På et valgmøde den 9. september forklarede Nick Hækkerup, der er næstformand i Socialdemokratiet hans syn på forskellen mellem S og SF, og om hans forundring over Enhedslistens stigende populartitet og pressens ifølge ham overfladiske behandling af Christiansborgs mest venstreorienterede parti:

Om Enhedslisten:
"Det er fantastisk, at Enhedslisten kan få den tilslutning, som de har fået, uden at der er nogle der på noget tidspunkt har spurgt dem, hvad de mener politisk. Og når der er nogen der begynder at aflæse dem en politisk holdning, så vil den kurve vende. Tro mig. For her snakker vi om et regulært gammelkommunistisk parti i den egentlige forstand."

Læs mere:
http://www.180grader.dk/Politik/topsocialdemokrat-advarer-mod-at-stemme-paa-enhedslisten

Om forskellen på S og SF:
"Den egentlige forskel på socialdemokratiet og SF er, at Socialdemokratiet bærer på en tradition for at ville magten. Vi er ikke i politik fordi vi klæder os varmt på, og er gode mod dyr. Vi er i politik fordi vi vil bestemme. Vi vil bestemme, hvor skabet skal stå. Det koster kompromisser, og at man må give sig. Det koster alle de ting, som er ubehagelige i politik. Den pris betaler vi hele vejen, og vi betaler den hele tiden. For vi vil bare bestemme. Sådan har SF'erne det ikke."

Læs mere:
http://www.180grader.dk/Politik/roed-vaekst-uden-velstand-paa-valgbar-med-bertel-haarder-nick-haekkerup-og-uffe-elbaek

HISTORIEN HAR FÅET OMTALE I FLERE MEDIER:

Information - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Politiken: S-toppen: Enhedslisten er et gammelkommunistisk parti

Jyllands-Posten - Hækkerup: Enhedslisten er gammelkommunister

Fyens Stiftstidende - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Nordjyske.dk -- S: Enhedslisten er gammelkommunister

Nordvestnyt - S: Enhedslisten er gammelkommunister

Børsen - S: Enhedslisten er gammelkommunister

TV2Lorry - EL: Intet problem med kommunistisk fortid

First Principles is a series of three debates on the moral underpinnings of today's politics co-sponsored by Demos, The Ayn Rand Institute and It's A Free Country. Part one explored the role of government, and part two discussed freedom; part 3 featured Washington Post political columnist Ezra Klein (here represented by Demos' David Callahan) and BB&TChairman John Allison, debated:

Capitalism: Is it Moral? Listen to the Debate!

http://www.wnyc.org/articles/its-free-country/2011/apr/24/debating-first-principles-capitalism-moral/

http://ia600403.us.archive.org/15/items/FirstPrinciples-Government_WhatIsItsProperRole_/firstprinciplesgovernment.mp3

To seek to organize society is just as crazy as it would be to tear a living plant to bits in order to make a new one out of the dead parts. An organization of mankind can only be conceived after the living social organism has been killed. The collectivist movements are therefore fore-doomed to failure. It may be possible to create an organization embracing all mankind. But this would always be merely an organization, side by side with which social life would continue. It could be altered and destroyed by the forces of social life, and it certainly would be destroyed from the moment it tried to rebel against these forces. To make Collectivism a fact one must first kill all social life, then build up the collectivist state. The Bolshevists are thus quite logical in wishing to dissolve all traditional social ties, to destroy the social edifice built up through countless centuries, in order to erect a new structure on the ruins. Only they overlook the fact that isolated individuals, between whom no kind of social relations exist, can no longer be organized.

Organizations are possible only as long as they are not directed against the organic or do it any injury. All attempts to coerce the living will of human beings into the service of something they do not want must fail. An organization cannot flourish unless it is founded on the will of those organized and serves their purposes.
http://mises.org/books/socialism/part3_ch18.aspx#_sec4

Læseren har måske hørt den venstreorienterede bruge udtrykket ”man fødes ind i et samfund”. Dette betyder for den venstreorienterede, at man i sidste instans er fri på de præmisser ”samfundet” / socialisterne / demokraterne stiller, og dermed også at man af samme grund er en slave i det omfang, de (socialister/demokraterne) ønsker det. Den manipulerende forælder bruger indstillingen om at ”man fødes ind i en familie” for at opnå en tilsvarende underkastelse. Såvel de politiske, de religiøse samt de familiære undertrykkere har [...] brug for at individer underkaster sig, og centralt for denne målsætning er, at man søger at overbevise de, som man vil have som undergivne, at de er mindreværdige til at tage stilling og til at bedømme frit. Man kan med udtrykket ”man fødes ind i et samfund” tale om et slaveri, der går i arv. Den sidst tilkomne forventes at ofre sig for de som kom før. Denne socialistiske version af den kristne arvesynd handler tilsvarende den kristne version om, at man ikke skal acceptere tanken om personlig frihed, men lade sig underkaste. Tanken om at underkaste sig samfundet er dermed fælles for socialister og religiøse, og dette fællesskab forklarer også en god del af de alliancer man ser mellem den yderste venstrefløj og islamismen. Atter er den modsatte individualistiske indstilling tværtimod at man udelt ejer sit eget liv, og at man ikke i en eller andre grad er nogen andens ejendom. Man er tværtimod kun et menneske, hvis man har friheden til at tage selvstændige beslutninger; og sådanne kan man ikke tage med et delt ejerskab.

