The Pentagon moved Tuesday to shoot down a Washington Post report that said President Obama had dispatched 13,000 additional troops to Afghanistan.[...]

The Obama administration is deep in deliberations over whether to build on its counterinsurgency strategy with thousands more troops in Afghanistan or focus more on taking out top Al Qaeda targets, particularly in Pakistan. The bloody clash this weekend at the Pakistan army headquarters, where commandos freed dozens of hostages early Sunday after militants attacked the facility, underscored the instability in the region.

http://www.foxnews.com/politics/2009/10/13/obama-authorizes-troops-afghanistan/

http://thecollegepolitico.com/nobelol/

What is particularly disturbing is that President Obama seems to view the world as Britain's Neville Chamberlain did in the late 1930s. Chamberlain's name has become a synonym for the failure of appeasement.

Mr. Obama's dithering on making a decision about Afghanistan, his repeated use of words as a substitute for laying down firm markers in dealing with Iran, and the clumsy way he reneged on the missile-defense commitments to the Poles give the impression that he is made of no sterner stuff and is at least as naive as Chamberlain.

Richard Rahn:
http://coin.dk/default.asp?aid=1633

President Barack Obama won the 2009 Nobel Peace Prize on Friday for “his extraordinary efforts to strengthen international diplomacy and cooperation between peoples,” the Norwegian Nobel Committee said, citing his outreach to the Muslim world and attempts to curb nuclear proliferation.

http://michellemalkin.com/2009/10/09/story-of-obamas-life-rather-than-recognizing-concrete-achievement/

In April, the Polish Academy of Sciences published a document challenging man-made global warming. In the Czech Republic, where President Vaclav Klaus remains a leading skeptic, today only 11% of the population believes humans play a role. In France, President Nicolas Sarkozy wants to tap Claude Allegre to lead the country's new ministry of industry and innovation. Twenty years ago Mr. Allegre was among the first to trill about man-made global warming, but the geochemist has since recanted. New Zealand last year elected a new government, which immediately suspended the country's weeks-old cap-and-trade program.

The number of skeptics, far from shrinking, is swelling. Oklahoma Sen. Jim Inhofe now counts more than 700 scientists who disagree with the U.N. -- 13 times the number who authored the U.N.'s 2007 climate summary for policymakers. Joanne Simpson, the world's first woman to receive a Ph.D. in meteorology, expressed relief upon her retirement last year that she was finally free to speak "frankly" of her nonbelief. Dr. Kiminori Itoh, a Japanese environmental physical chemist who contributed to a U.N. climate report, dubs man-made warming "the worst scientific scandal in history." Norway's Ivar Giaever, Nobel Prize winner for physics, decries it as the "new religion." A group of 54 noted physicists, led by Princeton's Will Happer, is demanding the American Physical Society revise its position that the science is settled. (Both Nature and Science magazines have refused to run the physicists' open letter.)

From: The Climate Change Climate Change
http://online.wsj.com/article/SB124597505076157449.html
by Kimberly Strassel

Seen on: Time to re-engage debate on global warming science
http://www.cfact.org/a/1545/Time-to-reengage-debate-on-global-warming-science

"Liberalismen i Danmark har det meget godt - i det skjulte. Den er en slags modstandsbevægelse," som erhvervsmanden Asger Aamund formulerer det. Og det var da også som en slags protest, at Selskabet Libertas blev grundlagt i 1980'erne. I 1976 fik den liberale tænker Milton Friedman nobelprisen i økonomi, og Reagan og Thatcher indtog den politiske scene i henholdsvis USA og Storbritannien. Men i Danmark var liberalismen nærmest ikke-eksisterende: "Man kørte videre med afgrundsøkonomien selv efter regeringsskiftet i 1982," siger Villy Dall, der som ung konservativ var med til at grundlægge Libertas. Libertas' principdeklaration handlede om det enkelte menneskes frihed og om de frie markedskræfter. Og om retten til at danne forsamlinger for at "tilfredsstille individuelle menneskelige behov for venskab, tryghed, velfærd og kultur."
Læs mere her.

As word spread throughout the land about the Child's wondrous works, peoples from all over flocked to hear him; Hittites and Abbasids; Obamacons and McCainiacs; Cameroonians and Blairites. -- And they told of strange and wondrous things that greeted the news of the Child's journey. Around the world, global temperatures began to decline, and the ocean levels fell and the great warming was over. -- The Great Prophet Algore of Nobel and Oscar, who many had believed was the anointed one, smiled and told his followers that the Child was the one generations had been waiting for.

