I går gik undertegnede rundt i det lokale indkøbscenter og så på computerskærme. De bliver som bekendt større og større ligesom tv-skærmene.

Hvad bruges de skærmstørrelser til? Ja, megen tid forbruges uden tvivl på at se film og spille computerspil, og dermed til at benytte sig af de mange nye tilbud, der er opstået i kraft af konkurrence og innovation indenfor IT-området, men også i kraft af alle de effektivitetsforbedringer indenfor andre områder, der har understøttet udviklingen her.

Disse effektiviseringer betyder, at man kan mere i sin fritid, og at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer om dagen for at opnå indkomst til de mere basale ting. Og så bliver der også tid til at spille og se film, selv hvis man befinder sig i den lave ende af indkomstskalaen. (Og måske bevæger man sig i den henseende så for lidt).

Herefter vil jeg atter vende tilbage til 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og hans retorik om "dræbende ulighed".

Måske skyldes min interesse for PESC's måde at udtrykke sig på, at jeg selv har været beskæftiget indenfor de fagområder som 3F – og tidligere SID - omfatter: Jeg har stået på slagteri og fabrik, gået med aviser, været chauffør, gået med breve og for en kort bemærkning stået i butik.

Pointen med at nævne dette, er, at det for mig at se, er ret åbenlyst, hvorfor medlemmerne flygter fra de røde fagforeninger: Ideen om hvordan verden er skruet sammen, kan de potentielle nye medlemmer simpelthen ikke genkende. Retorikken bygger med andre ord på et ”ikke-virkelighedsbaseret verdensbillede”

Den ideologiske kultur-socialisme havde således sin sidste storhedstid i 1970'erne. Og det man sagde, var også løgn dengang. Da man ikke havde andet end løgn at sige, blev man imidlertid blot ved med at sige det.

I kraft af ovenstående kan man derfor finde konstante historier om, hvordan man i socialdemokratiet ønsker at genopfinde sig selv, og fortælle en ny og mere moderne historie. Men man har kun socialismens historie at fortælle og vende tilbage. Man vil ikke fortælle historien om hvordan velstanden spredes til resten af verden i kraft af økonomisk frihed. (Og det er der måske i sidste instans nogle psykologiske og ikke filosofiske årsager til).

Men så snart andre gider gøre opmærksom på, at verden tydeligvis ikke er som PESC og socialisterne beskriver den, bliver det selv for dem med de allermest begrænsede uddannelser åbenlyst, at noget er galt med retorikken. Det er som i "Kejserens nye klæder": så virker retorikken ikke længere.

Og på såvel internationalt som nationalt plan begyndte man allerede i 1980’erne fra borgerlige akademikeres side, at gøre opmærksom på, at den socialistiske retorik og tankegang var forskruet og virkelighedsfjern.

Her tænkes eksempelvis på forbundsformandens tale om "underdanmark", overdanmark" eller det lige så besynderlige udtryk "samfundshierarkiet". - Jamen for fanden Poul Erik, hvad er der i vejen? Man skulle tro, at du aldrig nogen sinde har sat dine ben på en af de danske arbejdspladser, hvor individer fra vidt forskellige samfundsniveauer arbejder sammen; og hvor man har vidt forskellige sociale baggrunde og livserfaringer, at trække på. Hvor er klassementaliteten, der burde kunne findes, hvis der virkeligt eksisterede fastlåste og stivnede sociale klasser?

Som allerede nævnt sammenligner forbundsmanden således det forhold, at nogle dør tidligere end andre i det frie og rige samfund som det moderne danske er - med krigen i 1864! Det er så langt ude som det næsten kan komme (, og Lægemiddelindustriforeningen giver spalteplads).

Og hans ”løsning” på "problemet" med den relative ulighed er åbenlyst at afskaffe friheden til fordel for ligheden:

"Danskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år", skrives der.

