CEPOS' forlag udgiver bogen "89'erne" redigeret af Nikolaj Gammeltoft og Mikael Jalving. Antologien har 62 bidragydere - heriblandt undertegnede og Copenhagen Institutes stifter Chresten Anderson.

Forordet til ”89'erne – politiske visioner fra en borgerlig revolution” begynder således:

"Tre årstal skiller sig ud i de seneste 50 års kulturhistorie i Danmark og resten af den vestlige kulturkreds. 1968, 1989 og 2001.

1968 markerer studenteroprøret i Vesteuropa. 1989 markerer borgeroprøret i Østeuropa. 2001 markerer islamisternes angreb på USA.

Det er i skæringsfeltet mellem disse skelsættende årstal, at denne antologi er blevet til. De fleste bidrag er skrevet efter 11. september og folketingsvalget den 20. november 2001, der gjorde Anders Fogh Rasmussen til ny statsminister i Danmark, men flere af bidragene trækker implicitte eller eksplicitte tråde tilbage til 68' og 89'. Bidragene hører hjemme i en borgerlig generation, der opponerede mod 68-generationen med mere end et ”nå” og som var med til at berede jordbunden for et borgerligt regimeskifte i dansk politik med Anders Fogh Rasmussens valgsejr – eller under alle omstændigheder gav stemme til det forandrede Danmark. ”..

Læs mere her:
www.cepos.dk

Køb bogen her:
bogpriser.dk

Idet individer fritages fra deres pligt til selv at bære ansvaret for deres indkomst, sundhed, sikkerhed, alderdom og afkoms uddannelse, forringes bredden og tidshorisonten i den private sfære, hvormed ægteskab, familie, børn og slægtskabsbånd mindskes i værdi. Uansvarlighed, kortsigtethed, dovenskab, sygdom og endda destruktive tilbøjeligheder bliver belønnet, mens ansvarlighed, langsigtethed, flid, sundhed og konservatisme straffes. Især folkepensionen, hvor pensionister (de ældre) tvangssubsidieres af de nuværende produktive (de unge), medfører en systematisk undergravning af den naturlige solidaritet mellem generationerne - mellem forældre, bedsteforældre og børn. Såfremt de ældre ikke selv har sparet, behøver de her ikke længere understøttelse fra deres børn. De unge - som almindeligvis har akkumuleret mindre midler - skal forsørge de ældre - som almindeligvis har opsparet flere midler - i stedet for det modsatte, som er det naturlige inden for familien. Som følge heraf ønsker mange mennesker færre børn - og fødselsraterne er siden indførelse af socialpolitiken halveret. Og den respekt, som yngre traditionelt havde over for ældre, er blevet formindsket, og alle tilfælde af familiær forfald - i form af skilsmisser, uægte børn, børnemishandling og abort etc. - er steget.

http://www.180grader.dk/klumme/Den_moderne_konservatismes_intellektuelle_fallit.php

Den 19. januar kunne man i en kort notits i Berlingske Tidende læse, at den konservative Økonomi og Erhvervsminister Lene Espersen, mente, at man havde været for slap, når det gjaldt udlånspolitikken.

Dette må imidlertid siges, at være en underdrivelse, al den stund at politikerne både herhjemme og i USA har stimuleret til den omtalte udlånspolitik.

Hvad der er mere forunderligt er, at man alligevel fortsætter med nøjagtig den samme politik.

Man må derfor konkludere, at udmeldingen sandsynligvis kom som et rendyrket udtryk for et ønske om at se ansvarlig ud, mens man ikke er det.

"Heldigvis" – altså for levebrødspolitikerne men ikke for os andre - var der da heller ingen journalister, der undrede sig over, hvordan de nye milliarder og den fortsatte kunstige kreditskabelse og bankstøtte skulle være udtryk for en ny og strammere linje.

I går den 22. januar kunne man jævnfør mistanken om rendyrket populisme også se Lene Espersen slå ud med armene i Erhvervsbladet, hvor der loves mere kredit målrettet til de små- og mellemstore virksomheder.

Historien i Erhvervsbladet handler blandt andet om, at EU står i vejen for al den kredit, som de konservative nu gerne vil begunstige udvalgte virksomheder med.

”Stramheden” omtalt foroven varede således lige akkurat i tre dage.

Tendensen er derfor rettere, at der nu for alvor skal gives los fra ”borgerlig” side, og at den nye omfordelingspolitik - der vel at mærke også er protektionisme eftersom staten med statsstøtten favoriserer bestemte virksomheder, - den skal sprænge tidligere rammer for konservativ løssluppenhed. (For vi har jo Lene Espersens indrømmelse foroven).

