I en tidligere postering blev der ved hjælp af økonom George Reisman gjort opmærksom på, at forudsætningen for velstandsskabelse i markedsøkonomien er ulighed; eller rettere muligheden for, at der kan opstå uligheder er en forudsætning for velstandsskabelse. Og i virkeligheden er ulighed i praksis også uundgåeligt.

Årsagen angivet til dette var, at markedsøkonomien forudsætter valgfrihed for såvel forbrugere som producenter, og at de daglige valg således fører til konstante forandringer, der stiller nogle mere lige og andre mere ulige. De forandringer leder så blandt meget andet til at de mest effektive virksomheder vokser sig større og de mindre effektive virksomheder taber markedsandele og eventuelt helt forsvinder – jævnfør det som økonomen Schumpeter kalder for ”kreativ destruktion”. (Pointen var også at den samlede velstandsskabelse øges i processen - til gavn for selv de mindst effektive).

Varerne som der tilbydes indenfor et bestemt område (eksempelvis mælkeproduktion) er således ikke ens, og enhver forbedring stiller dermed også det gamle produkt ulige. Mulighederne for at der kan opstå ulighed (at man kan profitere af sin produktforbedring), er dermed også en forudsætning for at produkterne forbedres i første omgang. Tilsvarende er mulighederne for, at man kan profitere af at dygtiggøre sig (og at der så kan opstå andre økonomiske uligheder) også en forudsætning for at man i praksis begynder på at gøre dette.

En anden måde at forstå ulighedens uomgængelighed i markedsøkonomien er ved at indse, at vi udveksler varer (i praksis penge mod varer) som følge af et ulige syn på værdien af varer; og at disse ulige - såkaldt subjektive - indstillinger i vid udstrækning også handler om objektive uligheder i placeringer i markedsøkonomien. Tilsvarende er det også her vigtigt at forstå, at man ikke kan fjerne disse uligheder i praksis: Ethvert menneskes placering i tid, rum og kontekst er enestående. Derfor er ethvert menneskes præferencer enestående. Det eneste man kan gøre, hvis man prøver at forhindre ulighed, er derfor blot, at man skaber fattigdom ved at forhindre samhandel. Med politisk ulighedsbekæmpelse forhindrer man udelukkende, at uligheden i forudsætninger, præferencer, behov, interesser og så videre kan føre til noget positivt. Man sætter ikke med politikken noget positivt i stedet.

Uligheden i samhandel som følge af præferencer beskriver Murray Rothbard således:

"[The] equation of exchange is built up by [Irving] Fisher in the following way: First, consider an individual exchange transaction—Smith buys 10 pounds of sugar for 7 cents a pound. An exchange has been made, Smith giving up 70 cents to Jones, and Jones transferring 10 pounds of sugar to Smith. From this fact Fisher somehow deduces that “10 pounds of sugar have been regarded as equal to 70 cents, and this fact may be expressed thus: 70 cents = 10 pounds multiplied by 7 cents a pound.” This off-hand assumption of equality is not self-evident, as Fisher apparently assumes, but a tangle of fallacy and irrelevance.

Who has “regarded” the 10 pounds of sugar as equal to the 70 cents? Certainly not Smith, the buyer of the sugar. He bought the sugar precisely because he considered the two quantities as unequal in value; to him the value of the sugar was greater than the value of the 70 cents, and that is why he made the exchange. On the other hand, Jones, the seller of the sugar, made the exchange precisely because the values of the two goods were unequal in the opposite direction, i.e., he valued the 70 cents more than he did the sugar. There is thus never any equality of values on the part of the two participants. The assumption that an exchange presumes some sort of equality has been a delusion of economic theory since Aristotle, and it is sur­prising that Fisher, an exponent of the subjective theory of value in many respects, fell into the ancient trap. There is certainly no equality of values between two goods exchanged or, as in this case, between the money and the good. Is there an equality in anything else, and can Fisher’s doctrine be salvaged by finding such an equality? Obviously not; there is no equality in weight, length, or any other magnitude".

http://mises.org/rothbard/mes/chap11d.asp#13._Fallacy_Equation_of_Exchange

Det eneste som ulighedsbekæmpere opnår, er dermed udelukkende at kvæle samhandel, initiativ og dermed muligheden for, at man kan tilfredsstille sine behov. Men under ingen omstændigheder vil man på nogen positiv måde kunne afskaffe uligheden, eftersom den dels baserer sig på et psykologisk faktum (individers forskellige præferencer) samt på fysiske og lige så uomgængelige omstændigheder (i kraft af individers unikke placering i tid og rum).

- Det kan i øvrigt nævnes at omtalte lighedstegn nævnt i citatet og Fishers fejlslutninger (læs eventuelt resten af teksten via linket) er det som man underviste i på Statskundskab i Århus i 1990’erne, og at man som følge af statsmonopoliseringen sandsynligvis også gør det den dag i dag.