Dette lighedsprojekt kræver ikke desto mindre den absolutte politiske magt, og fører som sagt ikke til nogen som helst form for sundhed, men i stedet til et slavesamfund, sådan som de findes i Nordkorea og på Cuba. Og disse samfund "klarer sig" i øvrigt kun, fordi der skabes en kollosal velstand i den frie omverden; og fordi bistand derfor tilflyder disse og holder diktaturerne i live (hvilket naturligvis er ekstremt umoralsk og en hån mod mennesker, der lever i frihed).

I forbundsformandens kronik fremgår det vel at mærke mere overordnet - jævnfør talen om "over-" og "underdanmark"; at forbundsformanden mener, at de med de lavere indkomster i almindelighed er ofre; mens de med de højere indkomster på forunderlig vis sådan generelt kan takke deres bedre position med held:

"Det passer heller ikke, at de lavt uddannede ikke er interesseret i at gøre noget ved det. Jeg kender mange, der har lagt deres vaner om, og endnu flere, der har prøvet på det", skriver PESC således og placerer på værste demagogiske vis alle, der har en lav indkomst i den samme kasse, det vil sige ”underdanmark” og dermed nederst i det han kalder ”samfundshiearkiet”.

Spørgsmålet er derfor i kraft af ovenstående, om ikke socialdemokraterne bør være taknemmelige for ikke at have så tætte bånd til disse klassekamps-retorikere i fagforeningerne, som det har været tilfældet tidligere.

Måske burde man også benytte lejligheden til at overveje, om man i socialdemokratiet ikke mere grundlæggende har taget fejl i sin analyse af hvordan velstand og velfærd bliver skabt.

Et hint til nye indsigter er således, at lande med lavere skatter og mere respekt for den private ejendomsret end man har i Danmark kan fremvise langt hurtigere økonomisk vækst, end vi kan gøre det i Danmark. Det er også ret veldokumenteret, at der på globalt plan findes en tydelig sammenhæng mellem frihed og velstand.

Det må derfor være på tide, at man begraver det marxistiske forarmelsesscenarium en gang for alle. Fedmefrygt (herunder epidemi-retorikken, der også anvendes i relation til rygning) samt statistikker vedrørende stress på arbejdspladsen vil ikke kunne vække kultur-socialismen til live.

På den yderste front finder vi bl.a. Copenhagen Institute, hvis direktør, Simon Espersen i Jyllands Posten i fredags slog til lyd for at nedlægge forbrugerministeriet:

Stort set enhver form for lovgivning er for disse libertarianere et indgreb i den personlige frihed. Formentlig vil Espersen i stedet slå ned – eller måske undlade at slå ned – på dem, der ikke udviser den rette vilje til sundhed. - Det skriver Morten Bisgaard på Madkultur.dk

- Jeg vil naturligvis undlade "at slå ned" (d.v.s. at forsøge at "opdrage" via regulering eller beskatning). Det må være op til folk selv om de vil leve sundt eller ej. Iøvrigt vil jeg foretrække at blive kaldt liberalist og ikke "libertarianer".

Læs også dagens kommentar:, hvor jeg indledningsvist skriver at: I nogle lande er der uden tvivl et generelt problem med fedme og overvægtighed. Men problemet er først og fremmest den overvægtiges. Her må man dog samtidig erkende at nogle overvægtige eller fede ikke interesserer sig for spørgsmålet. I deres tilfælde må man lade sagen ligge.

Se også posteringen: Danmarks mest hårdkogte liberalister samt:

Nedlæg Forbrugerministeriet.

Det skal [...] være påstanden, at der rent faktisk er en sammenhæng mellem et samfund uden visioner, idealer og mål – og så tendensen til overvægt og usundhed; på samme måde som der er en sammenhæng mellem fraværet af idealer og forbilleder - og så omfanget af kriminalitet og andre former for negativ social adfærd.

Sådan et system, kan man naturligvis ikke skabe i praksis. Resultatet bliver blot at alle hæmmes i at handle, og at problemerne og udfordringerne vokser sig større og større – uden at nogen formår at forholde sig til dem.

Læs mere i dagens kommentar.

