The current resurgence of the classical-liberal tradition in economics will [...] reduce the appeal of sustainability. The idea of imposed or centrally planned sustainability will crumble under the realization that the spontaneous order wrought by the invisible hand of the free-market price system is amazingly sustainable in and of itself. Add to the mix the hardships of the current recession, and it won't be long before enough people, even sustainist crusaders come crawling back, box of chocolates in hand, to the free-market economy.

http://mises.org/daily/3886

WE hold these Truths to be self-evident, that all Men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the Pursuit of Happiness -- That to secure these Rights, Governments are instituted among Men, deriving their just Powers from the Consent of the Governed, that whenever any Form of Government becomes destructive of these Ends, it is the Right of the People to alter or to abolish it, and to institute new Government, laying its Foundation on such Principles, and organizing its Powers in such Form, as to them shall seem most likely to effect their Safety and Happiness.

Ophavsmanden til ovenstående sentens fra den amerikanske uafhængighedserklæring må ifølge kilden her primært tilskrives Thomas Jefferson.

Blandt anledningen til erklæringen om løsrivelse og uafhængighed var blandt andet beskatning.

Såvel før som efter 1776 har forfatninger imidlertid proklameret national uafhængighed. Det er derfor ikke løsrivelsen fra England, der gør den amerikanske forfatning særligt interessant.

Det helt centrale ved dokumentet er i stedet, at det er første gang i verdenshistorien, at en forfatning så utvetydigt forsvarer menneskets ret til at leve sit liv i frihed: Det vil sige forsvarer - ja insisterer på - retten til at søge lykken, til at begå egne fejl på eget ansvar, og til at nyde frugterne af egen indsats og egen tankes kraft.

Den amerikanske forfatning repræsenterer dermed et helt enestående forsvar for menneskets værdighed; hvilket er noget andre mennesker og andre nationer har bekæmpet lige siden. Det sidste gælder såvel for religiøse fundamentalister som for socialister.

Det gælder i det hele taget for kollektivister i enhver afskygning, at man hader og bekæmper de værdier, der afspejles i netop den amerikanske forfatning.

USA må derfor også - trods det forhold, at der er plads til alverdens trosretninger, og højt til loftet - , derfor samtidig beskrives som et af de mest sekulære, mest individualistiske - og i det lange løb - mest fornuftsorienterede samfund i verdenshistorien nogensinde. At der er udbredt individualisme, og at rammen er sekulær, er tilsvarende en forudsætning for, at tolerancen overfor andres trosretninger er så udbredt.

I et vist omfang har man desværre forladt værdierne, og givet køb på friheden. De intellektuelle har i vid udstrækning – også i USA - sluttet sig til under kollektivismens mange faner. Man har svigtet og/eller mistet troen på fornuften, og i stedet valgt økologismen, mystikken, buddismen, socialismen samt et forsvar for højere skatter, mere tvang, mindre frihed og øget kontrol.

Flertallet af akademikere i Danmark, Europa og et voksende antal i USA vælger således at forsvare brugen af rå magt fremfor at forsvare friheden og de frie udvekslinger, til at opnå egne mål.

Disse akademikere har i samme udstrækning fravalgt forsvaret for evnen til at overtale, hvilket om noget burde være de intellektuelles kendetegn.

Nogle af de stærkeste fortalere for flertalsvælde, hvor man kan stemme sig til naboens ejendom, og indføre stadigt nye barrierer for andre menneskers handlefrihed findes således blandt akademikere - ikke mindst i Europa.

– Så dette er de facto, hvad man lærer på en række videregående uddannelser: - At de fleste problemer bedst løses ved vold; det vil sige ved trusler om fængsel, og bødestraf, og gennem konfiskation, direktiver, forbud og påbud.

Hvis man læser dette, og ikke vidste det i forvejen, skal derfor mindes om, at ikke blot akademikere i Europa, men også i USA – som hovedregel - ikke er blandt dem, der forsvarer de amerikanske frihedsidealer, men som oftest er at finde blandt frihedens modstandere. Man bryder sig ikke om USA – og som man udtrykker det, typisk i Europa, ”det USA står for”. Det vil eksempelvis sige: At være sin egen lykkes smed. Man hader med andre ord idealet om selvstændighed.

I stedet søger den typiske intellektuelle ikke at oplyse og ikke at informere, men i stedet at skræmme de frygtsomme. Sådanne akademikere tror på sin vis på masserne; men imidlertid ikke som summen af selvstændige, frie, målrettede individer – men derimod som et kollektiv, bestående af uselvstændige væsener, der handler i flok.

Den akademiske udfordring, som den kommer til udtryk på mange læreanstalter, ligger således typisk i at forstå de mekanismer, der er udslagsgivende for flokkens handlinger: - Er disse at finde i kulturen, generne, de sociale omstændigheder eller noget andet? Men fri vilje, oplyst egeninteresse, og det at den enkelte skulle kunne handle på egen hånd, og som et fornuftsvæsen, - det tror man ikke på.

Man tror ofte ikke en gang på sin egen fornuft. Man ved ganske vist, at mange af de teoretiske tilgange, man opererer med er selvmodsigende og paradoksale. Man tager imidlertid ikke et opgør med paradokserne. Man taler i stedet blot om ”hvad nu hvis”, og forsvarer sin egen - men også andres ret til - "teoretisk pluralisme".

