Lies. Threats. Intimidation. These are the global warming alarmists' weapons—and they're only going to get worse under our new president, Barack Obama. But bestselling author Chris Horner — himself the target of dirty tricks and smear campaigns — is blowing the whistle on the Green movement's underhanded tactics in his new must-read exposé, Red Hot Lies. Following up his New York Times bestseller The Politically Incorrect Guide™ to Global Warming, Horner shows how leftist pundits, liberal politicians, and government-funded scientists are deceiving the public, strong-arming climate change skeptics, and twisting the truth all under the guise of "saving the planet."...

Read more here:
http://www.regnery.com/books/redhotlies.html

Myte 4: - CO2 er den mest almindelige Drivhusgas.

Fakta: Vanddampe eller skyer, der tilsammen udgør omkring 3% af atmosfæren er den mest udbredte Drivhusgas. CO2 udgør kun 3 pct. af de samlede drivhusgasser eller omkring 0,03 pct. af atmosfæren. Derudover er vanddampe - på grund af sin molekulære vægt og absorberende kapacitet - 3000 gange mere effektiv som Drivhusgas end CO2. Dem der giver CO2 skylden for klimaforandringerne nævner aldrig, - eller ihvertfald meget sjældent - dette vigtige faktum.

- Læs flere myter og henvisninger hos Uriasposten i posteringen Christopher C. Horner: The Politically Incorrect Guide to Global Warming.

IMS [Informationscenter for Miljø & Sundhed (IMS)] er et uafhængigt informationscenter om miljø, sundhed og forbrug. Centrets formål er at give forbrugerne let tilgængelig og handlingsorienteret information om miljø og sundhed samt at fremme en bred dialog om de risici, der knytter sig til forbrug. Centeret er finansieret af offentlige midler, som bevilges via Miljøministeriet. [egen fremhævelse]- Man kan besøge det "uafhængige informationscenter" her.

Med finansieringen og vinklingen af forbrugerstoffet, der handler om at staten skal kontrollere og styre produktionen, opdrage på forbrugerne og herunder formidle miljøbekymring, er centret imidlertid så offentlig og statsligt, som det kan blive.

- Men hvorfor så betoningen fra centerets side af at være "uafhængig"?

Et simpelt svar på dette spørgsmål kunne være, at det er forbundet med troværdighed at være uafhængig. Og det man gerne være, også selv om staten i praksis er arbejdsgiver.

Civilsamfundet har med andre ord en status, som man i staten gerne vil efterligne.

Under Pressemeddelelser fra IMS kan man således læse om de vanlige temaer man også finder i vinklingen af forbrugerstoffet som man finder det i lignende statsligt oprettede organisationer eller via det statslige Danmarks Radio. Temaer er således generel bekymring, angst for allergi, frygt for strålingsfare, ønsker om behov for nye undersøgelser, appeller til grøn bevidsthed o.s.v. o.s.v.

(Angående behovet for nye undersøgelser kan man eventuelt som et humoristisk indslag besøge den Stokastiske rapportgenerator Uafhængig, nødvendig, omstillingsparat, virtuel!).

I En kunstig europæisk offentlighed skrev undertegnede således at:

Der skabes en kunstig europæisk offentlighed, hvor offentligt ansatte embedsmænd, skattefinansierede politikere eller offentligt støttede NGO'er gensidigt forstærker hinandens budskaber overfor pressen, og bekræfter hinanden i deres dagsordens vigtighed.

EU-toget kører således i retning af stadigt flere tilfælde af pseudo-debatter, hvor magtens mænd og kvinder debatterer med eller mod hinanden: eksempelvis i form af offentligt finansierede miljøgrupper, der taler med offentligt ansatte regulatorer; mens almindelige europæiske borgere uden samme rundhåndede adgang til medierne tildeles rollen som tilskuere.

- I ovenstående artikel nederst findes henvisninger til flere artikler.

I Chris Horners artikel De uafhængige afhængige kan man i øvrigt kan læse, hvordan EU-medlemstaternes "uafhængige" organisationer også er organiseret som "uafhængige" på det europæiske niveau; og her bidrager til at udforme en restriktiv forbrugerpolitik på EU-plan. - I vid udstrækning behandler medierne (især de statslige) herefter disse pseudo-uafhængige som repræsentanter for civil-samfundet. Med andre ord: Statens "tjenere" har forklædt sig som noget, der skal forestille private borgere.

