CEPOS' forlag udgiver bogen "89'erne" redigeret af Nikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving. Antologien har 62 bidragydere - heriblandt undertegnede og Copenhagen Institutes stifter Chresten Anderson.

Forordet til ”89'erne – politiske visioner fra en borgerlig revolution” begynder således:

"Tre årstal skiller sig ud i de seneste 50 års kulturhistorie i Danmark og resten af den vestlige kulturkreds. 1968, 1989 og 2001.

1968 markerer studenteroprøret i Vesteuropa. 1989 markerer borgeroprøret i Østeuropa. 2001 markerer islamisternes angreb på USA.

Det er i skæringsfeltet mellem disse skelsættende årstal, at denne antologi er blevet til. De fleste bidrag er skrevet efter 11. september og folketingsvalget den 20. november 2001, der gjorde Anders Fogh Rasmussen til ny statsminister i Danmark, men flere af bidragene trækker implicitte eller eksplicitte tråde tilbage til 68' og 89'. Bidragene hører hjemme i en borgerlig generation, der opponerede mod 68-generationen med mere end et ”nå” og som var med til at berede jordbunden for et borgerligt regimeskifte i dansk politik med Anders Fogh Rasmussens valgsejr – eller under alle omstændigheder gav stemme til det forandrede Danmark. ”..

Læs mere her:
www.cepos.dk

Køb bogen her:
bogpriser.dk

– Hvorfor er det blevet "højreorienteret" at slås for friheden og bekæmpe religiøse fanatikere?

"Det spørger jeg også mig selv om hver eneste dag. Det er da højst mærkværdigt, også når man tænker på erfaringerne fra 2. Verdenskrig. Venstrefløjen falder mere og mere sammen og har tilsyneladende opgivet at forsvare friheden. Så vidt, at det i dag kan opleves som et adelsmærke at være højreorienteret, takket være venstrefløjen."

Ud af boblen
http://www.sappho.dk/ud-af-boblen.htm

COIN-bloggen skal i denne sammenhæng gøre opmærksom på at nazisterne var venstreorienterede (de var national-SOCIALISTER). Og at det var relativt højreorienterede, der vandt 2. verdenskrig.

Se George Reisman: Why Nazism Was Socialism and Why Socialism is Totalitarian
http://www.youtube.com/watch?v=oHpXjm78Pjs

Kriminalitetsraten i Amerika [er] – efter indførelse af strengere straffe og bedre digitalt politiarbejde og uafhængigt af republikansk eller demokratisk ledelse i Washington – i dag den laveste i 50 år. En fremskrivning af situationen i 1992 viser, at hele 170.000 amerikanere ville være blevet dræbt af en morder, hvis udviklingen ikke var blevet vendt i mellemtiden. Før du tænker nå-ja-og-hvad-så, så husk lige på, at det tal er højere end antallet af døde amerikanere under Første Verdenskrig, Koreakrigen, i Vietnam og Irak – tilsammen.

http://blogs.jp.dk/frontalt/2010/03/10/strengere-straffe-virker/

Når de såkaldt borgerlige politikere fejler, skyldes det primært, at de har en historisk ringe forståelse for markedets trådløse, men sårbare mekanismer. Det tager århundreder at udvikle, men kan kortsluttes på en eftermiddag i Snapstinget. Hvad det gælder om politisk er ikke at stimulere folks grådighed, men deres sparsommelighed og proportionssans. Private laster er således ikke offentlige dyder, og lasterne skal slet ikke nyde fremme af tjenstivrige politikere, hvis drivkraft er genvalg. Præcis som Adam Smith i 1700-tallet beskrev det i sin klassiske undersøgelse af årsagerne til nationernes velstand. Nationer bliver ikke rige ved at ødsle det hele bort, det siger næsten sig selv: "Hvis nogles ødselhed ikke bliver modsvaret af andres sparsommelighed, vil enhver ødeland ved at lade de foretagsomme brødføde de dovne gøre ikke blot tiggeren, men hele landet fattigere." - Mikael Jalving i Berlingske Tidende.

Det er svært at komme i tanke om en større kontrast til denne politiske teologi [COIN: den kristne altruistiske forsagelsesideologi] end den russisk-amerikanske forfatter og filosof Ayn Rand, der skrev en håndfuld ikonografiske romaner i midten af sidste århundrede. Må jeg bare nævne en, der tilmed er filmatiseret: The Fountainhead (da. oversættelse: Kun den stærke er fri).

Den scene er jo en hel Bibel. Fandtes der præster som Howard Roark, gik jeg oftere i kirke. -- Mikael Jalving i Berlingske Tidende

Religionskritik og ytringsfrihed er menneskerettighedernes alfa og omega. Disse dyder vendes nu til laster, som der skal skrives erklæringer imod - og i bedste fald lovgives imod. Det lyder måske akademisk. Det er det ikke. Det er ramme alvor. Ramme alvor, fordi en FN-sanktioneret begrænsning af ytringsfriheden er en stor symbolsk sejr for dem, der vil friheden til livs, hvor end den findes eller stikker sit menneskelige ansigt frem.