Tidligere er der skrevet om, hvordan konservative i meget vid udstrækning har en nærmest religiøs tilgang til politik, hvor man spejder efter hvad der er oppe i tiden, og så søger at afspejle dette.

Det er også dokumenteret hvordan denne konservative tilgang har et Hegelsk ophav - altså et slags filosofisk forsvar, som gør at de konservative tror, at politisk ”flip flop” – politik ført som terningekast - er berettiget i praksis.

Den globale ”tidsånd” var således tidligere mere klassisk konservativ - republikanerne havde blandt andet magten i USA. Nu har ”tidsånden” imidlertid bevæget sig mod venstre, og amerikanerne har fundet sig en interventionistisk frelserfigur.

De konservative sadler derfor om, og løber i den modsatte retning for at kunne holde trit med tiden. Bliver ”tidsånden” særligt stærk i venstresnoet retning løber de konservative derfor også til sidst i armene på socialdemokraterne herhjemme.

Tidsånden er naturligvis blot et andet ord for folkestemning. Men den folkestemning man løber efter er nok i virkeligheden ganske snæver og består hovedsageligt i den kreds som står rundt om politikerne på Christiansborg: Den omfatter primært lobbyister fra erhvervslivet, pressen og andre der søger en eller anden form for begunstigelse, og som derfor vil have del i de ”midler”, der kan tilvejebringes via skatteopkrævning eller andre former for politiske indgreb.

Nogen granskning af økonomiske tænkere og en bestemt principiel tilgang til politik er det således allermindst sandsynligt at finde i det Konservative Folkeparti. Selv i Dansk Folkeparti står man dog i vid udstrækning for noget bestemt og ufravigeligt.

Den største borgerlige joker i dansk politik er derfor også det Konservative Folkeparti.

Selv om visse konservative hjemmesider direkte henviser til COIN må det derfor anbefales, at man lader disse ”neo-socialister” (der dog i vid udstrækning omfordeler fra fattig til rig i modsætning til klassiske socialister) være i fred, og bakker op om et parti der blot har et mindstemål af politisk integritet. (Jf. 180grader.dk’s leder nederst er det dog ikke sikkert at et sådan et parti for tiden overhovedet findes).

Kilder:

19/1: Lene E: Der er givet for meget los

22/1: Smv’er har udsigt til statsstøttet eksport

Om konservativ mysticisme der betyder at man ikke ved hvor de konservative bevæger sig hen:

Liberalist, socialist eller særling

Religion har intet godt at tilbyde borgerligheden

Læs også
180grader.dk: Bankstøtten

Konservativ Ungdom:

Helt grundlæggende kan det siges om konservatismen, at det ikke er en ideologi som f.eks. liberalismen eller socialismen. Det er nærmere en metode til hvordan ændringer i samfundet skal og kan finde sted. For konservatismen gælder det altid om at finde den rimelige balance. Balancen mellem stat og individ. Med en økonomisk politik følger naturligt en miljøpolitik. Med en erhvervspolitik også en socialpolitik. - Og så videre og så videre.... Kort sagt: Politisk appeasement med slagside til venstre for midten.

Mere i kommentaren Konservatisme vs. liberalisme

I det seneste nummer af det akademiske blad Libertas, der udkom i slutningen af 2008 forsøgte cand. theol. Katrine Winkel Holm at vise, at liberalismen havde brug for kristendommen, forstået som den kristne kulturarv, som en modvægt til den frihed, der findes i liberalismen.

KWH's primære problem er, at hun ikke forstår den tanke at man kan bygge en frihedspolitik op på virkelighedens præmisser; det vil sige logisk og konsistent - uden at importere en eller anden form for mystisk ingrediens i form af religion – eller den verdslige Hegelske form, som omtales senere.

Det virker ikke til at være tilfældet, at KWH skulle have den tanke, at der kunne findes en integreret rationel tilgang, der ikke blot tilbyder vejledning i, hvordan man bør begå sig rationelt som individ, men som samtidig også har bud på, hvilke spilleregler, der bør gælde, sådan at denne rationalitet også får mulighed for at udfolde sig på samfundsplan.

Hele ideen om at mennesker skulle kunne orientere sig efter ikke-selvmodsigende principper; det vil sige logisk (uden religiøsitetens ”krydderi”); såvel på mikro- som makroplan er derfor en tankegang, som KWH helt ignorerer. Det er ikke desto mindre ærgerligt eftersom netop tænkeren Ayn Rand er en ret central politisk figur i den liberalisme, som også Libertas har beskæftiget sig med.

