Lørdag den 28. juli er dagen, hvor skattestaten slipper sit kvælende greb om gennemsnitsdanskeren, for det er Skattefrihedsdag – den første dag, hvor gennemsnitsdanskeren efter i hele 143 dage at have trællet for skattestaten endelig får lov til at arbejde for sig selv.

Med Liberalisternes skatteforslag, der begrænser indkomstskatten til 38% for al indkomst over 70.000 kr., sænker kapitalindkomstskatten til 25%, nedsætter selskabsskatterne til 20%, og sænker registreringsafgifterne med 1/3, ville skattefrihedsdagen være rykket 19 dage tilbage til den 3. juli – en beskeden reduktion i beskatningens omfang, men hvilken forskel ville det ikke gøre!

- Det skriver Liberalisterne i deres seneste nyhedsbrev.

Om moral og beskatning:

On April 15 the news is always full of stories about taxpayers standing in long lines at post offices to file their returns on time. Occasionally, they are accompanied by sidebar stories about some proposed tax cut or reform that might help the economy—stories that usually disappear by the next day's news cycle.

Perhaps tax stories would remain in the headlines—and tax policy on the front burner—if reporters realized that those stories involve moral questions and not merely economic issues.

- Læs mere i Edward L. Hudgins: Tax Codes Reflect Moral Codes.

Læs også - Skatteskruens onde cirkel brydes med udgiftsreform.

[B]efore I go running to our federal government to set things right for us ... I’ll check my premises. Before asking government to solve our “ills” — something they’ve proven not proficient at in most areas — I’ll first ask, “why are we in this position in the first place?”

The reason I know this is because I hear it constantly. I only wish that before people — especially influential ones — utter these conclusions, they would first take Ms. [Ayn] Rand’s advice and check their premises.

- Read more in Bob Burg's article - Socialized Medicine? Check Your Premises!

See also Michael Moore and Me by John Stossel: Private competitors innovate or die. Government workers do what they did last year.

Det er [...] de færreste politiske beslutningstagere herhjemme der tror på, at den lavere (nominelle) løn, der bliver en følge af, at man øger incitamenterne til at arbejde - og som øger arbejdsudbuddet - også fører til social forarmelse. Netop derfor har vi et forholdsvist frit arbejdsmarked, hvor købekraften og velstanden er høj, og hvor niveauet for ledighed samtidig er lavt. Desværre gælder denne erkendelse bare ikke i EU som helhed. Her er fagforeningerne netop stærkere, og de har samtidig ikke helt indset fordelene ved aftalefrihed og fleksibilitet. Disse (kontinentaleuropæiske) fagforeningers politikker, der handler om at insistere på mindsteløn samt ordninger, der gør ansættelse uattraktivt for arbejdsgivere er derfor (eventuelt sammen med generøse overførselsindkomst fra staten) årsag til at arbejdsløsheden i Europa stadigvæk er højere, end den er det i mange af de økonomier, som vi i EU gerne vil sammenligne os med, - hvilket selvsagt også har konsekvenser for væksten.

- Læs mere i Realløn og beskæftigelse i EU .

Mere om beskæftigelse og velstand i Jordbærplukning, købekraft og kapitalisme.

Den amerikanske tobaksgigant Phillip Morris har oprettet en hjemmeside, der lærer den besøgende hvordan man holder op med at ryge. Her finder man en række praktiske råd til, hvordan man lægger smøgerne på hylden. Som i kommentaren Vejen til et bedre liv går uden om staten er fokus på behovet for erkendelse og bevidsthed; det vil sige på hvad og hvorfor man vil gøre, hvad man vil - samt på mobilisering af viljestyrke. Og intet af dette kan som bekendt købes for penge eller opnås via statstilskud.

Et tilbagevendende mantra fra de personer, der på Phillip Morris side forklarer hvordan de er holdt op med at ryge, er således simpelthen, at man skal ville det. At ændre på en vane (eller helt gøre op med den) må og skal være noget, man først og fremmest vil og gør for sin egen skyld. - Læs mere på QuickAssist og få inputs fra Successful quitters .

