- [...] ser du noget effektivt alternativ til den økonomiske tænkning og planlægning?

»Hvis ikke økonomerne selv kommer med en fundamental selvkritik, vil jeg gætte på, at de kommer til at miste både relevans og indflydelse. Dem, der styrer finansmarkederne og økonomien, må fra nu af erkende, at de har brug for meget mere indsigt i økonomisk psykologi og økonomisk historie. De vil også kunne bruge indsigterne fra den østrigske skole, som betonede de dynamiske og uforudsigelige markedsprocesser. Og så vil de have brug for mere sund fornuft - ganske enkelt. Johan Norberg i Dagbladet Information .

Mennesker, der ikke har et mål med eget liv og drømme, som man ønsker at opfylde, er nogle tarvelige skabninger i mine øjne. Folk, der produktivt forfølger deres egne mål og indgår frie aftaler med andre frie mennesker, og respekterer basale dyder som rationalitet, uafhængighed, integritet, ærlighed, retfærdighed, produktivitet og stolthed, de må vel i al ærlighed siges at være kernen og dem, der sikrer basis for et velstående samfund? At folk fejer foran egen dør, før de fejer for andres, er vel stadig fornuftigt? At folk ser deres eget liv og deres familiers og venners liv, som noget der går foran staten er vel OK, så længe man ikke ligger andre til last?

Hvorfor skulle det være moralsk at ofre sit eget liv for en stat og nogle politikere, som gerne vil bestemme, hvad moral er? Den har vi hørt før, ellers tak.

http://www.180grader.dk/klumme/Valget_er_klart_Kapitalisme_eller_knaldr_d_socialisme.php

Man kan sige at de individuelle frihedsrettigheder og dermed retsgrundlaget bygger på konstateringen af, at mennesket ikke har en kollektiv hjerne (eller en kollektiv mave); men at det fødes med en friheden til at tænke, handle, og skabe, og hvor denne frihed må begrænses for at sikre handlingernes positive udfald. Lovgivningen skal med andre ord sikre, at mennesket kan bruge sin fornuft i frihed til at handle fornuftigt. Forudsætningen for eksistensen af lovgivning er netop, at mennesket er et væsen med en fri vilje samt en evne til fornuftige, rationelle og produktive handlinger. Det er dermed kombinationen af handlefrihed og intelligens, der gør lovgivning mulig og nødvendig på samme tid. Omvendt hvis der jævnfør de religiøse fandtes en almægtig og alvidende gud var lovgivning aldeles overflødig. På samme måde som lovgivning og retshåndhævelse er en farce i kommunistiske diktaturer, er det derfor også tilfælde i de religiøse ditto, eftersom lovgivningens blotte eksistens – også i form af ”lovtekster” netop modbeviser, at den postulerede guddom hverken er almægtig eller alvidende såfremt tekster skal læses og forstås af de religiøse undersåtter.

De individuelle frihedsrettigheder som retspolitikkens grundlag
http://s-espersen.blogspot.com/2009/07/de-individuelle-frihedsrettigheder-som.html

Når talen er om skatter, mine herrer, så bevis deres nytte med argumenter, som vedkommer selve sagen, men ikke med denne ulyksalige påstand: »De offentlige udgifter underholder den arbejdende klasse.« Den har altid den fejl at skjule en væsentlig kendsgerning, nemlig at offentlige udgifter altid træder i private udgifters sted, og at de følgelig rigtig nok underholder én arbejder i stedet for en anden, men ikke tjener til at forbedre den arbejdende klasses lod taget under et. Deres argumentation er stærkt på mode, men den er for urimelig til, at fornuften ikke skulle kunne få bugt med den.

http://www.180grader.dk/klumme/Teatre_sk_nne_kunster.php

I det seneste nummer af det akademiske blad Libertas, der udkom i slutningen af 2008 forsøgte cand. theol. Katrine Winkel Holm at vise, at liberalismen havde brug for kristendommen, forstået som den kristne kulturarv, som en modvægt til den frihed, der findes i liberalismen.

KWH's primære problem er, at hun ikke forstår den tanke at man kan bygge en frihedspolitik op på virkelighedens præmisser; det vil sige logisk og konsistent - uden at importere en eller anden form for mystisk ingrediens i form af religion – eller den verdslige Hegelske form, som omtales senere.

Det virker ikke til at være tilfældet, at KWH skulle have den tanke, at der kunne findes en integreret rationel tilgang, der ikke blot tilbyder vejledning i, hvordan man bør begå sig rationelt som individ, men som samtidig også har bud på, hvilke spilleregler, der bør gælde, sådan at denne rationalitet også får mulighed for at udfolde sig på samfundsplan.

Hele ideen om at mennesker skulle kunne orientere sig efter ikke-selvmodsigende principper; det vil sige logisk (uden religiøsitetens ”krydderi”); såvel på mikro- som makroplan er derfor en tankegang, som KWH helt ignorerer. Det er ikke desto mindre ærgerligt eftersom netop tænkeren Ayn Rand er en ret central politisk figur i den liberalisme, som også Libertas har beskæftiget sig med.

Faktisk virker selve ideen om, at man ved hjælp af sin fornuft prioriterer, vælger og fravælger forskellige tilbøjeligheder ud fra ideen om hvad der gavner en på langt sigt (sådan som også Ludwig von Mises beskriver det i sit hovedværk Human Action http://www.mises.org/resources/3250 ), som en fremmed fugl i KWH’s indlæg.

Det er muligvis en konsekvens af at læse teologi, at man i den grad kommer til at afskrive fornuftens rolle, såvel i dagligdagen som i opstillingen af principper, der virker civilisationsbevarende.

Ovenstående mistanke om generel fornuftsafskrivelse bygger jeg på KWH's udsagn om at "Vesten opstår ved en sammensmeltning af [...] forskellige forståelser af frihed. Og at Vesten sine mange unoder til trods i den grad er et forsvar værd".

