When it is said that everyone should live primarily for others, what is the specific course to be pursued? Is each person to do exactly what any other person wants him to do, without limits or reservations?, and only what others want him to do? What if various persons make conflicting demands? The scheme is impracticable. Perhaps then he is to do only what is actually "good" for others. But will those others know what is good for them? No, that is ruled out by the same difficulty. Then shall A do what he thinks is good for B, and B do what he thinks is good for A? Or shall A accept only what he thinks is good for B, and vice versa? But that is absurd. Of course what the humanitarian actually proposes is that he shall do what he thinks is good for everybody. It is at this point that the humanitarian sets up the guillotine.
What kind of world does the humanitarian contemplate as affording him full scope? It could only be a world filled with breadlines and hospitals, in which nobody retained the natural power of a human being to help himself or to resist having things done to him. And that is precisely the world that the humanitarian arranges when he gets his way. (pp. 241)

THE GOD OF THE MACHINE BY ISABEL PATERSON
http://mises.org/books/godofmachine.pdf

One cause of the blunders that have made the Met Office a laughing stock is less widely appreciated, however. It is that the multi-million pound computer it uses to assist its short-term forecasting for Britain is also one of the four main official sources of data used by the UN's Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) to predict global warming. In this respect the IPCC's computer models have proved just as wrong in predicting global temperatures as the Met Office has been in forecasting those mild winters and heatwave summers [in the UK].

http://www.telegraph.co.uk/comment/columnists/christopherbooker/5955955/Weather-records-are-a-state-secret.html

As debate continues over whether the United States will accede to the UN Convention on the Law of the Sea (UNCLOS), recent developments in Congress and the Executive Branch indicate a quiet but concerted effort to inject UNCLOS environmental principles into U.S. law. Some, including this author, have argued that U.S. accession to UNCLOS would explicitly usher into the U.S. legal system an aggressive version of Europe’s precautionary approach to regulating economic conduct. In advance of accession, though, this “Precautionary Principle” is finding its way into U.S. policy statements and proposed legislation in the more politically palatable and innocuous-sounding, but no less unscientific, form of “ecosystem-based management” (EBM). As this LEGAL BACKGROUNDER will illustrate, application of EBM to use and exploration of the sea, and even land could substantially frustrate critical economic activity such as offshore oil exploration and marine genetic prospecting, while also imperiling U.S. sovereignty.

Read more here:

“ECOSYSTEM-BASED MANAGEMENT”: A STEALTH VEHICLE TO INJECT EURO-STYLE PRECAUTION INTO U.S. REGULATION
http://itssd.org/7-10-09Kogan2_LegalBackgrounder%20(2).pdf

See also:

US UNCLOS Accession NOT Necessary to Secure Vast Majority of U.S. Energy Needs, US Army War College Research Paper Finds; Amendment Preferred
http://itssdjournalunclos-lost.blogspot.com/2009/07/us-unclos-modification-preferable.html

Religionskritik og ytringsfrihed er menneskerettighedernes alfa og omega. Disse dyder vendes nu til laster, som der skal skrives erklæringer imod - og i bedste fald lovgives imod. Det lyder måske akademisk. Det er det ikke. Det er ramme alvor. Ramme alvor, fordi en FN-sanktioneret begrænsning af ytringsfriheden er en stor symbolsk sejr for dem, der vil friheden til livs, hvor end den findes eller stikker sit menneskelige ansigt frem.

Mikael Jalving i 180grader.dk

FNs første store "antiracistiske" konference i Durban i 2001 endte som en antisemitisk propagandaforestilling vendt mod Israel og Vesten. USAs udenrigsminister Colin Powel udvandrede i protest, og det ungarsk-fødte jødiske medlem af den amerikanske kongres Tom Lantos, der selv var Holocaust-overlever, betegnede konferencen som "den mest sygelige og skamløse udstilling af jødehad, som jeg har oplevet siden nazitiden". FNs menneskerettigsråd under ledelse af lande som Libyen og Iran vil til næste forår holde en såkaldt "Durban II", som tegner til at blive en endnu større skandale. - Fra Sapphos nyhedsbrev. Læs mere her.

