CEPOS' forlag udgiver bogen "89'erne" redigeret af Nikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving. Antologien har 62 bidragydere - heriblandt undertegnede og Copenhagen Institutes stifter Chresten Anderson.

Forordet til ”89'erne – politiske visioner fra en borgerlig revolution” begynder således:

"Tre årstal skiller sig ud i de seneste 50 års kulturhistorie i Danmark og resten af den vestlige kulturkreds. 1968, 1989 og 2001.

1968 markerer studenteroprøret i Vesteuropa. 1989 markerer borgeroprøret i Østeuropa. 2001 markerer islamisternes angreb på USA.

Det er i skæringsfeltet mellem disse skelsættende årstal, at denne antologi er blevet til. De fleste bidrag er skrevet efter 11. september og folketingsvalget den 20. november 2001, der gjorde Anders Fogh Rasmussen til ny statsminister i Danmark, men flere af bidragene trækker implicitte eller eksplicitte tråde tilbage til 68' og 89'. Bidragene hører hjemme i en borgerlig generation, der opponerede mod 68-generationen med mere end et ”nå” og som var med til at berede jordbunden for et borgerligt regimeskifte i dansk politik med Anders Fogh Rasmussens valgsejr – eller under alle omstændigheder gav stemme til det forandrede Danmark. ”..

Læs mere her:
www.cepos.dk

Køb bogen her:
bogpriser.dk

Det er altid glædeligt, når man som skribent bliver læst og forstået. Her er hvad Jesper Skovgaard skriver i sit speciale "EN MODENHEDSMODEL FOR VIDENSTYRING" udarbejdet ved IT-Universitet i København 2009:

"Grundlæggende er incitamentsstrukturen [...] anderledes i den offentlige sektor [end i den private], da man ikke i samme grad som i den private sektor er underlagt markedsmekanismerne. I den offentlige sektor eksisterer begrebet entreprenøren ikke, altså det menneske der med egne eller frivillige investorers midler investerer, udvikler og organiserer ud fra en forventning om at blive belønnet af interesserede forbrugere. Den offentlige sektors opbygning er mere formel og ufleksibel hvilket betyder, at organisationsformen har langt mere vanskeligt ved løbende at imødekomme forbrugernes behov, i takt med at de ændrer sig. Dette skyldes blandt andet, at man ikke får tilbagemeldinger om brugertilfredshed i form af salg og markedsandele, så man kan vurdere om det der leveres, har værdi for kunden eller ej."

Han henviser som kilde til COIN-artiklen fra 2007 Den offentlige og den private sektor af undertegnede, som naturligvis blot har forsøgt at formidle Ludwig von Mises indsigter jævnfør HUMAN ACTION - Part Six - The Hampered Market Economy (pdf).

(Forslag til gruppearbejde: Kan Søren Pind overtager entreprenørens rolle i Afrika? Diskutér.)

Hooray, Mr. President we honor your great plans
To make this country's economy number one again!

Hip, hip hooray!
Hip, hip hooray!
Hip, hip hooray!

http://www.youtube.com/watch?v=0aqMTD5UFmU

http://www.youtube.com/watch?v=6P3xQk5Zmzs

Don’t Ayn Rand and Henry Hazlitt deserve to be included in the curriculum, along with Marx and Engels? Shouldn’t Ludwig von Mises be taught beside John Maynard Keynes? Only then will students fully understand the world around them and how it got that way. Only then will they have a real choice of ideas. -- Marsha Enright in Students Need Mental Ammunition

Books to read:
http://astore.amazon.co.uk/copenhinstit-21

Predation is observed in higher education. UCLA is both [ Economy Professor John R.]" Lott's and my alma mater. It spends $40,000 per student but charges $6,522 tuition for in-state students. Such below-cost pricing gives public universities a significant competitive advantage over private universities. State universities have acquired many formerly private universities after driving, or threatening to drive, them out of business. Lott gives examples of George Mason University School of Law, University of Buffalo, University of Houston and University of Pittsburgh. In the case of University of Buffalo, the State University of New York reportedly threatened to open a public university across the street unless the University of Buffalo joined the state system.

The U.S. Department of Justice would go after a private business using similar predatory practices of intimidating its rivals and selling goods and services below cost. The U.S. Department of Commerce sanctions foreign companies accused of selling goods in the U.S. below cost with anti-dumping duties. If selling goods below cost is seen as unfair in the international arena, why is it not when it's done by government entities? -- Walter Williams

Hvis man gerne vil springe dårlige nye politiske bøger over, for i stedet at skaffe sig basal viden, som fortæller mere om årsagerne til velfærdsstaten og de problemer, der findes i den, anbefales det, at man køber sig et eksemplar af Ludwig von Mises ”Socialism”, der udkom første gang i 1922. Når det gælder relevans for den danske politiske situation, er det denne bog, langt mere end Machiavellis Fyrsten, man skal kaste sig over hvis man vil konsultere en politologisk klassiker.