Ovenstående historie er fremhævet tidligere. Men så vidt vides er der endnu ingen, der har forsøgt at kortlægge, hvor stor en del af eksempelvis de danske forbrugerforeninger og miljøorganisationer, der kun lever i kraft af statslige midler (Men hvem ville også finansiere noget sådant?).

- Ikke desto mindre, så er hver eneste skattekrone der bruges på offentligt ansatte eksperter, smagsdommere og opdragere (i det som man i Dansk Folkeparti tidligere turde kalde for "bekymringsindustrien") ensbetydende med en krone mindre for forbrugeren at vælge kvalitet for. Det er således tale om en krone mindre for aktører i en given branche at bruge på produktudvikling og introduktion af nye produkter (i det omfang der ikke eksisterer et reklameforbud). Og der er kort sagt en krone mindre, der kan bruges på at vælge frit på et køb på markedspladsen (eller på opsparing til investering i fremtiden).

I stedet for bruges konfiskerede midler til at sikre, at nogle opnår frihed til tale på andres bekostning (vel at mærke forklædt som "uafhængige"), som det er tilfældet med Informationscenter for Miljø & Sundhed. Og disse statsfinansierede organisationer, der agerer i kraft af rundhåndede midler, fortrænger naturligvis også en del af den opmærksomhed, der søges fra private og konkurrerende foreninger og organisationer.

New book from Christopher Horner: Horner posits that the massive global warming hysteria reveals the full anti-American, anti-capitalist, and anti-human agenda of today's environmentalists. He reviews the ten top global warming myths, carefully examining the evidence to determine how much warming there really is and what is actually causing it. And, he argues, it’s time to stand up to the environmentalist industry and insist: human beings are not the enemy. Read more.

Watch Horner on Comedy Central

Buy the book on Amazon.

En ny grønbog fra EU-kommissionen har fået overskriften Towards a Europe free from tobacco smoke.

Fra de konservatives side lægger man sig ikke fast på en bestemt holdning til spørgsmålet om tvang vs. forbrugerfrihed:

Kommissionen har stillet nogle forskellige scenarier op, og det bliver spændende at finde ud af, hvilke løsninger, der egner sig bedst til at få skabt bedre vilkår for dem, der ikke ønsker at udsættes for tobakspåvirkninger i hverdagen. Dermed har Kommissionen ikke lagt sig fast på, at der skal indføres fælles lovgivning på området, og det er jeg tilfreds med. Det er ikke sikkert, at det er den bedste vej at gå i denne sag. Men det må debat og høringer nu vise, siger Helle Sjelle i en nyere pressemeddelse, og opvejer i noget omfang med den sidste sætning det, hun siger først.

Ingen af ovenstående har således åbenbart præcist bestemt sig for, hvad de mener, - altså lige bortset fra hvad man kan læse ud af den usædvanligt klare overskrift. men nu skal man først snakke om tingene.

Så hvad skal man som borger forvente?

- Ja som tidligere nævnt på siden, så spiller det for sådanne pragmatiske bureaukrater og politikere en meget stor rolle, hvordan folkestemningen tegner sig. (For Konservative kaldes dette også for tidsånden).

Imidlertid kan man for det første her pege på det ubehagelige ved denne måde at iscenesætte en debat, hvor de der kommer med et udspil har nogle ganske klare målsætninger om fra politisk side at påvirke befolkningens rygevaner, vel at mærke samtidig med at man lader som om man er helt åben for diskussion og debat.

For ligesom med forfatningstraktaten er det tydeligt at man vil noget bestemt. Men jf. Helle Sjelles kommentar er dette imidlertid blot en form for uklarhed, som bureaukraterne i Europa har overtaget fra politikerne.

- Læg dog nu mærke til at bureaukraterne rent faktisk er blevet mere politiske og opdragende, end de var tidligere. Og det er de ikke blot i EU i forhold til Danmark. Men også i Danmark i forhold til tidligere herhjemme er bureaukrater blevet stadigt mere folkeopdragende.