På økonomi præsenterer man eksempelvis nye studerende for ”forudsætninger”, som flere af underviserne åbent indrømmer, er uholdbare og forkerte. Men det er nu engang dem, der undervises ud fra alligevel.

Man har samtidig sjældent holdninger til de forskellige idepolitiske bidrag til verdenshistorien. De færreste tør således vove sig ud i en diskussion af konsekvenserne ved de mange arbitrære ideer: eksempelvis om der skulle være en sammenhæng mellem Platons påstande, ideer og luftkasteller på den ene side og så fascismen på den anden.

Man tør således ikke tage stilling, og dermed ikke forsøge at kortlægge sammenhænge mellem ideer og politik. For jævnfør ovenstående tror man ikke for alvor på fornuften. Og hvis noget kan forstås på en bestemt måde, frygter man derfor blot, at man bliver grebet i at have bestemte holdninger baseret på stillingtagen og personlige vurderinger.; hvilket er noget som de deterministiske kolleger må forventes at angribe.

- At lytte til danske akademikere - navnlig de der har lært lektierne udenad - er derfor ofte at lytte til begrundelser for at at opgive den personlige frihed, kuldkaste fornuften; og i stedet vælge magten, staten og bakke op om de tusinde diktaters land.

Heldigvis er der undtagelser fra reglen om frihedsfjendtlige intellektuelle. Nogle af de bedste undtagelser skal findes i USA:

The right to liberty means the right to freedom of action, to act on one's own judgment, the right not to have a gun pointed at one's head and be forced to do what someone else commands. And the right to the pursuit of happiness means that an individual may properly pursue his own happiness, e.g., his own career, friends, hobbies, and not exist as a mere tool to serve the goals of others. The Founding Fathers did not proclaim a right to the attainment of happiness, knowing full well that such a policy would carry with it the obligation of others to make one happy and result in the enslavement of all to all. The Declaration of Independence was a declaration against servitude, not just servitude to the Crown but servitude to anyone. Det skriver Michael Berliner.

En sådan argumentation vil man sjældent finde i Danmark eller i Europa. Tværtimod er det at være et redskab for andre blevet ophævet til at være noget, der anses for at være dydigt. At leve for andres skyld, og/eller at ofre sig for anonyme andre – eller for naturen, for miljøet og/eller for klimaet, anses i stedet for det moralske og det gode.

”Gratisydelser” tilvejebragt ved konfiskation, forsvares således blindt som værende en menneskeret på linie med retten til at leve i frihed. På uddannelsesinstitutioner undervises i teorier, der handler om at øget konfiskation ligefrem øger velstanden. - Eller man hævder at øget forbrug øger evnen til at forbruge. - Eller - som det seneste - at kvoteordninger vil gøre befolkningen rig, i det mindste i form af en slags "alternativ velstand" (måske i sidste instans dog primært i form af en forventning om ”god” samvittighed ved at ofre sig for naturen) . - Eller det hævdes at "pluralisme" er en værdi i sig selv.

Solide værdier er i takt hermed erstattet af meningsløse og vage begreber såsom risikosamfund, rummelighed, tolerance, mangfoldighed, bæredygtighed med mere.

Selv hvis det efter mange timers indsats lykkes at overbevise en af de mange tusinde nye ofre for dårlig irrationel uddannelse om, at man ikke kan forbruge sig til velstand, bliver svaret derfor eventuelt, at man ikke ønsker velstand, da vækst og velstand alligevel anses for at være skadeligt...

Kollektivismen og mysticismen har dermed i vid udstrækning sejret. Og mystikkens kendetegn er ikke mindst, at nogle skal ofres til fordel for fælleskabet: – Der skal blandt andet som udgangspunkt bringes et offer for at den studerende fortsat kan bevare "retten" til den gratis uddannelse og kalde sig for Danmarks råstof; vel at mærke et ”råstof”, der efterfølgende typisk vil prædike ”nulvækst” og stilstand - eller (omvendt, men) lige så absurd: øget forbrug for vækstens skyld.

Ifølge det, man lærer på videregående uddannelser, er det snart sagt alle, der skal ofre sig – for snart sagt alt. For dette er konsekvenser ved at give køb på frihedsrettighederne, og ved at udvide rettighedsbegrebet til dyrene og til de ufødte; og ved at erstatte frihedsrettighederne med såkaldte materielle rettigheder. Skal man give mening til afviklingen af frihedsrettighederne kan man gøre det ved at konstatere at tvangen på denne måde motiveres. - Mængden af nye rettigheder – alt andet end frihedsrettigheder – kræves således indført – tydeligvis ikke ud fra nogen kærlighed til menneskets frihed og et forsvar for selvstændigheden, endsige ud fra en respekt for fornuften, men jævnfør ovenstående i stedet for at at man kan retfærdiggøre magthavernes magt.

Americans must understand that each individual's life, liberty, and property are that which no other person has any moral claim on. When government uses its monopoly on coercion to force individuals to be a means to the ends of others, whether it be for "the poor," children or the elderly, businessmen, embryos and fetuses, religionists, "the environment," minorities, majorities, animals, or any other group or entity, that [it] then violates the inalienable individual rights of all Americans in favor of a system wherein they're all simultaneously master and slave to one another. Det skriver Joseph Kellard.