- Read more in - He ventured forth to bring light to the world

Visit also www.aynrand.org and watch the clip: McBama vs. America with Craig Biddle.

Det er en udbredt fordom, at bøger, der handler om politik og samfundsforhold helst skal være helt nye og omhandle aktuelle sager, før de kan påberåbe sig læsernes interesse.

Hvis man gerne vil springe dårlige nye politiske bøger over, for i stedet at skaffe sig basal viden, som fortæller mere om årsagerne til velfærdsstaten og de problemer, der findes i den, anbefales det, at man køber sig et eksemplar af Ludwig von Mises ”Socialism”, der udkom første gang i 1922. Når det gælder relevans for den danske politiske situation, er det denne bog, langt mere end Machiavellis Fyrsten, man skal kaste sig over hvis man vil konsultere en politologisk klassiker.

”Socialism” har undertitlen An economic and sociological analysis. Den vil især være interessant at læse for Statskundskabsstuderende, der ønsker en forståelse for sammenhængen mellem politiske ideer og økonomisk politik. Det anbefales derfor, at man læser denne bog - frem for eksempelvis Mises’ ”Human Action”, som den første, hvis man har fået mod på forfatteren, måske efter at have læst nogle af hans essays – evt. på mises.org eller til dansk oversatte via Liberator.dk

”Socialism” indeholder intet mindre end en guldgrube af betragtninger om de ideologiske strømninger, der har været årsagsgivende til fremkomsten af de ”velfærdsstater”, der er opstået i det 20. århundrede. Jævnfør det tidspunkt hvor bogen udkom første gang, er det i denne henseende bemærkelsesværdigt, at Mises ikke har opnået større berømmelse for sin kortlægning af de socialistiske argumentationsformer og intellektuelle fejltagelser, - og ikke mindst for hans forudsigelse af hvilke økonomiske problemer, der ville opstå i forbindelse med tilnærmelse til socialisme ad reformens vej. Det var jo i sidste instans dette som socialdemokratismen og velfærdsstaterne i sidste instans handlede om: til sidst at indføre socialisme i økonomisk og politisk forstand.

I den forstand er det ganske skræmmende at opdage, at praktisk talt alle de argumenter, Mises præsenterer som socialistiske, og som han én for én viser er fejlagtige, dem kan man i dag genfinde, som noget nær ”kanoniserede” paroler i den moderne velfærdsstat. Konklusionen når man har læst Mises kan simpelthen ikke være anderledes, end at de borgerlige fra og med starten af 1900-tallet ikke førte kamp imod socialiseringen af samfundet, hverken på det moralske plan, – eller hvad angår beskrivelsen af de negative konsekvenser forbundet med at lade statsmagten afvikle den økonomiske frihed. Men Mises bog findes (!), og her findes også en god del af den intellektuelle ammunition, som er nødvendig, hvis man ønsker et opgør med den politiske og økonomiske kollektivisme i dag.

Mises betragtninger om sammenhængen mellem socialisme og så religion/kristendom ville utvivlsomt vække opsigt, hvis de blev alment kendte. Det ville især udfordre en række af de (andre) borgerliges tanker. Mises kortlægning af forbindelserne mellem fascisme, nazisme, kommunisme og socialisme er ikke mindre aktuelle. Mere end nogen sinde er det nødvendigt at minde læserne om, at den realiserede socialisme helt grundlæggende er anti-demokratisk. Mises pointer kan i øvrigt uden videre læses, overvejes og tages med i opgøret med kollektivismen efter murens fald. Jo bedre man forstår hvorfor den socialistiske kollektivisme er ondartet, desto bedre kan man gøre op med den.

Er man yderligere interesseret i forfatterfilosoffen Ayn Rands tanker vil man måske også blive forbavset over hvor meget materiale, man finder i ”Socialism”, som man ”genfinder” i Rands arbejde – blot står problemstillingerne formuleret mere eksplicit i Rands værker. (Hun læste ham også). Mises er meget tæt på direkte at udtrykke Rands budskab om, at altruisme er den største og den mest overordnede trussel mod velstandsskabelse og kapitalisme.