Mikael Jalving i 180grader.dk

Når andre f.eks. diskuterer tørklæder eller asylbørn, taler DF om islam. Når andre diskuterer anstændighed og åbenhed, taler DF om danskhed og kernekultur. Når andre diskuterer respekt og religiøse hensyn, taler DF om ytringsfrihed. Når andre helst vil være venner og kammerater – og som i Ny Alliances tilfælde går til valg på at få hvad – en dronningerunde? – så er det ikke sært, at mange vælgere foretrækker kandidater, der siger deres mening intenst, uden dikkedarer og skjulte dagsordener. - Det skriver Mikael Jalving hos Berlingske Tidende.

COIN har apropos Jalving fået lov til at genoptrykke et interview af forfatteren med den administrerende direktør for Saxo Bank, Lars Seier Christensen. Interviewet har titlen - Den aristoteliske bank.

Jalving kalder i Berlingske Tidende Dansk Folkeparti for socialdemokratisk anno 1950. Her må det formodes, at der tænkes på den socialistiske opbakning til en større offentlig socialsektor, som man fra Dansk Folkepartis side vil bevare, frem for at privatisere den. Og på den måde er socialdemokratisk passende.

Sagen er bare, at de andre partier også er socialdemokratiske, men i langt højere grad er aktive med at promovere nye områder og ofte har langt mere travlt med at afvikle borgernes frihed, end det er tilfældet med DF.

Undertegnede mindes for nogle måneder siden, at have set en undersøgelse (vist nok af sociolog Ole Borre fra Aarhus Universitet) i Weekendavisen, der viste, at DF i økonomisk henseende faktisk lå et par skridt til højre i økonomisk henseende i forhold til V&K. Følger man pressemeddelelser fra de Konservative, Venstre og DF kan man da også godt få det umiddelbare indtryk, at det som virkeligt koster noget, oftere er udspil, der kommer fra førstnævnte. (At der er flere karrierepolitikere i V&K underbygger påstanden).

Fra denne side er problemet først og fremmest, at ingen af de nuværende partier grundlæggende tager afsæt i den respekt for ”liv, frihed og ejendom”, som er nødvendig hvis den økonomiske og politiske frihed skal bevares, og også hvis den tabte frihed skal vindes tilbage.

Partiernes grundlag i Danmark var med andre ord fra starten selvmodsigende og vage, når det gælder opbakningen til friheden. Og derfor skrider man langsomt hen imod socialisering og kollektivisering: Fordi man ikke har et klart formuleret og bevidst idepolitisk modsvar. Det som de forskellige partier tilbyder, er i overskriftsform derfor mere nogle forskelle i, hvor hurtigt man vil kollektivisere yderligere.

Forandringerne må derfor komme udefra – dels i form af dannelsen af et eller flere nye partier; men umiddelbart lige så meget i kraft af en generel forandring i den offentlige debat om, hvad man har ret til – og først og fremmest hvorfor man ikke har ret til andres retmæssigt erhvervede ejendom. Denne forandring kan man som det er nævnt i andre sammenhænge heldigvis allerede iagtage. Og det er fremvæksten af et politisk pres på de aktuelle partier og i kraft af skabelsen af nogle nye, at der også over tid vil ske forskelle.

Trods det negative i ovenstående må man derfor konstatere, at venstrefløjen ideologisk set er blevet mere og mere svækket siden Murens Fald. Problemet er bare at højrefløjen i så mange årtier har vænnet sig til det, der kom fra venstrefløjens side, at de til sidst begyndte at overtage ideerne (Men i samme fald vil de så også kollapse internt af de samme grunde som det er tilfældet med de rigtige venstrefløjspartier: at socialisme har vist sig ikke at have en videnskabelig basis, og at man ikke via socialisering af økonomi og samfundsliv kan sikre velstand og velfærd).

Hvis man er aktiv i VU eller KU burde man derfor også overveje, om ikke man burde søge andre veje til at præge og påvirke, end i partier, der i stigende grad har forladt principperne (hvad der oprindeligt var af dem) netop sådan som Jalving beskriver det.

På kort sigt kan der være presserende emner, der gør, at man mener, man skal stemme taktisk – eller være engageret i ovenstående ungdomsforeninger, for at holde virkeligt økonomisk uansvarlige på venstrefløjen væk fra magten.

På længere sigt og mellem valgene må man dog ikke overlade politikken til "politikmagerne" (altså professionelle politikere, der skifter mening som vinden blæser, og tager andres politik blot for at bevare magten); ej helller bør man ofre sin selvstændige aktivisme ud fra ideer om loyalitet, men i stedet bruge mere tid på at sætte sig ind i, hvorfor samfundet skridt for skridt er blevet mere politiseret, - og så lede efter de rette svar.

