Det frie marked er en enorm maskine. Det er fuld af alle mulige økonomiske tandhjul der griber ind i hinanden. Nogle gange sker der er skift i de massive økonomiske tandhjuls stilling. Det var det, der skete, da borgernes trang til boliger skubbede priserne op. Som en mægtig, usynlig hånd der griber om et håndtag trak boligpriserne i et bestemt håndtag i det økonomiske system. Knagende og gnistrende flyttede håndtaget sig. Et mægtigt økonomisk tandhjul faldt i hak med et øresønderrivende brag. Bang! En økonomisk kommando faldt på plads. “Der skal bygges nye boliger” var befalingen. - Læs mere i Sådan er kapitalismen af Søren Højbjerg.

Fremkomsten af ny teknologi, der øgede udbyttet forbundet med brugen af arbejdskraft, øgede [...]også efterspørgslen på arbejdskraft og samtidig også beskæftigelsesniveauet. Men det betød [...] også, at friheden til at vælge om man ville arbejde eller ej blev styrket - i kraft af den øgede velstand. Derfor forsvandt børnearbejdet og de lange arbejdstider for de voksne.

Fremkomsten af CO2-kvoter i vor tid, der fordyrer brugen af teknologi og som dermed også vanskeliggør indførslen af ny teknologi, reducerer derfor tilsvarende efterspørgslen på arbejdskraft. Men ligeså vigtigt er det, at denne udvikling reducerer arbejdskraftens produktivitet. Dette fører i praksis til et reduceret beskæftigelsesniveau. Helt overordnet fører kvote-politikken indført af vor tids politikere simpelthen tilbage i retning mod tidligere tiders forhold.

Læs mere i

CO2 kvoter reducerer beskæftigelsen og forringer købekraften
http://s-espersen.blogspot.com/2007/10/co2-kvoter-reducerer-beskftigelsen-og.html

I vores klub kan man spille en hel sæson for 600 kroner, og en ketsjer kan købes for cirka 300 kroner, siger Jørgen Hansen [bestyrelsesmedlem i Aalborg Tennisklub]. Han er godt klar over, at tennis af nogen bliver betragtet som en overklassesport. - Sådan var det engang, men det er helt ude af trit med virkeligheden i dag, mener han. Som medlem af bestyrelsen i en tennisklub frygter han, at annoncen fra 3f kan gøre det sværere at få unge til at melde sig til tennissporten. Det er svært nok i forvejen at holde på de unge. - Det kan man læse i artiklen Tennissporten føler sig hængt ud.

Men hvorfor er det blevet billigere at spille tennis? Svaret er det samme som spørgsmålet: "hvorfor er kontaktlinser, computerskærme, mobiltelefoner, fjernsyn, sodavand, flyrejser"...og så videre blevet billigere? - Og svaret er ULIGHED: Det vil sige, det er mulighederne for at skabe sig en materielt solid tilværelse med overskud i hverdagen, der har ført til denne generelle velstandsskabelse. Det er muligheden for at den enkelte kan træffe sine egne beslutninger, og dernæst forfølge sine drømme og visioner uden at blive plyndret af sine omgivelser for hvert et fornuftigt og produktivt skridt, der bliver taget.

Det er dermed muligheden for at blive "ulige" alle andre, der betyder, at nogle rent faktisk foretager sig noget fornuftigt og praktisk orienteret. I primitive eller middelalderlige samfund trives derimod retsløsheden og også lighedsmentaliteten, der betyder, at når nogle tager et selvstændigt skridt fremad, trækkes de med det samme tilbage og ned af resten. Fra og med 1970'erne tog vi i Danmark med ny-marxisimen (og kultur-socialismen) et grimt skridt tilbage i den forkerte retning. Man genopfandt en lighedskultur, som kun kan føre tilbage til mere primitive tilstande.

Historien fra Aalborg fortæller således noget ret centralt. Og det er at friheden ganske rigtigt i praksis har en tendens til at føre til ulighed, sådan at der opstår en "overklasse", fordi mennesker vil noget forskelligt med deres liv, og også fordi mennesker er forskellige fra naturens hånd; men at den samme frihed også fører til øget velstand generelt.

Aftalefriheden og arbejdskraftens relativt fri bevægelighed betyder altså, at polsk arbejdskraft (samt dansk arbejdskraft og arbejdskraft andetsteds, der nyder godt af de samme betingelser) kan søge arbejde der, hvor de højeste lønninger gives for det, man kan tilbyde. Hvem er det så i sidste instans, der bestemmer, hvordan arbejdskraften placeres? Svaret er forbrugerne. Det er forbrugerne, der belønner nogle virksomheder ved at købe disse virksomheders varer og ydelser, og som tilsvarende undlader at gøre forretninger med andre virksomheder.