Igen er det nærmest utænkeligt at forestille sig en så klar konstatering af noget så åbenlyst i dagens Danmark, som det er tilfældet i ovenstående citat. - Tværtimod har langt de fleste debattører deres egen særlige dagsorden, hvor der efter et halvhjertet forsvar for frihedsrettighederne og den private ejendomsret altid tilføjes et større eller mindre MEN; det vil sige et eller andet, der opstiller en ny og kunstig barriere for individets frie færden i fremtiden. Et men, der som oftest afslører at man, trods bedyrelserne, alligevel mener man har en ret til at bestemme over andres menneskers liv, og/eller deres legeme, og/eller deres ejendom – og/eller deres handlefrihed. Ideen om en ret til at bestemme over andres menneskers liv og/eller indføre regler, der har ødelæggende konsekvenser for handlefriheden, er således udbredt og omfattende.

Det skal derfor være påstanden, at vores frihed i dag derfor først og fremmest skyldes, at vi hver især – heldigvis - er i stand til at se de negative konsekvenser ved andre menneskers frihedsfjendske ideer, og derfor via evnen til dette, formår at forhindre en række nye former for tvang og undertrykkelse.

Vi forsvarer på denne måde de politiske friheder, fordi vi kan se det skadelige ved deres undertrykkelse i Mellemøsten. Og vi hylder den økonomiske frihed, eftersom vi ved at styringen havde ødelæggende konsekvenser i Øst. - Men vi forsvarer ikke frihederne principielt.

Friheden skyldes derfor ikke, at vi forfølger konsekvenserne af egne destruktive ideer og mystiske forestillinger såsom den der handler om ”retten til andres ejendom”, det vil sige "retten” til at give til nogle ved at tage fra andre; eller ideen om at man har ret til at opstille regler for, hvad andre mennesker må bruge deres liv og legeme til, så længe de ikke skader andre mennesker.

De historiske katastrofer (i syd og øst) holder således blot de værste former for politik på afstand. Ideen om den personlige frihed (herunder ytringsfriheden) som havende en afgørende, principiel og positiv værdi, og tanken om den private ejendomsret som værende en moralsk ret - og dermed mere end blot en tradition - forsvares derfor sjældent (Takket være en landsdækkende avis kom det fornylig frem, hvor sløjt det hos nogle står til, når det gælder viljen til principielt af forsvare ytringsfriheden, og det afslørede samtidig en manglende interesse i at frihedsrettighederne - de økonomiske og politiske - udbredes til resten af verden).

American children once learned about honesty from George Washington, justice from Thomas Jefferson, integrity from John Adams, independence from Daniel Boone, oratory from Daniel Webster, ingenuity from Thomas Edison, perseverance from the Wright Brothers, and courage from Sergeant York. They memorized and learned the principles of the Declaration of Independence, the Constitution, and the Gettysburg Address. American history was taught as a grand story of heroic accomplishment on an epic scale. The history of America was the history of freedom. Det skriver C. Bradley Thompson.

- Hvem i Europa formidler tilsvarende værdier om skabertrang, integritet, retfærdighed, selvstændighed, handlekraft og personligt mod? Det sker stort set ikke. Tværtimod. Værdier, der handler om at den enkelte kan gøre en forskel bekæmpes. Ideer om determinisme, det vil sige at man ”ikke kan gøre for det” trives. Det er en stor del af pensum; og dermed et stuerent og acceptabelt synspunkt for mange.

Engang troede venstrefløjen ikke desto mindre på evnen til at handle oplyst og fornuftigt: Det vil sige at identificere og vælge korrekt mellem bedre og ringere alternativer. Viktor Hugo er således et af eksempler på en (slags) socialdemokrat, der forsvarede frivilligheden og fornuften.

I dag handler retfærdig i stedet om ”social retfærdighed”, det vil sige om noget udenfor én selv. Noget fjernt, ukonkret, lettere uforståeligt og dermed uvedkommende. - Det vil sige med mindre man kan bruge begrebet til - via skatterne - at kræve noget mere til sig og sine.

Værdier der handler om at sætte sig egne mål og at forfølge disse; det vil sige at være ambitiøs på egne vegne, er samtidig noget der traditionelt er blevet set ned på (jævnfør janteloven). Men denne ringeagt for selvstændighed er i øvrigt også noget som den såkaldt "moderne" venstrefløj har gjort til en del af eget "værdigrundlag". En vilje til, og et ønske om, at kunne klare sig selv, er derfor sjældent noget, der behandles med venlighed i offentlige læreanstalter. I stedet hyldes gruppen, og fællesskabet; og der tages ofte afsæt i den laveste fællesnævner, som om denne fællesnævner - og dermed helheden - skulle have en værdi-i-sig-selv, uanset hvilken helhed og fællesnævner, der er tale om.

Jo længere man kommer i det uddannelsesmæssige hierarki, desto skrappere midler tages i brug. I de mest ondartede institutioner findes den fri vilje – som idé – jævnfør ovenstående simpelthen ikke. Man regnes her blot for at være et produkt af enten fortiden, generne eller den sociale arv.

