Hvis man trænger til en øl efter dagens dont, skal det fra COIN-bloggens side anbefales, at man besøger Nørrebro Bryghus.

Skribenten har smagt flere af bryggeriets produkter, og der er derfor ingenlunde kun tale om en politisk anbefaling.

Men når nu politik er sagen, må det påpeges, at der i Danmark er frihed til at melde sig ind i de organisationer man vil, men derfor også frihed til ikke at være med i diverse organisationer.

Efter sigende har medarbejdere i fagforeningen 3F således på helt uacceptabel vis været ansvarlige for fysiske blokader af bryghuset, for at tvinge ansatte i restauranten ind i deres organisation. (Læs mere her).

Fagforeningers fysiske blokader af virksomheder bør af ordensmagten ikke tolereres i et civiliseret samfund; og også af andre grunde bør man derfor melde sig ud af 3F, hvis man er medlem. Der findes heldigvis masser af fagforeninger, der ikke benytter sig af 3F's metoder.

Seneste nyt i sagen kan læses i:

Klar sejr til Nørrebro Bryghus over 3F

Bryggeriansatte: Fri os fra 3F

I går gik undertegnede rundt i det lokale indkøbscenter og så på computerskærme. De bliver som bekendt større og større ligesom tv-skærmene.

Hvad bruges de skærmstørrelser til? Ja, megen tid forbruges uden tvivl på at se film og spille computerspil, og dermed til at benytte sig af de mange nye tilbud, der er opstået i kraft af konkurrence og innovation indenfor IT-området, men også i kraft af alle de effektivitetsforbedringer indenfor andre områder, der har understøttet udviklingen her.

Disse effektiviseringer betyder, at man kan mere i sin fritid, og at man ikke behøver at arbejde nær så mange timer om dagen for at opnå indkomst til de mere basale ting. Og så bliver der også tid til at spille og se film, selv hvis man befinder sig i den lave ende af indkomstskalaen. (Og måske bevæger man sig i den henseende så for lidt).

Herefter vil jeg atter vende tilbage til 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen og hans retorik om "dræbende ulighed".

Måske skyldes min interesse for PESC's måde at udtrykke sig på, at jeg selv har været beskæftiget indenfor de fagområder som 3F – og tidligere SID - omfatter: Jeg har stået på slagteri og fabrik, gået med aviser, været chauffør, gået med breve og for en kort bemærkning stået i butik.

Pointen med at nævne dette, er, at det for mig at se, er ret åbenlyst, hvorfor medlemmerne flygter fra de røde fagforeninger: Ideen om hvordan verden er skruet sammen, kan de potentielle nye medlemmer simpelthen ikke genkende. Retorikken bygger med andre ord på et ”ikke-virkelighedsbaseret verdensbillede”

Den ideologiske kultur-socialisme havde således sin sidste storhedstid i 1970'erne. Og det man sagde, var også løgn dengang. Da man ikke havde andet end løgn at sige, blev man imidlertid blot ved med at sige det.

I kraft af ovenstående kan man derfor finde konstante historier om, hvordan man i socialdemokratiet ønsker at genopfinde sig selv, og fortælle en ny og mere moderne historie. Men man har kun socialismens historie at fortælle og vende tilbage. Man vil ikke fortælle historien om hvordan velstanden spredes til resten af verden i kraft af økonomisk frihed. (Og det er der måske i sidste instans nogle psykologiske og ikke filosofiske årsager til).

Men så snart andre gider gøre opmærksom på, at verden tydeligvis ikke er som PESC og socialisterne beskriver den, bliver det selv for dem med de allermest begrænsede uddannelser åbenlyst, at noget er galt med retorikken. Det er som i "Kejserens nye klæder": så virker retorikken ikke længere.

Og på såvel internationalt som nationalt plan begyndte man allerede i 1980’erne fra borgerlige akademikeres side, at gøre opmærksom på, at den socialistiske retorik og tankegang var forskruet og virkelighedsfjern.

