Med COIN-Bloggen kommenteres løbende på dagsaktuelle emner. Vi vil søge at præge debatten, sådan at de skjulte konsekvenser ved nye former for indgreb, afgifter, skatter, forbud bliver gjort mere synlige.
| Man | Tir | Ons | Tor | Fre | lør | Søn |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | 2 | 3 | ||||
| 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 |
| 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 |
| 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 |
| 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 |
[K]unstnere [er] gennem tiden blevet hyldet som genier for deres evne til at skabe og genskabe skønhed. Men hvorfor hylde kunstnere i dag? Hvis skønheden er værd at hylde, så kan grimheden vel ikke være det? Nej, når kunstnere i dag bliver taget alvorligt, er det for deres påståede evne til at gøre os klogere på verden. Forudsætningen for en sådan oplysningskunst er naturligvis, at kunsterne er begavede og kan sige noget relevant om vores tilværelse. Og det kan de ikke. De kan forsøge at provokere, klatte med maling, udtrykke obskur lommefilosofi, dyrke det grimme, det perverse og det banale. - Det skriver Rune Selsing i Moderne kunst gør verden til et grimmere sted
Staten er [...] kunstnernes mest populære storforbruger af kultur. Med kulturstøtten er der [...] skabt et fantastisk skuespil. Mangt et underlødigt argument samt megen iscenesættelse ville ikke have set dagens lys uden.
Ligesom det gælder for andre former for skuespil, så baserer kulturstøtten sig imidlertid på en illusion. For hver gang staten tager en krone til kulturen, har borgeren blot en krone mindre at købe kultur for. »Men vær nu ikke så bedrøvet over din fattigdom – for se bare, hvad jeg har købt for dine penge,« siger staten.
I takt med at vi bliver mere fattige, giver staten os derfor stadig mere underholdning for pengene. Den tager sig selvfølgelig betalt for at tage stilling på vores vegne. Og den prioriterer naturligvis anderledes, end vi selv ville have gjort. Selv om staten altså blot bruger de penge, befolkningen nu ikke længere selv kan bruge, er der alligevel mange, der tror, at statens forbrug er nødvendigt, og at staten skaber kultur. Sandheden, når det gælder kulturstøtte, er imidlertid blot kulturel omfordeling fra de mange til de få – det vil sige fra elite og folk til embedsmænd og politikerstand – samt et økonomisk underskud svarende til statens administration.
http://s-espersen.blogspot.com/2006/12/hva-ska-vi-med-kultursttten.html
Når talen er om skatter, mine herrer, så bevis deres nytte med argumenter, som vedkommer selve sagen, men ikke med denne ulyksalige påstand: »De offentlige udgifter underholder den arbejdende klasse.« Den har altid den fejl at skjule en væsentlig kendsgerning, nemlig at offentlige udgifter altid træder i private udgifters sted, og at de følgelig rigtig nok underholder én arbejder i stedet for en anden, men ikke tjener til at forbedre den arbejdende klasses lod taget under et. Deres argumentation er stærkt på mode, men den er for urimelig til, at fornuften ikke skulle kunne få bugt med den.
