfærd!

Hvis man med skattefinansieret velfærd mener antallet af vuggestuepladser, antallet af rygmarvsoperationer, større tilrådighedsbeløb og lign. Altså velfærdsstigninger i absolutte termer.

Det forholder sig nemlig således, at skattelettelser vil medføre mere vækst og velstand. Mere vækst og velstand vil, selv med lavere skattesatser, betyde flere penge i statskassen, hvilket betyder flere penge til skattefinansierede velfærdsordninger!

Men hvis man istedet vælger at lave reelle velfærdsreformer, som en pensionsreform og lign. Reformer baseret på privat initiative vil man kunne få endnu mere velstand, endnu mere velfærd (men ikke-skattefinansieret) og endnu flere skattelettelser. Reformerne kan let laves således, at alle er med.

Helle kræver:

Vi siger: Når nogen bliver holdt udenfor, så forringes velfærden – uanset hvor rige, vi er som samfund.

Vi siger: Velfærd er, når alle er med.

Det kan godt lade sig gøre, men det kræver, at man starter med skattelettelser!

Pensionister fusker sig til ældrecheck og tilskud til tandproteser, briller og medicin. Ved at hæve formuen i banken op til nytår, snyder de systemet, lyder meldingen fra kommuner og bankfolk, skriver Berlingske Tidende idag.

En del danske folkepensionister har fundet et hul i lovgivningen, som de udnytter til at snyde det offentlige og uberettiget få fingre i en del af de knap to milliarder kr., som staten hvert år giver i støtte til landets ældre via ældrechecken og tilskud til sundhedsydelser.

Det kan vel ikke komme bag på folk. Et af problemerne i den danske velfærdsmodel er netop, at de sociale ydelser er baseret på årsindtægter og balancen på ens bankkonto pr. 31.12. En langt mere hensigtsmæssig model ville basere sig på livsindkomster, f.eks. i form af en medborgerkonto. Ideelt set ville denne konto fungere via privat opsparing, men blot omstillingen fra et kalenderbaseret velfærdssystem til et livstidsbaseret velfærdssystem vil bidrage væsentligt til at reducere denne slags smuthuller!