Denne og tilsvarende sentenser vidner om en ubeviselig påstand, der kræver styrke i troen, om at ”Vesten” er en slags pakkeløsning, og at man derfor enten må vælge hele pakken eller forkaste den; samt at hvis man vælger pakken, så forventes man også at acceptere og forsvare alle elementer, der har konstitueret pakken, altså bidraget til at skabe dette fænomen, ”Vesten”. - Eller også skal der som KWH argumenterer for i Libertas ske en eller anden slags arbejdsdeling mellem kristne pligtforkæmpere og det som KWH tilsyneladende ser som liberale slaver af utøjlede lyster.

For det første er der med ”Vesten” tale om et fænomen, der åbenlyst kan brydes ned i forskellige – og modstridende elementer.

For det andet er det logisk, at konstatere, at man sagtnes kunne undvære nogle af elementer uden at de centrale og godartede dele af den grund forsvandt. Dette er logisk i det omfang man anerkender at mennesket er et fornuftsvæsen, der kan forstå og leve efter principper, det vil sige pejlemærker for adfærd – uanset om disse er opstillet religiøst eller verdsligt.

For det tredje giver det ikke sig selv, at det forhold at bestemte historiske faktorer har ført til et givent fænomen IKKE betyder, at andre faktorer (eksempelvis rationelle indsigter i forhold til religiøse ”åbenbaringer”) ikke også skulle kunne føre til de samme godartede faktorer. Jævnfør det foregående kunne tidligere principper, som måske blev iført religiøs klædedragt altså udmærket blive markedsført ud fra rene appeller til hvad, der er i modtagerens interesse på længere sigt. (Og i kraft af den rationelle argumentation føre til mere godartede resultater).

Historiske nødvendigheder

Hvad der er tale om med KWH’s indlæg i Libertas er således en slags borgerlig form for determinisme – jævnfør de historiske ”nødvendige” faktorer som skal forsvares fordi de har ført til det som findes i dag, - som imidlertid slet ikke er ny.

Tilbage i begyndelsen af 1990’erne kunne politologer således stifte bekendtskab med Francis Fukuyamas bog ”Historiens afslutning og det sidste menneske”, der udkom på dansk i 1993.

Fukuyama bruger i sin bog G. W. Hegel til at stille Karl Marx på hovedet, og hævder at det liberale demokrati og ikke kommunismen er udtryk for historiens sidste stade. (Fukuyama er tidligere omtalt i Information http://www.information.dk/80671 ).

Man forventes således med de konservative mystikere at købe en meget stor pakkeløsning, og med nogle elementer som andre mere rationelle tænkere har dokumenteret ER selvmodsigende, og altså hvor nogle elementer på sigt er destruktive for helheden. (Jf. Mises beskrivelse af hvad ”blandingsøkonomien” i sidste instans fører til).

Det som disse Hegelianere vil have os ”fornuftstilbedere” til, er således at acceptere denne påstand om modsætningernes heldige historiske syntese, og derfor ikke at stille de åbenlyse spørgsmål, der handler om, hvordan det selvmodsigende (paradoksale) på nogen måde kan skabe en enhed, endsige en meningsfuld af slagsen. Således har vi et af flere paradokser hos disse kristne teologer og konservative mystikere, der handler om at man skal afbalancere lysten og pligten, selv om det ene fænomen udelukker det andet:

Et menneske der har fået påduttet pligtfølelse udefra (og altså ikke selv har valgt en afgrænset personlig ”pligt), er naturligvis ikke et frit menneske, der så vælger lysten, hvor pligten ikke er blevet indpodet. Et sådant menneske er først og fremmest et pligtmenneske, og i praksis en slave af andres værdier og værdidomme. Det er omgivelserne der har defineret dette individs moralske spændetrøje – inklusive hvad dette måtte omfatte af frihed. Vedkommende orienterer sig derfor i praksis ikke på grundlag af lyst, men i stedet gennem den udefrakommende pligtindpodning.

Omvendt er et menneske, der lever af lyst, og som eventuelt lader sin lyst få udløb på en måde som ikke skader det længere livsforløb, inklusive relationerne til andre, men som tværtimod fremmer livet gennem fornuftige livsfremmende lyster ikke på nogen måde et pligtmenneske. Så heller ikke her er der tale om nogen ”syntese”. Dette menneske har selv valgt sit liv, herunder i hvilket omfang det vil overholde lovene eller ej.

En tredje mennesketype kunne så være det ustyrlige lystmenneske, der hurtigt havner i fængsel eller i graven med en overdosis. (Denne sidste type, er altså åbenbart også en ”rendyrket liberalist” ifølge KWH.)

A er derfor A. Det selvmodsigende er det selvmodsigende. At stille to modsætninger overfor hinanden og derfor at vælge halvt om halvt (det vil sige at vælge en smule pligt og give efter for en et vist mål af lyst) er ikke en integration, og ikke nogen syntese. Der er bare tale om ”balancegang”, baseret på tro og dermed ønsketænkning.

Afskrivelsen af fornuften

Det centrale problem ved KWH’s indlæg er derfor først og fremmest det forhold, at hun helt og aldeles undlader tanken om, at der kunne udvikles / forbedres en politisk tankegang og orientering, som i højere grad end tidligere tager højde for de unoder, som ikke tjener civilisationen. - Men tænk nu også hvis man indså at en af disse nye indsigter førte frem til konklusionen om, at troen ikke var noget særlig nyttigt redskab som pejlemærke for at begå sig i verden? Så hvorfor forholde sig til ikke mindst Ayn Rand og objektivismen, når man i stedet kan opstille det utøjlede lystdrevne menneske som prototype på den moderne liberalist?

KWH’s tilgang og forsvar for civilisation er således som andre mystikere omtalt tidligere http://www.coin.dk/default.asp?aid=565 , at hun tager afsæt i hvad der findes, og at hun derefter ophøjer disse elementer, (som dog bliver udvalgt og rangordnet efter en eller anden mystisk indsigt), til at være afgørende for helheden; og samtidig at valget som det moderne menneske så skal gøre sig, er valget mellem enten helheden (civilisation) eller fravalget (ikke-civilisation) – men altså ingen selvstændig rationel og analytisk stillingtagen til de enkelte dele.

