Danmarks Radio er statens ejendom. Her er et uddrag af en artikel bragt på denne stats-institutions hjemmeside.

----------------------------------------
Palin i nyt korstog mod Obama

Sarah Palin, den tidligere republikanske guvernør i Alaska og vicepræsidentkandidat, forsøger at holde live i kampen mod sundhedsreformen, og hun har de seneste dage deltaget i spektakulære møder og befæstet sin position som det yderste højres darling i USA.

Det fik den demokratiske senatsleder, Harry Reid, at mærke, da hun lørdag mødte op i Reids hjemby Searchlight i delstaten Nevada for at gøre fælles sag med den radikale højreorienterede bevægelse, der kalder sig Teselskabet.[...]

Sarah Palin følger samme opskrift overalt ,hvor hun kommer frem: Et vedholdende og populistisk angreb på Barack Obama, på sundhedsreformen, og tvetydige udsagn om at eliminere præsidenten.

- Nogen er nødt til at fortælle ham, at dette ikke er et ufarligt eventyr, sagde hun til de mange deltagere, der fyldte op i Searchlights gader.

Hun mente, at Obama og Reid er skyld i, at den amerikanske nation synker i gæld, og at de har den frækhed at vedtage en sundhedsreform, der er taget ud af socialismens lærebøger.

- I er fyret, sagde hun. Palin har erklæret, at hendes mål er at genvinde et republikansk flertal i Kongressen ved næste valg.[...]

Teselskabets tilhørere havde medbragt skilte, hvor Reid blev kaldt "Løgner, bølle, forræder, kommunistiske blodsuger".

[...] Teselskabet, [...] er en løs bevægelse, der samler vrede hvide amerikanere, [der] mener, at staten blander sig i for meget og bryder forfatningen.

DR 28. mar. 2010

----------------------------

Sarah Palin er idag - af mangel på bedre - en sandsynlig republikansk præsidentkandidat. Men den danske stat har tydeligvis et ønske om at tegne et billede af den tidligere vice-præsident-kandidat som yderligtgående. I artiklen insinueres det endvidere at "Teselskabet" udelukkende består af hvide amerikanere, hvilket naturligvis er løgnagtigt. Men man skriver dette på en journalist-måde, så det ikke er rigtig løgn men bare løgnerisk, eftersom Teselskabet naturligvis omfatter alle slags farvede. Det er med andre ord sandt at Teselskabet "samler vrede hvide amerikanere", som "journalisten" skriver. Selskabet samler bare også sorte, gule, brune, rationelle, koleriske og humoristiske amerikanere. Dem undlader "journalisten bare at nævne. (Og måske er det fordi "journalisten" på DR er racist og hader hvide mennesker. Det ved vi jo ikke.). Teselskabets slogan TEA, står for Taxed Enough Already - altså at man er beskattet tilstrækkeligt. Er det særligt radikalt? - Husk nu på at dette er staten, der taler for penge konfiskeret fra borgere, der selv kunne have købt sig til en anden pressedækning. En skoleelev i niende klasse kunne have skrevet noget, der var langt mindre tendentiøst.

Danmarks Radio kunne [...] fint blive en af de offentlige institutioner, der blev gjort til en privat og selvfinansierende institution, eller hvor delene simpelthen blev solgt til højestbydende. Informationssamfundet er en videreudvikling af det kapitalistiske samfund i almindelighed. Og mængden af kultur og information vokser netop massivt takket være markedsøkonomien. Der har derfor aldrig nogensinde været et behov for statsfinansieret underholdning eller information.

Forbrugerstyrelsen vil ingen forbrugere tilsvarende i praksis savne. Også her har man set hvordan det ideologiske har taget overhånd, og at Forbrugerstyrelsen i stigende grad vil opdrage og blandt andet bekæmpe ”forbrugerismen” – netop ud fra økologiske og socialistiske doktriner. Spørgsmålet er rejst før, men ingen har svaret: Hvornår skete det helt præcist at mandatet til at opdrage og propagandere for bestemte forbrugspolitiske og markedsfjendske bøger blev givet? I forbrugerstyrelsen anbefales det således, at man [blandt andet sagesløse skolebørn] læser Naomi Kleins bog No Logo [...] og det er så vidt vides den eneste bog, man reklamerer for. (Hvis man ikke vil nedlægge helt, så kan man i det mindste flytte propagandisterne i sådanne styrelser over i Danmarks Radio).

