[D]e frie lande [...] er mest velstående. Kineserne, nordkoreanerne og cubanerne lever i fattigdom, fordi de tror, at de kan beskytte sig fra globaliseringen og fra omverdenen. De har ledere, der fortæller dem, at kapitalismen, USA og frihandlen er fjenden. Sandheden er bare, at kapitalismen vil stille indbyggerne og befolkningen bedre, fordi den lige netop giver dem komparative fordele. Det kan være lave produktionsomkostninger, billige råvarer eller noget helt tredje, der gør landet interessant at investere i for de øvrige økonomier.

I Danmark – og for den sags skyld også mange andre vestlige lande – ser man dog en alarmerende tendens, der primært er forårsaget af finanskrisen. Nemlig at graden af frihandel er faldet efter finanskrisen i 2008...

Læs hvorfor her:

http://vu.dk/2010/05/frihandel-sikrer-velstand/

Historisk har man i Danmark ofte vist, at man enten ikke var i stand til – eller blot villig - til at forsvare landets grænser. Man valgte så i stedet overgivelse eller retræte.

For tiden har vi så tropper i Afghanistan med åbenlyst modstridende og selvmodsigende mandater: Der er tydeligvis en voldsom trang til det, man kalder for ”nationbuilding”. Der er også et krav om nødhjælpsarbejde. Så er der den forslidte påstand om, at man fører krig mod terror. (Påstanden er forslidt eftersom man tydeligvis har alt for vanskeligt ved at se den religiøse motivation bag terroren til effektivt at kunne forsvare sig mod den – endsige identificere hovedfjenden).

- Endelig er der så opførelsen af en række moskeer i Afghanistan på danske skatteyderes vegne. Det sidste fænomen kan man naturligvis ikke indføre under de andre kasser:

Moske-konstruktion er hverken ”nationbuilding”, socialarbejde, nødhjælp eller krig mod terror. Fænomenet må have sin egen kasse: Lad os kalde det for "den rendyrkede overgivelsespolitik”. ”Overgivelsessporet” – om man vil - er i virkeligheden let at forklare: Den danske trang til at vinde i krigen mod terror er således hensmuldrende - sikkert også på grund af nationalkarakteren.

Spørgsmålet er, om man nogen sinde har haft et ønske om en sejr i den nuværende konfrontation. I så fald: - hvorfor går man så ikke efter ondets rod, der især befinder sig i Saudi Arabien og Iran? (Et af svarerne på dette er, at dem, der sagde, de ville føre "krig mod terror", det vil sige amerikanere, valgte at ignorere disse staters destabiliserende arbejde. - Som del af den danske lunkenhed/manglende historiske interesse for at vinde krige, valgte man så i DK at acceptere præmissen fra USA’s side om at frede de værste). Selv ikke Libanon tør man involvere sig i. I nederlagets interesse overlader man banen til Hizbolla og deres samarbejdspartnere i FN.

Det som man i DK er gode til, og som man har specialiseret sig i, er nu engang nederlaget. Det er dette nederlag man nu skridt for skridt åbenlyst er ved at tilrettelægge, med al den finesse og omhu, som kun sande tabere mestrer.

Efter nederlaget i Afghanistan er der da heller ingen som helst tvivl om, at vi vil have opbygget megen goodwill hos dem, der står tilbage med magten i det krigsplagede land. ”Vi” - det vil sige det danske forsvar og deres politiske ledere - har allerede hjulpet de nuværende islamister til denne magt; og de folkevalgte politikere og forsvaret - hjælper idag disse islamister tildelt regeringsmagt med at bekæmpe deres fjender. Dermed hjælper man også med at konsolidere og centralisere en region, som så lettere kan styres af én islamisk gruppering frem for delte fraktioner, der i bedste fald kunne bekæmpe hinanden. Det er ”god” nederlagspolitik. Det er den danske sympatisøgende retrætestrategi.