For det andet er der spørgsmålet om hvem og hvad, det er for en offentlighed, man så konsulterer på det europæiske plan. Hvad består den af? Hvordan er den opstået? Her skal atter henvises til Chris Horners artikler om EU's selvskabte brugerråd, som i meget vid udstrækning fungerer som gummistempler for den politik, som politikere - og bureaukrater - fører. - Se NGO'ere: De afhængige ”uafhængige" .

En meget vigtig grund til, at vi ikke hører så meget om EU's mange projekter og politikker, og at de i vid udstrækning bare bliver implementeret, når man har haft sådan en "folkelig" debat, - er således at en stor del af de individer, som eurokraterne kalder "offentlighed", brugerorganisationer et.c. ikke er det: - De er enten råd, nævn og institutioner skabt af EU selv. Eller de er tilsvarende nationalstatslige råd, nævn eller institutioner, der således udfylder rollen som "det civile samfund".

Med andre ord: Først afvikles individets frihed og selvbestemmelsesret, så erstatter man de frivillige organisationers indflydelse (de der oprindeligt skulle varetage den umyndiggjorte borgers interesser) med nogle kunstige. Engang var de nye kunstige organisationer dog primært nationale. Nu er de i stigende grad i stedet for regionale.

Uddrag fra EU's grønbog:

Rygeregulering skal blandt andet forståes som et udtryk for EU's sociale bevidsthed (...) :

Smoke-free policies could also help to reduce socio-economic inequalities in health. Given that the likelihood of being a smoker and being exposed to second-hand smoke is significantly increased for those who have a lower level of education, lower income and lower occupational class, an action on smoke-free environments might be expected to bring the biggest benefits to the most deprived groups in society.

Man (EU) har pligt (overfor en FN-organisation) til at regulere:

As a Party to the WHO Framework Convention on Tobacco Control (FCTC), the Community [EU] is under a legal obligation to take action on smoke-free environments. Under Article 8 of the FCTC each Party has undertaken to “adopt and implement (…) effective legislative, executive, administrative and/or other measures, providing for protection from exposure to tobacco smoke in indoor workplaces, public transport, indoor public places and, as appropriate, other public places.” The first Conference of the Parties to the FCTC in February 2006 agreed to develop guidelines on smoke-free environments to be presented to the second Conference of the Parties due in the first half of 2007.

Rygefriheden vil blive bevaret i fænglser og psykiatriske institutioner (og få andre steder - hvilket virker pardoksalt ift. det første citat):

The most comprehensive approach would consist in proposing a total ban on smoking in all enclosed or substantially enclosed workplaces and public places, including means of public transport. Restrictions could also be extended to outdoor areas around entrances to buildings and possibly to other outdoor public places where people sit or stand in immediate proximity to each other, such as open air stadiums and entertainment venues, bus shelters, train platforms etc. Very limited exceptions could be considered for places where people live on a day-to-day basis (e.g. designated rooms in residential premises, such as long-stay care homes, psychiatric units, prisons etc.).

Flere danske indgreb på vej:

Member States would retain the right to decide whether and how to introduce smokefree measures depending on national circumstances and cultural differences. The trend towards smoke-free environments would most probably continue, reinforced by the drafting and publication of the FCTC guidelines. A number of national governments, including those of Denmark, Germany, Latvia, Portugal and Slovenia, have already announced their intentions to strengthen national smoke-free regulations in the near future.

Befolkningen er ifølge bureaukraterne begejstrede:

Given the widespread expectations for EU smoke-free initiative, there would be a risk of disappointing the public. Continuing with the status quo would also be a lost opportunity to build on the current political momentum towards smoke-free areas in
the EU.

Afsluttende spørgsmål fra regulatorerne:

(1) Which of the two approaches suggested in Section IV would be more desirable in terms of its scope for smoke-free initiative: a total ban on smoking in all enclosed public spaces and workplaces or a ban with exemptions granted to selected categories of venues? Please indicate the reason(s) for your choice.

All responses to this Green Paper will be published

Bemærk endvidere meningsmålingen side 24. Annex III: Support for smoke-free policies.