Tilsvarende har man indenfor International Politik talt meget om "ulige bytte" i relation til samhandel med den tredje verden. Men da alle bytterelationer - jævnfør ovenstående - er ulige, eftersom man regner det man får for en forbedring for en selv - i forhold til det man giver, så er hele diskussionen om ulige bytte således meningsløs. I den tredie verden køber man varer fra Vesten af den samme grund som vi andre handler med hinanden: Der er tale om en positiv mulighed, man benytter sig af - sålænge politikere ikke har held til at forhindre disse muligheder.

Hvorfor er kapitalismen så så upopulær i Europa?

Phelps foreslår to mulige forklaringer. For det første er der nogle, som simpelthen mener, at kapitalismen er moralsk forkert. Kapitalismen er egoistisk. At kapitalismen så også gavner hele samfundet, kan for dem ikke opveje, at det kun sker via en indirekte mekanisme og således ikke er en direkte »villet« konsekvens. For det andet forbinder mange mennesker kapitalisme med gamle penge, magt og særlige privilegier. Det lader til, siger Phelps, at de sidestiller en entreprenør med en rig ejer af en fabrik eller bank. Dette er helt at overse Schumpeters, Knights og Hayeks forståelse af kapitalismen og markedsøkonomiens mekanismer. Man begår en stor fejl, siger Phelps, når man associerer kapitalisme med forskanset formue og magt. Kapitalismen er tværtimod at åbne økonomien op for nye industrier; for nystartede selskaber; for at eksisterende selskaber kan få nye ejere på kapitalmarkederne; og for at selskaber kan få ny ledelse. Det er den kooperative model, som er strukturbevarende og som giver »gamle penge« mulighed for at forskanse sig mod konkurrence fra nye entreprenører med bedre idéer.

- Det skriver cand. polit. Per Henrik Hansen i dagens kronik i Berlingske Tidende under overskriften Kapitalismen er bare bedre.

Timbro har i øvrigt netop udgivet en rapport, der viser hvor gennemsyret kollektivistisk Sverige er blevet, hvilket netop er en konsekvens af ovenstående fælles-europæiske skepsis.

Kritik af Phelps findes i en artikel af Edward Hudgins fra the Objectivist Center bragt i Wall Street Journal, der handler om at Phelps ikke er helt konsistent i sin begrundelse for kapitalismen - jvf. Phelps interesse for Rawls. Læs mere her.

Bogreklame:

Imagine the horror of the anti-capitalist, socialist mentalities if it was said to them: what if there were a country in which the government stays out of the economy? One with no tariffs or other legal restrictions on international trade - with no regulatory agencies, no minimum wage laws, no price or wage controls. Imagine, it is said to them, that the government limits neither investment coming in nor profits going out. There's no captal gains tax, no interest tax, no sales tax and a pittance in corporate bailouts for companies that fail to compete on a free market.

This imaginary country has a 15 percent flat tax, enabling its citizens to retain the preponderance of their earnings. Further, it extends no uemployment benefints, enacts no labor legislation and provides no Social Security, no national health insurance and scarcely any welfare. The welfare statist would recoil in horror from such a proposal; he would drown his interlocutor with dire warnings regarding the misery of the numberless poor and exploited who would be the inevitable victims of such a heartless, callous system. But, in fact, that country exists, it is real; it's Hong Kong, one of the wealthiest nations of history...

Læs mere i The Capitalist Manifesto af Andrew Bernstein (s. 326):

Store virksomhedslukninger i en periode med økonomisk fremgang er med til at sikre Danmarks fremtid, fordi der bliver luget ud i utidssvarende arbejdspladser og konkurrencesvage erhverv. Det er budskabet fra Niels Westergård-Nielsen, handelshøjskolen i Århus samt direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen i iDag - Industriens Dagblad.

Det er ikke mindst økonomen Joseph Schumpeter, der var fra østrig, men som ikke tilhører den østrigske økonomiske skole , der tilskrives vendingen kreativ destruktion.

Forskellen på østrigeren Schumpeter og så "østrigerne" findes imidlertid ikke i ovenstående pointering af det nyttige i, at de mest ineffektive virksomheder forsvinder, men skal derimod blandt andet findes i synet på ideerne om økonomiske ligevægtstilstande.

Kritikken af disse ideer findes blandt i Ludwig von Mises hovedværk Human Action.

Her bringes et citat fra Human Action:

In every chapter of catallactics the devastating consequences of the mathematical treatment of economics can be tested. It is enough to refer to two instances only. One is provided by the so-called equation of exchange, the mathematical economists' futile and misleading attempt to deal with changes in the purchasing power of money[10]. The second can be best expressed in referring to Professor Schumpeter's dictum according to which consumers in evaluating consumers' goods "ipso facto also evaluate the means of production which enter into the production of these goods."[11] It is hardly possible to construe the market process in a more erroneous way.

Economics is not about goods and services, it is about the actions of living men. Its goal is not to dwell upon imaginary constructions such as equilibrium. These constructions are only tools of reasoning. The sole task of economics is analysis of the actions of men, is the analysis of processes.

Mere kritik af Schumpeter findes i kapitlet her. XIX. INTEREST 2. Originary Interest

En anden kritik af brugen af ideen om ligevægtstilstande, som den anvendes af Schumpeter kommer fra Murray Rothbard - blandt andet her:

Breaking Out of the Walrasian Box: The Cases of Schumpeter and Hansen