Faktisk virker selve ideen om, at man ved hjælp af sin fornuft prioriterer, vælger og fravælger forskellige tilbøjeligheder ud fra ideen om hvad der gavner en på langt sigt (sådan som også Ludwig von Mises beskriver det i sit hovedværk Human Action http://www.mises.org/resources/3250 ), som en fremmed fugl i KWH’s indlæg.

Det er muligvis en konsekvens af at læse teologi, at man i den grad kommer til at afskrive fornuftens rolle, såvel i dagligdagen som i opstillingen af principper, der virker civilisationsbevarende.

Ovenstående mistanke om generel fornuftsafskrivelse bygger jeg på KWH's udsagn om at "Vesten opstår ved en sammensmeltning af [...] forskellige forståelser af frihed. Og at Vesten sine mange unoder til trods i den grad er et forsvar værd".

Denne og tilsvarende sentenser vidner om en ubeviselig påstand, der kræver styrke i troen, om at ”Vesten” er en slags pakkeløsning, og at man derfor enten må vælge hele pakken eller forkaste den; samt at hvis man vælger pakken, så forventes man også at acceptere og forsvare alle elementer, der har konstitueret pakken, altså bidraget til at skabe dette fænomen, ”Vesten”. - Eller også skal der som KWH argumenterer for i Libertas ske en eller anden slags arbejdsdeling mellem kristne pligtforkæmpere og det som KWH tilsyneladende ser som liberale slaver af utøjlede lyster.

For det første er der med ”Vesten” tale om et fænomen, der åbenlyst kan brydes ned i forskellige – og modstridende elementer.

For det andet er det logisk, at konstatere, at man sagtnes kunne undvære nogle af elementer uden at de centrale og godartede dele af den grund forsvandt. Dette er logisk i det omfang man anerkender at mennesket er et fornuftsvæsen, der kan forstå og leve efter principper, det vil sige pejlemærker for adfærd – uanset om disse er opstillet religiøst eller verdsligt.

For det tredje giver det ikke sig selv, at det forhold at bestemte historiske faktorer har ført til et givent fænomen IKKE betyder, at andre faktorer (eksempelvis rationelle indsigter i forhold til religiøse ”åbenbaringer”) ikke også skulle kunne føre til de samme godartede faktorer. Jævnfør det foregående kunne tidligere principper, som måske blev iført religiøs klædedragt altså udmærket blive markedsført ud fra rene appeller til hvad, der er i modtagerens interesse på længere sigt. (Og i kraft af den rationelle argumentation føre til mere godartede resultater).

Historiske nødvendigheder

Hvad der er tale om med KWH’s indlæg i Libertas er således en slags borgerlig form for determinisme – jævnfør de historiske ”nødvendige” faktorer som skal forsvares fordi de har ført til det som findes i dag, - som imidlertid slet ikke er ny.

Tilbage i begyndelsen af 1990’erne kunne politologer således stifte bekendtskab med Francis Fukuyamas bog ”Historiens afslutning og det sidste menneske”, der udkom på dansk i 1993.

Fukuyama bruger i sin bog G. W. Hegel til at stille Karl Marx på hovedet, og hævder at det liberale demokrati og ikke kommunismen er udtryk for historiens sidste stade. (Fukuyama er tidligere omtalt i Information http://www.information.dk/80671 ).

Man forventes således med de konservative mystikere at købe en meget stor pakkeløsning, og med nogle elementer som andre mere rationelle tænkere har dokumenteret ER selvmodsigende, og altså hvor nogle elementer på sigt er destruktive for helheden. (Jf. Mises beskrivelse af hvad ”blandingsøkonomien” i sidste instans fører til).

Det som disse Hegelianere vil have os ”fornuftstilbedere” til, er således at acceptere denne påstand om modsætningernes heldige historiske syntese, og derfor ikke at stille de åbenlyse spørgsmål, der handler om, hvordan det selvmodsigende (paradoksale) på nogen måde kan skabe en enhed, endsige en meningsfuld af slagsen. Således har vi et af flere paradokser hos disse kristne teologer og konservative mystikere, der handler om at man skal afbalancere lysten og pligten, selv om det ene fænomen udelukker det andet:

Et menneske der har fået påduttet pligtfølelse udefra (og altså ikke selv har valgt en afgrænset personlig ”pligt), er naturligvis ikke et frit menneske, der så vælger lysten, hvor pligten ikke er blevet indpodet. Et sådant menneske er først og fremmest et pligtmenneske, og i praksis en slave af andres værdier og værdidomme. Det er omgivelserne der har defineret dette individs moralske spændetrøje – inklusive hvad dette måtte omfatte af frihed. Vedkommende orienterer sig derfor i praksis ikke på grundlag af lyst, men i stedet gennem den udefrakommende pligtindpodning.

