Without the rule of law, property, economic opportunity and liberty cannot be protected, so we have been taught to revere the law. One hundred and sixty years ago, the brilliant French political and economic theorist Frederic Bastiat warned us in his classic, "The Law," that the rule of law would be perverted. As he noted, the law "has acted in direct opposition to its proper end; it has destroyed its own object; it has been employed in annihilating that justice which it ought to have established, in effacing amongst Rights, that limit which was its true mission to respect; it has placed the collective force in the service of those who wish to traffic, without risk and without scruple, in the persons, the liberty, and the property of others; it has converted plunder into a right, that it may protect it, and lawful defense into a crime, that it may punish it." Read more in Political Plunder -- Again by Richard Rahn

Read The Law by Frederic Bastiat.

Danish: Introduktion til Frederic Bastiat

Når talen er om skatter, mine herrer, så bevis deres nytte med argumenter, som vedkommer selve sagen, men ikke med denne ulyksalige påstand: »De offentlige udgifter underholder den arbejdende klasse.« Den har altid den fejl at skjule en væsentlig kendsgerning, nemlig at offentlige udgifter altid træder i private udgifters sted, og at de følgelig rigtig nok underholder én arbejder i stedet for en anden, men ikke tjener til at forbedre den arbejdende klasses lod taget under et. Deres argumentation er stærkt på mode, men den er for urimelig til, at fornuften ikke skulle kunne få bugt med den.

http://www.180grader.dk/klumme/Teatre_sk_nne_kunster.php

To tamper with man's freedom is not only to injure him, to degrade him; it is to change his nature, to render him, insofar as such oppression is exercised, incapable of improvement; it is to strip him of his resemblance to the Creator, to stifle within him the noble breath of life with which he was endowed at his creation....

...Note that I am not contesting [the socialists'] right to invent social orders, to disseminate their proposals, to advice their adoptions, and to experiment with them on themselves, at their own expense and risk; but I do indeed contest their right to impose them on us by law, that is by the use of the police force and public funds.

Frederic Bastiat at Ludwig von Mises Institute

COIN om Bastiat

Frederic Bastiat: In the department of economy, an act, a habit, an institution, a law, gives birth not only to an effect, but to a series of effects. Of these effects, the first only is immediate; it manifests itself simultaneously with its cause - it is seen. The others unfold in succession - they are not seen: it is well for us, if they are foreseen. Between a good and a bad economist this constitutes the whole difference - the one takes account of the visible effect; the other takes account both of the effects which are seen, and also of those which it is necessary to foresee. Now this difference is enormous, for it almost always happens that when the immediate consequence is favourable, the ultimate consequences are fatal, and the converse. Hence it follows that the bad economist pursues a small present good, which will be followed by a great evil to come, while the true economist pursues a great good to come, - at the risk of a small present evil.

This explains the fatally grievous condition of mankind. Ignorance surrounds its cradle: then its actions are determined by their first consequences, the only ones which, in its first stage, it can see. It is only in the long run that it learns to take account of the others. It has to learn this lesson from two very different masters - experience and foresight. Experience teaches effectually, but brutally. It makes us acquainted with all the effects of an action, by causing us to feel them; and we cannot fail to finish by knowing that fire burns, if we have burned ourselves. For this rough teacher, I should like, if possible, to substitute a more gentle one. I mean Foresight. For this purpose I shall examine the consequences of certain economical phenomena, by placing in opposition to each other those which are seen, and those which are not seen. -- Fra That Which is Seen, and That Which is Not Seen

Introduktion til Frederic Bastiat

”Vi skal have gang i forbruget, så vi kan få gang i væksten”. Hvor tit hører man ikke det budskab fra økonomiske analytikere, politikere eller kommentatorer?

Hvis folk bruger mere her og nu fremfor at spare op, så øges efterspørgslen lyder det. Øget efterspørgsel skaber incitament til merproduktion; og når der produceres mere så får vi flere i arbejde, hvad der altsammen skaber vækst og mere velfærd.

Altså merforbrug fører til mere at forbruge. Det lyder jo nemt og smertefrit. Men hvad nu hvis de penge som de dødssyge »pugere« sætter i banken (eller bruger på aktier og obligationer) også bliver brugt? Hvad nu hvis opsparing i lige så høj grad som forbrug medvirker til vækst og velstand? Hvad nu hvis hele tankegangen om forbrug som drivkraft for vækst er forkert?