- Her bliver man spurgt om man er for eller imod forbud mod offentlige forbud mod rygning i barer og pubber. 49 pct. af danskerne er imod. 48 procent er for. Danskere er sammenlignet med andre lande ikke så begejstrede for politiske forbud, som i en række af de andre EU-lande.

Kilde: Towards a Europe free from tobacco smoke

I næste uge handler artiklerne, der bringes på forsiden blandt andet om skatter, afgifter og behovet for velfærdsreformer (Læs: lavere skatter og lavere afgifter).

I denne anledning gøres opmærksom på, at forsiden har fået en ny "bjælke" midt på siden, der fremhæver tidligere artikler, som har et bestemt tema; og som i løbet af mandagen vil blive udskiftet med skatte- og afgiftsrelaterede kommentarer, artikler m.v.

Før de seks aktuelt fremhævede artikler fjernes fra forsiden (De vil herefter kunne findes via arkivet), bringes her et citat fra hver enkelt artikel, der alle handler om klima- og/eller miljøpolitik:

Fra Hvad enhver europæer bør vide om global opvarmning - af Ian Murray:

Global opvarmning er noget, der finder sted; og mennesker er ansvarlig for i det mindste en del af denne opvarmning. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med at den globale opvarmning vil forvolde tilstrækkelig skade på jorden og menneskeheden til at kunne retfærdiggøre drastiske begrænsninger i energiforbruget; en politik der i sig selv ville have sine egne skadelige konsekvenser. Ydermere kan videnskaben ikke besvare spørgsmål som i deres kerne er økonomiske eller politiske, såsom hvorvidt protokollen er indsatsen værd.

Fra Kyoto-planøkonomien slår til igen af undertegnede:

Andrei Illiaronov, en af Putins højtstående [nu tidligere] økonomiske rådgivere, [har] - belært af sin opvækst under Sovjet-kommunismen - [...] givet følgende hårde karakteristik af Kyoto-aftalen: Med henvisning til det agentur, der gang på gang skabte katastrofale resultater i dets forsøg på at styre den gamle sovjet-økonomi, lyder det fra Illiaronov:

"Som udgangspunkt havde vi tænkt os at kalde aftalen for en slags international Gosplan. Men så indså vi, at Gosplan sammenlignet med Kyoto var langt mere humant, og at vi derfor burde kalde Kyoto-protokollen for en form for international Gulag. (-) Men i Gulag fik man dog i det mindste den samme daglige ration mad, og rationen blev derfor ikke mindre dag efter dag. (-) Til sidst endte vi derfor med at kalde Kyoto-protokollen en international form for Auschwitz".

Fra Den grønne maskine af Chris Horner:

Et af de principper der afspejler denne [mere-regulering-er-bedre-end-mindre] indstilling er eksempelvis det såkaldte ”forsigtighedsprincip”. Det princip spøger nu i forslaget til den europæiske forfatningstrakat, og handler groft sagt om at forbyde ny teknologi - med mindre vi er sikre på at teknologien ikke vil forårsage skade på menneskers liv eller på miljøet.

Hvis denne destruktive ide om et forsigtighedsprincip var blevet accepteret og taget i brug på et tidligere tidspunkt i historien ville vi tværtimod stadigvæk bo i huler, uden redskaber, uden ild, - og helt sikkert uden moderne bekymrende fænomener som biler og elektricitet.

Fra Niels I. Meyers kamp imod industrisamfundet - af Chresten Anderson:

[Niels I. Meyers udsagn peger] på, at der i EU, nu lidt efter lidt, er indført et princip [forsigtighedsprincippet, der handler] om, at man skal bevise sin uskyld, og ikke modbevise en påstand om skyld. Der er kort sagt tale om et opgør med flere århundreders retspraksis. Der er således ikke tale om en reform i småtingsafdelingen. Men Meyer er tilsyneladende lykkelig. Måske fordi hans udgangspunkt netop er, at leverandørerne til de europæiske forbrugere som udgangspunkt er skyldige, og at de få, der ikke er det, nu for egen regning bedes om at bevise, at de er undtagelsen fra Meyers regel.

I forbindelse med REACH går reguleringen imidlertid langt videre...