I den forstand er det ganske skræmmende at opdage, at praktisk talt alle de argumenter, Mises præsenterer som socialistiske, og som han én for én viser er fejlagtige, dem kan man i dag genfinde, som noget nær ”kanoniserede” paroler i den moderne velfærdsstat.

Læs mere i Boganmeldelse: Ludwig von Mises ”Socialism” .

I bogen ”In Defense of Advertising – Arguments from Reason, Ethical Egoism and Laizzez-Faire Capitalism” bruger Jerry Kirkpatrick de to økonomer George Reisman og Ludwig von Mises samt filosoffen Ayn Rand til at vise, hvorfor reklamer er en afgørende del af markedsøkonomien, samt hvordan og hvorfor reklamer må forsvares ud fra et afsæt i anerkendelse af egeninteressen.

Reklamer tjener præcist det samme formål, som er årsagen til at vi forsvarer ytringsfriheden i almindelighed. De individuelle frihedsrettigheder er til for at sikre den enkeltes muligheder for at kunne skabe sig sit eget liv, og for at sikre evnen til, at man kan tage vare på sig selv. Disse rettigheder handler om friheden til at forfølge ens eget bud på det gode liv. Til dette hører også retten til at informere og til at fortælle om det produkt, man som producent tilbyder på markedet.

Læs mere i Reklamer, ytringsfrihed og censur

I perioden 1971-1981 bidrog den amerikanske miljøbevægelse og den amerikanske stat i fællesskab til stigende efterspørgsel på olie - samt til et svigtende udbud!

Resultatet var 1970'ernes oliekrise.

Fire årtier senere kan vi konstatere, at olien var der, og at der har vist sig at være meget mere olie end man tidligere troede. Som følge af reguleringstrangen nåede olien blot ikke frem til forbrugerne.

Den centrale årsag til knapheden i 1970'erne var prisregulering: Olieindustrien måtte fra politisk side ikke tjene "for mange" penge. Man fastsatte derfor maksimumspriser. Dette førte i sig selv til knaphed, og til helt groteske former for ressourceallokering. 1970’ernes katastrofale energipolitik er beskrevet til mindste detalje af økonomen George Reisman i bogen Capitalism.

De politiske beslutningstagere forværrede yderligere situationen ved at lytte til miljøbevægelsen.

Miljøbevægelsens bidrag til katastrofen var blandt andet at medvirke til en hastigere overgang fra kul til olie, end det ville have været tilfældet uden statslig intervention. Årsagen til denne umiddelbart besynderlige aktivitet fra miljøbevægelsens side skyldes, at miljøbevægelsen ikke er i stand til reelt at levere alternativ energi. Via politisk lobbyisme kan de grønne blot sikre, at deres præferencer kommer til at betyde mere end forbrugernes præferencer.

De grønne kan således tale om den alternative energi. De kan synge sange om disse energiformer. Men de grønne er som bekendt ikke profitmagere. De kan derfor ikke omsætte energi til indtjening. De kan med andre ord ikke levere varen, hvis og såfremt de i det hele taget skulle være interesserede i gøre dette. De grønne kan kun påvirke forbrugernes adfærd ved at hæve prisen på bestemte former for energi, det vil sige ved at øge omkostningerne for forbrugerne.

Solen er således en alternativ energikilde; men de grønne kan ikke producere energi fra solen, som de er i stand til at sælge, på en måde så det kan betale sig for den vestlige verdens befolkning at købe energien. Det eneste de grønne er i stand til at gøre, er derfor kunstigt at hæve prisen på en type af energi, sådan at forbrugerne ændrer adfærd. Dette sker vel at mærke samtidig med at forbrugerne bliver fattigere, som følge af de kunstigt fordyrede alternativer, som forbrugerne tvinges til at forlade som følge af de af miljøbevægelsens og de politiske beslutningstageres kunstigt skabte omkostninger. Netop derfor er energipriserne i Danmark høje, selv om der er i Danmark produceres masser af energi.

Der er således ingen ingen fagre ny verden forbundet med den klassiske intervention i markedet for energi: Fiskere samt andre mindre virksomheder i vor tids Europa kan, som følge af de stigende oliepriser - som de politiske regulatorer sammen med miljøbevægelsen bidrager til, se frem til at måtte opgive deres erhverv; på samme måde som virksomheder, der levede i kraft af billig energi blev svækket eller gik konkurs i 1970’ernes USA - hvilket var en følge af datidens energipolitiske eksperimenter.