Omvendt er et menneske, der lever af lyst, og som eventuelt lader sin lyst få udløb på en måde som ikke skader det længere livsforløb, inklusive relationerne til andre, men som tværtimod fremmer livet gennem fornuftige livsfremmende lyster ikke på nogen måde et pligtmenneske. Så heller ikke her er der tale om nogen ”syntese”. Dette menneske har selv valgt sit liv, herunder i hvilket omfang det vil overholde lovene eller ej.

En tredje mennesketype kunne så være det ustyrlige lystmenneske, der hurtigt havner i fængsel eller i graven med en overdosis. (Denne sidste type, er altså åbenbart også en ”rendyrket liberalist” ifølge KWH.)

A er derfor A. Det selvmodsigende er det selvmodsigende. At stille to modsætninger overfor hinanden og derfor at vælge halvt om halvt (det vil sige at vælge en smule pligt og give efter for en et vist mål af lyst) er ikke en integration, og ikke nogen syntese. Der er bare tale om ”balancegang”, baseret på tro og dermed ønsketænkning.

Afskrivelsen af fornuften

Det centrale problem ved KWH’s indlæg er derfor først og fremmest det forhold, at hun helt og aldeles undlader tanken om, at der kunne udvikles / forbedres en politisk tankegang og orientering, som i højere grad end tidligere tager højde for de unoder, som ikke tjener civilisationen. - Men tænk nu også hvis man indså at en af disse nye indsigter førte frem til konklusionen om, at troen ikke var noget særlig nyttigt redskab som pejlemærke for at begå sig i verden? Så hvorfor forholde sig til ikke mindst Ayn Rand og objektivismen, når man i stedet kan opstille det utøjlede lystdrevne menneske som prototype på den moderne liberalist?

KWH’s tilgang og forsvar for civilisation er således som andre mystikere omtalt tidligere http://www.coin.dk/default.asp?aid=565 , at hun tager afsæt i hvad der findes, og at hun derefter ophøjer disse elementer, (som dog bliver udvalgt og rangordnet efter en eller anden mystisk indsigt), til at være afgørende for helheden; og samtidig at valget som det moderne menneske så skal gøre sig, er valget mellem enten helheden (civilisation) eller fravalget (ikke-civilisation) – men altså ingen selvstændig rationel og analytisk stillingtagen til de enkelte dele.

Retorikken fra KWH’s side er dermed også primitiv, og sælger tydeligvis ikke borgerligheden til fornuftsmennesker. Hvem køber for alvor påstanden om den uundværlige religion? Det gør vist især venstrefløjen, når den skal portrættere borgerlige som notorisk religiøse. Denne primitivisme er netop ret populær hos pressen, og især hos venstrefløjen: Socialisterne er vildt begejstrede for at få bekræftet deres fordomme om, at borgerlige og religiøsitet er uadskillelige størrelser. Hvis man tror på et eller andet og især hvis man er med i en af de verdensreligioner, der har flest urimeligheder på samvittigheden – og samtidig kalder sig for ”borgerlig”, ja så strømmer venstrefløjspressen til prædikestolen. Marx sagde jo netop, at de borgerlige havde en bestemt klassebevidsthed. De borgerlige set med socialistiske briller ved jo naturligvis at religion er redskabet for at holde masserne nede. I en venstrefløjs optik er en ægte borgerlig derfor også en sand teolog, der kan sit borgerlige opiums-pensum-til-folket fra a – z.

I stedet for at lede efter det mest fornuftige bud på vor tids liberalisme, så opfinder KWH i stedet sin egen stråmand, der beskriver en form for liberalisme, som overladt til sig selv fører til sin egen destruktion: ”[H]vis man skal give friheden videre og bevare den, kræver det, at man understreger et aspekt ved friheden, som umiddelbart kan virke som en modsigelse af friheden: Forpligtelse og selvdisciplin. Ellers degenerer friheden og ender med at ødelægge sig selv”[…] Mystikeren KWH har således fjernet et par af sine ingredienser fra totaliteten (det givne). Nu konstaterer hun så at delene (den rene frihed) ser ”uhel” ud. Hun tilføjer så analytisk atter resten af totaliteten (forpligtelse og selvdisciplin), hvorefter helheden (”Vesten”) atter ser pæn ud igen. Kort sagt kan argumentationsformen koges ned til at: a) helheden er god; b) helheden udgøres af forskellige elementer; c) uden de forskellige elementer fungerer helheden ikke.