Venstrefløjen har i sådanne tilfælde nærmest frit spil til at bekæmpe enhver form for omtanke og indlæringsevne. Her er der således ikke brug for uddannelsesmæssige ”reformer”. Sådanne institutioner, eksempelvis offentligt finansierede sociologiske fakulteter, burde i dag (og datoen ville være mere end passende) derfor lukkes ned.

I dag, som for mere end to hundrede år siden må man derfor i vid udstrækning vende blikket mod USA, hvis man ønsker et solidt og kompromisløst forsvar for fornuften, civilisationen og den enkeltes frihed. Det sidste citat kommer fra Edwin A. Locke:

There are three fundamental respects in which Western culture is objectively the best. The core values and achievements of Western civilization -- the values that made America great -- are:

1. Reason. The Greeks were the first to identify philosophically that knowledge is gained through reason and logic as opposed to mysticism (faith, tradition, revelation, dogma). It would take two millennia, including a Dark Ages and a Renaissance, before the full implications of Greek thought would be realized. The rule of reason reached its zenith in the West in the 18th century -- the Age of Enlightenment. "For the first time in modern history," writes one philosopher, "an authentic respect for reason became the mark of an entire culture." America is the epitome of Enlightenment thought.

2. Individual Rights. An indispensable achievement leading to the Enlightenment was the recognition of the concept of individual rights. John Locke demonstrated that individuals do not exist to serve governments, but rather that governments exist to protect individuals. The individual, said Locke, has an inalienable right to life, liberty, and the pursuit of his own happiness. This was the founding philosophy of America. (America made a disastrous error by tolerating slavery, which originated elsewhere, but it was too incongruent with America's core principles of reason and rights to endure and was corrected in the name of those principles.)

3. Science and Technology. The triumph of reason and rights made possible the full development and application of science and technology and ultimately modern industrial society. Once man's mind was freed from the tyranny of religious dogma, and man's productive capacity was freed from the tyranny of state control, scientific and technological progress followed in several interdependent steps. Men began to understand the laws of nature. They invented machinery. They engaged in large-scale production, that is, the creation of wealth. This wealth, in turn, financed and motivated further invention and production. As a result, horse-and-buggies were replaced by automobiles, wagon tracks by steel rails, and candles by electricity. At last, after millennia of struggle, man became the master of his environment.

Der er derfor - og trods udsigterne for navnlig Europa - god grund til at fejre dagen.

Tidligere bragt på www.coin.dk den 4. juli 2006. Flere kommentarer i i arkivet.

En del mainstream-politikere har valgt at hoppe med på økologisme-vognen, og benytter sig derfor af nogle af de fritsværende begreber som udvikles af mere rendyrkede grønne ideologer. Her tænkes eksempelvis på "bæredygtighed" eller "forsigtighedsprincip".

Også ideerne om økobalance og harmoni (som i at mennesket skal leve i harmoni med naturen) har fundet et taknemmeligt publikum til venstre, på midten, og til højre i dansk politik.

Hvis der blot kun var tale om flosker og vagheder var problemet i den forbindelse måske ikke så stort.

Imidlertid så er der en tendens til, at man som mainstream politiker også risikerer at få et medfølgende abonnement på nogle pseudo-videnskabelige præmisser, samtidig med at man vælger at gå på stemmefiskeri via den måske så tilsyneladende ufarlige økologisme.

Med pseudo-videnskab og skjulte præmisser tænkes her på ideen om at jorden befinder sig i en form for oprindelig balance, som menneskers aktivt omformende adfærd så - ifølge den skjulte præmis - forstyrrer.

Tanken om "balance-forstyrrende adfærd" (der vel at mærke er en præmis i kraft af en trossætning og ikke en konklusion) har vel at mærke fået en konsekvens i praksis, eftersom det er lykkedes de pseudo-videnskabelige at overbevise en del politiske beslutningstagere om, at der har været en form for temperatur-mæssig "oprindelig" stabilitet, som industrisamfundet nu forrykker. Udgangspunktet for denne harmoniske stabilitet er i praksis blevet fastsat til at være ca. omkring det tidspunkt sidst i 1800-tallet, da man mere eller mindre systematisk begyndte at, (forsøge at) måle den globale gennemsnitstemperatur.

At der er tale om psudovidenskab skyldes således, at der med ideen om "oprindelig stabilitet" er tale om trossætning.

For klimahistorien viser at der ikke er og heller ikke har været nogen særlig form for stabilitet; men derimod at den globale gennemsnitstemperatur i hele klodens historie har været kendetegnet ved uregelmæssige forandringer, og hvor man altid bevæger sig enten i retning mod koldere eller varmere tider. Ikke desto mindre er slutningen af 1800-tallet (ca. 1880'erne) og alt hvad der gik forud blevet udnævnt til "stabilitetens æra", og hvad der kommer efter den tid, har i praksis fået status som menneskets syndefulde "industrialiserings-eksperiment".

