Med COIN-Bloggen kommenteres løbende på dagsaktuelle emner. Vi vil søge at præge debatten, sådan at de skjulte konsekvenser ved nye former for indgreb, afgifter, skatter, forbud bliver gjort mere synlige.
| Man | Tir | Ons | Tor | Fre | lør | Søn |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | 2 | 3 | ||||
| 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 |
| 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | 17 |
| 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 |
| 25 | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 |
Danmarks Radio kunne [...] fint blive en af de offentlige institutioner, der blev gjort til en privat og selvfinansierende institution, eller hvor delene simpelthen blev solgt til højestbydende. Informationssamfundet er en videreudvikling af det kapitalistiske samfund i almindelighed. Og mængden af kultur og information vokser netop massivt takket være markedsøkonomien. Der har derfor aldrig nogensinde været et behov for statsfinansieret underholdning eller information.
- I vor tid er det en farce, at være vidne til hvordan, statens generøsitet overfor statsansatte journalister fører til ublu politisk propaganda for økologisme og socialisme. Men havde man i grunden også troet, at noget som helst andet kunne blive resultatet af en statsfinansieret ordning for journalister? Hvad kunne i så fald være en anden mission for en statslig tv- og radio-kanal, end at promovere løsninger på virkelige eller fiktive problemer, der alle sammen handler om mere stat, mere kollektivisme og dermed også mindre økonomisk frihed?
Kulturministeriet kan - blandt andet også af samme grunde - tilsvarende afskaffes. Det burde i øvrigt være forholdsvist let at gøre dette, som noget af det første. Kulturministeriet er i praksis ensbetydende med, at færre bestemmer over flere midler, vel at mærke med midler, man har opkrævet via tvang - og som man nu bruger på forlystelser! Kulturministeriet er i praksis en omvendt Robin Hood; men altså vel at mærke også en institution, hvor de nye indehavere af tiltvungne midler bruger pengene på underholdning. Og i kraft af de mange offentlige ansatte må der dog efterhånden efter al sandsynlighed være skabt et marked for social-realisme, som sagtens kan klare sig helt uden støtte og tilskud, men i stedet på markedets vilkår. Lad dog den elite, der bryder sig om det, som kulturministeriet i dag støtter, betale det ekstra selv
Forbrugerstyrelsen vil ingen forbrugere tilsvarende i praksis savne. Også her har man set hvordan det ideologiske har taget overhånd, og at Forbrugerstyrelsen i stigende grad vil opdrage og blandt andet bekæmpe ”forbrugerismen” – netop ud fra økologiske og socialistiske doktriner. Spørgsmålet er rejst før, men ingen har svaret: Hvornår skete det helt præcist at mandatet til at opdrage og propagandere for bestemte forbrugspolitiske og markedsfjendske bøger blev givet? I forbrugerstyrelsen anbefales det således, at man [blandt andet sagesløse skolebørn] læser Naomi Kleins bog No Logo [...] og det er så vidt vides den eneste bog, man reklamerer for. (Hvis man ikke vil nedlægge helt, så kan man i det mindste flytte propagandisterne i sådanne styrelser over i Danmarks Radio).
- Læs mere i:
Tiden er inde til at reducere statens størrelse
http://s-espersen.blogspot.com/2007/08/tiden-er-inde-til-at-reducere-statens.html
If the newspapers want to agitate for greater freedom of speech, they could address the serious issues of prohibitions against business propaganda in Denmark. There are all manners of restrictions against commercial free speech in Denmark. Various regulations prohibit commercials with sexist content. Certain foodstuffs may not be advertised, especially if minors can be used as a pretext for such prohibitions. There is a complete ban on tobacco product commercials, even for such trivial products as smokeless tobacco, which can be demonstrated to be practically harmless. Under such conditions of national censorship, it is blasphemous to publish content aimed at dissolving foreign censorship. If the Danish press wants to promote free speech, it needs but to address the inner fundamentalism of prohibitions on business propaganda.
Read more in The blasphemy of double standards by Søren Højbjerg.
Google vil købe informations, management- og reklamevirksomheden DoubleClick. Dette har aktiveret EU-kommissærerne, der har et ret besynderligt syn på den fri konkurrence. Eurokraterne mener således, at den fri konkurrence skal beskyttes med hård hånd i kraft af indgreb og forbud mod eksempelvis fusioner.
I EU vil man derfor sætte sig ned og gøre op med sig selv, om man vil tillade den frie handel og køb og salg af virksomheder - også i dette tilfælde. Man vil således blandt andet undersøge om den opkøbte virksomhed alternativt ville have udviklet sig til en konkurrent til Google. For hvis nu dette (fremtidsscenarium) er det korrekte, så har man ifølge "EU-visdommen" skadet konkurrencen ved at tillade købet.