I stedet for prisregulering satser politikerne i Europa nu på Kyoto og kvoteordninger. Dem indførte man i øvrigt også i USA i 1970’erne i et forsøg på at afhjælpe den mangelsituation, man selv havde skabt. Resultatet af den politiske galskab blev, som George Reisman beskriver det, at de allermest marginale indkøbsture for Fru Sørensen son følge af kvoteordningen blev muliggjort på bekostning af de virksomheder, der skulle bruge benzin til at fragte olie og benzin til forbrugerne!

Under et friere marked ville sådanne virksomheder have været i stand til at byde priserne op, og sikre den benzin, de skulle bruge til at levere energi til forbrugerne. Nu indførte regeringen med sine kvoteordninger oveni deres prisregulering således en regel, der kunstigt tildelte alle behov den samme værdi. Man skulle derfor tro, at datidens politiske projekt direkte handlede om at sikre kødannelse og mangeltilstande – ikke bare i Sovjetunionen – men altså nu også i USA.

Det energipolitiske miljø blev yderligere forværret eftersom skiftende regeringer lyttede til en af miljøbevægelsens mest vanvittige ideer, den der handler om, at naturområder har en værdi-i-sig-selv.

Den amerikanske stat forhindrer også i dag, at meget store dele af USA ikke kan ejes af private borgere, virksomheder m.v.; men at disse områder – for deres egen og miljøbevægelsens skyld - er statseje og ligger brak.

Energipolitikken, der på flere måder svækkede nationale amerikanske producenter, gav samtidig mellemøstlige udbydere en fantastisk mulighed for at vinde markedsandele, og for at opnå øget politisk indflydelse på det land, der via prisregulering på denne måde valgte at skade sig selv.

Den amerikanske venstrefløjsaktivist Michael Moore glemmer således i Fahrenheit 9/11 at beskrive de oprindelige årsager til, at Mellemøsten fra og med 1970’erne pludselig blev et meget interessant område at handle olie i. Energipolitikken kan derfor også siges at være en - blandt flere - indirekte årsager til det efterfølgende militære engagement i Mellemøsten.

Prisregulering i form af maksimumspriser betyder således, at der indføres grænser for, hvad man kan tjene indenfor det pågældende marked. Prisreguleringen gjaldt imidlertid ikke i Mellemøsten. Efterspørgslen på olie steg således som følge af de kunstigt fastsatte lave priser. Interessen for at levere amerikansk produceret olie faldt samtidigt som følge af de samme kunstigt lave priser. Resultatet blev en mangeltilstand, kaotiske scenarier samt helt meningsløse personlige tragedier. Oliebranchen i USA vidste ikke desto mindre godt, at den politiske galskab ikke kunne vare ved. Som en konsekvens af den langvarige intervention i den amerikanske energisektor (1971-1981), opstod der således samtidig en række langvarige forbindelser mellem den amerikanske og den mellemøstlige olieindustri.

Hvis politikere i DK, EU og USA nu atter ønsker at kaste sig ud i prisregulering eller kvoteordninger, bør de derfor begynde med at eksperimentere med mindre vigtige dele af markedsøkonomien. Eksempelvis kunne man via lovgivning fastfryse regulatorers lønninger.

Tidligere bragt på www.coin.dk. Læs samtlige artikler fra hovedsiden via arkivet.

Dr. Peikoff's forthcoming book, The DIM Hypothesis, identifies three different modes of integration, i.e., of interrelating concretes, such as individual percepts, facts, choices, etc. As Dr. Peikoff explains: "My thesis is that the dominant trends in every key area can be defined by their leaders' policy toward integration. They are against it (Disintegration, D); they are for it, if it conforms to reality (Integration, I); they are for it, if it conforms to a superior reality (Misintegration, M)." The book demonstrates the power of these three modes in shaping Western culture and history.

Læs mere hos the Ayn Rand Bookstore under overskriften: The DIM Hypothesis (2007 version) (CD)

Udgangspunktet for Peikoffs integrerende arbejde bygger [...] på det aristoteliske/objektivistiske verdensbillede. Dette verdensbillede handler meget simplificeret om, at abstraktioner kun er gyldige, hvis de kan tilbageføres til noget virkeligt og identificérbart, det vil sige: abstraktioner, koncepter og tankesystemer skal i sidste instans kunne refere tilbage til noget konkret.

Læs mere i Leonard Peikoffs DIM-hypotese .

De fleste bekymrer sig måske ikke over dette i det daglige, men forudsætningen for, at man kan opfinde en bil, og bidrage konstruktivt til videreudvikling og innovation indenfor området er, [...] at man accepterer et univers, der er meningsfuldt, og dermed præget af, at der er årsager og virkninger. - Man kan også kalde dette for accepten af en objektiv virkelighed, hvor man anerkender at vores omgivelser er uafhængig af vores bevidsthed. I et sådant univers kan intentioner (eller "social indignation") dermed ikke erstatte fornuft. - Og fornuften i denne sammenhæng er således en beskæftigelse, der er virkelighedsorienteret og fokuseret, og hvor man skridt for skridt nærmer sig løsningen af en opgave eller et problem ved at forholde sig til opgaven på virkelighedens præmisser.