Forsvaret og den politiske ledelse hjælper med andre ord til at sikre en indre islamisk "fred" (læs religiøst formørket undertrykkelse), der så kan bidrage til at Afghanistan – ligesom Iran og Saudiarabien gør det i dag – i højere grad kan rette det islamiserende arbejde udad – mod den endnu-ikke-islamiserede verden. Igen er der ingen tvivl om, at denne overgivelsesstrategi vil sikre, at vi kommer til at stå på lidt bedre fod med angriberne, end de som reelt forsvarer sig.

Det bør dog samtidig også stå klart, at så længe vi fører overgivelseskrig, bliver vi nødt til at håbe på, at andre så vil føre forsvarskrigen mod terror for os, det vil sige praktisere forsvaret af den vestlige verden og bevarelsen af friheden og oplysningskulturen, som danske politikere - herunder i Venstre - i praksis bekæmper med deres moskebygning. Man kunne imidlertid med den aktuelle skandale forledes til at tro, at man denne gang satser på den totale og endegyldige underkastelse.

180grader.dk: V og DF i strid om moskestøtte til Afghanistan

COIN-artikel: Om krigens årsager og hvordan krigen vindes

I det seneste nyhedsbrev fra den britiske tænketank Open Europe kan man læse følgende notits:

Giscard: Future EU President won't come from UK

On his blog, Valery Giscard d'Estaing says that the question of who should be the future EU President "must be treated seriously and methodically: we have to look at the profile of the post, the competences necessary to fulfil it and at the European commitment of the country from where this future President will come. This country must, of course, fulfil the obligations of the treaties in terms of the Euro zone, participation in the Schengen agreements and respect of the Charter of Fundamental Rights."

Le blog de Valéry Giscard d'Estaing
http://vge-europe.eu

Anders Fogh Rasmussen ifølge Jyllands-Posten den 18. oktober: "hele symbolikken med EU-flag, EU-hymne, EU-love m.v. er væk".

Kim Andersen, MF for Venstre i Erhvervsbladet den 22. oktober: "Reformtraktaten vil endvidere være renset for mange af de ting, som blandt andre danskerne ikke brød sig om som f.eks den fælles hymne og andre symboler. Samtidig er teksten blevet enklere - og ikke så floromvundet og føderalistisk".

Giscard d'Estaing: Ny EU-traktat er en forfatning

Historisk modstandsmand.

I Jyllands-Posten kan man idag via Ritzau læse, at folketingsmedlem Morten Messerschmidt bliver klima- og energiordfører for Dansk Folkeparti samtidig med, at et ordførerskab for europæiske anliggender beholdes. Under overskriften Fortsat uenighed om miljøpolitikken den 23., blev det samtidig bemærket at den ny miljøminister Troels Lund Poulsen (fra Venstre) kort før sin udnævnelse [havde] givet udtryk for, at han var "helt uenig" i, at der skulle indføres flere grønne afgifter.

Læser man debatbogen Tid til forandring af Troels Lund Poulsen og Anders Thomsen (fra det Radikale Venstre) fra 2001, må man dog konstatere, at Troels Lund Poulsen bestemt ikke står for et alternativ til reguleringsiveren, når det gælder miljøpolitik. Der er - fra det synspunkt, der handler om at sikre produktionsfriheden - tværtimod tale om beklagelig læsning. Miljøafsnittet i denne debatbog (som dog bortset fra dette afsnit også indeholder positive ting) vidner om, at venstredrejningen i Venstre nok desværre går dybere end man kunne frygte. Men her kan den aktuelt formulerede modstand mod flere grønne afgifter, så også tyde på, at Poulsen har ændret mening, - og nu har indset, at en svækkelse af produktionsfriheden ikke er til gavn for gode menneskevenlige omgivelser (Eller også viser de modstridende meldinger, at det var Anders Thomsen fra det Radikale Venstre, der skrev miljøafsnittet).

Derimod har Messerschmidt deltaget i klimadebatten med bidrag, der ligger ret tæt på Copenhagen Institutes budskaber. Det fremgår i debatindlægget Fri os for klimafundamentalister , som vi af forfatteren fik lov til at reproducere, som et bidrag til den klima- og energipolitiske debatside www.coin.dk/kyoto.