- Et godt sted at starte dette arbejde er i øvrigt med Steen Steensens Demokratiets Rødder, som undertegnede kort nævner i en aktuel boganmeldelse (nederst i teksten, hvor der også findes henvisninger til køb).

Se også posteringen Nye partier.

To nyheder i dagens medier bør give grund til overvejelse:

Indien bliver det nye Kina (i iDag) samt Kina rykker ind i Afrika (i Jyllands-Posten)...

Nej vent, tre, også Berlingske...ahh tingene falder på plads...Lad mig lige finde frem...Mikael Jalving i klummen "De andres liv" om Østeuropas kommunistiske fortid:

Det var altid de andres liv, det gjaldt. Hvad tænker de andre, hvad føler de? Hvor er de på vej hen? Kommunismen er historien om hvad der sker, når de andres liv bliver vigtigere end ens eget liv. Når andres lykke og ulykke bliver ens egen lykke og ulykke [...] Det er kommunismens illusion: at ens liv er defineret af andre, som med vold og magt skal være ligesom én selv.

Nyhedsartiklen "Indien bliver det nye Kina" handler om at nogle virksomheder skifter fokus mod nye regioner, eftersom det bedre kan betale sig for dem selv.

Artiklen "Kina rykker ind i Afrika" er lidt blandet hvad angår det positive, men er dog udtryk for at nogle virksomheder vil have åbnet op for samhandlen mellem Kina og Afrika. (At de kinesiske myndigheder bruger skatteydernes penge som "smørelse" til at sikre dette er derimod at beskrive som negativt).

Men Jalvings "kommunisme", ja se det er også samtidig altruisme, som er et element, der rent faktisk har været ganske fremtrædende i Vesten, men som i Vesteuropa blev holdt i skak af egeninteressen, - men som omvendt fik frit spil som politisk ideologi i Sovjetunionen og Østtyskland.

Den traditionelle (danske, europæiske, nordamerikanske) bistandspolitik overfor Afrika bygger netop på - altruisme. - Den politik handler om, at vi ikke skal have noget igen. Den handler dermed om ikke-udveksling: Om at yde ofre for andre (og om at ofre andre, som eksempelvis skatteyderne). Samt om at lade nogle andre stå i den anden ende, og tage i mod disse ofre.

Altruisme handler dermed også om nul-sum: At nogle må give og andre tage (som i beskatning og andre former for konfiskation).

Velstandsskabelse handler derimod om plus-sum: Det vil sige om at man giver i frivillighed og ud fra det, man vurderer som i sin egen interesse, vel at mærke når man får noget igen; - om at man handler, fordi man mener, det kan betale sig; - om at skabe noget først, og så udveksle det, man har skabt til fordel for noget, man sætter endnu større pris på, - hvilket er forudsætningen for at al handel kan finde sted.

Man kunne også udtrykke det ved at altruisten har et statisk syn på verden, og fokuserer på omfordeling; mens den der handler ud fra oplyst egeninteresse: og uddanner sig, sætter i værk, bygger en fabrik, producerer og/eller handler - han eller hun har et dynamisk.

AHA!

- Eksperimentet i Østeuropa handlede således ikke blot om et økonomisk system, men også om en ideologi, der byggede på bestemte værdier - altruisme.

- Disse værdier har endvidere præget Vestens historie, og har været brugt som et politisk redskab til at undertrykke befolkningen og forstærke en forkvaklet offervillighed fra befolkningens side. (Denne forklaringsmodel kan vel at mærke bruges til at forklare en række på overfladen tilsyneladende forskelligartede 'ismers fælles værdigrundlag, ismer der prægede Vesteuropa før, efter og sideløbende med "eksperimentet" i Øst; og som tilsvarende har haft negative konsekvenser i større og mindre målestok).

Samhandel og produktion bygger omvendt på egeninteresse; - og egeninteresse er dermed grundlaget for velstandsskabelse.

Hvem er det nu lige de politiske beslutningstagere handler med?

- Når vi alligevel bruger krudt på at sende kundegaver ud til jul, kan vi ligeså godt give dem noget meningsfuldt. Desuden mener vi, at Ayn Rands værdier er afgørende for en sund virksomhed såvel som for et succesfuldt liv. Et liv, der er irrationelt, eller hvor du er fuldstændig afhængig af andre menneskers velvilje, eller hvor du siger et og gør noget andet, eller hvor du er fuld af løgn eller behandler folk uretfærdigt eller er uproduktiv, går også ud over dit professionelle virke. På samme måde er det meget vigtigt for folk at føle, de har et liv, der er noget værd, og som giver dem selvrespekt. Det kommer kun, hvis man er stolt over det, man udretter, og på den rigtige måde. Jeg har f.eks. svært ved at forestille mig en bankrøver være helt rigtig stolt over den måde, han opretholder sin eksistens på.

- Det siger Lars Seier Christensen, der er direktør i Saxo Bank til Mikael Jalving, der netop er blevet del af Berlingske Tidendes debatredaktion. Læs en kronik af Lars Seier Christensen her.