Er ovenstående så et problem for Polen? Det er det naturligvis ikke, eftersom markedsøkonomien som sådan fungerer lige så godt i Polen, som den gør i Danmark, i det omfang den får lov til at gøre det: Indenfor nogle områder er polske virksomheder så bedre end danske. Det er en anden måde at sige, at forbrugere foretrækker det, som den eller de pågældende polske virksomhed kan levere til prisen, end hvad en tilsvarende dansk ville gøre. Andre gange er det omvendt.

- Læs mere om aftalefrihed, arbejdskraft, forbrugermagt og jobsøgning i 180grader.dk.

Det er [...] de færreste politiske beslutningstagere herhjemme der tror på, at den lavere (nominelle) løn, der bliver en følge af, at man øger incitamenterne til at arbejde - og som øger arbejdsudbuddet - også fører til social forarmelse. Netop derfor har vi et forholdsvist frit arbejdsmarked, hvor købekraften og velstanden er høj, og hvor niveauet for ledighed samtidig er lavt. Desværre gælder denne erkendelse bare ikke i EU som helhed. Her er fagforeningerne netop stærkere, og de har samtidig ikke helt indset fordelene ved aftalefrihed og fleksibilitet. Disse (kontinentaleuropæiske) fagforeningers politikker, der handler om at insistere på mindsteløn samt ordninger, der gør ansættelse uattraktivt for arbejdsgivere er derfor (eventuelt sammen med generøse overførselsindkomst fra staten) årsag til at arbejdsløsheden i Europa stadigvæk er højere, end den er det i mange af de økonomier, som vi i EU gerne vil sammenligne os med, - hvilket selvsagt også har konsekvenser for væksten.

- Læs mere i Realløn og beskæftigelse i EU .

Mere om beskæftigelse og velstand i Jordbærplukning, købekraft og kapitalisme.

Ifølge Hans-Jørgen Pahlke fra fagforeningen 3F får jordbærplukkere i Danmark en uanstændig lav løn. Bærplukning er som bekendt blot ét af de steder, hvor Danmark har fået besøg udefra i form af tilrejsende arbejdskraft fra Østeuropa.

Med andre ord: købekraften er det centrale. Om man får halvt så meget som andre i Danmark er i praksis mindre vigtigt; ellers ville man simpelthen ikke rejse hertil.

- Læs mere i Jordbærplukning, købekraft og kapitalisme.

[D]et er hans [Tøger Seidenfadens] deller. Og det er mit slik. Det er hans overvægt. Og det er mine penge. Jeg ønsker ikke at være solidarisk med Tøger Seidenfadens deller. Jeg ønsker ikke at betale mere i skatter og afgifter, fordi Politikens chefredaktør har en slap selvdisciplin. Hvis han gerne vil tabe sig, behøver han ikke blande politikerne og forbrugerne ind i det - eller mig for den sags skyld. Han kan bare tage at spise noget mere kål, løbe en tur eller tage trappen.

- Det skriver Christopher Arzrouni i 180grader.dk om de seneste krav om nye afgifter på fødevarer, som får støtte fra Politikens Chefredaktør.

Copenhagen Institute udgiver nu [22/2/06] en bog af Statsminister Anders Fogh Rasmussen med titlen ”Vera og Benefica”. Bogen er skrevet i 1996. Det vil sige tre år efter den berygtede bog med titlen ”Fra socialstat til minimalstat”; den som Poul Nyrup Rasmussen rev et eksemplar i stykker af i forbindelse med valgkampen 2001.

Med Fra Socialstat til minimalstat forsøgte Anders Fogh Rasmussen at sætte bidrag fra frihedsorienterede tænkere såsom F.A. Hayek, Ludwig von Mises, Ayn Rand eller Milton Friedman samt ældre danske ideologer ind i en nutidig kontekst.

”Vera og Benefica” er i modsætning hertil en kortere og mere konsistent præsentation af centrale økonomiske sammenhænge.

Tilblivelsen af ”Vera og Benefica” skyldes ikke mindst inspiration, fra den amerikanske journalist og økonom Henry Hazlitt (1894-1993) og hans bog Economics in one lesson. Der er ligeledes hentet inspiration fra den franske journalist, filosof og økonom Frederic Bastiat (1801-1850) samt hans essay That Which Is Seen And That Which Is Not Seen.

Som titlerne antyder, er hensigten for sidstnævnte værker, at man vil formidle en særlig pointe. Det vil sige, man vil give den opvakte læser et redskab, der derefter vil kunne anvendes på vidt forskellige problemstillinger.