Det bliver derfor spændende at se, om disse politikere vil lægge låg på deres egne holdninger frem mod den store klimakonference i år 2009, som afholdes i København. I kraft af de mange eksempler på uenighed om såvel fakta som politik må man derfor umiddelbart konstatere, at det vil være vanskeligt at sælge varen, der handler om at ”Danmark er foregangsland”, og at man fra dansk side er rørende enige om politikken (i det mindste på Christiansborg). Der er tydeligvis ingen konsensus på området.

www.coin.dk juli til oktober 2007.

www.coin.dk/kyoto juli til oktober 2007.

Når andre f.eks. diskuterer tørklæder eller asylbørn, taler DF om islam. Når andre diskuterer anstændighed og åbenhed, taler DF om danskhed og kernekultur. Når andre diskuterer respekt og religiøse hensyn, taler DF om ytringsfrihed. Når andre helst vil være venner og kammerater – og som i Ny Alliances tilfælde går til valg på at få hvad – en dronningerunde? – så er det ikke sært, at mange vælgere foretrækker kandidater, der siger deres mening intenst, uden dikkedarer og skjulte dagsordener. - Det skriver Mikael Jalving hos Berlingske Tidende.

COIN har apropos Jalving fået lov til at genoptrykke et interview af forfatteren med den administrerende direktør for Saxo Bank, Lars Seier Christensen. Interviewet har titlen - Den aristoteliske bank.

Jalving kalder i Berlingske Tidende Dansk Folkeparti for socialdemokratisk anno 1950. Her må det formodes, at der tænkes på den socialistiske opbakning til en større offentlig socialsektor, som man fra Dansk Folkepartis side vil bevare, frem for at privatisere den. Og på den måde er socialdemokratisk passende.

Sagen er bare, at de andre partier også er socialdemokratiske, men i langt højere grad er aktive med at promovere nye områder og ofte har langt mere travlt med at afvikle borgernes frihed, end det er tilfældet med DF.

Undertegnede mindes for nogle måneder siden, at have set en undersøgelse (vist nok af sociolog Ole Borre fra Aarhus Universitet) i Weekendavisen, der viste, at DF i økonomisk henseende faktisk lå et par skridt til højre i økonomisk henseende i forhold til V&K. Følger man pressemeddelelser fra de Konservative, Venstre og DF kan man da også godt få det umiddelbare indtryk, at det som virkeligt koster noget, oftere er udspil, der kommer fra førstnævnte. (At der er flere karrierepolitikere i V&K underbygger påstanden).

Fra denne side er problemet først og fremmest, at ingen af de nuværende partier grundlæggende tager afsæt i den respekt for ”liv, frihed og ejendom”, som er nødvendig hvis den økonomiske og politiske frihed skal bevares, og også hvis den tabte frihed skal vindes tilbage.

Partiernes grundlag i Danmark var med andre ord fra starten selvmodsigende og vage, når det gælder opbakningen til friheden. Og derfor skrider man langsomt hen imod socialisering og kollektivisering: Fordi man ikke har et klart formuleret og bevidst idepolitisk modsvar. Det som de forskellige partier tilbyder, er i overskriftsform derfor mere nogle forskelle i, hvor hurtigt man vil kollektivisere yderligere.

Forandringerne må derfor komme udefra – dels i form af dannelsen af et eller flere nye partier; men umiddelbart lige så meget i kraft af en generel forandring i den offentlige debat om, hvad man har ret til – og først og fremmest hvorfor man ikke har ret til andres retmæssigt erhvervede ejendom. Denne forandring kan man som det er nævnt i andre sammenhænge heldigvis allerede iagtage. Og det er fremvæksten af et politisk pres på de aktuelle partier og i kraft af skabelsen af nogle nye, at der også over tid vil ske forskelle.

