"Der er mange grunde til klimaforandringerne. Blandt andet er der forskning, der viser, at Solens magnetfelt har stor betydning. Men den forskning bliver slet ikke taget med, når FNs klimapanel udarbejder de rapporter, som kommer til at ligge til grund for en aftale i København," siger Morten Messerschmidt, Dansk Folkepartis Europa-Parlamentsmedlem, som skal være ordstyrer ved det alternative topmøde.

"Vi er skeptiske over for den ensidighed, der er i debatten. Alternative teorier kommer ikke frem, forskere kan ikke få deres artikler offentliggjort eller finde finansiering, og deres synspunkter bliver undertrykt. Det er usundt, og regeringen er en del af det establishment, der monopoliserer klimadebatten," siger Morten Messerschmidt.

Læs mere i artiklen DF arrangerer alternativt klimatopmøde

Se også: DF forventer afvikling af vindmøllestøtte efter 2012

Om det originale topmøde: The Great Copenhagen Liar's Conference by Alan Caruba

Århus Kommune støtter rapskole i bydelen Rosenhøj, hvor deltagere rapper om at slå DF's EU-politiker Morten Messerschmidt ihjel. [...] Formålet med rapskolerne er ifølge projektets hjemmeside at give de unge mulighed "for at udtrykke sig positivt og vise, at bydelen er andet end bandekriminalitet, afbrændinger og uroligheder". Projektet støttes ifølge sekretariatschef Jens Møller fra Det Boligsociale Fællessekretariat i Århus med 150.000 kroner af Århus Kommune. I alt løber projektet op i 600-700.000 kroner på årsbasis.

http://www.sappho.dk/en-kugle-til-messerschmidt-fra-arhus-kommune.htm

180grader.dk: Rapper med kommunal støtte om at skyde Messerschmidt

Hvad mon de grønnes "forsigtighedsprincip" siger til kommunalt støttet "hate-speech"?

I Jyllands-Posten kan man idag via Ritzau læse, at folketingsmedlem Morten Messerschmidt bliver klima- og energiordfører for Dansk Folkeparti samtidig med, at et ordførerskab for europæiske anliggender beholdes. Under overskriften Fortsat uenighed om miljøpolitikken den 23., blev det samtidig bemærket at den ny miljøminister Troels Lund Poulsen (fra Venstre) kort før sin udnævnelse [havde] givet udtryk for, at han var "helt uenig" i, at der skulle indføres flere grønne afgifter.

Læser man debatbogen Tid til forandring af Troels Lund Poulsen og Anders Thomsen (fra det Radikale Venstre) fra 2001, må man dog konstatere, at Troels Lund Poulsen bestemt ikke står for et alternativ til reguleringsiveren, når det gælder miljøpolitik. Der er - fra det synspunkt, der handler om at sikre produktionsfriheden - tværtimod tale om beklagelig læsning. Miljøafsnittet i denne debatbog (som dog bortset fra dette afsnit også indeholder positive ting) vidner om, at venstredrejningen i Venstre nok desværre går dybere end man kunne frygte. Men her kan den aktuelt formulerede modstand mod flere grønne afgifter, så også tyde på, at Poulsen har ændret mening, - og nu har indset, at en svækkelse af produktionsfriheden ikke er til gavn for gode menneskevenlige omgivelser (Eller også viser de modstridende meldinger, at det var Anders Thomsen fra det Radikale Venstre, der skrev miljøafsnittet).

Derimod har Messerschmidt deltaget i klimadebatten med bidrag, der ligger ret tæt på Copenhagen Institutes budskaber. Det fremgår i debatindlægget Fri os for klimafundamentalister , som vi af forfatteren fik lov til at reproducere, som et bidrag til den klima- og energipolitiske debatside www.coin.dk/kyoto.