For vækst opstår ikke gennem fra forbrug men i sidste instans gennem produktion (d.v.s. gennem arbejde samt vedligeholdelse af produktionsapperatet) og innovation (dvs. forbedring af produktionsmidlerne). Begge dele er i ligeså høj grad som efterspørgsel gennem forbrug afhængig af udbuddet af kapital via bankerne.

Det er derfor noget sludder at påstå man fremmer væksten i samfundet ved at tage sine penge ud af banken og bruge dem med det samme. Så har bankerne bare mindre af låne ud af eller investere for.

Selv om forbrugsargumentet er noget sludder er det ikke deso mindre præcis det argument som analysebureauer bruger når de opfordrer bankerne til at holde igen med gode opsparingstilbud eller når der opfordres til forbrugsstimulerende rentesænkninger.

Hvis et menneske ønsker mere at forbruge, så skal han ikke bruge det han allerede har har skabt – for at få mere at forbruge. Han skal enten arbejde mere eller opfinde smartere måder at tjene penge på – f.eks. ved at uddanne sig.

Overført til hele samfundet er måden man øger væksten i et samfund på derfor ikke at øge andelen af forbrug frem for opsparing, men derimod at øge incitamenterne til at arbejde eller til at innovere. Det handler kort sagt om at smøge ærmerne op og tage fat.

Politisk kan incitamenterne til øget vækst skabes ved at øge belønningen for produktivitet, d.v.s. ved at sænke skatten på arbejde, ved at begrænse mængden af overførselsindkomster eller ved at forbedre vilkårerne for erhvervslivet gennem afregulering og lavere beskatning.

Men lad renten og bankerne være i fred. For man bliver ikke rigere af at feste.

*Indlægget er inspireret af den franske økonom Frederic Bastiats essay ‘That which is seen and that which is not seen’ fra 1850.

Tidligere bragt i Information den 16. august 2004

Den offentlige sektor i Danmark er nu den relativt største i den frie verden. 180grader.dk skriver:

Danmark har under Anders Fogh Rasmussens regering fået verdens største offentlige sektor som procent af landets samlede produktion, BNP, viser en ny opgørelse fra OECD ifølge dagbladet Børsen. -- Sverige, der i de seneste årtier har siddet solidt på førstepladsen, er røget ned på andenpladsen, fordi svenskernes offentlige udgifter stiger langsommere end i Danmark, mens svenskernes økonomiske vækst og velstand stiger hurtigere end i Danmark.

Når man tænker over, at den "borgerlige" regering har haft 7 år til at gøre en forskel, kunne man overveje om ikke det i det mindste var sandsynligt, at de som har magten i virkeligheden først og fremmest ønsker at bevare magtbasen som er den offentlige sektors forbrug og dermed størrelse. Og at det man i hvertfald ikke ville var at reducere den offentlige sektor, men i stedet blot flytte rundt på midlerne i forhold til ens egne præferencer:

Between those men who fight over ministerial portfolios, however bitter the struggle, there is always a tacit agreement, under which the vast edifice of government must be left intact. "Overthrow me if you can," says the minister, "I will overthrow you in your turn; only, let us take care that the stake remains on the table, in the shape of a budget of fifteen hundred million francs".

[Endvidere:] [But if one day a member of parliament, speaking in the name of taxpayers and as a taxpayer himself, rises from his seat in the House to say to present or prospective ministers: "Gentlemen, fight among yourselves over power, all I seek to do is restrain it; wrangle over how to manipulate the budget, all I wish to do is reduce it"; Ah! be sure that those raging fighters, apparently so bitterly opposed, will very soon pull together to stifle the voice of that faithful representative. They will call him a utopian, a theoretician, a dangerous reformer, a man with a fixed idea, of no practical value; they will heap scorn upon him; they will turn the venal press against him. But if taxpayers let him down, sooner or later they will find out that they have let themselves down. ] -- Frederic Bastiat, 1846.