Retorikken fra KWH’s side er dermed også primitiv, og sælger tydeligvis ikke borgerligheden til fornuftsmennesker. Hvem køber for alvor påstanden om den uundværlige religion? Det gør vist især venstrefløjen, når den skal portrættere borgerlige som notorisk religiøse. Denne primitivisme er netop ret populær hos pressen, og især hos venstrefløjen: Socialisterne er vildt begejstrede for at få bekræftet deres fordomme om, at borgerlige og religiøsitet er uadskillelige størrelser. Hvis man tror på et eller andet og især hvis man er med i en af de verdensreligioner, der har flest urimeligheder på samvittigheden – og samtidig kalder sig for ”borgerlig”, ja så strømmer venstrefløjspressen til prædikestolen. Marx sagde jo netop, at de borgerlige havde en bestemt klassebevidsthed. De borgerlige set med socialistiske briller ved jo naturligvis at religion er redskabet for at holde masserne nede. I en venstrefløjs optik er en ægte borgerlig derfor også en sand teolog, der kan sit borgerlige opiums-pensum-til-folket fra a – z.

I stedet for at lede efter det mest fornuftige bud på vor tids liberalisme, så opfinder KWH i stedet sin egen stråmand, der beskriver en form for liberalisme, som overladt til sig selv fører til sin egen destruktion: ”[H]vis man skal give friheden videre og bevare den, kræver det, at man understreger et aspekt ved friheden, som umiddelbart kan virke som en modsigelse af friheden: Forpligtelse og selvdisciplin. Ellers degenerer friheden og ender med at ødelægge sig selv”[…] Mystikeren KWH har således fjernet et par af sine ingredienser fra totaliteten (det givne). Nu konstaterer hun så at delene (den rene frihed) ser ”uhel” ud. Hun tilføjer så analytisk atter resten af totaliteten (forpligtelse og selvdisciplin), hvorefter helheden (”Vesten”) atter ser pæn ud igen. Kort sagt kan argumentationsformen koges ned til at: a) helheden er god; b) helheden udgøres af forskellige elementer; c) uden de forskellige elementer fungerer helheden ikke.

KWH har dermed ikke på nogen måde givet et rationelt og logisk forsvar for friheden og civilisationen. I sidste instans er påstanden derfor også fra KWH’s side at religion er uundværlig, samt at kombinationen af religion og fornuftsorientering, eller pligt (tro), selvdisciplin (åbenbart også tro) - og så mere rendyrket frihed (det som KWH kalder lystprincipper og selvrealiseringsprincippet) er en (historisk) nødvendig kombination. Som det tidligere er forklaret kan eksempelvis lyst og pligt bare grundlæggende ikke eksistere side om side: Enten lever man i krig med sig selv – mellem udefrakommende pligt og så personlig lyst; eller man er et pligtmenneske; eller man lever i nuet som rendyrket lystmenneske; – eller man orienterer sig rationelt og nyder dermed livet, så det giver mening på langt sigt, uden anden pligt end den man opstiller for sig selv.

Som det er påpeget tidligere tilbyder religionen ingen som helst form for vejledning i hvornår det betaler sig at være religiøs og hvordan det giver mening at bruge sin fornuft.

Det centrale er derfor, at KWH har opfundet en isoleret set selv-ødelæggende liberalisme, som hun bagefter med lethed kan hævde er ukomplet.

KWH's liberalistiske stråmand er gammel vin på gamle flasker

Læg derfor mærke til at hele den konservative balancegangs-retorik og –tankegang genfindes i KWH’s kommentar. Forskellige fænomener (fornuft og tro) samt forskellige tilbøjeligheder (pligt, lyst, viljen til selvrealisering) skal således balanceres op imod hinanden. Men hvordan og hvorledes ved vi ikke med religionens hjælp. De religiøses rolle er således udelukkende at komme med arbitrære påstande, om betydningen af selvmodsigende tilbøjeligheders bidrag til helheden, men ikke at give nogen rationel vejledning.

En af de mange ”under-stråmænd” er således påstanden om at viljen til selvrealisering som sådan skulle være selvdestruktiv. Lige så vanvittig er imidlertid tanken om at religiøsitet skulle virke som en godartet faktor, når det gælder selvrealisering. Den eneste måde hvorpå man kan realisere sig selv på en meningsfuld måde, er tværtimod netop at man konstant bevarer kontakten til virkeligheden, og tænker over de langsigtede konsekvenser af ens egne handlinger, og den måde som man konkret ønsker at realisere sig på. Det er vel at mærke det modsatte af at vælge religiøsitet: det gælder netop om at undgå religion, og i stedet også tænke selvrealisering på det lange sigt. Tilsvarende med ”lystprincippet” gælder det, at man ikke fornægter det, man efterstræber, men samtidig rationelt holder sig for øje, om det man umiddelbart efterstræber, også er det man på længere sigt har gavn af.

Som det fremgår direkte i KWH’s kommentar opstilles der således en liberalisme, hvor ”normen er, at alle bare skal gøre, hvad de har lyst til”. Men hvilke borgerlige i Danmark argumenterer for noget sådant? Svaret er naturligvis INGEN borgerlige i vor tid, og med stor sandsynlighed har ingen borgerlige af betydning nogensinde kæmpet for noget sådant i Danmark. Tværtimod er der indenfor de ikke-religiøse liberalistiske strømninger opstået noget, der bevæger sig endnu længere væk fra den hedonisme, som KWH har fyldt i sin liberale stråmand. De eneste der har ”kæmpet” for denne udgave af liberalismen er derimod venstrefløjen, jf. portrætteringen af Anders Fogh Rasmussen som ”hulemand”, da han i sin tid blev regnet for at være liberalist. Denne fordom ophøjes nu til en virkelig ’isme, hvor KWH’s så vil modvægte liberalisme-lysterne med konservatisme-pligten.

Med Ayn Rands ideer og objektivismen står de religiøse ikke desto mindre overfor en politisk tankegang, der med rette har påpeget, at dette med religiøsitet som afsæt for moral og karakterdannelse er en ekstrem overfladisk og farlig indstilling, når det gælder behovet for at finde sig redskaber til at begå sig i verden. Man har i stedet brug for et redskab til at kunne integrere ens forskellige behov; - og kun fornuften kan gøre dette. Med fornuften kan man opstille et generelt styrende princip (målet om at leve godt og længe), og derefter rangordne de andre principper man har brug for - ud fra dette (gennem rationelle valg og betoningen af værdier og normer/dyder).