KWH har dermed ikke på nogen måde givet et rationelt og logisk forsvar for friheden og civilisationen. I sidste instans er påstanden derfor også fra KWH’s side at religion er uundværlig, samt at kombinationen af religion og fornuftsorientering, eller pligt (tro), selvdisciplin (åbenbart også tro) - og så mere rendyrket frihed (det som KWH kalder lystprincipper og selvrealiseringsprincippet) er en (historisk) nødvendig kombination. Som det tidligere er forklaret kan eksempelvis lyst og pligt bare grundlæggende ikke eksistere side om side: Enten lever man i krig med sig selv – mellem udefrakommende pligt og så personlig lyst; eller man er et pligtmenneske; eller man lever i nuet som rendyrket lystmenneske; – eller man orienterer sig rationelt og nyder dermed livet, så det giver mening på langt sigt, uden anden pligt end den man opstiller for sig selv.

Som det er påpeget tidligere tilbyder religionen ingen som helst form for vejledning i hvornår det betaler sig at være religiøs og hvordan det giver mening at bruge sin fornuft.

Det centrale er derfor, at KWH har opfundet en isoleret set selv-ødelæggende liberalisme, som hun bagefter med lethed kan hævde er ukomplet.

KWH's liberalistiske stråmand er gammel vin på gamle flasker

Læg derfor mærke til at hele den konservative balancegangs-retorik og –tankegang genfindes i KWH’s kommentar. Forskellige fænomener (fornuft og tro) samt forskellige tilbøjeligheder (pligt, lyst, viljen til selvrealisering) skal således balanceres op imod hinanden. Men hvordan og hvorledes ved vi ikke med religionens hjælp. De religiøses rolle er således udelukkende at komme med arbitrære påstande, om betydningen af selvmodsigende tilbøjeligheders bidrag til helheden, men ikke at give nogen rationel vejledning.

En af de mange ”under-stråmænd” er således påstanden om at viljen til selvrealisering som sådan skulle være selvdestruktiv. Lige så vanvittig er imidlertid tanken om at religiøsitet skulle virke som en godartet faktor, når det gælder selvrealisering. Den eneste måde hvorpå man kan realisere sig selv på en meningsfuld måde, er tværtimod netop at man konstant bevarer kontakten til virkeligheden, og tænker over de langsigtede konsekvenser af ens egne handlinger, og den måde som man konkret ønsker at realisere sig på. Det er vel at mærke det modsatte af at vælge religiøsitet: det gælder netop om at undgå religion, og i stedet også tænke selvrealisering på det lange sigt. Tilsvarende med ”lystprincippet” gælder det, at man ikke fornægter det, man efterstræber, men samtidig rationelt holder sig for øje, om det man umiddelbart efterstræber, også er det man på længere sigt har gavn af.

Som det fremgår direkte i KWH’s kommentar opstilles der således en liberalisme, hvor ”normen er, at alle bare skal gøre, hvad de har lyst til”. Men hvilke borgerlige i Danmark argumenterer for noget sådant? Svaret er naturligvis INGEN borgerlige i vor tid, og med stor sandsynlighed har ingen borgerlige af betydning nogensinde kæmpet for noget sådant i Danmark. Tværtimod er der indenfor de ikke-religiøse liberalistiske strømninger opstået noget, der bevæger sig endnu længere væk fra den hedonisme, som KWH har fyldt i sin liberale stråmand. De eneste der har ”kæmpet” for denne udgave af liberalismen er derimod venstrefløjen, jf. portrætteringen af Anders Fogh Rasmussen som ”hulemand”, da han i sin tid blev regnet for at være liberalist. Denne fordom ophøjes nu til en virkelig ’isme, hvor KWH’s så vil modvægte liberalisme-lysterne med konservatisme-pligten.

Med Ayn Rands ideer og objektivismen står de religiøse ikke desto mindre overfor en politisk tankegang, der med rette har påpeget, at dette med religiøsitet som afsæt for moral og karakterdannelse er en ekstrem overfladisk og farlig indstilling, når det gælder behovet for at finde sig redskaber til at begå sig i verden. Man har i stedet brug for et redskab til at kunne integrere ens forskellige behov; - og kun fornuften kan gøre dette. Med fornuften kan man opstille et generelt styrende princip (målet om at leve godt og længe), og derefter rangordne de andre principper man har brug for - ud fra dette (gennem rationelle valg og betoningen af værdier og normer/dyder).