Her tænkes eksempelvis på forbundsformandens tale om "underdanmark", overdanmark" eller det lige så besynderlige udtryk "samfundshierarkiet". - Jamen for fanden Poul Erik, hvad er der i vejen? Man skulle tro, at du aldrig nogen sinde har sat dine ben på en af de danske arbejdspladser, hvor individer fra vidt forskellige samfundsniveauer arbejder sammen; og hvor man har vidt forskellige sociale baggrunde og livserfaringer, at trække på. Hvor er klassementaliteten, der burde kunne findes, hvis der virkeligt eksisterede fastlåste og stivnede sociale klasser?

Som allerede nævnt sammenligner forbundsmanden således det forhold, at nogle dør tidligere end andre i det frie og rige samfund som det moderne danske er - med krigen i 1864! Det er så langt ude som det næsten kan komme (, og Lægemiddelindustriforeningen giver spalteplads).

Og hans ”løsning” på "problemet" med den relative ulighed er åbenlyst at afskaffe friheden til fordel for ligheden:

"Danskerne vil tilsammen vinde 110.000 leveår hvert eneste år, hvis alle levede lige så længe som de bedre uddannede. Uligheden i sundhed koster med andre ord et enormt antal (for tidligt) døde. 110.000 tabte leveår er dobbelt så meget, som Danmark mistede under krigen i 1864. Og mens 1864 heldigvis var en engangsforestilling, dræber uligheden lige mange hvert eneste år", skrives der.

Dette lighedsprojekt kræver ikke desto mindre den absolutte politiske magt, og fører som sagt ikke til nogen som helst form for sundhed, men i stedet til et slavesamfund, sådan som de findes i Nordkorea og på Cuba. Og disse samfund "klarer sig" i øvrigt kun, fordi der skabes en kollosal velstand i den frie omverden; og fordi bistand derfor tilflyder disse og holder diktaturerne i live (hvilket naturligvis er ekstremt umoralsk og en hån mod mennesker, der lever i frihed).

I forbundsformandens kronik fremgår det vel at mærke mere overordnet - jævnfør talen om "over-" og "underdanmark"; at forbundsformanden mener, at de med de lavere indkomster i almindelighed er ofre; mens de med de højere indkomster på forunderlig vis sådan generelt kan takke deres bedre position med held:

"Det passer heller ikke, at de lavt uddannede ikke er interesseret i at gøre noget ved det. Jeg kender mange, der har lagt deres vaner om, og endnu flere, der har prøvet på det", skriver PESC således og placerer på værste demagogiske vis alle, der har en lav indkomst i den samme kasse, det vil sige ”underdanmark” og dermed nederst i det han kalder ”samfundshiearkiet”.

Spørgsmålet er derfor i kraft af ovenstående, om ikke socialdemokraterne bør være taknemmelige for ikke at have så tætte bånd til disse klassekamps-retorikere i fagforeningerne, som det har været tilfældet tidligere.

Måske burde man også benytte lejligheden til at overveje, om man i socialdemokratiet ikke mere grundlæggende har taget fejl i sin analyse af hvordan velstand og velfærd bliver skabt.

Et hint til nye indsigter er således, at lande med lavere skatter og mere respekt for den private ejendomsret end man har i Danmark kan fremvise langt hurtigere økonomisk vækst, end vi kan gøre det i Danmark. Det er også ret veldokumenteret, at der på globalt plan findes en tydelig sammenhæng mellem frihed og velstand.

Det må derfor være på tide, at man begraver det marxistiske forarmelsesscenarium en gang for alle. Fedmefrygt (herunder epidemi-retorikken, der også anvendes i relation til rygning) samt statistikker vedrørende stress på arbejdspladsen vil ikke kunne vække kultur-socialismen til live.

I vores klub kan man spille en hel sæson for 600 kroner, og en ketsjer kan købes for cirka 300 kroner, siger Jørgen Hansen [bestyrelsesmedlem i Aalborg Tennisklub]. Han er godt klar over, at tennis af nogen bliver betragtet som en overklassesport. - Sådan var det engang, men det er helt ude af trit med virkeligheden i dag, mener han. Som medlem af bestyrelsen i en tennisklub frygter han, at annoncen fra 3f kan gøre det sværere at få unge til at melde sig til tennissporten. Det er svært nok i forvejen at holde på de unge. - Det kan man læse i artiklen Tennissporten føler sig hængt ud.