Konklusion

KWH’s kommentar er netop endnu et bevis på, at der fra konservativ og mystisk side kun tilbydes en eller anden form for ”holisme”, hvor det eksisterende ophæves til at være det gode (bedste) og påstanden om at helheden skal forsvares ved hjælp at et forsvar for modstridende dele. Dette var netop G. W. F. Hegels tankegang. Og KWH’s tilbyder intet nyt udover den idealistiske dialektik som Hegel stod for, og som netop er kendetegnet ved at være udtryk for en rendyrket mystikers påstand. Mystikerens rolle efter at den mystiske påstand er blevet accepteret bliver efterfølgende at fortolke guddommen eller ”verdensånden” (Hegels begreb), og dermed at have åndelig magt over sagtmodige tros-tilbøjelige sjæle. Betingelsen for dette er ikke desto mindre, at man har held med at portrættere liberalister som nogle vildmænd, og samtidig at afskrive muligheden for en etik på fornuftens præmisser.

Der er derimod intet som helst mystisk ved at konstatere at mennesket har en fornuft; at man som menneske er i stand til at tage stilling til om begreber er sande eller falske; at man som individ med sin bevidsthed kan bygge sin begrebsverden op fra grunden – med de simplere begreber først og dernæst de mere komplekse; og at man derfor kan vælge at orientere sig ud fra principper som har en rationel og reel forbindelse til virkelighedens verden, det vil sige den fysiske/materielle virkelighed, vi befinder os i, herunder også at man kan udvikle et intersubjektivt overførbart kodeks, som andre også kan være enige i, og som blandt andet stipulerer hvor friheden ender og begynder. Det er også – i forhold til ovenstående mysticisme - helt uproblematisk at skrive og håndhæve en forfatning ud fra sådanne normer for frihed.

Man kan derfor i kraft af konstateringen af, at mennesket er et biologisk væsen med en selvstændig og refleksiv bevidst, og som befinder sig i et univers med kausalitet og konsekvenser, derfor også lære at begå sig på fornuftens præmisser og at orientere sig på rationalt baserede principper, der kan hjælpe en til at tage stilling til hvad man skal gøre i konkrete situationer: Skal man søge dette eller hint job?, skal man overtræde love eller ikke?, købe bil eller ej? Køre for stærkt eller ikke? I enhver situation hvor der byder sig muligheder og valg, har man derfor fornuften at konsultere, hvis man vælger det.

Vælger man blot i begrænset omfang religiøsiteten svarer det tværtimod til at spille om sit liv ved at kaste med terninger. Det sidste er så uborgerligt som det kan blive. Religion bør man helt overlade til venstrefløjen.

[K]ulturer [kan] være stærke eller svage, ud fra målestokken, der handler om hvad den kultur sikrer for kulturens medlemmer - og også om kulturen giver plads til udvikling og fremskridt. [...] Den objektive målestok der [kan] opstilles er således: - muligheden for livsudfoldelse; det vil sige muligheden for at kunne gøre brug af sit menneskelige potentiale, herunder ikke mindst muligheden for at bruge sin fornuft til at forbedre sit liv, og forfølge ens egne ideer om det gode liv.

Læs mere her.

COIN-bloggen har modtaget et eksemplar af den til dansk oversatte bog "Leviathan" af Thomas Hobbes.

Med bogen fulgte en introduktion, hvor man blandt andet kan læse en påstand om, at "Thomas Hobbes betragtes som grundlæggeren af den moderne politiske filosofi".

Hobbes hovedformål med bogen var at forsvare indsættelsen af en "suveræn"; det vil sige enten en person eller en forsamling, som så ”sikres” den suveræne magt. (I praksis er det en magt, som nogle tiltager sig).

Indførelse af et statsligt magtmonopol skal sikre, at en såkaldt "naturtilstand" forsvinder til fordel for den almindelige borger, som herefter vil befinde sig i et retssamfund, eller nærmere en ”retsstat”, hvor staten sikrer nogle rettigheder herunder især fred og sikkerhed.

"Den vilde frihed" uden et retssamfund - i daglig tale kaldet jungleloven - afskaffes dermed til fordel for begrænsninger på individet, der til gengæld opnår den stabilitet og sikkerhed, som det er at leve under det magtmonopol, som statsmagten (”suverænen”) medfører.

Som man kan læse i den samme introduktion har Hobbes imidlertid inspireret nogle ret forskellige politiske tænkere herunder Spinoza, Locke, Rousseau, Marx, Strauss, Rawls, Nozick og Huntingdon.

Dette skyldes ikke mindst at Hobbes på den ene side forsvarer et retssamfund, men på den anden side har et ganske kynisk syn på, hvad der skal til, før freden er sikret.

Menneskesynet er således mekanisk/deterministisk/statisk. Hobbes løsning på utryghed og krig er, som følge af dette, nærmest rent institutionalistisk:

Sagens kerne og hovedformål er simpelthen indførslen af dette magtmonopol, som Hobbes også vil forsvare selv under udbredt misbrug fra suverænens side – for det første på grund af hans menneskesyn, - og forbundet hermed også på grund af alternativet, som er ”naturtilstanden”.

Hobbes stipulerer ganske vist en række fornuftsorienterede regler og love, som en oplyst suveræn burde tage i betragtning. - Men man tvivler på, at Hobbes overhovedet ville protestere, hvis en repræsentant for den suveræne stat beordrede hans bog ”Leviathan” brændt på bålet.

Det skyldes netop at Hobbes i modsætning til ikke mindst Ayn Rand ikke forsvarer staten/retssamfundets eksistens med afsæt i de individuelle frihedsrettigheder (herunder ytringsfrihed), - men blot i indførelsen af ”fred” og ”stabilitet”.

Ayn Rand ville derimod sige, at en legitim stat kun er legitim, så længe at de individuelle frihedsrettigheder sikres. Hendes motivation for dette er imidlertid lidt den samme som Hobbes, det vil sige at staten skal være til gavn for mennesker. Ikke desto mindre er der stor forskel på hvad afsættet er, og hvilken form for stat, man så opnår ud fra de forskellige afsæt.