- Læs mere i:

Tiden er inde til at reducere statens størrelse
http://s-espersen.blogspot.com/2007/08/tiden-er-inde-til-at-reducere-statens.html

Mediernes dyrkelse af Barack Obama når absurde højder i disse dage, og valgnatten blev lige som man kunne frygte. Herunder et kort referat og et par betragtninger. -- DR / DR Update. -- DRs dækning var pinlig, idet de blot sendte CBSnews’ dækning afbrudt af korte opdateringer fra Abdel Aziz Mahmoud i studiet. Herunder var der korte indslag fra korrespondenter, ikke mindst Informations Annegrethe Rasmussen, der ikke lød så slem som hun plejede, men dog i sin mimik ikke kunne skjule sine politiske preferencer. Thomas Falbes reaktion, da han i sin øresnegl fik at vide at Ohio gik til Obama, og han dermed var USAs næste præsident tager dog prisen... Læs mere hos Uriasposten

Se Thomas Falbe i "DR-korrespondents reaktion da Obama vinder".

"Reformer" hos det tvangsfinansierede Danmarks Radio omfatter ifølge www.filtrat.dk og DR-tekst-tv også indførsel af censur, afvikling af privat ejendom, og i almindelighed politiske tiltag, der fører i retning imod de styreformer, man kender fra Cuba og Sovjetunionen.

En passende reform af det statslige danske medie ville være at reducere det til noget, der svarer til "Statstidende" - altså nogle sammenhæftede stykker A4-papir. Dette ville reducere tendensen til bevægelse hen imod tilsvarende former for kollektivisme i Danmark.

Filtrat: DR Classic - Sovjetisering = "Reformer"

Ifølge Gyldendals etbinds-leksikon er en journalist: opr. en person, som formidler nyheder; i dag mere bredt som en formidler af information, [som] skal forholde sig objektivt og kritisk til sit stof.

Journalistik er udover at være et håndværk for journalisten noget, som en stor del af befolkningen ikke mener, man kan undvære i det daglige.

Alligevel diskuteres det sjældent, hvori den gode journalistik består. Det kan blandt andet skyldes, at borgernes afhængighedsforhold af journalistikken har vidt forskellige årsager: Nogle vil underholdes. Andre vil informeres, oplyses, provokeres, udfordres o.s.v. De mange behov skaber et bredt spillerum for hvilken type journalist man kan være, og dermed for, hvad journalistik er.

Man kunne derfor vælge at indsnævre diskussionen, sådan at den gode journalistik blev til det, der handlede om den oprindelige funktion: det vil sige at være nyhedsformidlende på en kritisk, objektiv og seriøs måde.

Endvidere kunne man vælge at fokusere på kernen i journalistikken ved at tage afsæt i journalistikkens rolle og funktion i det frie og civiliserede samfund, hvilket netop handler om forudsætningerne for at journalistikken er levende; og at den dermed har samfundsmæssig relevans.

Hvorfor netop i et frit samfund? Fordi journalistikken i en ufri kultur, ligesom kulturen selv, i så fald vil være døende og stagnerende; sådan som man kender journalistik fra teokratiske eller kommunistiske diktaturer.

Journalistikken lever dermed i kraft af ytringsfriheden. Og hvad mere er, så eksisterer ytringsfriheden samtidig kun i det omfang, at der er ejendomsret: Kun hvis man har privat ejerskab er det muligt at sikre sig den frihed, der forudsættes for at kunne drive den kritiske journalistik.

Jyllands-Posten har således med Muhammedtegningerne påpeget førstnævnte sammenhæng, hvad angår ytringsfrihed og den frie journalistik.

Men sidstnævnte pointe om det private ejerskab er faktisk mindst lige så vigtig, og pointen er tilsvarende aktuel. For hvis man ikke har mulighed for at opnå en veldefineret og stabil råderet over en mikrofon, en skrivemaskine et.c, vil man være afhængig af at stå på god fod med de politiske magthavere.