Fra NGO'ere: De afhængige ”uafhængige" af Chris Horner:

[Stadigt mere] tyder på, at NGO-lobbyen [i Bruxelles] stort set ikke består af andet end én stor facade, - en potemkin-kulisse bestående af organisationer, der enten kæmper for at fremme Kommissionens egne eller - i visse tilfælde - store virksomheders dagsorden. Forskere i det moderne demokratis udvikling har beskrevet presset fra ”det civile samfund” som værende mest af alt et pres fra forskellige grupper af kommunitarister, der alle insisterer på at afvikle den enkeltes rettigheder og ønsker, - og i stedet erstatte disse med det, de opfatter som værende et højere formål eller ”det fælles bedste”...

Og fra novellen Miljøkommissæren af forfatteren Steen Steensen:

Jon Galstrups fremtid syntes sikret. Der var embeder nok at få. Men først skulle specialet om iltsvindet skrives færdigt. Han lænede sig tilbage i stolen. Forhåbentlig kunne han få en stilling i Miljøstyrelsen. Tænk, hvis han blev deporteret til provinsen.

Alligevel gnavede tvivlen i sindet. Vist så, miljøbevægelsen forekom i nuets perspektiv urørligt. Materielt stod den stærkere end nogensinde. Tusinder af eksperter sad i befæstede positioner. Der manglede heller ikke bevillinger til undersøgelser og rapportskrivning. Men ideologisk havde bevægelsen nok toppet. - Værst så det ud i USA...

I dag har Martin Ågerup fra CEPOS en kronik i Jyllands-Posten om forholdet til Danmarks Radio og navnlig programmet Orientering.

Lørdag bragte Berlingske Tidende en interessant artikel af Lars Abild, der blandt andet viste en oversigt over hvilke lande, der har henholdsvis privatejede og statsejede nyhedsbureauer.

Ritzau er eksempelvis et privat nyhedsbureau, selv om mange af nyhederne ofte virker, som de er skræddersyede til Danmarks Radio. Men det mener man tværtimod ikke i DR, hvor man ifølge artiklen overvejer at skifte leverandør.

Oversigten i Berlingske viser i øvrigt, at stort set hele Afrika med Sydafrika som undtagelse, har statsejede nyhedsbureauer. Det samme gælder for størstedelen af Asien - inklusive i øvrigt Japan. I Latinamerika er det kun Brasilien og Argentina, der ikke har statsejede nyhedsbureauer.

Hver dag pumpes således statsfiltrede nyheder ud i meget store dele af verden. De nyheder præger dermed også det materiale, som de private bureauer i eksempelvis Europa, USA og Australien viderebringer. Det præger dermed også vores billede af eksempelvis Afrika og Latinamerika. Blandt andet kan statsejet formode at styrke ideerne om at det altafgørende er, at staterne har brug for "flere ressourcer", og flere beføjelser for at blive "stærkere".

Omvendt kan man ikke forestille sig, at statsejede bureauer beskæftiger sig meget med debatkulturen i deres respektive lande, eftersom det ikke vil være af primær interesse for arbejdsgiveren. Frie tanker og kritiske holdninger må dermed forventes at træde i baggrunden. Synspunktet om, at forskelle på ideer er det primære, når det gælder adfærden, vil dermed i mindre grad præge nyhedsstrømmen. Det primære fokus må i stedet forventes at være på statens behov hvad enten der er tale om at styrke statslige institutioner eller om at sikre sig flere "ressourcer" (I dag sagde Jens Rohde fra Venstre i øvrigt at der ikke var råd til skattelettelser...). Ideerne om "den nationale interesse" vil dermed stå langt stærkere end ideerne om "liv, frihed og ejendom".

Vender vi blikket tilbage til Danmark og Europa, kan der nævnes andre problematiske forhold; og som kan være en del af forklaringer på Ågerups kommunikationsproblemer med journalisterne fra Orientering:

Det helt overordnede problem er at staten har monopoliseret journalistuddannelsen, ligesom den siden år 2000/01 er begyndt at monopolisere fødevarekontrollen. Danmarks Journalisthøjskole er en offentlig virksomhed. Og danske medier modtager såvel statsstøtte (herunder i form af støtten til uddannelse) som diverse fradragsordninger. Hertil kommer at de beslægtede uddannelser, der bidrager med kandidater, der søger karriere indenfor journalistfaget ligeledes, som det typiske, er offentligt finansieret.