Men hvorfor er det blevet billigere at spille tennis? Svaret er det samme som spørgsmålet: "hvorfor er kontaktlinser, computerskærme, mobiltelefoner, fjernsyn, sodavand, flyrejser"...og så videre blevet billigere? - Og svaret er ULIGHED: Det vil sige, det er mulighederne for at skabe sig en materielt solid tilværelse med overskud i hverdagen, der har ført til denne generelle velstandsskabelse. Det er muligheden for at den enkelte kan træffe sine egne beslutninger, og dernæst forfølge sine drømme og visioner uden at blive plyndret af sine omgivelser for hvert et fornuftigt og produktivt skridt, der bliver taget.

Det er dermed muligheden for at blive "ulige" alle andre, der betyder, at nogle rent faktisk foretager sig noget fornuftigt og praktisk orienteret. I primitive eller middelalderlige samfund trives derimod retsløsheden og også lighedsmentaliteten, der betyder, at når nogle tager et selvstændigt skridt fremad, trækkes de med det samme tilbage og ned af resten. Fra og med 1970'erne tog vi i Danmark med ny-marxisimen (og kultur-socialismen) et grimt skridt tilbage i den forkerte retning. Man genopfandt en lighedskultur, som kun kan føre tilbage til mere primitive tilstande.

Historien fra Aalborg fortæller således noget ret centralt. Og det er at friheden ganske rigtigt i praksis har en tendens til at føre til ulighed, sådan at der opstår en "overklasse", fordi mennesker vil noget forskelligt med deres liv, og også fordi mennesker er forskellige fra naturens hånd; men at den samme frihed også fører til øget velstand generelt.

Statsstøtte til fast nedsat tid er særlig problematisk under højkonjunktur Det er problematisk, at staten gennem supplerende dagpenge yder tilskud til, at omkring 30.000 personer kan arbejde på fast nedsat arbejdstid, når danske virksomheder oplever stor mangel på arbejdskraft[...] Uden denne ordning ville det være mindre attraktivt at arbejde på nedsat tid, og incitamentet til at tage et fuldtidsjob ville vokse.

- Det kan man læse i et nyt notat fra CEPOS, hvor man foreslår at dagpengesystemet reformeres.

I anledningen af dette forslag har undertegnede fået tilsendt et nyhedsbrev, hvor man som et modsvar til CEPOS forslag skriver at: En generel suspendering af de supplerende dagpenge [ikke vil] løse arbejdskraftmanglen på alle de fagområder, hvor der er akut brug for arbejdskraft, men skaber kun problemer på andre områder af arbejdsmarkedet som fx i HTS-området, Horesta-området samt turist- og kulturerhvervet, som sin beskedne beskæftigelsesmæssige størrelse taget i betragtning udgør en tocifret milliardforretning for Danmark.

Undertegnedes indstilling er imidlertid at CEPOS' forslag er et skridt i den rigtige retning; og at målet må være, at staten ikke bidrager til dagpengesystemet overhovedet. I modsætning til kommentaren i nyhedsbrevet er det helt uproblematisk at påtage sig ekstra arbejde, såfremt man savner de supplerende dagpenge man mister fra statens side.

Målet må være, at dagpengenes varighed, de konkrete ydelser og betingelserne for at modtage dem, fastsættes på markedets betingelser. Det vil sige: Forskellige forsikringsudbydere må efter en fjernelse af støtte og privilegier have frihed til konkurrere om præmiers størrelse, varighed, services o.s.v. Om det så ville føre til kortere eller længere dagpengeperioder er i sagens natur underordnet. På sigt må man forvente, at det vil gøre markedet mere interessant for flere, og derfor skabe bedre tilbud for arbejdsløse. Der er intet, der taler for, at der gælder særlige mekanismer for dette forsikringsområde sammenlignet med alle andre former.

I den tyske journalist Olaf Gersemanns bog: Cowboy Capitalism: European Myths, American Reality, kan man i øvrigt læse, hvordan man i USA er langt mere tilbøjelig til at påtage sig ekstra jobs herunder deltidsansættelse. Gersemann dokumenterer vel at mærke, at det primært er middelklassen, der gør dette fordi det kan betale sig, og at årsagerne til øget ekstraarbejde i USA altså ikke er, at der er tale om økonomisk nød. (Dette er dermed én af de europæiske myter, der gennemhulles i bogen). En anden vigtig årsag til, at statsstøtten til dagpengene bør fjernes er i den forbindelse også, at de statslige ordninger bidrager til langtidsledighed, hvilket man netop også har langt mindre af i USA. - Så lad os få amerikanske tilstande på dagpengeområdet (Det vil sige i det omfang, at man i USA har mindre statslig indblanding på området).

Det er [...] de færreste politiske beslutningstagere herhjemme der tror på, at den lavere (nominelle) løn, der bliver en følge af, at man øger incitamenterne til at arbejde - og som øger arbejdsudbuddet - også fører til social forarmelse. Netop derfor har vi et forholdsvist frit arbejdsmarked, hvor købekraften og velstanden er høj, og hvor niveauet for ledighed samtidig er lavt. Desværre gælder denne erkendelse bare ikke i EU som helhed. Her er fagforeningerne netop stærkere, og de har samtidig ikke helt indset fordelene ved aftalefrihed og fleksibilitet. Disse (kontinentaleuropæiske) fagforeningers politikker, der handler om at insistere på mindsteløn samt ordninger, der gør ansættelse uattraktivt for arbejdsgivere er derfor (eventuelt sammen med generøse overførselsindkomst fra staten) årsag til at arbejdsløsheden i Europa stadigvæk er højere, end den er det i mange af de økonomier, som vi i EU gerne vil sammenligne os med, - hvilket selvsagt også har konsekvenser for væksten.

- Læs mere i Realløn og beskæftigelse i EU .

Mere om beskæftigelse og velstand i Jordbærplukning, købekraft og kapitalisme.

[D]ette kjennetegner kapitalismens kritikere: de baserer sin moral på eiendomsfølelse over andre mennesker. Det er meget vanlig at folk føler eierskap i andre menneskers private eiendom. En arbeider føler ofte at han eier arbeidsplassen sin og blir moralsk indignert dersom bedriften legger denne ned. Marxismen er det ultimate uttrykket for dette, hvor kapitalisten fullstendig nektes eierskap til sitt eget arbeid. Mange føler seg krenket og klager til kommunen dersom noen sager ned et fint tre på sin egen private eiendom. En del nekter å flytte ut av leiligheten de bor i etter at leiekontrakten har gått ut. En privatperson kan nektes å rive sitt eget hus fordi det er blitt gammelt nok til å bli ”verneverdig.”

Dette er selvsagt en mye mildere form for slaveri enn vi finner i mindre siviliserte deler av verden, men grunnprinsippet er det samme...

Læs mere i dagens kommentar.

De nyliberales førende propagandacenter er tænketanken Timbro. Kulturminister Cecilia Stegö Chilò har været chef i Timbro og administrerende direktør for organisationen Fritt Näringsliv, som er højrepropagandaens primære sponsor. Stegö Chilò har en nærmest fjendtlig holdning til public service, dvs. Sveriges Television (SVT) og Sveriges Radio (SR). Det har hun givet udtryk for i flere sammenhænge og markeret ved ikke at betale tv-licens i 16 år. Trods sin foragt for SVT har hun både tv-antenne og parabol på taget af sin villa.

Det absolut tydeligste tegn på de nyliberales tilbagevenden er, at den glødende nyliberale Carl Bildt er blevet udnævnt til udenrigsminister. Denne domptør og Reinfeldts gamle plageånd vil komme til at sætte sit præg ikke blot på udenrigspolitikken, men på hele regeringen. Bildt vil ikke holde sig til sit eget pastorat. Allerede fra dag ét gik Bildt ud i medierne med sin gamle opfattelse af reglerne på arbejdsmarkedet, dvs. afskaffelse af kollektive aftaler og tryghed i ansættelsen. Bildts støtte til og forståelse for de civilt ulydige Stegö Chilò, Borelius, Billström og et antal andre fra Moderaterna, f.eks. stabschefen Johan Forsell, undergraver Reinfeldts position og det nye arbejderpartis image.

Det skriver systemets mand Alf Ronnby i Jyllands-Posten i Højrerebeller i svensk regering .

Der er således grund til forsigtig begejstring. - Johan Norberg følger situationen.

Besøg Timbro.

Husk også at overvåge www.coin.dk/kyoto og den nye COIN-portal.

[T]ænk over situationen, som den i sin reneste form ser ud: 1) Et firma viser sig ikke at være konkurrencedygtig pga. politiske indgreb og stærke, traditionalistiske fagforeninger; 2) politikerne tager det op som en sag, hvor de kan vise deres ‘sociale sindelag’ og giver støtte til det skrantende firma; 3) firmaet og dets partnere såsom fagforeninger behøver ikke gøre det store for at rette op på situationen, for staten/EU har jo vist sig klar til at hjælpe.

Udskift nu ordet ‘firma’ med ‘sydeuropæisk skotøjsindustri’, ‘værfter’, eller ‘landbrug’, og min pointe bliver forhåbentlig klar: Italien er helt repræsentativ for hvordan men i EU fører erhvervspolitik. ...

- Det skriver Christian Bjørnskov hos Punditokraterne. Læs mere her.

Læs også Chresten Andersons kommentar i iDag - Industriens Dagblad fra den 23.: Den dyre lobbyisme.

Efter mange år er det gået op for Dansk Folkeparti, at børnefamilier også har stemmeret - og at de kan mobiliseres. BUPL's strejker og forældrenes blokader har været en stor del af den offentlige debat de seneste dage og uger.

De mange mennesker, som er gået på gaden for at kræve flere offentlige penge til daginstitutionerne har fået DF'erne op ad stolene. Derfor synes Krisitan Thulesen Dahl, at der skal bruges en mia. kr. til kommunerne til mere offentlig velfærd.

Han afviser, at DF har ladet sig presse af de titusinder af elever, forældre og pædagoger, der protesterede mod kommunale besparelser og regeringens velfærdspolitik i går på Folketingets åbningsdag.

Ikke overraskende er S glade:

Det glæder os, at DF er vendt på en tallerken og vil tage ansvar for at give flere penge til kommunerne. Om pengene skal tages fra forskning eller statens overskud, må vi se på. Det afgørende er DF's erkendelse,« siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S).

Gad vide hvor længe DF holder den nye børnevenlige profil - men der jo stemmer i det!

Institut for Menneskerettigheders projekt bygger, som selve idéen om at underlægge virksomheder menneskerettigheder, på en præmis om, at firmaerne har skadelige virkninger for verdens fattigste mennesker og lande, fordi de presser lønninger og arbejdsforhold. Det er en forestilling, som menneskerettighedsbevægelsen deler med anti-globaliseringsbevægelsen bestående bl.a. af organisationer som Attac, som da også i høj grad overlapper med førstnævnte.

Den udbredte forestilling, at de multinationale selskaber generelt er skadelige for verdens fattigste, men har dog ikke hold i virkeligheden. Det er korrekt, at arbejdere i den tredje verden får væsentligt lavere lønninger end i Vesten, men dette skyldes lavere uddannelses- og færdighedsniveau. Endvidere udgør lave lønninger ofte fattige landes væsentligste konkurrencefordel og medfører skabelsen af millioner af arbejdspladser, som ellers ikke ville tilflyde disse lande.

- Det skriver cand. jur. Jacob Mchangama i dagens artikel på Nyhedsmagasinet RÆSON.

Copenhagen Institute er i øvrigt vært for mod-Attac, der arbejder på at speede globaliseringsprocessen op, det vil sige øge frihandlen og den frie konkurrence på det globale plan.

Besøg mod-Attac på Copenhagen Institute.