Contrary to modern misinterpretations, our real rights—to life, liberty, property, and the pursuit of happiness—are rights to take action; they are not entitlements to goods and services. Jefferson defined liberty as “unobstructed action according to our will within limits drawn around us by the equal rights of others.” This means we may act in our own behalf, for example, to earn money and buy health care, but we may not expect the government to tax and regulate others to provide us with health care for free.

Rights belong to us as individuals, with each of us possessing exactly the same ones. There are no “rights” of groups—be they farmers, seniors, students, workers, homeowners, or the like—to any special privileges at the expense of others. According to Jefferson, “Congress has not unlimited powers to provide for the general welfare but only those specifically enumerated [in the Constitution].” What, then, would he have thought of our current government’s using taxpayers’ money to provide privileges to countless special-interest groups—through bank bailouts, government-backed mortgages, programs for the arts, government housing, car-company loans, etc.?
-- A sad birthday for Jefferson

Idet individer fritages fra deres pligt til selv at bære ansvaret for deres indkomst, sundhed, sikkerhed, alderdom og afkoms uddannelse, forringes bredden og tidshorisonten i den private sfære, hvormed ægteskab, familie, børn og slægtskabsbånd mindskes i værdi. Uansvarlighed, kortsigtethed, dovenskab, sygdom og endda destruktive tilbøjeligheder bliver belønnet, mens ansvarlighed, langsigtethed, flid, sundhed og konservatisme straffes. Især folkepensionen, hvor pensionister (de ældre) tvangssubsidieres af de nuværende produktive (de unge), medfører en systematisk undergravning af den naturlige solidaritet mellem generationerne - mellem forældre, bedsteforældre og børn. Såfremt de ældre ikke selv har sparet, behøver de her ikke længere understøttelse fra deres børn. De unge - som almindeligvis har akkumuleret mindre midler - skal forsørge de ældre - som almindeligvis har opsparet flere midler - i stedet for det modsatte, som er det naturlige inden for familien. Som følge heraf ønsker mange mennesker færre børn - og fødselsraterne er siden indførelse af socialpolitiken halveret. Og den respekt, som yngre traditionelt havde over for ældre, er blevet formindsket, og alle tilfælde af familiær forfald - i form af skilsmisser, uægte børn, børnemishandling og abort etc. - er steget.

http://www.180grader.dk/klumme/Den_moderne_konservatismes_intellektuelle_fallit.php

I love America for being the place where an upstart group of colonists, against all odds, battled the most powerful empire in the world---and won---all in the cause of liberty.

I love America for recognizing that not only is it illegal for a criminal to steal your property, force you to do things against your will, or hijack your life, but the government cannot do these things, either. I love America for declaring for the first time in history that government cannot act like a common criminal but must be accountable to moral law. Read more in Why I Love America by Gen LaGreca.

To tamper with man's freedom is not only to injure him, to degrade him; it is to change his nature, to render him, insofar as such oppression is exercised, incapable of improvement; it is to strip him of his resemblance to the Creator, to stifle within him the noble breath of life with which he was endowed at his creation....

...Note that I am not contesting [the socialists'] right to invent social orders, to disseminate their proposals, to advice their adoptions, and to experiment with them on themselves, at their own expense and risk; but I do indeed contest their right to impose them on us by law, that is by the use of the police force and public funds.

Frederic Bastiat at Ludwig von Mises Institute

COIN om Bastiat

Frederic Bastiat: In the department of economy, an act, a habit, an institution, a law, gives birth not only to an effect, but to a series of effects. Of these effects, the first only is immediate; it manifests itself simultaneously with its cause - it is seen. The others unfold in succession - they are not seen: it is well for us, if they are foreseen. Between a good and a bad economist this constitutes the whole difference - the one takes account of the visible effect; the other takes account both of the effects which are seen, and also of those which it is necessary to foresee. Now this difference is enormous, for it almost always happens that when the immediate consequence is favourable, the ultimate consequences are fatal, and the converse. Hence it follows that the bad economist pursues a small present good, which will be followed by a great evil to come, while the true economist pursues a great good to come, - at the risk of a small present evil.

This explains the fatally grievous condition of mankind. Ignorance surrounds its cradle: then its actions are determined by their first consequences, the only ones which, in its first stage, it can see. It is only in the long run that it learns to take account of the others. It has to learn this lesson from two very different masters - experience and foresight. Experience teaches effectually, but brutally. It makes us acquainted with all the effects of an action, by causing us to feel them; and we cannot fail to finish by knowing that fire burns, if we have burned ourselves. For this rough teacher, I should like, if possible, to substitute a more gentle one. I mean Foresight. For this purpose I shall examine the consequences of certain economical phenomena, by placing in opposition to each other those which are seen, and those which are not seen. -- Fra That Which is Seen, and That Which is Not Seen

Introduktion til Frederic Bastiat

Liberalisme er måske nok et fyord i dansk politik, men de borgerlig-liberale er de lykkeligste. Det viser flere undersøgelser fra såvel ind- som udland. Lektor og ph.d. i Nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i Århus Christian Bjørnskov er ophavsmand til flere lykkeundersøgelser, og hans konklusioner er klare: Størstedelen af de tilfredse borgere skal findes til højre for midten på den politiske skala.