Trods det negative i ovenstående må man derfor konstatere, at venstrefløjen ideologisk set er blevet mere og mere svækket siden Murens Fald. Problemet er bare at højrefløjen i så mange årtier har vænnet sig til det, der kom fra venstrefløjens side, at de til sidst begyndte at overtage ideerne (Men i samme fald vil de så også kollapse internt af de samme grunde som det er tilfældet med de rigtige venstrefløjspartier: at socialisme har vist sig ikke at have en videnskabelig basis, og at man ikke via socialisering af økonomi og samfundsliv kan sikre velstand og velfærd).

Hvis man er aktiv i VU eller KU burde man derfor også overveje, om ikke man burde søge andre veje til at præge og påvirke, end i partier, der i stigende grad har forladt principperne (hvad der oprindeligt var af dem) netop sådan som Jalving beskriver det.

På kort sigt kan der være presserende emner, der gør, at man mener, man skal stemme taktisk – eller være engageret i ovenstående ungdomsforeninger, for at holde virkeligt økonomisk uansvarlige på venstrefløjen væk fra magten.

På længere sigt og mellem valgene må man dog ikke overlade politikken til "politikmagerne" (altså professionelle politikere, der skifter mening som vinden blæser, og tager andres politik blot for at bevare magten); ej helller bør man ofre sin selvstændige aktivisme ud fra ideer om loyalitet, men i stedet bruge mere tid på at sætte sig ind i, hvorfor samfundet skridt for skridt er blevet mere politiseret, - og så lede efter de rette svar.

- Et godt sted at starte dette arbejde er i øvrigt med Steen Steensens Demokratiets Rødder, som undertegnede kort nævner i en aktuel boganmeldelse (nederst i teksten, hvor der også findes henvisninger til køb).

Se også posteringen Nye partier.

Den ny miljøminister Troels Lund Poulsen har kort før sin udnævnelse givet udtryk for, at han var "helt uenig" i, at der skulle indføres flere grønne afgifter. Det fremgår af et spørgeskema, som det Christiansborg-baserede Altinget.dk benyttede op til valgkampen for at lade vælgere finde ud af, hvilken kandidat de var mest enige med. Læs mere i JP-artiklen - Ny miljøminister: Ikke flere grønne afgifter

Flere partier presser desværre på for at hæve energiafgifterne. Det gælder blandt andet Ny Alliance og De Konservative. I Venstre drejer man derimod rundt om sig selv; og fra Dansk Folkepartis side har man talt imod. Læs hvorfor "grønne afgifter" er skadelige her.

Der har således nu været ikke-konsensus om miljøpolitikken i et stykke tid. Det fremgår også af artiklen - Internt brev fra finansministeren afslører uenighed om klimapolitikken, hvor tidligere Finansminister Thor Pedersen tog afstand fra ideerne om, at man fra EU's og FN's side skulle sætte bestemte mål for den globale gennemsnitstemperatur.

Det blev sagt, at en Femern-bælt-bro ikke ville koste skatteyderne noget. Det blev sagt, at broen ville være "big business". - Det blev dog samtidig pointeret, at der ville være tale om et statsligt projekt. Så man skulle i stedet have talt om "big goverment business".

Troværdigheden for de mange udtalelser var naturligvis lav, al den stund at "borgerlige" politikere ikke rigtigt formår, at bremse væksten i offentlige udgifter og dermed ikke skaber grundlaget for et lavere beskatningsniveau. (I Hong Kong betaler man i øvrigt en flad skat på 15 procent).

Nu viser det sig da også, at "gratis" betyder 2, 8 mia. danske skattekroner betalt af danske og europæiske skatteydere, alene i kraft af hvad der kommer fra EU's skattefinansierede pengekasser.

Jeg synes bevillingen fra EU-kommissionen er rigtig tilfredsstillende, og Femern Bælt har fået en pæn andel af det samlede budget. Bevillingen fra EU-Kommissionen indeholder også medfinansiering til en forundersøgelse af forbedret jernbaneforhold mellem København og Ringsted, siger ordfører for den liberale gruppe i EU´s transport- og budgetudvalg Anne E. Jensen (V), der i øvrigt mener, at Europas statschefer og finansministre er for "fedtede". Der stod den liberale gruppe (se nederste henvisning). Læs EU støtter Femern forbindelse med 2,8 mia. kr.

