I Jyllands-Posten kan man idag via Ritzau læse, at folketingsmedlem Morten Messerschmidt bliver klima- og energiordfører for Dansk Folkeparti samtidig med, at et ordførerskab for europæiske anliggender beholdes. Under overskriften Fortsat uenighed om miljøpolitikken den 23., blev det samtidig bemærket at den ny miljøminister Troels Lund Poulsen (fra Venstre) kort før sin udnævnelse [havde] givet udtryk for, at han var "helt uenig" i, at der skulle indføres flere grønne afgifter.

Læser man debatbogen Tid til forandring af Troels Lund Poulsen og Anders Thomsen (fra det Radikale Venstre) fra 2001, må man dog konstatere, at Troels Lund Poulsen bestemt ikke står for et alternativ til reguleringsiveren, når det gælder miljøpolitik. Der er - fra det synspunkt, der handler om at sikre produktionsfriheden - tværtimod tale om beklagelig læsning. Miljøafsnittet i denne debatbog (som dog bortset fra dette afsnit også indeholder positive ting) vidner om, at venstredrejningen i Venstre nok desværre går dybere end man kunne frygte. Men her kan den aktuelt formulerede modstand mod flere grønne afgifter, så også tyde på, at Poulsen har ændret mening, - og nu har indset, at en svækkelse af produktionsfriheden ikke er til gavn for gode menneskevenlige omgivelser (Eller også viser de modstridende meldinger, at det var Anders Thomsen fra det Radikale Venstre, der skrev miljøafsnittet).

Derimod har Messerschmidt deltaget i klimadebatten med bidrag, der ligger ret tæt på Copenhagen Institutes budskaber. Det fremgår i debatindlægget Fri os for klimafundamentalister , som vi af forfatteren fik lov til at reproducere, som et bidrag til den klima- og energipolitiske debatside www.coin.dk/kyoto.

Det bliver derfor spændende at se, om disse politikere vil lægge låg på deres egne holdninger frem mod den store klimakonference i år 2009, som afholdes i København. I kraft af de mange eksempler på uenighed om såvel fakta som politik må man derfor umiddelbart konstatere, at det vil være vanskeligt at sælge varen, der handler om at ”Danmark er foregangsland”, og at man fra dansk side er rørende enige om politikken (i det mindste på Christiansborg). Der er tydeligvis ingen konsensus på området.

www.coin.dk juli til oktober 2007.

www.coin.dk/kyoto juli til oktober 2007.

Den ny miljøminister Troels Lund Poulsen har kort før sin udnævnelse givet udtryk for, at han var "helt uenig" i, at der skulle indføres flere grønne afgifter. Det fremgår af et spørgeskema, som det Christiansborg-baserede Altinget.dk benyttede op til valgkampen for at lade vælgere finde ud af, hvilken kandidat de var mest enige med. Læs mere i JP-artiklen - Ny miljøminister: Ikke flere grønne afgifter

Flere partier presser desværre på for at hæve energiafgifterne. Det gælder blandt andet Ny Alliance og De Konservative. I Venstre drejer man derimod rundt om sig selv; og fra Dansk Folkepartis side har man talt imod. Læs hvorfor "grønne afgifter" er skadelige her.

Der har således nu været ikke-konsensus om miljøpolitikken i et stykke tid. Det fremgår også af artiklen - Internt brev fra finansministeren afslører uenighed om klimapolitikken, hvor tidligere Finansminister Thor Pedersen tog afstand fra ideerne om, at man fra EU's og FN's side skulle sætte bestemte mål for den globale gennemsnitstemperatur.

[I] mange år har det ikke været særlig populært at være medlem af et politisk parti, hvilket da også kun 180.000 danskere er. Spørgsmålet er så, om de nye [lidt højere] tal kan tolkes som en stigende bevidsthed i forhold til at tage et medansvar for folkestyret. Det gør det næppe... Det skrev Berlingske Tidendes lederskribent i går.

Naser Khader har i en af sine bøger (vist nok Ære og Skam) beskrevet mødet med den moderne vælgerforening, og hvor meget tid, der bruges på ligegyldigheder fra politisk aktive, der ikke gør en positiv forskel hverken lokalt eller nationalt. En af årsagerne til partiernes manglende appeal må derfor ikke mindst findes i, at der findes en hård kerne i partistrukturen, som ikke er specielt ideologisk orienteret, og som har en mere rendyrket bureaukratisk mentalitet. Hvis man betænker hvor lidt princip-orienterede de nuværende MF'ere i almindelighed er, skulle det være muligt at danne sig et billede af hvor slemt, det i realiteten står til.

Parti-bureaukraterne vil ikke desto mindre også gerne have magt og indflydelse. Og man bliver pludselig bevidst om, at man har magten - og at man kan bruge den - det øjeblik, hvor en opadstormende politiker forsøger at blive opstillet.