En stat der skal sikre de individuelle rettigheder vil netop være en stat med begrænsninger, og også med et afgrænset mandat.

Hobbes stat, som ”blot” skal sikre freden og stabiliteten, kan derimod gøre dette på så mange måder. Og så kan statsmagten i vid udstrækning gå hen og blive totalitær. Så selv hvis statsmagten i sidste instans skulle ende med at terrorisere store dele af borgerne for at bevare magten (i fredens navn), kunne man med Hobbes egne ord altid henvise til, at der alligevel ikke (trods alt) er tale om ”alles-krig-mod-alle”, og samtidig hævde at alternativet – naturtilstanden – i kraft af den menneskelige natur vil være værre.

Præmisserne for staten er derfor vidt forskellige hos Ayn Rand og Thomas Hobbes. Dette gælder også synet på betydningen af ideer og værdier i befolkningen samt meget andet. (Det vil sige meningsdannelse og i denne sammenhæng naturligvis ytringsfrihed). Synet på frihedens betydning for skabelsen af velstand, og dermed af det man kan kalde for en progressiv fred, og en meningsfuld stabilitet er derfor helt væsensforskellig hos de to tænkere.

Magt bliver netop ret i den Hobbesianske optik, så længe magten sikrer freden og stabiliteten. Fred kan man jo bare have i så mange versioner; herunder på måder som for den enkelte - og altså ofte med rette - vil føles som undertrykkelse og misbrug.

I den amerikanske uafhængighedserklæring stipuleres en ret til oprør i tilfælde af undertrykkelse. Den ret findes ikke hos Hobbes. Retten til oprør kan formuleres således:

All power is inherent in the people, and all free governments are founded on their authority and instituted for their peace, safety, happiness and the protection of property. For the advancement of these ends, they have at all times an inalienable and indefeasible right to alter, reform or abolish their government in such manner as they may deem proper. -- Kentucky Constitution
http://en.wikipedia.org/wiki/Right_to_revolution#Preconditions_to_The_Right_of_Revolution

Om sammenhængen mellem rettigheder og stat i et kapitalistisk samfund:
http://capitalism.org/tour/preamble7.htm

Det er et almindeligt anerkendt faktum, at flere kvinder end mænd stemmer på de socialistiske venstrefløjspartier, hvor villigheden til at tvinge og true via statsapparatet er større, end det alt andet lige er tilfældet i borgerlige partier. De mest diktatoriske partier findes med andre ord til venstre.

Dermed ikke sagt, at man i de eksisterende borgerlige partier, hvor mænd i højere grad stemmer har en særlig velfunderet og principiel indstilling til, hvornår, det er - og ikke er - legitimt at anvende magten.

Men de socialistiske partier går ikke desto mindre i front, når det gælder den politiske magtanvendelse og tvangen, der finder sted via statsapparatet. Og flere kvinder end mænd stemmer som nævnt på disse socialistiske partier, der vil bestemme over vores liv, reducere vores frihed og konfiskere vores ejendom.

Spørgsmålet er nu det simple: hvorfor er det sådan?

Svaret er uden tvivl komplekst. Som udgangspunkt er det imidlertid nødvendigt at udelukke enhver form for ”determinering”. Kvinder har lige så meget fri vilje som mændene.

Og nogle kvinder er frihedsorienterede og respekterer de individuelle frihedsrettigheder i langt højere grad end de fleste mænd. Nogle gør det rent faktisk i en absolut forstand, og baserer vel at mærke deres stillingtagen på et helt grundlæggende filosofisk system.

Jeg gentager: nogle kvinder tager politisk stilling på basis af virkelig tænkning. De har via tankeprocesser erkendt, at mulighederne for, at man kan skabe sig en værdig tilværelse, kun kan opstå på frihedens betingelser. Dette betyder, at de er blevet overbeviste om, at man må respektere andres retmæssigt erhvervede ejendom samt deres tros-, tanke-, handle-, og ytringsfrihed.

Ovenstående gør socialismen derimod ikke; den erstatter frihedsrettighederne med ”kræverettigheder”, hvor nogle skal være slaver af andres behov.

Hvis man ikke ved hvad ”kræverettigheder” er, kan man besøge Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten eller Socialdemokratiet. Jo længere man kommer ud på venstrefløjen desto mindre plads er der til noget som helst andet end krav, som andre med magt skal tvinges til at opfylde. Derfor er det foragteligt at være socialist, og kvindelige socialister er nøjagtigt lige så foragtelige som de mandlige.

Et svar på spørgsmålet om hvorfor danske kvinder stemmer mere til venstre end danske mænd, kunne have at gøre med kvinders traditionelle placering, der gør, at vigtigheden af at argumentere logisk, traditionelt set har været mere begrænset end mændenes. Jeg tror at denne forklaring kan forklare den relativt højere grad af venstreorienteret stemmeadfærd selv den dag i dag.

Min bevisførelse for påstanden om, at ikke-fornuft spiller en central rolle, er den simple, at langt flere danske kvinder end danske mænd, direkte henviser til deres følelser, når de skal begrunde politisk stillingtagen.

Min begrundelse bygger på egne erfaringer, hvor jeg aldrig nogen sinde har hørt en mand direkte sige, at jamen det føler jeg, selv om det naturligvis også er måden mange mænd, når frem til politiske valg – blot ved at føle og ikke tænke. Disse mænd siger det imidlertid som hovedregel ikke højt; for de ved godt, at ”jamen det føler jeg” i virkeligheden ikke er gyldig argumentation.

Dette må derfor forklare en meget stor del af venstreorienteringen for kvinderne. Mange kvinder siger således ”Jamen det føler jeg” højt og trodsigt, og nærmest med noget man kan betegne som stolthed. At de på samme tid viser overfor den, de taler med, at de regner deres hjernekapacitet for så uendeligt lidt, berører tydeligvis ikke disse venstrefløjskvinder ret meget.