Det bliver derfor spændende at se, om disse politikere vil lægge låg på deres egne holdninger frem mod den store klimakonference i år 2009, som afholdes i København. I kraft af de mange eksempler på uenighed om såvel fakta som politik må man derfor umiddelbart konstatere, at det vil være vanskeligt at sælge varen, der handler om at ”Danmark er foregangsland”, og at man fra dansk side er rørende enige om politikken (i det mindste på Christiansborg). Der er tydeligvis ingen konsensus på området.

www.coin.dk juli til oktober 2007.

www.coin.dk/kyoto juli til oktober 2007.

Når andre f.eks. diskuterer tørklæder eller asylbørn, taler DF om islam. Når andre diskuterer anstændighed og åbenhed, taler DF om danskhed og kernekultur. Når andre diskuterer respekt og religiøse hensyn, taler DF om ytringsfrihed. Når andre helst vil være venner og kammerater – og som i Ny Alliances tilfælde går til valg på at få hvad – en dronningerunde? – så er det ikke sært, at mange vælgere foretrækker kandidater, der siger deres mening intenst, uden dikkedarer og skjulte dagsordener. - Det skriver Mikael Jalving hos Berlingske Tidende.

COIN har apropos Jalving fået lov til at genoptrykke et interview af forfatteren med den administrerende direktør for Saxo Bank, Lars Seier Christensen. Interviewet har titlen - Den aristoteliske bank.

Jalving kalder i Berlingske Tidende Dansk Folkeparti for socialdemokratisk anno 1950. Her må det formodes, at der tænkes på den socialistiske opbakning til en større offentlig socialsektor, som man fra Dansk Folkepartis side vil bevare, frem for at privatisere den. Og på den måde er socialdemokratisk passende.

Sagen er bare, at de andre partier også er socialdemokratiske, men i langt højere grad er aktive med at promovere nye områder og ofte har langt mere travlt med at afvikle borgernes frihed, end det er tilfældet med DF.

Undertegnede mindes for nogle måneder siden, at have set en undersøgelse (vist nok af sociolog Ole Borre fra Aarhus Universitet) i Weekendavisen, der viste, at DF i økonomisk henseende faktisk lå et par skridt til højre i økonomisk henseende i forhold til V&K. Følger man pressemeddelelser fra de Konservative, Venstre og DF kan man da også godt få det umiddelbare indtryk, at det som virkeligt koster noget, oftere er udspil, der kommer fra førstnævnte. (At der er flere karrierepolitikere i V&K underbygger påstanden).

Fra denne side er problemet først og fremmest, at ingen af de nuværende partier grundlæggende tager afsæt i den respekt for ”liv, frihed og ejendom”, som er nødvendig hvis den økonomiske og politiske frihed skal bevares, og også hvis den tabte frihed skal vindes tilbage.

Partiernes grundlag i Danmark var med andre ord fra starten selvmodsigende og vage, når det gælder opbakningen til friheden. Og derfor skrider man langsomt hen imod socialisering og kollektivisering: Fordi man ikke har et klart formuleret og bevidst idepolitisk modsvar. Det som de forskellige partier tilbyder, er i overskriftsform derfor mere nogle forskelle i, hvor hurtigt man vil kollektivisere yderligere.

Forandringerne må derfor komme udefra – dels i form af dannelsen af et eller flere nye partier; men umiddelbart lige så meget i kraft af en generel forandring i den offentlige debat om, hvad man har ret til – og først og fremmest hvorfor man ikke har ret til andres retmæssigt erhvervede ejendom. Denne forandring kan man som det er nævnt i andre sammenhænge heldigvis allerede iagtage. Og det er fremvæksten af et politisk pres på de aktuelle partier og i kraft af skabelsen af nogle nye, at der også over tid vil ske forskelle.