Med Vera og Benefica er det Anders Fogh Rasmussens hensigt, at minde om, at de valg politikere træffer, ikke blot har synlige, direkte og positive konsekvenser, men også vil have en række utilsigtede og ofte mere negative konsekvenser, på såvel det korte som det lange sigt.

Man kan illustrere dette fænomen ved at minde læseren om, at når politikere giver noget til nogen, tager de det fra nogle andre.

Økonomisk omfordeling har imidlertid ikke blot statiske konsekvenser, men også dynamiske: Når råderetten over den konfiskerede ejendom forsvinder fra de oprindelige ejermænd vil incitamentsstrukturerne i samfundet forandre sig. Adfærden bliver en anden. - Jo mere økonomisk magt politikere får, i forhold til private borgere, desto mere øges incitamentet til politisk aktivitet.

Højere skatter betyder dermed, at nyderne i samfundet begunstiges til ulempe for yderne, og dermed, at interessen for at være aktør på markedet reduceres.

I det følgende skal - for at vise hvor omfattende Anders Fogh Rasmussens pointe om de sekundære konsekvenser er, nævnes nogle aktuelle eksempler på, hvordan den økonomiske visdom kan gøre os klogere på den komplekse virkelighed, vi lever i.

Det første område, der skal bruges til at eksemplificere Foghs pointe er arbejdsmarkedet. Markedet for arbejdskraft er naturligvis ikke et løsrevet marked fra andre markeder eller fra markedsøkonomien som helhed.

Det betyder at enhver ydelse, der kommer fra offentlige kasser - enten i form af bistandshjælp eller som tilskud til dagpengene, har konsekvenser for det øvrige marked: for forbrugsvaner, prisudvikling, men ikke mindst for udbuddet af arbejdskraft.

Niveauet for sociale ydelser påvirker interessen for at til at søge beskæftigelse. Alt andet lige vil arbejdssøgende med højere socialydelser derfor kunne undlade at søge en række stillinger. - Man vil i stigende grad vente længere på det ”rigtige” eller passende job.

Hvad enten midlerne til at dække sådanne udgifter kommer fra opsparing eller fra penge, der ville være brugt på forbrug her og nu, har dette negative konsekvenser såvel for de mere produktive individer i økonomien, som for økonomien som helhed.

De penge, der gives til arbejdssøgende, så de kan tillade sig at vente længere med at påtage sig et job, kan ikke på samme tid bruges til investering i nye maskiner. Pengene kan tilsvarende ikke bruges på at belønne mennesker for produktiv aktivitet. Når mennesker i et eller andet omfang holder sig væk fra arbejdsmarkedet, presser det lønningerne op, hvilket mindsker evnen til velstandsskabelse.

Det andet område, der skal nævnes er støtten til produktion af kultur og information.

Statsstøttet information og kultur er politisk efterspurgt kultur og information. Statsstøtte gør visse former for kultur og information mere synlige for publikum, end det ville have været tilfældet uden støtte. - Med andre ord: nogle varer på kultur- og informationshylderne rykkes længere frem, mens andre placeres længere tilbage.

Statsstøtten påvirker naturligvis ikke bare synligheden og tilgængeligheden af bestemte former for kultur og information. Støtten påvirker selvfølgelig også indholdet.

En vigtig pointe her er, at de offentligt finansierede medier, såsom Danmarks Radio naturligvis er en del af mediemarkedet. Det vil sige, mediet vil i større eller mindre omfang leverer ydelser, som ellers ville være efterspurgt via frivillige betalinger. På grund af den tvungne finansiering af Danmarks Radio kan ingen imidlertid vide, om der bruges for meget eller for lidt, eftersom køberne ikke er de samme som forbrugerne; jf. det forhold at efterspørgslen via offentlige midler er politisk bestemt.

Hensigten med denne pointe er ikke her at diskutere kvalitet, lødighed - eller de politiske budskaber, der på denne måde overeksponeres. Det skal blot påpeges, at det er de færreste, der frivilligt vil betale for noget, der i forvejen er finansieret via tvang. Hvis der via en tvungen ordning, som licensen, bruges omkring 2000 kr. årligt på en national public service fjernsynskanal, er det de færreste, der frivilligt vil bruge mere på public servicefjernsyn, men i stedet vil bruge ekstra midler på en helt anden type udsendelser.

Påstanden om, at der ikke ville eksistere en eller flere store og brede landsdækkende tv-kanaler uden tvungen finansiering er derimod tvivlsom. Der er imidlertid ingen tvivl om, at indholdet, i tilfældet med frivillig finansiering ville være anderledes; og sandsynligvis til større glæde for dem, der i forvejen betaler frivilligt for kultur og information. Fjernsynsproduktion ville med andre ord i højere grad afspejle forbrugernes interesser.