Undertegnede har nu engang hørt dette ”Jamen, det føler jeg” sagt så mange gange, at jeg er helt og aldeles overbevist om, at mange kvinder vitterlig mener, at dette er en valid måde at argumentere på; og jeg er netop vokset op i et venstreorienteret miljø. Her finder man dermed en slags stolthed i kraft af følelseshenvisningen over, at man ikke kan henvise til en objektiv standard og at man er fuldstændig principløs i sin argumentation. (Der er med få undtagelser i øvrigt tale om universitetsuddannede mennesker).

Komikeren Evan Sayet kalder dette for "the cult of indiscriminateness" - se http://s-espersen.blogspot.com/2007/10/hvordan-man-er-venstreorienteret.html - , altså at man dyrker det ikke-diskriminerende, hvor alt anses for lige godt.

Hvis dette er tilfældet, er man netop stolt af at bruge sine følelser og ikke sin fornuft, eftersom fornuften mere end noget andet diskriminerer:

Med fornuften udvælger man; man sondrer; måler, og vurderer sandt og falskt. Fornuften er kort sagt bindeleddet mellem ER og BØR.

Med følelserne kan noget derimod være sandt det ene øjeblik, og noget helt andet det næste. Samtidig er der ikke nogen standard som sådan for stillingtagen. Og det er netop denne standard, som er det første man fjerner i sin bevidsthed, når man ikke vil diskriminere, og tage stilling på basis af fakta og konsekvenser.

Hvad er det så, man som kvindelig socialist føler sådan på den lange bane? Man føler åbenbart, at man har ret til disse goder kaldet ”ydelser” eller ”velfærd”, som man kan opnå via demokratiet. Man føler at man har retten til at gå i stemmeboksen, og sørge for at andre kan aftvinges det, som disse andre har skabt ved produktiv adfærd. Og det man vil aftvinge andre er alt, hvad man føler, man har ret til at aftvinge.

Alt dette med argumentation, demonstration (det betyder bevisførelse og ikke fredsmarch), rationalitet, fornuft, logik, og ikke mindst spørgsmålet om retfærdighed er man praktisk talt komplet ligeglad med, eller rettere man viser gang på gang at man tager afstand fra sandhed og fakta. Spørger man den venstreorienterede om dette plyndringstogt er retfærdigt lyder svaret derfor blot at ”det er det da!” eller ”det synes jeg det er”; og man fornemmer i de tilfælde den venstreorienteredes stolthed over sikkerheden i følelsen af, at plyndringen er retfærdig. Den sikkerhed giver den socialistiske grundfølelse åbenbart. En psykologisk forklaring på sikkerheden i denne socialistiske følelse kan skyldes mængders holdninger: det vil sige oplevelsen af, at så mange andre føler det samme.

Niveauet som jeg beskriver her, og som jeg vel at mærke er vokset op med, er altså ikke ret højere end hvad man finder hos et barn i fireårsalderen. Og jeg tror, at grunden til at så mange kvinder har denne barnagtige indfaldsvinkel til politik og dermed også til spørgsmål, der handler om hvad der er rigtigt og forkert; samt årsagen til at flere kvinder end mænd vrager friheden for deres medmennesker ved at stemme på de socialistiske partier, der afskaffer friheden, måske skyldes at kvinder ikke altid er blevet behandlet ligeværdigt, når det gælder argumentation: Det kan nok ikke udelukkes, at der er nogle kulturelle forhold, der betyder, at det er mere acceptabelt for kvinder at være barnagtige, når det gælder moralske, filosofiske og politiske spørgsmål.

Måske er der her bidraget til at mænd giver deres venstreorienterede kvinder en ny chance for at lære at argumentere på et principielt grundlag.

For uden principperne og standarder for hvad der er rigtigt og forkert, så forsvinder til sidst også det civiliserede oplysningssamfund; og vi vender så tilbage til stadiet for de formørkede samfund, som man finder i primitive uudviklede uudviklede egne af verden (der også er socialistisk egalitære), såvel som i de samfund, der findes i de lande, der var på vej frem imod moderniteten men hvor man i stedet derefter gik den forkerte vej, og endte i stagnation og undertrykkelse - såsom det er tilfældet i Cuba og Nordkorea (og tidligere Rusland). I disse lande er ligestillingen således ret høj; men ufriheden er vel at mærke også til at tage og føle på. - Det ville således være sørgeligt, hvis flere kvinder i politik blot betød at bevægelsen frem i retning mod det socialistiske diktatur blev fremskyndet.

Det mest principfaste og frihedsorienterede menneske, undertegnede er bekendt med, er i øvrigt den kvindelige forfatter-filosof Ayn Rand. Jeg tror hun ville have været fuldstændigt målløs over de sørgelige danske forhold, når det gælder mange kvinders indfaldsvinkel til politik.

Tidligere bragt på www.coin.dk

Det er en udbredt fordom, at bøger, der handler om politik og samfundsforhold helst skal være helt nye og omhandle aktuelle sager, før de kan påberåbe sig læsernes interesse.

Hvis man gerne vil springe dårlige nye politiske bøger over, for i stedet at skaffe sig basal viden, som fortæller mere om årsagerne til velfærdsstaten og de problemer, der findes i den, anbefales det, at man køber sig et eksemplar af Ludwig von Mises ”Socialism”, der udkom første gang i 1922. Når det gælder relevans for den danske politiske situation, er det denne bog, langt mere end Machiavellis Fyrsten, man skal kaste sig over hvis man vil konsultere en politologisk klassiker.

”Socialism” har undertitlen An economic and sociological analysis. Den vil især være interessant at læse for Statskundskabsstuderende, der ønsker en forståelse for sammenhængen mellem politiske ideer og økonomisk politik. Det anbefales derfor, at man læser denne bog - frem for eksempelvis Mises’ ”Human Action”, som den første, hvis man har fået mod på forfatteren, måske efter at have læst nogle af hans essays – evt. på mises.org eller til dansk oversatte via Liberator.dk

”Socialism” indeholder intet mindre end en guldgrube af betragtninger om de ideologiske strømninger, der har været årsagsgivende til fremkomsten af de ”velfærdsstater”, der er opstået i det 20. århundrede. Jævnfør det tidspunkt hvor bogen udkom første gang, er det i denne henseende bemærkelsesværdigt, at Mises ikke har opnået større berømmelse for sin kortlægning af de socialistiske argumentationsformer og intellektuelle fejltagelser, - og ikke mindst for hans forudsigelse af hvilke økonomiske problemer, der ville opstå i forbindelse med tilnærmelse til socialisme ad reformens vej. Det var jo i sidste instans dette som socialdemokratismen og velfærdsstaterne i sidste instans handlede om: til sidst at indføre socialisme i økonomisk og politisk forstand.