Trods det negative i ovenstående må man derfor konstatere, at venstrefløjen ideologisk set er blevet mere og mere svækket siden Murens Fald. Problemet er bare at højrefløjen i så mange årtier har vænnet sig til det, der kom fra venstrefløjens side, at de til sidst begyndte at overtage ideerne (Men i samme fald vil de så også kollapse internt af de samme grunde som det er tilfældet med de rigtige venstrefløjspartier: at socialisme har vist sig ikke at have en videnskabelig basis, og at man ikke via socialisering af økonomi og samfundsliv kan sikre velstand og velfærd).

Hvis man er aktiv i VU eller KU burde man derfor også overveje, om ikke man burde søge andre veje til at præge og påvirke, end i partier, der i stigende grad har forladt principperne (hvad der oprindeligt var af dem) netop sådan som Jalving beskriver det.

På kort sigt kan der være presserende emner, der gør, at man mener, man skal stemme taktisk – eller være engageret i ovenstående ungdomsforeninger, for at holde virkeligt økonomisk uansvarlige på venstrefløjen væk fra magten.

På længere sigt og mellem valgene må man dog ikke overlade politikken til "politikmagerne" (altså professionelle politikere, der skifter mening som vinden blæser, og tager andres politik blot for at bevare magten); ej helller bør man ofre sin selvstændige aktivisme ud fra ideer om loyalitet, men i stedet bruge mere tid på at sætte sig ind i, hvorfor samfundet skridt for skridt er blevet mere politiseret, - og så lede efter de rette svar.

- Et godt sted at starte dette arbejde er i øvrigt med Steen Steensens Demokratiets Rødder, som undertegnede kort nævner i en aktuel boganmeldelse (nederst i teksten, hvor der også findes henvisninger til køb).

Se også posteringen Nye partier.

Den ny miljøminister Troels Lund Poulsen har kort før sin udnævnelse givet udtryk for, at han var "helt uenig" i, at der skulle indføres flere grønne afgifter. Det fremgår af et spørgeskema, som det Christiansborg-baserede Altinget.dk benyttede op til valgkampen for at lade vælgere finde ud af, hvilken kandidat de var mest enige med. Læs mere i JP-artiklen - Ny miljøminister: Ikke flere grønne afgifter

Flere partier presser desværre på for at hæve energiafgifterne. Det gælder blandt andet Ny Alliance og De Konservative. I Venstre drejer man derimod rundt om sig selv; og fra Dansk Folkepartis side har man talt imod. Læs hvorfor "grønne afgifter" er skadelige her.

Der har således nu været ikke-konsensus om miljøpolitikken i et stykke tid. Det fremgår også af artiklen - Internt brev fra finansministeren afslører uenighed om klimapolitikken, hvor tidligere Finansminister Thor Pedersen tog afstand fra ideerne om, at man fra EU's og FN's side skulle sætte bestemte mål for den globale gennemsnitstemperatur.

Danmark bør hjemkalde ambassadør fra Saudi-Arabien: Efter saudiernes islamiske afstraffelse af et voldtægtsoffer, kræver Dansk Folkeparti, at regeringen tager Danmarks forhold til Saudi-Arabien op. - "Danmark bør øjeblikkelig hjemkalde sin ambassadør fra Riyadh til konsultation, og derefter generelt overveje, om det er muligt at opretholde forholdet til Saudi Arabien," siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen. Det fremgår af en aktuel pressemeddelelse

Jyllands-Posten har også skrevet ledere om emnet. Som det fremgår af en aktuel kommentar fra Flemming Rose findes der vel at mærke kendte meningsdannere i Danmark, som er tilhængere af de straffeformer, der findes i Saudi Arabien heriblandt imamen, Abdul Wahid-Pedersen. Læs mere her.

I 2001 forsøgte Abdul Wahid-Pedersen at blive opstillet til Københavns Borgerrepræsentation via det Radikale Venstre. Og det var meget tæt på at det lykkedes. Undertegnede, der på det tidspunkt var medlem af det Radikale Venstre hørte i øvrigt en historie om, at formanden for en af det Radikale Venstres lokalforeninger var blevet tilbudt 1000 stemmer af Abdul Wahid-Pedersen, hvis imamen fik mulighed for at stille op. At man kan tilbyde noget sådant er naturligvis ikke usandsynligt al den stund, at man har en del af et trossamfund i ryggen. Tilbuddet blev naturligvis afvist af formanden (som jeg kender navnet på).