Helt overordnet viser Ludwig von Mises først og fremmest, at det er de politiske ideer (og altså også de politiske ideers forskellige moralske fundamenter), som er afgørende for den økonomiske politik. Det er ideerne, der styrer adfærden i verden. Dette var som bekendt helt modsat socialisten Karl Marx’ tanker, som netop mente at det var de ydre faktorer, der styrede menneskers adfærd. Marx hævde således at "man" (alle andre end Marx og få andre) var styrede af kræfter udenfor dem selv. Den sidste ide genfinder vi ofte i megen dagligdags retorik, og desværre nok også når det gælder modviljen mod at være konsekvent i forhold til kriminalitet.

Bogen præsenterer - jævnfør også det ovenstående - læseren for nogle af de psykologiske grunde til, at utopien om socialisme har eksisteret så længe; og hvorfor det er lykkedes utopisterne at dominere på den intellektuelle scene, - selv efter flere århundreder med en velstandsskabende kapitalisme. I ”Socialism” beretter Mises på denne måde om tilstedeværelsen af noget, man må kalde et slags forbud i socialistiske kredse mod at diskutere den realiserede socialisme, som det i praksis skete kort tid efter Karl Marx opdukken i historien. Det eneste man kunne få lov til var at kritisere kapitalismen, og så afslutningsvist at lovprise socialismens gode intentioner. Men at diskutere de praktiske konsekvenser, og de mange indre modsætninger og paradokser, som den økonomiske socialisme indeholder var derimod tabu-belagt.

I sidste instans er det vel også denne (nærmest religiøse) dogmatisme, der i dag er forklaringen på det danske velfærds-vadested: Man har bevæget sig imod socialisme i kraft af det stigende skattetryk og den offentlige sektor. Det gjorde man ud fra ideen om, at socialismens intentioner var gode (d.v.s ideen om at socialisme var moralsk). Man gjorde det altså ikke ud fra ideer om hvorvidt konsekvenserne som sådan ved at bevæge sig i retning mod socialisme var godartede i praksis, det vil sige, om det reelt var logisk og fornuftigt at tilstræbe socialisme. Liberalister i dag må nu med hjælp fra Mises og Rand forklare, at det hverken er moralsk forsvarligt gradvist at afvikle den politiske og økonomiske frihed, men de må også samtidig minde de modvillige socialistiske teoretikere om, at vi er nødt til at diskutere de reelle konsekvenser af at tilstræbe socialisme (sådan som socialiseringen sker indenfor nogle områder): - At vi bliver fattigere; at økonomisk socialisme (og det er i sidste instans den eneste form for socialisme der findes) i praksis ikke er holdbar; og at gode intentioner nu engang ikke kan opveje skadelige konsekvenser.

Som nævnt er Mises bog lige så meget (og måske endda mere) relevant end første gang, den udkom, - og derfor udkommer den da også igen og igen. Den seneste version af bogen har et rosende forord fra nobelpristager F.A. Hayek, forfattet i 1978. Han skriver blandt andet følgende: ”Socialism promised to fulfill our hopes for a more rationel, more just world. And then came this book. Our hopes were dashed. Socialism told us that we had been looking for improvement in the wrong direction”.

Hele bogen kan også læses online. Men køb den. Der er tale om et stykke uovertruffen politologi.

Tidligere bragt på www.coin.dk

Flere artikler om Ludwig von Mises og den østrigske skole

The U.S. and most other developed countries followed Keynesian economic prescriptions in the 1950s, 1960s and 1970s. However, it was increasingly apparent by the 1970s that the Keynesian model was not working in that "stagflation" had developed (i.e., a stagnant economy and high inflation). Two giants of the economics profession, Nobel Laureates Milton Friedman and F.A. Hayek, and their followers had long been critics of Keynesian economics, and their forecasts had come true. Professor Robert Mundell of Columbia University, who also won the Nobel prize, and his associate Professor Arthur Laffer of Chicago (following in Friedman's and Hayek's footsteps) argued that the solution was to reduce high marginal tax rates on work, saving and investment to revive economic growth and, at the same time, reduce the growth of the money supply to reduce inflation.

This was precisely what was done in the early 1980s, and it worked better than expected. Mr. Reagan brought in a world-class team of economists, including the late Norman Ture as undersecretary of the Treasury for tax. Paul Volcker (originally appointed by Jimmy Carter) and, subsequently, Alan Greenspan at the Fed carried out the new monetary policy.

- Richard Rahn in Revival of the tax hikers.