Et andet citat beskriver situationen således:

På Christiansborg troner den intellektuelle klasse, som rivaliserer indbyrdes om ministerposter og tilsvarende trofæer. Det tager sig drabeligt ud, lige så drabeligt som når speedwaykørere ræser banen rund og giver konkurrenterne albuer i siden og mudder i ansigtet. Men der er en himmel til forskel på sociale modsætninger og karriererivaliseringer. Steen Steensen fra posteringen: De bureaukratiske ideforladte partier

Konklusion:

Aktuelt er man på den borgerlige side [...] nået frem til at magt for magtens skyld er blevet en kerneværdi - i takt med at pragmatisme har overtaget det principielle. Det forunderlige i denne sammenhæng er derfor, at de borgerlige i dag søger kompromiser med nogle på venstre side af det politiske spektrum, der rent faktisk hverken vil være deres egen historie eller de oprindelige økonomiske ideer bekendt. Fogh havde dermed ret, da han sagde, at socialdemokraterne ikke havde et projekt. Problemet er bare, at dette i lige så høj grad ser ud til at gælde i V&K, og dermed at man desperat har brug for sine projektløse modstandere til at spille bold op ad, hvis man skal kunne forhindre befolkningen i at få øje på, at man selv tilbyder en mangelvare. Den ene part har siden Murens fald derfor tabt. Kun retorikken er tilbage. Men undervejs gav den anden part imidlertid efter, og blev dermed tilsvarende korrupt. Som spin-analytikerne gør opmærksom på, bruger begge parter derfor i høj grad tiden og kræfterne på at lure på deres angivelige modstandere, og vente på de andres fodfejl og udspil: Socialisterne på Borgen ønsker i dag derfor ikke socialisme. Venstre vil ikke kendes ved liberalismen. Og de Konservative ved derfor ikke hvilken ”tidsånd”, det er de skal løbe efter, eller hvad det er, de skal konservere. Tilbage står de forslidte paroler, der nu i stigende omfang overskygges af uhæmmet strandhugst hos stadigt mere ensartede partier, der ikke længere har hæmninger tilbage i kraft af politiske kerneværdier. De andres ideer.

I feel like a running politician. Just trying to please you all the time. Sådan lød det fra Van Halen tilbage i 1986. En del af politiker-jobbet - især i velfærdsstaten - handler ganske rigtigt om at behage. Det er netop derfor, man taler om "det politiske dyr", der har et ultra-socialt "gen". Det er således sjældent, man ikke møder en politiker, der ikke kan holde konversationen igang, og som synes, det man siger er vildt interessant - især i forbindelse med et valg, hvor det gælder om at være venner med så mange som muligt. Det hævdes således også, at den mest vellidte ("sociale") kandidat, er den, der i sidste instans vinder præsidentvalget i USA.

Så hvem behager man især? Svaret er navnlig dem der slutter kreds omkring politikeren: Det er især pressen. Det er klienterne, hvad enten det er lønmodtagere eller arbejdsgivere. Det er lobbyisterne. Det er de mange interesse-grupperinger, der henvender sig om stort og småt. Man sender omvendt regningen til dem, der ikke henvender sig. Et eksempel: Den nære sundhedslobby begunstiges. De fjerne rygere på værtshuse, hvor man ikke kommer, straffes. Skatteyderne betaler så regningen for de værtshuse, der må lukke, og de kontrollanter, der skal findes midler til. Kontrollanterne er tilsvarende en del af systemet. De der skal kontrolleres, har man omvendt vanskeligt ved at identificere sig med.

Ud fra en kortsigtet målsætning om at blive valgt her-og-nu gælder det således om, at bilde så mange som muligt ind, at de får mere fra staten end de betaler til den via skatterne. Med andre ord: at man ved at overdrage sine penge til nogle andre stilles bedre, end hvis man beholdt råderetten over egne midler. Kort sagt: velfærdspolitikeren lover en masse, og underdriver omkostningerne. - Derefter gælder det så om, at undgå at blive konfronteret med de skeptiske (som ødelægger de velfærdslamiske venskabsdannelser). I stedet søger man gode relationer med dem, der tror på, at dette med, at der kommer mere ud af fælleskassen end der kommer ind, lader sig gøre i praksis.

Men denne politik er naturligvis uholdbar på sigt. George Reisman beskriver fænomenet, der er udtryk for moderne overtro, i sit hovedværk Capitalism således:

The great majority of people continued to believe that an economically insignificant city - Washington - which is utterly lacking in industry and is not a center of commerce or the performance of any other economic service, is nevertheless somehov capable of "bailing out" the economic system. "Washington" was and is thought to be capable of rescuing major companies and entire industries and undertaking the economic redevelopment such as major cities as New York, Philadelphia, Detroit, and Cleveland, and even that of whole states and entire geographic regions. [Capitalism s. 944. Fra afsnittet the Welfare State Mentality, der findes i kapitel 19 - Gold versus Inflation].