- Men man kan jo ikke skue ind i fremtiden. Så man gætter bare. Og det er sådanne gæt, som virksomheder i fremtiden i kraft af mere magt til eurokraterne vil være afhængige af.
På tilsvarende vis vil man også "undersøge" (gætte på) om stordriftsfordelene forbundet med købet af DoubleClick alt andet lige vil være til fordel eller ulempe for forbrugerne set under ét (hvordan man så end ser alle Europas forbrugere under ét). - Men også her er man i kraft af det med fremtiden, dårligt stillet. Man er ringere stillet end alverdens spekulanter, eftersom man netop ikke er hverken spekulanter eller investorer på det korte eller lange sigt. (I stedet har man magt, og så har man i Brussel ofte nogle kontakter til konkurrenter i erhvervslivet, der er interesserede i et bestemt udfald).
Fondation Robert Schuman: On 21 September 2007, Google notified to the Commission the proposed acquisition of DoubleClick. After a preliminary review, the Commission has decided to open an in-depth investigation into whether the proposed transaction would significantly impede effective competition within the European Economic Area (EEA) or any substantial part of it. The Commission will, in particular, investigate whether without this transaction, DoubleClick would have grown into an effective competitor of Google in the market for online ad intermediation. It will also investigate whether the merger, which combines the leading providers of respectively, on the one hand, online advertising space and intermediation services, and, on the other hand, ad serving technology, could lead to anti-competitive restrictions for competitors operating in these markets and thus harm consumers. [egen fremhævelse]
Læs Fordomme om nytten ved EU’s konkurrence- og monopollovgivning.
Dagens kommentar på www.coin.dk af Søren Højbjerg handler om Kræftens Bekæmpelse og om organisationens kamp mod solarier. - Eksistensen af solarier betyder, at man langt mere præcist kan afgøre hvor meget, man vil lade sig bestråle for at blive brun. Det er en ny mulighed, der byder sig til i det moderne samfund. - Hos Kræftens Bekæmpelse regner man imidlertid ikke medborgernes evne til at selv at gøre op med risici og potentielle skadevirkninger af soldyrkning for ret meget. Dette illustrerer Højbjerg på glimrende vis, mens han forklarer, hvordan organisationen modarbejder det frivillighedens samspil, der finder sted mellem de, som efterspørger den kunstige sol, og de som er villige til at udbyde det, som efterspørges.
Læs mere i kommentaren Kræftens Bekæmpelse og menneskesynet
http://s-espersen.blogspot.com/2007/11/krftens-bekmpelse-og-menneskesynet.html
Den 25. oktober kunne man i det britiske Financial Times læse, at svenske medlemmer af Europa-parlamentet sammen med liberale medlemmer vandt en afstemning, der pålagde EU-kommissionen at undersøge i hvilket omfang snus (det vil sige røgfri tobak) kunne bruges til at fravænne brugere af cigaretter. I 1992 gennemførtes et genrelt forbud mod de fleste snusprodukter i EU, men i Sverige sikrede man sig at blive frataget fra forbudet (og Sverige har i dag langt færre rygere og færre tilfælde af lungekræft).
Samme sted kunne man dog også læse, at Markos Kyprianou, der er EU-kommissionens sundhedskommisær afviste opfordringen, i det han anser snus for at være et skadeligt produkt. I samme forbindelse skulle han have erklæret, at ville fortsætte sin kamp for at gøre "EU røgfrit, før han forlader sit embede i 2009".
Argumenter om at nogle ting er mindre skadelige end andre påvirker dermed ikke kommisæren, og hele ideen om at man skal respektere andres frihed - også til at leve usundt, forekommer nærmest absurd at foreslå de frihedsfjendtlige kommissærer.
Lejligheden skal naturligvis atter benyttes til at minde om Venstres i praksis ukritiske begejstring for de seneste dokumenter, der kodificerer kommisærernes magt. Der er valg den 13. november.
EF-domstolen har stadfæstet EU-Kommissionens afgørelse i Microsoft-sagen fra 2004, hvor softwarefirmaet blev idømt en rekordbøde på 3,7 mia. kr. Det skriver Karim Pedersen fra Comon i Ekstra Bladet / EPN.
Fra Copenhagen Institutes side er der blandt andet gjort opmærksom på, at EU's politik i vid udstrækning er drevet af konkurrenters ønske om at sikre sig særfordele via det europæiske samarbejde; det vil sige i kraft af lovgivning og altså bøder og regulering, som føres ud i livet på europæisk plan mod de virksomheder, man ønsker at svække - i dette tilfælde Microsoft.