Konklusion

KWH’s kommentar er netop endnu et bevis på, at der fra konservativ og mystisk side kun tilbydes en eller anden form for ”holisme”, hvor det eksisterende ophæves til at være det gode (bedste) og påstanden om at helheden skal forsvares ved hjælp at et forsvar for modstridende dele. Dette var netop G. W. F. Hegels tankegang. Og KWH’s tilbyder intet nyt udover den idealistiske dialektik som Hegel stod for, og som netop er kendetegnet ved at være udtryk for en rendyrket mystikers påstand. Mystikerens rolle efter at den mystiske påstand er blevet accepteret bliver efterfølgende at fortolke guddommen eller ”verdensånden” (Hegels begreb), og dermed at have åndelig magt over sagtmodige tros-tilbøjelige sjæle. Betingelsen for dette er ikke desto mindre, at man har held med at portrættere liberalister som nogle vildmænd, og samtidig at afskrive muligheden for en etik på fornuftens præmisser.

Der er derimod intet som helst mystisk ved at konstatere at mennesket har en fornuft; at man som menneske er i stand til at tage stilling til om begreber er sande eller falske; at man som individ med sin bevidsthed kan bygge sin begrebsverden op fra grunden – med de simplere begreber først og dernæst de mere komplekse; og at man derfor kan vælge at orientere sig ud fra principper som har en rationel og reel forbindelse til virkelighedens verden, det vil sige den fysiske/materielle virkelighed, vi befinder os i, herunder også at man kan udvikle et intersubjektivt overførbart kodeks, som andre også kan være enige i, og som blandt andet stipulerer hvor friheden ender og begynder. Det er også – i forhold til ovenstående mysticisme - helt uproblematisk at skrive og håndhæve en forfatning ud fra sådanne normer for frihed.

Man kan derfor i kraft af konstateringen af, at mennesket er et biologisk væsen med en selvstændig og refleksiv bevidst, og som befinder sig i et univers med kausalitet og konsekvenser, derfor også lære at begå sig på fornuftens præmisser og at orientere sig på rationalt baserede principper, der kan hjælpe en til at tage stilling til hvad man skal gøre i konkrete situationer: Skal man søge dette eller hint job?, skal man overtræde love eller ikke?, købe bil eller ej? Køre for stærkt eller ikke? I enhver situation hvor der byder sig muligheder og valg, har man derfor fornuften at konsultere, hvis man vælger det.

Vælger man blot i begrænset omfang religiøsiteten svarer det tværtimod til at spille om sit liv ved at kaste med terninger. Det sidste er så uborgerligt som det kan blive. Religion bør man helt overlade til venstrefløjen.

The “compassionate conservatism” that has motivated Republicans to outspend Democrats in social programs is a search for moral goodness by the standard of altruism: the morality of self-sacrifice.

Because the Republicans’ embrace of altruism has rendered them unable to defend the profit motive, they have abandoned capitalism and accepted the legitimacy of every government program that redistributes money to those in need. The welfare state is the direct application of the morality of self-sacrifice to the realm of politics.

More in Reason or Faith: The Republican Alternative by John Lewis.

Har man fulgt det Konservative partis grønmaling af sig selv de seneste år, burde man [...] have overvejet hvilke resultater, man i partiet ville forfølge i den internationale sammenhæng.

Så man burde ikke have stemt konservativt, eftersom stemmerne aktivt er blevet brugt på en politik, der har gjort amerikanske og europæiske borgere fattigere, og som i øvrigt har ført til menneskelige katastrofer i de såkaldte udviklingslande.

Læs mere her:
http://s-espersen.blogspot.com/2008/07/til-de-borgerlige-der-stemte-forkert.html

http://s-espersen.blogspot.com/search/label/CO2-kvoter

"Here is a hypothesis: This book [The Shock Doctrine by Naomi Klein] was never really about [Milton] Friedman. It started as a book on the Iraq War, but Klein soon realized that it could be expanded into a book on crisis and capitalism generally. But even in her first article on “disaster capitalism” in The Nation in May 2005 there is no mention of Friedman, and her work never reveals any sort of familiarity with him or his work — she seems to think that the neoclassical Chicago school and the Austrian school of economics are basically the same thing, and as previously noted, she thinks that Milton Friedman is a neoconservative. But sometime during her research, perhaps when Friedman died and every paper and magazine wrote stories about him, she realized that she could get the world’s free-market guru into her story. [...] Could it be that some of those researchers [of Klein's] were given the order to skim through Friedman’s books, articles, and interviews for words and sentences that relate to shocks and crises? The enthusiastic researchers collected quotes and gave them to Klein who made a collage of them to fit her story. That could explain why she takes Friedman’s words to mean the opposite of what the contexts reveal, and why she is silent any time his words contradict her interpretation, even when the contradictions appear in the same interviews and articles that she quotes from"...