Den franske økonom Bastiat har udtrykt det sådan, at Staten er den store fiktion, der handler om at vi alle kan leve på hinandens bekostning. Læs mere her. Velfærdsstatens mest ivrige vælgere hører dermed også til blandt dette samfunds mest overtroiske.

Prisen for at blive populær kan så for nogle - jævnfør en aktuel historie - opfattes som, at man sætter fødderne op i Christiansborgs møblement; hvis man tror, at det scorer stemmer hos et særligt vælgersegment - såsom ungdommen. På denne baggrund må man derfor efterspørge lidt mindre behagesyge og mere langsigtet egoisme:

Efter at have set billedet (i JP trykt version fra den 31. juli) [der viser Venstre-kandidater, der sidder med fødderne på de gamle møbler på Christiansborg], er det ikke vanskeligt at forstille sig, at disse politikere er blevet instrueret i, hvordan, de skulle sidde; og at de så ikke har tænkt sig godt nok om, og har taget vare på sig selv. Havde de tænkt mere over tingene, havde de - i deres egen interesse - derfor måske handlet anderledes. Kunne egoisme ikke på denne måde også handle om omtanke og bedre dømmekraft? Egoisme kan naturligvis forstås på mange måder. I kraft af ovenstående er det nu engang svært, at se det egoistiske i venstre-politikerens adfærd - ikke blot jævnfør de konkrete reaktioner.

Generelt kan mangel på pli, hensyntagen samt umådeholden adfærd tilsvarende ikke siges at være godartet egoisme, det vil sige at gavne egoisten på sigt. Sådanne former for adfærd begrænser ens muligheder, og det vil en ægte (oplyst) egoist naturligvis ikke gøre. En egoist, der gerne vil have et udbytte af sine handlinger, ville netop være en person, der investerede i en god uddannelse eller i nogle maskiner, der gjorde det grove arbejde. Tilsvarende kan det være egoistisk at være tilhænger af markedsøkonomien, selv om at markedsøkonomi også gavner alle andre end én selv. Dette handler altså om fælles interesser mellem egeninteressede parter. Det må derfor være nødvendigt at skelne mellem oplyst (langsigtet) og uoplyst (kortsigtet) egoisme. Læs mere i Den gode egoisme.

The only effective answer to all these encroachments [on the liberties of the population by the state] is [...] to organize as much as possible, across the artificial borders separating various interests in order to preserve, and take back our economic liberties.

The French economist Frederic Bastiat thus spoke about the harmony of economic interests. This harmony of interests, where it pays to produce, since someone has a demand and wants to buy, is precisely ensured because of the respect for property rights; and exactly to the extent that this respect is upheld in civil society and by law.

Read more in COIN activities for June 2007

Den 10. juni blev omtalt en økonomisk skrivekonkurrence, hvor alt tydede på at man skulle have kendskab til Koranen for at deltage (læs mere her).

Nu er der fundet en skrivekonkurrence, hvor alle kan være med.

INGEN er udelukket på forhånd. Præmiepenge er 15.000 dollar (ca. 83.628,- danske kroner), som vil blive fordelt blandt de tre bedste indsendte bidrag.

The Prize is open to all writers, anywhere in the world; writers need not be associated with any specific publication.

Der er tale om THE BASTIAT PRICE FOR JOURNALISM 2007:

Klik for nærmere betingelser. Bemærk som udgangspunkt at indsendte bidrag skal være på engelsk.

Arrangør af konkurrencen er International Policy Network som Copenhagen Institute (også) er medlem af. Læs mere her.

Copenhagen Institute udgiver nu [22/2/06] en bog af Statsminister Anders Fogh Rasmussen med titlen ”Vera og Benefica”. Bogen er skrevet i 1996. Det vil sige tre år efter den berygtede bog med titlen ”Fra socialstat til minimalstat”; den som Poul Nyrup Rasmussen rev et eksemplar i stykker af i forbindelse med valgkampen 2001.

Med Fra Socialstat til minimalstat forsøgte Anders Fogh Rasmussen at sætte bidrag fra frihedsorienterede tænkere såsom F.A. Hayek, Ludwig von Mises, Ayn Rand eller Milton Friedman samt ældre danske ideologer ind i en nutidig kontekst.

”Vera og Benefica” er i modsætning hertil en kortere og mere konsistent præsentation af centrale økonomiske sammenhænge.