Centralt for at promovere ideen om, at mennesker har forrykket en påstuleret balance er således ideen om at der til en hver tid er et stabilit og naturligt niveau for CO2-indholdet i atomosfæren, som mennesker så i kraft at hente olie op fra undergrunden, ændrer på. Altså: Hvis vi bare nøjes med det vi kan finde på jordens overflade, så er vi gode og syndefri. Begynder vi derimod at grave store huller i jorden - efter metal eller brændstof, så bliver "moder jord" (GAIA) vred på os, repræsenteret ved klimapræsterne.

- Selvfølgelig er det ikke tilfredstillende for øko-folket kun at udnævne "fossile brændstoffer" (der dog er og har været uvurderlige for industrialisering og velstandsskabelse) som den eneste form for syndefuldhed. - Men ved at fokusere på netop dette har man kunnet nå forholdsvis langt i diverse taknemmelige institutioner, hvor man netop lever af ikke at producere, men konfiskere den velstand, der bliver skabt. Skatter kan dermed få status af aflad for den øvrige befolknings lastefulde aktivitet.

Da klimahistorien imidlertid ikke lever op til denne ide om stabilitet, har man i stedet været nødsaget til at fokusere indsatsen på modeller, hvor man kan skabe sin egen virkelighed - med syndefuld industrialisering og før-industriel stabilitet og harmoni. Og også i den forstand er der intet nyt under solen: Det var også i tidligere tider det eneste våben dommedags-profeter havde mod velstand og kreativitet: - At det nok før eller siden måtte gå galt. Og at man ved at ofre en større eller mindre del af det man skaber, så kunne slippe for gudernes vrede. Også i gamle dage troede man således, at kloden var "slidt" og at menneskelig aktivitet "tærede" på jordens ressourcer:

You must know that the world has grown old, and does not remain in its former vigour. It bears witness to its own decline. The rainfall and the sun’s warmth are both diminishing; the metals are nearly exhausted; the husbandman is failing in the fields, the sailor on the seas, the soldier in the camp, honesty in the market, justice in the courts, concord in friendships, skill in the arts, discipline in morals. This is the sentence passed upon the world, that everything which has a beginning should perish, that things which have reached maturity should grow old, the strong weak, the great small, and that after weakness and shrinkage should come dissolution. Læs Enden er nær

- Ovenstående er et tekststykke skrevet i år 300 e.kr; det vil sige for omkring 1700 år siden; og omkring 1500 år før industrialiseringens begyndelse. Men vurderingen var således dengang som for mange i dag, at ressourcerne stort set var brugt op - såvel de menneskelige, som dem vi finder i vores omgivelser.

Nu er øko-løgnen om industrialiseringen og velstandsskabelsens ondskab og balance-forrykkende karakter så efterhånden gået hen og blevet en form for fælles social konstruktion. Og resultatet er blevet det forventelige: at man vil reducere antallet af mennesker, reducere, friheden, velstanden og velfærden - altsammen for naturens skyld. Den natur som man hævder befinder sig i en slags hvilkeagtig balancetilstand.

Læs på denne baggrund artiklerne:

News.com.au: Children 'bad for planet' samt Business and Media Institute: Eco-Extremist Wants World Population to Drop below 1 Billion .

Som det forholder sig med islamisterne er der således en avent-garde, der kræver flere ofre og nye begrænsninger på friheden, hvor de mere kendte politikere løber bagefter, altimens sidstnævnte mere trinvist imødekommer de nye krav, og samtidig eftergivende accepterer ekstremisternes dagsordner - eller som udgangspunkt deres præmisser (herunder den om "oprindelig balance")

Owen McShane opstiller i kommentaren That Kyoto Is A Fraud som en anti-tese ikke mindre end 14 grunde til at Kyoto-protokollen bygger på bedrageri og peger herunder på den falske præmis om stabilitet. - En anden aktuel form for øko-retorik handler om at vi skal ofre os for fremtidige generationer. Men hvor godt stillede vil disse generationer så i givet fald være, når vi bremser og reducerer velstanden?!:

1. The Consensus fraud
2. The "Averaging" Fraud
3. The "Warming is Bad for Us" Fraud
4. The "Stable Climate" Fraud
5. The "Economic Inputs" Fraud
6. The Inter-Generational Equity Fraud
7. The Population Fraud
8. The Energy Fraud
9. The "End-of-Technology" Fraud
10. The "Gross Emissions" Fraud
11. The "Roots not Shoots" fraud
12. The Great Flatulence Fraud
13. The "We Must Suffer today for future generations" Fraud
14. The Hockey Stick Fraud

Besøg Kyoto Kritik.

På hjemmesiden Western Resistance rapporterer man om nogle europæiske landes lovgivning, hvad angår påklædning:

No country in Europe has banned the Burka, but in Belgium, five Flemish towns have introduced bans on the garments. These are: Ghent, Antwerp, Sint-Truden, Lebbeke and Maaseik. The mayor of Maaseik, Jan Cleemers, said he acted after six women started wearing burqas, alarming local residents. On June 12, Khadija El Ouazzanik, a woman who had challenged the ruling in Maaseik magistrates' court lost her case. She launched the appeal after she had been fined 75 Euros ($95) in April 2005 for wearing the costume after the ban was enforced. She was told by the court that the town was legally within its rights to prevent the wearing of burkas.