Read more in Johan Norbergs article: The Klein Doctrine - The Rise of Disaster Polemics (pdf).

Når andre f.eks. diskuterer tørklæder eller asylbørn, taler DF om islam. Når andre diskuterer anstændighed og åbenhed, taler DF om danskhed og kernekultur. Når andre diskuterer respekt og religiøse hensyn, taler DF om ytringsfrihed. Når andre helst vil være venner og kammerater – og som i Ny Alliances tilfælde går til valg på at få hvad – en dronningerunde? – så er det ikke sært, at mange vælgere foretrækker kandidater, der siger deres mening intenst, uden dikkedarer og skjulte dagsordener. - Det skriver Mikael Jalving hos Berlingske Tidende.

COIN har apropos Jalving fået lov til at genoptrykke et interview af forfatteren med den administrerende direktør for Saxo Bank, Lars Seier Christensen. Interviewet har titlen - Den aristoteliske bank.

Jalving kalder i Berlingske Tidende Dansk Folkeparti for socialdemokratisk anno 1950. Her må det formodes, at der tænkes på den socialistiske opbakning til en større offentlig socialsektor, som man fra Dansk Folkepartis side vil bevare, frem for at privatisere den. Og på den måde er socialdemokratisk passende.

Sagen er bare, at de andre partier også er socialdemokratiske, men i langt højere grad er aktive med at promovere nye områder og ofte har langt mere travlt med at afvikle borgernes frihed, end det er tilfældet med DF.

Undertegnede mindes for nogle måneder siden, at have set en undersøgelse (vist nok af sociolog Ole Borre fra Aarhus Universitet) i Weekendavisen, der viste, at DF i økonomisk henseende faktisk lå et par skridt til højre i økonomisk henseende i forhold til V&K. Følger man pressemeddelelser fra de Konservative, Venstre og DF kan man da også godt få det umiddelbare indtryk, at det som virkeligt koster noget, oftere er udspil, der kommer fra førstnævnte. (At der er flere karrierepolitikere i V&K underbygger påstanden).

Fra denne side er problemet først og fremmest, at ingen af de nuværende partier grundlæggende tager afsæt i den respekt for ”liv, frihed og ejendom”, som er nødvendig hvis den økonomiske og politiske frihed skal bevares, og også hvis den tabte frihed skal vindes tilbage.

Partiernes grundlag i Danmark var med andre ord fra starten selvmodsigende og vage, når det gælder opbakningen til friheden. Og derfor skrider man langsomt hen imod socialisering og kollektivisering: Fordi man ikke har et klart formuleret og bevidst idepolitisk modsvar. Det som de forskellige partier tilbyder, er i overskriftsform derfor mere nogle forskelle i, hvor hurtigt man vil kollektivisere yderligere.

Forandringerne må derfor komme udefra – dels i form af dannelsen af et eller flere nye partier; men umiddelbart lige så meget i kraft af en generel forandring i den offentlige debat om, hvad man har ret til – og først og fremmest hvorfor man ikke har ret til andres retmæssigt erhvervede ejendom. Denne forandring kan man som det er nævnt i andre sammenhænge heldigvis allerede iagtage. Og det er fremvæksten af et politisk pres på de aktuelle partier og i kraft af skabelsen af nogle nye, at der også over tid vil ske forskelle.

Trods det negative i ovenstående må man derfor konstatere, at venstrefløjen ideologisk set er blevet mere og mere svækket siden Murens Fald. Problemet er bare at højrefløjen i så mange årtier har vænnet sig til det, der kom fra venstrefløjens side, at de til sidst begyndte at overtage ideerne (Men i samme fald vil de så også kollapse internt af de samme grunde som det er tilfældet med de rigtige venstrefløjspartier: at socialisme har vist sig ikke at have en videnskabelig basis, og at man ikke via socialisering af økonomi og samfundsliv kan sikre velstand og velfærd).