Det offentlige forbrug - set under ét - skal nævnes som et tredje eksempel på, hvordan Anders Fogh Rasmussens, Frederic Bastiats og Henry Hazlitts indsigter kan anvendes. Dette er allerede sket ved at påpege, at højere socialydelser reducerer incitamentet til at produktiv adfærd.

Med en udvidelse af den offentlige sektor køber de politiske beslutningstagere sig til beskæftigelse i denne sektor, men prisen for dette betales i form af lavere beskæftigelse i den private sektor. Denne tendens har været gældende de sidste hundrede år i Danmark, med den konsekvens, at Danmark har en af de største offentlige sektorer i verden – vel at mærke på bekostning af den private.

Det offentlige forbrug består samtidig i udbetalinger af en række ydelser, der tidligere blev finansieret ved hjælp af opsparing eksempelvis pensioner. Ændringen her betyder, at incitamentet til at spare op reduceres. Det påvirker atter mængden af kapital, der er til rådighed for investering. Et stigende offentligt forbrug påvirker dermed forholdet mellem velstandsskabelse og forbrug. Det gælder både forbruget i den offentlige sektor og i den private.

Det offentlige pensionssystem betyder, at nutidige udbetalinger til pension ikke finansieres via tidligere opsparing, men via nutidig produktivitet. Det betyder at ophobningen af midler i samfundet til investering formindskes.

Som det fjerde og sidste eksempel skal nævnes statslige former for ”erhvervsfremme”.

I forbindelse med valgkampen 2005 kunne man på Handelshøjskolen på Frederiksberg opleve Anders Fogh Rasmussen som progressiv julemand og gavegiver, der ville satse 10 mia. skatteyderkroner på at gøre Danmark til et IT-forgangsland. Danmark skulle ifølge Anders Fogh Rasmussen være lidt ligesom Finland, der har Nokia. Når man læser Vera og Benefica må sådanne udspil imidlertid mest fortolkes som socialdemokratisk valgflæsk. Budskabet var sandsynligvis ikke primært henvendt til de studerende på Handelshøjskolen, men snarere til de omkringstående journalister. For jævnfør Foghs egen bog må der atter henvises til de negative konsekvenser ved denne form for erhvervsfremme:

For statsstøtten forstyrrer de signaler som private forbrugere via deres forbrug sender til virksomhederne. Statsstøtte finansieret via skatterne er ensbetydende med færre penge som private borgere kan bruge på at belønne de former for produktivitet, som de selv efterspørger.

Disse indsigter angående erhvervsfremmestøttens skadelighed er som bekendt ved at trænge ind hos de politiske beslutningstagere, når det gælder landbrugsstøtte. Desværre er der stadigvæk uenighed, når det gælder områder som for eksempel boligmarkedet - jævnfør Ritt Bjerregaards seneste bolig-initiativ. Værre er det, at idéerne om at støtte politisk udvalgte IT-virksomheder åbenbart er ved at vinde indpas i Venstre. Man kan kun håbe, at der med den retorik er tale om vælgertaktik.

Vera og Benefica er tiltrængt og civiliseret politisk forfatterskab. Med bogen giver Anders Fogh Rasmussens - anno 1996 - samtidig et klart svar på anklagen om at være hulemand:

- For kan hulemændene i politik for alvor siges at være dem, der ønsker, at borgerne i højere grad får lov til at træffe deres egne valg? Eller er hulemændene ikke snarere dem, der ønsker at satse med borgernes penge, sådan som det sker med statsstøtten?

Køb bogen her:

Anmeldelsen er tidligere bragt på www.coin.dk den 23. februar 2006.

Flere artikler fra forsiden kan findes via arkivet.

- Vi skønner, at forslaget om ændring af registreringsafgifterne og vægtafgifterne vil give bilbranchen en øjeblikkelig økonomisk lussing på mindst 750 millioner kroner - måske meget mere, siger direktør Bent Mikkelsen, DBI. [Brancheforeningen De Danske Bilimportører] Herudover anfører chefkonsulent Anette Christensen hos bilimportørerne, at de nye afgifter vil få mange købere af dieselbiler til at fravælge partikelfilter af økonomiske årsager - med øget luftforurening til følge.

- Det kan man læse i Industriens Dagblad iDag under overskriften Nye bilafgifter rammer alle.

Hos De Danske Bilimportører findes en Opgørelse over køretøjer, der bliver ramt af afgiftsforhøjelser .

Alex Singleton, the Globalisation Institute, UK: Johan Norberg, the Swedish author of In Defence of Global Capitalism, produced a documentary for Channel Four Television (UK) in 2003. Called Globalisation is Good, it eloquently explains why anti-globalisation campaigners are wrong and how globalisation is a force for good, lifting billions out of poverty. The good news is that [it is] now available on the internet and you can watch it here.