The very worst thing about organic farming requires the use of a word that doomsaying environmentalists have practically trademarked: It's not sustainable. Few activities are as wasteful as organic farming. Its yields are about half of what conventional farmers expect at harvest time. Norman Borlaug, who won the Nobel Peace Prize in 1970 for his agricultural innovations, has said, "You couldn't feed more than 4 billion people" on an all-organic diet.

- Det kan man læse i artiklen Busting The Myth Of Organic Food hos The Center for Consumer Freedom.

Kiplings Adelsmærke er at han staar som forsvarer for den engelske og gammelnordiske, den nordeuropæiske Form for Demokrati: Smag for mandige Færdigheder og Haandhævelse af sin Person og sin Ejendom. Det er endnu det Salt hvormed Verden saltes... - Det konstaterede den danske digter, forfatter og nobelpristager Johannes V. Jensen om den britiske digter, forfatter og journalist Rudyard Kipling i en bog tilegnet sidstnævnte i 1912.

Dagens kommentar handler netop om Kiplings blik for betydningen af kulturelle forskelle og om hans novelle ”Manden der ville være konge”, som Jensen i øvrigt sammesteds betegner som en af Kronjuvelerne, en stor raa Rubin i Kiplings Skatkammer. I kommentaren nederst findes en henvisning til en online-version af selve novellen.

Den østrigske økonomiske skole bygger videre på mange af indsigterne fra det 18. og 19. århundredes klassiske økonomer. Visse af skolens styrende ideer kan spores helt tilbage til de sene skolastikere i det 15. århundrede. Det gælder blandt andet forsvaret for den private ejendomsret samt erkendelsen af det nyttige ved frihandel. Blandt forfattere tilhørende den østrigske skoles skal nævnes Murray N. Rothbard, Ludwig von Mises, Walter Block, Israel M. Kirzner, Roger W. Garrison, Friedrich A. Hayek, Hans-Hermann Hoppe, Joseph T. Salerno og Jörg Guido Hülsmann.

Den østrigske skole havde sit udspring sidst i det 19. århundrede i Wien, hvor skolens tilhængere skilte sig ud fra den såkaldte historiske skole i spørgsmålet om logikkens forrang i forhold til observation. Skolens oprindelse dateres oftest tilbage til årerne omkring udgivelsen af Carl Mengers bog ”Principles of Economics” fra 1871. Det ”østrigske” prædikat var oprindeligt ment nedsættende - som udtryk for en afvigelse fra det den dominerende historiske skole anså som værende den korrekte ”tyske” tankegang, hvad angår økonomiske spørgsmål.

Indsigter

Blandt den østrigske skoles bidrag til økonomisk teori, er, at der ikke kan finde nogen form for meningsfuld økonomisk kalkule sted uden monetære priser, prisdannelse eller eksistensen af privat ejendom. Den østrigske skole var således blandt de første økonomiske retninger til systematisk at udfordre den marxistiske økonomi – og dermed også den kommunistiske utopi. Den østrigske skole er dermed - også sammenlignet med eksempelvis monetaristen Milton Friedman - kendetegnet ved et af de mere radikale forsvar for den frie konkurrence og det frie marked.

En anden østrigsk kritik af den marxistiske tilgang er afvisningen af den marxistiske ”objektive værdi teori”, hvor den østrigske skole gør opmærksom på, at mennesker har forskellige præferencer, og derfor ikke vil tillægge de samme produkter den samme værdi. En vare kan altså ikke, som Marx hævdede det, tildeles en "objektiv" værdi. Værdien kan derfor ikke bestemmes ved at beregne, hvad det har kostet – i timer, kapital eller arbejdskraft - at frembringe varen. Værdiansættelsen er således subjektiv, og afhænger af den, der ansætter værdien.

For østrigske økonomer drejer økonomi sig først og fremmest om rigtige mennesker, der tænker og handler. Den subjektive værditeori udgør derfor blot én, men meget central del, af skolens metodologiske individualisme. Det analytiske udgangspunkt for den østrigske skole er altså individet og dets handlinger – vel at mærke handlinger, der ikke bedømmes ud fra en idealtilstand kendetegnet ved perfekt information eller en tilstand, hvor der hersker ”perfekt” konkurrence.