Læg samtidig mærke til, at man i et frit samfund – af samme årsager, hverken som journalist eller som almindelig borger vil have retten til at få (foræret) adgang til en mikrofon o.s.v., men derimod at man har muligheden for at få det via betaling, ansættelse eller overtalelse indenfor rammerne af den private ejendomsret. (”Overtalelse” er når man som borger får trykt et læserbrev eller en kronik, eller når en journalist synes, at det man siger er interessant, og derfor skriver om det.)

Ejendomsretten sikrer dermed en nødvendig stabilitet og sikkerhed, såvel politisk som økonomisk. Og det er denne stabilitet omkring ejendomsretten, der er årsagen til, at vi i dag blandt andet har så veludviklet et informationssamfund. For når man først har købt/investeret i en mikrofon, en radio- eller tv-station, en skrivemaskine, en kopimaskine eller noget andet, kan man i et frit samfund være sikker på, at brugsretten også følger med.

Sådan et frit samfund - med udbredt ytringsfrihed og håndhævelse af ejendomret har vi i vid udstrækning også i Danmark.

Men i nogen grad, og stik modsat hvad der kan siges at være meningsfuldt, har man desværre også forbrudt sig mod reglerne, - ved at staten i kraft af de politiske magthavere i strid med spille-reglerne, som tyve, har overtaget dele af borgernes midler, og etableret tv og radiostationer samt institutioner, på nogle helt andre præmisser, som dermed er i strid med ovenstående. Resultatet af denne manøvre er blandt andet – men ikke udelukkende – blevet Danmarks Radio, men også det offentligt finansierede Danmarks Journalisthøjskole.

Det ville således styrke journalistikken, hvis journalister blev mere bevidste om vigtigheden af ikke blot ytringsfriheden, men også af eksistensen og betydningen af den private ejendomsret, faktisk på nøjagtig samme måde som han/hun er bevidste om målsætningen om objektivitet. Denne bevidsthed ville føre til fornyet glæde ved faget, samtidig med at det ville have konsekvenser for synet på ovennævnte ”ikke-private institutioner”. Denne bevidsthed kunne i bedste fald eksistere på samme måde, som læger er bevidste om, at der er et lægeløfte; - det vil sige, at man er bekendt med hvilke forudsætninger, der skal være gældende, for at faget kan fortsætte med at være levende.

Debatten handler dermed også om journalistens samvittighed; det vil sige om en bestemt form for viden, der er en forudsætning for at kunne agere håndværksmæssigt og etisk korrekt.

Her kan der således identificeres ét svaghedspunkt, hvad angår en stor del af de danske journalister: - De er åbenlyst ikke bevidste om ejendomsrettens betydning for erhvervets livskraft.

Og eftersom en del journalister - herunder dem i Danmarks Radio - lever i kraft af statens konfiskation og/eller støtte, tilskud m.m., ja så har selv ytringsfriheden såmænd også en tendens til ikke at blive forsvaret som et absolut gode, men i stedet som noget, der skal balanceres op i mod andre såkaldt ”sociale hensyn”. - Hvis man ikke selv tør fremføre synspunktet om sådanne former for afbalancering (læs udvanding), så er der altid nogle akademikere parat i en eller anden offentlig institution, der er beredvillige til at uddybe dette synspunkt. Når man først eroderer et princip, begynder man dermed også at bløde op på de resterende.

Som følge af statsliggørelsen og den tiltagende kollektivisme i journalistikken har det ”kritiske” i definitionen af journalistikken (jf. indledningen) dermed også en tendens til at blive ensbetydende med noget, der er kritisk overfor borgerlige frihedsrettigheders gyldighed og værdifuldhed. - Det moderne kritiske handler derfor i sidste instans om at opbløde præmisserne for det frie samfund!

Venstreorienterede journalister, der ernærer sig i erhvervet takket være statslige tilskud og i kraft af gode relationer med myndighederne kan i øvrigt sikre sig, at de gode relationer varer ved. Det kan de i kraft af netop deres egne bidrag til denne ”opblødning” af ejendomsretten, og som har sikret deres egen ansættelse, - også kommer til at gælde for andre individder, grupper eller brancher end dem selv.

