1. Think of what is right and true.
2. Pratice and cultivate the science.
3. Become acquainted with the arts.
4. Know the principles of the crafts.
5. Understand the harm and benefit in everything.
6. Learn to see everything accurately.
7. Become aware of what is not obvious.
8. Be careful even in small matters.
9. Do not do anything useless.

Miyamoto Musashi, Japan, 1643

Dagens forsidehistorie i Jyllands-Posten handler om de to lande Nordkorea og Sydkorea.

Der er billeder af de to landes storsmilende præsidenter. Og når man læser artiklen på forsiden og inde i avisen, der begge er skrevet af Jes Randrup Nielsen kan man godt få indtryk af, at der ikke er den store forskel på landene.

Fokus er i stedet på de to smilende præsidenter og deres hænder, der mødes. Der tales også om ”økonomisk samarbejde”, ”en historisk fredsaftale” og ”fælles projekter”. Der skrives også om et atomanlæg i Nordkorea, og en masse olie som Nordkorea vil modtage fra andre lande.

Men der er praktisk talt intet fokus på de essentielle forskelle på landene.

I en lille ekstra artikel har Randrup Nielsen ganske vist nævnt at [d]et er forbudt almindelige nordkoreanske borgere at besidde sydkoreanske film. Men dette nævnes parentetisk. Den lille artikel er i hovedsagen muntert anlagt. Den handler om, at Nordkoreas diktator (dette udtryk bruger RN dog ikke) har fået 150 dvd’er af sin sydkoreanske kollega (som i øvrigt ikke er diktator ligesom "kollegaen" i Nord). Og når det nu er forbudt med sådanne film kunne situationen jo have udviklet sig i pinlig retning. Men læseren kan ånde lettet op, gaven ramte alligevel et blødt punkt hos Kim, der er filmfanatiker, selv har instrueret film, og som har en omfattende privat samling af både koreanske og internationale film.

Nordkorea, der er et diktatur uden ytringsfrihed, og uden respekt for individuelle frihedsrettigheder er i hovedartiklen præsenteret ved hjælp af en kort statistisk oversigt, der beskriver areal, indbyggertal, børnedødelighed, forventet levealder og den procentvise andel af befolkningen, der kan læse og skrive. (Åh ja, og så er der jo forbuddet mod DVD’er...). Denne korte statistik kan man så sammenligne med Sydkoreas. Sagen er blot, at denne statistik ikke beskriver den ufrihed, der er i landet – ej heller at landet ofte oplever hungersnød i kraft af den økonomiske ufrihed, som netop er noget den ene smilende "præsident" (altså diktatoren) er ansvarlig for. Men intet ord om hungersnød i artiklen.

Det nævnes ganske vist på forsiden at Nordkorea er ”ludfattigt”. Men der skrives intet om de nordkoreanske koncentrationslejre eller de mange der flygter fra landet (ej heller om de der flygter, men for hvem det ikke lykkedes, og som efterfølgende bliver sendt til sådanne lejre for "upatriotisk adfærd").

Faktisk skrives der intet om politisk undertrykkelse overhovedet. Det nævnes dog at ”Nordkorea”, altså magthaverne ikke tillader overflyvning af luftrummet, men er det virkelig essentielt at bruge i en beskrivelse af et af de mest ufrie lande i verden?

Afsættet for ”den historiske aftale” er naturligvis, som artiklen giver udtryk for, at forholdet mellem de to lande har været ”spændt” og ”mistillidsfuldt”, som Randrup Nielsen udtrykker det. Men det er ikke rigtigt noget som Randrup Nielsen virker i stand til at forklare årsagen til, ej heller hvorfor al denne efterhånden kroniske bistand pumpes ind i Nordkorea fra omverdenens side.

Det kan til oplysning derfor nævnes, at diktaturer præget af hungersnød, paranoide ledere, flygtninge og trusler fra et diktaturs side, der involverer atomvåben og masseødelæggelse har det med at skabe ”spænding” og ”mistro”. (Altså blot hvis man skulle ønske at vide mere)

Læser man artiklen får man tilsvarende ikke nogen klar ide om, hvorfor så mange lande inklusive Japan, Kina og USA er involveret i fredsforhandlinger.

Sagen er som bekendt, at Nordkorea ud over at være et diktatur, og en sikkerhedstrussel for det frie og rige Sydkorea, også er en sikkerhedstrussel for mange flere af nabolandene i regionen; eftersom ledelsen netop består af paranoide (men ganske rigtigt smilende) diktatorer. Men Randrup Nielsen lader mest til at være fascineret af den øverste diktators filmlidenskab (og så måske forbudet mod at købe DVD-film fra Sydkorea).

Sandheden er ikke desto mindre, trods den besynderlige artikel i Jyllands-Posten, at befolkningen i Nordkorea holdes som gidsler af en diktator, der benytter sig af marxistisk ideologi til at fastholde befolkningen i et jerngreb. Befolkningen i Nordkorea bruges netop som gidsler i forhold til omverdenen – som i denne forbindelse giver efter for gidseltagningen ved at sende olie, mad og teknologi ind i diktaturet.

På denne måde bidrager man fra den frie verdens side til at befolkningen fortsat - eventuelt i flere generationer fremover - skal leve i såvel fattigdom som ufrihed. Men det er ikke noget, man formår at beskrive i Jyllands-Posten. Ligesom den frie verdens politiske ledere i dag har svært ved at se forskel på frihed og ufrihed, så er det tydeligvis ekstremt vanskeligt for journalisten, at se dette. Ikke desto mindre er en fred mellem et frit land og et diktatur en fred, der finder sted på frihedens bekostning.