Da det fra og med 2001 så blev vanskeligere at islamisere herhjemme via Det Radikale Venstre flyttedes interessen over imod andre partier. - Man forsøgte sig med Det Konservative Folkeparti. Men her blev man tilsvarende afvist. Nu samler interessen sig indtil videre om Enhedslisten; eller som partiet måske vil hedde i fremtiden "Frelserfronten - kommunisterne/islamisterne".

Men hvor mange artikler skrives i grunden om de økonomiske midler, der netop kommer fra det islamiserende Saudi Arabien, og som kanaliseres ind i europæiske lande - til brug netop for at fremme religionens påvirkning af politik i vores del af verden, sådan som man nu har forsøgt at gøre det i flere lokale partier? Det kan ikke være mange.

Hos TV2 kunne man den 14. november læse, at en svensk avis ved navn Expressen havde skrevet, at "[e]n borgerlig magt som beror på et fremmedfjendsk parti faktisk ikke [er] misundelsesværdigt"; - og at man fra samme side ved næste valg håbede på et opgør med Dansk Folkepartis "pølsefascisme".

Nu er Dansk Folkeparti imidlertid ikke at beskrive som fremmedfjendsk. Det korrekte er at sige, at der kan identificeres en modstand mod den islamisering og kultur, som tages med til landet fra flygtninge og indvandrere, som kommer fra lande, der er domineret af den islamiske religion.

Den modstand står man i Dansk Folkeparti i øvrigt ikke alene med. Modstand mod kulturelle normer, som de findes i lande præget af traditioner, der kan forbindes med islam findes også i andre partier og bredt i befolkningen. Sammenhængen mellem tradition og religion er i øvrigt blevet dokumenteret adskillige gange såvel på denne side, som alle mulige andre steder.

Men ovenstående er jo blot en konstatering. Dertil må så tilføjes, at det er logisk at være modstander af noget, som står i grel modsætning til de værdier, man selv ønsker at bevare og styrke:

Hvis man ønsker at fastholde religionsfrihed, ytringsfrihed, videnskabsfrihed, tankefrihed, informationsfrihed, handlefrihed med videre, sådan som disse friheder findes i vores del af verden, så må man også forholde sig til de kulturer, hvor disse friheder holdes nede og undertrykkes.

Fra svensk side kan man derfor godt få det indtryk, at man ønsker både at blæse og have mel i munden på samme tid: Man ønsker åbenlyst, at være tolerant overfor indførelsen af nogle normer, som skridt for skridt vil afvikle den frihed, man antageligvis værdsætter. Og den eneste grund til, at man også i dag vil dette, trods de tydelige tegn på social uro, som man kan konstatere, at denne form for kulturignorance fører med sig - blandt andet som det ses i Frankrig, Bruxelles og Storbritannien, må nu efterhånden vurderes til at have årsag i, at man i bund og grund ikke regner frihedens kultur for ret meget.

Når det kommer til stykket vægter man det fra visse meningsdanneres side åbenbart højere, at der sættes lighedstegn mellem normer, der i praksis er uforenelige; og som åbenlyst ikke fører til det samme niveau for velstand, menneskelig værdighed, gensidig respekt og personlige muligheder.

Denne ligegyldighed i forhold til frihedens værdier kan man så betegne som ”svensk pølseforgiftning”.

Det er med andre ord nihilismens kærlighedsforhold til ufrihedens kultur. Det er "multikulturalisme" hvor intet regnes for så meget bedre end noget andet, at man vil tage parti til fordel for noget.