Tilsyneladende er det værre at bo i USA (5.plads) eller Israel (1. plads), end det er at befinde sig i Afghanistan (6. plads), Kina (12. plads), Iran (19. plads) eller Georgien (32. plads). I Storbritannien (20. plads) kan man glæde sig over (lige akkurat) - ifølge FN-systemet - at være mere attraktiv end Iran, men dog mere undertrykkende - altså i følge FN - end Haiti (22. plads), Pakistan (23. plads) eller Saudi Arabien (31. plads). - Hvorfor mon der ikke er flere briter, der flygter til disse lande, eller for den sags skyld til Tyrkiet, der er at finde på en 26. plads, og dermed kritiseres oftere end Saudi Arabien? (Det må vist siges at være et argument imod tyrkisk EU-medlemskab...). ...

Listen er over lande, der kritiseres mest af FN's menneskerettighedssystem. Øverst på kritiklisten befinder sig således det frieste land i Mellemøsten.

Mere om FN's skøre verden og Menneskerettighedskommissionen i: Verden ifølge FN:
http://s-espersen.blogspot.com/2007/11/verden-iflge-fn.html

Mere om FN her:
http://s-espersen.blogspot.com/search/label/FN

I EU vil man [...] styre og dirigere på vegne af borgerne: Man vil tænke på borgernes vegne. Man vil tillige handle, sådan som man mener borgerne er bedst tjent med. Man fjerner med andre ord i EU frihedens principper og erstatter dem med ”de gode intentioners politik”. Der er på den måde tale om en formynderiets politik, der er lige så diffus og vag som de mange dokumenter og erklæringer man finder i såvel EU og FN’s papirbunker, men som alligevel har en klar konsekvens: og det er at friheden for den enkelte afvikles, og at den erstattes med kommissioners og udvalgs magt, - indtil magten så til sidst centraliseres, for at man kan få noget gjort. [...] Der er derfor grund til at arbejde i retning mod dansk udmeldelse af EU, før det bliver for sent. Meget tyder nu på, at EU allerede har fået en forfatning, og at Irlands befolkning bliver det eneste folk, der bliver konsulteret før forfatningen er en endegyldig realitet. Det eneste der i denne situation vil gøre indtryk, vil derfor være, at de som ønsker en reel udmeldelse af dette socialistiske men også blot korrumperede projekt, udtrykker sig mere tydeligt, end det har været tilfældet tidligere. Dette gøres kun i form af kravet om løsrivelse fra unionen. - Fra dagens kommentar.

Læs også 180grader: Borgerlig professor: Danmark skal ud af EU.

Fast plads på "rød stue". Det er vel kernen af vores nye kurs. Sådan kritiserer [Rune Heiberg Hansen,] Radikal folketingskandidat partiformand Margrethe Vestagers nej til at støtte en Fogh-regering efter valget. Det skriver Danmarks Radio. Charlotte Fischer, der også er radikal kandidat formidler den samme kritik.

Undertegnede meldte sig ud af det Radikale Venstre i 2002. Erkendelsen byggede netop på, at Det Radikale Venstre i praksis ikke var et parti, der fremmede frihedsorienterede værdier. Men var jeg blot passivt medlem? Nej, jeg var tværtimod at betegne som yderst engageret i det politiske arbejde, og deltog i løbet af de fire års medlemskab i to landsmøder. Dertil kommer funktioner som webmaster, redaktionelt arbejde, valgkampsdeltagelse, læserbrevsproduktion m.v. Med en politisk uddannelse skulle der også være gode forudsætninger, for at have forstået den radiale politiske retning og de radikale ”værdier”. Det blev i øvrigt også til et fælles debatindlæg med netop Charlotte Fisher om kandidaten Mona Sheiks syn på demokrati og frihedsrettigheder. (Omtalt her)

Sandt er det, at der findes borgerlige i partiet. Men når man taler med flere af medlemmerne opdager man hurtigt, at synet på markedsøkonomi er præget af så mange forbehold og modsigelser, at man i praksis ender med at føre den samme politik, som man gør i Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Man fandt ofte retorik, der var typisk for Enhedslisten.

Ovenstående forklarer interessen for EU, for FN og for eksempelvis ulandsbistand: Man har forstået, at EU netop er et bistandsforankret projekt, der bygger på økonomiske overførsler. Nogle af overførslerne kritiserer man (eksempelvis landbrugsstøtten); men det er vel at mærke ikke for at gøre op med overførslerne som sådan: det er for at omlægge dem, og eksperimentere på andre måder med borgernes penge.