http://www.coin.dk/default.asp?aid=1610

The country that made possible the great industrial titans—the Henry Fords, Thomas Edisons, and others whose productive genius moved mankind forward—now thinks that government can run things better, and that government should own, operate, and finance our corporations, deciding which will survive and which will die, creating a new kind of soup kitchen where emaciated companies stand in a bread-line waiting for their bailout.

The country of the American eagle, flying proud and free, now pens its people up like chickens in a coop, waiting to feed at the welfare state’s trough.

Read more in the artiticle Why We MUST Invoke Our Individual Rights — Now - by Gen LaGreca.

Økonomen George Reisman har givet et ganske intelligent bud på, hvordan vi som mennesker bør forholde os til den påvirkning, som er en følge af generel økonomisk aktivitet, og som kan beskrives som ”kollektiv”. Eksempler på sådanne kollektive former for påvirkning kan være lokal luftforurening fra en befærdet vej – eller det kan være den påvirkning, som mennesker kollektivt bidrager til, når det gælder global opvarmning (eller nedkøling). - Omvendt er der altså netop ikke tale om luftforureningen, der kommer fra naboen, der brænder bildæk af, og som naturligvis er at beskrive som individuel, og samtidig påviseligt kommer fra sådan en konkret nabo.)

Det centrale er således at ihukomme, at ingen enkeltstående person – ej heller nogen bestemt virksomhed alene har nogen skyld eller noget ansvar for global opvarmning. Det er kun når man kumulerer adfærden fra eksempelvis udstødning og energiforbrug, at der kan påvises en påvirkning, som man så efterfølgende kan kalde for kollektiv. Det vigtige her er netop derfor, at man ikke kan føre ansvaret tilbage til nogen enkeltstående person – eller nogen enkeltstående virksomhed.

Tilsvarende kan den enkelte bilist ved sin udstødning de to gange han eller hun kører på den befærdede motorvej alene ikke dokumenteres at forårsage nogen påviselig forurening af luften. Det er kun når titusinder passerer forbi i løbet af dagen, at den kumulerede/ophobede mængde af partikler bliver signifikant og mærkbar. Den enkelte bilist er derfor heller ikke ansvarlig for den lokale luftforurening, der findes ved sådan en vej.

Alligevel skal den enkelte bilist efter det kollektivistiske princip ikke alene beskattes for sin adfærd, selv om denne adfærd ikke i sig selv er skadeforvoldende. Man vil endda beskatte adfærden så mærkbart, at skatten/afgiften fører til ændret adfærd for en så stor del af trafikanterne, at man – hvis de grønne fik deres vilje – kunne reducere trafikken markant. Denne kollektive straf af en adfærd, der for den enkelte alligevel ikke kan beskrives som forurening, er derfor udtryk for en urimelig tankegang: - Et individs handling er i sig selv ikke-skadelig (i modsætning til den skade som en nabo kunne forvolde ved direkte forurening af ens grund). Den kumulerede påvirkning har derimod en vis påvirkning. Dette får så kollektivisterne til at anslå en samlet skade, som de så fordeler ud på deres angivelige skades-forvoldere - Men som vi netop har konstateret, så er de enkelte individer ikke ansvarlige hver for sig (Og dermed ikke berettigede til nogen straf i form af skatter og afgifter).

George Reismans svar til kollektivisterne og os andre er både logisk og meningsfuldt. - Svaret handler i alt sin enkelthed om, at ovenstående former for kumuleret/ophobet påvirkning må tackles på nøjagtig samme måde, som man forholder sig til forandringer i naturen; netop eftersom der ikke er tale om individer, der i sig selv forvolder skade. Den kollektivistiske tilgang sniger derimod kollektivismens princip ind i selve problemopstillingen (Den gør individuel adfærd til noget grundlæggende kollektivt). Problemet er i virkeligheden primært individuelt (jf. de steder hvor man bosætter sig), men problemstillingen kan i frivillighed gøres til at fælles anliggende i et fleksibelt omfang, hvis man vælger at gøre det:

For det logiske svar på kumuleret / kollektiv påvirkning af det menneskelige samfund fra menneskelig side bør således tackles på nøjagtig samme måde som vi mennesker har forholdt os til de mange måder, som naturen udfordrer os på: - i kraft af friheden til at handle rationelt, som individer og i frivillige fællesskaber – gennem de mange løsninger som private virksomheder vil kunne tilbyde; og altså netop med den samme frihed og fleksibilitet, som vi har forholdt os til naturens mange udfordringer på.