Læs mere i D-I-M illustreret ved hjælp af bilproduktion.

Nyliberalismen utgår från den engelske 1600-talsfilosofen John Lockes idéer om naturrätt. Locke menade att varje individ, i egenskap av människa, av Gud givits rätten till liv, frihet och egendom. Moderna nyliberaler har ersatt Gud med naturen, det vill säga att eftersom människan av naturen styr sin kropp och har en fri vilja så har man rätt till sin kropp. Ur detta "självägande" härleder man sedan äganderätten.

På grund av självägandet menar man också att staten, oavsett om den styrs av en folkmajoritet eller en envåldsdiktator, inte har någon rätt att bestämma över individers liv så länge inte var och en gett sitt medgivande till det.

Dette kan man læse i en svensk præsentation af "Nyliberalisme" på det gratis internetleksikon Wikipedia. Et andet ord for nyliberalisme, er også rettighedsliberalisme, som vil være et mere anvendeligt udtryk i Danmark, eftersom "nyliberalisme" allerede er blevet et begreb, man har dæmoniseret fra socialisters side.

En debat, der nævnes på siden er blandt andet diskussionen om, hvordan beskyttelse af borgerne i form af politi, domstol og militær skal finansieres i kraft af de ovenstående principper, hvad angår ejendomsretten og respekten for menneskets frihed. Man kan endvidere læse om diskussioner vedrørende bankvæsen, intellektuel ejendomsret, socialpolitik, retten til at bære våben, EU, indvandring med videre, der bygger på liberalismens principper.

I den sidste anledning skal det dog nævnes, at spørgsmålet om indvandring, efter denne skribents mening bør modereres. "Fri indvandring" må kvalificeres i kraft af selve liberalismens principper:

For at liberalismens principper kan sikres indenfor et givent territorium, er man nødt til at have grænser, der sikrer, at modstandere af frihedens principper ikke kan afvikle disse. Det betyder, at indvandringen i praksis må være afgrænset ud fra frihedens principper. En værdifuld frihed kan med andre ord ikke sikres uden fysiske grænser.

Hvis et tilstrækkeligt antal individer flytter til et område, hvor man har tros-, tænke-, videnskabs-, handle-, informationsfrihed mv., som disse tilflyttere ikke bakker op om, - afskaffes til sidst disse friheder. Og hvis man accepterer dette (altså en sådan fri indvandring) sætter man dermed flertalsvælde over frihedsrettighederne. Gør man dette bakker man i praksis derfor ikke op om frihedens værdier. Man har i stedet brugt frihedens retorik (i kamp for "fri indvandring") til at borterodere den respekt for de individuelle frihedsrettigheder, der eksisterede indenfor det givne område. Læs mere i Indvandring på frihedens betingelser.

Det bagvedliggende princip, som skaber sammenhæng mellem den kvalificerede (afgrænsede) indvandring samt forsvaret for selvejerskab og privat ejendomsret er i øvrigt den oplyste egeninteresse.

Afsættet i ”oplyst egeninteresse” betyder, at man forsvarer nogle principper, som er livsfremmende for én selv; og som netop giver muligheder for at man kan handle rationelt også i forhold til andre – jævnfør også teksten foroven.

Denne egeninteressede adfærd, der orienterer sig ud fra langsigtede interesser, er så en adfærd, der netop også kommer andre til gavn, som tilsvarende orienterer sig rationelt og langsigtet. For dette er jo netop de værdier og den indstilling, man som et rationelt individ søger også hos andre: At andre også er rationelle og orienterer sig imod at forbedre deres situation på det lange sigt. Det er som teksten formidler det, netop sådanne værdier, der er nødvendige forudsætninger for velstandsskabelse for den enkelte, og dermed også for omgivelserne.

At forsvare egeninteressen og de friheder, der sikrer den, er altså samtidig at forsvare en fælles interesse: Man forsvarer disse principper eftersom man styrker de værdier og handlemuligheder, som giver alle andre de bedst tænkelige vilkår for at frembringe noget, som man også selv har et behov for.

Tilsvarende må den indvandringspolitik man fører, bygge på det samme grundlag. Politikken kan ikke være fri, men må være kvalificeret og afgrænset. - På samme måde kan man i øvrigt ikke afvikle de statslige grænser til fordel for en udflydende regionalstats (EU’s), der bygger på modstridende principper, hvis man virkelig går ind for forsvaret af den private ejendomsret og de øvrige frihedsrettigheder.

Besøg http://sv.wikipedia.org/wiki/Nyliberalism.

Dansk side om Liberalisme på http://da.wikipedia.org/wiki/Liberalisme.