Hvad man dog undlader at komme ind på, er de politiske implikationer af, at man i virkeligheden ikke er mere afhængig af noget, end at man kan holde op med det, som man således tror sig afhængig af. For at man som individ kan vælge at sætte sig nogle mål, for så efterfølgende at føre disse mål ud i livet betyder naturligvis også noget for nytten af økonomisk frihed:

- Disse implikationer for samfundsindretning handler derfor ikke mindst om, at det er særdeles negativt, når man kollektiviserer og dermed i praksis afskaffer det personlige ansvar - ved at man vælter omkostningerne for usund livsførsel over på andre via fælleskassen. Læs mere om dette emne i Sundhed er en privat sag (JP 6/6).

Ovenstående råd om at sætte sig nogle klare mål, og så indædt kæmpe for at forfølge dem, det vil sige at være ambitiøs på egne vegne, gælder naturligvis ikke blot, når man vil gøre op med, hvad man selv mener er dårlige vaner (hvad angår kost, stimulanser eller dovenskab), men også når man vil tillægge sig nogle nye, som man selv synes bedre om (måske vedrørende motion, studier eller produktivitet). Bemærk således også at ambition (målrettethed) på denne blog regnes for at være en dyd og en positiv karakter-egenskab, så længe der tages afsæt i fornuften.

Gripenstedt [in the middle of the 19th century] explained how producers and traders, freed from regulations and tariffs, would create wealth on an unprecedented scale, and that a liberal, open Sweden would become one of the richest countries in Europe. He told the surprised audience that this would benefit all classes and that even the poor would be able to afford luxury goods like coffee and cotton in the future.

And he was right to be optimistic. In 100 years, Swedish incomes increased 8-fold and average life expectancy increased almost 30 years. And growth rates remained impressive until the 1970s when politicans begun to dismantle "the Gripenstedt system".

- Det skriver Johan Norberg under overskriften We owe him a lot. Læs også VARFÖR TALAR DE INTE SÅ I RIKSDAGEN LÄNGRE?

Det gratis internet-leksikon Wikipedia om:

Johan August Gripenstedt (1813-1874)

Frédéric Bastiat (1801-1850) .

I EU Observer under overskriften - EU: Alle må arbejde til de bliver 70 kan man læse at "Alle danskere får fremover mulighed for at arbejde, til de bliver 70 år. [...] Det bliver en ret, samtlige lønmodtagere får - uanset om de så er gadefejere, håndværkere, læger, jurister eller topdirektører, skriver Berlingske Tidende.

Men er retten til at arbejde virkelig en ret som statsansatte kan give befolkningen, og som de ikke har i forvejen?

I selve Berlingske-artiklen kan man læse følgende reaktion fra Jens Højgaard fra Ældresagen. Han siger:

»I årevis er der snakket om det grå guld. Men stribevis af regler har modarbejdet, at ældre blev i arbejde. Samtidig er ældre i dag ofte raske og kvikke. Meget arbejde bliver også mere lystbetonet. Så mange ældre vil gerne arbejde, også når de fylder 65 eller 70 år,« siger Jens Højgaard [egen fremhævelse].

Berlingske-overskriften konstaterer tilsvarende at Nu må vi arbejde til vi bliver 70.

Først indfører man en masse regler, der påvirker private borgeres karrierermuligheder, liv og livskvalitet - blandt andet hvor længe man må arbejde. Så fjerner man nogle af reglerne igen, som følge af de skadevirkninger man konstaterer. Derefter holder man skåltaler og fejrer sig selv. Men i kraft af budskabet om, at man "tillader arbejde", stiller man ikke spørgsmål ved, om man grundlæggende har et mærkværdigt syn på andre menneskers ret til at bestemme over deres eget liv, og hvor længe andre ønsker at yde en erhvervsmæssig indsats.

Noget tyder derfor på, at der ikke er tale om to forskellige typer af politikere, der henholdvis tillader og forbyder bestemte aldersgrupper at arbejde; men i stedet at det er den samme form for tøjlementalitet, der gør sig gældende. Formodentlig har man blot indset de skadelige konsekvenser af adfærden. Men ligesom det gælder landbrugsstøtten, så bevæger man sig blot videre, og forsøger at styre og kontrollere indenfor andre områder. (Afviklingen af de oprindelige former for landbrugsstøtte har således kun ført til omlægninger og nye satsninger på andre brancher, der skal på støtten men ikke til et reduceret EU-budget).