Det Radikale Venstre og Ny Alliance bygger vel at mærke på samme ”grundtone”; og det er ideen om at frie og produktive borgeres velstandsskabelse skal bruges til at forsørge de som lever i ufrihed og/eller er mindre produktive - i EU eller i resten af verden.

Ønsket om lavere personskatter skal derfor også ses i denne kontekst: I det Radikale Venstre og i Ny Alliance har man forstået, at højere skatter er skadelige for produktiviteten. Derfor vil man sænke indkomstskatten. Men man vil stadigvæk omfordele, og føre politik på det ovennævnte grundlag, der handler om at ofre friheden til fordel for ufrihed (jævnfør den høje ulandsbistand, og glæden ved FN og EU). Derfor vil man hæve skatterne andre steder. Man vil, for nu at gentage, bevare omfanget af økonomisk omfordeling og også den offentlige sektors størrelse.

Læseren vil måske gerne have et bud på, hvordan Ny Alliance skal forstås i denne kontekst. Her er svaret, at skabelsen af det parti netop handlede om at være mere fri til at vælge V og K. Resten af hvad der skiller Ny Alliance og Det Radikale Venstre er at betegne som detailspørgsmål. De som blev tilbage i det Radikale Venstre vil i praksis det samme, som de vil i Ny Alliance. De vil gerne have lavere indkomstskat. Og ligesom i Ny Alliance vil man i DRV så gerne finansiere en lavere skat ved at hæve skatterne andre steder. For man vil som bekendt føre en ret omkostningstung politik. Derfor er det helt usandsynligt, at Ny Alliance vil kunne bidrage til reducere den offentlige sektors størrelse og styrke det private erhvervsliv.

Foretager man en punkt-for-punkt analyse af indholdet i de to partier, hvad angår mærkesager vil man derfor finde, at indholdet vil være bemærkelsesværdigt ensartet, og altså præget af omfordeling og konfiskation. Hvis man alligevel har tænkt sig at vælge mellem disse to partier, må pointen netop i kraft af udsagnene foroven handle om, hvorvidt man vil have et parti, hvor man har løsrevet sig en smule fra den socialdemokratiske alliance. Men det vil i så fald primært blive et spørgsmål om, at man støtter nogle individers politiske karriere frem for andres. Man skal ikke forvente en mindre offentlig sektor eller generelt lavere skatter. I så fald måtte man i begge partier gøre helt op med de respektive partiprogrammer.

Radikal debat: ‘Fast plads på “rød stue”. Det er vel kernen af vores nye kurs’ .

[N]år krydset skal sættes næste tirsdag vil hele 47 procent af Dansk Folkepartis kandidater enten være ansat i eller drive en privat virksomhed. Det viser en gennemgang af de godt 800 opstillingsberettigede kandidater, som Berlingske Tidende og ErhvervsBladet har foretaget.

Det fremgår af dagens udgave af Erhvervsbladet, hvor man kan læse, at det betyder at Dansk Folkeparti har overhalet Det Konservative Folkeparti i konkurrencen om at have flest kandidater med baggrund i det private erhvervsliv. Som nummer et ligger man naturligvis også højere på listen end Venstre og Ny Alliance.

Flere politik-områder, som der ofte er fokus på fra www.coin.dk kan i den anledning fremhæves til fordel for Dansk Folkeparti.

Det gælder kritikken af FN; politikken i forhold til Israel; kritikken af EU herunder modstanden mod EU-traktaten; ønsket om at afvikle landbrugsstøtten; den aktuelle moralske støtte til Taiwan; opmærksomheden på det negative ved islamisering herhjemme og i Europa; forståelsen for ytringsfrihedens værdifuldhed; samt den ofte direkte afstandstagen til den socialistiske ideologi herunder kritikken af Danmarks Radio.

Hertil kan tilføjes en direkte formuleret kritik af energipolitikken og Kyoto-samarbejdet inklusive modstand mod højere energiafgifter. Sidst men ikke mindst bakker man i Dansk Folkeparti op om det af Venstre indførte skattestop.