When the bill is written into law, the Netherlands will be the first country in the European Union to have outlawed the Muslim face-coverings which have become such a political hot potato recently. Kilde

Så vi kan konstatere at et klædningsstykke er blevet en "politisk varm kartoffel", og at burkaen skræmmer de lokale. Og sandsynligvis er der ikke meget mere dybde tilbage, når det gælder afsættet for den aktuelle burka-lovgivning. Under alle omstændigheder vil lovgivere nu også bestemme, hvordan man må gå klædt.

Hvis principperne bag den tankegang var reglen og ikke undtagelsen, hvordan kunne vi så i vores del af verden, hævde at vi var mere moderne og oplyste, end de er i eksempelvis Saudi Arabien, hvor man (vel at mærke i langt større omfang) tager afsæt i tilsvarende former for frygt - blot rettet mod blandt andre jøder og kristne?

Frihedsrettighederne trives ganske rigtigt ikke i Saudiarabien, men nu beviser hollænderne blot, at de tilsvarende er ved at afvikle dem dér. Og med den aktuelle handling gør man ikke andet end dette: Forbuddet må nu engang ses som et led i afviklingen af den politiske frihed, og ikke som en del at et forsvar.

For i et mere frit samfund kunne mennesker, der ikke bryder sig om bestemte former for beklædning med største lethed vælge at "fryse" de pågældende ud af samfundet, der måtte vælge at gå i en bestemt klædedragt: Man kunne simpelthen undlade at ansætte, at handle med eller kommunikere med dem, man ikke bryder sig om. En mere udbredt ejendomsret ville sikre at man ikke behøvede at handle med andre end dem man ville handle med. Der ville ikke være pengeoverførsler mellem kulturelle modstandere. Og det ville tilsvarende stå en hver frit, om man ville gøre dette eller om man i stedet ville vælge at handle på den stik modsatte måde, og dermed se bort fra beklædning (og måske forestille sig hvad der var under burkaen!), det vil sige vælge at lægge vægt på nogle andre ting.

Pointen er således, at flere mulige valg ville stå åbne, og mennesker derfor i højere grad ville have valget mellem mange forskellige alternativer, - herunder når det gælder hvem man ville omgås -og herunder hvem man ville støtte økonomisk.

I stedet har man i Holland bevist, at man aspirerer til kollektivismen. Og den ene form for kollektiv tankegang står nu overfor en anden: Det vil sige en bestemt form for kultur-religiøsitet er konfronteret med en bestemt form for flokmentalitet fra de hollandske lovgiveres side.

Men er dette overraskende? Nej, ikke når man i forvejen har indført enhedsskolen, det nationaliserede uddannelsessystem, de fælles-nationale samlingsmedier (primært tv- og radio), og når opmærksomheden i vores samfund ikke længere er rettet imod selvstændigt tænkende produktive, opfindere, innovative og/eller på anden måde normbrydere - men i stedet magtmennesker, der i kraft af at komme til magten opfører sig "generøst" ved at dele rundhåndet ud med den ene hånd af de midler, de konfiskerer med den anden. Det vil sige individer, som netop i kraft af dette ernærer sig gennem politiske alliancer, beskyttelsespolitikker og bestikkelse via fælleskassen.

Og hvor de samme magthavere netop forsvarer en række principper, der forhindrer positive forandringer og fremskridt, der i stedet netop ville flytte opmærksomheden over mod de produktive i samfundet - hvilket blandt andet sker via forsigtighedsprincippet, bæredygtigheds-sludderet og balance-vrøvlet: måder hvorpå man handlingslammer den produktive sektor, samtidig med at man iscenesætter sig selv som beskytter af det bestående, det sikre og det gammelkendte. Oplysningsstadiet for den latinamerikanske bananrepublik er derfor så småt ved at være en del af den europæiske mentalitet.

Det fristende alternativ til burka er således - en økologisk "bæredygtig" folkedragt.

- Apropos det sidste har James Lovelock nu, ifølge Berlingske Tidende udgivet endnu en bog om GAIA. Spørgsmålet er nu hvilket holistisk samfundsyn, der kan samle de fleste stemmer, og som derefter vil blive det kollektivt påtvungne "valg" for os andre.

Man venter i spænding.

Der er [...] ikke bare et teoretisk, men ligeledes et empirisk belæg for at fortrække summen af frie individers beslutninger frem for diktater fra statslige myndigheder eller internationale institutioner såsom FN eller EU, skrev undertegnede den 10. marts 2006.

Chresten Anderson fremførste sidste år den samme pointe overfor Svend Auken (Fidel C.'s ven) i DR2's deadline.

Pointen er også fremført i artiklen Ressource nr. 1

Men, men, men siger Kyoto-tilhængerne - og så peger de på...forureningen i Kina!

Tilbage står så bare problemstillingen med at forklare, hvad statseje er for individer, der for det første ikke anerkender, men dermed tydeligvis ikke engang forstår begrebet privateje.

Løsningen på problemet kunne være studieture til Nordkorea (gerne længerevarende ophold), til det Rusland der stadigvæk lider efter flere årtier med planøkonomi - eller til netop det Kina, hvor privateje stadigvæk er noget man eksperimenterer med, og kun tillader i meget begrænset omfang.