Indstillingen er som tidligere betegnet dermed også et udtryk for "the cult of indiscriminiation", hvor man ikke sondrer mellem de basale grundværdier, hvor man ikke rangerer; og hvor man derfor ikke kan se forskel på, hvad der er negativt og positivt for menneskers muligheder for at skabe sig en værdig tilværelse.

Vi har dermed at gøre med venstreorienteredes had til det frie samfund, som de lever i; og som netop er årsagen til at man især har set sig vred på USA.

Disse venstreorienterede, der tidligere drømte om det socialistiske diktatur, ser netop en mulighed for at få afløb for deres tilbøjeligheder ved at styrke ufrihedens kræfter, sådan som de ikke mindst findes i Mellemøsten. Det samme raseri med den samme oprindelse ledes så tilsvarende over imod Dansk Folkeparti.

Fra en tidligere postering:

Flere politik-områder, som der ofte er fokus på fra www.coin.dk kan [...] fremhæves til fordel for Dansk Folkeparti.

Indenfor andre områder findes der nogen opbakning i de andre borgerlige partier til de samme synspunkter, som man finder i Dansk Folkeparti. Det gælder forståelsen for det problematiske ved islamisering, vigtigheden af ytringsfrihed, og såmænd også kritikken af Danmarks Radio. Læs mere her.

Altanen: Der siges jo så meget om Dansk Folkeparti.

Den første november skrev en anonym journalist fra the Economist om det kommende folketingsvalg. Her blev Dansk Folkeparti omtalt som "the far-right Danish People's Party". Endvidere hed det i artiklen, at partiets politiske leder kan karakteriseres ved "uncompromising hostility to immigrants", det vil sige generel og kompromisløs modvilje mod udlændinge. En anden artikel om Dansk Folkeparti fra 2006, som man også finder samme sted har overskriften "Nordic nasties", hvor man nævner, at "nogle danskere mener", at Dansk Folkeparti er racistisk.

Men uanset hvilken venstre-højreskala man benytter sig af, må man nu engang placere Dansk Folkeparti et sted tæt på midten. I økonomisk forstand må DF siges at være tættere på midten, end det var tilfældet med Fremskridtspartiet.

Tilsvarende kan man lave en venstre-højreskala, der handler om stor-stat-lille-stat; men her måtte man så tilsvarende også sætte partiet et sted enten til højre eller venstre for midten. Andre partier og deres partiprogrammer vil åbenlyst føre til en langt større stat og mere statsmagt, end det som DF præsenterer vælgerne for. Det gælder først og fremmest Enhedslisten, hvis politik vil gøre staten noget nær almægtig ved at nationalisere det meste af økonomien.

Hvad det er for en skala, The Economist opererer med vides ganske vist ikke. Men man kunne godt forestille sig, at der slet ikke er en skala (altså ikke nogen midte eller et venstre-højre); og at det for journalister blot handler om at give deres følelse et navn, og at "far right" dermed i praksis blot er lig med journalist-følelsen "nasty" (det vil sige "ubehagelig"). Rent faktisk kan det, at sætte bestemte grænser (i praksis standarder) for indvandring jo heller ikke placeres på en højre-venstreskala. Racisme kan tilsvarende ikke rigtigt identificeres i det omtalte parti. Men det gør journalisten som bekendt heller ikke. Han/hun referer blot hvad andre "føler".

Fakta er at Dansk Folkeparti, når det kommer til indvandringsspørgsmålet har fokuseret på kultur og værdier. Her har man pointeret, at nogle værdier, der er dominerende i lande uden for Europa ligger meget langt fra de frihedsværdier, der findes i Danmark. Man har så vidt vides ikke modsat sig indvandring fra Østeuropa eller det øvrige EU. Men man har begået den korrekte analyse, at værdier og kultur ikke er noget, som man blot ændrer på gennem nogle kurser, og lidt aftenskoleundervisning (eller i kraft af økonomiske overførsler). Endvidere har man korrekt konkluderet, at der rent faktisk er mange, der bekæmper den frihedens kultur, som findes i Danmark. - Lad os så sige, at nogle af de værdier, som DF'ere også forsvarer kan kategoriseres som socialistiske og egalitære. I så fald rykker det DF'erne længere ind på den økonomiske midte. Det sidste kan man kun beklage.