I modsætning til de neoklassiske og keyensianske skole lægges der derfor også mere vægt på analysen af de processer, der fører frem mod såkaldte ligevægtstilstande og frem mod mere optimale konkurrencesitutationer i modsætning til analyse af selve disse ligevægtstilstande. Det betyder samtidig at de økonomiske agenters adfærd - herunder entreprenørerne - spiller en langt større rolle hos den østrigske skole - end det er tilfældet i de neoklassiske analyser, hvor økonomiske processer og aktørernes adfærd i vid udstrækning ofte tages for givet.

Blandt andre centrale bidrag til økonomisk teori skal nævnes analysen af monopol-lovgivningens negative økonomiske konsekvenser samt den mere overordnede analyse af konsekvenserne ved statslig intervention.

Den østrigske skole i dag

Efter F.A. Hayeks nobelpris i 1974 og stiftelsen af Ludwig von Mises Institute i 1982 har den østrigske skole oplevet stigende interesse først og fremmest i USA. Denne interesse kan muligvis også tilskrives det fænomen, der kaldes globalisering, d.v.s. den forøgede internationale arbejdsdeling og udbredelsen af markedsøkonomien til en større del af verden – herunder de tidligere østbloklande. En del af interessen for markedsorienterede alternativer til keyensianisanske, monetaristiske, marxistiske, eller neoklassiske forklaringsmodeller må derfor også tilskrives sovjet-kommunismens sammenbrud.

Den moderne østrigske skole kan i nogen udstrækning opdeles i den retning, der er fulgt i kølvandet på nobelprismodtageren F. A. Hayek, og så den retning der primært er inspireret af Ludwig von Mises (1881-1973) og dennes forfatterskab. I dag må Ludwig von Mises - trods Hayeks nobelpris - siges at være den mest fremtrædende repræsentant for moderne østrigsk økonomi. Det skyldes ikke mindst Mises’ hovedværk ”Human Action”, der udkom i 1949 samt Mises efterfølgere og mere toneangivende studenter som f.eks. Murray Rothbard, der også via sit politiske engagement, bidrog betydeligt til interessen for den østrigske skoles teoretiske bidrag.

I sit hovedværk Human Action gjorde Mises op med en række af de forudsætninger, der i dag udgør fundamentet for mainstream økonomi herunder ideen om idealtypen ”homo economicus”. Meningsfuld økonomisk teori må ifølge Mises beskæftige sig med rigtige levende mennesker, der handler og ikke med økonomiske idealtyper, som for eksempel aktører, der er i besiddelse af perfekt information.

En anden af Human Actions centrale kritikpunkter rettet mod mainstreamøkonomien handlede om vurderingen af statistiske redskabers nytte i forbindelse med økonomiske analyser. For Mises var det afgørende, at økonomer vendte tilbage til diskussionen af meningsfulde forudsætninger for deres arbejde. Ifølge Mises er det problematisk at statistiske modeller ikke indfanger handlende subjekters planer, deres skiftende præferencer, deres værdier eller deres forventninger. Kvantificerbare relationer kan ifølge Mises kun siges at være nyttige, når der ikke længere finder nogen form for handling sted. Matematik kan kun forklare, hvad der er sket, men ikke hvad der vil ske.

Østrigske økonomer anvender derfor i dag ikke statistiske modeller i deres arbejde, eftersom de ikke mener at sådanne modeller kan indfange den komplekse virkelighed, der udgøres af den menneskelige adfærd.

Ludwig von Mises var således jf. også ovenstående grundlægger af den del af den østrigske skole, som står længst væk fra de neoklassiske og keynesianske skoler. Det var blandt andet Mises, der demonstrerede det umulige i meningsfulde økonomiske kalkuler i samfund, hvor der kun hersker kollektiv ejendomsret. Et andet bidrag fra Mises var udvidelsen af den østrigske økonomiske konjunkturteori, som forklarer det destruktive i centralbankernes ekspansive pengepolitik, og som understreger guldstandardens betydning for monetær stabilitet.

I 1982 oprettedes Ludwig von Mises Institute i Alabama, der i dag må siges at være dét mest fremtrædende uddannelses- og forskningsmæssige center i verden, såvel for klassisk liberalisme, libertariansk politisk teori – samt de forsknings- og undervisningsmæssige aktiviteter, der tager udgangspunkt i den østrigske skole økonomiske teori.

Man kan læse mere om Ludwig von Mises Institute og den østrigske skole via Ludwig von Mises Institute.

Tidligere bragt på www.coin.dk den 1. september 2005.