På Copenhagen Institutes forside www.coin.dk har undertegnede kastet sig ud i debatten om organer, organtransplantation og organdonation. Nu er der kommet et bidrag fra en læser, som jeg vil citere nedenunder i oplysningens tjeneste.

I mit indlæg skrev jeg blandt andet at: [M]an har retten til sit eget liv og dermed også til sin egen krop. Dette udgangspunkt kan bruges til at forholde sig til såvel det første spørgsmål: om hvad der skal ske, efter man er død; men også til hvad, der kan være, og er, tilladeligt at gøre hvis man gerne vil hjælpe dem, der venter på et organ, som man kan undvære i levende live.

Naturligvis er det ikke problemfrit at komme fra det generelle udgangspunkt (retten til eget liv) og så nå frem til en konklusion for det konkrete spørgsmål, der er konsistent med udgangspunktet. Men et svar på det første spørgsmål kunne jo være, at når man er død, så bortfalder retten til ens krop. Verden og verdens regler er nu engang til for de levendes skyld. [...]

Lovgivning, er [...] skabt for at sikre levende individer, og som derfor er det primære mål, der må tages hensyn til (Og det er hensyn, der ikke kan fraviges). [...] Som følge af ovenstående må man [...] gentage, at udgangspunktet [...] må være, at man ikke har ret til sine organer, når man er død; og altså at man kun kan sikre sig, at ingen bruger ens organer, hvis man aktivt laver en aftale med nogle om, at disse vil sørge for, at ens krop får en bestemt skæbne, efter at man er død. Undertegnede er derfor enig med Karin Riis-Jørgensen, der mener, at man aktivt skal melde sig fra hvis man ikke ønsker at være organdonor.

I den resterende del af kommentaren forsvarede jeg så retten til, at man også må have lov til at sælge sine organer med afsæt i netop retten til ens egen krop og ens eget liv.

Som reaktion på kommentaren skriver S.H. i en email så at: Eftersom organer i en døende krop er noget som der er mangel på og efterspørgsel efter, er den døde krop et stykke rigdom. Den er en knap ressource. En død mands krop er derfor at sammenligne med den formue og de øvrige rigdomme som den døde efterlader. Den døde krop er en del af en arv, og der må gælde de samme betragtninger som for den øvrige del af arven.

Intentionerne man har med sin krop mens man lever spiller ikke nogen rolle når man er død. Det samme kan siges om ens rigdom. Så længe man lever kan man disponere over den. Når man er død, er det arvingerne der disponerer over rigdommen. De vil disponere som de finder passende, uanset hvad man måtte have udtryk og 'aftalt' mens man var i live. Sådan må det også være med den eventuelle rigdom der findes i ens afdøde krop.

Hertil må jeg så bemærke, at jeg for det første ikke er enig i reglen, der opstilles for placering af ejerskab: Med andre ord: Hvordan følger det at "efterspørgsel" partout fører til, at de pårørende per definition tildeles råderetten over en afdøds organer?

Endvidere: Hvis ingen har beskæftiget sig med spørgsmålet frem til det tidspunkt, hvor en person dør, og en læge så vælger at tage et organ fra en hjernedød, og derefter bruger dette til at redde en andens liv, så er der vel ingen, der har fået deres ejendomsret krænket?

Hvad jeg lægger op til, er i øvrigt ikke at staten per se har retten til at ekspropriere. Tværtimod mener jeg, at der bør tages hensyn til enhver aktiv indsigelse. Men den skal jo netop være aktiv. Med den nuværende regel tager man derimod noget for givet, eftersom man siger, at de pårørende aktivt skal sige ja til at tillade organtransplantion, i det tilfælde at nogle erklæres for hjernedød.

Indsigelse kunne så netop bestå i, at de pårørende sagde, at de ville bestemme, og at de afviste transplantation.

Hvad jeg skriver, betyder derfor at de pårørende kunne påberåbe sig råderetten; men hvis de ikke gør det, lægges der dermed op til at andre (en læge) kan gøre det. Spørgsmålet er så om sådanne regler kan gøres meningsfulde i praksis.

Læs også Karin Riis-Jørgensen: Organdonor fra fødslen?

Der åbnes op for debat, men anonyme indlæg slettes: