Critics of capitalist business [...] do not want private individuals to be in charge of spending the profits made in business. They would like the public — that is, government — to decide what happens to the wealth.

This used to be called socialism but now that the grand experiment in that political economic system has had innumerable setbacks across the globe, the term “socialism” has been dropped. Instead we have SRC [Social Responsibility of Corporations] or stakeholder theory. If some such idea can catch on, it will have the same impact that socialism does — undermine the rights of individuals to allocate their wealth and place this power into the hands of politicians and bureaucrats.

- Read more in What Social Responsibility? at: http://tiborrmachan.blogspot.com/2007_05_27_archive.html

[V]erden er ikke perfekt. Men takket være blandt andet handel med aktier indenfor våbenindustrien, så lever vi en forholdsvis fri og velstående verden, hvor man netop takket være en levende forsvarsindustri kan beskytte den private ejendomsret, og dermed også handle med alle mulige andre typer af aktier. Den handel er derfor en vigtig del af den dynamik og det liv på markedet, der sikrer velstanden. Det er derfor positivt i konteksten, der handler om at der er grund til at forsvare sig, fordi verden ikke er perfekt, - at der kan tjenes penge på våben.

Læs mere i Aktier, velstandsskabelse og egeninteresse

Læs også debatindlægget Aktier: egeninteresse er god etik.

I artiklen Forty years of perverse "social responsibility" kan man blandt andet læse følgende:

A year ago – after an extensive public education effort by the Congress of Racial Equality, Africa Fighting Malaria, Kill Malarial Mosquitoes NOW Coalition and other health and human rights groups– the USAID and World Health Organization finally began supporting DDT use once again. But ED, Pesticide Action Network and other agitators still promote ridiculous anti-DDT themes on their websites, claiming it is “associated with” low birth weights in babies and shortened lactation in nursing mothers.

None of these anti-insecticide pressure groups has ever apologized for their disingenuous campaigns or been held accountable for the misery and death they helped perpetuate. Instead, they blame today’s horrendous malaria rates on a new “crisis” – global warming.

- Og så også lige citatet i overskriften...

Foreningen Ibis afholder en konference om "Corporate Social Responsibility" og "fair trade" den 5. maj i Århus. Her deltager blandt andet Jesper Ib, der er tilknyttet Copenhagen Institute.

Oplægget til arrangementet lyder Kan Fair Trade hjælpe verdens fattigste og har virksomheder et socialt ansvar? 5 oplægsholdere vil diskutere muligheder og begrænsninger indeholdt i Fair Trade og Corporate Social Responsibility koncepterne i en udviklingssammenhæng. For hvert af temaerne vil du møde én oplægsholder, som er positiv og én som er kritisk. Læs mere her.

På forsiden kritiseres fænomenet CSR - Corporate Social Responsibility. Her skriver jeg blandt andet at der med CSR er tale om et angreb på et helt centralt moralbegreb, som vel at mærke er det, der har sikret de sidste to hundrede års vækst og velstand: Dette moralbegreb kaldes i daglig tale for "oplyst egeninteresse".

Eksemplet på at CSR står i kontrast til oplyst egeninteresse, finder man netop i den artikel fra Erhvervsbladet, der svares på i indlægget, og som havde overskriften Gode gerninger vinder frem i erhvervslivet. Her skulle det gerne stå klart, at man fra CSR-folkenes side, ikke tillægger det en specielt positiv værdi at skabe og producere, - men at man i stedet mener, at det positive består i at man forærer det man besidder og har skabt, væk - uden regning, og måske ligefrem "i bedste fald" til nogen, man ikke kender og en sag, man ikke har specielt meget forstand på (hvilket netop er uegennytte, så det basker).

Forudsætningen for at debatten er meningsfuld er vel at mærke at der er en reel konflikt mellem altruisme og egeninteresse. Det vil sige det forudsættes, at man må vælge mellem disse to kodekser: altruisme på den ene side og oplyst egeninteresse på den anden. - Mange vil således omvendt hævde, at konflikten er kunstig: Det vil sige, at man kan være lidt altruist og lidt egoist/egeninteresseret, og at det egennyttige og ugenyttige dermed kan blandes op. (- De ekstreme tilhængere af dette synspunkt vil ligefrem hævde, at det simpelthen ikke kan være anderledes).

I artiklen moral vigtigere end økonomi er det nærmere uddybet, hvorfor man ikke kan kombinere altruisme og egeninteresse. Det korte svar er at man i en hvilken som helst bestemt situation, står over for at træffe et valg, der også er moralsk (eksempelvis at give eller ikke-give); og at en ”blandingsmoral” i denne sammenhæng ikke giver et svar på hvilket valg, man så i den konkrete situation skal træffe. (- Har man i løbet af den øvrige dag nu været 49 eller 51 procent egennyttig, - og er det således nu man skal give efter for sine uegennyttige tilbøjeligheder, eller ignorere dem?).

Jf. Yaron Brooks foredrag, så vil man i stedet blot handle ud fra, hvad man føler her-og-nu. - Og derefter vil man efterrationalisere. Denne efterrationalisering og følelsesbetonede adfærd (jf. udtrykket ”emotionalism”) findes således hos de, der prædiker altruisme i det daglige - eks. Formanden for SF, om at man skal ofre sig for miljøet og nogle andre, men som ikke selv gør det når han vælger bil, sommer-ferie med mere:

Ingen kan med andre ord være konsistent altruist. Det er derimod forholdsvist uproblematisk at udvikle sig til en gennemført hykler, hvor man (konsistent) prædiker det ene, og (mere eller mindre konsistent) gør det stik modsatte i dagligdagen. Og i så fald handler man ikke samtidig moralsk. For moral er netop, at man handler ud fra et princip, det vil sige ud fra noget, der er sammenhængende og konsistent; d.v.s. at man handler ud fra en standard.

Det er altså også påstanden her, at god moral (jf. atter Brook-artiklen) er fornuftsbaseret, praktisk, nyttig og på alle måder livsfremmende. Men at forudsætningen for, at man kan være konsistent, er at man har sat sig ind i, hvad der findes af moralske tilbud, og i den forbindelse har foretaget en kvalitetskontrol. - Og når nu SF's formand ernærer sig i kraft af konfiskation (han har ligefrem gjort det til en livsstil), taler om det grønne og de svage – og så i praksis ikke selv ofrer andre end de produktive (herunder de svagere-stillede lønmodtagere hvis købekraft han med sin socialistiske ideologi forringer), og som han konfiskerer fra, - er han (Villy Søvndal) så virkelig moralsk, det vil sige: selv på sine egne erklærede præmisser?

Generøsitet er ikke det samme som altruisme

Her skal der, for at nuancere diskussionen, imidlertid påpeges hvordan man udmærket kan være generøs, og samtidig handle i sin egen interesse, og ud fra sine egne værdier.

Generøsitet er således at give, fordi man har et overskud. Og det at være generøs er ifølge ordbogen at være ædelmodig, ædel eller højsindet. Det er således som udgangspunkt temmelig uklart præcist, hvad det vil sige at være "ædelmodig".( - Derimod skulle det gerne være tydeligt i kraft af ovenstående, at CSR i praksis handler om altruisme).

Pointen her er således at de egen-interesserede, det vil sige de mennesker, der tager afsæt i hvad der er godt for dem selv, og hvad der fremmer deres egne værdier, uden besvær - faktisk med større lethed end altruisterne - kan være generøse.

De produktive, de der skaber og bidrager til velstanden for dem selv, og for deres omverden - vil uden større vanskelighed også kunne opføre sig generøst. Generøsitet er således ikke noget primært, der er ikke kernen i en moralfilosofi, det er derimod – eller kan være – overbygningen på en sådan (se henvisning til litteratur nederst).

I et forarmet samfund, hvor ingen har noget, og alle stjæler fra alle, - og enhver bidrager til at holde Næsten nede, så vil generøsitet således også være en umulighed.

Generøs er dermed netop noget man er i kraft af den livsglæde, der følger, når man værdsætter sit eget liv, - og i forvejen har formået at tage vare på sig selv.

Denne selvrespekt er således også en forudsætning for et civiliseret samfund - på samme måde som den er en forudsætning for generøsitet.

(Offervilje er omvendt en direkte trussel mod det frie og oplyste samfund: Hvad enten de der angriber det, er parate til at ofre sig for at ødelægge civilisationen, eller de der burde forsvare den, viger og opgiver – det vil sige lader sig ofre).

Generøsitet er således som nævnt, at man giver ud fra et overskud, og at man typisk giver til noget eller nogen, der bekræfter og forstærker de værdier, man selv ønsker at fremme; men hvor der ganske vist ikke er en direkte, men kun indirekte sammenhæng mellem den personlige indfaldsvinkel og så handlingen. - Men sammenhængen er der ikke desto mindre.

Læs mere om emnet her. I bogen (der anbefales) forklarer Tibor Machan også om sammenhængen mellem frivillighed og generøsitet:

Udgivet af CATO Institute, 1998.

I går startede undertegnede en ny "kampagne" , denne gang mod fænomenet CSR - Corporate Social Responsibility.

Afsættet for at skrive om emnet var blandt andet en "CSR-ekspert" (ikke overraskende en akademisk humanist), der til Erhvervsbladet gav udtryk for, at medicinalindustrien "slår mønt på de syge"... Citatet blev bragt i en artikel under overskriften Gode gerninger vinder frem i erhvervslivet. (Tidligere har "de onde gerninger" ude i erhvervet således fået lov til at trives i fred...)

CSR-debatten er således ikke mindst interessant, eftersom der åbenlyst skiltes med en helt bestemt form for moralfilosofi, hvilket er usædvanligt.

Normalt forsøger man at sælge en given moral i det skjulte. - Eksempelvis kan socialdemokrater finde på at sige, at det er vigtigt at tjene penge, men også at gøre noget for de svage. - Og så ved man ikke helt hvad det skal betyde. Skal Microsoft nu holde op med at tjene penge og gøre deres aktionærer glade, og i stedet forære dem væk (og svigte investorerne)? - Og har man i grunden ikke gjort ganske meget for de svage ved at forbedre deres købekraft? (Faktisk en del mere end socialdemokraterne via Keynesianisme har svækket den?). Med CSR burde det nu være aldeles tydeligt, i modsætning til den uldne socialdemokratisme, hvad der af CSR-folkene regnes for godt og ondt.

For undertegnede er det (omvendt CSR-filosofien) et gode, at der er mennesker, der har et ønske om at tjene penge på netop det, jeg efterspørger. Jeg har således bemærket, at det som i altruismens navn tilbydes fra det offentlige er blevet ringere og samtidigt dyrere. (Her vil man ikke tjene penge, og jo større accept, der er i samfundet af denne modvilje mod indtjening - desto højere skatter...).

Omvendt kan jeg konstatere, at der navnlig indenfor konkurrenceprægede områder er sket tydelige forbedringer i det, jeg kan købe: En scanner, kopimaskine og printer i eet til under tusinde kroner; computere, der koster der samme men som kan stadigt mere; fremkomsten af mere overlegne mobiltelefoner, biler der kan køre længere på literen o.s.v.

(Betydningen af en forbedret købekraft i forhold til lønstigninger beskrives i øvrigt indgående af økonomen George Reisman i hovedværket Capitalism).

Men med ovenstående produktforbedringer ude i det private erhvervsliv er der imidlertid åbenlyst ikke tale om socialdemokratiske "projekter", men i stedet udtryk for rendyrket "profitjægeri". Der er netop tale om områder, hvor man må tjene alle de penge man vil, og hvor der ofte tjenes meget store summer. (Så store at man får et fænomen ved navn "ny-rige", som de "gammel-rige" ikke bryder sig om).

- Og så ender vi som forbrugere alligevel med at sidde med stadig mere overlegne produkter, herunder programmer, hardware, transport (i udlandet) med meget mere. Hvad i alverden er meningen?!

Kunne det tænkes, at årsagen til at producenter giver mig det, jeg efterspørger (og over tid mere af det til lavere pris) rent faktisk skyldes, at vi begge handler ud fra vores egen interesse? - Det vil sige at der er skabt et forum kaldet "markedsøkonomien", hvor jeg har ret til at købe til den laveste pris, og hvor producenten tilsvarende har retten til at prissætte, markedsføre og produktudvikle, sådan at den bedste producent har en mulighed for at blive vinder på markedet - og dermed til undertegnedes og millioner af andre forbrugers fordel? Det er præcis, hvad der sker.

Men ifølge ovennævnte humanist (der har fået en gratis uddannelse af socialdemokraterne, og sandsynligvis stemmer på et af de mange socialdemokratier), ja så slår medicinalindustrien omvendt "mønt på de syge"... Her regnes det gode bestemt ikke for egen-interessen, men handler derimod om, at man flytter fokus fra det, man har forstand på - og hen til alt muligt andet. Dette andet handler ikke om at tjene penge, ikke at overgå konkurrenterne, og slet ikke om at gøre kunderne (men i stedet alle mulige andre aktører herunder humanisten) tilfredse.

Og så alligevel...

Imidlertid er der dog nogle reelle forskelle på IT og medicinalindustrien. Det er bare ikke forskelle som humanisten foroven - formodentlig - har lyst til at fremhæve.

For sandheden er jo, at medicinalindustrien i langt højere grad har nære forbindelser til det politisk-administrative apparat, end det er tilfældet for IT-branchen. Heri findes derfor også en fare for at medicinal-industrien de kommende årtier risikerer at pådrage sig et dårligt rygte.

- For når kunden ikke er forbrugeren, men staten, ja hvad sker der så med kundeservice, kvalitet, prisbevidsthed med mere? (Det er selvfølgelig ikke emner som CSR-folket tillægger den store betydning, men det gør vi andre). - Dette og meget mere beskætiger Wayne Dunn sig med i artiklen Advertising is Good Medicine .

Her konstaterer Dunn således at man som ansat i medicinalindustrien, som alle mulige andre steder ønsker at forbedre sin situation. Problemet er imidlertid at staten byder sig til (som den store kunde, der både kan tilbyde pisk og gulerødder) - vel at mærke til skade for forbrugeren:

Understand that a drug company is a seller who's out to make as much money as possible on the drugs it creates. While a patient is a buyer who hopes to pay as little as possible for the drugs he needs. Enter the government as a "disinterested" third party. It pays for all (or a significant portion), let's says, of the drugs participants in some state-run handout program require. Now, in this situation, the consumer needs medicine, but he is less concerned with its price than he would be if he were paying out of his own pocket; thus, he has much less interest (if any) in bargain shopping. In fact, he's probably permitted to purchase medicine only from certain providers, regardless of whether a cheaper option is available. The seller is also aware that the buyer isn't as price-conscious as he would be if he, not the government, were picking up all or most of the tab. If the buyer isn't worried about getting a good value for his money, you can bet the seller isn't worried about giving him one.

In a free market, the seller cannot price his product outside everyone's ability to purchase it, and he's constantly under pressure to lower its price. But when the government guarantees payment, then the seller has every incentive to increase his price, while the buyer has no incentive to get him to decrease it.

Et svar til humanisten i Erhvervsbladet kan læses i

Oplyst egeninteresse versus CSR

Læs også Jyllands-Posten fra i dag:

CSR handler om at ofre sig.

- Når statsministeren i sin åbningstale til Folketinget opfordrer virksomheder til at ansætte flere indvandrere, så er det en helt forkert måde at gøre det på. Her i Saxo Bank har 40 procent anden baggrund end dansk, men de er ansat, fordi de er dygtige og gør deres bedste for virksomheden hver dag. Ministeren burde tværtimod være mere fokuseret på at give indvandrere et incitament til at tage arbejde.

- Det siger Lars Seier Christensen fra Saxo Bank til Erhvervsbladet i et interview om CSR (Corporate Social Responsibility).

Læs mere her.

I dag åbner Folketinget, og daginstitutioner over hele Danmark er enten lukket på grund af strejker eller blokade fra utilfredse forældre.

De utilfredse vil have flere penge til deres små børn. Børneinstitutioner er primært finansieret af skatteyderne, selvom der er en væsentlig brugerbetaling.

Derfor handler sagen i virkeligheden om lobbyisme for flere af skattekronerne. Der en ingen forskel på den lobbyisme, som forældre og pædagoger udfører lige nu - og den som virksomheder udfører for at få lovgivning, der passer virksomheden.

Begge typer vil øge de offentlige udgifter - og reducere væksten og velstanden i samfundet.

Læs bl.a.

Lobbyismen og den grænseløse stat
Lobbyisme
Konkurrence eller lobbyisme

Og fra bloggen:
Er kommunisme bæredygtig?
Den politiske kamp mod fri konkurrence

Tænk hvis man ikke måtte diskriminere.

- Walter Williams forklarer i "What is Discrimination?", hvordan ethvert valg man træffer, har indirekte konsekvenser for mange andre.

Williams illustrerer samtidig - med følgende eksempel, hvordan frie valg kan forstærke eksisterende uligheder i samfundet:

When there is assortive (non-random) mate selection, it heightens whatever group differences exist in the population. For instance, higher IQ individuals tend toward mates with high IQs. High-income people tend to mate with other high-income people.

Læs også artiklerne http://www.gmu.edu/departments/economics/wew/articles/02/thinking.html - Non-Politically Correct Thinking

Afsløring

samt

Privatejede diskoteker har ret til at diskriminere

Institut for Menneskerettigheders projekt bygger, som selve idéen om at underlægge virksomheder menneskerettigheder, på en præmis om, at firmaerne har skadelige virkninger for verdens fattigste mennesker og lande, fordi de presser lønninger og arbejdsforhold. Det er en forestilling, som menneskerettighedsbevægelsen deler med anti-globaliseringsbevægelsen bestående bl.a. af organisationer som Attac, som da også i høj grad overlapper med førstnævnte.

Den udbredte forestilling, at de multinationale selskaber generelt er skadelige for verdens fattigste, men har dog ikke hold i virkeligheden. Det er korrekt, at arbejdere i den tredje verden får væsentligt lavere lønninger end i Vesten, men dette skyldes lavere uddannelses- og færdighedsniveau. Endvidere udgør lave lønninger ofte fattige landes væsentligste konkurrencefordel og medfører skabelsen af millioner af arbejdspladser, som ellers ikke ville tilflyde disse lande.

- Det skriver cand. jur. Jacob Mchangama i dagens artikel på Nyhedsmagasinet RÆSON.

Copenhagen Institute er i øvrigt vært for mod-Attac, der arbejder på at speede globaliseringsprocessen op, det vil sige øge frihandlen og den frie konkurrence på det globale plan.

Besøg mod-Attac på Copenhagen Institute.