En del af kritikken af EU bygger desværre nogle gange ikke på et frimarkedsgrundlag, men på noget man kan kalde en misforstået ide om statens ret til at bestemme over borgerne frem for EU’s til at gøre det samme. Men hvis man skal vælge mellem to onder, er det som regel en fordel at gå efter det mindre; det vil sige en småstats diktater frem for diktater fra en region.

Synet på økonomisk omfordeling og en vis opbakning til den offentlige sektors nuværende størrelse fra DF’s side vidner imidlertid også om, at man ikke helt har forstået, at dele af den politik, man selv vil føre også er socialistisk.

Men eftersom Venstre og Konservative i vor tid samt Ny Alliance befinder sig meget langt inde på den politiske midte, hvad angår socialisme-liberalisme, er spørgsmålet nu om denne side af DF’s politik trækker så meget fra – relativt set – i forhold de andre borgerlige partier.

Hvad angår nogle af de områder nævnt foroven står Dansk Folkeparti vel at mærke alene i at promovere synspunkterne; det gælder ikke mindst kritikken af FN, kritikken af Kina, kritikken af EU, samt kritikken af energipolitikken.

Indenfor andre områder findes der nogen opbakning i de andre borgerlige partier til de samme synspunkter, som man finder i Dansk Folkeparti. Det gælder forståelsen for det problematiske ved islamisering, vigtigheden af ytringsfrihed, og såmænd også kritikken af Danmarks Radio.

Men man er nok nødt til at erkende, at DF indenfor de nævnte områder har formuleret sig nogenlunde klart; mindst klart måske på energiområdet, hvor der er lidt slinger i valsen jævnfør en aktuel historie i Jyllands-Posten om, at man vil kaste sig ud i nye energieksperimenter sammen de andre partier.

Ovenstående nævnes eftersom der må være en åbenlys masse af vælgere, der er frustrerede over hvor lidt frihedsorienteret politik, der er ført fra Venstre og Det Konservative Folkepartis side.

Og her er det nok ikke så meget Dansk Folkepartis skyld, at man ikke har taget fat på, at reducere en række dele af den offentlige sektor, hvorfra mange af de værdier, som man ikke kan tilslutte sig i DF de netop promoveres. Man kunne eksempelvis sagtens have forstillet sig, at DF’erne ville have været interesseret i, at gøre op med de mange, der er beskæftiget med regulering og propagandisme indenfor miljøområdet; men altså i det hele taget større dele af de sektorer, der er beskæftiget med offentlig finansieret information og uddannelse.

Det kunne jo simpelthen tænkes, at Venstre og Konservative var blevet mere venstreorienterede ikke af taktiske grund, men permanent. Og så kan man jo overveje at stemme på nogle andre eksisterende partier, mens man venter på noget, der er bedre.

Under alle omstændigheder, så er ”velfærdssovsen”; det vil sige nye løfter om ”ydelser”, offentlige goder og diverse ordninger, som flyder i en lind strøm fra Venstres pressetjeneste vanskelig at tage alvorligt; hvis partiet skal forestille at være ”Danmarks liberale parti”.

Danmark mangler stadig et virkeligt konsistent frihedsorienteret parti. Men Dansk Folkeparti kan ikke afskrives, hvis man har tænkt sig at stemme, og når man i så fald sammenligner med Venstre eller det Konservative Folkeparti.

U.S. State Department Legal Adviser John B. Bellinger III’s recent letter to the editor (“LOST will benefit U.S.” – Washington Times 10/31/07)[1] reflects but another example of the true battle in which we are all, in one way or another, now engaged - namely, the battle against ignorance, apathy and bad ideas. - The letter to the editor proclaims that US ratification of the United Nations Convention on the Law of the Sea (UNCLOS) will provide “enormous national security...advantages to the United States, including clear legal rights of navigation for our military through and over the world’s oceans”. Yet it fails to mention the severe economic, legal and security-related costs associated with subjugating the US military’s absolute customary international law right to freedom of navigation to environmental concerns. Much to the contrary, the US military’s right to freedom of navigation has been steadily eroding since the1990’s as the result of the Clinton-Gore administration’s ‘enlightened’ “military operations other than war” policy [2] and the ‘lawfare’ tactics employed by other UNCLOS parties [3] with the help of environmental extremist groups.

Read more in UNCLOS Alchemy by Lawrence Kogan.

Part 1.