I den forstand er det ganske skræmmende at opdage, at praktisk talt alle de argumenter, Mises præsenterer som socialistiske, og som han én for én viser er fejlagtige, dem kan man i dag genfinde, som noget nær ”kanoniserede” paroler i den moderne velfærdsstat. Konklusionen når man har læst Mises kan simpelthen ikke være anderledes, end at de borgerlige fra og med starten af 1900-tallet ikke førte kamp imod socialiseringen af samfundet, hverken på det moralske plan, – eller hvad angår beskrivelsen af de negative konsekvenser forbundet med at lade statsmagten afvikle den økonomiske frihed. Men Mises bog findes (!), og her findes også en god del af den intellektuelle ammunition, som er nødvendig, hvis man ønsker et opgør med den politiske og økonomiske kollektivisme i dag.

Mises betragtninger om sammenhængen mellem socialisme og så religion/kristendom ville utvivlsomt vække opsigt, hvis de blev alment kendte. Det ville især udfordre en række af de (andre) borgerliges tanker. Mises kortlægning af forbindelserne mellem fascisme, nazisme, kommunisme og socialisme er ikke mindre aktuelle. Mere end nogen sinde er det nødvendigt at minde læserne om, at den realiserede socialisme helt grundlæggende er anti-demokratisk. Mises pointer kan i øvrigt uden videre læses, overvejes og tages med i opgøret med kollektivismen efter murens fald. Jo bedre man forstår hvorfor den socialistiske kollektivisme er ondartet, desto bedre kan man gøre op med den.

Er man yderligere interesseret i forfatterfilosoffen Ayn Rands tanker vil man måske også blive forbavset over hvor meget materiale, man finder i ”Socialism”, som man ”genfinder” i Rands arbejde – blot står problemstillingerne formuleret mere eksplicit i Rands værker. (Hun læste ham også). Mises er meget tæt på direkte at udtrykke Rands budskab om, at altruisme er den største og den mest overordnede trussel mod velstandsskabelse og kapitalisme.

Helt overordnet viser Ludwig von Mises først og fremmest, at det er de politiske ideer (og altså også de politiske ideers forskellige moralske fundamenter), som er afgørende for den økonomiske politik. Det er ideerne, der styrer adfærden i verden. Dette var som bekendt helt modsat socialisten Karl Marx’ tanker, som netop mente at det var de ydre faktorer, der styrede menneskers adfærd. Marx hævde således at "man" (alle andre end Marx og få andre) var styrede af kræfter udenfor dem selv. Den sidste ide genfinder vi ofte i megen dagligdags retorik, og desværre nok også når det gælder modviljen mod at være konsekvent i forhold til kriminalitet.

Bogen præsenterer - jævnfør også det ovenstående - læseren for nogle af de psykologiske grunde til, at utopien om socialisme har eksisteret så længe; og hvorfor det er lykkedes utopisterne at dominere på den intellektuelle scene, - selv efter flere århundreder med en velstandsskabende kapitalisme. I ”Socialism” beretter Mises på denne måde om tilstedeværelsen af noget, man må kalde et slags forbud i socialistiske kredse mod at diskutere den realiserede socialisme, som det i praksis skete kort tid efter Karl Marx opdukken i historien. Det eneste man kunne få lov til var at kritisere kapitalismen, og så afslutningsvist at lovprise socialismens gode intentioner. Men at diskutere de praktiske konsekvenser, og de mange indre modsætninger og paradokser, som den økonomiske socialisme indeholder var derimod tabu-belagt.

I sidste instans er det vel også denne (nærmest religiøse) dogmatisme, der i dag er forklaringen på det danske velfærds-vadested: Man har bevæget sig imod socialisme i kraft af det stigende skattetryk og den offentlige sektor. Det gjorde man ud fra ideen om, at socialismens intentioner var gode (d.v.s ideen om at socialisme var moralsk). Man gjorde det altså ikke ud fra ideer om hvorvidt konsekvenserne som sådan ved at bevæge sig i retning mod socialisme var godartede i praksis, det vil sige, om det reelt var logisk og fornuftigt at tilstræbe socialisme. Liberalister i dag må nu med hjælp fra Mises og Rand forklare, at det hverken er moralsk forsvarligt gradvist at afvikle den politiske og økonomiske frihed, men de må også samtidig minde de modvillige socialistiske teoretikere om, at vi er nødt til at diskutere de reelle konsekvenser af at tilstræbe socialisme (sådan som socialiseringen sker indenfor nogle områder): - At vi bliver fattigere; at økonomisk socialisme (og det er i sidste instans den eneste form for socialisme der findes) i praksis ikke er holdbar; og at gode intentioner nu engang ikke kan opveje skadelige konsekvenser.

Som nævnt er Mises bog lige så meget (og måske endda mere) relevant end første gang, den udkom, - og derfor udkommer den da også igen og igen. Den seneste version af bogen har et rosende forord fra nobelpristager F.A. Hayek, forfattet i 1978. Han skriver blandt andet følgende: ”Socialism promised to fulfill our hopes for a more rationel, more just world. And then came this book. Our hopes were dashed. Socialism told us that we had been looking for improvement in the wrong direction”.

Hele bogen kan også læses online. Men køb den. Der er tale om et stykke uovertruffen politologi.

Tidligere bragt på www.coin.dk

Flere artikler om Ludwig von Mises og den østrigske skole

Når man henleder opmærksomheden på fænomener eksempelvis i Mellemøsten, som man kan betegne som meningsløse eller ubehagelige set fra et verdsligt, rationelt og ikke-religiøst synspunkt; og som man så forbinder med den lokale religion, vil man ofte få svaret, at der ikke er tale om religion, men i stedet om ”tradition”.

