Private property rights flow from one’s having an unalienable right to one’s life, a life that is one’s own and no one else’s, not the family’s, not the tribe’s, not the clan’s, nor of the nation or community or some other group of other people who already own exactly what they have a right to, namely, their own lives.

All this propaganda in favor of collective, public or community ownership is, in fact, mostly a ruse by various private individuals who want to confiscate the property of other private individuals under some kind of guise that they represent the public or the general will or some fathom thing like that. No, those groups are no more than a gang of other people who want what doesn’t belong to them and wish to sell the idea through the myth of the superior importance of the greater numbers. But there’s no substance to it--millions of people can all be plain thieves, lead by hoodlums who just want to come by stuff by violent means.
Tibor R. Machan

http://tiborrmachan.blogspot.com/2010_06_27_archive.html#776320947492735821#776320947492735821

Filosofi-underviser Tibor Machan har været i Armenien for at undervise den nye generation i den klassiske liberalismes ideer samt moderne "libertarianisme". Armenien er et land, der for Machan åbenlyst stadigvæk lider med arven efter Stalin. Her er synet på individet - og ikke staten - som suværæn vanskelig at forstå. Ifølge Machan handler udfordringen om at gøre op med den mytedannelse, der kendetegner forholdet til staten og til regeringer. Kunststykket handler for professoren blandt andet om at illustrere, at magthaverne simpelthen er mennesker som alle os andre, der blot forsøger at fremtræde som overlegne. Machan har også en vision om at forvandle Armenien til Schweiz. Læs Shadows of Stalin, Part II: Armenia. Se også Belært af erfaringen.

The experience of hiding from the well-armed, murderous border guards was enough to encourage in me a life-long interest in the study of the difference between free and oppressed countries, between those that have been seriously influenced by individualism and classical liberalism and those that have followed the path of collectivism and the centrally-planned economy. And this, in turn, has led to my writing on the topic and to being invited to conferences, seminars and such to engage in debates and make presentations in economics, including in some of these countries (herunder Bulgarien, Polen og Armenien).

- Det skriver Tibor Machan, der er professor of business ethics and writer on general and political philosophy i Shadows of Stalin. Overskriften (Stalins skygger) henviser i øvrigt til hans venstreorienterede vestlige universitetskolleger.

Tibor Machan har også en blog. Adressen er: http://tiborrmachan.blogspot.com .

Tibor Machan: [W]hat did Rushdie do? He wrote a novel in which the fictional story involves ferreting out some parts of the Koran in ways that Muslims — or, rather, some of the self-appointed leaders of Islam — consider offensive. So what?

Do I then call up my favorite cousin Guido and urge him to put out a contract against all these people who fail to take into consideration my sensitive nature? No.

- Læs mere i Islam 'Insulted'? Get Over It!, hvor Tibor Machan også undrer sig over Reuters mikrofonholderi i forhold til diktatorerne i Iran.

Critics of capitalist business [...] do not want private individuals to be in charge of spending the profits made in business. They would like the public — that is, government — to decide what happens to the wealth.

This used to be called socialism but now that the grand experiment in that political economic system has had innumerable setbacks across the globe, the term “socialism” has been dropped. Instead we have SRC [Social Responsibility of Corporations] or stakeholder theory. If some such idea can catch on, it will have the same impact that socialism does — undermine the rights of individuals to allocate their wealth and place this power into the hands of politicians and bureaucrats.

- Read more in What Social Responsibility? at: http://tiborrmachan.blogspot.com/2007_05_27_archive.html

"Hvor private virksomheder konkurrerer om at tilgodese menneskers behov og ønsker, frigøres en forbløffende kreativitet. Vi bør finde en måde at slippe mere af den slags kreativitet løs på, også i sundhedsvæsenet".

- Citatet kunne læses i gratisavisen DATO, og er fra en leder i Svenska Dagbladet fra den 19. februar. Se När blev det fult att säga privatisering?

Læs også - Health Care: A Value, Not a Right af Tibor Machan.

På forsiden kritiseres fænomenet CSR - Corporate Social Responsibility. Her skriver jeg blandt andet at der med CSR er tale om et angreb på et helt centralt moralbegreb, som vel at mærke er det, der har sikret de sidste to hundrede års vækst og velstand: Dette moralbegreb kaldes i daglig tale for "oplyst egeninteresse".

Eksemplet på at CSR står i kontrast til oplyst egeninteresse, finder man netop i den artikel fra Erhvervsbladet, der svares på i indlægget, og som havde overskriften Gode gerninger vinder frem i erhvervslivet. Her skulle det gerne stå klart, at man fra CSR-folkenes side, ikke tillægger det en specielt positiv værdi at skabe og producere, - men at man i stedet mener, at det positive består i at man forærer det man besidder og har skabt, væk - uden regning, og måske ligefrem "i bedste fald" til nogen, man ikke kender og en sag, man ikke har specielt meget forstand på (hvilket netop er uegennytte, så det basker).