Lejligheden skal også benyttes til at reklamere for rapporten Fra anti-monopolpolitikken mod katastrofen: En oversigt over den Europæiske Unions konkurrence-politik (ca. 20 sider).
Læs også:
Fordomme om nytten ved EU’s konkurrence- og monopollovgivning,
EU’s katastrofale konkurrencepolitik,
EU-kommissionens akademiske skoleridt,
COMON: Tænketank: EU beskytter Microsofts rivaler,
Overraskende kendelse fra EF Domstolen,
EU Kommissionens dom over Microsoft er fortsat urimelig, samt
Læs også George Reisman om teorierne om "perfekt konkurrence":
"Liberalisterne - Frihed og Velstand" foreslår Forbrugerministeriet nedlagt. Forbrugerminister Carina Christensen har med sit forslag om en genstandsgrænse for søde drikkevarer i stil med den, vi kender for alkohol, skudt helt forbi målet. Med sin formynderiske måde at sammenligne sukkerholdige læskedrikke og alkohol udstiller Carina Christensen endnu engang sit eget ministeriums manglende berettigelse i den offentlige sektor. - Det kan man læse hos Liberalisterne.
Dagens kommentar på www.coin.dk handler i øvrigt om forskellen på den offentlige og den private sektor.
Beskeden fra politikerne er klar; Man kan ikke udsætte ikke rygende personale for passiv røg og man kan ikke udsætte de ikke rygende kunder for det.
At ikke rygende personale ikke må udsættes for passiv røg er godt nok et sjovt argument. Hvornår er det blevet en ansats ret at skulle beskyttes imod noget, som er en integreret del af mange restaurationer? Man må vel gå ud fra, at de ansatte kender vilkårene for det arbejde de påtager sig. Hvis de ansatte ikke bryder sig om røgen, må de jo bare finde et andet arbejde. Jeg bliver heller ikke ansat hos Mcdonalds med en formodning om, at de begynder at lave røde pølser i stedet for burgere, fordi jeg ikke kan tåle fritureos.
Argumentet om, at ikke-rygende kunder skal skærmes for den farlige passive røg, er aldeles ligeså mærkelig. For hvad er det, de skal skærmes imod? Deres egen fri vilje til netop at vælge et sted være, hvor røgen i lokalet er ligeså tyk som på Manhatten en sommerdag. Der er ganske enkelt ingen ofre, ofrene er skabt af politikerne.
Niels Bollerup Andersen i Liberator. Læs Et civiliseret rygeforbud?
En hvilken som helst ny krig mod nydelsesmidler fra det offentliges sider koster skatteyderne yderligere.
Fra offentligt ansatte DJØF'eres side gælder det derfor om at føre krigen på en måde, så muligheden for sikre sig flere ressourcer øges mest muligt.
Det første skridt i denne krig handler jævnfør den aktuelle lovgivning som udgangspunkt derfor om først at indføre en lov, der kan bruges som afsæt for optræden i medierne fra sundhedslobbyisternes side.
Det handler med andre ord ikke om at tale om "ressourcer" og "midler", men altså langt mere tilforladeligt om mål.
Når først lovgiverne har forpligtet sig på målene, kan man så senere tale om omkostningerne ved at forfølge disse.
Havde man således modsat, det man gjorde i praksis talt om flere medarbejdere og yderligere midler var man ingen vegne kommet.
Lovgivning som hensigtserklæringer og signallovgivning er derfor noget man også må se som en bureukratisk løftestang for at sikre sig kontant vækst senere. For de implicerede offentlige områder kan naturligvis forvente en reel vækst i takt med at de politiske beslutningstagere giver efter fra det medie- og selv-skabte pres for, at loven skal håndhæves.
- Dette kan man læse mere om i Den ”passive rygerlov” skal på sigt sikre flere skattekroner og ansatte til bureaukratiet
[U]sers [of a given substance or stimulant] are in fact users by choice. People always choose a particular substance, which does something in particular for them. Maybe the function of a substance is to ensure relaxation, concentration, reduce stress, or to reap a concrete reward that helps one to stay fit - as in the "use" of endorphin.
Thus the reasonable approach to describing the personal tradition of some particular use, is that these habits are contextual and chosen for some other purpose aside from their mere effect (They have a social function, a psychological function, etc.)
The above is of course also a theme concerned with individualism vs. collectivism: - The banning politicians and regulators do simply not see all these individual and meaningful purposes. It is impossible to do this by way of statical material. The health regulators only see the harmful cumulated effects (or the dangers to nationalized health budgets).
State regulators using statistics therefore cannot realize what good some particular substance does for a particular person in his or her own life. Furthermore, the last fact also explain why regulators and banners always wants to ban more, and never cease to find areas where they would like to curtail even more freedoms.
Read more in The war on substances that are part of somebody’s total quality of life.