2007: The soup thickens

2006: Nordic nasties

[N]år krydset skal sættes næste tirsdag vil hele 47 procent af Dansk Folkepartis kandidater enten være ansat i eller drive en privat virksomhed. Det viser en gennemgang af de godt 800 opstillingsberettigede kandidater, som Berlingske Tidende og ErhvervsBladet har foretaget.

Det fremgår af dagens udgave af Erhvervsbladet, hvor man kan læse, at det betyder at Dansk Folkeparti har overhalet Det Konservative Folkeparti i konkurrencen om at have flest kandidater med baggrund i det private erhvervsliv. Som nummer et ligger man naturligvis også højere på listen end Venstre og Ny Alliance.

Flere politik-områder, som der ofte er fokus på fra www.coin.dk kan i den anledning fremhæves til fordel for Dansk Folkeparti.

Det gælder kritikken af FN; politikken i forhold til Israel; kritikken af EU herunder modstanden mod EU-traktaten; ønsket om at afvikle landbrugsstøtten; den aktuelle moralske støtte til Taiwan; opmærksomheden på det negative ved islamisering herhjemme og i Europa; forståelsen for ytringsfrihedens værdifuldhed; samt den ofte direkte afstandstagen til den socialistiske ideologi herunder kritikken af Danmarks Radio.

Hertil kan tilføjes en direkte formuleret kritik af energipolitikken og Kyoto-samarbejdet inklusive modstand mod højere energiafgifter. Sidst men ikke mindst bakker man i Dansk Folkeparti op om det af Venstre indførte skattestop.

En del af kritikken af EU bygger desværre nogle gange ikke på et frimarkedsgrundlag, men på noget man kan kalde en misforstået ide om statens ret til at bestemme over borgerne frem for EU’s til at gøre det samme. Men hvis man skal vælge mellem to onder, er det som regel en fordel at gå efter det mindre; det vil sige en småstats diktater frem for diktater fra en region.

Synet på økonomisk omfordeling og en vis opbakning til den offentlige sektors nuværende størrelse fra DF’s side vidner imidlertid også om, at man ikke helt har forstået, at dele af den politik, man selv vil føre også er socialistisk.

Men eftersom Venstre og Konservative i vor tid samt Ny Alliance befinder sig meget langt inde på den politiske midte, hvad angår socialisme-liberalisme, er spørgsmålet nu om denne side af DF’s politik trækker så meget fra – relativt set – i forhold de andre borgerlige partier.

Hvad angår nogle af de områder nævnt foroven står Dansk Folkeparti vel at mærke alene i at promovere synspunkterne; det gælder ikke mindst kritikken af FN, kritikken af Kina, kritikken af EU, samt kritikken af energipolitikken.

Indenfor andre områder findes der nogen opbakning i de andre borgerlige partier til de samme synspunkter, som man finder i Dansk Folkeparti. Det gælder forståelsen for det problematiske ved islamisering, vigtigheden af ytringsfrihed, og såmænd også kritikken af Danmarks Radio.

Men man er nok nødt til at erkende, at DF indenfor de nævnte områder har formuleret sig nogenlunde klart; mindst klart måske på energiområdet, hvor der er lidt slinger i valsen jævnfør en aktuel historie i Jyllands-Posten om, at man vil kaste sig ud i nye energieksperimenter sammen de andre partier.

Ovenstående nævnes eftersom der må være en åbenlys masse af vælgere, der er frustrerede over hvor lidt frihedsorienteret politik, der er ført fra Venstre og Det Konservative Folkepartis side.