Også klimajournalister fra the Economist ville kunne drage nytte af sådanne feltstudier. Dagens billede - se sidste link - er sandsynligvis også et billede af en statsejet fabrik; og årsagen til at de gamle fabrikker vil eksistere i langt tid fremover er vel at mærke samtidig at købekraften for en befolkning, der har levet i et kommunistisk system er nærmest uforståeligt lav for vi, der er vant til markedsøkonomi.

Det sidste må åbenbart være meget svært at forstå for de, der mener, at kinesiske reformatorer der sikrer øget økonomisk frihed for borgerne i Kina, (eller de tidligere kommunister, der trods mange andre fejlopfattelser i det mindste korrekt mente at fabrikker var udtryk for fremskridt ved at befri borgerne for det hårdeste arbejde) - de nu skal kaldes for anti-helte i et engelsksproget såkaldt liberalt tidsskrift (jf. ovenstående link).

Man kan for den sags skyld også tage til Afrika, undre sig over hvor fabrikkerne er henne, og hvorfor fattigdommen er så udbredt, når nu man lever så tæt på naturen (og der ingen "anti-helte" er). Hvis man gør det, vil man opdage at store dele af miljøbevægelsen allerede i dag arbejder på at sikre sig, at det forbliver på den måde i Afrika fremover. Den samme bevægelse taler i øvrigt om bæredygtighed.

Den grønne død

Hvad gør miljøbevægelsen i Afrika?

Spørgsmålet om hvorvidt rødt også er grønt, bliver mere - og ikke mindre - aktuelt. Det skyldes at politiske beslutningstagere i Danmark, EU og FN, har fundet ud af, at de kan i vid udstrækning kan slippe af sted med at gøre det samme, som de ikke kunne gøre, den gang de gav tilsvarende politikker et andet navn.

Muren er således faldet. Men ønsket om at tvinge, styre, planlægge og implementere fra oven lever i bedste velgående. Statskontrol og forbud er ikke mindst en konservativ disciplin.

Morgan J. Poliquin forklarer i en dugfrisk artikel på mises.org sammenhængen mellem begrebet ”bæredygtighed” og kollektivisme. Han benytter samtidig lejligheden til at minde læseren om, at mennesker ikke forbruger deres omgivelser, men at de forandrer dem; og at meningsfuld forandring forudsætter personlig frihed.

Yderligere minder han om, at det ikke bare er (de ofte politisk skabte) miljøbevægelser, der har sikret indførelsen af diverse former for erhvervsregulering; men at det i høj grad også er eksisterende og velkonsoliderede virksomheder, der forslår krav til deres egen branche; det vil sige krav via lovgivning som man i de pågældende virksomheder ved, man vil kunne leve op til (for man sidder ofte med ved bordet, når kravene udformes), men som nye, potentielle eller opstartende virksomheder ikke vil kunne honorere.

- Dette kaldes også for "tekniske handelshindringer", og finder dermed ikke bare sted mellem grænser, men også indenfor et lands grænser.

Besøg eventuelt Sikkerhedsstyrelsen, , og tænk over hvilke interessenter, der sidder her som "uvildige"; hvilke interesser disse har i bestemte typer af lovgivning i form af lovmæssigt indførte standarder, i krav om kontrol, i hyppig udskiftning af installationer m.m.

Imidlertid har hvert eneste ministerium, styrelse eller direktorat sine egne interessenter, der kan påvirkes positivt eller negativt af de beslutninger, der træffes i offentlige institutioner.

- Lobbyisme i Danmark er derfor ikke begrænset, som det ofte hævdes. Den danske lobbyisme er tværtimod massiv, men samtidig formaliseret og dermed skjult (i form af tæt samarbejde). Der er derfor ofte ingen grund til at henvende dig til en politiker som lobbyist, når du direkte (evt. i form af din formaliserede plads i en styrelse) kan kontakte en embedsmand, der vil hjælpe politikerne med at lave netop den lovgivning din virksomhed har brug for.

Frem for alt tilbageviser Morgan J. Poliquin endnu en gang ideen om, at kollektivisme gør verden til et bedre sted.

Uddrag fra artiklen om minedrift, bæredygtighed samt interesserne bag "bæredygtig lovgivning":

Mining is infinitely sustainable; the needs of future generations will be met over and over
again by the metal that past generations have found, extracted and refined. Before the metal was found, extracted, and mined, it was useless to humankind and there was nothing to even evaluate as sustainable. The fact that the metal has been removed from the ground and no longer exists there is not a sign of non-sustainability; rather it has created a permanent and unending supply of copper that can be recycled and reused ad infinitum".

"Why then all the fuss about making industries such as mining sustainable? Perhaps the people behind the legislation — the intellectuals, the legislators, and the large business firms that already dominate their industries — form an alliance that serves their own self-interests. The revered intellectuals sit on endless committees defining meaningless terms like sustainable development and are paid handsomely for doing so".

"The regulation favored the large, established firms. The implementation of sustainable practices is condoned, supported, lauded, and financed by the big businesses of today. Like their 19th-century counterparts, they have the accounting staff and present infrastructure to handle the extra costs of becoming "sustainable." It is the little guy — the new entrepreneur — who is paralyzed by the burden of the new legislation.