Det nye "gratis" er således det gamle ord for skattefinansiering. - Og den nye EU-traktat er apropos EU, ifølge Giscard d'Estaing, tilsvarende den gamle forkastede Forfatningstraktat, som nu bare har fået nye navne: Lissabon-traktaten samt Reformtraktaten. Mere om det sidste her.

Omtale af George Orwells "1984": The slogans of Newspeak are “War is Peace” Freedom is Slavery” and “Ignorance is Strength.” Og på samme måde er "skat" dermed det samme som "økonomisk frihed". Venstre er helt klart i "den liberale gruppe".

[2004] ...Jo flere penge man får uden at gøre en indsats desto mindre incitament har man til at gøre noget. Gør individdet ansvarlig for sit eget liv. [N]år du [Anders Fogh Rasmussen] alligevel ikke tror på ekspansiv finanspolitik så gør op med resultatet af mange årtiers forkvaklet politik. Nedlæg. Afvikl. Fjern.

Og hvis I ikke når det hele inden næste folketingsvalg, så husk i det mindste sproget. Ulandsbistand er tvungen bistand. Folkeskolen er tvangsfinansieret indoktrinering. Ideen om folkesundhed er direkte nazistisk. Folkekirken er middelalderlig. Og høj beskatning er udtryk for en stor krænkelse af den private ejendomsret. Sig sandheden. Gør en forskel.

- Dagbladet Information har genoptrykt ældre kommentarer skrevet af undertegnede, som man kan finde gratis i et online-arkiv. Ovenstående er fra debatindlægget - Slut dog lederen sådan.

[N]år krydset skal sættes næste tirsdag vil hele 47 procent af Dansk Folkepartis kandidater enten være ansat i eller drive en privat virksomhed. Det viser en gennemgang af de godt 800 opstillingsberettigede kandidater, som Berlingske Tidende og ErhvervsBladet har foretaget.

Det fremgår af dagens udgave af Erhvervsbladet, hvor man kan læse, at det betyder at Dansk Folkeparti har overhalet Det Konservative Folkeparti i konkurrencen om at have flest kandidater med baggrund i det private erhvervsliv. Som nummer et ligger man naturligvis også højere på listen end Venstre og Ny Alliance.

Flere politik-områder, som der ofte er fokus på fra www.coin.dk kan i den anledning fremhæves til fordel for Dansk Folkeparti.

Det gælder kritikken af FN; politikken i forhold til Israel; kritikken af EU herunder modstanden mod EU-traktaten; ønsket om at afvikle landbrugsstøtten; den aktuelle moralske støtte til Taiwan; opmærksomheden på det negative ved islamisering herhjemme og i Europa; forståelsen for ytringsfrihedens værdifuldhed; samt den ofte direkte afstandstagen til den socialistiske ideologi herunder kritikken af Danmarks Radio.

Hertil kan tilføjes en direkte formuleret kritik af energipolitikken og Kyoto-samarbejdet inklusive modstand mod højere energiafgifter. Sidst men ikke mindst bakker man i Dansk Folkeparti op om det af Venstre indførte skattestop.

En del af kritikken af EU bygger desværre nogle gange ikke på et frimarkedsgrundlag, men på noget man kan kalde en misforstået ide om statens ret til at bestemme over borgerne frem for EU’s til at gøre det samme. Men hvis man skal vælge mellem to onder, er det som regel en fordel at gå efter det mindre; det vil sige en småstats diktater frem for diktater fra en region.

Synet på økonomisk omfordeling og en vis opbakning til den offentlige sektors nuværende størrelse fra DF’s side vidner imidlertid også om, at man ikke helt har forstået, at dele af den politik, man selv vil føre også er socialistisk.