Argumentet for at der er tale om tradition lyder, at det pågældende fænomen - eksempelvis tørklædetvang, håndsafhugning, stening, kollektivt hysteri - jævnfør ”tegningekrisen” - eller noget andet, ikke manifesterer sig andre steder, hvor den samme religion er dominerende. På den måde afskrives altså religionens betydning for sådanne fænomener. Det første man kan indvende er så, hvad der i så fald skulle kunne siges at være tilbage af religiøs adfærd, når man begynder at afskrive dens betydning på denne måde.

Mere overordnet kan man imidlertid afvise indstillingen på følgende vis: Religion, eksempelvis islamisme men også andre former for religion og religiøsitet, forhindrer i større eller mindre omfang selvstændig og fri tænkning baseret på en fakta-orienteret virkelighedsopfattelse. Forudsætningen for at kunne tænke frit og konstruktivt i forhold til såvel den fysiske virkelighed samt de menneskelige omgivelser, er således, at der ikke er noget, der stiller sig imellem ens egen vilje, et ønske om at tænke selvstændigt, og så at man gør dette i praksis; og også at man handler selvstændigt. Men opførelsen af en sådan barriere imellem virkeligheden og bevidstheden er netop, hvad religion og religiøsitet fører til:

Religion præsenterer ofte ganske unge mennesker for et alternativt univers men også et alternativt ”forståelsesredskab”, til at orientere sig i verden med - i forhold til et forståelsesredskab, man kan betegne, som fornuften og den faktuelt orienterede indstilling.

Hvad er så i praksis reaktionen, når den religiøse ideologi og indoktrinering af det yngre individ tillades at blive det styrende eller normdannende for adfærden og tankegangen?

Svaret er, at individet i så fald ikke retter sin adfærd imod den fysiske virkeligheds udfordringer: det vil sige det forhold, at man som menneske må handle rationelt for at forbedre sin situation, og at man derfor må vælge de regler og principper som er rationelle og som på et hvert givent tidspunkt må anses for at være de mest praktiske til forbedring og styrkelse af ens egne vilkår. I stedet orienterer man sig netop ”socialt” efter de allerede eksisterende normer og regler, som er gældende, der hvor man befinder sig. Dette gør man netop i kraft af religionens dominans og indflydelse.

Religion er dermed den styrende faktor i forhold til tradition. De stærke og usvækkede traditioner i eksempelvis Mellemøsten må derfor henføres til stærk religiøsitet, som tilsvarende har svækket og i vid udstrækning udkonkurreret rationalitet og den fakta-orienterede indstilling. Ovenstående betyder endvidere, at man på det tidspunkt hvor der sker en svækkelse af religioners betydning og af den religiøse virkelighedsforståelse, også efterfølgende vil se en svækkelse af de mange traditionelle manifestationer, som netop religiøsiteten har bidraget til at cementere.

Når man i tidligere traditionsbundne egne i stedet begynder at orientere sig ved at identificere fakta og efterfølgende integrere fakta på en ikke-modsætningsfyldt måde (det vil sige logisk), vil man derfor også samtidig opleve, at de mange traditioner herunder former for kvindeundertrykkelse, grufulde former for straffe (ofte for noget der i visse tilfælde ikke engang er forbrydelser eksempelvis utroskab), eller indoktrinering til forherligelse af død og ødelæggelse bortfalder; og at man netop samtidig begynder at orientere sig i retning hen imod at forbedre sin materielle og kulturelle tilværelse.

Hvis man tvivler på dette, kan man, efter at man har læst dette, blot undersøge, hvor meget mere religion tidligere har betydet, og hvor lidt det betyder i dag i lande, der er frie og rige. Når religioner forsvinder eller mister deres magt over sjælene, blomstrer dermed civilisationen.

Til religion må i øvrigt også henregnes socialisme, der ikke mindst bygger på en tro på alt andet end ens egne evner til konstruktiv selvstændighed. Socialisme bygger netop ligesom andre former for religion på ideen om, at man ved at ofre en del af sin individualitet og frihed til ”samfundet”, ”staten” eller ”miljøet”, skaber en bedre verden. Men det gør man ikke. Tankegangen er netop religiøs. - Bemærk i denne forstand, hvordan der er et meget stort slægtskab mellem mange såkaldte borgerlige - og så socialisterne, når det gælder indstillingen, om det angiveligt ønskværdige i at ofre den personlige frihed på fællesskabets og ”sammenhængskraftens” alter.

Socialisme og religiøsitet er derfor to sider af samme sag. Man kan også sige, at socialisme er religiøsitet i en slags videnskabelig forklædning. Netop derfor finder man ret mange borgerlige religiøse, der nærer en eller anden form for sympati med socialisme; eftersom man indser slægtskabet, der bunder i det ikke-faktuelt orienterede men i stedet dogmatiske afsæt. Dette er også undertegnedes forklaring på, at så mange borgerlige religiøse teologer inviteres i Tv-studier som eksperter i socialistisk prægede medier.

Kapitalisme derimod sikrer netop individet friheden til at tænke og handle konstruktivt. Den frie markedsøkonomi er fornuftens system. Kapitalisme bygger vel at mærke ikke på nogen form for religiøsitet. Dette politiske og økonomiske system baserer sig i stedet på menneskers rationelle egeninteresse og deres rationalitet; som er evnen til med de færrest mulige ressourcer og i kraft af altovervejende korrekte handlinger at opnå materielt og kulturelt værdifulde mål. Heri gemmer der sig intet, der kan henføres til religiøsitet eller nogle former for ”vækkelse” - andet end fornuftens.

Denne rationalitet kunne netop først komme til udtryk for alvor, det øjeblik at religionen blev svækket. At dette skete må man i øvrigt ikke mindst takke britiske tænkere og videnskabsmænd for, men derudover generelt europæere og nordamerikanske frihedskæmpere. I kraft af ovenstående er der i øvrigt ingen som helst grund til at respektere religion for mere end hvad det er: et fejlbehæftet forstadium til filosofi, men noget der ikke desto mindre hører historien til.

Tidligere bragt på www.coin.dk