Læs mere om sammenhængen mellem frihed, vækst og velstand her:
http://www.coin.dk/default.asp?aid=723

Socialministeriet, Det Kriminalpræventive Råd, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, JL-fondet samt Dansk Ungdoms Fællesråd bakker op om et nyt initiativ ved navn hjertebrev.dk.

Her kan unge, der passer ind i offer-ideologien, henvende sig og bekræfte behovet for øgede ressourcer.

Hjertebrev.dk er dermed et vigtigt skridt i retning af afskaffelsen af resterne af det civile samfund.

Hjemmesiden viser, hvordan staten for alvor har taget uniformen af, er trukket i hytteskoene, har sat sig ved sengekanten, eller rundt om spisebordet, og nu gerne vil lytte til netop dine problemer. Så glem alt om din mor og far. Her står fagfolk på spring.

- For du er jo presset er du ikke? Måske har du stress? Måske føler du dig en smule udenfor? Det kan jo være, du er homoseksuel, men bare ikke selv ved det. Måske er du indvandrer? Eller jyde i Næstved. Lidt ked af det er du vel? Der er jo mange ting her i livet, der kan virke uoverskueligt. Det er ikke nemt alt sammen. Der er så mange roller, man skal leve op til. Og så er der jo globaliseringen, der truer velfærden. Og kompleksiteten. Glem nu ikke risikosamfundet. Samt bæredygtigheden; den stakkels bæredygtighed, der snart ikke kan bære mere. Og de sociale relationer, som vi har så svært ved at forstå. Og de fattige i den tredje verden. Lidelserne og afmagten; alt det som vi ikke kan stille noget op overfor. (Og slet ikke uden dit offer, som du vil bringe, den dag du bliver voksen, og lærer at bidrage til solidariteten). Så fremtiden tegner slet ikke lys. Derfor må du skrive.

- Skriv til os om din frygt, dine angstanfald, og din egen utilstrækkelighed. Skriv om alt det, du ikke forstår. Staten vil gerne lytte til det hele. Den lytter, og vil dermed lette dine tunge byrder. Den vil lære dig at lytte mere til dine følelser end nogen sinde før; og at lytte til andre, der lider på samme måde som dig. For lidelsen og følelserne har vi allesammen til fælles.

- Og husk så også, at du skal du bruge dine følelser til at stemme til næste valg. Stem med hjertet... Stem på dem, der lytter til dig...

Velkomstbrev:

• Kære unge

  Velkommen til HJERTEBREV med spændende funktioner på mange sprog: Dansk, engelsk, tyrkisk, arabisk, kurdisk, farsi og urdu.

  HJERTEBREV har en BREVKASSE
  Her kan I skrive og spørge om alverdens ting: Venskab, kærlighed, familie, forældre, kærlighed, ensomhed, jalousi, kærestesorg, seksualitet, krop, sundhed, skole, fritid … Altså lidt af hvert, stort og småt, I søger svar til eller går og spekulerer over.

  Måske har I brug for en specifik oplysning eller vejledning. Det kan også være, at I bare har lyst til at tale med voksen med samme baggrund, som har indblik og forståelse i jeres situation og kan være en anonym samtale partner og støtte jer.

  I kan skrive til Brevkassen på et af disse sprog: Dansk, engelsk, tyrkisk, arabisk, kurdisk, farsi og urdu. Send jeres spørgsmål via e-mail [slettet]. I kan også sende et brev eller ringe til mig. For postadresse, telefonnummer og ekstra oplysninger, se under ”Kontakt” i menuen til venstre.
  I behøver ikke at skrive jeres navn, hvis I ikke vil det. Det er nok at skrive et mærkenavn og være anonyme.

  HJERTEBREV har et WEB-MAGASIN: ”HJERTEBLAD”
  Her kan I sende en skoleopgave, en artikel, en historie, et digt, en rejseerindring, en vittighed m.m. I kan sende disse tekster til e-mail adressen [slettet]. I kan skrive på dansk eller engelsk, og det er helt op til jer at være anonyme eller angive navn.

  HJERTEBREV har også en KUNSTUDSTILLING
  Måske er du en af de heldige med kunstnerisk talent og er dygtig til at tegne, male, lave skulptur, keramik …. Det er nu muligt at udstille dem som fotogravurer på HJERTEBREV. Kontakt via e-mail [slettet] hvis du vil være med til at give din kunstneriske præg til HJERTEBREV.

  HJERTEBREV har et DEBATFORUM
  Her kan I kommentere på månedens debatemner. I kan sende kommentarer til e-mail adressen [slettet]. Og dette kan I gøre på dansk eller engelsk.

  HJERTEBREV har en GÆSTEBOG
  Her kan I skrive, hvad I synes om HJERTEBREV eller komme med ide og forslag for at gøre siden mere spændende og inspirerende for jer. Skriv til e-mail [slettet]. I kan skrive på dansk eller engelsk.

  HJERTEBREV har et ARTIKELFORUM
  Her er der mulighed for at inspireres af artikler på dansk eller engelsk skrevet af danske og udenlandske fagfolk.

  HJERTEBREV har desuden en links side med mange interessante og nyttige adresser.

  God fornøjelse!

.