Men eftersom Venstre og Konservative i vor tid samt Ny Alliance befinder sig meget langt inde på den politiske midte, hvad angår socialisme-liberalisme, er spørgsmålet nu om denne side af DF’s politik trækker så meget fra – relativt set – i forhold de andre borgerlige partier.

Hvad angår nogle af de områder nævnt foroven står Dansk Folkeparti vel at mærke alene i at promovere synspunkterne; det gælder ikke mindst kritikken af FN, kritikken af Kina, kritikken af EU, samt kritikken af energipolitikken.

Indenfor andre områder findes der nogen opbakning i de andre borgerlige partier til de samme synspunkter, som man finder i Dansk Folkeparti. Det gælder forståelsen for det problematiske ved islamisering, vigtigheden af ytringsfrihed, og såmænd også kritikken af Danmarks Radio.

Men man er nok nødt til at erkende, at DF indenfor de nævnte områder har formuleret sig nogenlunde klart; mindst klart måske på energiområdet, hvor der er lidt slinger i valsen jævnfør en aktuel historie i Jyllands-Posten om, at man vil kaste sig ud i nye energieksperimenter sammen de andre partier.

Ovenstående nævnes eftersom der må være en åbenlys masse af vælgere, der er frustrerede over hvor lidt frihedsorienteret politik, der er ført fra Venstre og Det Konservative Folkepartis side.

Og her er det nok ikke så meget Dansk Folkepartis skyld, at man ikke har taget fat på, at reducere en række dele af den offentlige sektor, hvorfra mange af de værdier, som man ikke kan tilslutte sig i DF de netop promoveres. Man kunne eksempelvis sagtens have forstillet sig, at DF’erne ville have været interesseret i, at gøre op med de mange, der er beskæftiget med regulering og propagandisme indenfor miljøområdet; men altså i det hele taget større dele af de sektorer, der er beskæftiget med offentlig finansieret information og uddannelse.

Det kunne jo simpelthen tænkes, at Venstre og Konservative var blevet mere venstreorienterede ikke af taktiske grund, men permanent. Og så kan man jo overveje at stemme på nogle andre eksisterende partier, mens man venter på noget, der er bedre.

Under alle omstændigheder, så er ”velfærdssovsen”; det vil sige nye løfter om ”ydelser”, offentlige goder og diverse ordninger, som flyder i en lind strøm fra Venstres pressetjeneste vanskelig at tage alvorligt; hvis partiet skal forestille at være ”Danmarks liberale parti”.

Danmark mangler stadig et virkeligt konsistent frihedsorienteret parti. Men Dansk Folkeparti kan ikke afskrives, hvis man har tænkt sig at stemme, og når man i så fald sammenligner med Venstre eller det Konservative Folkeparti.

Partiet Venstre vil ifølge et nyhedsbrev aktivt bruge statsapparatet til at forsøge at forlænge borgernes levetid. - Man vil fra Venstres side ifølge nyhedsbrevet forlænge borgernes gennemsnitlige levetid med tre år indenfor en ti års periode. - Det foregående beskrives som "målet for den nationale forebyggelsesplan", som "Venstre" (nogle individer i dette parti) vedtog torsdag den 25. oktober. - Fra Venstres side vil man ifølge samme kilde sørge for, at borgernes børn spiser korrekt. - Venstre vil gennem staten forsøge at sikre en "god start på livet for børn, et sundt arbejdsliv, en sund alderdom og en målrettet bekæmpelse af uligheden i sundhed". - Venstre vil via staten præge det danske arbejdsmarked. - Venstre vil via staten dermed konfiskere til bestemte individers helbredstjek. - Og Venstre vil på denne måde give rettigheder på andres bekostning. - Nyhedsbrevet afsluttes med ordene Den nationale forebyggelsesplan skal gennemføres med bindende delmål i kølvandet på den forebyggelseskommission, som nedsættes i forbindelse med Kvalitetsreformen. Der kan med retorikken og de opstillede mål ikke være tvivl om, at man i Venstre arbejder på ensretning via staten samt på afvikling af den personlige frihed.