Det eneste alternativ til Reismans indfaldsvinkel, hvor man forholder sig til kumuleret menneskelig påvirkning på samme måde som man tackler naturens udfordringer, er vel at mærke flere skatter, mere statslig ”kontrol”, - men - som historien med al tydelighed dokumenterer - samtidig ikke bedre forhold for mennesker – og slet ikke et bedre miljø – jf. planøkonomiernes sammenbrud i Øst, og ikke mindst de usunde livsvilkår, som man skabte dér.

Mere om George Reisman i artiklen:

Hvordan vi bør forholde os til menneskelige påvirkninger af klimaet

George Reismans ideer præsenteres i nedenstående foredrag:

Environmental and Resource Economics:
http://mises.org/multimedia/mp3/MU2005/mu05-Reisman4.mp3 - 2005

Flere foredrag her

Atlas Shrugged er en moralsk og intellektuel thriller. En mesterlig historie om den amerikanske kapitalismes kollaps ned i socialismens kviksand. Den dramatiserer modsætningerne mellem tanke og tro, mellem egoisme og altruisme, mellem individ og stat. Den foregår i et fremtidigt USA, hvor de sidste kreative skabere er ved at trække sig ud af samfundet. Europa er tabt til kollektivismen og lever af forsyninger bragt på nødhjælpsskibe fra USA. Arbejdstitlen på bogen var Strejken, for Ayn Rand ønskede at undersøge, hvad der vil ske, hvis alle de kreative hjerner går i strejke. Idéen var, at vi er vant til at høre, at igangsætteren, kapitalisten og industrialisten er blevet rig på arbejderens ryg. At han har udbyttet arbejdsmanden og approprieret den merværdi, arbejderen har skabt, til sig selv. Lad os se, siger Ayn Rand, hvad der vil ske, hvis disse mennesker trækker sig ud af samfundet? Hvis de får nok. Lad os se, hvem der har mest gavn af hvem? -- Læs mere her.

From: Patrick Chisholm, Accentance LLC:

Hi. I would like to share with you a short video I produced that highlights the sobering reality that Barack Obama and the Redistributionist Left are emerging triumphant, regardless of whether they win the presidency. Now nearly two-thirds of Americans’ federal taxes are redistributed to other Americans (not including the Wall Street bailout), rather than spent on traditional government services. “Triumph of the Redistributionist Left” is based on a 2006 article I wrote under the same name, while a commentary columnist for the Christian Science Monitor.

http://www.youtube.com/watch?v=M5em3xoQFLM

Pyramid scams collapse when they run out of enough new "investors" to pay earlier promises. Some use this fact to deny that Social Security is really a massive redistribution scheme, since it has lasted over 70 years. That assertion misses two substantial differences between Social Security and other Ponzi schemes however: Social Security involves far longer generations, with people collecting on current promises far into the future; and it has been not one, but a series of Ponzi schemes. -- Since Social Security began, each of the many times it has been expanded, those in or near retirement got benefits far exceeding their costs. Those already retired paid no added taxes, and those near retirement paid more for only a few years. But both groups received increased benefits for the rest of their lives. However, such "generosity" must be paid for by someone else, forcing later generations not only to finance their own retirements, but also to cover the unfunded benefits given early retirees. Therefore, the good deal Social Security has given retirees (e.g., Ida Fuller, Social Security's first retiree, received benefits 924 times her contributions) does nothing to prove it is not a Ponzi scheme; instead, it demonstrates why it is... The Government Runs the Ultimate Racket af Gary Gales.

Hvis man gerne vil springe dårlige nye politiske bøger over, for i stedet at skaffe sig basal viden, som fortæller mere om årsagerne til velfærdsstaten og de problemer, der findes i den, anbefales det, at man køber sig et eksemplar af Ludwig von Mises ”Socialism”, der udkom første gang i 1922. Når det gælder relevans for den danske politiske situation, er det denne bog, langt mere end Machiavellis Fyrsten, man skal kaste sig over hvis man vil konsultere en politologisk klassiker.

I den forstand er det ganske skræmmende at opdage, at praktisk talt alle de argumenter, Mises præsenterer som socialistiske, og som han én for én viser er fejlagtige, dem kan man i dag genfinde, som noget nær ”kanoniserede” paroler i den moderne velfærdsstat.

Læs mere i Boganmeldelse: Ludwig von Mises ”Socialism” .