- Jo flere der kommer med på vognen, desto mere sikkert bliver systemet på denne måde for dem, der lever af det.

Måden man sikrer dette på, er naturligvis ikke direkte at argumentere principielt for en forhøjelse af skatterne; men i stedet - via journalistikken - at sikre den atmosfære, der sikrer et konstant pres i offentligheden i retning af en udvidelse af de offentlige opgaver. (Jf. det journalistiske mantra til politikeren: Hvornår vil du gribe ind?). Korruption avler på denne måde korruption.

Atter en gang skal det blot påpeges, at pressens funktion og rolle i samme omfang, og lidt efter lidt, bliver eroderet. I dag kan man derfor med rette spørge om ikke den politiske journalistik som helhed trækker i retning mod øget politisk og økonomisk ufrihed. Og i takt med støtten bliver pressen lidt efter lidt til for pressens skyld, ligesom støtten til landbruget bliver givet for landbrugets skyld.

At man ikke kan høre protesterne mod denne korruption skyldes, netop, at man har en tendens til at omgås ligesindede: det vil sige offentlige administratorer, der skaber nyheder om behov for offentlige problemløsninger samt de politikere, der med god grund er taknemmelige over at få bekræftet deres ressortområdes betydningsfuldhed. I vid udstrækning er der tale om en sluttet kreds.

Korruptionen for pressen handler jf. ejendomsretten, om at man i et eller andet omfang er blevet uafhængig af de der oprindelig var kilden til velstand, det vil sige læserne, og i stedet får en øget interesse i de mere rundhåndede politikere og bureaukrater.

Denne distancering kan blandt andet iagtages i hvordan journalistikkens udtryk har udviklet sig, når det gælder den politiske journalistik. (Jf. at de typiske parter i en historie i radio eller tv. vil være rørende enige om at der skal gribes ind og reguleres, og man derfor typisk blot diskuterer hvordan, eller hvor meget).

De statsstøttede medier, politikeren og de offentlige ansatte i bekymringsindustrien har således i denne optik store fælles interesser, der i kraft af en uhellig alliance er blevet cementeret. Dette har imidlertid intet at gøre med den oprindelige mening med journalistik.

Tidligere bragt på www.coin.dk

Foreningen Medier Mod Medielicens har ifølge foreningen fået moralsk opbakning fra partiet Liberalisterne, Casper Christensen, samt også en Anders Fjelsted, der ifølge omtale i MMM's seneste nyhedsbrev også skulle være berømt. Såvel Konservativ Ungdom som Venstres Ungdom bakker tilsvarende op om initiativet. Opbakningen kan ses via noget, der hedder Myspace.

I et interview fra august i Nyhedsavisen (der ledes af den ret kendte David Trads) kan man blandt andet læse at: Gruppens mål er i sidste ende at afskaffe licensen og privatisere DR, så mediemarkedet udelukkende fungerer på markedsvilkår. Medier mod Medielicens tæller foreløbig 32 mindre blogs og netmedier, blandt andet det liberale netmagasin Liberator.dk og den nationalkonservative blog Uriaposten.

- Ifølge det seneste nyhedsbrev fra 15. september er medlemstallet i form af tilmeldte medier dog nu oppe på 47.

Kun 17 år efter Danmarks befrielse blev frie Radio Mercur lukket ned til fordel for monopolet.

DR og totalitære kræfter ifølge Skattetryk.dk

Demonstrationen [til fordel for Danmarks Radio] var arrangeret af Dansk Kunstnerråd i samarbejde med Dansk Journalistforbund. I en fælles indkaldelse til demonstrationen forklares det, at man "vil gøre opmærksom på, at DR med nedskæringerne ikke længere har mulighed for at bidrage til udviklingen af den danske kultur", og at "konsekvensen af DR’s nedskæringer er, at dansk kultur bliver usynlig i globale sammenhænge, fordi den mister sin egenart. Fra Berlingske Tidende [egen fremhævelse]

- De citater, hvor man sætter lighedstegn mellem dansk kultur og DR, taler jo næsten for sig selv. Her ser man den neo-gramskianske kulturelite folde sig ud i noget der nærmest ligner desperation i kraft af absurditeten i påstanden.