Støttemodtagerne har stort set ikke protesteret. Pressen har ikke gjort oprør. Pressen havde ikke i sig selv et behov for en kritisk presse. Det har de øvrige borgere imidlertid. Og i takt med at sluserne, hvorfra støttekronerne flyder, bliver bredere og flyder raskere, desto mindre modstand vil man forventes at gøre; og desto mindre kritisk vil man være. Igen kan der henvises til landbrugsstøtten, eller uddannelsessektoren. Smileyordningen og udvidelsen af offentlig fødevarekontrol var netop en "overbygning" på en institution, der er vokset efter DK's optagelse i EU's landbrugsstøttecirkus.

Resultatet af dette forhold bliver ikke overraskende det man - mildt sagt - kan kalde for "blinde pletter". Det vil sige, at journalister overser historier, der burde være åbenlyse at beskæftige sig med, men som stort set ingen journalist vil tage op; måske netop fordi historien reflekterer noget mindre flatterende tilbage på det organ, som den skrivende er ansat ved, det vil sige om forholdet til skatteydernes penge.

COIN tør imidlertid hvor andre tier: Derfor bringes her historien om hvordan EU-kommissionen skaber sine egne NGO'er - det vil sige "Non-Governemental Organisations" med henblik på at øge interessen for egne institioner og egne politikker - eksempelvis når det gælder forbrugerspørgsmål og miljøspørgsmål. (Det er i sig selv en gammel historie, men den er stadigvæk ny i Danmark). Læs Chris Horners NGO'ere: De afhængige ”uafhængige"

Rundt om politikere og embedsmænd står - jævnfør Horners artikel - således en kreds af mennesker, der ikke bare finder synspunkterne og politikkerne interessante; men samtidig er blevet betalt af de selvsamme aktører for at formidle og/eller promovere disse. I NGO'ernes tilfælde er de økonomiske forbindelser blot mere direkte end i tilfældet med pressens gavn af støttekroner.

Spørgsmålet er nu, hvad der skal til før journalister tør optrevle og kortlægge støtten til eget fag på samme måde som, i det mindste nogle af dem, har modet til at se kritisk på eksempelvis u-landsbistanden og landbrugsstøtten? - En uafhængig og ikke-statsligt finansieret fond? - En statsfri uddannelse godkendt af toneangivende private medier i Danmark?

Forudsætningen for forandringer er imidlertid først og fremmest et nyt syn på staten og på statsstøtte, og ikke "ressourcer" og "institutioner".

Oversigten i Berlingske over lande med henholdvis statsejede og privatejede nyhedsbureauer burde være en påmindelse om, hvorfor en fri presse er at foretrække fremfor een på støtten.

EU-kommissæren for kommunikation og institutionelle forhold, Margot Wallström, gæster den 19. maj Danmark og Københavns Universitet. Margot Wallström vil som den eneste foredragsholder, men uden tvivl ivrigt bistået af ordstyrer Lykke Friis, søge at besvare spørgsmålene:

• Hvor står EU i dag?
• Hvordan er EU havnet i den situation?
• Hvilke udfordringer står EU overfor?
• Hvad er den bedste vej frem?
• Hvad vil der ske, når tænkepausen er ovre?

Læs mere om arrangementet her:

Der skal - som en slags service-information - gøres opmærksom på, at Margot Wallström tidligere var medansvarlig for udviklingen af EU's katastrofale energipolitik. Som Honorary Fellow Chris Horner udtrykker det, er Margot Wallström Kyotos største fan. Omtalen findes i artiklen Russian Roulette. Det er dermed glædeligt, at man fra andre eurokraters side mente, at Margot Wallström ville have godt af en klimaforandring.

Copenhagen Institute har oversat flere af Chris Horners underholdende artikler til dansk:

Kyoto-problemer plager Kommissæren

NGO'ere: De afhængige ”uafhængige"

Den grønne maskine

Hvad angår Forfatningstraktaten, så er det letteste at læse den, hvis man vil vide, hvorfor den blev forkastet. Så behøver man ikke høre på kommissæren.