Forudsætningen for at debatten er meningsfuld er vel at mærke at der er en reel konflikt mellem altruisme og egeninteresse. Det vil sige det forudsættes, at man må vælge mellem disse to kodekser: altruisme på den ene side og oplyst egeninteresse på den anden. - Mange vil således omvendt hævde, at konflikten er kunstig: Det vil sige, at man kan være lidt altruist og lidt egoist/egeninteresseret, og at det egennyttige og ugenyttige dermed kan blandes op. (- De ekstreme tilhængere af dette synspunkt vil ligefrem hævde, at det simpelthen ikke kan være anderledes).

I artiklen moral vigtigere end økonomi er det nærmere uddybet, hvorfor man ikke kan kombinere altruisme og egeninteresse. Det korte svar er at man i en hvilken som helst bestemt situation, står over for at træffe et valg, der også er moralsk (eksempelvis at give eller ikke-give); og at en ”blandingsmoral” i denne sammenhæng ikke giver et svar på hvilket valg, man så i den konkrete situation skal træffe. (- Har man i løbet af den øvrige dag nu været 49 eller 51 procent egennyttig, - og er det således nu man skal give efter for sine uegennyttige tilbøjeligheder, eller ignorere dem?).

Jf. Yaron Brooks foredrag, så vil man i stedet blot handle ud fra, hvad man føler her-og-nu. - Og derefter vil man efterrationalisere. Denne efterrationalisering og følelsesbetonede adfærd (jf. udtrykket ”emotionalism”) findes således hos de, der prædiker altruisme i det daglige - eks. Formanden for SF, om at man skal ofre sig for miljøet og nogle andre, men som ikke selv gør det når han vælger bil, sommer-ferie med mere:

Ingen kan med andre ord være konsistent altruist. Det er derimod forholdsvist uproblematisk at udvikle sig til en gennemført hykler, hvor man (konsistent) prædiker det ene, og (mere eller mindre konsistent) gør det stik modsatte i dagligdagen. Og i så fald handler man ikke samtidig moralsk. For moral er netop, at man handler ud fra et princip, det vil sige ud fra noget, der er sammenhængende og konsistent; d.v.s. at man handler ud fra en standard.

Det er altså også påstanden her, at god moral (jf. atter Brook-artiklen) er fornuftsbaseret, praktisk, nyttig og på alle måder livsfremmende. Men at forudsætningen for, at man kan være konsistent, er at man har sat sig ind i, hvad der findes af moralske tilbud, og i den forbindelse har foretaget en kvalitetskontrol. - Og når nu SF's formand ernærer sig i kraft af konfiskation (han har ligefrem gjort det til en livsstil), taler om det grønne og de svage – og så i praksis ikke selv ofrer andre end de produktive (herunder de svagere-stillede lønmodtagere hvis købekraft han med sin socialistiske ideologi forringer), og som han konfiskerer fra, - er han (Villy Søvndal) så virkelig moralsk, det vil sige: selv på sine egne erklærede præmisser?

Generøsitet er ikke det samme som altruisme

Her skal der, for at nuancere diskussionen, imidlertid påpeges hvordan man udmærket kan være generøs, og samtidig handle i sin egen interesse, og ud fra sine egne værdier.

Generøsitet er således at give, fordi man har et overskud. Og det at være generøs er ifølge ordbogen at være ædelmodig, ædel eller højsindet. Det er således som udgangspunkt temmelig uklart præcist, hvad det vil sige at være "ædelmodig".( - Derimod skulle det gerne være tydeligt i kraft af ovenstående, at CSR i praksis handler om altruisme).

Pointen her er således at de egen-interesserede, det vil sige de mennesker, der tager afsæt i hvad der er godt for dem selv, og hvad der fremmer deres egne værdier, uden besvær - faktisk med større lethed end altruisterne - kan være generøse.

De produktive, de der skaber og bidrager til velstanden for dem selv, og for deres omverden - vil uden større vanskelighed også kunne opføre sig generøst. Generøsitet er således ikke noget primært, der er ikke kernen i en moralfilosofi, det er derimod – eller kan være – overbygningen på en sådan (se henvisning til litteratur nederst).

I et forarmet samfund, hvor ingen har noget, og alle stjæler fra alle, - og enhver bidrager til at holde Næsten nede, så vil generøsitet således også være en umulighed.

Generøs er dermed netop noget man er i kraft af den livsglæde, der følger, når man værdsætter sit eget liv, - og i forvejen har formået at tage vare på sig selv.