Information: Liberalister er lykkeligst.

Undertegnede skrev sidste år et længere indlæg i Jyllands-Posten under overskriften "Karteller kriminaliseres" [...]

Hvad nu hvis man takket være eksempelvis et kartelsamarbejde havde haft mulighed for i en periode at sætte priserne højere end man ellers ville? Så ville muligheden for at flere små banker kunne have klaret sig bedre (eller overlevet) naturligvis have været større, end det var tilfældet under den for bankerne negative regulering, som ligger i et kartelforbud.

Læs hele indlægget her:
http://s-espersen.blogspot.com/2009/01/velfrd-eller-frihed-til-bankerne.html

COIN-bloggeren fik omtale i en Sankt Hanstale i år ved Christiansminde af socialdemokrat og aktivist i fagforeningen 3F, Flemming Madsen der blandt andet sagde at: ... direktøren lever betydeligt længere en rengøringsdamen, og ikke nok med det - så har rengøringsdamen desuden større risiko for at pådrage sig skavanker gennem arbejdslivet. Dette burde være en daglig politisk dagsorden på Christiansborg at rette op på disse åbenlyse skævheder, men tværtimod lyder der meldinger fra blandt andet Henriette Kjær, at uligheden gerne må blive større, da det vil skabe dynamik i samfundet. Igen vil jeg sige - hvis hun havde sagt dynamit, ville jeg være helt enig. Da hun ikke skal stå alene, vil jeg også citere Simon Espersen, daglig leder af Copenhagen Institute, som er en liberal tænketank. Han siger: ”Friheden giver mulighed for ulighed, som har betydet at alles levestandard er blevet hævet” På almindeligt dansk mener han, at bare de rige bliver rigere, bliver vi alle rigere, sundere og får et bedre miljø.

Citatet er fra kommentaren - Bør rige børn ikke leve længst?

Et andet citat herfra: - Det er [... ] friheden, der også giver mulighed for ulighed, som har betydet at alles levestandard er blevet hævet. Det er i kraft af friheden, som har været gældende og formaliseret i det borgerlige retssamfund de sidste par hundrede år, og som blandt andet også giver muligheden for, at der kan opstå store forskelle i velstand og sundhedsmæssig status, at velstanden er realiseret.

Aktuel artikel fra Information - CEPOS: Kampen for lighed er moralsk forkastelig

Den korte økonomiske forklaring på, at man må acceptere ulighed, hvis man ønsker at velstand bliver skabt:

- Økonomisk ulighed er [...] et resultat af det, der gik forud, hvilket i en markedsøkonomi vel at mærke er forbrugernes valg - eller undladelsesvalg - af en vare eller en ydelse. Kampen mod økonomisk ulighed er derfor i realiteten en kamp imod disse valg under et økonomisk system, som på denne måde hver dag belønner nogle producenter og straffer andre; men som over tid ikke desto mindre øger den samlede velstand i samfundet. Læs mere her.

Om resultaterne af markedsøkonomien:

Økonomen George Reisman har givet et ganske intelligent bud på, hvordan vi som mennesker bør forholde os til den påvirkning, som er en følge af generel økonomisk aktivitet, og som kan beskrives som ”kollektiv”. Eksempler på sådanne kollektive former for påvirkning kan være lokal luftforurening fra en befærdet vej – eller det kan være den påvirkning, som mennesker kollektivt bidrager til, når det gælder global opvarmning (eller nedkøling). - Omvendt er der altså netop ikke tale om luftforureningen, der kommer fra naboen, der brænder bildæk af, og som naturligvis er at beskrive som individuel, og samtidig påviseligt kommer fra sådan en konkret nabo.)

Det centrale er således at ihukomme, at ingen enkeltstående person – ej heller nogen bestemt virksomhed alene har nogen skyld eller noget ansvar for global opvarmning. Det er kun når man kumulerer adfærden fra eksempelvis udstødning og energiforbrug, at der kan påvises en påvirkning, som man så efterfølgende kan kalde for kollektiv. Det vigtige her er netop derfor, at man ikke kan føre ansvaret tilbage til nogen enkeltstående person – eller nogen enkeltstående virksomhed.

