Historisk har man i Danmark ofte vist, at man enten ikke var i stand til – eller blot villig - til at forsvare landets grænser. Man valgte så i stedet overgivelse eller retræte.

For tiden har vi så tropper i Afghanistan med åbenlyst modstridende og selvmodsigende mandater: Der er tydeligvis en voldsom trang til det, man kalder for ”nationbuilding”. Der er også et krav om nødhjælpsarbejde. Så er der den forslidte påstand om, at man fører krig mod terror. (Påstanden er forslidt eftersom man tydeligvis har alt for vanskeligt ved at se den religiøse motivation bag terroren til effektivt at kunne forsvare sig mod den – endsige identificere hovedfjenden).

- Endelig er der så opførelsen af en række moskeer i Afghanistan på danske skatteyderes vegne. Det sidste fænomen kan man naturligvis ikke indføre under de andre kasser:

Moske-konstruktion er hverken ”nationbuilding”, socialarbejde, nødhjælp eller krig mod terror. Fænomenet må have sin egen kasse: Lad os kalde det for "den rendyrkede overgivelsespolitik”. ”Overgivelsessporet” – om man vil - er i virkeligheden let at forklare: Den danske trang til at vinde i krigen mod terror er således hensmuldrende - sikkert også på grund af nationalkarakteren.

Spørgsmålet er, om man nogen sinde har haft et ønske om en sejr i den nuværende konfrontation. I så fald: - hvorfor går man så ikke efter ondets rod, der især befinder sig i Saudi Arabien og Iran? (Et af svarerne på dette er, at dem, der sagde, de ville føre "krig mod terror", det vil sige amerikanere, valgte at ignorere disse staters destabiliserende arbejde. - Som del af den danske lunkenhed/manglende historiske interesse for at vinde krige, valgte man så i DK at acceptere præmissen fra USA’s side om at frede de værste). Selv ikke Libanon tør man involvere sig i. I nederlagets interesse overlader man banen til Hizbolla og deres samarbejdspartnere i FN.

Det som man i DK er gode til, og som man har specialiseret sig i, er nu engang nederlaget. Det er dette nederlag man nu skridt for skridt åbenlyst er ved at tilrettelægge, med al den finesse og omhu, som kun sande tabere mestrer.

Efter nederlaget i Afghanistan er der da heller ingen som helst tvivl om, at vi vil have opbygget megen goodwill hos dem, der står tilbage med magten i det krigsplagede land. ”Vi” - det vil sige det danske forsvar og deres politiske ledere - har allerede hjulpet de nuværende islamister til denne magt; og de folkevalgte politikere og forsvaret - hjælper idag disse islamister tildelt regeringsmagt med at bekæmpe deres fjender. Dermed hjælper man også med at konsolidere og centralisere en region, som så lettere kan styres af én islamisk gruppering frem for delte fraktioner, der i bedste fald kunne bekæmpe hinanden. Det er ”god” nederlagspolitik. Det er den danske sympatisøgende retrætestrategi.

Forsvaret og den politiske ledelse hjælper med andre ord til at sikre en indre islamisk "fred" (læs religiøst formørket undertrykkelse), der så kan bidrage til at Afghanistan – ligesom Iran og Saudiarabien gør det i dag – i højere grad kan rette det islamiserende arbejde udad – mod den endnu-ikke-islamiserede verden. Igen er der ingen tvivl om, at denne overgivelsesstrategi vil sikre, at vi kommer til at stå på lidt bedre fod med angriberne, end de som reelt forsvarer sig.

Det bør dog samtidig også stå klart, at så længe vi fører overgivelseskrig, bliver vi nødt til at håbe på, at andre så vil føre forsvarskrigen mod terror for os, det vil sige praktisere forsvaret af den vestlige verden og bevarelsen af friheden og oplysningskulturen, som danske politikere - herunder i Venstre - i praksis bekæmper med deres moskebygning. Man kunne imidlertid med den aktuelle skandale forledes til at tro, at man denne gang satser på den totale og endegyldige underkastelse.

180grader.dk: V og DF i strid om moskestøtte til Afghanistan

COIN-artikel: Om krigens årsager og hvordan krigen vindes