Hvad har George Clooney, Tom Cruise, Johnny Depp, Harrison Ford, Richard Gere, Brad Pitt, George Bush junior, Will Smith, Denzel Washington samt Bruce Willis til fælles? - Svar: De er overvægtige ifølge den amerikanske stat og sundhedsformynders retningslinier for, hvad man bør veje.

Hvad så med Mel Gibson, Arnold Schwarzenegger, Sylvester Stallone og Mike Tyson? - Ja, de er ifølge samme offentlige standarder direkte fede - på engelsk "obese".

Prøv selv at komme gennem statens nåleøje i ARE YOU "FAT"? Læs også - Hail To The Overweight Chief?

Den amerikanske tobaksgigant Phillip Morris har oprettet en hjemmeside, der lærer den besøgende hvordan man holder op med at ryge. Her finder man en række praktiske råd til, hvordan man lægger smøgerne på hylden. Som i kommentaren Vejen til et bedre liv går uden om staten er fokus på behovet for erkendelse og bevidsthed; det vil sige på hvad og hvorfor man vil gøre, hvad man vil - samt på mobilisering af viljestyrke. Og intet af dette kan som bekendt købes for penge eller opnås via statstilskud.

Et tilbagevendende mantra fra de personer, der på Phillip Morris side forklarer hvordan de er holdt op med at ryge, er således simpelthen, at man skal ville det. At ændre på en vane (eller helt gøre op med den) må og skal være noget, man først og fremmest vil og gør for sin egen skyld. - Læs mere på QuickAssist og få inputs fra Successful quitters .

Hvad man dog undlader at komme ind på, er de politiske implikationer af, at man i virkeligheden ikke er mere afhængig af noget, end at man kan holde op med det, som man således tror sig afhængig af. For at man som individ kan vælge at sætte sig nogle mål, for så efterfølgende at føre disse mål ud i livet betyder naturligvis også noget for nytten af økonomisk frihed:

- Disse implikationer for samfundsindretning handler derfor ikke mindst om, at det er særdeles negativt, når man kollektiviserer og dermed i praksis afskaffer det personlige ansvar - ved at man vælter omkostningerne for usund livsførsel over på andre via fælleskassen. Læs mere om dette emne i Sundhed er en privat sag (JP 6/6).

Ovenstående råd om at sætte sig nogle klare mål, og så indædt kæmpe for at forfølge dem, det vil sige at være ambitiøs på egne vegne, gælder naturligvis ikke blot, når man vil gøre op med, hvad man selv mener er dårlige vaner (hvad angår kost, stimulanser eller dovenskab), men også når man vil tillægge sig nogle nye, som man selv synes bedre om (måske vedrørende motion, studier eller produktivitet). Bemærk således også at ambition (målrettethed) på denne blog regnes for at være en dyd og en positiv karakter-egenskab, så længe der tages afsæt i fornuften.

Another reason to oppose the current campaign against smokers is because it violates the legitimate rights of smokers. John Stuart Mill, in a slender book published in 1859 titled On Liberty, wrote: “The only purpose for which power can be rightfully exercised over any member of a civilized community against his will is to prevent harm to others. His own good, either physical or moral, is not a sufficient warrant.” This is the basic premise of libertarianism, the political philosophy of the Founding Fathers.

If we pass laws forcing smokers to change their behavior “for their own good,” we need to ask: Where do we stop? Do we pass laws against smoking in private homes? Against frying food indoors (which also releases known carcinogens into the air)? Eating the wrong kinds of food? Eating too much? Weighing too much? Drinking too much (and not just when driving)? Exercising too little? Should we ban other risky behavior, such as skydiving, bungee-jumping, or riding motorcycles? How about drinking more than one cup of coffee each day?

- Det skriver Maureen Martin and Joseph L. Bast hos HEARTLAND INSTITUTE.