Og her er det nok ikke så meget Dansk Folkepartis skyld, at man ikke har taget fat på, at reducere en række dele af den offentlige sektor, hvorfra mange af de værdier, som man ikke kan tilslutte sig i DF de netop promoveres. Man kunne eksempelvis sagtens have forstillet sig, at DF’erne ville have været interesseret i, at gøre op med de mange, der er beskæftiget med regulering og propagandisme indenfor miljøområdet; men altså i det hele taget større dele af de sektorer, der er beskæftiget med offentlig finansieret information og uddannelse.

Det kunne jo simpelthen tænkes, at Venstre og Konservative var blevet mere venstreorienterede ikke af taktiske grund, men permanent. Og så kan man jo overveje at stemme på nogle andre eksisterende partier, mens man venter på noget, der er bedre.

Under alle omstændigheder, så er ”velfærdssovsen”; det vil sige nye løfter om ”ydelser”, offentlige goder og diverse ordninger, som flyder i en lind strøm fra Venstres pressetjeneste vanskelig at tage alvorligt; hvis partiet skal forestille at være ”Danmarks liberale parti”.

Danmark mangler stadig et virkeligt konsistent frihedsorienteret parti. Men Dansk Folkeparti kan ikke afskrives, hvis man har tænkt sig at stemme, og når man i så fald sammenligner med Venstre eller det Konservative Folkeparti.

Som studerende på statskundskab tilbage i 1990'erne havde undertegnede et seminar med lektor Anette Borchorst , der handlede om socialpolitikken i Europa.

Budskabet fra Borchhorst var entydigt: Den angel-saxiske social-model var for begrænset, den kontinental europæiske var for konservativ, men den skandinaviske! - åh det var så vidunderligt.

Derfor blev private børnehaver, sådan som man finder dem mange steder ikke blot kaldt "industribørnehaver". Men i stedet "fabriksbørnehaver".

Det som Borchhorst åbenbart mente var selvsagt må derfor formodes at være, at markedsøkonomien var en alt for kynisk institution, til at man kunne overlade den til børnepasning.

Men der findes jo private hospitaler. Man sætter sig trygt op i en flyvemaskine, der er privatejet; eller en bil, der er fremstillet af private for senere at blive ejet af private. Man overlader IT-området til private. Transportsektoren trives i meget vid udstrækning på private hænder; kulturområdet er i det store hele også privat (altså den kultur som man i praksis køber).

Men når det gælder børnehaver skal der ifølge Borchhorst - men også så mange andre - kollektiviseres. Derfor har man i København blandt andet en enhedspris for børnepasning.

Og blandt andet derfor er man i København yderst sårbar over for de skiftende politiske vinde, der blæser. Man er lænket til hinanden økonomisk, og har derfor vanskeligt ved at imødekomme forskellige ønsker til hvordan børnepasningen skal være.

Men tænk nu hvis børnehaven virkelig var fri og uafhængig – ligesom den lokale købmand er det. Så kunne udbyderen ikke vælte ansvaret for en lav standard og en ringe kvalitet over på nogle andre. Så ville man i kraft af virkelig konkurrence kunne sammenligne og vælge rigtige alternativer; og udbyderne ville også have langt flere incitamenter end i dag til at levere noget, der var optimalt i forhold til forældrenes ønsker.

Også indenfor børnepasningsområdet gælder naturligvis de skadelige effekter af protektionisme; og også her gør det en forskel om der kan tjenes penge eller ej.

Dagbladet Arbejderen sidste år:

Private daginstitutioner myldrer frem over hele landet. På bare et år er der etableret 40-50 privatinstitutioner, vurderer Daginstitutionernes Lands-Organisation (DLO).

Institutionerne er oprettet som følge af en ny lov, som blev vedtaget sidste år af regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti. Loven giver fri adgang til etablere private institutioner, som frit kan fastsætte forældrebetalingen. Der må gerne laves overskud på driften, og driften er i øvrigt helt privat og uafhængig af kommunen.

Mere i dagens kommentar.