Journalisterne fra Berlingske kunne derfor - jf. Jens Højgraards bemærkning - have benyttet lejligheden til at spørge de danske og europæiske politikere, om der ikke var grund til selvransagelse; - det vil sige om man ikke som politiker burde tænke sig en del mere grundigt om, før man indførte nye former for reguleringer og forbud, der sætter grænser for arbejdslivet og handlefriheden generelt.

Et naturligt næste skridt ville i øvrigt være at "tillade", at man kunne beholde flere af de penge, som man tjente ved produktiv indsats. Men Venstre afviser som bekendt aktuelt skattelettelser: Arbejde - ja. Indkomst - nej.

I et interview i TV-Avisen i går lovede Khader, at hans parti vil arbejde for at få skatten ned – vel at mærke uden at hæve boligskatterne, som hans gamle parti, Det Radikale Venstre, går ind for.

”I forhold til skat og skattestoppet erkender vi, at skattestoppet har været fint og fungeret, men nu er det på tide at komme videre. Vi vil gerne have en skattereform, vi vil gerne have skatten ned på arbejde, vi vil ikke røre ved ejendomsskatterne,” sagde Naser Khader. Læs: Khader: ”Vi vil ikke røre ejendomsskatterne”

Men man siger dog "skattereform" og ikke "skattelettelser" - imodsætning til Liberalisterne, hvor klarheden er omvendt proportional med mængden af kendisser.

Læs Liberalisterne kræver skattelettelser nu.

Alex Singleton, the Globalisation Institute, UK: Johan Norberg, the Swedish author of In Defence of Global Capitalism, produced a documentary for Channel Four Television (UK) in 2003. Called Globalisation is Good, it eloquently explains why anti-globalisation campaigners are wrong and how globalisation is a force for good, lifting billions out of poverty. The good news is that [it is] now available on the internet and you can watch it here.

REKLAME: Copenhagen Institute har udgivet to bøger, der kan købes i boghandlen samt en kort roman, der kan downloades gratis her. De første to er Anders Fogh Rasmussens Vera & Benefica samt Wilfredo Prewos Fra velfærdsstat til socialstat. Den sidste bog er Ayn Rands Anthem fra 1938, der er oversat til dansk og her har titlen Hymne:

Læs om bogen her.

Læs om bogen her.

(pdf)

Læs om bogen her.

The free market alternative, as demonstrated in the last few years, is competition between insurance companies that bargain for the best prices to attract more policy holders with lower premiums. The drug companies then profit by spreading their development costs across a larger market as more patients have access to their drugs.

But who would replace these greedy businessmen in providing our health care? Evidently there is a class of higher beings who are not only morally superior but vastly more competent administrators. This group includes such role models as politicians, many civil servants, university faculty members, selected journalists and, of course, the heads of public employee service unions. Their profit is political power over our lives. Thomas Jefferson addressed this group in his first inaugural address: "Sometimes it is said that man can not be trusted with the government of himself. Can he then be trusted with the government of others? Or have we found angels in the forms of kings to govern him? Let history answer the question."

Læs mere i Richard E. Ralstons artikel - Profits Lower the Cost of Health Care.

Se også artiklen Medicon Valley behøver ikke offentlige penge, men afregulering:

I dag kommer 8 ud af 10 nye lægemidler fra USA, mens billedet i 1980 var omvendt. Dengang kom 8 ud af 10 nye lægemidler fra Europa. Når europæiske lægemiddelfirmaer i dag investerer $1, bliver 45 cent placeret uden for EU, heraf hovedparten i USA. Tidligere var det blot 25 procent af disse investeringer, der blev lagt uden for Europa. I forhold til lægemiddelindustrien er der således sket noget, som har ændret investeringsmønstret for de europæiske medicinalvirksomheder. En stor del af årsagen til ovenstående udvikling skal findes i europæisk regulering, som har gjort det mindre attraktivt at investere i Europa; reguleringer, som i den grad gør det svært for EU at leve op til Lissabon-målsætningen. Netop her er medicinalindustrien et godt eksempel, fordi udviklingen i det sidste 25-30 år har været så markant.