Tilblivelsen af ”Vera og Benefica” skyldes ikke mindst inspiration, fra den amerikanske journalist og økonom Henry Hazlitt (1894-1993) og hans bog Economics in one lesson. Der er ligeledes hentet inspiration fra den franske journalist, filosof og økonom Frederic Bastiat (1801-1850) samt hans essay That Which Is Seen And That Which Is Not Seen.

Som titlerne antyder, er hensigten for sidstnævnte værker, at man vil formidle en særlig pointe. Det vil sige, man vil give den opvakte læser et redskab, der derefter vil kunne anvendes på vidt forskellige problemstillinger.

Med Vera og Benefica er det Anders Fogh Rasmussens hensigt, at minde om, at de valg politikere træffer, ikke blot har synlige, direkte og positive konsekvenser, men også vil have en række utilsigtede og ofte mere negative konsekvenser, på såvel det korte som det lange sigt.

Man kan illustrere dette fænomen ved at minde læseren om, at når politikere giver noget til nogen, tager de det fra nogle andre.

Økonomisk omfordeling har imidlertid ikke blot statiske konsekvenser, men også dynamiske: Når råderetten over den konfiskerede ejendom forsvinder fra de oprindelige ejermænd vil incitamentsstrukturerne i samfundet forandre sig. Adfærden bliver en anden. - Jo mere økonomisk magt politikere får, i forhold til private borgere, desto mere øges incitamentet til politisk aktivitet.

Højere skatter betyder dermed, at nyderne i samfundet begunstiges til ulempe for yderne, og dermed, at interessen for at være aktør på markedet reduceres.

I det følgende skal - for at vise hvor omfattende Anders Fogh Rasmussens pointe om de sekundære konsekvenser er, nævnes nogle aktuelle eksempler på, hvordan den økonomiske visdom kan gøre os klogere på den komplekse virkelighed, vi lever i.

Det første område, der skal bruges til at eksemplificere Foghs pointe er arbejdsmarkedet. Markedet for arbejdskraft er naturligvis ikke et løsrevet marked fra andre markeder eller fra markedsøkonomien som helhed.

Det betyder at enhver ydelse, der kommer fra offentlige kasser - enten i form af bistandshjælp eller som tilskud til dagpengene, har konsekvenser for det øvrige marked: for forbrugsvaner, prisudvikling, men ikke mindst for udbuddet af arbejdskraft.

Niveauet for sociale ydelser påvirker interessen for at til at søge beskæftigelse. Alt andet lige vil arbejdssøgende med højere socialydelser derfor kunne undlade at søge en række stillinger. - Man vil i stigende grad vente længere på det ”rigtige” eller passende job.

Hvad enten midlerne til at dække sådanne udgifter kommer fra opsparing eller fra penge, der ville være brugt på forbrug her og nu, har dette negative konsekvenser såvel for de mere produktive individer i økonomien, som for økonomien som helhed.

De penge, der gives til arbejdssøgende, så de kan tillade sig at vente længere med at påtage sig et job, kan ikke på samme tid bruges til investering i nye maskiner. Pengene kan tilsvarende ikke bruges på at belønne mennesker for produktiv aktivitet. Når mennesker i et eller andet omfang holder sig væk fra arbejdsmarkedet, presser det lønningerne op, hvilket mindsker evnen til velstandsskabelse.

Det andet område, der skal nævnes er støtten til produktion af kultur og information.

Statsstøttet information og kultur er politisk efterspurgt kultur og information. Statsstøtte gør visse former for kultur og information mere synlige for publikum, end det ville have været tilfældet uden støtte. - Med andre ord: nogle varer på kultur- og informationshylderne rykkes længere frem, mens andre placeres længere tilbage.

Statsstøtten påvirker naturligvis ikke bare synligheden og tilgængeligheden af bestemte former for kultur og information. Støtten påvirker selvfølgelig også indholdet.

En vigtig pointe her er, at de offentligt finansierede medier, såsom Danmarks Radio naturligvis er en del af mediemarkedet. Det vil sige, mediet vil i større eller mindre omfang leverer ydelser, som ellers ville være efterspurgt via frivillige betalinger. På grund af den tvungne finansiering af Danmarks Radio kan ingen imidlertid vide, om der bruges for meget eller for lidt, eftersom køberne ikke er de samme som forbrugerne; jf. det forhold at efterspørgslen via offentlige midler er politisk bestemt.