For Danmarks Radio bidrager ikke med noget som helst originalt i en kulturel forstand. Hvis man lukker den venstreorienterede institution, findes der masser af andre tilsvarende statslige propagandamaskiner. At have en tv-station med en politisk bestyrelse , der konfiskerer borgernes midler for at producere tv, er en groteskhed, det er er vanskeligt at finde et sidestykke til. Det strider mod selve meningen med, hvad det vil sige at drive medievirksomhed.

Medier spiller kun en positiv rolle i kraft af deres frihed men også i kraft af den frihed, der eksisterer i samfundet. Men her repræsenterer DR i stedet et element af tvang. Mange af de bestyrelsesmedlemmer som Folketinget i tidens løb har sendt ind i denne tvangsmaskine hylder i øvrigt også et politisk system, der i sin kerne baserer sig på ufrihed og tvang, det vil sige socialisme.

Venstrefløjen dominerer i forvejen helt urimeligt uddannelsesinstitutionerne; - og jo større en offentlig sektor, desto mere taletid sikres der også til marxistisk inspirerede personer fra bureaukratiets side. (Og her skal det naturligvis bemærkes, at Danmark har en af de største offentlige sektorer i den frie del af verden).

Danmarks Radio er derfor venstreorienteret "luksus", der ikke bør privatiseres eftersom man i forvejen har Politiken, Arbejderen og Dagbladet Information, hvad angår medierne. Bedst er det i stedet, at DR lukkes, afskaffes og forsvinder. Ønsker man på privat basis at etablere noget tilsvarende må man gøre det fra grunden.

COIN-bloggen faldt for noget tid siden over en liste med udtræk fra en studieplan for gymnasieelever i perioden 2005-06 på www.emu.dk. EMU står for "Elektronisk mødested i Undervisningsverdenen".

Under overskriften "International politik - Er nationalstatens epoke overstået?" kunne man så finde følgende undervisningsmateriale, der ifølge planen skulle vare en måned: Benny Jacobsen, Liv i Danmark, Columbus, 2005, side 124-145.- Klip fra DR om globalisering: www.dr.dk/undervisning/EU/Globalisering/okonomitv.htm - Artikel fra Mod-attacs hjemmeside: www.coin.dk . Hvad er globalisering? - Artikel fra Enhedslistens hjemmeside: www.enhedslisten.dk, Defensivt og provinsielt globaliseringsudspil fra 16. marts 2006.

Læseren har sikkert nogenlunde en idé om, hvad Enhedslisten og DR står for, når det gælder synet på globalisering (altså øget frihandel og samhandel globalt). Her må man så sige at COIN / Mod-Attac repræsenterer en modvægt. Indholdet af Benny Jacobsens bog kendes derimod ikke. Glædeligt er det dog at det globaliseringsvenlige Mod-Attac på denne måde har overlevet det i praksis protektionistiske Attac. Besøg Mod-Attac her.

Danmark har ulykkeligvis altid haft svage miljøministre. Ingen af dem vovede at sætte sig op mod miljøbevægelsen. Den nuværende minister, Connie Hedegaard, hopper og springer ved miljøbevægelsens mindste trut i hornet. De to andre ministre, Hans Chr. Schmidt og Carina Christensen, er lige så rædde for Danmarks Radio. Det er en ynk at se dem sprælle rundt i manegen. Gid Danmark ejede politikere af Vaclav Klaus’ kaliber.

- Det skriver Steen Steensen i dagens kommentar.

Besøg Kyoto Kritik.

Et ofte hørt argument er, at Danmarks Radio sikrer, at den danske kultur trives. Argumentet om at dansk kultur kun kan trives med store subsidier fra staten, er det samme som at sige at man ønsker, at den danske kultur tager en bestemt form, nemlig i form af DR og andre statsstøttede kultur-institutioner. Støtter bag statsstøttet kultur er ikke bange for, at den danske kultur falder bort, nej de er bange for, at den ikke kommer til, at se ud som de ønsker det. De er bange for at danskerne ikke mener det samme som dem, så derfor skal vi oplyses. Kultur bør ikke styres af en lille kultur elite, den bør skabes af danskerne. Vil du lade en lille gruppe mennesker bestemme, hvordan dansk kultur skal se ud? - Læs mere her: