The availability of cheap, personalized transport is something oil makes possible, and something we should never take for granted.

As a gasoline marketer told a group of gas station attendants in 1928: "My friends, it is the juice of the fountain of eternal youth that you are selling. It is health. It is comfort. It is success. . . . You must put yourself in the place of the man and woman in whose lives your gasoline has worked miracles."

Let's Celebrate Oil's 150th Birthday And The Value It Adds To Our Lives

http://arc-tv.com/oils-150th-birthday/

Kvoteordningerne skal [...] ses som en tilføjelse til alle de mange andre restriktioner, som politiske beslutningstagere navnlig fra og med 1970’erne, har pålagt de produktive i Danmark og andre lande, og som på denne måde har vanskeliggjort mulighederne for at forbedre produktionsapparatet ved at øge omkostningerne forbundet ved at producere.

Så jo flere penge der tjenes på ordningerne, desto mindre bliver interessen i at efterspørge arbejdskraft og i at anvende maskiner i produktionen; altså maskiner som netop bruges til at forbedre købekraften og skabe velstand.

http://s-espersen.blogspot.com/2007/10/co2-kvoter-reducerer-beskftigelsen-og.html

As debate continues over whether the United States will accede to the UN Convention on the Law of the Sea (UNCLOS), recent developments in Congress and the Executive Branch indicate a quiet but concerted effort to inject UNCLOS environmental principles into U.S. law. Some, including this author, have argued that U.S. accession to UNCLOS would explicitly usher into the U.S. legal system an aggressive version of Europe’s precautionary approach to regulating economic conduct. In advance of accession, though, this “Precautionary Principle” is finding its way into U.S. policy statements and proposed legislation in the more politically palatable and innocuous-sounding, but no less unscientific, form of “ecosystem-based management” (EBM). As this LEGAL BACKGROUNDER will illustrate, application of EBM to use and exploration of the sea, and even land could substantially frustrate critical economic activity such as offshore oil exploration and marine genetic prospecting, while also imperiling U.S. sovereignty.

Read more here:

“ECOSYSTEM-BASED MANAGEMENT”: A STEALTH VEHICLE TO INJECT EURO-STYLE PRECAUTION INTO U.S. REGULATION
http://itssd.org/7-10-09Kogan2_LegalBackgrounder%20(2).pdf

See also:

US UNCLOS Accession NOT Necessary to Secure Vast Majority of U.S. Energy Needs, US Army War College Research Paper Finds; Amendment Preferred
http://itssdjournalunclos-lost.blogspot.com/2009/07/us-unclos-modification-preferable.html

Does it seem a bit odd that the current price of oil is more than twice the cost of producing all the oil the world presently needs and will need long into the future? The reason the price is so high is that the supply has been artificially constrained by governments. Most (88 percent) of the conventional oil reserves are owned by governments, and these governments have underinvested in new production. As is well-known, the U.S. government has restricted offshore and onshore drilling, shale development, and coal conversion. Read more here.

Although estimates vary, federal geologists think that the U.S. continental shelf may hold 10 billion barrels of oil and 16 trillion cubic feet of natural gas in areas where exploration currently is banned. When these resources come on the market, they’ll do nothing but help the cost of energy, fertilizer, and food. [...] Maybe we really do need to think about this issue in terms of dentistry. As with a bad toothache that won’t go away, we should let the drilling start as soon as possible. - Read more here.

18th century drilling.

I perioden 1971-1981 bidrog den amerikanske miljøbevægelse og den amerikanske stat i fællesskab til stigende efterspørgsel på olie - samt til et svigtende udbud!

Resultatet var 1970'ernes oliekrise.

Fire årtier senere kan vi konstatere, at olien var der, og at der har vist sig at være meget mere olie end man tidligere troede. Som følge af reguleringstrangen nåede olien blot ikke frem til forbrugerne.

Den centrale årsag til knapheden i 1970'erne var prisregulering: Olieindustrien måtte fra politisk side ikke tjene "for mange" penge. Man fastsatte derfor maksimumspriser. Dette førte i sig selv til knaphed, og til helt groteske former for ressourceallokering. 1970’ernes katastrofale energipolitik er beskrevet til mindste detalje af økonomen George Reisman i bogen Capitalism.

De politiske beslutningstagere forværrede yderligere situationen ved at lytte til miljøbevægelsen.

Miljøbevægelsens bidrag til katastrofen var blandt andet at medvirke til en hastigere overgang fra kul til olie, end det ville have været tilfældet uden statslig intervention. Årsagen til denne umiddelbart besynderlige aktivitet fra miljøbevægelsens side skyldes, at miljøbevægelsen ikke er i stand til reelt at levere alternativ energi. Via politisk lobbyisme kan de grønne blot sikre, at deres præferencer kommer til at betyde mere end forbrugernes præferencer.

De grønne kan således tale om den alternative energi. De kan synge sange om disse energiformer. Men de grønne er som bekendt ikke profitmagere. De kan derfor ikke omsætte energi til indtjening. De kan med andre ord ikke levere varen, hvis og såfremt de i det hele taget skulle være interesserede i gøre dette. De grønne kan kun påvirke forbrugernes adfærd ved at hæve prisen på bestemte former for energi, det vil sige ved at øge omkostningerne for forbrugerne.

Solen er således en alternativ energikilde; men de grønne kan ikke producere energi fra solen, som de er i stand til at sælge, på en måde så det kan betale sig for den vestlige verdens befolkning at købe energien. Det eneste de grønne er i stand til at gøre, er derfor kunstigt at hæve prisen på en type af energi, sådan at forbrugerne ændrer adfærd. Dette sker vel at mærke samtidig med at forbrugerne bliver fattigere, som følge af de kunstigt fordyrede alternativer, som forbrugerne tvinges til at forlade som følge af de af miljøbevægelsens og de politiske beslutningstageres kunstigt skabte omkostninger. Netop derfor er energipriserne i Danmark høje, selv om der er i Danmark produceres masser af energi.

Der er således ingen ingen fagre ny verden forbundet med den klassiske intervention i markedet for energi: Fiskere samt andre mindre virksomheder i vor tids Europa kan, som følge af de stigende oliepriser - som de politiske regulatorer sammen med miljøbevægelsen bidrager til, se frem til at måtte opgive deres erhverv; på samme måde som virksomheder, der levede i kraft af billig energi blev svækket eller gik konkurs i 1970’ernes USA - hvilket var en følge af datidens energipolitiske eksperimenter.

I stedet for prisregulering satser politikerne i Europa nu på Kyoto og kvoteordninger. Dem indførte man i øvrigt også i USA i 1970’erne i et forsøg på at afhjælpe den mangelsituation, man selv havde skabt. Resultatet af den politiske galskab blev, som George Reisman beskriver det, at de allermest marginale indkøbsture for Fru Sørensen son følge af kvoteordningen blev muliggjort på bekostning af de virksomheder, der skulle bruge benzin til at fragte olie og benzin til forbrugerne!

Under et friere marked ville sådanne virksomheder have været i stand til at byde priserne op, og sikre den benzin, de skulle bruge til at levere energi til forbrugerne. Nu indførte regeringen med sine kvoteordninger oveni deres prisregulering således en regel, der kunstigt tildelte alle behov den samme værdi. Man skulle derfor tro, at datidens politiske projekt direkte handlede om at sikre kødannelse og mangeltilstande – ikke bare i Sovjetunionen – men altså nu også i USA.

Det energipolitiske miljø blev yderligere forværret eftersom skiftende regeringer lyttede til en af miljøbevægelsens mest vanvittige ideer, den der handler om, at naturområder har en værdi-i-sig-selv.

Den amerikanske stat forhindrer også i dag, at meget store dele af USA ikke kan ejes af private borgere, virksomheder m.v.; men at disse områder – for deres egen og miljøbevægelsens skyld - er statseje og ligger brak.

Energipolitikken, der på flere måder svækkede nationale amerikanske producenter, gav samtidig mellemøstlige udbydere en fantastisk mulighed for at vinde markedsandele, og for at opnå øget politisk indflydelse på det land, der via prisregulering på denne måde valgte at skade sig selv.

Den amerikanske venstrefløjsaktivist Michael Moore glemmer således i Fahrenheit 9/11 at beskrive de oprindelige årsager til, at Mellemøsten fra og med 1970’erne pludselig blev et meget interessant område at handle olie i. Energipolitikken kan derfor også siges at være en - blandt flere - indirekte årsager til det efterfølgende militære engagement i Mellemøsten.

Prisregulering i form af maksimumspriser betyder således, at der indføres grænser for, hvad man kan tjene indenfor det pågældende marked. Prisreguleringen gjaldt imidlertid ikke i Mellemøsten. Efterspørgslen på olie steg således som følge af de kunstigt fastsatte lave priser. Interessen for at levere amerikansk produceret olie faldt samtidigt som følge af de samme kunstigt lave priser. Resultatet blev en mangeltilstand, kaotiske scenarier samt helt meningsløse personlige tragedier. Oliebranchen i USA vidste ikke desto mindre godt, at den politiske galskab ikke kunne vare ved. Som en konsekvens af den langvarige intervention i den amerikanske energisektor (1971-1981), opstod der således samtidig en række langvarige forbindelser mellem den amerikanske og den mellemøstlige olieindustri.

Hvis politikere i DK, EU og USA nu atter ønsker at kaste sig ud i prisregulering eller kvoteordninger, bør de derfor begynde med at eksperimentere med mindre vigtige dele af markedsøkonomien. Eksempelvis kunne man via lovgivning fastfryse regulatorers lønninger.

Tidligere bragt på www.coin.dk. Læs samtlige artikler fra hovedsiden via arkivet.

I Jyllands-Posten kan man idag via Ritzau læse, at folketingsmedlem Morten Messerschmidt bliver klima- og energiordfører for Dansk Folkeparti samtidig med, at et ordførerskab for europæiske anliggender beholdes. Under overskriften Fortsat uenighed om miljøpolitikken den 23., blev det samtidig bemærket at den ny miljøminister Troels Lund Poulsen (fra Venstre) kort før sin udnævnelse [havde] givet udtryk for, at han var "helt uenig" i, at der skulle indføres flere grønne afgifter.

Læser man debatbogen Tid til forandring af Troels Lund Poulsen og Anders Thomsen (fra det Radikale Venstre) fra 2001, må man dog konstatere, at Troels Lund Poulsen bestemt ikke står for et alternativ til reguleringsiveren, når det gælder miljøpolitik. Der er - fra det synspunkt, der handler om at sikre produktionsfriheden - tværtimod tale om beklagelig læsning. Miljøafsnittet i denne debatbog (som dog bortset fra dette afsnit også indeholder positive ting) vidner om, at venstredrejningen i Venstre nok desværre går dybere end man kunne frygte. Men her kan den aktuelt formulerede modstand mod flere grønne afgifter, så også tyde på, at Poulsen har ændret mening, - og nu har indset, at en svækkelse af produktionsfriheden ikke er til gavn for gode menneskevenlige omgivelser (Eller også viser de modstridende meldinger, at det var Anders Thomsen fra det Radikale Venstre, der skrev miljøafsnittet).

Derimod har Messerschmidt deltaget i klimadebatten med bidrag, der ligger ret tæt på Copenhagen Institutes budskaber. Det fremgår i debatindlægget Fri os for klimafundamentalister , som vi af forfatteren fik lov til at reproducere, som et bidrag til den klima- og energipolitiske debatside www.coin.dk/kyoto.

Det bliver derfor spændende at se, om disse politikere vil lægge låg på deres egne holdninger frem mod den store klimakonference i år 2009, som afholdes i København. I kraft af de mange eksempler på uenighed om såvel fakta som politik må man derfor umiddelbart konstatere, at det vil være vanskeligt at sælge varen, der handler om at ”Danmark er foregangsland”, og at man fra dansk side er rørende enige om politikken (i det mindste på Christiansborg). Der er tydeligvis ingen konsensus på området.

www.coin.dk juli til oktober 2007.

www.coin.dk/kyoto juli til oktober 2007.

Den ny miljøminister Troels Lund Poulsen har kort før sin udnævnelse givet udtryk for, at han var "helt uenig" i, at der skulle indføres flere grønne afgifter. Det fremgår af et spørgeskema, som det Christiansborg-baserede Altinget.dk benyttede op til valgkampen for at lade vælgere finde ud af, hvilken kandidat de var mest enige med. Læs mere i JP-artiklen - Ny miljøminister: Ikke flere grønne afgifter

Flere partier presser desværre på for at hæve energiafgifterne. Det gælder blandt andet Ny Alliance og De Konservative. I Venstre drejer man derimod rundt om sig selv; og fra Dansk Folkepartis side har man talt imod. Læs hvorfor "grønne afgifter" er skadelige her.

Der har således nu været ikke-konsensus om miljøpolitikken i et stykke tid. Det fremgår også af artiklen - Internt brev fra finansministeren afslører uenighed om klimapolitikken, hvor tidligere Finansminister Thor Pedersen tog afstand fra ideerne om, at man fra EU's og FN's side skulle sætte bestemte mål for den globale gennemsnitstemperatur.

Socialism always plants the seeds of its own destruction, and state-owned oil is no exception. Most people do not realize that about 90 percent of the world's liquid oil reserves are controlled by governments or state-owned companies. Exxon Mobil, the world's largest privately owned oil company, owns only 1.08 percent of the world's oil reserves, and the five largest private global oil companies together own only about 4 percent of the world's oil reserves. - There is enough liquid oil in the ground to last generations; and when oil sands and oil shale are included, there is enough oil to last centuries. If there were a truly free market in oil, with both the reserves and production owned and controlled by many competitive companies, the price of oil would be a fraction of today's price.

Richard Rahn in Socialist Oil Death Spiral .

[N]år krydset skal sættes næste tirsdag vil hele 47 procent af Dansk Folkepartis kandidater enten være ansat i eller drive en privat virksomhed. Det viser en gennemgang af de godt 800 opstillingsberettigede kandidater, som Berlingske Tidende og ErhvervsBladet har foretaget.

Det fremgår af dagens udgave af Erhvervsbladet, hvor man kan læse, at det betyder at Dansk Folkeparti har overhalet Det Konservative Folkeparti i konkurrencen om at have flest kandidater med baggrund i det private erhvervsliv. Som nummer et ligger man naturligvis også højere på listen end Venstre og Ny Alliance.

Flere politik-områder, som der ofte er fokus på fra www.coin.dk kan i den anledning fremhæves til fordel for Dansk Folkeparti.

Det gælder kritikken af FN; politikken i forhold til Israel; kritikken af EU herunder modstanden mod EU-traktaten; ønsket om at afvikle landbrugsstøtten; den aktuelle moralske støtte til Taiwan; opmærksomheden på det negative ved islamisering herhjemme og i Europa; forståelsen for ytringsfrihedens værdifuldhed; samt den ofte direkte afstandstagen til den socialistiske ideologi herunder kritikken af Danmarks Radio.

Hertil kan tilføjes en direkte formuleret kritik af energipolitikken og Kyoto-samarbejdet inklusive modstand mod højere energiafgifter. Sidst men ikke mindst bakker man i Dansk Folkeparti op om det af Venstre indførte skattestop.

En del af kritikken af EU bygger desværre nogle gange ikke på et frimarkedsgrundlag, men på noget man kan kalde en misforstået ide om statens ret til at bestemme over borgerne frem for EU’s til at gøre det samme. Men hvis man skal vælge mellem to onder, er det som regel en fordel at gå efter det mindre; det vil sige en småstats diktater frem for diktater fra en region.

Synet på økonomisk omfordeling og en vis opbakning til den offentlige sektors nuværende størrelse fra DF’s side vidner imidlertid også om, at man ikke helt har forstået, at dele af den politik, man selv vil føre også er socialistisk.

Men eftersom Venstre og Konservative i vor tid samt Ny Alliance befinder sig meget langt inde på den politiske midte, hvad angår socialisme-liberalisme, er spørgsmålet nu om denne side af DF’s politik trækker så meget fra – relativt set – i forhold de andre borgerlige partier.

Hvad angår nogle af de områder nævnt foroven står Dansk Folkeparti vel at mærke alene i at promovere synspunkterne; det gælder ikke mindst kritikken af FN, kritikken af Kina, kritikken af EU, samt kritikken af energipolitikken.

Indenfor andre områder findes der nogen opbakning i de andre borgerlige partier til de samme synspunkter, som man finder i Dansk Folkeparti. Det gælder forståelsen for det problematiske ved islamisering, vigtigheden af ytringsfrihed, og såmænd også kritikken af Danmarks Radio.

Men man er nok nødt til at erkende, at DF indenfor de nævnte områder har formuleret sig nogenlunde klart; mindst klart måske på energiområdet, hvor der er lidt slinger i valsen jævnfør en aktuel historie i Jyllands-Posten om, at man vil kaste sig ud i nye energieksperimenter sammen de andre partier.

Ovenstående nævnes eftersom der må være en åbenlys masse af vælgere, der er frustrerede over hvor lidt frihedsorienteret politik, der er ført fra Venstre og Det Konservative Folkepartis side.

Og her er det nok ikke så meget Dansk Folkepartis skyld, at man ikke har taget fat på, at reducere en række dele af den offentlige sektor, hvorfra mange af de værdier, som man ikke kan tilslutte sig i DF de netop promoveres. Man kunne eksempelvis sagtens have forstillet sig, at DF’erne ville have været interesseret i, at gøre op med de mange, der er beskæftiget med regulering og propagandisme indenfor miljøområdet; men altså i det hele taget større dele af de sektorer, der er beskæftiget med offentlig finansieret information og uddannelse.

Det kunne jo simpelthen tænkes, at Venstre og Konservative var blevet mere venstreorienterede ikke af taktiske grund, men permanent. Og så kan man jo overveje at stemme på nogle andre eksisterende partier, mens man venter på noget, der er bedre.

Under alle omstændigheder, så er ”velfærdssovsen”; det vil sige nye løfter om ”ydelser”, offentlige goder og diverse ordninger, som flyder i en lind strøm fra Venstres pressetjeneste vanskelig at tage alvorligt; hvis partiet skal forestille at være ”Danmarks liberale parti”.

Danmark mangler stadig et virkeligt konsistent frihedsorienteret parti. Men Dansk Folkeparti kan ikke afskrives, hvis man har tænkt sig at stemme, og når man i så fald sammenligner med Venstre eller det Konservative Folkeparti.