I en årrække var der med korte mellemrum fremkommet oplysninger om skadelige virkninger af befolkningens levevis. Det drejede sig især om virkninger af alkoholforbrug, fedende fejlernæring, tobaksrygning og motorkørsel. Omtalen af disse skadevirkninger antog ofte karakter af belærende opfordringer til ændring af livsvanerne og krav om indførelse af nye love, der skulle tvinge dele af befolkningen til at lægge tilværelsen om. Disse mediefænomener førte til gennemførelse af regler, der reducerede handlefriheden, men en vis træghed i politikerkredse medførte, at det skete ret langsomt.

Den forandring, der nu fandt sted, bestod i, at agitationen forstærkedes til en sand propagandastorm, som støttede indførelsen af endnu flere og mere omfattende foranstaltninger til sikring af, hvad der blev kaldt en ansvarsfuld levevis. I medierne oplyste et utal af mennesker, der blev præsenteret som eksperter eller tilkendegav at være det, at der forelå omfattende statistisk materiale, som viste at de nye reformkrav var berettigede. Offentligheden fik næsten intet at vide om, hvem der udarbejdede materialet, og det blev slet ikke oplyst, hvorfor ophavsmændene skulle være ufejlbarlige. Medierne diskuterede ikke, om der kunne sættes spørgsmålstegn ved berettigelsen af tilliden til materialet.

- Fra den danske forfatter Georg Ursins kriminalroman Den navnløse bevægelse, der udkom i år.

Bogen er underholdende og let læst. Den vækker mindelser om Franz Kafkas roman ”Slottet”.

Bogens hovedperson er en pensionist ved navn Victor Chenlein, der får til at opgave at opspore en person, der viser sig at være en af hovedkræfterne bag en bevægelse, som det blandt andet i kraft af terroristisk adfærd lykkedes at fremskynde den offentlige folkesundhedspolitik. (COIN om begrebet folkesundhed). Et stykke ind i fortællingen må Chenlein således se sig på flugt fra en nådesløs sundhedstjeneste, alt imens han forsøger at forhindre et endegyldigt statskup begået af de reformmagere, der i ifølge reformmagerne selv kæmper for ”den nødvendige forsagelse” og de ”nødvendige afkald” – jf. angrebene på de i citatet nævnte nydelser.

Ifølge en efterskrift af romanens forfatter bør bogen imidlertid ikke give anledning til nogen form for foruroligelse. Der er kun tale om fiktion...

Den navnløse bevægelse via bogpriser.dk

Du spiser vingummier i unaturlige farver og lakridser, der klistrer på tænderne. Måske har du virkelig lyst til slik. Måske er du blevet bombarderet med for mange reklamer om folk, der spiser slik og har det hylende skægt. Spørgsmålet er, om du selv kan vælge. Debatten om et forbud mod slikreklamer er blusset op igen på grund af den såkaldte fedmeepidemi... - Læs mere i Nyhedsavisen og deltag i debatten.

The Center for Consumer Freedom udsender regelmæssigt gode/interessante citater. Dette fortjener dog at blive bragt her på bloggen i Forbrugerfrihedens navn:

"If it's twice the size of the regular, it should be twice the price."

-- Public Health Advocacy Institute (PHAI) President Richard Daynard, who's apparently unfamiliar with economies of scale, is more than willing to have the government regulate restaurant portion size and food pricing. Daynard was speaking at PHAI's annual conference on November 5, which we covered in delectable detail yesterday.

Citatet kunne ligeså vel være sagt af en af de danske forbrugerformyndere fra eks. Forbrugerrådet.

I tirsdagens udgave af Kontant rettes fokus på et kommende EU direktiv, som vil tillade product placement.

Argumenterne imod var primært at folk ikke er klar over disse reklamer - og de derfor er farlige. Men modstanderne af direktivet er udmærket klar over, at product placement er hyppigt brugt i USA og resten af verden. Det kan de ikke "beskytte" danske forbrugere imod. Derfor er deres argumenter meningsløse.

Hvis danskerne var mere udsat for product placement ville de også have det samme filter, når de ser TV-programmer, som når de ser reklamer eller går en tur i byen. Det vil tage lidt tid - men reklamer skader ikke forbrugerne, de gavner forbrugerne.

Læs også artiklen fra Altinget.dk Ja - til skjulte reklamer.