Hvis man er aktiv i VU eller KU burde man derfor også overveje, om ikke man burde søge andre veje til at præge og påvirke, end i partier, der i stigende grad har forladt principperne (hvad der oprindeligt var af dem) netop sådan som Jalving beskriver det.

På kort sigt kan der være presserende emner, der gør, at man mener, man skal stemme taktisk – eller være engageret i ovenstående ungdomsforeninger, for at holde virkeligt økonomisk uansvarlige på venstrefløjen væk fra magten.

På længere sigt og mellem valgene må man dog ikke overlade politikken til "politikmagerne" (altså professionelle politikere, der skifter mening som vinden blæser, og tager andres politik blot for at bevare magten); ej helller bør man ofre sin selvstændige aktivisme ud fra ideer om loyalitet, men i stedet bruge mere tid på at sætte sig ind i, hvorfor samfundet skridt for skridt er blevet mere politiseret, - og så lede efter de rette svar.

- Et godt sted at starte dette arbejde er i øvrigt med Steen Steensens Demokratiets Rødder, som undertegnede kort nævner i en aktuel boganmeldelse (nederst i teksten, hvor der også findes henvisninger til køb).

Se også posteringen Nye partier.

Den ny miljøminister Troels Lund Poulsen har kort før sin udnævnelse givet udtryk for, at han var "helt uenig" i, at der skulle indføres flere grønne afgifter. Det fremgår af et spørgeskema, som det Christiansborg-baserede Altinget.dk benyttede op til valgkampen for at lade vælgere finde ud af, hvilken kandidat de var mest enige med. Læs mere i JP-artiklen - Ny miljøminister: Ikke flere grønne afgifter

Flere partier presser desværre på for at hæve energiafgifterne. Det gælder blandt andet Ny Alliance og De Konservative. I Venstre drejer man derimod rundt om sig selv; og fra Dansk Folkepartis side har man talt imod. Læs hvorfor "grønne afgifter" er skadelige her.

Der har således nu været ikke-konsensus om miljøpolitikken i et stykke tid. Det fremgår også af artiklen - Internt brev fra finansministeren afslører uenighed om klimapolitikken, hvor tidligere Finansminister Thor Pedersen tog afstand fra ideerne om, at man fra EU's og FN's side skulle sætte bestemte mål for den globale gennemsnitstemperatur.

Danmark bør hjemkalde ambassadør fra Saudi-Arabien: Efter saudiernes islamiske afstraffelse af et voldtægtsoffer, kræver Dansk Folkeparti, at regeringen tager Danmarks forhold til Saudi-Arabien op. - "Danmark bør øjeblikkelig hjemkalde sin ambassadør fra Riyadh til konsultation, og derefter generelt overveje, om det er muligt at opretholde forholdet til Saudi Arabien," siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Det fremgår af en aktuel pressemeddelelse

Jyllands-Posten har også skrevet ledere om emnet. Som det fremgår af en aktuel kommentar fra Flemming Rose findes der vel at mærke kendte meningsdannere i Danmark, som er tilhængere af de straffeformer, der findes i Saudi Arabien heriblandt imamen, Abdul Wahid-Pedersen. Læs mere her.

I 2001 forsøgte Abdul Wahid-Pedersen at blive opstillet til Københavns Borgerrepræsentation via det Radikale Venstre. Og det var meget tæt på at det lykkedes. Undertegnede, der på det tidspunkt var medlem af det Radikale Venstre hørte i øvrigt en historie om, at formanden for en af det Radikale Venstres lokalforeninger var blevet tilbudt 1000 stemmer af Abdul Wahid-Pedersen, hvis imamen fik mulighed for at stille op. At man kan tilbyde noget sådant er naturligvis ikke usandsynligt al den stund, at man har en del af et trossamfund i ryggen. Tilbuddet blev naturligvis afvist af formanden (som jeg kender navnet på).

Da det fra og med 2001 så blev vanskeligere at islamisere herhjemme via Det Radikale Venstre flyttedes interessen over imod andre partier. - Man forsøgte sig med Det Konservative Folkeparti. Men her blev man tilsvarende afvist. Nu samler interessen sig indtil videre om Enhedslisten; eller som partiet måske vil hedde i fremtiden "Frelserfronten - kommunisterne/islamisterne".

Men hvor mange artikler skrives i grunden om de økonomiske midler, der netop kommer fra det islamiserende Saudi Arabien, og som kanaliseres ind i europæiske lande - til brug netop for at fremme religionens påvirkning af politik i vores del af verden, sådan som man nu har forsøgt at gøre det i flere lokale partier? Det kan ikke være mange.