Tilsvarende kan den enkelte bilist ved sin udstødning de to gange han eller hun kører på den befærdede motorvej alene ikke dokumenteres at forårsage nogen påviselig forurening af luften. Det er kun når titusinder passerer forbi i løbet af dagen, at den kumulerede/ophobede mængde af partikler bliver signifikant og mærkbar. Den enkelte bilist er derfor heller ikke ansvarlig for den lokale luftforurening, der findes ved sådan en vej.

Alligevel skal den enkelte bilist efter det kollektivistiske princip ikke alene beskattes for sin adfærd, selv om denne adfærd ikke i sig selv er skadeforvoldende. Man vil endda beskatte adfærden så mærkbart, at skatten/afgiften fører til ændret adfærd for en så stor del af trafikanterne, at man – hvis de grønne fik deres vilje – kunne reducere trafikken markant. Denne kollektive straf af en adfærd, der for den enkelte alligevel ikke kan beskrives som forurening, er derfor udtryk for en urimelig tankegang: - Et individs handling er i sig selv ikke-skadelig (i modsætning til den skade som en nabo kunne forvolde ved direkte forurening af ens grund). Den kumulerede påvirkning har derimod en vis påvirkning. Dette får så kollektivisterne til at anslå en samlet skade, som de så fordeler ud på deres angivelige skades-forvoldere - Men som vi netop har konstateret, så er de enkelte individer ikke ansvarlige hver for sig (Og dermed ikke berettigede til nogen straf i form af skatter og afgifter).

George Reismans svar til kollektivisterne og os andre er både logisk og meningsfuldt. - Svaret handler i alt sin enkelthed om, at ovenstående former for kumuleret/ophobet påvirkning må tackles på nøjagtig samme måde, som man forholder sig til forandringer i naturen; netop eftersom der ikke er tale om individer, der i sig selv forvolder skade. Den kollektivistiske tilgang sniger derimod kollektivismens princip ind i selve problemopstillingen (Den gør individuel adfærd til noget grundlæggende kollektivt). Problemet er i virkeligheden primært individuelt (jf. de steder hvor man bosætter sig), men problemstillingen kan i frivillighed gøres til at fælles anliggende i et fleksibelt omfang, hvis man vælger at gøre det:

For det logiske svar på kumuleret / kollektiv påvirkning af det menneskelige samfund fra menneskelig side bør således tackles på nøjagtig samme måde som vi mennesker har forholdt os til de mange måder, som naturen udfordrer os på: - i kraft af friheden til at handle rationelt, som individer og i frivillige fællesskaber – gennem de mange løsninger som private virksomheder vil kunne tilbyde; og altså netop med den samme frihed og fleksibilitet, som vi har forholdt os til naturens mange udfordringer på.

Det eneste alternativ til Reismans indfaldsvinkel, hvor man forholder sig til kumuleret menneskelig påvirkning på samme måde som man tackler naturens udfordringer, er vel at mærke flere skatter, mere statslig ”kontrol”, - men - som historien med al tydelighed dokumenterer - samtidig ikke bedre forhold for mennesker – og slet ikke et bedre miljø – jf. planøkonomiernes sammenbrud i Øst, og ikke mindst de usunde livsvilkår, som man skabte dér.

Mere om George Reisman i artiklen:

Hvordan vi bør forholde os til menneskelige påvirkninger af klimaet

George Reismans ideer præsenteres i nedenstående foredrag:

Environmental and Resource Economics:
http://mises.org/multimedia/mp3/MU2005/mu05-Reisman4.mp3 - 2005

Flere foredrag her

Kiras øjne var mørkegrå som stormskyer, der hvad øjeblik det skal være, kan blive gennemlyst af solstrålerne. De så roligt og fast på folk med noget, som de kaldte arrogance, men som i virkeligheden blot var en fuldkommen, dyb, tillidsfuld ro, der fortalte menneskene, at hendes syn var skarpt nok til, at hun aldeles ikke trængte til at låne deres yndlingskikkert, når hun betragtede livet. - - Sådan skrev den russisk-amerikanske forfatterinde Ayn Rand om hende, for det var i Rands bog Vi, der lever, at jeg mødte Kira. Kira, der havde så meget kærlighed til livet, friheden og sin Leo, at hun var villig til at udstå hvad som helst for dem alle, skulle vise sig kun at være den første af flere karakterer fra Ayn Rands bøger, som jeg fik et tæt forhold til i det halve år, som det tog mig at læse hendes tre store romaner.

Læs mere i Mig, Kira, Howard, John - og Ayn af Ole Birk Olesen.

Artikler om Ayn Rand og hendes arbejde – med en introduktion til forfatteren

(pdf)