Tidligere formand for det Radikale Venstre i Hovedstaden, Anders Thomsen, har således fornylig påpeget problemstillingen ved at henvise til sagen om, at man forsøgte at spænde ben for netop Khader, uden at man selv havde andet at byde på. Spørgsmålet var dog om der var tale om benspænd fra en sekt til fordel for Marianne Jelved, eller rettere om Jelved, som politiker ikke blot repræsenterer den mindre idé-orienterede politiker, som partibureaukraterne har lettere ved at identificere sig med? For hvem kan sådan klart sige hvad Marianne Jelved står for, - altså ud over at hun er "centrum-venstre-radikal". Her er således en politiker, der er noget for alle, - og derved repræsenterer summen af radikalt vægelsind.

Så hvad er løsningen på partiernes forfald?

- Som medlem af DRV frem til 2002, forsøgte undertegnede sammen med andre partikolleger, at bidrage til mere liv i netop det Radikale Venstre (2000-2002) ved at tage fat på - ikke det Radikale Venstres historie, men i stedet ved at undersøge, hvad der lå i begrebet social-liberalisme. Det førte til et studie i liberalisme, sådan at det var muligt at sammenligne.

Afsættet for dette studie var blandt andet en umiddelbar undren over, hvordan det ”sociale” (socialdemokratiske velfærdsstats-element) kunne fylde så meget, når man nu engang befandt sig i et land med en så kollosal offentlig sektor og med verdens højeste skattetryk.

- Det sære her var samtidig, at jo mere man gik tilbage, og undersøgte, hvad der var af principper og fundament i afsættet for det Radikale Venstre, desto mere venstreorienteret forekom flertallet af det radikale venstres nuværende og aktive medlemmer at være det. Det vil sige i takt med at man havde forladt det ideologiske og principperne, desto mere venstredrejet var man blevet.

I lokalforeningen produceredes således i januar 2001 et lokalblad med overskriften "Ved vi hvor vi har Venstre?", der blandt andet omhandlede et meget forfriskende udspil fra daværende og tidligere nævnte partiformand Anders Thomsen samt nuværende MF'er for Venstre, Troels Lund Poulsen: - En debatbog med titlen Tid til forandring. Temanummeret beskæftigede sig også med Anders Fogh Rasmussens selviscenesættende biografi I godt vejr og storm, hvis aktualitet gav mulighed for at sammenligne med bogen "Fra socialstat til Minimalstat" fra 1993. Sidstnævnte må - vist også ifølge Poul Nyrup Rasmussen - stadigvæk stå som det mest provokerende indspark fra en professionel politiker.

Som i de andre partier, var der i DRV således også tale om et ideologisk tomrum, som nu blev fyldt ud af personer, der simpelthen vidste at de kunne få langt mere ud at arbejde i det Radikale Venstre (der gerne vil fremstå som et borgerligt parti) - end de kunne i SF, Socialdemokratiet - og også Enhedslisten. (- Dansk Folkeparti er således på mange måder mere internationalt end det radikale, når man betænker at medlemmer af det globaliseringsfjendtlige Attac, i højere grad vil kunne findes i DRV end i DF.)

Læren - som er fælles for partierne (og som har relevans for siden her) er således: at når man flygter fra principperne (ideerne og de konsistente ideer, kort sagt den ideologiske analyse), så bliver partierne i stedet fyldt op af individer, der har deres egne små kæpheste, som ikke kan tænke principielt; - og som dermed ikke kan se sammenhænge mellem eksempelvis vigtigheden af fri handel mellem lande, og så nødvendigheden af fri konkurrence på det nationale plan. I stedet reagerer man fra sag til sag, ud fra hvad man på et givent tidspunkt føler (hvorved mediernes følelsesbearbejdning kommer til at spille en større og voksende rolle).

Det korte svar på hvordan man gør partierne mere interessante, er derfor, at man internt i partierne - også på græsrodsniveau - begynder at genopdage forskellene på ikke mindst liberalisme, konservatisme, socialisme o.s.v., og gerne også hvilke værdier og ideer disse ramme-betegnelser bygger på.

- For hvis man ikke gør det, så fortsætter bureaukratiseringen – ikke blot af partierne – men også af resten af samfundet.

Steen Steensen: Der er ingen grundlæggende modsætninger mellem folketingsmedlemmerne. De ledende i folketinget kommer fra det samme sociale lag. Arbejdsfolk og næringsdrivende er fraværende. De mennesker, som skaber samfundets materielle værdier, er ikke repræsenteret. På Christiansborg troner den intellektuelle klasse, som rivaliserer indbyrdes om ministerposter og tilsvarende trofæer. Det tager sig drabeligt ud, lige så drabeligt som når speedwaykørere ræser banen rund og giver konkurrenterne albuer i siden og mudder i ansigtet. Men der er en himmel til forskel på sociale modsætninger og karriererivaliseringer. Læs mere.