Hensigten med denne pointe er ikke her at diskutere kvalitet, lødighed - eller de politiske budskaber, der på denne måde overeksponeres. Det skal blot påpeges, at det er de færreste, der frivilligt vil betale for noget, der i forvejen er finansieret via tvang. Hvis der via en tvungen ordning, som licensen, bruges omkring 2000 kr. årligt på en national public service fjernsynskanal, er det de færreste, der frivilligt vil bruge mere på public servicefjernsyn, men i stedet vil bruge ekstra midler på en helt anden type udsendelser.

Påstanden om, at der ikke ville eksistere en eller flere store og brede landsdækkende tv-kanaler uden tvungen finansiering er derimod tvivlsom. Der er imidlertid ingen tvivl om, at indholdet, i tilfældet med frivillig finansiering ville være anderledes; og sandsynligvis til større glæde for dem, der i forvejen betaler frivilligt for kultur og information. Fjernsynsproduktion ville med andre ord i højere grad afspejle forbrugernes interesser.

Det offentlige forbrug - set under ét - skal nævnes som et tredje eksempel på, hvordan Anders Fogh Rasmussens, Frederic Bastiats og Henry Hazlitts indsigter kan anvendes. Dette er allerede sket ved at påpege, at højere socialydelser reducerer incitamentet til at produktiv adfærd.

Med en udvidelse af den offentlige sektor køber de politiske beslutningstagere sig til beskæftigelse i denne sektor, men prisen for dette betales i form af lavere beskæftigelse i den private sektor. Denne tendens har været gældende de sidste hundrede år i Danmark, med den konsekvens, at Danmark har en af de største offentlige sektorer i verden – vel at mærke på bekostning af den private.

Det offentlige forbrug består samtidig i udbetalinger af en række ydelser, der tidligere blev finansieret ved hjælp af opsparing eksempelvis pensioner. Ændringen her betyder, at incitamentet til at spare op reduceres. Det påvirker atter mængden af kapital, der er til rådighed for investering. Et stigende offentligt forbrug påvirker dermed forholdet mellem velstandsskabelse og forbrug. Det gælder både forbruget i den offentlige sektor og i den private.

Det offentlige pensionssystem betyder, at nutidige udbetalinger til pension ikke finansieres via tidligere opsparing, men via nutidig produktivitet. Det betyder at ophobningen af midler i samfundet til investering formindskes.

Som det fjerde og sidste eksempel skal nævnes statslige former for ”erhvervsfremme”.

I forbindelse med valgkampen 2005 kunne man på Handelshøjskolen på Frederiksberg opleve Anders Fogh Rasmussen som progressiv julemand og gavegiver, der ville satse 10 mia. skatteyderkroner på at gøre Danmark til et IT-forgangsland. Danmark skulle ifølge Anders Fogh Rasmussen være lidt ligesom Finland, der har Nokia. Når man læser Vera og Benefica må sådanne udspil imidlertid mest fortolkes som socialdemokratisk valgflæsk. Budskabet var sandsynligvis ikke primært henvendt til de studerende på Handelshøjskolen, men snarere til de omkringstående journalister. For jævnfør Foghs egen bog må der atter henvises til de negative konsekvenser ved denne form for erhvervsfremme:

For statsstøtten forstyrrer de signaler som private forbrugere via deres forbrug sender til virksomhederne. Statsstøtte finansieret via skatterne er ensbetydende med færre penge som private borgere kan bruge på at belønne de former for produktivitet, som de selv efterspørger.

Disse indsigter angående erhvervsfremmestøttens skadelighed er som bekendt ved at trænge ind hos de politiske beslutningstagere, når det gælder landbrugsstøtte. Desværre er der stadigvæk uenighed, når det gælder områder som for eksempel boligmarkedet - jævnfør Ritt Bjerregaards seneste bolig-initiativ. Værre er det, at idéerne om at støtte politisk udvalgte IT-virksomheder åbenbart er ved at vinde indpas i Venstre. Man kan kun håbe, at der med den retorik er tale om vælgertaktik.

Vera og Benefica er tiltrængt og civiliseret politisk forfatterskab. Med bogen giver Anders Fogh Rasmussens - anno 1996 - samtidig et klart svar på anklagen om at være hulemand:

- For kan hulemændene i politik for alvor siges at være dem, der ønsker, at borgerne i højere grad får lov til at træffe deres egne valg? Eller er hulemændene ikke snarere dem, der ønsker at satse med borgernes penge, sådan som det sker med statsstøtten?

Køb bogen her:

Anmeldelsen er tidligere bragt på www.coin.dk den 23. februar 2006.

Flere artikler fra forsiden kan findes via arkivet.