Denne selvrespekt er således også en forudsætning for et civiliseret samfund - på samme måde som den er en forudsætning for generøsitet.

(Offervilje er omvendt en direkte trussel mod det frie og oplyste samfund: Hvad enten de der angriber det, er parate til at ofre sig for at ødelægge civilisationen, eller de der burde forsvare den, viger og opgiver – det vil sige lader sig ofre).

Generøsitet er således som nævnt, at man giver ud fra et overskud, og at man typisk giver til noget eller nogen, der bekræfter og forstærker de værdier, man selv ønsker at fremme; men hvor der ganske vist ikke er en direkte, men kun indirekte sammenhæng mellem den personlige indfaldsvinkel og så handlingen. - Men sammenhængen er der ikke desto mindre.

Læs mere om emnet her. I bogen (der anbefales) forklarer Tibor Machan også om sammenhængen mellem frivillighed og generøsitet:

Udgivet af CATO Institute, 1998.

[T]he UN isn’t releasing its full report this week – just the curiously edited “Summary for Policy Makers.” The detailed report on the science won’t be issued until May or so because it’s not finished.

The UN process – akin to shooting first and asking questions later –is the exact opposite of the traditional scientific method.

- Det skrev Steven Milloy den 6. februar.

Milloy bemærker også, at global opvarmning for nogle alarmister nu handler om perioden 1990-2006, eftersom det er den eneste måde, at man kan få opvarmingen til at se mere drastisk ud. Der var jo også lige kuldetendensen 1940-70, der stadigvæk er vanskelig at forene med tesen om de simple sammenhænge mellem menneskers udledning af drivshus gasser - og så global opvarmining.

Ifølge Milloy viser NASA's egne data endvidere at det ikke har været en signifikant forandring i temperaturen siden den tidlige del af det 20. århundrede. (Milloy linker selv til dokumentationen i artiklen).

Læs også Tibor Machan - Why skepticism is sound.

Tibor Machan minder os med det følgende om, at man ikke skal tage fremskridtet for givet, og at de vigtigste forbedringer starter hos dig selv:

- When one is inclined, as have been Hegel and Marx, among others, to treat humanity (even reality) as a developing organism, the idea of holistic progress comes naturally to one’s mind, since the organisms with which we are familiar, including ourselves, do undergo progress or development.

None of this, however, can reasonably be guaranteed or expected and regress, stagnation, as well as progress, are always a possibility.

Læs A Primer on Progress.

Those who write about politics are bound to complain a lot. No wonder. Throughout human history governments have perpetrated more misery than all criminals combined. Indeed, it is probably true beyond any reasonable doubt that most governments have been criminal gangs -- conquerors, bullies, robbers, murderers, ethnic cleansers and other type of oppressors. It is governments, so-called, that have started wars, enslaved huge numbers of people, kept minorities destitute and powerless...

- Sådan indleder Tibor R. Machan sin artikel SOME GOOD THINGS! http://tiborrmachan.blogspot.com/2006_10_22_tiborrmachan_archive.html#116187343970498708 , som i øvrigt derudover mest handler om grunde til at glæde sig.

Flere kommentarer findes på Machan's Inputs - tiborrmachan.blogspot.com

Læs også Is Asking for Consistency Extremism? http://tiborrmachan.blogspot.com/2006_10_15_tiborrmachan_archive.html#116121964962839106 Her kan man læse følgende:

[R]eality itself is governed by principles that are the basis of logic and rationality. It really is the case that one cannot both be at home and not at home at the same time, in the same respect; nor can one be both a fireman and not one, nor can something be round and not round all at once. And so with everything—the law of identity just isn't flexible. This is why a proposed scientific theory which contains a contradiction or inconsistency is dead in the water. And why self-contradictory testimony given in court completely discredits the witness. [...]

...[F]ailing to try [to be consistent] is just what produces more and more confusion, more and more incoherence and, indeed, chaos, say, in politics, marriage, child-rearing and so forth. It also gives people the excuse that there is nothing amiss when they hold contradictory ideas and promote contradictory policies. That we aren't likely to constantly live up to those standards is not a reason to abandon or especially deride them, anymore than the improbability of living a completely healthful life supports the idea that we ought to deride trying to do so.

Således rustet imod inkonsistens kan man jo prøve at kaste sig ud i Shrerin Khankans kronik fra JP, der blev bragt i weekenden. - Når man møder usammehængende værdier gælder det således ifølge Khankan åbenlyst om ikke at tage stilling til hvad der er sandt eller falskt, men i stedet nærmere om at benytte sig af rummelighedens tryllestav (dog ikke hendes eget udtryk); - en indstilling der ifølge Khankan tydeligvis vil kunne skabe leve-rum til såvel islamisme som marxisme - også i den frie del af verden.